Rektor undskylder for Penkowasagen

1) Indledende artikel:

Politiken d. 19. april, 2011 (1. sektion side 4)
Rektor undskylder for Penkowasagen

Ralf Hemmingsen indrømmer fejl i svindelsagen på KU. Men forskere og nu også ph.d.-studerende ønsker fortsat uvildig undersøgelse.

Af HANS DAVIDSEN-NIELSEN

Efter rundt regnet 5.600 avisartikler om Penkowasagen er Københavns Universitets rektor nu nået frem til, at han burde have handlet anderledes i affæren om den svindeldømte hjerneforsker.
I dagens udgave af Politikens Kronik erkender Ralf Hemmingsen, at »der helt klart er begået fejl på den ene eller anden måde«

Læs mere her:
http://politiken.dk/videnskab/ECE1260183/rektor-undskylder-for-penkowasagen/

***

2)

Politiken d. 19. april, 2011 (Kultur side 9) Kronik:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1260020/det-kan-vi-laere-af-penkowasagen/
Det kan vi lære af Penkowasagen
Der er klart ting, som jeg personligt kunne have gjort væsentlig bedre i denne sag. Men jeg tror og håber på, at sagen kan medføre forbedringer, vi ellers ikke ville have fået.
Af RALF HEMMINGSEN
Ralf Hemmingsen er rektor, Københavns Universitet

SIDEN november 2010 har offentligheden været vidne til udrulningen af historien om forskeren Milena Penkowa. En føljeton, som man næppe kunne have forestillet sig, selv med den mest livlige fantasi.
Det er, må jeg medgive, en rigtig god historie journalistisk set. Desværre. Og jeg må indrømme, at det er en sag, der har berørt mig meget mere, end jeg nogen sinde kunne have forestillet mig. Ikke fordi jeg personligt er blevet kritiseret. Men først og fremmest fordi det er en sag, der er kommet til at fylde meget i medierne og rigtig meget i forskernes og de ansattes bevidsthed på Københavns Universitet.
Denne interesse vil jeg - og det sagt uden bitterhed eller ironi - gerne kvittere for. Den er i mangt og meget udtryk for omsorg og bekymring for Københavns Universitets omdømme. Universitetsansatte på alle niveauer bliver i alle mulige sammenhænge - både private og offentlige - bedt om at forholde sig til sagen.
Det er indlysende, at Københavns Universitet om nogen ønsker at få sagen og alle dens aspekter belyst og analyseret. For det er helt ufortjent, at Københavns Universitet, som er et af de bedste universiteter i Europa, med et stort antal af forskere, der fuldt ud kan måle sig i international sammenhæng, skal trækkes med generelle beskyldninger om forskningssvindel, nepotisme og uredelighed. I den sammenhæng er Milena Penkowa-sagen heldigvis undtagelsen, der bekræfter reglen.

LAD MIG et øjeblik sætte det hele lidt i perspektiv. Alene på Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere årligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab på omkring 150 artikler skrevet over ca. ti år.
Udfordringen for selvforståelsen er imidlertid, at der i de danske medier det sidste halve år er skrevet over 5.600 artikler om Penkowasagen, der endda ikke er afsluttet endnu. Man kan dermed blot konstatere, at sagen har fået sit eget liv i medierne. Jeg forstår godt interessen for denne sag. De mange spektakulære elementer omkring Milena Penkowas person har nok også har været en medvirkende årsag.
Hverken Københavns Universitet eller jeg selv kunne finde på at bebrejde medierne, at de beskæftiger sig med et forløb omkring en sag, hvor der helt klart er begået fejl på den ene eller anden måde.
Det er mediernes opgave at kontrollere magthavere i alle afskygninger, og det er i offentlighedens interesse, at fup og svindel, fejl og fejltagelser afsløres.
Succeser har ofte mange fædre. Uheldige forløb tilskrives som regel den øverste ansvarlige. Det øverste ansvar for sagen er mit.
Det følger med jobbet som rektor, og det fulgte med jobbet som dekan. Men at der kan placeres et ansvar er ikke altid det samme, som at der kan udpeges skyldige personer. Jeg vil gerne med syvtommersøm slå fast, at Københavns Universitet hverken i denne eller andre sager har holdt hånden over uredelige forskere.
Overordnet er jeg derfor selvfølgelig glad for den omfattende dokumentation af hele forløbet, som universitetets bestyrelse har fået gennemført hos Kammeradvokaten.
Af den rapport, som offentligt fremviser den bagvedliggende kommunikation i sagen, fremgår det klart, at hverken jeg eller andre på Københavns Universitet har foretaget en usaglig forvaltning i sagen om Milena Penkowa , og at hun ikke fik en særbehandling under sin ansættelse.
Imidlertid er der klart ting, jeg personligt kunne have gjort væsentlig bedre. Bl.a. kunne jeg som repræsentant for ledelsen have skelet mindre til Milena Penkowas formelle CV og mere til, om hun var en rollemodel for andre forskere, da hun blev indstillet til Elite-Forskprisen. Det er der måske ikke tradition for i forskerverdenen; men det aspekt må vi holde os for øje, da universiteter i stadig højere grad skal skabe forståelse for den forskning og de uddannelser, der i det lange løb skal gavne os alle sammen. Jeg er også ked af den situation, der opstod i forløbet omkring bedømmelsen af Penkowas oprindelige disputats, og jeg har beklaget dette over for bedømmelsesudvalgets medlemmer. For at undgå yderligere semantisk diskussion: For mig er beklagelse det tjenstlige ord for undskyldning.
Endelig kan jeg beklage det langvarige og opslidende forløb, en student måtte igennem i forbindelse med sagen.

