Saturday, April 30, 2011

Hvad er forskning? - debat og bogreception

[flere tekster (red.)]
***
fra CBS website
http://www.cbs.dk/nyheder_presse/arrangementer/2010/januar/2010_01_20_15_00_00_hvad_er_forskning

Hvad er forskning?

Tid: d. 20. januar 2010, kl. 15.00 -17.30
Sted: Copenhagen Business School, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg. Lokale: SØ.041

Det kommer næppe som den store overraskelse for nogen, at videnskabsminister Helge Sander afviser den kritik af problemerne med forskningsfriheden på de danske universiteter, som den internationale evalueringsrapport netop er fremkommet med. Afvisningen behøver dog ikke kun at være politisk motiveret. I bogen Hvad er forskning? påpeger tretten danske forskere, at det også kan skyldes en manglende forståelse for forskningens normer, vilkår og mangfoldighed.

I anledningen af udgivelsen af Hvad er forskning? afholdes debatarrangement og bogreception på CBS Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg, lokale SØ.041 hos institut for Internationale Kultur og Kommunikationsstudier d. 20. januar kl. 15-17.

Programmet er:

• 15.00-15.05: velkomst fra ordstyrer Søren Brier og Institutbestyrer IKK Anette Villemoes
•15.05-15. 20: lektor Claus Emmeche: Vilkår for forskning og videnskab i det sanderske universitet.[senere bragt kronik, se her]
• 15.20-15.30: Debat
• 15.30-15.45: Forskningsdekan Alan Irwin: Research quality and the changing landscape of science.
• 15.45-15.55: Debat
• Kort pause
• 16-00- 16.15: bibliotekets chefkonsulent Leif Hansen: Fordele og ulemper ved bibliometriske metoder til måling og fremme af forskningskvalitet.
• 16.15-16.25: Debat
• 16.25-16.40: professor Søren Brier: Forskningskvalitet i formidling til massemedier og politisk brug af forskning.
• 16.40-16.50: Debat
• 16.50-17.30: Reception

Anmeldereksemplarer af bogen kan rekvireres ved henvendelse til NFSV’s markedsføringsafdeling: Tel. (+45) 3815 3882 pj [at] samfundslitteratur.dk
eller bestil via: www.nfsv.dk

***
Fra bibliotek.dk:
Hvad er forskning? : normer, videnskab og samfund. 1. udgave.
Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2010.
redaktører: Claus Emmeche, Jan Faye. 275 sider.
Med litteraturhenvisninger. ISBN-13: 978-87-7683-022-9
Pris ved udgivelsen: kr. 298,00

Indhold:
Normer
Claus Emmeche: Fra videnskab til forskning.
Søren Brier: Lomborgsagen som grænsetilfælde i forskningsvurdering.
Hugo F. Alrøe og Egon Noe: Et perspektivisk blik på videnskabelig uenighed og ekspertise.
Cathrine Hasse: Forskerens læreproces - et kritisk, realistisk perspektiv.
Videnskab
David Favrholdt: Om viden og videnskab.
Jens Hebor: Demarkationsproblemet.
Jan Faye: Hvordan adskilles astronomi fra astrologi?
Finn Collin: Bjørn Lomborg, global opvarmning og 'den optimistiske meta-induktion'
Samfund
Hanne Andersen: Videnskabsindikatorer og videnskabshistorie.
Niels Keiding: Har fagfællesbedømmelse stadig en chance?
Karen Siune: Forskning og samfund.
David Budtz Pedersen: Forskningskvalitet som politisk kategori

***

ForskerForum d. 30. marts, 2010 (nr. 233 - april 2010) s. 18-19
En demarkationslinje
anm.: Claus Emmeche & Jan Faye: Hvad er forskning? Normer, videnskab og samfund ( Nyt fra Samfundsvidenskaberne, januar 2009)

anmeldt af: Nils Bredsdorff

[kopien nedenfor mangler ekstra tekst, en mere fuldstændig version i pdf kan ses her (red.)]

Antologien " Hvad er forskning?" er på mange måder en fremragende bog, så god, at man provokeres til at tænke, at det vel nok er en skam, at den ikke kom for ti år siden, da der virkelig var brug for den i opgøret med den dominerende socialkonstruktivisme og relativisme! Flere af bogens bidragydere antyder også, at nødvendigheden af at behandle det gamle videnskabsteoretiske demarkationsproblem - hvor går grænsen mellem videnskab og tro, pseudovidenskab - netop er at få gjort det opgør færdigt og få genstartet den klassiske debat om, hvad videnskab er, og hvad der gør, at nogle indsigter er bedre end andre.
Bogen indledes sigende med en rehabilitering af Mertons CUDOS, dvs. normer, der "skal sikre konsensus og objektivitet i det videnskabelige arbejde". Med udgangspunkt her tematiseres alle de gode spørgsmål, og det vil jo i realiteten sige vanskelige, krævende spørgsmål: Hvad er forskellen på forskning og videnskab? Hvad er fælles ved god videnskab? Hvor går grænsen mellem videnskab og ikke videnskab? Hvad er forholdet mellem grundforskning og anvendt forskning, strategisk forskning og udviklingsarbejde? Også forholdet til forskningspolitikken og universiteternes autonomi berøres, men i de fleste indlæg vil det være mere korrekt at sige, at den aktuelle universitetspolitik anes i baggrunden, og den evigtunge videnskabsteoretiske demarkationsdiskussion dominerer. Selv de indlæg i antologien, der direkte handler om forskningsregistrering, kvalitetsbedømmelse, bevillingspolitik og forskningspolitik, er snarere registrerende og analyserende end oppositionelle og politisk-kritiske. Det er ment som en ros til redaktørerne, at man har turdet lade en klassisk debat fra midten af forrige århundrede være omdrejningspunkt i en bog, som de fleste vil tro er et universitetspolitisk kampskrift.

Redaktørerne Emmecke og Faye har valgt rigtigt ved at afsøge grundlaget for universiteterne og gøre det på en meget venlig måde, hvilket netop muliggøres af, at bogen kommer ti år for sent og dermed er fri af det videnskabelige slagsmål kaldet Science Wars, dvs. kampen mellem en overvejende naturvidenskabelig og en humanistisk-samfundsvidenskabelig-konstruktivistisk videnskabsopfattelse.
Højdepunktet i de internationale universitetsstridigheder, men især amerikanske kampe var den såkaldte Sokalaffære i 1998. Fysikeren Sokal skrev en uforståelig vrøvleartikel med mange af de rigtige modeord og konstruktivistiske termer, sendte den ind til et fornemt, humanistisk tidsskrift, fik den ud, afslørede svindelen, mens redaktøren, den kendte litterat Stanley Fish forsvarede offentliggørelsen. Sokal-affæren er ikke nævnt i bogen, selv om der er artikler om Lomborg, og forholdet mellem astrologi og astronomi. Sokal var meget grov ved humaniora, men dette er en venlig bog, der går efter begrebsafklaring i stedet for polemik og kritik -en slags oprydning efter relativismens hærgen.
Og mange af forfatterne er humanister. Til denne oprydning er den videnskabsteoretiske og - historiske debat mellem Popper, Kuhn, Lakatosh, Feyerabend og Laudan vældig brugbar, og det lykkes i høj grad at bruge kombattanternes argumenter i den aktuelle afklaring af, hvad forskning og videnskab er, men interessant nok uden at vise, at det også var et forrygende slagsmål. (Jeg kunne have ønsket mig en artikel, der viste relativismens indtog på universiteterne, men måske mener man at være dækket ind her ved at tre af bidragyderne inden for de seneste par år har lavet to andre bøger, som ligger på linje med denne Ideer vi lever på (red. Collin og Faye) og Arven efter Kuhn (red. Hanne Andersen og Jan Faye). Det kunne lyde, som om bogen næsten er alt for pæn, men Alrøes og Noes artikel om det feterede honnør-ord tværvidenskab og Hasses om forskersamarbejde på europæisk plan er en befriende kontant gennemgang af vanskelighederne, de praktiske og fundamentale problemer, der sjældent tematiseres.
Bredden i bogen er stor og nogle af indlæggene forudsætningsfyldte mht. videnskabsteori, men indlæggene er kædet fint sammen og forholder sig (refererende) til hinanden, så der er lejlighed til at repetere. Claus Emmecke skriver ' Fra videnskab til forskning' - om presset mod videnskabens normer, en udvikling der let kan læses som en forfaldshistorie fra en (humboldtsk) guldalder, men også det tages op. Søren Brier skriver om Lomborg som ' Grænsetilfælde i forskningsvurdering' og stiller - lidt naivt set i relation til bogen afsluttende analyser af det forskningspolitiske spil - en lang række forslag til at rette op på de miserer, sagen viser, herunder en slags Statstidende med fri spalteplads til forskeres kritik af andre forskere. Alrøe og Noe behandler som nævnt tværfaglighed - og alle de institutioner, der bryster sig af tværfaglighed, burde læse med her. Det sker med brug af det noget forvirrende begreb perspektivisk, ' Et perspektivisk blik på videnskabelig uenighed og ekspertise'. Cathrine Hasse skriver om EU-forskningens multinationale betingelser i ' Forskerens læreprocesser - et kritisk realistisk perspektiv'. David Favrholdt skriver, som nestorer gør, kort og fyndigt om de sidste 2000 års filosofihistorie og ender med sit yndlingsemne Niels Bohr og dagligsproget. Jens Hebor skriver om 'Demarkationsproblemet', i klassisk stil med opgør med kreationisme og intelligent design, og viser overbevisende, at det gamle problem er et " Ganske påtrængende problem", ligesom han behandler naturvidenskabelige metoders forhold til andre metoder. Jan Faye bruger astrologi og astronomi som eksempler på den historiske udvikling af den bugtede demarkationslinje - det er herligt provokerende for ens fordomme og tro på metodologiens betydning.
Finn Collin skriver om Lomborgs videnskabelighed - og fortrænger desværre historien om de overvejende samfundsvidenskabelige og humanistiske forskeres støtteunderskrifter for Lomborgs ret til at skrive, hvad han ville om miljøvidenskaben og dens forskere, som blev mødt af dobbelt så mange overvejende naturvidenskabsfolk, der støttede UVVU. Det er nok det nærmeste, vi kom Science War, og konflikten er til stede i bogen, men så at sige konstruktivt som dialog internt i artiklerne. Hanne Andersen skriver om ' Videnskabsindikatorer og videnskabshistorie', konkret om udviklingen og problemerne med bibliometriske indikatorer, herunder især citationsindekser.
Karakteristisk for bogens linje er, at hun tager afsæt i den nye danske forskningsindikatormodel, men ender efter det udmærkede, historiske survey, der viser det ene fundamentale problem efter det andet ved denne type forskningsmåling, ud med at sige, at videnskabshistorikeren kan vise bibliografiske modellers begrænsninger.
Niels Keiding bidrager med en beretning om det engelske RAE-fagfællevurderingssystem med udgangspunkt i deltagelse i grotesk faggruppearbejde under den danske forskningsindikatormodel. Fagfællevurderingen er dyrere, men langt bedre.
Keidings indestængte harme over det påtvungne, fagligt set idiotiske arbejde er fin, men der er alt for mange ædle motiver i forklaringen, og der mangler erkendelse af, at en af årsagerne til, at det har kunnet lade sig gøre for et fagligt set inkompetent Fagligt Udvalg at dressere og hundse med flere hundrede fagfolk, er angsten for, at der nok er nogle andre, der vil overtage ens plads. De gange, folk er gået i protest, er pladsen blevet fyldt hurtigt op. Konkurrencen om midlerne er stor.
Karen Siune og David Budtz Pedersen runder passende af med to politologiske artikler om grundliggende elementer i forskningspolitikken, aktører, reguleringens historik, sprog og institutioner -analytisk og lidenskabsløst i betragtning af, at den danske Uni-lov er Europas værste og meget omstridt. Det er forhåbentlig et oplæg til bind 2 om forskningspolitik og forskningsstyring, fordelingspolitik og legitimeringsstrategier?
Den praktiske konklusion på læsningen af denne bog må være, at universiteterne -eller måske mere sikkert de institutter, hvor fornuften og Oplysningen stadig eller igen er til stede -indkøber et tilstrækkeligt antal eksemplarer af bogen og giver et til hver nyansat forsker med 5 års tilbagevirkende kraft og foranstalter faglige seminarer om DEMARKATIONSPROBLEMET.

