Wednesday, November 9, 2011

Rundsavs-kulturen på universitetet og Penkowa

Information d. 9. nov., 2011 (1. sektion side 13) Debat: Kommentar:
Det resignerede universitet
Københavns Universitet holdt høring om, hvad vi kan lære af Penkowasagen. Svaret er: En hel del mere
Af Gitte Meyer

I ganske mange år kunne den klassiske idé om universitetet i et vist omfang genfindes i den virkelige verden, på godt og ondt. Ideen drejede sig om universitetet som sindbillede på et civilsamfund.
Man var medlem af og havde som myndig universitetsborger medansvar for universitetet. Det er ikke længere tilfældet. Derom kunne man den 3. november forvisse sig ved at overvære den høring, som Københavns Universitet holdt under overskriften: Hvad har vi lært af Penkowa-sagen? Universitet har tusindvis af forskere og titusinder af studerende. Blandt disse har Penkowa-sagen om videnskabelig og anden uredelighed givet anledning til betydelig forargelse og bekymring.
Sagen kan også ses som udtryk for en udvikling, der befordrer resignation. Derfor var det egentlig ikke overraskende, at kun omkring hundrede (gennemgående ikke af de yngste) deltog i høringen og i det store og hele tappert holdt sig vågne, mens repræsentanter for universitetsverdenens nye lag af anonyme ledelsesnomader præsenterede en handlingsplan.

På kommando?
På sine egne betingelser er handlingsplanen net og nydelig. Den udnytter de muligheder, som formel regulering giver, og drejer sig om strammere strukturer, regler, kontrol, belæring og specialisering: Indførelse af en studenterombudsmand.
Nedsættelse af et udvalg, der skal overveje en whistleblower-ordning. Etikkurser for forskerstuderende. Nøjere økonomistyring og notatpligt.
Klarere regler omkring uddeling af priser og hædersbevisninger samt for anmeldelser om mistænkt uredelighed og håndtering af sådanne.
Man skal ikke kimse af et universitetsbureaukrati, der ønsker at styrke sig selv under bekendelse til god forvaltningspraksis.
Ordnede samfund af en vis størrelse fordrer en vis mængde bureaukrati.
I heldigste fald udøves det af gode bureaukrater, der kender deres egne begrænsninger og ikke lider af overdreven tro på den formelle regulerings rækkevidde.
Her melder tvivlen sig i forhold til den københavnske handlingsplan. Målet er, blev det erklæret, at »drive kulturændringer frem«, at »ændre den herskende kultur« og at fremme en kultur, hvor alle er opmærksomme på dårlig videnskabelig praksis, så berettigede mistanker bringes frem, mens hævnmotiverede anklager undgås.
Det skal gøres til en ledelsesopgave at sikre »tillidsfuld kooperation« og en åben og tryg diskussion af kritisable forhold. Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?

Rundsavs-kulturen
Ud fra en anden analyse end den, som ligger bag handlingsplanen, kan fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa knyttes til det forhold, at uhæmmet individuelt og kollektivt status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden.
I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ' højere liga' i den internationale universitetskonkurrence.
I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles.
Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.
Handlingsplanen kan ses som en bestræbelse på at øge kontrollen inden for rammerne af denne kultur, så de værste udskejelser kan blive modvirket eller afklapset.
Det klinger hult, når planen samtidig præsenteres som et opgør med den herskende kultur. Med talen om åbenhed og tillid sendes appeller til et universitært civilsamfund, som netop den herskende rundsavskultur gør til naiv tale. Som lærestykke er Penkowa-sagen fortsat ikke udtømt.

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist
FAKULTET@INFORMATION.DK

[intern ref.]

Tuesday, November 8, 2011

Humanistisk forskning klarer sig fint

Politiken d. 8. nov., 2011 (Kultur side 10) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT

Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.

SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.


For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.

HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.

UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.

David Budtz Pedersen er ph. d.-stipendiat, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Frederik Stjernfelt er professor, dr. phil. Center for Semiotik, Aarhus Universitet.

analyse@pol.dk


Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

[intern ref.]

Saturday, November 5, 2011

Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende

Politiken d. 5. nov., 2011 (Debat side 4)
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN

Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.

RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.

MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).

MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.

SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.

Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk


Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen

[intern ref.]

Tuesday, November 1, 2011

En tavshedskultur har ramt universiteter

Politiken d. 1. nov., 2011 (1. sektion side 4)
En tavshedskultur har ramt universiteter
Frie ånder eller skræmte mus? Fire ud af ti ansatte ved universiteterne føler ikke, at de frit kan ytre sig om interne forhold. Et problem for den akademiske debat, mener kritikere.
Af DORRIT SAIETZ

Jeg vil gerne tale med dig, men du må ikke nævne mit navn i avisen.
Den replik, i forskellige varianter, har Politiken hørt utallige gange i de forløbne tre-fire uger, hvor vi har skrevet en serie artikler om ' Unis sande tilstand'.
Om det er kvindebonus, de studerendes faglige niveau, bureaukratiske systemer eller andre forhold, har det været mere end almindeligt svært at finde universitetsmedarbejdere, som ville udtale sig og lægge navn til deres holdninger.
»Alle er bange for at ytre sig. Er bange for at blive fyret i næste runde. Alle passer sit og taler lederne efter munden«, skriver en anonym medarbejder fra Københavns Universitet.
»Nyhedsblade styres af rektor/ledelsessekretariatet. Intranet giver ikke mulighed for fri debat. Ledelsen 'tier' kritik ihjel«, siger en medarbejder fra Syddansk Universitet.

(dette er et kort uddrag)

[intern ref]

Monday, October 31, 2011

Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner

Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE

De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:

1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.

2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.

3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.

4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.

5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.

6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.

7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.

8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.

9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.

10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.

Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.

[intern ref.]

Thursday, October 27, 2011

Dansk humanistisk forskning har internationalt udsyn

[flere tekster (red.)]
***
Politiken d. 7. okt., 2011 (Kultur side 7)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/
Kronik:
Den uambitiøse ælling i dansk forskning
RUNE GRAULUND
Er dansk humanistisk forskning provinsiel og navlebeskuende?
Rune Graulund er lektor, ph. d. - på vej til University of Strathclyde i Glasgow.

