Sunday, June 26, 2011

Forsker skal i højere grad optræde som Marlene Wind gjorde

Politiken d. 26. juni, 2011 (Kultur side 15) Debat:
Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i
Aldrig har vi haft så få intellektuelle, som efter forskere begyndte at opføre sig som eksperter. Men vi har brug for intellektuelle til at give os klare og kontante udmeldinger, når nu politikerne ikke gør det mere.
Af CLAUS HOLM, PRODEKAN FOR FORMIDLING, AARHUS UNIVERSITET

DANMARK ER et antiintellektuelt land fyldt med ekspertudtalelser. Det fungerer uden problemer, så længe forskerne opfører sig som uafhængige og neutrale eksperter. Men i samme øjeblik forskerne engagerer sig politisk og opfører sig som intellektuelle, så må de regne med at blive kritiseret fra politisk hold. Selvfølgelig. Kritik er den intellektuelles våben og vilkår.

PROFESSOR Marlene Winds udtalelser er både et enkeltstående eksempel på intellektuelt mod og på et mod, som svigtede hende. »De kan bare komme an«, udfordrede Marlene Wind ellers Dansk Folkeparti for åben skærm.
Resultat: En effektivt iscenesat personhetz og et tryk på mediepauseknappen.
At optræde som intellektuel har personlige omkostninger. Intellektuel holdbarhed kræver mottoet: ' Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere'.
Lige i øjeblikket er 'modige Marlene' mediedød. Om hun genopstår som neutral ekspert, er det store spørgsmål. Under alle omstændigheder er ekspertens motto et helt andet, nemlig: »Min holdbarhed handler om, at jeg holder mig til mit fagfelt«.

MEN SKAL forskere bare holde sig til ekspertrollen? Nej, for det danske samfund har brug for både eksperter og intellektuelle. De gør vidt forskellige, men lige nødvendige, ting for os. Mens eksperten er bundet til sit fagfelt, så overskrider den intellektuelle fagfelter. Det er spændende - og barskt - at være intellektuel. Ikke mindst fordi ansvaret for kritiske ideer, tanker og synspunkter ene og alene hviler på den intellektuelle persons skuldre.
At optræde som ekspert er derimod langt tryggere, da forskeren begrænser sig til at henvise til den viden, som et fag- og forskningsfællesskab står inde for. Kort sagt: Eksperter er betryggende og ved bedre end intellektuelle. Intellektuelle er derimod modigere og mere intelligente end eksperter.
Den intelligente opførsel hænger sammen med, at de er bedre end eksperter til at improvisere i en offentlig debat, da de ikke er skrækslagne for at overskride et bestemte ekspertfelts viden. Vi har brug for både eksperters bedre viden og de intellektuelles kritiske ideer. Eksperter gør, at vi ved bedre besked. De intellektuelle giver os klar besked. Faktisk har vi en universitetslov, der opfordrer forskere til at være intellektuelle, ikke eksperter.

I UNIVERSITETSLOVEN kan man læse, at universiteterne er centrale værdi- og kulturbærende samfundsinstitutioner, der yder bidrag til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Universiteternes forskere skal med afsæt i deres ekspertise være med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat. Universitetsloven bruger ikke ordet ekspert en eneste gang.
Det kan man begrunde på to måder.
For det første skal forskere svare på spørgsmål fra journalister, som aldrig kun er videnskabelige eller tekniske i en snæver ekspertspecifik forstand. Men forskerne svarer alligevel.
Det giver anledning til kritik af nogle forskere for at kommentere for meget på begivenheder, de ikke har tilstrækkelig viden om.
Nogle gange er kritikken berettiget, andre gange er den udtryk for en forskerchauvinisme, der ikke viser tilstrækkeligt med velvilje over for at tale til et bredere publikum.

EN EKSPERT skal lade være med at stille op for at sige banale og dumme ting blot for at være 'på', men derimod beredvilligt stille op med sin bedreviden formuleret i et bredt fængende sprog.
For det andet skal forskere i højere grad optræde som intellektuelle.
En af grundene hertil hørte jeg tilbage i 2005 fra daværende nyhedsdirektør for DR Lisbeth Knudsen. Hun mente, at forskere skulle gå ind og dække de områder, hvor politikere med deres taktiske bevidsthed svigtede, nemlig i forhold til at komme med holdninger og meninger.
Var Marlene Winds modige udtalelser også en slags kompensation for oppositionspolitikeres manglende mod? En anden og mere glorværdig grund til at ønske intellektuel adfærd fra forskere er, at det skaber et pluralistisk og afbalanceret samfund.