Ikke fordi jeg er enig i alle indlæg, men fordi de tilsammen repræsenterer udgangspunktet for en produktiv faglig uenighed, og for at markere instituttets demarkationslinje.

Forsk. bibl., lektor Nils Bredsdorff , RUC.

***

Asger Sørensen, 2010: "'Midt i sammenbruddet': bøger om universitet, forskning og videnskab", Social Kritik: tidsskrift for social analyse og debat, 22. årg., nr. 122, s. 26-29. (pdf-kopi; arkivets kopi) [en anmeldelse af M.O. Madsen: Universitetets Død; S. Auken: Hjernedød; og C. Emmeche & J. Faye, red.: Hvad er Forskning? ]

Friday, April 29, 2011

Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden


Politiken d. 27. april, 2011 (Kultur side 7)
Kronik:
Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden
Bureaukratiet vokser og vokser, for de mange kontrollerende målestokke skal koordineres, og der skal holdes møder om dem og indrettes mødelokaler, som også skal vokse.
Af GORM HARSTE
Gorm Harste er lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet .


UNIVERSITETSANSATTE har et kald. De vil forske og undervise. De vil fordybe sig i forskning og fortælle om det. De kan slet ikke lade være. Bruger aftener, weekender og ferier, elevatorer og busser, og selvfølgelig kontorer og laboratorier, som steder, hvor forskningen kan foregå.
Hvor må universitetsledelserne dog være heldige med at have så enorme stabe af medarbejdere, som ledelsen overhovedet ikke behøver at motivere. Ledelsen kan have tillid til medarbejdernes engagement og deres ivrige, for ikke at sige devotede, arbejdsevne. Ser man bort fra den alder, hvor de ansatte har små børn, ligger den gennemsnitlige arbejdstid da også langt over 50 timer ugentligt. For ikke at tale om arbejdshastigheden: Ikke noget med tre måneder til at skrive en analyse på ti sider, når en dag er nok oven i mail og foredrag.
Desværre er tilliden imidlertid ved at blive nedbrudt. Ledelserne har fået Forskningsministeriets tilladelse til at indføre enstrengede ledelser, top-down-ledelse, og siden 2001 en lønstigning på 42 procent.
Opdelingen mellem fagligheder og mellem fakulteter skal nedbrydes og omorganiseres til fordel for omorganiseringen selv. Som var omorganiseringen selv et mål. På linje med forskning og undervisning.
Problemet er langt mere generelt. Mange ansatte i andre sammenhænge som skoler, gymnasier, hospitaler, socialcentre, politiet osv. kender til denne type ledelseskrise. Det klassiske napoleonske bureaukrati er blevet genindført ud fra et princip om, at medarbejderne er ansatte, hvis ydelser skal måles, registreres, kontrolleres, evalueres, sammenlignes, akkrediteres, gøres til objekt, til genstand, til et salgsprodukt, der går ' fra tanke til faktura'.
Forskning skal underkastes ledelse.
Som sædvanligt med den bureaukratiske kontrol bliver én målestok utilstrækkelig og misvisende: Det er eksempelvis alt for reduktivt at måle ydelsen efter antal sider, der skrives per år for efterfølgende at tildele bevillinger efter den optælling. Ergo indfører man 117 målestokke. Ledelsen har en umiddelbar fordel med de mange målestokke og ydelsesfremmere, der skal sættes i værk: De skal organiseres.

FØLGELIG vokser universitetsorganisationen. Og den vokser og vokser, for de mange målestokke skal koordineres og kobles. Der skal holdes møder om dem og indrettes mødelokaler, som også skal vokse, hvorfor de skal bygges om og bygges ud for efterfølgende at blive flyttet et andet sted hen, og hvilket sted det skal være, skal der så også holdes møder om og ansættes konsulenter til. Følgelig bliver ledelsen mere kompleks, og den nye kompleksitet skal der fortælles om udadtil og indadtil, og dertil skal der bruges brevpapir med nye kendetegn, der skal signalisere ny ledelse, hvilket yderligere konsulenter ansættes til at foranstalte, hvorefter der skal holdes møder med alle ansatte, så de forstår den nye ledelsesstil og det nye uoverskuelige signalsprog på brevpapiret og i de forskellige nyhedsbreve, som i mellemtiden er indført, for at de ansatte kan forstå og lære at blive indforstået i ledelsens nye engagementer, ikke mindst når de ikke kan forstå de nye underlige og ulæselige tegn på PowerPoint og mail.
Dertil skal nye kommunikationsafdelinger oprettes og en kommunikationsdirektør og kontorchefer med nye sekretærer ansættes, og en ny kantine og frokoststue med nye planter indrettes, og regeringspersonale, samt gartnere til at passe de mange nye planter, der skal demonstrere friskhed og grøn vækst, skal ansættes, hvortilkommerfotografer, der kan afbilde dem til nyhedsbrevene og universitetsaviserne og alumneavisen.
Således viser ledelsen, at den kan lede og derfor også kan udvide og overtage, fusionere andre uddannelser og forskningsinstitutioner ind under sig, så hele forskningsorganisationen skal laves om, hvilket der skal holdes møder om og skabes nye reorganiseringsorganer til, med nye vicedirektører, som skal have yderligere høje lønninger, fordi de nu er ledere i stadig større organisationer. Derfor skal alle institutter og forskningscentre have nye navne, så ingen længere kan finde rundt efter gamle mønstre, som ledelsen skønner forældede.
Til gengæld kan man bruge møder og tid og endnu flere organisationsledere til at forklare de ansatte meningen med det nye, men under inddragelse af endnu flere konsulenter, fordi de mange organisations-og kommunikationsforskere på universiteter stiller stærkt begrundede spørgsmål til universitetsledelsen om meningen og meningsløsheden ved alle øvelserne, så rektor må klædes på og udstyres med overfrakker af Power-Point og direkte streaminger i taler, som kommunikationsforskerne nu også kan blive enige med organisationsforskerne om er uforståelige og rationalitetsudtømte.
Men derfor må institutterne flyttes rundt, så forskerne får andet at se til end at stille kritiske spørgsmål, og pengene går til omflytninger, udflytninger, omrokeringer, så politologerne flytter over i juristernes gamle bygninger, og juristerne i politologernes bygninger og psykologerne i økonomernes bygninger og økonomerne i handelssprogenes bygninger, og handelssprogene til sprogforskerne. Imens kan verden kun undre sig over, at alt det skal til i en af Europas smukkeste universitetsparker, når Europas to bedste universiteter, i Oxford og Cambridge, har holdt til i de samme gamle bygninger fra 1300-tallet, hvor intet ændres bortset fra indførsel af træk og slip og elektricitet, så forskerne der kan koncentrere sig om forskning . Således viser det sig i Aarhus , at universitetsledelsen, der for 50 år siden havde én sekretær til hjælp, efterhånden fik flere hundreder til hjælp, svarende til størrelsen af den danske stats centraladministration i 1948.
Dette kræver så visselig overdragelse af midler fra forskning og undervisning til en ledelse, der jo så også kan sikre sig, at der ikke er ansatte på universitetet, der bliver til nulforskere og nulundervisere. Alt sammen i effektivitetens og konkurrenceevnens navn.

FRA AARHUS er der udsigt til Mols, hvor en bonde engang blev irriteret over en stork, der trampede markens korn ned. Men da han ikke selv ville trampe kornet ned i forsøget på at jage storken væk, fik han otte andre bondemænd til at bære sig ind på marken og fik da også jaget storken væk.
Administrationsudgifterne på Aarhus Universitet er vokset klækkeligt siden 2001. Måske til det dobbelte frem til 2012. Den omorganisering, rektor satte i gang i 2011, koster 1,25 milliarder kroner ( ja, rigtig læst: 1.250.000.000 kroner), men udgifterne bliver i virkeligheden som altid med den slags langt højere, fordi medarbejdertid derudover inddrages i uhyre mængder. Tid, der går fra forskning og undervisning. Alle ledelsesinititativer og omorganiseringsudgifter fordobles eller flerdobles ned igennem organisationerne. Rektor synes »ikke, det er mange penge«. Men til sammenligning er midlerne til fri forskning i samfundsvidenskaberne i hele Danmark på 95 mio. kr. årligt, hvorfra der dog skal trækkes ca. 44 procent, som universitetsledelserne opkræver for at administrere bevillingerne.
Frem for at lade administrationen vokse så eksplosivt kunne midlerne anvendes direkte til frikøb af forskere eller ansættelse af undervisere, så universitetets produktion steg. Til syvende og sidst lever universitet af forskernes aktiviteter, også som formidlere, hvilket ofte er til gavn for forskning og undervisning. Men administration skal understøtte frem for at optage tid og ressourcer.