FOR ET PAR måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, tysk musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora for en skandale. Det er måske nok at sætte tingene på spidsen. Men jeg er enig med hende i, at vi har et problem. Et problem, der illustreres så nydeligt af det faktum, at det ikke er en dansk, men en tysk forsker - en importvare hentet ind syd for grænsen, inden Pias bomme blev sat op - der har råbt vagt i gevær.
Vi bryster os af, at landets ypperste læreanstalt, Københavns Universitet, ligger på en 43.-plads ifølge den såkaldte Academic Ranking of World Universities (Arwu).
Det er da rigtignok også en meget fin placering for så lille et land, og jeg ved fra mine kolleger på de naturvidenskabelige institutter, at mange af deres discipliner kan give selv store udenlandske universiteter kamp til stregen. Forskellen på de humanistiske forskere og de naturvidenskabelige forskere er dog slående. Førstnævnte publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk, alt i mens sidstnævnte ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig at publicere på noget andet sprog end engelsk.
I humanistisk forskning står det altså anderledes til end i naturvidenskaberne.
Der postes millioner af danske skattekroner i humanistiske forskningsprojekter, der helt åbenlyst ingen planer har om at munde ud internationale publikationer.
Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor få udenlandske humanistiske forskere der ansættes i det danske universitetssystem, ligesom vi har pokkers svært ved at holde fast på dem, der rent faktisk bliver ansat.
Og hvorfor så det? Problemet er at finde i definitionen af forskerens rolle i forhold til det øvrige (danske) samfund. I det nuværende system er det prestige- og karrieremæssigt mere givtigt for en dansk ansat forsker at være kommentator i TV 2 News eller Deadline, udgive bøger på hjemlige danske forlag eller for den sags skyld at skrive for denne avis, end det er at udgive sin forskning i de mest prestigiøse internationale akademiske tidsskrifter eller på store udenlandske universitetsforlag.
Den lokale forskningskultur er låst fast i så traditionelle danske rammer, at det er svært for udenlandske forskere at få anerkendelse for deres hårde (internationale) arbejde.
Ikke dermed sagt, at forskere skal være elitære og verdensfjerne professorer, der for enhver pris skal afholde sig fra at blive tilsmudset med den øvrige danske offentligheds problemer og interesser, men at Politikens kultursektion, Gyldendals udgivelser eller 'Smagsdommerne' alt andet lige ikke er fora, der er særlig velegnede til at publicere og efterprøve banebrydende forskning, der skal gøre sig håb om at kunne gøre sig gældende på verdensplan.
Internationale standarder? I don't think so.

VI HAR EN selvforståelse i Danmark af, at vi altid selv ved bedst. At de andre derude er store og magtfulde, men at den måde, vi gør tingene på, trods alt er den rigtige.
Vi vil gerne konkurrere med dem på lige fod og vise dem, at vi trods vores ringe størrelse faktisk godt kan hamle op med dem. Men på vores egen måde. Vi skal selv skrive dogmerne, ikke have andre til at pådutte os dem.
Problemet er bare, at hvad der måske fungerer på film, nok næppe fungerer med (international) forskning. Det er usandsynligt, at vi får en akademisk Lars von Trier eller en Thomas Vinterberg, der pludselig omskriver reglerne for, hvordan man bedriver international forskning.
I stedet må vi nok indstille os på at acceptere at, ja, hvis vi skal være medspillere på den store internationale scene, så er der faktisk nogen, der ved bedre. Og at der er visse regler, man må følge, hvis man skal lege med de store. Det måtte selv Trier jo sande på Cannes i år, genial og provokerende, som han så ellers måtte være.
Den største forhindring for, at dansk humanistisk forskning skal kunne spille med - og imod - de tunge drenge, er i mine øjne en mangel på forståelse af, hvad forskning af international karakter rent faktisk indebærer. Samt, og dette er ikke en ubetydelig faktor, en overdreven frygt for, at disse udenlandske modeller på sigt vil skade dansk forskning.

GRUNDPILLEN i ' international forskning', som den defineres ud fra alle de ledende universiteter i verden, om de så er europæiske, amerikanske eller asiatiske, er det såkaldte peer review system. Denne proces, der på dansk lyder det lidt mere kluntede udtryk 'fagfællebedømt vurdering', skal garantere, at en given publikation X er af tilstrækkelig høj standard til at kunne blive blåstemplet som 'forskning'.
Der er både fordele og ulemper ved dette system. Ulemperne er, at der i form af systemets autoritet kan forekomme en myte om, at det er absolut objektivt og ufejlbarligt, hvilket det naturligvis ikke er. Tillige bevirker konkurrencen indlejret i systemet det såkaldte publish or perish-fænomen, en tendens til konstant at producere forskning, der i værste fald tvinger forskere ud i en ond spiral af en eksponentielt stigende produktionsrate.
En sådan praksis kan i sidste ende lede til - som det var tilfældet i Penkowa-sagen - at forskeren springer over, hvor gærdet er lavest. Hvilket så kan resultere i forskning af en ringere og til tider endog ubrugelig eller ligefrem skadelig art.
Problemet er bare, at vi ikke lever i en ideel verden, og at vi på en eller anden måde skal kunne sammenligne forskningsresultater på tværs af landegrænserne.
Og det er her, at fagfællebedømt vurdering kommer til sin ret. En vurdering, der i hvert fald til dels sikrer os, at vi har en eller anden form for internationalt sammenligningsgrundlag og ikke bare individuelt og arbitrært beslutter os for vores egne regler inden for de respektive landegrænser.
Det er samme logik om sammenlignelighed, der lå bag indførelsen af et nyt karaktersystem, den såkaldte syvtrinsskala, hvor intentionen netop var at garantere, at danske studerende lettere kunne opnå mobilitet i den internationale universitetsverden.

ALT FOR MEGET dansk forskning udmunder altså i publikationer, der falder uden for denne model om fagfællebedømt vurdering.
Et andet og mindst lige så stort problem for dansk humanistisk forskning er dog, at klart størstedelen af dansk humanistisk forskning udgives på dansk.
Dette er problematisk i positive henseender, da man derved lukker af for forskere uden for sprogområdet, der kunne være interesseret i at anvende en given dansk forskers arbejde og derfor ville vinde denne forsker hæder og ære. Men det er om end endnu mere problematisk i negative henseender, da forskeren ved at publicere sit arbejde på dansk behændigt afholder potentielle kritiske røster uden for Skandinaviens grænser fra at give deres besyv med.
At publicere forskning på dansk er naturligvis ikke noget problem, hvis ens ekspertise ligger inden for et emne, der er specifikt skandinavisk. Man må forvente, at den fremmeste forskning inden for eksempelvis Tom Kristensens forfatterskab foregår i dansk regi, samt at den væsentligste forskning udkommer i dansksprogede publikationer. I alle andre sammenhænge end netop de skandinaviske er det dog et endog meget problematisk at udgive sin forskning på dansk, da de store konkurrenter inden for ens felt med al sandsynlighed findes uden for Skandinavien. Man kan med andre ord påberåbe sig at have opfundet den dybe tallerken uden at være alt for bekymret over, om eksperterne inden for ens felt vil påpege, at det, man i virkeligheden har gjort, blot er at opsummere tyve års gammel forskning.
Dansk humanistisk forskning er på mange måder at sammenligne med det berømte træ, der falder i skoven uden vidner. Det giver ikke megen lyd af sig, når der ikke er nogen til at høre det falde.