JEG ER helt opmærksom på, at nogle mener, at jeg skal træde tilbage fra rektorposten. Det gør indtryk. Men som rektor ser jeg det som mit ansvar at stå på mål og tage ansvar for alle de opgaver, der følger af at lede et stort universitet. Det indbefatter også en sag som denne. Universitetet er som følge af denne sag allerede i gang med nye initiativer som f. eks. at indføre en studenterombudsmand, uddanne kommende forskere bedre i forskningsetik og -regler og ændre procedurer og arbejdsgange for indstillinger til priser. Yderligere behov for ændringer på disse og andre områder vil måske vise sig.
Udover sådanne forbedringer bør sagen efter min mening også skabe eftertanke i de videnskabelige miljøer om, hvordan man som forsker håndterer mistanke om uredelighed blandt kollegaer.
I spektakulære sager har medier ofte en interesse i at fremstille sagen sorthvid. Men virkeligheden udspiller sig ofte i en langt mere nuanceret gråtoneskala.
Det kan man få et indgående indblik i ved at læse kammeradvokatens 700 sider lange rapport om forløbet. Redegørelsen kan downloades fra universitetets hjemmeside.
Jeg tror næppe, at jeg kan kaste mere lys over den helt konkrete del af historien, men tilbage står de åbne spørgsmål: Kan en universitetsadministration eller leder forhindre, at en sådan sag opstår? Hvordan kan man hindre, at enkelte forskere snyder på vægten? Og, vigtigst af alt: Hvad kan Københavns Universitet lære af denne sag? Den vigtigste opgave for mig lige nu, som rektor for Københavns Universitet, videre, og i relation til de åbne spørgsmål ser jeg tre vigtige opgaver, som jeg agter at følge helt til dørs i den kommende tid.

DER GENNEMFØRES nu en grundig undersøgelse af al den forskning, som Milena Penkowa enten er hovedeller medforfatter til. Det sker bl. a. med henblik på at fastholde universitetets videnskabelige troværdighed.
Det er en omfattende opgave. For de forskere og studerende, der har arbejdet sammen med Milena Penkowa - og for forskningsverdenen i det hele taget - er det meget vigtigt, at der bliver skabt klarhed over Milena Penkowas forskningsproduktion, særligt med henblik på uredelighed.
Københavns Universitet vil i den forbindelse bede om hjælp fra seks uafhængige, udenlandske forskere, der er eksperter inden for det pågældende fagområde.
Dernæst har ledelsen i samråd med bestyrelsen taget initiativ til at stramme op på en række regler og rutiner på Københavns Universitet, hvor vi kan se, at vi enten har fejlet eller ikke har haft de rette redskaber. Dette vil blandt andet indebære, at vi indfører foranstaltninger, der kan sikre en bedre beskyttelse af de studerendes rettigheder (studenterombudsmand), og klarere procedurer og opgavefordeling ved anmeldelse og behandling af mistanker om forskningsmæssig uredelighed eller tvivlsom videnskabelig praksis. Desuden gennemføres en yderligere forbedret kontrol med brugen af forskningsmidler. Det sker i tæt samspil med vores revisorer, der rådgiver os på dette felt.
En tæt dialog og genetablering af tilliden mellem alle involverede på Københavns Universitet er også absolut nødvendig.
Jeg vil gennemføre en fremadrettet proces, der sætter forskningsfrihed, tillid og ansvar i højsædet og sikrer klare kommunikationsveje mellem forskere og ledelse. Penkowasagen viser, at kommunikation om personalesager kræver kolossal opmærksomhed og professionalisme.
Men jeg vil også fastslå, at hensynet til fair 'rettergang' og til enkeltpersoners forhold fortsat skal præge universitetets forvaltning, også selv om det i nogle faser af en sag desværre giver spillerum for gisninger i medierne.