EN TREDJE mulighed er, at forskerne og underviserne kan håbe, at ledelsen bruger så mange kræfter på at organisere sig selv og sine egne stadig mere komplekse strukturer, at forskerne, studenterne og underviserne lades i fred til at passe deres arbejde, uden desværre dermed at slippe for at betale omkostningerne.
Desværre er krisen i dansk universitetsledelse mere alvorlig end antydet med denne ironiske tilgang. Ledelserne kan formodentlig ikke selv se de belastninger, de udsætter universiteterne for, og som man til syvende og sidst kan bebrejde Folketinget for, da man indførte den såkaldt enstrengede ledelsesstruktur: I stedet for professorvældet fik man demokratiseringen af universiteterne, som nu er blevet til rektorvældet.
Dybest set mangler ledelserne en professionel iagttagelse af forholdet mellem organisationssystemer, forskningssystemer og undervisningssystemer. Problemet ligger formodentlig i forholdet mellem forskningsministerium, universitetsbestyrelser og rektorer. Ledelseskriserne på Københavns Universitet og CBS er mere omtalte end på Aarhus Universitet , men den er bestemt også alvorlig på Aarhus Universitet .
Problemet ligger ikke i opgøret med de sidste 40 års medarbejderstyre. Problemet ligger i opgøret med den udvikling i forskningens autonomi og den forskningsbaserede undervisning, som blev skabt med oplysningstiden, og som førte til det humboldtske universitets-og fakultetssystem indrettet af sprog-og statsforskeren filosoffen Wilhelm von Humboldt i 1810 i Berlin under inspiration af Immanuel Kants sene afhandling ' Fakulteternes strid' fra 1797.
Kant, der regnes for verdenshistoriens usammenligneligt største filosof, blev banebrydende for den moderne forskning. Han skelnede mellem tre forskellige vidensområder: naturvidenskaberne, socialvidenskaberne, og de æstetiske videnskaber; dertil kom de anvendte videnskaber, medicin, teologi og for så vidt jura og pædagogik, faktisk også jordbrugsforskning ( kaldet kameralvidenskab). Det er stort set den opdeling, der behersker videnskab og fakultetsdelingen i dag. Frem for alt er det den logik, metodelære og forståelse af faglighed og saglig gyldighed, som Kant indførte, der er afgørende i moderne forskning . Begrundelse og bevisførelse, procedurer og normer, sikker og usikker vidensproduktion udvikler sig i forskellige typer af forståelse, af ' hvad vi kan vide, hvad vi kan gøre og hvad vi kan håbe'. Gid det var så vel, at dansk forskningsledelse, dvs. Forskningsministeriet, universitetsbestyrelser og rektorater, kunne nå frem til et tilsvarende niveau som datidens forskningsledelse i håndteringen af forskningsforståelse, forskningsanalyse og organiseringskompetence.

I 1700-TALLET reagerede man overalt i Europa på den despotiske organisation af samfundet, som enevældens militærstatslige konkurrencehensyn havde dikteret for al foretagsomhed. Enevælden bestod i et organisatorisk top-down-projekt. Centraladministrationerne organiserede sig militært, finansielt, juridisk, arkitektonisk og med propaganda i spidsen, ud fra en opfattelse af, at ' vi alene vide'.
Imidlertid viste det sig, at de statslige centraladministrationer havde brug for professionel viden, hvad enten det var i søfart, i matematik, i jura, eller i arkitektonisk design. Konkurrencen mellem militærstaterne var en kamp på liv og død. Det var ikke som i dag en kamp om andele af verdensmarkedet, men alligevel en kamp mellem konkurrencestater. Man talte om statsræson, og den krævede professionalisme, viden og ekspertise. Det betød decentralisering og uddelegering. Magtdeling og oplysningstid.
Centraladministrationen havde brug for, at der var instanser, der vidste mere end den selv. Om jura og politik. Om forskning , uddannelse, teologi, kunst, offentlighed, bankvæsen, handel, søfart, landbrug, om litteratur og kærlighed. Ser man bort fra den humboldtske centraladministration, afgav statsledelsen ikke beføjelserne frivilligt, men blev tvunget af omstændighederne, af konkurrencen. Organisationssystemerne måtte overlade magten over sagligheden til fagligheden. Juraen tilkæmpede sig ret til at have ret over, hvad der talte som ret og uret. Forskning forskede i forskning og lavede viden om, hvad der vidstes om såvel viden som ikke-viden. Organisationssystemerne måtte blande sig udenom og i bedste fald nøjes med at forvalte sig selv.
Resultatet blev det moderne samfund og det humboldtske universitet med fakultetsdeling. Fagene fortolkede sig selv. Og det havde den oplyste organisation forståelse for. Man havde tillid til de ansatte. Men her taler vi også om administrationer, der vidste, både hvad organisation er for noget, og hvad faglig saglighed er for noget. Ikke om dilettantiske forsøg på at organisere sig frem til faglighed og saglighed.
Læren er, at fagligheden ikke kan kontrolleres udefra eller oppefra. Organisationssystemer forstår sig ikke på faglighed. De kan ikke kommunikere med faglighed og om faglighed. Men de kan kommunikere om sig selv og med sig selv om egne beslutninger, og om hvordan organisationer kan beslutte sig for at tilpasse sig det moderne samfund. Eller de kan irritere det moderne samfunds funktionssystemer og pålægge dem et nyt ofte meget uprofessionelt og uklart ledelsessprog, som alle har at indrette sig efter frem for at få deres arbejdspladser og opgaver til at fungere. Ledelsernes såkaldte visioner kan i værste fald sætte funktionerne ud af kraft, og så er vi tilbage ved det enevældige despotis forsøg på at kontrollere decentraliseringens centrifugalkræfter.
Forskningen er da blevet til undersåt og eksperterne til undersåtter uden samtidig at have indflydelse som statsborgere i staten. De har kun indflydelse som vælgere ved folketingsvalgene. Ganske vist taler alle om medarbejderindflydelse, al den stund at vi befinder os i et vidensproducerende samfund, hvor vidensproducenterne jo bedst selv ved, hvad der er viden. Vidensproducerende organisationer er jo ikke rutinebaserede virksomheder, der laver produktstyring som i en samlebåndsproduktion. Det ved enhver organisationsforsker. Men tilsyneladende kommunikerer ledelserne ikke med organisationseksperterne.
Hvad universitetsledelsen egentlig vil, er der kun få forskere, der kan forstå. Mindst af alle dem, der arbejder professionelt med organisation, med rationalitet, med kommunikation. Jo, man kan forstå, at ledelsen får højere lønninger, flere beføjelser og flere ansætte umiddelbart under sig. Ledelsen har interesser i sin egen vækst. Det er et gammelkendt fænomen, hvis organisatoriske rationale enhver organisationsforsker har undervist i, siden Max Weber for omtrent 100 år siden gennemanalyserede dets irrationalitet første gang og tilskrev det enevældens interesser i dens egen etats- og statsræson. Man kendte også til fænomenet på von Humboldts tid, hvor Hegel havde gjort opmærksom på det. Men dengang forstod man at begrænse det. Man satte dannelse, uddannelse og forskning i højsædet. Og derfor forstod man, hvad selvbegrænsning bestod i.

PÅ AARHUS Universitet synes den centrale ledelse ligesom på Ludvig XIV's tid at ville styre og kontrollere forskningens forsøg på at sige, at fagene selv bestemmer over dynamikken og organiseringen af egen faglighed. Danmark har da også - hvad alle historikere er enige om - en uhyre stærk tradition for enevælde. Potentialet for centraladministrativ topstyring ligger lige under overfladen på det moderne samfund. Det er det potentiale, der nu er kommet til udfoldelse på Aarhus Universitet . Formodentlig er ledelsen ikke selv klar over det. Den interesserer sig tilsyneladende ikke for, at uddannelse også består af dannelse, af refleksion, af tilbageholdenhed, respekt for andres faglighed og hensyn til, at man muligvis ikke forstår alt og slet ikke alt i andres faglighed. Man taler om tværfaglighed. Men tværfaglighed består af flerfaglighed. Ellers bliver faglighed til dilettanteri. Organisationsledelsen forholder sig til tværfagligheden ud fra et opgør med flerfaglighed. Man vil sætte sig på flere stole samtidig. Men sætter sig mellem dem.

GORM HARSTE


***
[intern ref.: Gorm Harste: Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden, kronik i Pol. 27/4-2011.]

Thursday, April 28, 2011

Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget

Altinget | Forskning & Innovation d. 28. april 2011 kl. 19:00
http://www.altinget.dk/forskning/artikel/satser-danmark-maalrettet-paa-vidensamfundet
Satser Danmark målrettet på vidensamfundet?
DEBAT: Hvad kendetegner ledende universitetsmiljøer - og har vi trods gode intentioner i realiteten gjort, hvad der skal til for at fremtidssikre universiteter i top og dermed Danmark i videnssamfundet, spørger dagens debattør.

Af Evanthia Kalpazidou Schmidt, Research Director, Aarhus Universitet

Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget
for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en
sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver
mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
- Evanthia Kalpazidou Schmidt


Med Danmark som et vidensbaseret samfund - og i en tid med forskydninger af økonomiske og teknologiske magtbalancer mellem Asien, USA og Europa - må vi tilskynde til at være endnu længere fremme, hvad angår viden og kompetencetilegnelse. Det forudsætter, vi tænker over, hvorledes vi skaber endnu mere dynamiske miljøer og hvilke initiativer, der kan lette adgangen til de førende vidensmiljøer. Vi bør satse målrettet på styrket international formidling og "brande" akademiske kvalifikationer indenfor forskning, udvikling og innovation.

Begrebet "akademisk verdensklasse" har traditionelt været svært at definere. Professor Philip Altbach konstaterede i 2004, at alle ønsker at være blandt eliten, men ingen kan definere præcist, hvad det vil sige. Blot få har dermed forsøgt at definere, hvad det vil sige at være i verdensklasse. De, der har gjort forsøget, har identificeret en række karakteristika som fremragende forskning og undervisning, højtkvalificerede medarbejdere, talentfulde studerende, selvstyre, udstrakt akademisk frihed og god finansiering.
Siden 2004 er der sket en del på området, men de kriterier, der anvendes til at definere "akademisk verdensklasse", varierer stadig. Det engelske Times Higher Education Supplement og QS World University Rankings kombinerer subjektive vurderinger (f.eks. internationalt omdømme, arbejdsgiver og studentertilfredshed) med objektive kriterier (f.eks. antal citationer i tidsskrifter). Et tredje rangordningssystem, Shanghai Jiaotong University-indekset, fokuserer alene på forskningsudbytte. Rangordninger er altså et resultat af forsimplede beregninger, der ikke udtrykker universiteternes "værdi" fuldt ud.
Der er på verdens top 20-listen i alt 13 amerikanske, fire engelske, et svejtsisk, et canadisk samt et australsk universitet. Antallet af amerikanske universiteter på verdensranglistens top-20 falder. På grund af økonomiske stramninger og nedgang i studenterindtag er der på blot to år blevet fem færre universiteter på listen. Noget lignende forudser man i England, efter det seneste krisebudget er gået hårdt ud over universitetssektoren.
Til gengæld avancerer universiteter i andre verdensdele. Flere asiatiske universiteter, der venter på at ryge ind på top-20, satser målrettet på forskning og udvikling og har en klar konkurrencefordel på grund af vestens økonomiske krise, og fordi det er lykkedes dem at tiltrække meget dygtige professorer fra vestlige uddannelsesinstitutioner. En satsning, der direkte kan aflæses i forbedrede internationale placeringer.
Både Københavns og Aarhus Universiteter er i verdensklasse. Ifølge QS World University 2010 indtager de pladser som nummer 45 og 84 på verdensranglisten. The TIMES 2011 World University Ranking er lidt anderledes. Den giver Aarhus en placering 10 pladser højere end København. Lidt forsimplet kan man sige, at hvor Aarhus Universitet scorer points på tilknytning til erhvervslivet, forskning og citationer - men mindre på international eksponering - har Københavns Universitet gode internationale kontakter, men mindre gode erhvervsrelationer. Begge ligger de foran ansete institutioner som for eksempel St. Andrews og Freiburg. Med en placering som nummer 122 på The Times-listen er også Danmarks Tekniske Universitet særdeles godt placeret.