DET KLASSISKE ideal for en intellektuel er tale magten midt imod med sandheden.
Det gør en intellektuel ved aldrig at opfatte et synspunkt, heller ikke sit eget, som fuldstændig falsk eller fri for foragt.
Samtidig må en intellektuel altid se sit synspunkt som et, der afbalancerer, i stedet for at styrke magthaverens synspunkt. Tænk for eksempel på finanskrisen: Var der tilstrækkeligt mange økonomiprofessorer, som var kritiske nok over for finansverdenens dispositioner?
Vi har masser af ekspertudtalelser i dag. Så mange, at vi taler om medieliderlige eksperter, der kæmper om at kommentere på alle mulige begivenheder.
Samtidig har vi relativt få intellektuelle. Så få, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor kritisk en offentlig debat vi har i Danmark.
Ja, i lyset af magthaverens politiske - og personlige - reaktion på Marlene Winds udtalelser kan man gå skridtet videre og sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor den politiske interesse er i, at forskere rent faktisk bidrager til at bevare og udfordre det danske samfunds kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Men skal vi have lige så mange intellektuelle som eksperter, der kommenterer i et væk?
Nej, intellektuelle er relativt tavse personer, der kun slår alarm i offentligheden, når få eller ingen ellers tør bemærke, at der sker noget alvorligt.
Kritikken koster den intellektuelle noget, men omkostningerne ved kun at acceptere forskere som eksperter er langt større for det danske samfund.
Et antiintellektuelt samfund er mindre modigt, mindre oplyst og langt mere sårbart samfund. Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i, men for flere kritiske udspil fra intellektuelle forskere.

Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen


Tuesday, June 21, 2011

Umulig universitetslov

Jyllands-Posten d. 21. juni, 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg

»Folketinget har lige vedtaget en revision af universitetsloven
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.

Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.

Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.

De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.

Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.

Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann

[intern ref.]

Saturday, June 18, 2011

Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen

Information d. 18. juni, 2011 (1. sektion side 16) Kronik:
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Det lader til, at næsten hele Folketinget er enigt om, at universiteterne skal bedrive erhvervs -relateret forskning, for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at uddan -nelserne i virkeligheden er universiteternes væsentligste afkast. Faktisk kan forsknings bevillinger virke direkte negativt på uddannelsesindsatsen
Af Sebastian Horst og Frederik Voetmann Christiansen

Sidste år leverede de danske universiteter over 12.000 kandidater til arbejdsmarkedet.
Deres samfundsmæssige værdi vurderet på løn -indkomst når op på mindst 3,5 milliarder kroner - hvert eneste år de er på arbejdsmarkedet! På et helt arbejdsliv når tallet næsten ufattelige højder.
Det er med andre ord gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden af denne værdi.
Derfor er det noget af et paradoks, at netop forskningsfinansieringssystemet virker direkte negativt på uddannelserne.
Det flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen for forskningsmidler .
De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering - hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler - har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at jagte forskningsmidler .
Så selv om de samlede bevillinger til universiteterne er øget gennem flere år, har det ikke resulteret i bedre muligheder for at udvikle kvaliteten af uddannelserne - tværtimod.

Nul point i at undervise
Universiteternes rekruttering af forskere bidrager i høj grad til den stedmoderlige behandling af uddannelsesudviklingen.
Først når man er ansat som lektor på universitetet, er man fastansat. For at blive lektor skal man ifølge loven have vurderet sin undervisningskompetence.
Det får man typisk gennem deltagelse i det såkaldte adjunktpædagogikumforløb.
Som hovedregel har deltagerne i adjunktpædagogikum det tilfælles, at de enten er eller bliver oprigtigt optaget af at undervise. De mener generelt, at undervisning er vigtigt, og at der er behov for at styrke undervisningen på universiteterne. Det vil de gerne bidrage til. Problemet er imidlertid, at det ikke passer særlig godt til den situation, de er i.
Flere og flere af dem er nemlig såkaldt postdoc-ansatte ( tidsbegrænset forskningsansat), og deres incitament til at udvikle undervisningskompetencer er ringe - som en af dem udtrykte det fornylig: »Som postdoc har jeg ikke umiddelbart undervisningsforpligtelse, og selv om ledelsen giver udtryk for, at undervisningserfaring vægter tungt i forhold til fastansættelse som lektor, er det svært ikke at tro, at gode publikationer, tiltrækning af eksterne midler etc. vejer meget tungere.
Det kan bl. a. ses ved, at [ instituttet] har en omsætning, hvoraf halvdelen kommer fra eksterne projekter. Eksterne projekter finansieret af Carlsberg, Lundbeck, EU og sikkert også forskningsrådene lægger ikke synderlig vægt på undervisningserfaring, mens gode publikationer, opnået funding er nogle af de parametre, som får mere vægt.
Da man som postdoc heller ikke ved, om man har en stilling inden for de næste år, er det ikke særlig tilfredsstillende at opbygge nye kurser.
Så udvikling af interessante kurser bliver for mit vedkommende først rigtigt interessant, hvis jeg har en fast stilling.
« Der kan altså på grund af rammerne for universiteterne være klare grunde til at prioritere undervisning fra.