VIGTIGST AF alt står vi nu over for den opgave at sikre, at der i omverdenen er fuld tillid til, at den forskning, der foregår på KU, er troværdig og af fremragende kvalitet. Og at vi på KU er kompetente til at sikre de rette vilkår for grundforskningen. Her er det uundgåeligt, at den voldsomme interesse for Milena Penkowa -sagen har påvirket universitetets image på kort sigt.
Men det ændrer ikke fundamentalt på, at Københavns Universitet er et uhyre velanskrevet universitet, der regnes blandt de ti bedste i Europa. Ved internationale møder bliver KU fremhævet bl. a. for sin indsats med rekruttering af kvinder til professorstillinger, indsatsen for udforskning af klimaforhold samt arbejdet med sund aldring og med samfundsmæssige analyser.
Det er mig magtpåliggende, at vi skal lære alt, hvad vi kan, af denne usædvanlige sag, fordi den kan vise os, hvor vores procedurer og regler ikke har været tilstrækkelige.
Og det er mig lige så magtpåliggende at undgå, at denne sag får os til at ryste på hånden, når det gælder om at værne om den frie og uafhængige grundforskning, der bedst udvikler sig under tillid og ansvar hos den enkelte forsker.
Det er indlysende, at vi ikke kan have et universitet, hvor kontrollen tager form af ' byzantinsk bureaukrati', men vi kan lære de unge, hvilket kolossalt ansvar der følger med forskningsfriheden. Københavns Universitet vil ikke fravige sit fokus på grundforskning på højeste niveau og på at sætte høje ambitioner for uddannelserne - også i samarbejde med erhvervslivet.
Vores opgave med at danne og uddanne kommende generationer er vigtigere end alt andet.
Sagen får heller ikke Københavns Universitet til at stoppe med at udvikle samspillet mellem forskning og uddannelse, herunder den direkte relation mellem forsker og studerende.
Dertil kommer, at universitetet er optaget af at styrke forskningen inden for flere af de områder, der også er på den politiske dagsorden som f.eks. energi, fødevarer og udvikling af nye måder at helbrede sygdomme på.
Lad mig i øvrigt fastslå, at på trods af Penkowasagen går det rigtig godt på mange områder på Københavns Universitet. Selv om der er brugt kræfter på at få belyst og håndteret denne ulykkelige sag, er universitetet ikke sat på ' pause'. Vi er f. eks. i fuld gang med at udvikle det direkte samspil mellem forsker og studerende bl. a. ved at inddrage de nye og stærke forskningscentre i undervisningen. Et sådant samarbejde vil løfte os fagligt.
Derudover er vi i færd med at færdiggøre historisk store byggeprojekter til alle fagområder på KU. Vi bygger i disse år bl. a. et nyt KUA på Amager, et plantecenter på Frederiksberg, et nyt Panum og et nyt naturvidenskabeligt miljø, det såkaldte Niels Bohr Science Center på Jagtvej.
Byggerier i omegnen af 5-6 milliarder kr., der er med til at fremtidssikre Københavns Universitet og samtidig er meget væsentlige for både byen København og resten af det danske forskningsmiljø. Milena Penkowa-sagen skal bruges til at styrke vores forskerkultur og administrative mekanismer, så risikoen for en gentagelse gøres mindst mulig.
Jeg tror og håber på, at sagen kan ende med at medføre forbedringer, vi ellers ikke ville have fået.
Måske vil det ironisk nok blive anset for at være Milena Penkowas største bidrag til Københavns Universitet, når man på et senere tidspunkt i historien ser tilbage og vurderer sagen. At fejl begås, hvor mennesker er involveret, er uundgåeligt. At undlade at rette op på fejl er utilgiveligt.
Det vigtigste arbejde ligger dermed foran os.

RALF HEMMINGSEN.

***

[intern ref.: Hans Davidsen-Nielsen: Rektor undskylder for Penkowasagen, Ralf Hemmingsen: Det kan vi lære af Penkowasagen, Pol. 19/4-2011.]