Sociologen David Reisman observerede allerede for over 50 år siden, at amerikanske universiteter ramte ved siden af akademiske målsætninger, fordi alle stræbte efter at blive som Harvard og Berkeley. Det samme kan siges i dag med forsøg på meget stram styring. Universiteter bør overveje deres styrker og svagheder - det kan være, de vil opnå langt større styrke ved at gøre tingende anderledes.
For at danske universiteter fortsat skal være i verdensklasse og avancere internationalt sammen med erhvervslivet og som "lokomotiv" for det danske samfund, bør vi overveje spørgsmål som, hvorledes man:
  • drager mest mulig fordel af europæisering og globalisering
  • får mest udbytte af den stigende konkurrence, udtrykt ved internationale rankings, til at tiltrække og fastholde internationalt ledende kapaciteter
  • styrker den internationale profil ved brug af målrettede strategier
  • tiltrækker yderligere kapital.
Økonomiprofessor på Harvard Universitet Philippe Aghion og en gruppe forskere offentliggjorde i 2009 en undersøgelse fra USA og Europa, der viste, at der er direkte sammenhæng mellem, hvad der investeres på universiteter og disses internationale placeringer. Man kan ikke spare sig til verdensklassestatus - men kan omvendt lære af de asiatiske erfaringer og aspirationer.
Mere fleksibel forskningsstøtte kan fungere som brohoved til internationalt ledende vidensproduktion. For at sætte tingene i perspektiv: Yale Universitetet har en formue på omkring 18 mia. dollars, Stanford på 14 mia. dollars. Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
Muligheden for at have universiteter i verdensklasse og skabe dansk "excellence" er i sidste ende et spørgsmål om, hvorledes vi i fremtiden sikrer os overskud til fortsat velstand og udvikling.

[intern ref.]

Wednesday, April 27, 2011

Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden

Politiken d. 27. april, 2011 (Kultur side 7)
Kronik:
Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden
Bureaukratiet vokser og vokser, for de mange kontrollerende målestokke skal koordineres, og der skal holdes møder om dem og indrettes mødelokaler, som også skal vokse.
Af GORM HARSTE
Gorm Harste er lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet .


UNIVERSITETSANSATTE har et kald. De vil forske og undervise. De vil fordybe sig i forskning og fortælle om det. De kan slet ikke lade være. Bruger aftener, weekender og ferier, elevatorer og busser, og selvfølgelig kontorer og laboratorier, som steder, hvor forskningen kan foregå.
Hvor må universitetsledelserne dog være heldige med at have så enorme stabe af medarbejdere, som ledelsen overhovedet ikke behøver at motivere. Ledelsen kan have tillid til medarbejdernes engagement og deres ivrige, for ikke at sige devotede, arbejdsevne. Ser man bort fra den alder, hvor de ansatte har små børn, ligger den gennemsnitlige arbejdstid da også langt over 50 timer ugentligt. For ikke at tale om arbejdshastigheden: Ikke noget med tre måneder til at skrive en analyse på ti sider, når en dag er nok oven i mail og foredrag.
Desværre er tilliden imidlertid ved at blive nedbrudt. Ledelserne har fået Forskningsministeriets tilladelse til at indføre enstrengede ledelser, top-down-ledelse, og siden 2001 en lønstigning på 42 procent.
Opdelingen mellem fagligheder og mellem fakulteter skal nedbrydes og omorganiseres til fordel for omorganiseringen selv. Som var omorganiseringen selv et mål. På linje med forskning og undervisning.
Problemet er langt mere generelt. Mange ansatte i andre sammenhænge som skoler, gymnasier, hospitaler, socialcentre, politiet osv. kender til denne type ledelseskrise. Det klassiske napoleonske bureaukrati er blevet genindført ud fra et princip om, at medarbejderne er ansatte, hvis ydelser skal måles, registreres, kontrolleres, evalueres, sammenlignes, akkrediteres, gøres til objekt, til genstand, til et salgsprodukt, der går ' fra tanke til faktura'.
Forskning skal underkastes ledelse.
Som sædvanligt med den bureaukratiske kontrol bliver én målestok utilstrækkelig og misvisende: Det er eksempelvis alt for reduktivt at måle ydelsen efter antal sider, der skrives per år for efterfølgende at tildele bevillinger efter den optælling. Ergo indfører man 117 målestokke. Ledelsen har en umiddelbar fordel med de mange målestokke og ydelsesfremmere, der skal sættes i værk: De skal organiseres.

FØLGELIG vokser universitetsorganisationen. Og den vokser og vokser, for de mange målestokke skal koordineres og kobles. Der skal holdes møder om dem og indrettes mødelokaler, som også skal vokse, hvorfor de skal bygges om og bygges ud for efterfølgende at blive flyttet et andet sted hen, og hvilket sted det skal være, skal der så også holdes møder om og ansættes konsulenter til. Følgelig bliver ledelsen mere kompleks, og den nye kompleksitet skal der fortælles om udadtil og indadtil, og dertil skal der bruges brevpapir med nye kendetegn, der skal signalisere ny ledelse, hvilket yderligere konsulenter ansættes til at foranstalte, hvorefter der skal holdes møder med alle ansatte, så de forstår den nye ledelsesstil og det nye uoverskuelige signalsprog på brevpapiret og i de forskellige nyhedsbreve, som i mellemtiden er indført, for at de ansatte kan forstå og lære at blive indforstået i ledelsens nye engagementer, ikke mindst når de ikke kan forstå de nye underlige og ulæselige tegn på PowerPoint og mail.
Dertil skal nye kommunikationsafdelinger oprettes og en kommunikationsdirektør og kontorchefer med nye sekretærer ansættes, og en ny kantine og frokoststue med nye planter indrettes, og regeringspersonale, samt gartnere til at passe de mange nye planter, der skal demonstrere friskhed og grøn vækst, skal ansættes, hvortilkommerfotografer, der kan afbilde dem til nyhedsbrevene og universitetsaviserne og alumneavisen.
Således viser ledelsen, at den kan lede og derfor også kan udvide og overtage, fusionere andre uddannelser og forskningsinstitutioner ind under sig, så hele forskningsorganisationen skal laves om, hvilket der skal holdes møder om og skabes nye reorganiseringsorganer til, med nye vicedirektører, som skal have yderligere høje lønninger, fordi de nu er ledere i stadig større organisationer. Derfor skal alle institutter og forskningscentre have nye navne, så ingen længere kan finde rundt efter gamle mønstre, som ledelsen skønner forældede.
Til gengæld kan man bruge møder og tid og endnu flere organisationsledere til at forklare de ansatte meningen med det nye, men under inddragelse af endnu flere konsulenter, fordi de mange organisations-og kommunikationsforskere på universiteter stiller stærkt begrundede spørgsmål til universitetsledelsen om meningen og meningsløsheden ved alle øvelserne, så rektor må klædes på og udstyres med overfrakker af Power-Point og direkte streaminger i taler, som kommunikationsforskerne nu også kan blive enige med organisationsforskerne om er uforståelige og rationalitetsudtømte.
Men derfor må institutterne flyttes rundt, så forskerne får andet at se til end at stille kritiske spørgsmål, og pengene går til omflytninger, udflytninger, omrokeringer, så politologerne flytter over i juristernes gamle bygninger, og juristerne i politologernes bygninger og psykologerne i økonomernes bygninger og økonomerne i handelssprogenes bygninger, og handelssprogene til sprogforskerne. Imens kan verden kun undre sig over, at alt det skal til i en af Europas smukkeste universitetsparker, når Europas to bedste universiteter, i Oxford og Cambridge, har holdt til i de samme gamle bygninger fra 1300-tallet, hvor intet ændres bortset fra indførsel af træk og slip og elektricitet, så forskerne der kan koncentrere sig om forskning . Således viser det sig i Aarhus , at universitetsledelsen, der for 50 år siden havde én sekretær til hjælp, efterhånden fik flere hundreder til hjælp, svarende til størrelsen af den danske stats centraladministration i 1948.
Dette kræver så visselig overdragelse af midler fra forskning og undervisning til en ledelse, der jo så også kan sikre sig, at der ikke er ansatte på universitetet, der bliver til nulforskere og nulundervisere. Alt sammen i effektivitetens og konkurrenceevnens navn.

FRA AARHUS er der udsigt til Mols, hvor en bonde engang blev irriteret over en stork, der trampede markens korn ned. Men da han ikke selv ville trampe kornet ned i forsøget på at jage storken væk, fik han otte andre bondemænd til at bære sig ind på marken og fik da også jaget storken væk.
Administrationsudgifterne på Aarhus Universitet er vokset klækkeligt siden 2001. Måske til det dobbelte frem til 2012. Den omorganisering, rektor satte i gang i 2011, koster 1,25 milliarder kroner ( ja, rigtig læst: 1.250.000.000 kroner), men udgifterne bliver i virkeligheden som altid med den slags langt højere, fordi medarbejdertid derudover inddrages i uhyre mængder. Tid, der går fra forskning og undervisning. Alle ledelsesinititativer og omorganiseringsudgifter fordobles eller flerdobles ned igennem organisationerne. Rektor synes »ikke, det er mange penge«. Men til sammenligning er midlerne til fri forskning i samfundsvidenskaberne i hele Danmark på 95 mio. kr. årligt, hvorfra der dog skal trækkes ca. 44 procent, som universitetsledelserne opkræver for at administrere bevillingerne.
Frem for at lade administrationen vokse så eksplosivt kunne midlerne anvendes direkte til frikøb af forskere eller ansættelse af undervisere, så universitetets produktion steg. Til syvende og sidst lever universitet af forskernes aktiviteter, også som formidlere, hvilket ofte er til gavn for forskning og undervisning. Men administration skal understøtte frem for at optage tid og ressourcer.

