Hvad er forskning? - debat og bogreception

[flere tekster (red.)]

***

fra CBS website
http://www.cbs.dk/nyheder_presse/arrangementer/2010/januar/2010_01_20_15_00_00_hvad_er_forskning

Hvad er forskning?

Tid: d. 20. januar 2010, kl. 15.00 -17.30
Sted: Copenhagen Business School, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg. Lokale: SØ.041

Det kommer næppe som den store overraskelse for nogen, at videnskabsminister Helge Sander afviser den kritik af problemerne med forskningsfriheden på de danske universiteter, som den internationale evalueringsrapport netop er fremkommet med. Afvisningen behøver dog ikke kun at være politisk motiveret. I bogen Hvad er forskning? påpeger tretten danske forskere, at det også kan skyldes en manglende forståelse for forskningens normer, vilkår og mangfoldighed.

I anledningen af udgivelsen af Hvad er forskning? afholdes debatarrangement og bogreception på CBS Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg, lokale SØ.041 hos institut for Internationale Kultur og Kommunikationsstudier d. 20. januar kl. 15-17.

Programmet er:

• 15.00-15.05: velkomst fra ordstyrer Søren Brier og Institutbestyrer IKK Anette Villemoes
•15.05-15. 20: lektor Claus Emmeche: Vilkår for forskning og videnskab i det sanderske universitet.[senere bragt kronik, se her]
• 15.20-15.30: Debat
• 15.30-15.45: Forskningsdekan Alan Irwin: Research quality and the changing landscape of science.
• 15.45-15.55: Debat
• Kort pause
• 16-00- 16.15: bibliotekets chefkonsulent Leif Hansen: Fordele og ulemper ved bibliometriske metoder til måling og fremme af forskningskvalitet.
• 16.15-16.25: Debat
• 16.25-16.40: professor Søren Brier: Forskningskvalitet i formidling til massemedier og politisk brug af forskning.
• 16.40-16.50: Debat
• 16.50-17.30: Reception

Anmeldereksemplarer af bogen kan rekvireres ved henvendelse til NFSV’s markedsføringsafdeling: Tel. (+45) 3815 3882 pj [at] samfundslitteratur.dk
eller bestil via: www.nfsv.dk

***

Fra bibliotek.dk:
Hvad er forskning? : normer, videnskab og samfund. 1. udgave.
Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2010.
redaktører: Claus Emmeche, Jan Faye. 275 sider.

Med litteraturhenvisninger. ISBN-13: 978-87-7683-022-9
Pris ved udgivelsen: kr. 298,00

Indhold:
Normer
Claus Emmeche: Fra videnskab til forskning.
Søren Brier: Lomborgsagen som grænsetilfælde i forskningsvurdering.
Hugo F. Alrøe og Egon Noe: Et perspektivisk blik på videnskabelig uenighed og ekspertise.
Cathrine Hasse: Forskerens læreproces - et kritisk, realistisk perspektiv.
Videnskab
David Favrholdt: Om viden og videnskab.
Jens Hebor: Demarkationsproblemet.
Jan Faye: Hvordan adskilles astronomi fra astrologi?
Finn Collin: Bjørn Lomborg, global opvarmning og 'den optimistiske meta-induktion'
Samfund
Hanne Andersen: Videnskabsindikatorer og videnskabshistorie.
Niels Keiding: Har fagfællesbedømmelse stadig en chance?
Karen Siune: Forskning og samfund.
David Budtz Pedersen: Forskningskvalitet som politisk kategori

***

ForskerForum d. 30. marts, 2010 (nr. 233 - april 2010) s. 18-19
En demarkationslinje
anm.: Claus Emmeche & Jan Faye: Hvad er forskning? Normer, videnskab og samfund ( Nyt fra Samfundsvidenskaberne, januar 2009)

anmeldt af: Nils Bredsdorff

[kopien nedenfor mangler ekstra tekst, en mere fuldstændig version i pdf kan ses her (red.)]