MEN HVORFOR nu dette sure opstød? Skal vi nu partout også kunne måle os med alle de store? Vi er trods alt et lille land, så måske er det i orden, at vores forskere ikke ligger i reel konkurrence med udlandet. Det er jo under ingen omstændigheder muligt, at danske universiteter vil kunne hamle op med gigantuniversiteter som Harvard, der har kæmpe budgetter og et så potent brand name, at de siger Pepsi til vores Jolly.
Ja og nej.
For det første er det som allerede nævnt et udtrykkeligt ønske fra både regeringens og universitetsledelsens side, at dansk forskning skal være af international karakter - tomme ord, hvis de ikke bakkes op i den daglige forskning og især afspejles i uddelingen af fondsmidler såvel som i ansættelserne.
For det andet er det ikke en reel mulighed i en globaliseret verden simpelthen bare at trække stikket. Ligesom med de berygtede Muhammedtegninger og grænsebommene mod syd kan vi ikke længere tillade os at vende ryggen til udlandet og bare køre vores eget show.

VI HAR I dagens Danmark forskningstiltag, der bombastisk lover de helt store internationale ambitioner inden for humanistisk forskning, men i praksis alt for ofte laver strudsemanøvren og begraver hovedet i den danske muld. Og dette gælder ikke kun for seniorforskere, som i 20, 30 eller 40 år har været vant til den gamle model og derfor må forventes at skulle igennem en vis omstillingsperiode. Det er et systemisk problem, der risler videre ned til de nye forskerspirer.
Jeg har mødt adskillige danske ph.d.- studerende,der ikke engang har hørt om fagfællebedømt vurdering. De ved simpelthen ikke, hvad det er. Hvorfor man heller ikke kan forvente, at de gør sig bemærket på den internationale scene. Det er et alvorligt problem, og det er et problem, der kun bliver større, hvis der ikke aktivt sættes ind mod det.
De gamle danske forskningstraditioner har mange dyder, ikke mindst ideen om ikke at forhaste sig på den måde, som vi så ofte ser fagfællebedømte vurderinger lede til i en overophedet stræben efter at maksimere kvantiteten frem for kvaliteten af forskningen.
Selvsamme dyder har dog også ledt til en overdreven mistro over for udenlandske modeller, og det er simpelthen en myte, at dansk forskning besidder en integritet, man i udlandet mangler.
Den antagelse bygger på en fastforankret idé om, at danske forskere og danske forskningstraditioner i form af sin autonomi fra den kompetitive fagfællebedømte vurdering nobelt holder sig uden for markedskræfternes forpurrende støj og derfor er mere autentisk.
Det er noget xenofobisk vrøvl.
Der bliver produceret masser af dårlig forskning i Danmark, og en reel indførelse af fagfællebedømt internationale vurderingskriterier vil i sidste ende løfte forskningen, ikke forringe den.
På samme vis bliver der også bedrevet rigtig meget strålende forskning i Danmark.
Og det er synd og skam, at vi ikke kan dele det med resten af verden, fordi vi er låst fast i gamle mønstre om, at det nu engang er bedst at publicere på dansk. Der er ingen grund til, at vi ikke skal kunne være medspillere og endog spille rigtigt godt op mod de store. Vi skal selvfølgelig ikke forvente, at eksempelvis Københavns Universitet eller Syddansk Universitet skal kunne overhale et sted som Harvard indenom. Men det betyder ikke, at vi for evigt kan tillade os at tøffe rundt i den velkendte danske andedam uden at kigge op for at skue mod verden udenfor. Paradigmeskiftet mod international forskning er på sigt uundgåeligt.
Jo før det går op for den danske humanistiske forskning, desto bedre.
Og nu vi er så stolte af Rene Redzepi ( albanske aner), Bjarke Ingels, Olafur Eliasson ( islandske aner), Oh Land og Caroline Wozniacki ( polske aner), hvorfor så ikke også være med til at producere en ny humanistisk forsker med lige så stor international succes? Eller måske en helt ny generation? Det er simpelthen for uambitiøst at lade være. For nej, dansk humaniora er ikke en skandale. Det er bare en ælling, der endnu ikke har lært at flyve.

RUNE GRAULUND

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.

Billedtekst: Foto: Niels Christensen

*
Kommentarer [på http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/ ]:

Af Rasmus Jensen , København 00:33 7. OKT
Hvem er dansk og hvad er er engelsk, kan vise sig , at det er lige meget, om omkring hundredetyve år. Selv for ællinger;-)
Anbefal (4)Klag

Af Peter Hansen , 1412 K 01:22 7. OKT
Kronikøren har tydeligvis ikke helt forstået, at humanistisk forskning i modsætning til naturvidenskabelig består i at indskrive alverdens forskning i dansk tradition, og at stille dansk forskning til rådighed på samme måde for andre landes traditioner. Kun i begrænset omfang er en universalisme som i naturvidenskaben interessant. Og så handler det jo også om færdigheder på højt niveau.
Anbefal (0)Klag

Af Rasmus Nielsen , 7700 Thisted 10:14 7. OKT
Blot en lille- ikke særlig vigtigt kommentar i forhold til kronikørens anliggende.Men alligevel. Kronikøren der sætter sig i spidsen for kvalitetetskrav har også sine provinsielle, personligt traumatiske fobier, når han omtaler at den tyske forsker heldigt kom til Dk før Pias grænsebomme blev sat op! Og Muhammedtegning er også at vende ryggen mod verden. Mon ikke lektor "Svane" har andedamstraume
Anbefal (3)Klag


Af Garbi Schmidt , Roskilde 19:42 7. OKT
Har med undrn læst dette. Fagfællevurderinger er absolut en del af dansk humaniora - at få noget igennem internationale tidsskrifter kan jo ikke lade sig gøre uden. Og danske humanister publicerer også internationalt.
Anbefal (4)Klag