Færre underviser
Postdoc-kategorien er i sig selv med til at flytte fokus fra undervisning til kampen om konkurrenceudsatte forskningsmidler .
Når man ansøger om forskningsmidler , er det jo netop midler til forskning, der søges - og ikke midler til undervisning.
Det er derfor bekvemt for forskningsråd, fonde, ansøgere og universiteter, at der findes en stillingskategori, hvor man ikke skal bekymre sig nærmere om, hvordan ansøgeren skal indgå i undervisning osv. Og de korttidsansatte bliver flere og flere.
På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er antallet af adjunkter faldet med ca. 80 pct. på fem år. Antallet af er postdoc'er til gengæld vokset fra 51 i 2005 til 234 i 2010. Antallet af lektorer er faldet med 16 pct. i den samme periode.
Fortsætter udviklingen, er der meget snart flere postdoc'er end lektorer.
På Det Farmaceutiske Fakultet er udviklingen tilsvarende: Antallet af adjunkter er faldet med 70 pct. i den samme periode, mens antallet af postdoc'er er gået fra fem i 2005 til 53 i 2010. Antallet af lektorer har været stabilt.
Begge steder er der altså sket et væsentligt fald i antallet af ansatte med substantielle undervisningsforpligtelser til gengæld for et større antal løstansatte med begrænsede eller ingen undervisningsforpligtelser.
Samtidig med at antallet af videnskabeligt ansatte er steget markant, har begge fakulteter måttet gennemføre større fyringsrunder af det fastansatte personale, og der bliver stadig flere studerende pr. undervisningsårsværk.
Underviserne oplever, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at udvikle kvaliteten af undervisningen, i det omfang, den fortjener.

Dårlig forretning
Spørgsmålet er, hvorfor der spares på undervisningen, når nu bevillingerne til universiteterne er øget de senere år.
Det simple svar er, at uddannelse efterhånden er blevet en lille del af forretningen - og oven i købet en dårligt finansieret del. Et af de fund, der blev gjort i forbindelse med en i øvrigt meget udskældt McKinsey-rapport om universiteternes finansiering og organisering fra juni 2009, var, at uddannelsestaxametrene er helt utilstrækkelige til at dække udgifterne til uddannelse.
Det er forskningen, der giver penge i kassen. Universiteterne tvinges med andre ord til at satse på forskning frem for undervisning. Men hvis samfundet for alvor skal have afkast af de mange milliarder, der investeres i universiteterne, skal bevillingerne kobles mere direkte til uddannelse, således at undervisningsindsatsen kan udvikles på lige vilkår med forskningsaktiviteterne.
Det bør Folketinget aktivt bidrage til. Der er behov for at kigge grundigt både på stillingsstrukturen og på bevillingssystemet - begge dele må gentænkes med henblik på at bidrage til kvaliteten i uddannelserne. Som minimum bør postdoc-ansættelser også indebære undervisning, selv om vi nok ikke skal ikke forvente høj kvalitet i undervisning, der i stigende grad varetages af ansatte i tidsbegrænsede stillinger.
Alle undervisere kender til forskellen på at undervise i noget første gang og de efterfølgende gange. Og det er usandsynligt, at postdoc'er får mulighed for at undervise i det samme mange gange.
Derfor må vi forvente et tab i viden om, hvad der undervisningsmæssigt virker, når underviserstaben i så høj grad skiftes ud.
En langt bedre løsning er derfor at sikre, at store forskningsbevillinger følges af krav om at dokumentere, hvordan forskningen anvendes i uddannelse.