Antologien " Hvad er forskning?" er på mange måder en fremragende bog, så god, at man provokeres til at tænke, at det vel nok er en skam, at den ikke kom for ti år siden, da der virkelig var brug for den i opgøret med den dominerende socialkonstruktivisme og relativisme! Flere af bogens bidragydere antyder også, at nødvendigheden af at behandle det gamle videnskabsteoretiske demarkationsproblem - hvor går grænsen mellem videnskab og tro, pseudovidenskab - netop er at få gjort det opgør færdigt og få genstartet den klassiske debat om, hvad videnskab er, og hvad der gør, at nogle indsigter er bedre end andre.
Bogen indledes sigende med en rehabilitering af Mertons CUDOS, dvs. normer, der "skal sikre konsensus og objektivitet i det videnskabelige arbejde". Med udgangspunkt her tematiseres alle de gode spørgsmål, og det vil jo i realiteten sige vanskelige, krævende spørgsmål: Hvad er forskellen på forskning og videnskab? Hvad er fælles ved god videnskab? Hvor går grænsen mellem videnskab og ikke videnskab? Hvad er forholdet mellem grundforskning og anvendt forskning, strategisk forskning og udviklingsarbejde? Også forholdet til forskningspolitikken og universiteternes autonomi berøres, men i de fleste indlæg vil det være mere korrekt at sige, at den aktuelle universitetspolitik anes i baggrunden, og den evigtunge videnskabsteoretiske demarkationsdiskussion dominerer. Selv de indlæg i antologien, der direkte handler om forskningsregistrering, kvalitetsbedømmelse, bevillingspolitik og forskningspolitik, er snarere registrerende og analyserende end oppositionelle og politisk-kritiske. Det er ment som en ros til redaktørerne, at man har turdet lade en klassisk debat fra midten af forrige århundrede være omdrejningspunkt i en bog, som de fleste vil tro er et universitetspolitisk kampskrift.