Af Brian Jacobsen , København 20:09 7. OKT
Rune Graulund skulle måske prøve sin naturvidenskabelige metodik af på en undersøgelse af humanioras publiceringspraksis før han skriver så firkantet og fordumsfyldt om den. Det grænser til pinlige og penkowaske tilstande at skrive en så fejlagtig kronik; både om hvilke nationaliteter der er ansat på humaniora samt hvor og hvordan humanister publicerer.
Anbefal (2)Klag

Af georg , sønderborg 10:03 9. OKT
Humanistisk forskning, i Danmark, bør altid tage sit udgangspunkt i det danske sprog , som er bygget på den danske kultur, en "arv", som vi fra "tegnets tidsalder", har arvet og udviklet til et sprog, som så skabte den danske "kultur", som altid bør beskyttes, med sproget´s enfoldighed, indtil vi i fællesskab med hele verden finder et nyt "sprog", som også med ordene, tilkendegiver vores "særpræg"
Anbefal (0)Klag

Af georg , sønderborg 10:17 9. OKT
Det er ikke forkert i "humanismens" navn, at forlange, at selv den mindste del, også tilhører "verdenssamfundet", og kun med sproget og derpå følgende kultur, stadig ønsker at tilkendegive "forskelligheden".Det er så vidunderligt, når et "fællesskab", vil vedkende sig deres eget(sprog og kultur). Forståelsen, menesket imellem, behøver hverken (sprog eller kultur), forståelsen, ligger i "generne"
Anbefal (0)Klag

Af Peter Hansen , 1412 K 18:37 9. OKT
En del af problemet er jo, at der på humaniora ikke uddannes meget mere end det antal kandidater, der skal bruges til undervisning og med varetagelse af diverse funktioner i samfundet. Man får den tanke, at kronikøren slet ikke er klar over, at humanister udfører en lang række opgaver, der er nødvendige for at opretholde samfundet.
Anbefal (0)Klag

Af xxx , xxx 08:23 12. OKT
Forskningen er en ting. Studerende på humanistiske studier i København har i gennemsnit 8 timer om ugen. Resten er selvstudie! På naturvidenskabelige har man op til det dobbelte. Hele prioriteringen fra universitet er det naturvidenskabelige fokus, herudover er det nemmere at få eksterne forskningsbevillinger på f.eks. det sundhedsvidenskabelige fakultet end det humanistiske.

***

HumNyt uge 43 (udsendt 27/10-2011)
Nyhedsbrev for ansatte på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Debat om humanistisk forskning
Lektor Rune Graulund kritiserede 7/10 humaniora i en kronik i Politiken. Dekan Ulf Hedetofts svar fandt avisen desværre ikke plads til - indlægget kan i stedet læses her.

Dansk humanistisk forskning har internationalt udsyn
Af dekan Ulf Hedetoft, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

I sin kronik ”Den uambitiøse ælling i dansk forskning” d. 7. oktober fremsætter lektor Rune Graulund en række påstande om dansk humanistisk forskning, som han kalder ”provinsiel og navlebeskuende”. Rune Graulund hævder, at de humanistiske forskere ”publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk”, og at det meste af den humanistiske forskning ”falder uden for modellen om fagfællebedømt vurdering.” Begge dele er lodret forkerte, i hvert fald hvad angår Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet.

Fx viser vores seneste opgørelse (fra 2010), at de humanistiske forskere i meget stort omfang publicerer på engelsk: 50 procent af alle forskningspublikationer blev sidste år udgivet med engelsk som originalsprog, mens 40 procent af publikationerne havde dansk som originalsprog. De sidste 10 % blev udgivet på andre sprog end dansk eller engelsk. Og tendensen til at publicere på især engelsk er stigende. De typer af formidling, som bl.a. optræder i denne avis som kommentarer, anmeldelser og blogindlæg, og som Rune Graulund omtaler så ringeagtende, tæller slet ikke med i vores statistikker over forskningspublikationer.

Påstanden om, at de danske humanioraforskere ikke benytter sig af fagfællebedømt vurdering, er ligeledes grebet ud af den blå luft: 54 procent af alle fakultetets forskningspublikationer i 2010 var bedømt af fagfæller. Hvis vi kun medtager de typer af forskningspublikationer, som indgår i ministeriets opgørelser over universiteternes publikationer, er det 64 procent af fakultetets publikationer.

Det er beklageligt, at Rune Graulund ikke har sin dokumentation på plads. Det er omvendt lige så beklageligt, at han føler et behov for at nedgøre humanistiske forskeres indsats for at deltage aktivt i den danske samfundsdebat og formidle deres forskning til den danske befolkning, hvilket jo også er en vigtig opgave for forskerne. Derfor kan og bør ikke alt skrives på fremmedsprog.
Kronikøren skulle hellere glæde sig over, at de danske forskere på humaniora er i stand til at varetage deres forpligtelser over for det danske samfund, samtidig med at de involverer sig i internationale forskningssamarbejder og publicerer deres forskning i internationale tidsskrifter i ganske betragteligt omfang.

Jeg siger dermed ikke, at der ikke er plads til forbedringer på det internationale felt. Vi arbejder fx intensivt på at tiltrække flere internationale forskningskapaciteter til faste stillinger. Vi understøtter på mange måder ansøgninger i samarbejde med internationale forskere om nybrydende samarbejdsprojekter, aktuelt fx gennem en stor satsning på tværvidenskabelige digitale infrastrukturer til glæde for både danske og udenlandske forskere. Og vi indgår løbende aftaler, der gør det nemmere for vores studerende og lærere at studere og undervise på udenlandske universiteter.

På disse områder er der stadig meget at gøre. Men at påstå, som Rune Graulund, at dansk humanistisk forskning er provinsiel og navlebeskuende med henvisning til udgivelsespraksis og frygt for at blive kikket over skulderen af internationale fagfæller, er uden hold i virkeligheden. Ikke mindst fra en ansat på et udenlandsk universitet og med den her fremførte argumentation kunne man måske have forventet en veldokumenteret kritik med basis i fakta snarere end myter.

Thursday, September 29, 2011

Bibliometri - giver det mening?