Sebastian Horst er projektmanager ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Frederik Voetmann Christiansen er lektor ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet. Begge har deltaget i udarbejdelsen af en netop udgivet hvidbog om udvikling af universitetsundervisning.

KRONIK [at] INFORMATION.DK
Billedtekst: Der skal meget mere fokus på undervisningen på universiteterne, mener kronikørerne FOTO: RUNE JOHANSEN/ SCANPIX

Friday, June 10, 2011

Humanioras krise og regeringens uddannelsespolitik

Weekendavisen d. 10. juni, 2011 (1. sektion side 13) Debat:
Koldau 3
af Laura Louise Sarauw, Ph. d.-stipendiat Københavns Universitet

Med sidste uges forsidehistorie gør Weekendavisen sig skyldig i en noget reduktiv fremstilling af årsagen til humanioras såkaldte ' krise'.
Den faglighed, som den tyske eliteprofessor ifølge Klaus Wivels artikel kæmper for på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er nemlig et ideal, der ikke længere understøttes af Videnskabsministeriet.
Her har det faglige fra og med den seneste universitetslov fra 2003 været erstattet af et eksklusivt arbejdsmarkedsorienteret regime, hvor de studerende ikke længere opmuntres til at forfølge faglig viden og indsigt som et mål i sig selv.
Som jeg viser i min ph.d.-afhandling (forthcoming 2011) er problemet med den dalende faglighed med andre ord et langt mere omfattende strukturelt problem, som har sin begrundelse i den siddende regerings uddannelsespolitik.
En pointe, som efter min opfattelse ikke fremgår tydeligt nok i Klaus Wivels artikel, hvor »diverse postmoderne kulturteorier føres frem på bekostning af kulturhistorie« langt hen ad vejen får skylden for, at den klassiske faglighed og historiebevidsthed ikke længere dyrkes.
Fra politisk side har vi siden 2003 været vidne til et ideologisk baseret opgør med den eksisterende universitetstradition, der fortsat markedsføres aggressivt af Videnskabsministeriet.
Et opgør, hvis mest markante udtryk er, at 'demokratisk kompetence' i den såkaldte kvalifikationsnøgle fra 2003 eksplicit blev ekskommunikeret som et relevant mål for en dansk universitetsuddannelse.
Og hermed blev en væsentlig del af den traditionelle selvforståelse på mange humanistiske uddannelser gjort illegitim.
I de opfølgende krav til uddannelsernes studieordninger er det tidlige fokus på 'viden' som uddannelsens væsentligste omdrejningspunkt samtidig erstattet af en række såkaldte 'kompetencemål', det vil sige mål som skønnes at være direkte anvendelige for de studerendes kommende karriere på arbejdsmarkedet.

Konsekvensen er, ikke underligt, at den faglige viden og historisk-demokratiske bevidsthed, der ikke umiddelbart lader sig omsætte 1: 1 til konkrete anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet, på de fleste uddannelser er blevet kraftigt nedtonet.
Ser man på arbejdsmarkedet, klarer de humanistiske kandidater sig imidlertid bedre end nogensinde. De senere års statistikker viser blandt andet, hvordan humanisterne på trods af finanskrisen har vist sig at være langt mere vedholdende end andre faggrupper, når først de er kommet i job.
Alligevel har Videnskabsministeriet de senere år ført et særligt korstog mod de humanistiske uddannelser. I en række stærkt humaniorakritiske rapporter, anklages de blandt andet for ikke at være tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet, hvilket har været medvirkende til at skabe et yderlige pres på uddannelserne for at indarbejde nye og andre kompetencer i uddannelserne.
Endvidere har ministeriet fra og med Akkrediteringsloven fra 2007 haft mulighed for at lukke uddannelser, det ikke er tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet.
Og på en konference om humanioras fremtid på Aarhus Universitet i marts dette år kunne man høre den nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen true med »at udtage uddannelser, der over en årrække ikke har ført til tilfredsstillende beskæftigelse, til en særakkreditering«.