Redaktørerne Emmecke og Faye har valgt rigtigt ved at afsøge grundlaget for universiteterne og gøre det på en meget venlig måde, hvilket netop muliggøres af, at bogen kommer ti år for sent og dermed er fri af det videnskabelige slagsmål kaldet Science Wars, dvs. kampen mellem en overvejende naturvidenskabelig og en humanistisk-samfundsvidenskabelig-konstruktivistisk videnskabsopfattelse.
Højdepunktet i de internationale universitetsstridigheder, men især amerikanske kampe var den såkaldte Sokalaffære i 1998. Fysikeren Sokal skrev en uforståelig vrøvleartikel med mange af de rigtige modeord og konstruktivistiske termer, sendte den ind til et fornemt, humanistisk tidsskrift, fik den ud, afslørede svindelen, mens redaktøren, den kendte litterat Stanley Fish forsvarede offentliggørelsen. Sokal-affæren er ikke nævnt i bogen, selv om der er artikler om Lomborg, og forholdet mellem astrologi og astronomi. Sokal var meget grov ved humaniora, men dette er en venlig bog, der går efter begrebsafklaring i stedet for polemik og kritik -en slags oprydning efter relativismens hærgen.
Og mange af forfatterne er humanister. Til denne oprydning er den videnskabsteoretiske og - historiske debat mellem Popper, Kuhn, Lakatosh, Feyerabend og Laudan vældig brugbar, og det lykkes i høj grad at bruge kombattanternes argumenter i den aktuelle afklaring af, hvad forskning og videnskab er, men interessant nok uden at vise, at det også var et forrygende slagsmål. (Jeg kunne have ønsket mig en artikel, der viste relativismens indtog på universiteterne, men måske mener man at være dækket ind her ved at tre af bidragyderne inden for de seneste par år har lavet to andre bøger, som ligger på linje med denne Ideer vi lever på (red. Collin og Faye) og Arven efter Kuhn (red. Hanne Andersen og Jan Faye). Det kunne lyde, som om bogen næsten er alt for pæn, men Alrøes og Noes artikel om det feterede honnør-ord tværvidenskab og Hasses om forskersamarbejde på europæisk plan er en befriende kontant gennemgang af vanskelighederne, de praktiske og fundamentale problemer, der sjældent tematiseres.
Bredden i bogen er stor og nogle af indlæggene forudsætningsfyldte mht. videnskabsteori, men indlæggene er kædet fint sammen og forholder sig (refererende) til hinanden, så der er lejlighed til at repetere. Claus Emmecke skriver ' Fra videnskab til forskning' - om presset mod videnskabens normer, en udvikling der let kan læses som en forfaldshistorie fra en (humboldtsk) guldalder, men også det tages op. Søren Brier skriver om Lomborg som ' Grænsetilfælde i forskningsvurdering' og stiller - lidt naivt set i relation til bogen afsluttende analyser af det forskningspolitiske spil - en lang række forslag til at rette op på de miserer, sagen viser, herunder en slags Statstidende med fri spalteplads til forskeres kritik af andre forskere. Alrøe og Noe behandler som nævnt tværfaglighed - og alle de institutioner, der bryster sig af tværfaglighed, burde læse med her. Det sker med brug af det noget forvirrende begreb perspektivisk, ' Et perspektivisk blik på videnskabelig uenighed og ekspertise'. Cathrine Hasse skriver om EU-forskningens multinationale betingelser i ' Forskerens læreprocesser - et kritisk realistisk perspektiv'. David Favrholdt skriver, som nestorer gør, kort og fyndigt om de sidste 2000 års filosofihistorie og ender med sit yndlingsemne Niels Bohr og dagligsproget. Jens Hebor skriver om 'Demarkationsproblemet', i klassisk stil med opgør med kreationisme og intelligent design, og viser overbevisende, at det gamle problem er et " Ganske påtrængende problem", ligesom han behandler naturvidenskabelige metoders forhold til andre metoder. Jan Faye bruger astrologi og astronomi som eksempler på den historiske udvikling af den bugtede demarkationslinje - det er herligt provokerende for ens fordomme og tro på metodologiens betydning.
Finn Collin skriver om Lomborgs videnskabelighed - og fortrænger desværre historien om de overvejende samfundsvidenskabelige og humanistiske forskeres støtteunderskrifter for Lomborgs ret til at skrive, hvad han ville om miljøvidenskaben og dens forskere, som blev mødt af dobbelt så mange overvejende naturvidenskabsfolk, der støttede UVVU. Det er nok det nærmeste, vi kom Science War, og konflikten er til stede i bogen, men så at sige konstruktivt som dialog internt i artiklerne. Hanne Andersen skriver om ' Videnskabsindikatorer og videnskabshistorie', konkret om udviklingen og problemerne med bibliometriske indikatorer, herunder især citationsindekser.
Karakteristisk for bogens linje er, at hun tager afsæt i den nye danske forskningsindikatormodel, men ender efter det udmærkede, historiske survey, der viser det ene fundamentale problem efter det andet ved denne type forskningsmåling, ud med at sige, at videnskabshistorikeren kan vise bibliografiske modellers begrænsninger.
Niels Keiding bidrager med en beretning om det engelske RAE-fagfællevurderingssystem med udgangspunkt i deltagelse i grotesk faggruppearbejde under den danske forskningsindikatormodel. Fagfællevurderingen er dyrere, men langt bedre.
Keidings indestængte harme over det påtvungne, fagligt set idiotiske arbejde er fin, men der er alt for mange ædle motiver i forklaringen, og der mangler erkendelse af, at en af årsagerne til, at det har kunnet lade sig gøre for et fagligt set inkompetent Fagligt Udvalg at dressere og hundse med flere hundrede fagfolk, er angsten for, at der nok er nogle andre, der vil overtage ens plads. De gange, folk er gået i protest, er pladsen blevet fyldt hurtigt op. Konkurrencen om midlerne er stor.
Karen Siune og David Budtz Pedersen runder passende af med to politologiske artikler om grundliggende elementer i forskningspolitikken, aktører, reguleringens historik, sprog og institutioner -analytisk og lidenskabsløst i betragtning af, at den danske Uni-lov er Europas værste og meget omstridt. Det er forhåbentlig et oplæg til bind 2 om forskningspolitik og forskningsstyring, fordelingspolitik og legitimeringsstrategier?
Den praktiske konklusion på læsningen af denne bog må være, at universiteterne -eller måske mere sikkert de institutter, hvor fornuften og Oplysningen stadig eller igen er til stede -indkøber et tilstrækkeligt antal eksemplarer af bogen og giver et til hver nyansat forsker med 5 års tilbagevirkende kraft og foranstalter faglige seminarer om DEMARKATIONSPROBLEMET.

Ikke fordi jeg er enig i alle indlæg, men fordi de tilsammen repræsenterer udgangspunktet for en produktiv faglig uenighed, og for at markere instituttets demarkationslinje.

Forsk. bibl., lektor Nils Bredsdorff , RUC.

***

Asger Sørensen, 2010: "'Midt i sammenbruddet': bøger om universitet, forskning og videnskab", Social Kritik: tidsskrift for social analyse og debat, 22. årg., nr. 122, s. 26-29. (pdf-kopi; arkivets kopi) [en anmeldelse af M.O. Madsen: Universitetets Død; S. Auken: Hjernedød; og C. Emmeche & J. Faye, red.: Hvad er Forskning? ]

***

[intern ref.]

Martha S. Nussbaum om humanioras nødvendighed

Kære Humanistisk Forum,
Jeg har nu læst to bøger af den amerikanske filosof Martha S. Nussbaum (f.1947) fra University of Chicago: Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education (Harvard University Press 2003 (1997)) og Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities (Princeton University Press 2010).