Perspektiv (Bibliotekspressen) d. 29. sept., 2011 (1. sektion side 26)
Bibliometri - giver det mening?
En del af midlerne til landets universiteter bliver fordelt efter fire indikatorer, hvoraf den ene er den bibliometriske forskningsindikator. Her bliver der givet point til universitetet, hver gang en forsker får udgivet en artikel i et tidsskrift. De 20 procent mest anerkendte tidsskrifter inden for et fagområde udløser tre point, de resterende 80 procent udløser et point. I bedste fald er det harmløst at bruge den bibliometriske forskningsindikator til at fordele penge til landets universiteter, men brugt forkert kan den betyde ringere kvalitet og mainstreamforskning. Alt andet lige skal der flere penge i spil, hvis det skal give mening at bruge så mange kræfter på at måle forskernes publikationer.
Af SABRINE MØNSTED

75 millioner kroner. Det er cirka, hvad der hvert år bliver fordelt efter den bibliometriske forskningsindikator. Det lyder måske af meget, men set i forhold til universiteternes milliardbudgetter er det forsvindende lidt. I 2010 fik Copenhagen Business School ( CBS) for eksempel 1,5 millioner dryppet oven i det årlige budget på over én milliard.
- Så det at få del i puljen er ud fra en økonomisk synsvinkel fuldstændig ligegyldigt, siger chefkonsulent på CBS, Leif Hansen.
- Det er i den sammenhæng underordnet, om vi ingen artikler skrev, eller om vi skrev ti gange så mange. Bevillingsmæssigt ville det ikke have en effekt for hverken CBS eller de andre universiteter med enorme budgetter. Hvis målemetoden skal have en reel effekt på forskningen, skal modellen bruges til at fordele mange flere penge, understreger Leif Hansen, der i mange år har beskæftiget sig med bibliometri og været med til at debattere effekten af målemetoden.
- Mange forskere bliver forbløffede, når de hører, at det kun er 1,5 millioner kroner, CBS for eksempel tjener ind på den måde og spørger: Hvorfor gør vi det så?, siger Leif Hansen.
Han understreger dog, at for de fleste forskere er dynamoen i at udgive deres forskningsresultater ikke penge, men derimod prestigen i en lang publiceringsliste, kampen om stillinger og muligheden for flere spændende forskningsprojekter. Så bibliometrisk forskningsindikator eller ej: De ville alligevel udgive deres forskning.

ØGET FOKUS PÅ KVALITET
Men reelt er svaret på spørgsmålet om, hvorfor forskerne skal bruge kræfter på at udgive deres resultater de »rigtige steder«, en politiske aftale fra 2009, der betyder, at midler til universiteterne, ud over basismidlerne, skal fordeles efter fire indikatorer: antal færdige studerende, der tæller 45 procent, universitetets evne til at tiltrække eksterne midler, der tæller 20 procent, antallet af færdige Ph. d. studerende, der tæller 10 procent og sidst den bibliometriske forskningsindikator , der tæller 25 procent.
Politikernes ønske er at styrke kvaliteten af dansk forskning ved at give forskerne en ekstra økonomisk gevinst, hvis de formidler deres forskning i et anerkendt tidsskrift. Og netop den øgede fokus på, hvor vigtigt det er at formidle sin forskning, mener lektor på IVA, Jeppe Nicolaisen, er styrken ved den bibliometriske forskningsindikator .
- Det er vigtigt, at forskerne publicerer, og det kan betyde en kvalitetsudvikling af forskningen, hvis de bliver opmærksomme på at få deres forskning ud i så gode kanaler som muligt, siger han.
Jeppe Nicolaisen mener dog som Leif Hansen, at det skal dreje sig om flere penge, hvis det for alvor skal virke adfærdsregulerende.

FANTASILØS FORSKNING
Den bibliometriske forskningsindikator har altså sine kvaliteter - brugt rigtigt. Både Jeppe Nicolaisen og Leif Hansen mener, det problematiske opstår, når metoden bliver misbrugt - og det sker.
På flere af universiteterne overvejer man eller er allerede begyndt på at lade de penge, de bibliometriske point udløser, flyde direkte tilbage til det fakultet eller ligefrem til den enkelte afdeling, som forskeren sidder i.
- Metoden er skabt til at måle store universiteter, så det er dybt problematisk, hvis man begynder at måle på de enkelte fakulteter eller sågar den enkelte forsker. Der kan være stor forskel på en forskers produktion af artikler fra år til år, så det giver ikke mening at lave statistik ud fra ét års forskning, siger Jeppe Nicolaisen.
Leif Hansen mener, det kan føre til mainstreamforskning, hvor forskerne begynder at tænke i, hvilke projekter, der kan munde ud i en artikel i et bestemt tidsskrift, fordi deres værd bliver lig med, hvor mange artikler de skriver. Og den innovative og nytænkende forskning vil derfor svinde ind.
- For hvem vil bruge tre år på nye eksperimenter og ende med 800 døde rotter og ingen artikel at publicere? En undersøgelse for nogle år siden viste, at flere nobelprismodtagere indenfor økonomi ikke havde kunnet få deres første banebrydende artikler optaget i de mest anerkendte tidsskrifter, fordi deres resultater netop brød med den gængse tankegang.
Så vi kan ende med jævn forskning uden fantasi, advarer Leif Hansen.

DIAMANTER OG GULD
Bibliometri bliver brugt til at måle forskningskvalitet i de fleste europæiske lande og til at uddele midler. Australien var et af de første lande til at bruge bibliometri som grundlag for at uddele forskningsmidler. Australierne niveauinddelte ikke tidsskrifter - alle artikler var lige gode. Det førte til en lodret stigning i antallet af forskningsartikler og et lodret fald i kvaliteten. I Danmark er metoden kopieret fra Norge, hvor tidsskrifterne er inddelt i niveauer, så artikler i de 20 procent bedste tidsskrifter udløser tre point, mens artikler i de resterede 80 procent udløser et point.
Niveauinddelingen skal dog tages med et gran salt, mener lektor Jeppe Nicolaisen:
- Økonomerne mente for eksempel ikke, det gav mening at klassificere 20 procent af deres tidsskrifter i niveau 1, fordi man så ville blande »diamanter« og »guld«. Men det er vilkårene med en model. Den kan være rigid.