Det politiske landskab taget i betragtning er der derfor intet underligt i, at den tyske eliteprofessor er alarmeret over det faglige niveau. Uddannelserne bliver ganske enkelt truet til at slække på de traditionelle krav om faglig fordybelse til fordel for et øget fokus på en række nye kompetencer med en dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans, hvis de vil undgå lukning.
På samme måde som den tyske eliteprofessor undrer sig over, at det ikke længere er et krav, at de studerende på Musikvidenskab i Aarhus skal kunne læse noder, har de fleste uddannelser for eksempel slækket eller helt afskaffet kravet om tekstlæsning på originalsprog.
For hvordan skal man ellers få presset de nye arbejdsmarkedsrelevante kompetencemål ind i de i forvejen ofte kompakte studieordninger?
Frem for at anklage Musikvidenskab på Aarhus Universitet for faglig helligbrøde lægger Weekendavisens forsideartikel i sidste uge derfor op til en bredere strukturel diskussion af omkostningerne ved den politiske detailstyring af uddannelserne mod (for) konkrete anvendelsesmål på arbejdsmarkedet.



[gengivet med forfatterens tilladelse (red.)]

Wednesday, June 8, 2011

Et incitament i den bibliometriske forskningsindikator

[uddrag (red.)]

Information
d. 8. juni, 2011 (1. sektion side 12)
http://www.information.dk/270398 Kommentar:
Styring i den forkerte retning
Den detaljerede målstyring på universiteterne og andre offentlige arbejdspladser betyder, at nye regler kan lede til handlinger, der er direkte kontraproduktive i forhold det egentlige formål. Her er et par eksempler fra universitetsverdenen
Af Nanna Mik-Meyer

Der er i dag mange utilsigtede konsekvenser af den detaljerede målstyring, som bliver et stadigt vigtigere ledelsesværktøj i disse år på offentlige arbejdspladser som for eksempel universiteterne.
[...]

Gode tidsskrifter
En tilsvarende, mulig uhensigtsmæssig konsekvens af en udmærket intention knyttet til publiceringskravet udgår fra det såkaldte bibliometri-arbejde, der pågår i disse år. Her skal en lang række faggrupper udvælge og vurdere relevante tidsskrifter inden for hver deres felt. Inden for de enkelte faggruppers lister, der løbende justeres, udvælges 20 procent af tidsskrifterne som særligt gode for området, hvorfor publicering i disse tidsskrifter giver ekstra point, der udløser øgede bevillinger til universitetet fra Videnskabsministeriet.
Nogle fagområder har valgt at støvsuge markedet for tidsskrifter for derved at få flest mulige tidsskrifter med i 20-procent-gruppen, der giver prestige til forskeren og økonomisk belønning til det universitet, forskeren er ansat på. Andre - knap så snedige og strategisk tænkende - faggrupper har valgt kun at tage gode og relevante tidsskrifter med i bruttolisten og dermed gjort deres 20-procent-gruppe af 'fine' tidsskrifter mindre og dermed vanskeligere at publicere i med den konsekvens, at deres fagområde genererer færre midler til universiteterne end konkurrerende fagområder, der har sat barren lavere.
Dette er blot et par eksempler på nogle af de utilsigtede konsekvenser af universiteternes incitamentsstruktur og den detaljerede målstyring, som vi ser på universiteterne i dag.

FAKULTET [at] INFORMATION.DK

[intern ref.]

Forskning fordrer respekt, tillid og mod

Berlingske d. 7. juni, 2011 (1. sektion side 25) Kronik:
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND

Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.

[intern ref.]

Monday, June 6, 2011

God sommer - uden bedre Uni-Lov

FORSKERforum d. 31 maj, 2011 (Juni-august, nr. 245-246, side 1)
http://www.forskeren.dk/?p=1686
God sommer - uden bedre Uni-Lov

Formuleringerne om den ansattes forskningsfrihed er blevet lidt mindre snærende (§ 17 stk. 2). Men ellers er ændringerne små - fx at ledelserne lokalt skal finde former med mere medbestemmelse til de ansatte - i den revision af universitetsloven, som Folketinget vedtog 19. maj.
Lovrevisionen blev vedtaget med forligsparterne VKs samt Socialdemokraternes stemmer. Og som noget nyt stemte også DF'eren Jesper Langballe for lovrevisionen med henvisning til de nye formuleringer om den individuelle forskningsfrihed imødekom hans tidligere indvendinger.
Men på venstrefløjen og hos de radikale kaldes lovrevisionen tynd, især med henvisning til, at såvel Penkowa-affæren og CBS's rektorfyring peger på, at der er for stor afstand mellem ledelsen og de menige.
Det havde således været hensigtsmæssigt at indføje en lovsikring af medbestemmelsen, så de ansatte (fx i Akademisk Råd) fik en alarmklokke direkte op til topledelsen (bestyrelsen): "Det er for tyndt, at lovrevisionen forsømmer at tage fat på de reelle problemer, som de aktuelle sager peger på. Revisionen ændrer ikke på, at universiteterne har en enstrenget ledelse, der kan selvstændiggøre sig fra de menige og står fuldstændig ukontrolleret hen. De ansatte anspores ikke til at ytre sig", forklarer SF'eren Jonas Dahl.