I den første slår hun til lyd for den sokratiske metode. Kritiske spørgsmål skal rettes mod alle dogmer og traditioner, og de studerendes evne til ”self-examination” må højnes sammen med deres lyst til at udfolde en ”narrative imagination”. De studerende må trænes i logik og i at formulere og fastholde holdbare argumenter. Mennesket er en potentiel verdensborger – ”a citizen of the world” – og hun mener med en klassisk formulering, at de humanistiske fag på universitetet må bidrage til at uddanne og ”produce good citizens”. Filosofi drejer sig om at tænke selv: ”Philosophy breaks out wherever people are encouraged to think for themselves”. Ligesom Hannah Arendt skriver Nussbaum, at: ”life of the mind” er et liv i frihed, og at det er en vedvarende udfordring for menneskeheden, at vi lærer at kultivere vores egen humanitet (”cultvate our own humanity”). Efter at have gennemspillet en række forskellige problemstillinger (hvordan studere den menneskelige seksualitet, kønnet, det religiøse, det afrikansk-amerikanske spørgsmål og de ikke-vesterlandske kulturer…) og efter at have set meget konkret – sågar uddannelsesopbygningsmæssigt og kursusspecifikt - på en række meget forskellige amerikanske universiteters frihedsgrader og tvingende traditioner, ender hun med at skrive en sentens, hvis aktualitet ikke just er blegnet i de mellemliggende 14 år: ”It would be catastrophic to become a nation of technically competent people who had lost the ability to think critically, to examine themselves, and to respect the humanity and diversity of others.”

I den anden kontrasteres uddannelse for og til profittens ’ære’ med uddannelse for og til demokrati. Nussbaum undrer sig højlydt over, at mange forældre og politikere skammer sig over at deres børn og unge mennesker vælger at studere litteratur og kunstfag. For den kritiske tænkning er helt nødvendig for den, der ønsker at komme til at leve i frihed uden blindt at skulle følge en tradition eller en autoritet. Demokrati handler bl.a. om at kultivere vores egne indre øjne og om at lægge afstand til det blot private og interessebetonede. Det handler også om egalitarisme og om at tro på en inklusiv samfundsform for alle borgere. Nussbaum kalder profitmotivets kortsigtede indtog og den manifeste new public management styringsideologi i uddannelsessystemet for ”The Silent Crisis”. Hvis det kun gælder om at producere generationer af ”useful machines rather than complete citizens who can think for themselves”, så vil de humanistiske fag ikke blot blive afviklet. Samfundet og det enkelte menneske vil også komme til at opleve et faretruende kvalitetstab. Over for denne anmassende elendighed stiller Nussbaum ”the faculties of thought and imagination that make us human and make our relationships rich human relationships, rather than relationships of mere use and manipulation.” Hun opfordrer til både kollektiv og individuel ”dissent”, modargumentation og protest - og mobiliserer sammen med en læsning af bl.a. John Dewey og den indiske uddannelsestænker Rabindranath Tagore til kamp mod styringsvolden og uforstanden. Ifølte Tagore er det ”suicide of the soul” alene at blive til en profitstyret tekniker uden forestillingsevne og fællesskabssans.

Der er ingen tvivl om, at det vil være en god idé at søge at invitere Nussbaum til Danmark for at holde nogle foredrag på universitetet og måske på et offentligt sted i København. Hun skriver og siger mange af de ting, som vi ikke kan få nok af at høre i denne triste tid for den truede og anskudte humanistiske dannelse.

På den anden side er hun også noget kortsynet og arkaisk. Hun er hyperrationalist og afskyer nyere fransk tænkning, og hun ser ikke, at den moderne kognitive kapitalisme og konkurrencestaten netop bruger humanistiske teknologier (såsom ’begærsindfangning’, det repetitive projektarbejde, selvstyringsteknikker, det instrumentaliserede kreativitets- og sprogbegreb, pseudo-friheds-lingua (newspeak) m.v.) i sin udfoldelse. Hendes skræmmebillede er en blanding af en åndløs tekniker og en pengebegærlig bankmand. Men hvad gør vi, når både humaniora og samfundsvidenskaben er inficeret af andre og langt mere raffinerede ’sygdomme’ og svært undvigelige elendigheder?


Steen Nepper Larsen
www.gnosis.au.dk - d. 14. april 2011

[tilsendt arkivet fra et medlem af Humanistisk Forum 15/4-2011, publiceret efter tilladelse fra Steen Nepper Larsen. Se også: Steen Nepper Larsen: Et håb for humaniora i en trist tid, Information 7/5-2011 (intern ref.) (red.)]