HVAD ER EGENTLIG BEDST?
Men kan man egentlig sammenligne et fag som økonomi med arkæologi, når der er tale om to fag med vidt forskellige publiceringstraditioner? Og skal en artikel i Historisk Tidsskrift - danske historikeres mest anerkendte tidsskrift tælle lige så meget som en artikel i Journal of Medicin - et stort internationalt, anerkendt tidsskrift? Der er også fag, som for eksempel computervidenskab, hvor konferenceartikler er den førende måde at formidle på, mens andre fag ikke regner den slags artikler for noget.
Ifølge kontorchef i Forsknings-og Innovationsstyrelsen, Claus Beck-Tange, forsøger styrelsen at tage højde for fagområdernes forskelle. Hvert år tager 67 fagudvalg med forskere stilling til hvilke tidsskrifter, der skal give point indenfor deres specifikke område. Pt. er der cirka 18.500 tidsskrifter på listerne. I styrelsen arbejder man også på at skabe bedre muligheder for konferencer og danske bogudgivelser, fordi det er vigtige publiceringskanaler for nogle fagområder, ligesom videnskabelige forlag også indgår i modellen.
Claus Beck-Tange bekræfter, at den bibliometriske forskningsindikator kræver et omfattende arbejde, men håber at arbejdsbelastningen, særligt for faggrupperne, bliver mindre fremover, fordi de kan tage udgangspunkt i tidligere års lister.
Om der på sigt vil blive fordelt flere penge ud fra den bibliometriske indikator, ved han ikke.
Den bibliometriske forskningsindikator bygger på en bred politisk aftale og skal evalueres efter tre år, så man kan drøfte en eventuel revision af modellen senest i 2013.
- Og så det er op til politikerne at beslutte, hvad der skal ske, siger han.

BLAND JER BIBLIOTEKARER
Jeppe Nicolaisen opfordrer forskningsbibliotekarerne til at følge med og være en kritisk opposition på universiteterne i forhold til den bibliometriske forskningsindikator , og hvordan den bliver brugt.
- Bibliotekarer kan forstå begrænsningerne og mulighederne i bibliometrien, og kan forklare forskerne, hvorfor resultatet ser ud, som det gør, så de skal blande sig i debatten, opfordrer han.
Følg udviklingen og læs mere om bibliometri i blandt andet Journal of Informetrics og Scientometrics.

BIBLIOMETRISK FORSKNINGSINDIKATOR

BIBLIOMETRI [ BIBLIOMETRICS]:
anvendelse af statistiske metoder til at undersøge forfatterskabsmønstre, publikationsmønstre og litteraturens brug.
kilde: informationsordbogen.

POLITISK HENSIGT
den bibliometriske forskningsindikator skal fremme publicering i de mest anerkendte udgivelseskanaler og styrke kvaliteten af dansk forskning. den skal kunne måle dansk forskningspublicering på tværs af forskningsinstitutioner.
Kilde: Forsknings-og Innovationsstyrelsen.

[intern ref.]

Thursday, September 22, 2011

Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Politiken d. 22. sept., 2011 (Kultur side 6) Debat:
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.

2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.

3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.

4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.

5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.

6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.

7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.

8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.

9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

[intern ref.]

Wednesday, September 21, 2011

Verdensmester i Danmark

Information d. 21. sept., 2011 (1. sektion s. 18) kronik
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks

Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.

USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.

Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.

Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!

Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi,
Københavns Universitet og Columbia University


Saturday, September 3, 2011

Det entreprenørielle universitet


Weekendavisen d. 2. sept., 2011 (1. sektion side 5)
Det entreprenørielle universitet
Dannelse. Erhvervsduelighed blev omdrejningspunktet i dansk universitetspolitik for et lille årti siden og humaniora udpeget som problembarn. Undervisere og studerende har i høj grad rettet ind efter de politiske krav, viser ny forskning. Er fagligheden ofret undervejs?

Af NIKLAS S. HESSEL

I disse dage strømmer nye studerende ind på de humanistiske universitetsuddannelser , ligesom mange unge har gjort før dem. Fagene er populære, men noget har ændret sig.
Studieledere og undervisere ved, at deres bundne opgave er at uddanne til arbejdsmarkedet, kun sekundært at danne de unge fagligt og personligt.
Og blandt de studerende er der sandsynligvis længere mellem »fordyberne«, der med Platons samlede i rygsækken og frygtløs ligegyldighed over for erhvervslivets luner går om bord i Vestens kulturhistorie. Den forrige videnskabsminister Helge Sander ordinerede en såkaldt »kur for humaniora«, der blev set som noget nær resistent over for kravet om erhvervsrelevans, og meget tyder på, at politikerne siden har fået deres vilje: I dag er meningen med at tage en universitetsuddannelse at få et arbejde og blive nyttig for samfundet.

LÆS HELE ARTIKLEN I WEEKENDAVISEN


[intern ref.]

Valgkrav: befri universiteterne!

Information d. 3. sept., 2011 (1. sektion side 17) Debat:
S må befri universiteter
Af Kenn Gerdes, Newcastle, Storbritannien

Kære Helle Thorning og Rasmus Prehn: I lang tid har jeg været dybt fortvivlet over, at man har fjernet medarbejderdemokratiet på universiteterne.
Den nye styrelseslov, der trådte i kraft 1. juli 2003, blev til ved et forlig i 2001 mellem V, K og S, medens SF, R, EL og DF var imod.
S skylder os en forklaring på, at man med et pennestrøg fjernede gennem mange år hårdt tilkæmpede rettigheder, og at man indførte DDR-lignende tilstande på et så vigtigt samfundsniveau? Tilhængere af loven argumenterer, at den virksomhedslignende ledelsesstruktur fremmer effektiviteten på universiteterne.
Dette argument er så falskt, forkert og håbløst idiotisk, at de socialdemokrater, der støtter forslaget, enten er himmelråbende naive eller simpelthen har en skjult dagsorden med at støtte lovforslaget.
Hvorfor støtter S, at universiteterne holdes i et jerngreb af ledere, der ikke har legitimitet i deres organisation?

[intern ref.]

Saturday, August 6, 2011

Aarhus Universitets ledelses-deroute

Politiken d. 6. aug., 2011 (Debat side 3) Debat:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1354211/enevaelde-propaganda-bureaukrati/
Enevælde, propaganda, bureaukrati...
Kejserens nye klæder på Aarhus Universitet
Af BENT ØRSTED

Man viser universiteterne tillid ved at give dem mange
frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid

At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i
sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft

Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier
og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages
fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.