Hvorfor skulle en rektor frivilligt afgive magt?
Lovrevisionen fastslår, at ledelserne forpligtes til at finde lokale former, så de ansatte i højere grad inddrages. Men i praksis er det rektor, som får ret til at bestemme, hvor langt medbestemmelsen skal række. Og hvad skulle motivere rektor til frivilligt at afgive magt, spørger SF'eren:
"Der er ikke lyttet til 2009-evalueringens anbefalinger om større lovmæssig og reel medindflydelse til de ansatte, for det har såvel Helge Sander som den nuværende minister Sahl-Madsen ikke været interesseret i. I stedet har man faktisk fået en situation, hvor rektorer får endnu mere magt til at ' styre' de ansattes medindflydelse".
Mens SF og de Radikale er modstander af Uni-Loven enstrengede struktur og manglende indflydelse til de ansatte, så er S tilhænger. Partierne er altså på kollissionskurs i tilfælde af en "rød S-SF-regering". SF'eren ser dog et positivt signal i, at Socialdemokraternes ordfører Rasmus Prehn åbner for en ny revision i tilfælde af en ny regering efter valget. Det bliver dog kun lettelser, som ikke anfægter den enstrengede ledelsesstruktur, for den står S-ledelsen fast på.

Kritiske uni-forskere: Kommandotænkning
Blandt kritiske universitetslærere er der stor skuffelse over, at den stort anlagte 2009-UniEvaluering lander som en forkølet fuser, forklarer KU-lektor Claus Emmeche: "Virkeligheden med Penkowa og CBS har jo helt overhalet lovrevisionen. Det er meget skuffende, at loven ikke lovfæster de meniges ret til ' alarmklokker' og til indsigelse overfor topledelsen. Loven lægger samtidig op til, at rektor kan diktere, HVOR MEGET medbestemmelse og HVORDAN de ansattes medbestemmelse skal være. Loven er stadig baseret på kommandotænkning, som ikke burde være i en vidensorganisation", siger han, der var initiativtager til den underskriftsindsamling i 2008 med 6488 [se her (red.)] underskrifter, der krævede drastisk lovrevision.
Emmeche: "Uden lovsikring af friere rammer, fx en alarmklokke, lægges der låg på en mere fri og direkte udveksling af vurderinger, for i kontroversielle sager vil lederne da fortsat 'styre', hvad der skal debatteres samt hvilke informationer, ledelsen vil give såvel opad som nedad i systemet".

Friday, June 3, 2011

Ex-humanioradekan kritiserer regeringens vækstfilosofi

[uddrag (red.)]
***
Universitetsavisen d. 3. juni, 2011 (1. sektion side 6)
FRATRÆDELSESINTERVIEW
Dekanen, der fik nok
HUMANIORA
»Medarbejderne er både himmel og helvede,« siger Kirsten Refsing, der efter fem år på posten overraskende har valgt at smide håndklædet i ringen, selv om hun ellers havde sagt ja til at tage en runde mere på tre år. Nu glæder hun sig til at vende tilbage til forskningen og undervisningen i japansk.
Af Richard Bisgaard rjb [at] adm.ku.dk

Fredag den 13. maj lod den 62-årige dekan for Det Humanistiske Fakultet overraskende meddele, at hun efter eget ønske har valgt at fratræde sin stilling 1. august, og det selv om hun for et år siden fik forlænget sin stilling i tre år ligesom de syv øvrige dekaner. I stedet ønsker hun at gå tilbage til forskningen og undervisningen i japansk.
»Det er helt klart i overensstemmelse med personalets forhåbninger,« udtalte tillidsrepræsentant og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg, lektor Henrik Prebensen, straks i Politiken og tilføjede: »Men det er godt nok en reaktion, der har været længe undervejs.« Hermed hentyder han ikke mindst til, at Kirsten Refsing har opsagt den fakultetsaftale, der bestemmer hvordan de videnskabelige medarbejdere skal udregne de 50 procent af den arbejdstid, de bruger på undervisning. Det er angiveligt sket som reaktion på kritikken af, at der er stadig mindre undervisning på en række af de humanistiske fag. Løsningen skulle så være at hive flere undervisningstimer ud af de enkelte ansatte, igen ifølge Politiken.
Skal man tro Universitetsavisens omtale samme dag, havde de ansatte og studerende planlagt et tre timer langt møde tre dage senere med kritik af dekanatets ledelse som eneste punkt på dagsordenen. Dog uden at invitere dekanen.