EN TREDJE mulighed er, at forskerne og underviserne kan håbe, at ledelsen bruger så mange kræfter på at organisere sig selv og sine egne stadig mere komplekse strukturer, at forskerne, studenterne og underviserne lades i fred til at passe deres arbejde, uden desværre dermed at slippe for at betale omkostningerne.
Desværre er krisen i dansk universitetsledelse mere alvorlig end antydet med denne ironiske tilgang. Ledelserne kan formodentlig ikke selv se de belastninger, de udsætter universiteterne for, og som man til syvende og sidst kan bebrejde Folketinget for, da man indførte den såkaldt enstrengede ledelsesstruktur: I stedet for professorvældet fik man demokratiseringen af universiteterne, som nu er blevet til rektorvældet.
Dybest set mangler ledelserne en professionel iagttagelse af forholdet mellem organisationssystemer, forskningssystemer og undervisningssystemer. Problemet ligger formodentlig i forholdet mellem forskningsministerium, universitetsbestyrelser og rektorer. Ledelseskriserne på Københavns Universitet og CBS er mere omtalte end på Aarhus Universitet , men den er bestemt også alvorlig på Aarhus Universitet .
Problemet ligger ikke i opgøret med de sidste 40 års medarbejderstyre. Problemet ligger i opgøret med den udvikling i forskningens autonomi og den forskningsbaserede undervisning, som blev skabt med oplysningstiden, og som førte til det humboldtske universitets-og fakultetssystem indrettet af sprog-og statsforskeren filosoffen Wilhelm von Humboldt i 1810 i Berlin under inspiration af Immanuel Kants sene afhandling ' Fakulteternes strid' fra 1797.
Kant, der regnes for verdenshistoriens usammenligneligt største filosof, blev banebrydende for den moderne forskning. Han skelnede mellem tre forskellige vidensområder: naturvidenskaberne, socialvidenskaberne, og de æstetiske videnskaber; dertil kom de anvendte videnskaber, medicin, teologi og for så vidt jura og pædagogik, faktisk også jordbrugsforskning ( kaldet kameralvidenskab). Det er stort set den opdeling, der behersker videnskab og fakultetsdelingen i dag. Frem for alt er det den logik, metodelære og forståelse af faglighed og saglig gyldighed, som Kant indførte, der er afgørende i moderne forskning . Begrundelse og bevisførelse, procedurer og normer, sikker og usikker vidensproduktion udvikler sig i forskellige typer af forståelse, af ' hvad vi kan vide, hvad vi kan gøre og hvad vi kan håbe'. Gid det var så vel, at dansk forskningsledelse, dvs. Forskningsministeriet, universitetsbestyrelser og rektorater, kunne nå frem til et tilsvarende niveau som datidens forskningsledelse i håndteringen af forskningsforståelse, forskningsanalyse og organiseringskompetence.

I 1700-TALLET reagerede man overalt i Europa på den despotiske organisation af samfundet, som enevældens militærstatslige konkurrencehensyn havde dikteret for al foretagsomhed. Enevælden bestod i et organisatorisk top-down-projekt. Centraladministrationerne organiserede sig militært, finansielt, juridisk, arkitektonisk og med propaganda i spidsen, ud fra en opfattelse af, at ' vi alene vide'.
Imidlertid viste det sig, at de statslige centraladministrationer havde brug for professionel viden, hvad enten det var i søfart, i matematik, i jura, eller i arkitektonisk design. Konkurrencen mellem militærstaterne var en kamp på liv og død. Det var ikke som i dag en kamp om andele af verdensmarkedet, men alligevel en kamp mellem konkurrencestater. Man talte om statsræson, og den krævede professionalisme, viden og ekspertise. Det betød decentralisering og uddelegering. Magtdeling og oplysningstid.
Centraladministrationen havde brug for, at der var instanser, der vidste mere end den selv. Om jura og politik. Om forskning , uddannelse, teologi, kunst, offentlighed, bankvæsen, handel, søfart, landbrug, om litteratur og kærlighed. Ser man bort fra den humboldtske centraladministration, afgav statsledelsen ikke beføjelserne frivilligt, men blev tvunget af omstændighederne, af konkurrencen. Organisationssystemerne måtte overlade magten over sagligheden til fagligheden. Juraen tilkæmpede sig ret til at have ret over, hvad der talte som ret og uret. Forskning forskede i forskning og lavede viden om, hvad der vidstes om såvel viden som ikke-viden. Organisationssystemerne måtte blande sig udenom og i bedste fald nøjes med at forvalte sig selv.
Resultatet blev det moderne samfund og det humboldtske universitet med fakultetsdeling. Fagene fortolkede sig selv. Og det havde den oplyste organisation forståelse for. Man havde tillid til de ansatte. Men her taler vi også om administrationer, der vidste, både hvad organisation er for noget, og hvad faglig saglighed er for noget. Ikke om dilettantiske forsøg på at organisere sig frem til faglighed og saglighed.
Læren er, at fagligheden ikke kan kontrolleres udefra eller oppefra. Organisationssystemer forstår sig ikke på faglighed. De kan ikke kommunikere med faglighed og om faglighed. Men de kan kommunikere om sig selv og med sig selv om egne beslutninger, og om hvordan organisationer kan beslutte sig for at tilpasse sig det moderne samfund. Eller de kan irritere det moderne samfunds funktionssystemer og pålægge dem et nyt ofte meget uprofessionelt og uklart ledelsessprog, som alle har at indrette sig efter frem for at få deres arbejdspladser og opgaver til at fungere. Ledelsernes såkaldte visioner kan i værste fald sætte funktionerne ud af kraft, og så er vi tilbage ved det enevældige despotis forsøg på at kontrollere decentraliseringens centrifugalkræfter.
Forskningen er da blevet til undersåt og eksperterne til undersåtter uden samtidig at have indflydelse som statsborgere i staten. De har kun indflydelse som vælgere ved folketingsvalgene. Ganske vist taler alle om medarbejderindflydelse, al den stund at vi befinder os i et vidensproducerende samfund, hvor vidensproducenterne jo bedst selv ved, hvad der er viden. Vidensproducerende organisationer er jo ikke rutinebaserede virksomheder, der laver produktstyring som i en samlebåndsproduktion. Det ved enhver organisationsforsker. Men tilsyneladende kommunikerer ledelserne ikke med organisationseksperterne.
Hvad universitetsledelsen egentlig vil, er der kun få forskere, der kan forstå. Mindst af alle dem, der arbejder professionelt med organisation, med rationalitet, med kommunikation. Jo, man kan forstå, at ledelsen får højere lønninger, flere beføjelser og flere ansætte umiddelbart under sig. Ledelsen har interesser i sin egen vækst. Det er et gammelkendt fænomen, hvis organisatoriske rationale enhver organisationsforsker har undervist i, siden Max Weber for omtrent 100 år siden gennemanalyserede dets irrationalitet første gang og tilskrev det enevældens interesser i dens egen etats- og statsræson. Man kendte også til fænomenet på von Humboldts tid, hvor Hegel havde gjort opmærksom på det. Men dengang forstod man at begrænse det. Man satte dannelse, uddannelse og forskning i højsædet. Og derfor forstod man, hvad selvbegrænsning bestod i.

PÅ AARHUS Universitet synes den centrale ledelse ligesom på Ludvig XIV's tid at ville styre og kontrollere forskningens forsøg på at sige, at fagene selv bestemmer over dynamikken og organiseringen af egen faglighed. Danmark har da også - hvad alle historikere er enige om - en uhyre stærk tradition for enevælde. Potentialet for centraladministrativ topstyring ligger lige under overfladen på det moderne samfund. Det er det potentiale, der nu er kommet til udfoldelse på Aarhus Universitet . Formodentlig er ledelsen ikke selv klar over det. Den interesserer sig tilsyneladende ikke for, at uddannelse også består af dannelse, af refleksion, af tilbageholdenhed, respekt for andres faglighed og hensyn til, at man muligvis ikke forstår alt og slet ikke alt i andres faglighed. Man taler om tværfaglighed. Men tværfaglighed består af flerfaglighed. Ellers bliver faglighed til dilettanteri. Organisationsledelsen forholder sig til tværfagligheden ud fra et opgør med flerfaglighed. Man vil sætte sig på flere stole samtidig. Men sætter sig mellem dem.

GORM HARSTE


WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.

Demokratiser universitetet



Information d. 27. april 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Demokratiser universitetet
Af Niels I. Meyer, professor emeritus, Hørsholm

Prodekan Claus Holm fra Aarhus Universitet forklarer i Information 20. april, at universiteternes ledelsesproblemer bør løses ved at genindføre oplyst enevælde med rektor som den enevældige.
Ganske vist kalder han det opinionsstyret enevælde, men indholdet er stort set det samme.
Til gengæld forkaster Holm den demokratiske universitetsmodel fra 1970' erne og 1980' erne med den lidet overbevisende argumentation, at »universiteterne i dag er en del af et samfund - og en samfundsøkonomi«. Så vidt jeg ved, var det også tilfældet dengang.
Jeg fungerede i den demokratiske periode på DTU som prorektor, fungerende rektor og fagrådsformand, og jeg prøvede i min professorperiode fra 1961 professorvældet, den demokratiske styrelseslov og topstyringen.
Det er min klare vurdering, at den demokratiske model fungerede bedst, både hvad angår arbejdsmiljø, frie forskningsinitiativer og en frugtbar indflydelse på undervisningen fra de studerende.
Derfor bedrøver det mig, at man især ud fra nogle tidsbestemte erfaringer med politisk-marxistisk indflydelse forkaster den demokratiske model uden en seriøs, nutidig analyse. Også det kan man håbe, at en ny regering vil lave om på.

***

Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige

Information d. 27. april, 2011 (1. sektion side 12) Kommentar :
Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige
Penkowa -sagen og fyringen af rektor på Copenhagen Business School har ført til en diskussion af universiteternes ledelse. Nøglen til universiteternes ledelsesproblemer er medarbejdernes manglende indflydelse
Af Nanna Mik-Meyer

Diskussioner om, hvad indførelsen af ekstern bestyrelse og ikke-medarbejdervalgt rektor betyder for danske universiteter føres dagligt.
I nogle tilfælde kædes Penkow -sagen for eksempel sammen med den nye universitetslov fra 2003. Man antager, at det nye, markedsstyrede universitet skaber Penkowa-typen. Man diskuterer, om rektorerne i dag er mere egenrådige end før. Og hvis dette er tilfældet, skyldes det så, at rektorerne ikke er valgt af medarbejderne, men i stedet er ansat af en ekstern bestyrelse? Og hvad betyder det, at universitetet - til forskel fra en privat virksomhed - ikke har aktionærer, der kan trække i nødbremsen, når det er påkrævet.
Alle disse spørgsmål er relevante. Alle ved, at gennemgribende organisatoriske omstruktureringer fører forandringer med sig. Men hvad man ikke nødvendigvis kan være sikker på er, at forandringerne altid er dårlige.