SOM BEKYMRET iagttager ønsker jeg her at beskrive forholdene ved universiteterne, og specielt i Aarhus , set i lyset af de helt nye ledelsesformer, senest skærpet af den nyligt vedtagne lovændring på området.
Min konklusion vil være, at der er behov for en kraftig opbremsning og kursændring - og der er ikke tale om nogen tilbagevenden til noget professorvælde - alene af hensyn til, at samfundet skal have de universiteter, det fortjener.
Man kan få det indtryk, at lovgiverne er blevet ført bag lyset af en lobby bestående af universitetsrektorer og -direktører samt ledende medarbejdere i Videnskabsministeriet.
Jeg er en af Aarhus Universitets mange medarbejdere, der har set den ene ændring efter den anden i organisationen og godtaget dem; men som på et tidspunkt, hvor forbløffelse er blevet afløst af forargelse, nu sætter spørgsmålstegn ved hele øvelsen. Jeg vil belyse situationen fra forskellige vinkler, vel vidende at dette ikke kan være en udførlig rapport, og med reference til nogle af de argumenter, vi har hørt til fordel for reformerne.
I overskriftsform vil jeg omtale: (1) Enevælden, (2) Propagandamaskinen, (3) Bureaukratiet, (4) Medarbejderindflydelsen, (5) Stanford-argumentet.
Jeg vil primært omtale situationen ved Aarhus Universitet (AU), om end jeg tror, at noget lignende opleves andre steder. Det vil heller ikke være muligt at komme ind på nøjagtige tal, men meget er dokumenteret i andre sammenhænge.
Lad mig endvidere slå fast, at der ikke er tale om en opdeling eller konflikt mellem medarbejdere i naturvidenskab og humaniora, samfundsfag og medicin, endsige mellem det videnskabelige og teknisk-administrative personale.

ENEVÆLDEN.
Al magt koncentreres hos rektor for AU, der nu er som en kaptajn som CEO i et vældigt forretningsforetagende.
Han kan i meget høj grad indrette universitetet, som han vil, ved f. eks. at opbygge et gigantisk bureaukrati - hvilket allerede er sket - langt ud over, hvad man tidligere har set, alene med det formål at kunne styre og måle og kontrollere alle bevægelser. Rektor og den øverste ledelse har i stort omfang hyret konsulentfirmaer i forbindelse med den såkaldte ' faglige forandringsproces' ( FF), til alt lige fra udformningen af strategier til personlighedstest af medarbejdere; og de har bestemt ikke inddraget den ekspertise i samfundsvidenskab, der er på universitetet, f. eks. på områder som organisation.
Rektor har desuden bevilget sig selv en meget stor pengepulje, der skal bruges og fordeles af ham selv; han bestemmer, hvad der skal støttes med disse midler, altså hvad han nu tror at forstå vedrørende forskningsopgaver. Det næsten komiske er her, at man viser universiteterne tillid (siger man) ved at give dem mange frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid; til gengæld sender han tilliden videre til medarbejderne i form af mistillid og kontrol.
Intet menneske kan overskue og forstå et så stort og komplekst foretagende som et universitet, medmindre man reducerer det til kun at være beløbsstørrelser delt ud på 19 kategorier. Pointen er, at et universitet ikke er en mekanisme, men en organisme - det er levende og kreativt og musikalsk og af og til uforudsigeligt.

Men selvfølgelig vil en rektor efter nogen tid ved magten begynde at identificere sig: Universitetet det er mig. Det er netop, hvad vi ser i organisationen ved navn Danske Universiteter (DU), som er en interesseorganisation for otte danske universiteter; medlemmerne er rektorerne, og de udtaler sig så på universiteternes vegne. Dette skete f.eks. netop i forbindelse med revisionen af universitetsloven, som DU finder ganske strålende, lad os bare få mulighed for at nedlægge fakulteter og skille os af med dekaner og andre, der måtte være i vejen for endnu mere centralmagt. DU roser også loven for at lade rektorerne bestemme, hvor meget medindflydelse medarbejderne skal have (eventuelt slet ingen). DU har ingen legitimitet blandt medarbejderne på universiteterne, ingen er valgt, alle er udnævnt af bestyrelser, der igen er udpeget af ministeriet; det er næsten for meget. Vi lader den stå et øjeblik.

At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft. Men her risikerer man, at denne ikke er i stand til hverken at kunne vurdere kvaliteten af det forelagte, eller om der er tale om regulær svindel - her kommer Penkowasagen til som eksempel. Kun de mest påtrængende vil have en chance for at komme til orde, og sager, der burde belyses fra flere sider, kan man frygte ikke vil blive det. Det bliver plattenslagernes paradis.

PROPAGANDAMASKINEN.
Det startede tilsyneladende uskyldigt her ved AU med indførelsen af et helt nyt designsystem, et nærmest ulæseligt nyt alfabet og look; det har nok ikke været billigt, og senere blev AU's gamle motto, 'Solidum petit in profundis' (søger i dybet den faste grund) umærkeligt til: Søg de dybere sammenhænge - nu i flotte nye pastelfarver.
Det lyder tilforladeligt, hvis ikke det var, fordi reklamekronerne er givet ud med det faste formål at få FF (den faglige forandring skulle vise sig at være et anslag mod de faglige miljøer, til tonerne af bureaukratisk oprustning) til at glide ned.
Jeg har også søgt de dybere sammenhænge, og jeg er nået frem til, at der er tale om et forsøg på at retfærdiggøre rektors puljer: De skal nemlig bruges til tværfaglige initiativer. Nogle af de temaer, der har været oppe som dybere sammenhænge, og ikke mindst de flotte reklamesøjler, vi har haft stående, er efter min mening himmelråbende talentløst nonsens. På det seneste er nogle af disse udkommet på hele sider i aviserne - hvor et reklamebureau bl.a. har fået vrøvlet fysik og teologi sammen, i Bohrs og Kierkegaards hjemland.
Det sidste nye er en sommer-glædesfest i universitetsparken, hvor alle fejrer det nye, fremtidens og ledelsens AU, med alt fra spisning til gratis rock-koncert (det skal dog siges: på meget højt niveau).
Jeg har også bemærket, at der ved flere lejligheder har været officielle rapporter og indlæg ved medarbejdere i Verdensbanken, hvor AU-rektor har arbejdet i 18 år. Disse indlæg har generelt rost ledelsesformerne ved AU - til gengæld kender jeg ikke nogen verdensklasse-2 universiteter, der er drevet af Verdensbanken.