[...]
Humanister klemt af vækstfilosofi
Hvor stor en del af problemerne på Humaniora skyldes interne forhold, og hvor stor en del skyldes universitetsloven og politikerne?
»Fejlen ligger næppe i universitetsloven , men stikker meget dybere og har sin rod i den ensidige fokusering på vækst. Når vækst bliver målet for alt, så er der nogle universitetsfag, der trives rigtig godt. Og så er der nogle andre, som er mere refleksive, mere kritiske, som har med fordybelse i nogle problemstillinger at gøre, som ikke giver materiel vækst, og som derfor bliver ringeagtede. Og det gør, at de folk, der udøver de fag, føler sig enormt pressede,« lyder diagnosen fra Kirsten Refsing.
Hvis man kun giver universitetsloven skylden, så har man kun fat i et lille hjørne af problemet, mener hun.
»Inde i vores hoveder er der et paradoks, som vi ikke kan eller vil se i øjnene: vækst kræver energi og mere vækst kræver mere energi. Men vi har ikke alt det brændstof, der skal til at verdens befolkning på otte milliarder mennesker kan leve med vækst som målet for deres tilværelse. Det ved vi godt, men vi lader som om vi ikke ved det.«
»Vi er nødt til at gå ind og sige hvilke mål, vi sætter i vores samfund, hvilke værdier vi har ud over den uendelige vækst. Hvis ikke vi kan gøre os klart, at vi har nogle værdier, vi skal forsvare for at forblive menneskelige i håndteringen af de enorme problemer verden står over for, så ender vi med at blive irriterede over, hvem der trykker tandpastatuben på midten og sådan nogle småting. Jeg synes det er en bortledning af vores opmærksomhed fra det væsentlige, at sige, at universitetsloven er skyld i al miseren.«
Hvorfor har du ikke som humanistisk dekan været meget mere fremme med det budskab i offentligheden?
»Det kræver jo, at man fornemmer, at man har opbakning. I disse tider er vækst the only game in town.«
Hvad er dit vigtigste råd til den nye dekan?
»Jeg tror ikke han har brug for råd, men hvis jeg skulle give nogle, ville det være at holde fast i de fremskridt, vi har gjort og arbejde videre derfra og ikke bøje sig for bekvemmelighed.«.

Billedtekst: BEDRE BRAND På et tidspunkt spurgte rektor Kirsten Refsing, hvad humaniora er til for. Det mangler han ikke svar på i dag, siger den afgående dekan. FOTO: LARS JUUL HAUSCHILDT


[intern ref.]

Wednesday, June 1, 2011

Hjem til Aarhus

[kort uddrag (red.)]

Weekendavisen
d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL

Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.

En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.

(...)

»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.

[intern ref.]

Universiteternes samfundsopgave - levere højtuddannede eller at lave forskning for erhvervslivet?

Information d. 1. juni, 2011 (1. sektion side 13) http://www.information.dk/269835
Kommentar:
Væmmelse ved viden
Alle politikere kræver, at viden bliver en vækstmotor. Det kræver mod. Mod til et opgør med forskningsfrihed. Mod til et opgør med erhvervslivets frihed. Har danske politikere begge dele?
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
Af Claus Holm