Netværk
Lad os se på to områder, der synes at være særlig opmærksomhed på i disse dage: Den nye forskertype og Den egenrådige rektor.
Allerede den franske sociolog Pierre Bourdieus studier af universitetssystemet fra 70-80' erne betonede, at netværk og social baggrund er særdeles betydningsfulde faktorer, når en universitetsansat skal avancere i uddannelseshierarkiet.
Danmark var - og er - vist ingen undtagelse, hvad det angår. Det har altså 'altid' været vigtigt med et godt netværk, a la Penkowa , og det har altid været en fordel at kunne fortolke koderne i de miljøer, man ønsker at avancere i.
Nutidens krav om international publicering er imidlertid nyt. Kigger man på den ældre generation af professorer på de danske universiteter, er det tydeligt, at dette krav ikke altid har gjort sig gældende.
Mange forskere har i dag en blandet oplevelse af dette krav; der er enighed om, at det stresser, men mange mener også, at det skaber retfærdighed, og at dette er godt (og nyt). I dag kan socialt set nørdede (og publicerende) forskertyper måske bedre sikre sig en karriere på universitetet, end de kunne tidligere, hvor deres sociale (netværks-) kompetencer var vigtigere. Så måske de nye, skærpede - og synlige - krav til dagens forsker rent faktisk kommer den publicerende (dygtige) forsker til gode?

Administratorer
Med hensyn til diskussionen om nutidens egenrådige rektor, så trænger denne negative udlægning af universitetsledelse også til en nærmere analyse. Var det virkelig sådan, at datidens medarbejdervalgte rektorer var mindre egenrådige? Eller var det måske snarere sådan, at datidens rektorer slet ikke var ledere, men snarere administratorer, der var valgt til at bevare status quo? Hvis man vil have ledelse, så får man også forandringer.
Universitetsloven fra 2003 har prioriteret ledelse over administration, og det er vel fint, hvis man altså er af den overbevisning, at status quo ikke altid er at foretrække.
Universitetsloven burde imidlertid også have gjort medarbejdervalgte organer som for eksempel akademisk råd særlig centrale, også formelt - det modsatte skete desværre i 2003.
Eftersom universiteterne ikke har aktionærer, er et veldrevet universitet stærkt afhængig af den viden, som medarbejderne repræsenterer i organer som for eksempel akademisk råd. Det er her, at vigtige diskussioner om for eksempel tværfaglighed versus dyrkelsen af monofaglighed, som p. t. fylder en del blandt universitetsansatte, skal tages. Og det er også i akademisk råd, at det vågne øje over for den forandringsivrige ledelse skal være.
Et velfungerende akademisk råd og en aktiv medarbejderstab - som vi for nylig så det på CBS - der reelt tør tænke strategisk ledelse sammen med (og måske) imod den ansatte ledelse, er måske opskriften på, hvordan man løser universitetets ledelsesproblemstillinger.


FAKULTET [at] INFORMATION.DK
***
[intern ref: Nanna Mik-Meyer: Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige, Inf. 27/4-2011]

Tuesday, April 26, 2011

Tilliden til KU skal genoprettes

Berlingske d. 26. april, 2011 (1. sektion side 24) Debat:
Tilliden til KU skal genoprettes
opinion
Af BJARKE LINDEMANN JEPSEN, Næstformand Studenterrådet, KU

PENKOWA -SAGEN. Med min hang til krimier er der et element ved Penkowasagen, der fascinerer mig: hvordan man med snuhed kan skjule sandheden i 'glimmer og avispapir'. Der må være flere krimiforfattere, der ærgrer sig over, at de ikke fik idéen, inden den blev skinbarlig virkelighed.
For historien om Milena Penkowa er med krimiagtig spænding gået voldsomt for sig. For hvordan kan det gå til, at én enkelt stjerneforsker kan lægge tusind forskere på et helt fakultet ned? Mange gerningsmænd har været i søgelyset. En studentermedhjælper har været udsat for falsk anklage. Bedømmelsesudvalg er blevet misforstået og har følt sig trådt over tæerne - og med rette. Forskere har startet underskriftindsamlinger. Og Penkowa har selv skudt igen. Mistænkeliggørelsen af ledere og kolleger i denne sag har larmet så meget, at man var ved at glemme, hvem skurken var.
Jeg har stor forståelse for, at man føler sig trådt på i denne sag - og jeg tror også, der er mange, der ser rektor som den egentlige skurk. Men vi må trods alt forholde os til, at Kammeradvokaten slår fast, at rektor i denne sag ikke har forbrudt sig mod loven eller har misbrugt sit embede. Når vi i Studenterrådet alligevel har talt for en uvildig undersøgelse, er det fordi sagen om Penkowa rækker helt ind i Videnskabsministeriet. Vi ved, at Helge Sander har en personlig relation til Penkowa, og vi ved, at der har været en konflikt mellem ministeriet og forskningsrådet.
Lad os få det undersøgt, ligesom Kammeradvokaten har undersøgt forholdene internt på KU! Rektor undskyldte i sidste uge. Og der har virkelig været noget at undskylde. Vi har i Studenterrådet særligt kritiseret, at KUs administration tilsidesatte en studentermedhjælpers ellers berettigede krav på hjælp. Men vi har samtidig hæftet os ved, at KU har fulgt op med en række tiltag, bl. a. en studenterombudsmand.
Når det er sagt, skal der ske mere grundlæggende ændringer på KU, hvis undskyldningen skal have nogen form for relevans. Det skal ikke kun ske for at tækkes KUs internationale omdømme, men i langt højere grad for at sikre, at de studerende og ansatte på KU igen får tillid til universitetet og dens forskning. Her har rektoratet en kæmpe opgave, og her må man tage sit ansvar seriøst. Vi har tillid til, at rektoratet kan løfte opgaven. Men det sker ikke ved at lave handleplaner om forskningsetik. Det sker med konkrete forandringer i dialog med de ansatte og de studerende.

[intern ref.: Bjarke Lindemann Jepsen: Tilliden til KU skal genoprettes, Berl. 26/4-2011]

Friday, April 22, 2011

Fondspenge kan være endt i Penkowas lommer

citat:
Weekendavisen d. 20. april, 2011 (1. sekts. 6)
Så er det jo et mareridt
Penkowasagen. Hjerneforskeren har fået ti millioner kroner i forskningsstøtte, som Københavns Universitet har svært ved at finde.

Af POUL PILGAARD JOHNSEN

Mens stormen om den bedrageridømte og uredelighedsmistænkte hjerneforsker Milena Penkowa i de seneste uger så småt er begyndt at løje af i pressen, har sagen internt på Københavns Universitet udviklet sig til et sandt mareridt: Der er for nylig fundet mere end 100 forskningsbevillinger på samlet omkring ti millioner kroner til Penkowa fra private fonde, som ingen på nuværende tidspunkt ved, hvad er blevet brugt til eller hvor befinder sig, en af universitetets mest markante forskere, professor Bente Klarlund Pedersen, er blevet meldt til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) for medviden om Milena Penkowas forskningsmæssige fusk, og den planlagte internationale gennemgang af hele Penkowas forskning efter anbefaling af Det Frie Forskningsråd har vist sig at indebære så mange juridiske problemer, at den ikke umiddelbart kan sættes i værk. (...)
***

[intern ref: Poul Pilgaard Johnsen: Så er det jo et mareridt, Weekendavisen 20/4; Ritzau: Fondspenge kan være endt i Penkowas lommer, 20/4-2011.]

Thursday, April 21, 2011

Arme universitet

Berlingske d. 21. april, 2011 (1. sektion side 24) Debat:
Arme universitet
opinion

Af BJØRN QUISTORFF Professor, dr. med. Københavns Universitet

STYRELSESLOV. Københavns Universitets håndtering af Milena Penkowa -sagen demonstrerer, at regeringens forslag til revision af universitetsloven er et endnu større problem end den gældende lov.
Et af problemerne med Penkowasagen har været, at KUs bestyrelse næsten udelukkende har beskæftiget sig med, at der ikke er begået administrative lovbrud, mens alle andre var optaget af de alvorlige fejlskøn, der er sket i sagsforløbet, og som i den grad har belastet universitetets omdømme. Dette dilemma forsøgte forskningsministeren at løse ved at sætte universitetet under »skærpet opsyn« (!?).
Men ministeren har yderligere det problem, at Penkowa -sagen klart udstiller, hvor uhensigtsmæssig den centralistiske ledelsesstruktur, som universitetsloven af 2003 bragte med sig, i virkeligheden er.
Ironisk nok sker det netop nu, hvor loven er oppe til revision med forslag om at tildele rektor og bestyrelsesformand endnu større magt, end de allerede har. Skruen strammes yderligere med forslag om at give ministeriet beføjelse til at pålægge universiteterne at løse helt konkrete opgaver, f. eks. en bestemt forskningsopgave.
Sammen med CBS-og Roskildesagerne må selv inkarnerede fortalere for koncerngørelsen af universiteterne være blevet klar over, at man med den gældende universitetslov har med en systemfejl at gøre. Og at det foreliggende lovforslag kun vil gøre situationen værre. Ministerens idelige påstand om, at universiteterne tildeles yderligere frihed, er ganske enkelt falsk varebetegnelse.
Med den detailstyring, universiteterne udsættes for, er det faktisk svært at se, hvilken nytte de har af deres bestyrelser.
Derimod er det indlysende, at der er et påtrængende behov for at få styrket det universitetsfaglige aspekt i ledelsen meget kraftigt. Man kunne vove den påstand, at havde et kollegialt organ bestående af universitetets de facto forskningsmæssige ledelse haft den indflydelse, de naturligt bør have på et universitet, ville en Penkowa -sag aldrig have fået lov til at udvikle sig, som den har gjort. Mange andre eksempler peger i samme retning.
For den siddende regering er universitetsloven imidlertid stærkt ideologisk stof, og det er derfor ikke sandsynligt, at den vil lade sig vejlede af virkeligheden.
Derimod må man kunne nære berettiget håb om, at oppositionen vil gå imod ændringsforslaget og i stedet beslutte at genoverveje hele loven om universiteternes styrelse. Det kræver ganske vist, at Socialdemokraterne kommer til fornuft, men med det indflydelsespotentiale, som de Radikale er i gang med at opbygge, var der måske en chance.
Under alle omstændigheder ville det i den kommende valgkamp være både værdifuldt og forfriskende, om også universitetsforhold blev inddraget i kulturkampen.
Sammenlignet med den forarmelse, der siden 2003 er sket af Danmarks århundredgamle universitetskultur, var problemerne i den foregående periode med den såkaldte »studenteroprørslov« ganske beskedne.