BUREAUKRATIET.
Samtidig med at der overføres betydelige midler fra de centrale værdiskabende aktiviteter forskning og undervisning til rektor og bureaukrati, er der opstået nye organisatoriske søjler. En af disse er HR-søjlen med en nys udnævnt vicedirektør, og vi må forstå, at det bliver en overordentlig vigtig del af fremtidens universitet .
HR-vicedirektøren bliver en central del af ledelsen, og HR vil løse opgaver langt større end de traditionelle: Som det udtales på hjemmesiden, skal HR være repræsenteret ved partnere på alle niveauer, og her skal de bistå f.eks. institutledere med at finde de rigtige kandidater til stillinger; ja, i det hele taget skal HR bidrage proaktivt til universitetets resultatskabelse.
Nu er det så, at jeg spekulerer på, hvilke resultater der her tænkes på, andet end at fungere som ledelsens øjne og ører. Ud over de sædvanlige to grupper af ansatte: videnskabelige medarbejdere og tekniskadministrative ansatte, VIP og TAP, er man ved at opbygge en tredje: videnskabeligt administrationspersonale, VAP.
Disse vil få den helt overordnede ledelse, ofte uden baggrund i universitetets kerneaktiviteter: forskning og undervisning.
Det, der hele tiden er blevet fremført som et ønske om professionel ledelse, ser ud til at ende som amatørernes universitet.
Det mest professionelle er åbenbart det bureaukratiske jerngreb, som økonomien kommer til at ligge i. Man har systematisk flyttet kontrollen med økonomien opad i systemet, således at vi ender med en stor rektorpulje; indsigten i finanserne og dermed magten over systemet bliver yderst koncentreret, specielt via projektstyring. Hertil kommer, at en stor del af TAP-personalet her i foråret over en kam skulle søge deres egne stillinger (altså blev fyret - eufemismen var, at nu fik vi en ønskerunde, hvor man kunne kaste sit lod i ønskebrønden).
Hvor vi hidtil har haft en fin administration med et godt og tæt samarbejde, hvor man kender hinanden, får vi nu et VAP-bureaukrati, der lige så godt kunne sidde i Indien.

MEDARBEJDERINDFLYDELSEN.
De sidste, der bliver spurgt, og de sidste, der får noget vide, er medarbejderne - altså dem, der kører universitetet, skaber værdierne og elsker deres fag respektive administrative arbejde. Der er ganske vist blevet afholdt nogle møder i forbindelse med indførelsen af de nye tider; men jeg må desværre sige, at der var tale om det mest nedladende og intetsigende møde, jeg længe har oplevet.
Vi fik at vide, at alt var under diskussion, intet var fastlagt, ingen vidste lige, hvordan det ville ende osv. - mens alle planer (kan vi nu se) har ligget klar i skuffen længe. Det er også fremgået af udtalelser fra ledelsen, at meget har været aftalt med ministeriet (naturligvis), og der har jo ikke været behov for at inddrage medarbejderne.
Måske ramte den nye formand for AU's bestyrelse hovedet på sømmet ved sit besøg på AU i forbindelse med rektors præsentation af fremtidens AU i starten af marts; formanden udtalte, »at nu har vi taget hovedgreb på universitetet« (!) - altså så vidt jeg ved, er der her tale om et udtryk fra sportens verden, nemlig brydning, hvor man med et effektivt greb tvinger modstanderen i måtten.
Befriende ærligt. På den anden side er det mit indtryk, at mange virksomheder har succes med en såkaldt flad struktur, altså hvor man viser medarbejderne tillid og giver dem medbestemmelse. Her ligger i virkeligheden den største bekymring: at medarbejderne ved universiteterne mister gejsten, og at de ikke længere føler, at det er deres universitet , men ledelsens.

STANFORD-ARGUMENTET.
Danske Universiteter vil gerne være blandt de førende i verden, hvilket (for dem) vil sige at ligge højt på 'ranking-listerne'. Desværre er AU for nedadgående på den sidste Times Higher Education-liste - men ligger dog stadig pænt. Man ønsker at blive som Stanford og MIT: Massachusetts Institute of Technology (ikke at det spiller den store rolle, men jeg har selv studeret, arbejdet og undervist ved MIT), og det skal ske via mere professionel ledelse og stærk styring - og altså mere bureaukrati, et større pengeforbrug hos ledelsen og mindre medarbejderindflydelse.
Jeg tror ikke, at mange blandt DU-lederne har meget direkte kendskab til de amerikanske top-universiteter, for jeg kan oplyse, at der hersker en ganske anden virksomhedskultur; et af nøgleordene er respekt, respekt for de ansattes indsigt og evner, for institutledernes dømmekraft, og for den frihed, der er et centralt element ved et universitet . Hertil kommer, at USA er et større land, der er en stor udvælgelse for at komme på et godt universitet , og disse universiteter har en lang tradition og store midler bag sig.
Man kan ikke på kort tid og med et hurtigt fix skaffe sig noget lignende herhjemme. Men det er noget, universitetsledere i Europa tit drømmer om. Hvilket bringer os til endnu et aspekt ved den nye tids rektorer: De mødes med deres kolleger i andre lande, udveksler erfaringer om ledelse og finder (har vel allerede fundet) en konsensus; so ein Ding müssen wir auch haben. Hvad jeg mener, er, at deres kollegiale referenceramme for en stor del slet ikke er på deres eget universitet og dets medarbejdere - de er langt mere interesserede i, hvad man tilfældigt måtte mene langt herfra.

JEG KAN GODT forstå, at man som politiker kan blive fanget af argumentet om, at et universitet skal styres, at de mange skal komme samfundet til gode, gerne i form af nye bidrag til fakturerbar produktion.
Jeg kan også godt forstå, at det lyder besnærende, når nogen påstår, at det kan de alt sammen levere - og samtidig skaffe universiteter på højeste niveau.
Problemet er, at det slet ikke vil gå sådan med den nuværende kurs, der ikke har nogen form for evidens.
Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.
Det er lidt, som hvis man fældede regnskoven for at plante majs over det hele; man mister muligvis nogle sjældne og upåagtede planter, der senere kunne komme til nytte. Hvis man for et par hundrede år siden ville satse på at forbedre belysningen, ville man have opfundet bedre olielamper, men nok ikke elektromagnetismen.
Beslutninger skal frem i lyset og træffes så lokalt som muligt, medarbejderne skal inddrages, forskere og andre ansættes efter de bedste faglige kriterier til at forske frit, altså som hidtil (før de seneste reformer).
For så vil universitetet fortsat bidrage til samfundet på højeste niveau med dygtige og fagligt stærkt funderede unge kandidater og ph.d.'er samt mange muligheder for også økonomiske fordele for samfundet.
Universitetet er en kilde til udvikling og indsigt i en voksende verden af menneskelige muligheder, et sted for præcisering af sprog og begreber, for eksperimenter og for eftertanke: for med små skridt at nærme sig sandheden. Der er ingen modsætning mellem det og så at have et godt samarbejde med forskerparker, virksomheder og andre aftagere.
Længe leve Aarhus Universitet .

BENT ØRSTED.
Bent Ørsted er ansat ved Institut for Matematik, Aarhus Universitet.

[intern ref.]