Sidste trin på landets højeste uddannelsesstige tager man ved at tage en ph.d.-uddannelse. Herved gør man sig fortjent til at bære betegnelsen ph.d.. Det er en forkortelse af det engelske doctor ofphilosophy. Forskere med en ph.d. ved, at det kræver slid og slæb at skrive en ph.d.-afhandling. Men er det anstrengelserne værd? Det er, hvad Rigsrevisionen i Beretning til Statsrevisorerne om satsningen på ph.d.-uddannelsen fra maj måned [her; arkivets kopi her (red.)]] opfordrer Folketinget til at overveje.
12012 skal Folketinget nemlig træffe beslutning om at videreføre denne satsning, der i perioden 2005- 2012 har fordoblet optaget af ph.d.er fra 1.200 til 2.400 om året. Det har kostet 4,8 mia. kroner ekstra. Men hvorfor betvivler Rigsrevisionens beretning satsningens værdi? Grundlæggende fordi den ikke er sikker på, at indsatsen skaber national vækst. Satsningen har tiltrukket mange udenlandske studerende til de naturvidenskabelige og tekniske videnskabelige uddannelser. Men det gør blot Danmark til nettoeksportør af ph.d.'er, som ikke skaber vækst i Danmark. Desuden savner Rigsrevisionen dokumentation for erhvervslivets efterspørgsel efter ph.d.'er.

Vækstmotor
Men hvordan vil Folketinget møde ideen om, at det først og fremmest er den viden, som skaber vækst, der har værdi? Positivt.
I øjeblikket kræver alle Folketingets partier i kor, at universiteternes viden bliver vækstmotor for det danske samfund. Sagt på anden vis, så er vi vidne til politikeres voksende væmmelse ved at investere i uddannelser, der ikke skaber vækst - uanset hvor store anstrengelser, studerende lægger i at uddanne sig. Er der grund til det? Filosoffen Immanuel Kant mente i sin tid ikke, at det var nødvendigt at advare unge mennesker mod overdreven flittighed med studier. For det regulerer helt naturligt sig selv. Studerer man længe, men forgæves, så giver det væmmelse ved viden - og så holder man op.
Omvendt med købmænd; blandt dem er det helt normalt at overdrive handler og lade vidtløftige vækstplaner tappe kræfterne. Set i det lys, er spørgsmålet snarere, om danske politikere i valgkamp er tidens vidtløftige købmænd, der tror, at viden nemt kan omsættes til vækst? Det kan jeg bekræfte af to grunde:

Tysk tradition
Den første handler om den konflikt, ideen om 'fra viden til vækst' skaber mellem politikere og forskere. En del danske forskere ser sig ikke som arbejdskraft, der udretter noget, som kan øge erhvervslivets indtjening. Årsagen er, at de ser sig som en del af en tysk universitetstradition. Her er vidensopbygning et mål i sig selv. Beskyttet af forskningsfrihed. Ikke underlagt krav. Slet ikke nationaløkonomiske.
Modsat tilsiger en fransk universitetstradition, at forskning og undervisning står i nationens tjeneste. Så når politikere væmmes, er det udtryk for en omfattende kollektiv kvalme - og kritik - over en stærk tysk universitetstradition blandt danske forskere. Denne kritik støder på modstand, da forskere anser krav om erhvervsrettet forskning som en krænkelse af forskningsfriheden; altså den tyske udgave af den.

Erhvervslivets behov
Den anden grund til, at viden ikke uden videre omsættes til vækst, ligger i erhvervslivet. Selv om universiteternes vidensproduktion med et slag blev mere erhvervsvenlig, så er alle problemer langt fra løst. Det bringer os tilbage til spørgsmålet, om vidtløftigheden af politikernes tiltro til erhvervslivets efterspørgsel efter viden. Er det rent faktisk sådan, at det danske erhvervsliv efterspørger viden på højeste niveau i tilstrækkeligt omfang?
Næppe. Det er essensen af Informations artikel om Radikale Venstres vækstpolitik den 26. maj - en politik, som taber troværdighed, hvis den forveksler den danske erhvervsstruktur med Sveriges og Finlands erhvervsstruktur. Med mindre man fra politisk hold også er parat til at føre en politik, som ændrer den danske struktur til at være stærkere præget af behov for et højt uddannelsesniveau. Ét er altså, at det ikke er nemt at gøre universitær viden til vækstmotor, noget andet er at gøre sig klart, om det overhovedet giver mening. For politikeren og SF'eren Mattias Tesfaye gør det ikke.
I bogen Vi er ikke dyr, men vi er tyskere kritiserer han ideen om et Danmarkbefolket af evighedsstudenter, der tror, at uendelig meget mere og højere uddannelse er vejen til vækst. I stedet har han talt for et håndværkersamfund, der fjerner halvdelen af bevillingerne til universiteterne. Det kan man godt gøre. Men politikere kan også tage livtag ikke alene med forskningsfriheden, men også med det danske erhvervsliv. Hvis de tør.

*
[intern ref.]