***

[intern ref.: Bjørn Quistorff: Arme universitet, Berl. 21/4-2011.]

Wednesday, April 20, 2011

Jyllands-Posten kommer Forskningspolitisk Arkiv til undsætning

Jyllands-Posten kommer Forskningspolitisk Arkiv til undsætning
Jyllands-Posten sørger for fornyet interesse for arkivet efter flytningen til et nyt website og deraf følgende forvirring om sitets placering. Det strømmer nu til med nye læsere, efter at avisen i dag omtaler hetzen fra Dansk Journalistforbund imod arkivets arbejde. Vi takker og bringer omtalen nedenfor.
af Curt Hansen

Nogle læsere var forvirret over arkivets ændrede redaktionelle linie, og andre kunne simpelthen ikke finde os på nettet (nu her på forskningspolitiskarkiv.blogspot.com), efter at arkivet i sin hidtidige version 1 lukkede dørene og fra i onsdags kun indbød læsere, der allerede var redaktionen bekendt, eller som henvendte sig med begrundet, fx forskningsrelateret, ønske om særlig adgang.

Efter tilskyndelse fra journalist og Cavlingprisvinder Asger Westh, som følte sig krænket over arkivets gengivelse af et udsnit af hans bidrag til den omfattende litteratur om sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, fulgte Dansk Journalistforbund op på sagen, og fremførte trusler om uhyrlige erstatningskrav overfor arkivets redaktør, dvs. undertegnede (se dokumentation her).

Det er derfor på sin plads at understrege, at arkivet ikke på nogen måde ønsker at krænke hverken journalister eller andre skribenter, og at arkivet altid, så vidt vi overhovedet har haft adgang til informationen, har angivet data om forfatternavn og udgivelses-tid og -sted for enhver tekst, arkivet har gengivet. Vi mener i al beskedenhed at vi gennem vores virke har bidraget til et alment oplysningsformål, nemlig på struktureret vis at udvikle et lovende fragment af en egentlig vidensbase for vores stofområde, forskningspolitik (og vi er i øvrigt vidende om, at journalister selv har haft glæde af dette redskab). Vi mener, at det for de journalister, der har kunnet se deres tekster gengivet på version 1 af websitet, skal ses som udtryk for udmærkelse og anerkendelse af deres virksomhed. Det er fx langt fra alt, der skrives om Milena Penkowa, der kvalificerer som interessant for arkivet. Desuden skal det understreges, at redaktionen af arkivet har ingen intention om eller interesse i at tilskrive eller forbinde enkelte forfattere/journalister med bestemte forskningspolitiske synspunkter, og at vi heller ikke har indicier for at vore læsere bringes til at tro noget sådant. Vi sætter således ikke spørgsmålstegn ved den intellektuelle ophavsret til de i version 1 gengivne tekster, men vi har med den ændrede redaktionelle linje og det nye website taget til efterrening, at den p.t. gældende danske lov om ophavsret er håløst forældet og alt for let lader sig misbruge, sådan som journalistforbundets jurister gør i denne sag til at forfølge tilfældige aktive brugere af internettet.

Derfor var det en glæde at se, at en anden journalist fra Jyllands-Posten, uden vores tilladelse, gengav vores foto (fra omtalen her af netværket bag gruppebloggen Forskningsfrihed?) hvorfor vi kvitterer, og nedenfor gengiver et kort udsnit af denne artikel.

***


Jyllands-Posten d. 20. april, 2011 (Erhvervs & økonomi side 15)
Anonym lektor og blogger bag omfattende brud på ophavsretten
OPHAVSRET: I en af de største sager om brud på ophavsretten har Dansk Journalistforbund vredet armen om på en anonym blogger.

Af JACOB BREJNEBØL KNUDSEN

Dansk Journalistforbund udkæmper i øjeblikket en speget sag om ophavsret med en anonym universitetslektor som den egentlige hovedrolleindehaver.
Lektoren med dæknavnet Curt Hansen driver bloggen Forskningspolitisk Arkiv og har gjort det siden 2007.
Bloggen har ligget på webadressen forskningsfrihed.blogspot.com, og herfra har personen bag i en lang række tilfælde overtrådt reglerne om ophavsret ved at lægge dagbladsartikler om forsknings- og universitetsmiljøet ud i deres fulde længde.

[intern ref.]

Challenges in Research and Innovation Policy Studies

Please find attached Conference Call Eu-SPRI PhD and Early Career Researcher Conference

Challenges in Research and Innovation Policy Studies,

Conference Call
Eu-SPRI PhD and Early Career Researcher Conference
Challenges in Research and Innovation Policy Studies


Dates: 28th – 30th June 2011
Location: Manchester Institute of Innovation Research, Manchester Business School

Academic Organisers: Kate Barker, Philippe Laredo and Finn Hansson
Administrative Support and Conference Management: Siobhan Drugan

Aims of the Conference
This event marks the first PhD/Early Career Researcher conference of the newly formed Eu-SPRI Forum. The aim of the conference is to gather together outstanding doctoral candidates and early career researchers with established academics, for a series of exchanges about ongoing and new research, in research and innovation policy. Delegates will be able to network with one another, across institutions and countries, with established researchers, and gain critical feedback on their work, as well as experience in critiquing the work of peers. Some key principles of the conference are as follows:

  • Adequate time to present work (20 minutes presentations)
  • Junior and senior discussants respond to each presentation, followed by plenary questions
  • Keynote speakers on current themes
  • Publishing workshop from a journal editor in the field
  • Adequate free time for networking as well as social events.

Conference Themes
The main themes of the conference cover the interests of the Eu-SPRI Forum which is broadly defined as research and innovation policy. Proposals for papers are invited according to the seven themes below:

1. Theories, frameworks and approaches of knowledge dynamics, their characterisation, their effects on knowledge production situations (and especially on forms of agglomeration, networks, and districts), and on knowledge circulation (IP, start-up firms and venture capital), and their interactions with institutional arrangements and policies. Foci can be on new ‘leading sciences’ (such as NBIC sciences and technologies and their convergence) but also on new service industries (such as the creative industries).
2. Globalisation of large firms and of markets, localisation of business knowledge production activities how ‘national’ policies are evolving in this context (e.g. so-called attractiveness policies).
3. Policy developments at different legal levels both at sub-national level and supra-national level, especially at European level, including tackling global challenges; issues around multi-level governance.
4. Policy-shaping processes: role of public debates and participative democracy, developments in support tools and processes such as evaluation and foresight, evolving views on implementation structures (and in particular funding agencies)
5. Evolving policy mixes and instruments portfolio, in particular evolving roles of fiscal policies, procurement policies, entrepreneurship and small firms policies, changing missions of funding agencies, and a revised role for mission-oriented labs.
6. Changes in higher education institutions and policies, such as autonomy and differentiation : specialisation of universities, governance issues.
7. New indicator design addressing these issues, in particular indicators of the knowledge-based society, dealing with human resources, and dealing with integration (a central issue for the dynamics of the European Research Area).

Who is eligible to participate?
  1. Doctoral researchers in their third year or beyond
  2. Post-doctoral researchers (having obtained their PhD within the last 3 years)

Funding
Applicants from an Eu-SPRI Forum member have their registration, accommodation and all catering costs met. They must fund the travel costs to and from the conference.
Applicants from outside the Forum must pay a fee of €300 to cover accommodation and catering. There are no bursaries available. Check here for Eu-SPRI members: http://www.euspri-forum.eu/

Timetable and organisation
- extended abstracts have to be submitted before 29th April.
- evaluation and selection will take place in May and selected applicants will be informed by 13th May
- full papers sent by June 15th and will be posted on the dedicated conference website.

Format of abstracts:
Abstracts must indicate the full name and institutional affiliation of the applicant and the name(s) of their supervisor(s), year of study and title of paper. The paper should indicate clearly the argument to be made and the nature of the supporting evidence. Selection will be made on the basis of quality of the abstract, interest, and relevance to the themes of the conference. Selection will be made by the conference committee. Please note – papers should be the work of the early career researcher and not that of the supervisor.

Please submit by email to
Siobhan.Drugan [at] mbs.ac.uk

Tuesday, April 19, 2011

Rektor undskylder for Penkowasagen

1) Indledende artikel:
Politiken d. 19. april, 2011 (1. sektion side 4)
Rektor undskylder for Penkowasagen
Ralf Hemmingsen indrømmer fejl i svindelsagen på KU. Men forskere og nu også ph.d.-studerende ønsker fortsat uvildig undersøgelse.

Af HANS DAVIDSEN-NIELSEN

Efter rundt regnet 5.600 avisartikler om Penkowasagen er Københavns Universitets rektor nu nået frem til, at han burde have handlet anderledes i affæren om den svindeldømte hjerneforsker.
I dagens udgave af Politikens Kronik erkender Ralf Hemmingsen, at »der helt klart er begået fejl på den ene eller anden måde«
Læs mere her:
http://politiken.dk/videnskab/ECE1260183/rektor-undskylder-for-penkowasagen/

***
2)
Politiken d. 19. april, 2011 (Kultur side 9) Kronik:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1260020/det-kan-vi-laere-af-penkowasagen/
Det kan vi lære af Penkowasagen
Der er klart ting, som jeg personligt kunne have gjort væsentlig bedre i denne sag. Men jeg tror og håber på, at sagen kan medføre forbedringer, vi ellers ikke ville have fået.
Af RALF HEMMINGSEN
Ralf Hemmingsen er rektor, Københavns Universitet

SIDEN november 2010 har offentligheden været vidne til udrulningen af historien om forskeren Milena Penkowa. En føljeton, som man næppe kunne have forestillet sig, selv med den mest livlige fantasi.
Det er, må jeg medgive, en rigtig god historie journalistisk set. Desværre. Og jeg må indrømme, at det er en sag, der har berørt mig meget mere, end jeg nogen sinde kunne have forestillet mig. Ikke fordi jeg personligt er blevet kritiseret. Men først og fremmest fordi det er en sag, der er kommet til at fylde meget i medierne og rigtig meget i forskernes og de ansattes bevidsthed på Københavns Universitet.
Denne interesse vil jeg - og det sagt uden bitterhed eller ironi - gerne kvittere for. Den er i mangt og meget udtryk for omsorg og bekymring for Københavns Universitets omdømme. Universitetsansatte på alle niveauer bliver i alle mulige sammenhænge - både private og offentlige - bedt om at forholde sig til sagen.
Det er indlysende, at Københavns Universitet om nogen ønsker at få sagen og alle dens aspekter belyst og analyseret. For det er helt ufortjent, at Københavns Universitet, som er et af de bedste universiteter i Europa, med et stort antal af forskere, der fuldt ud kan måle sig i international sammenhæng, skal trækkes med generelle beskyldninger om forskningssvindel, nepotisme og uredelighed. I den sammenhæng er Milena Penkowa-sagen heldigvis undtagelsen, der bekræfter reglen.

LAD MIG et øjeblik sætte det hele lidt i perspektiv. Alene på Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere årligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab på omkring 150 artikler skrevet over ca. ti år.
Udfordringen for selvforståelsen er imidlertid, at der i de danske medier det sidste halve år er skrevet over 5.600 artikler om Penkowasagen, der endda ikke er afsluttet endnu. Man kan dermed blot konstatere, at sagen har fået sit eget liv i medierne. Jeg forstår godt interessen for denne sag. De mange spektakulære elementer omkring Milena Penkowas person har nok også har været en medvirkende årsag.
Hverken Københavns Universitet eller jeg selv kunne finde på at bebrejde medierne, at de beskæftiger sig med et forløb omkring en sag, hvor der helt klart er begået fejl på den ene eller anden måde.
Det er mediernes opgave at kontrollere magthavere i alle afskygninger, og det er i offentlighedens interesse, at fup og svindel, fejl og fejltagelser afsløres.
Succeser har ofte mange fædre. Uheldige forløb tilskrives som regel den øverste ansvarlige. Det øverste ansvar for sagen er mit.
Det følger med jobbet som rektor, og det fulgte med jobbet som dekan. Men at der kan placeres et ansvar er ikke altid det samme, som at der kan udpeges skyldige personer. Jeg vil gerne med syvtommersøm slå fast, at Københavns Universitet hverken i denne eller andre sager har holdt hånden over uredelige forskere.
Overordnet er jeg derfor selvfølgelig glad for den omfattende dokumentation af hele forløbet, som universitetets bestyrelse har fået gennemført hos Kammeradvokaten.
Af den rapport, som offentligt fremviser den bagvedliggende kommunikation i sagen, fremgår det klart, at hverken jeg eller andre på Københavns Universitet har foretaget en usaglig forvaltning i sagen om Milena Penkowa , og at hun ikke fik en særbehandling under sin ansættelse.
Imidlertid er der klart ting, jeg personligt kunne have gjort væsentlig bedre. Bl.a. kunne jeg som repræsentant for ledelsen have skelet mindre til Milena Penkowas formelle CV og mere til, om hun var en rollemodel for andre forskere, da hun blev indstillet til Elite-Forskprisen. Det er der måske ikke tradition for i forskerverdenen; men det aspekt må vi holde os for øje, da universiteter i stadig højere grad skal skabe forståelse for den forskning og de uddannelser, der i det lange løb skal gavne os alle sammen. Jeg er også ked af den situation, der opstod i forløbet omkring bedømmelsen af Penkowas oprindelige disputats, og jeg har beklaget dette over for bedømmelsesudvalgets medlemmer. For at undgå yderligere semantisk diskussion: For mig er beklagelse det tjenstlige ord for undskyldning.
Endelig kan jeg beklage det langvarige og opslidende forløb, en student måtte igennem i forbindelse med sagen.

JEG ER helt opmærksom på, at nogle mener, at jeg skal træde tilbage fra rektorposten. Det gør indtryk. Men som rektor ser jeg det som mit ansvar at stå på mål og tage ansvar for alle de opgaver, der følger af at lede et stort universitet. Det indbefatter også en sag som denne. Universitetet er som følge af denne sag allerede i gang med nye initiativer som f. eks. at indføre en studenterombudsmand, uddanne kommende forskere bedre i forskningsetik og -regler og ændre procedurer og arbejdsgange for indstillinger til priser. Yderligere behov for ændringer på disse og andre områder vil måske vise sig.
Udover sådanne forbedringer bør sagen efter min mening også skabe eftertanke i de videnskabelige miljøer om, hvordan man som forsker håndterer mistanke om uredelighed blandt kollegaer.
I spektakulære sager har medier ofte en interesse i at fremstille sagen sorthvid. Men virkeligheden udspiller sig ofte i en langt mere nuanceret gråtoneskala.
Det kan man få et indgående indblik i ved at læse kammeradvokatens 700 sider lange rapport om forløbet. Redegørelsen kan downloades fra universitetets hjemmeside.
Jeg tror næppe, at jeg kan kaste mere lys over den helt konkrete del af historien, men tilbage står de åbne spørgsmål: Kan en universitetsadministration eller leder forhindre, at en sådan sag opstår? Hvordan kan man hindre, at enkelte forskere snyder på vægten? Og, vigtigst af alt: Hvad kan Københavns Universitet lære af denne sag? Den vigtigste opgave for mig lige nu, som rektor for Københavns Universitet, videre, og i relation til de åbne spørgsmål ser jeg tre vigtige opgaver, som jeg agter at følge helt til dørs i den kommende tid.

DER GENNEMFØRES nu en grundig undersøgelse af al den forskning, som Milena Penkowa enten er hovedeller medforfatter til. Det sker bl. a. med henblik på at fastholde universitetets videnskabelige troværdighed.
Det er en omfattende opgave. For de forskere og studerende, der har arbejdet sammen med Milena Penkowa - og for forskningsverdenen i det hele taget - er det meget vigtigt, at der bliver skabt klarhed over Milena Penkowas forskningsproduktion, særligt med henblik på uredelighed.
Københavns Universitet vil i den forbindelse bede om hjælp fra seks uafhængige, udenlandske forskere, der er eksperter inden for det pågældende fagområde.
Dernæst har ledelsen i samråd med bestyrelsen taget initiativ til at stramme op på en række regler og rutiner på Københavns Universitet, hvor vi kan se, at vi enten har fejlet eller ikke har haft de rette redskaber. Dette vil blandt andet indebære, at vi indfører foranstaltninger, der kan sikre en bedre beskyttelse af de studerendes rettigheder (studenterombudsmand), og klarere procedurer og opgavefordeling ved anmeldelse og behandling af mistanker om forskningsmæssig uredelighed eller tvivlsom videnskabelig praksis. Desuden gennemføres en yderligere forbedret kontrol med brugen af forskningsmidler. Det sker i tæt samspil med vores revisorer, der rådgiver os på dette felt.
En tæt dialog og genetablering af tilliden mellem alle involverede på Københavns Universitet er også absolut nødvendig.
Jeg vil gennemføre en fremadrettet proces, der sætter forskningsfrihed, tillid og ansvar i højsædet og sikrer klare kommunikationsveje mellem forskere og ledelse. Penkowasagen viser, at kommunikation om personalesager kræver kolossal opmærksomhed og professionalisme.
Men jeg vil også fastslå, at hensynet til fair 'rettergang' og til enkeltpersoners forhold fortsat skal præge universitetets forvaltning, også selv om det i nogle faser af en sag desværre giver spillerum for gisninger i medierne.

VIGTIGST AF alt står vi nu over for den opgave at sikre, at der i omverdenen er fuld tillid til, at den forskning, der foregår på KU, er troværdig og af fremragende kvalitet. Og at vi på KU er kompetente til at sikre de rette vilkår for grundforskningen. Her er det uundgåeligt, at den voldsomme interesse for Milena Penkowa -sagen har påvirket universitetets image på kort sigt.
Men det ændrer ikke fundamentalt på, at Københavns Universitet er et uhyre velanskrevet universitet, der regnes blandt de ti bedste i Europa. Ved internationale møder bliver KU fremhævet bl. a. for sin indsats med rekruttering af kvinder til professorstillinger, indsatsen for udforskning af klimaforhold samt arbejdet med sund aldring og med samfundsmæssige analyser.
Det er mig magtpåliggende, at vi skal lære alt, hvad vi kan, af denne usædvanlige sag, fordi den kan vise os, hvor vores procedurer og regler ikke har været tilstrækkelige.
Og det er mig lige så magtpåliggende at undgå, at denne sag får os til at ryste på hånden, når det gælder om at værne om den frie og uafhængige grundforskning, der bedst udvikler sig under tillid og ansvar hos den enkelte forsker.
Det er indlysende, at vi ikke kan have et universitet, hvor kontrollen tager form af ' byzantinsk bureaukrati', men vi kan lære de unge, hvilket kolossalt ansvar der følger med forskningsfriheden. Københavns Universitet vil ikke fravige sit fokus på grundforskning på højeste niveau og på at sætte høje ambitioner for uddannelserne - også i samarbejde med erhvervslivet.
Vores opgave med at danne og uddanne kommende generationer er vigtigere end alt andet.
Sagen får heller ikke Københavns Universitet til at stoppe med at udvikle samspillet mellem forskning og uddannelse, herunder den direkte relation mellem forsker og studerende.
Dertil kommer, at universitetet er optaget af at styrke forskningen inden for flere af de områder, der også er på den politiske dagsorden som f.eks. energi, fødevarer og udvikling af nye måder at helbrede sygdomme på.
Lad mig i øvrigt fastslå, at på trods af Penkowasagen går det rigtig godt på mange områder på Københavns Universitet. Selv om der er brugt kræfter på at få belyst og håndteret denne ulykkelige sag, er universitetet ikke sat på ' pause'. Vi er f. eks. i fuld gang med at udvikle det direkte samspil mellem forsker og studerende bl. a. ved at inddrage de nye og stærke forskningscentre i undervisningen. Et sådant samarbejde vil løfte os fagligt.
Derudover er vi i færd med at færdiggøre historisk store byggeprojekter til alle fagområder på KU. Vi bygger i disse år bl. a. et nyt KUA på Amager, et plantecenter på Frederiksberg, et nyt Panum og et nyt naturvidenskabeligt miljø, det såkaldte Niels Bohr Science Center på Jagtvej.
Byggerier i omegnen af 5-6 milliarder kr., der er med til at fremtidssikre Københavns Universitet og samtidig er meget væsentlige for både byen København og resten af det danske forskningsmiljø. Milena Penkowa-sagen skal bruges til at styrke vores forskerkultur og administrative mekanismer, så risikoen for en gentagelse gøres mindst mulig.
Jeg tror og håber på, at sagen kan ende med at medføre forbedringer, vi ellers ikke ville have fået.
Måske vil det ironisk nok blive anset for at være Milena Penkowas største bidrag til Københavns Universitet, når man på et senere tidspunkt i historien ser tilbage og vurderer sagen. At fejl begås, hvor mennesker er involveret, er uundgåeligt. At undlade at rette op på fejl er utilgiveligt.
Det vigtigste arbejde ligger dermed foran os.

RALF HEMMINGSEN.

***

[intern ref.: Hans Davidsen-Nielsen: Rektor undskylder for Penkowasagen, Ralf Hemmingsen: Det kan vi lære af Penkowasagen, Pol. 19/4-2011.]