Managementregimentet på Aarhus Universitet

Weekendavisen d. 10. febr., 2012 (side 2)
Managementregimentet

Kommentar. Nomenklaturaen versus alle de andre: de studerende, de videnskabelige medarbejdere og administrationen. Aarhus Universitet har mistet sin sjæl.
af MIKAEL BUSCH

»Hej, jeg hedder Jan Iversen, og jeg har et knaldgodt tilbud til dig.« Tilbuddet, som fremføres på ægte Lars Larsen-jysk, er især henvendt til de teologistuderende på Aarhus Universitet (AU). Ved afgivelse af samtlige fagbøger kan den studerende erhverve sig en helt gratis, limegrøn hængekøje i det nye Nobelbibliotek. Normalprisen er 5.000 kroner.
Det morsomme spot kan ses på teologernes Facebookside. Satiren og galgenhumoren har højkonjunktur under det managementregimente, der for tiden hærger AU og effektivt dræber arbejdsglæden hos de studerende, det menige administrative personale og de videnskabelige medarbejdere, ( jf. bl. a. Bo Bjørnvigs »Fordyrende, fordummende og fortvivlende«, Weekendavisen # 52, red.).
Faktisk er det falske reklamespot ikke engang helt løgn. Som uvildig, ekstern censor på AU har undertegnede netop erfaret, at hængekøjen findes.
Jan Iversen, eller rettere Jan Ifversen, findes også. Ham husker jeg fra mit eget franskstudium ved AU i første halvdel af 1980erne som en frygtet, ultraortodoks marxist. I dag er han som prodekan for videnudveksling ( uden 's', husk det!) én af chefarkitekterne bag en stor bibliotekssammenlægning på samme universitet. Det i nordisk sammenhæng enestående teologiske bibliotek, det såkaldte Ringgadebibliotek ( historiefaget og områdestudierne) og sprogfagenes bibliotek lægges sammen i den nye Nobelpark under navnet Nobelbiblioteket. På overfladen ligner det hele en åben og demokratisk proces. Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen. Og i en mail den 15. november til brugerne af bibliotekerne på Ringgaden og i Nobelparken skriver Ifversen, at »vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en god proces, hvor medarbejdere inddrages så meget som muligt, og hvor resultatet er et moderne forskningsbibliotek til glæde for både medarbejdere og studerende«. Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige.
Flere skønlitterære værker - herunder John Miltons Paradise Lost - var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler, som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. Vitale bøger var ikke længere tilgængelige for de videnskabelige medarbejdere og de studerende. Forestil Dem en kemiker, der på tilsvarende vis får beslaglagt sit laboratorium.
Allerede fredag den 11. november var bibliotekspersonalet blevet adviseret om den forestående operation. At de blev pålagt tavshed fra højere sted, kan ikke dokumenteres, da der ikke foreligger noget på skrift. Men det blev de.
Onsdag den 16. november var flyttemændene færdige med arbejdet.

I disse uger gennemføres en operation med universitetsfagenes hjemmesider efter samme model. Udadtil (nedadtil!) signaleres åbenhed: »Vi vil være i dialog med de relevante sideansvarlige om udformningen af de nye hjemmesider«, som der står i en mail, den fuldmægtige kommunikationsmedarbejder Marianne Ester Back den 19. januar lagde ud på Humanioras interne konference. Men reelt er topstyringen total; på de høje niveauer udtænkes en slagplan, som derefter udføres resolut. De berørte informeres først bagefter.
Universitetsfolk er jo nogle besværlige brokkehoveder, der ikke forstår den overordnede idé; i dette tilfælde tilsyneladende noget så visionært som ensartede e-mail-adresser til alle ansatte.
Og den limegrønne hængekøje? Denne vision er heller ikke blevet forstået. Ikke engang af de potentielle brugere, jf. det satiriske studenterspot.
Besværlige akademikere forstår ganske enkelt ikke, at et universitetsbibliotek ikke er beregnet til bøger. I hvert fald kun som noget sekundært: »Det nye bibliotekskoncept indebærer, at færre bøger står fremme på hylderne, og at der gøres plads til læringsaktiviteter på nogle af de arealer, der før var forbeholdt bøger,« som der står i mailen af 15. november. Disse »læringsaktiviteter« - i alt forekommer variationer over nyordet »læring« fire gange i mailen - indebærer, at noget så håbløst gammeldags som bøger skal erstattes af limegrønne hængekøjer af mærket Fatboy.
Det er næppe tilfældigt, at universitetets ledelse har overdraget virkeliggørelsen af visionen til arkitekter med hang til æstetik i stedet for fag-og bibliotekskyndige.
Splittelsen mellem universitetets nye nomenklatura - bestyrelsen, direktøren, adskillige vicedirektører, rektoratet, dekanaterne, de utallige kommunikationsmedarbejdere og HRmedarbejdere på den ene side, og de videnskabelige medarbejdere, det menige administrative personale og de studerende på den anden side - er nærmest total. Man lever i to adskilte verdner, der ser fundamentalt forskelligt på universitetet.

SKULLE man forsøge at give en nogenlunde elskværdig gengivelse af nomenklaturaens optik, kan man sige, at den, med det stenrige Stanford University som det erklærede forbillede, gennemfører en nødvendig slankning af strukturen, der klæder AU på til videnssamfundet. Da de vigtige, nye opdagelser og erkendelser opstår i grænseområderne mellem fagene, skal der satses entydigt på tværfaglighed. Altså en slags genopførelse af tankegangen bag gymnasiereformen af 2005.
Bortset fra at tværfaglighed på universitets( ny) sprog hedder »interdisciplinaritet«. At Akkrediteringsrådet p. t. tøver med at akkreditere visse sprogfag, f. eks. fransk, på grund af manglende »fagfaglighed« findes der nok en løsning på. Måske skal Akkrediteringsrådet bare lære at tænke innovativt. Og det går jo godt på AU, som rektor sagde i sin juletale. Fusionerne går planmæssigt. Økonomien er sund. Nøgletallene er gode, og AU behøver ikke skamme sig over sin internationale ranking.
Grundstemningen blandt de øvrige medarbejdere - de 99 procent, om man vil - er mismod og forvirring. De studerende er på grund af den drastiske omstrukturering ofte i tvivl om, hvilket institut de egentlig hører ind under.
Det administrative personale tvangsanbringes i store sekretærsiloer. Blandt de videnskabelige medarbejdere er afmagten altdominerende.
Man identificerer sig ikke længere med sin arbejdsplads. Man har mistet den grundlæggende følelse af medejerskab og ansvar. Man føler ubehag ved nysproget. Tidligere kunne man undervise i noget så åndfuldt som germansk filologi. I dag arbejder man under »Team tysk«. Man føler ubehag ved den hensynsløse top down-strategi, hvormed AU omstruktureres.
Ledelsen forestiller sig, at der kommer produktive og interdisciplinære »synergieffekter« ud af at tvangsblande de forskellige faggrupper.
De ansatte oplever derimod, at en institutionel hukommelse, der er opbygget gennem snart 100 år, sprænges til atomer. Denne hukommelse kan ikke måles eller gøres til genstand for »ranking« og »benchmarking«, men den repræsenterer en umistelig åndelig værdi. Kort fortalt har AU mistet sin sjæl.
Måske kunne enkelte videnskabelige medarbejdere teoretisk set godt finde på at ofre deres egen forskning og forsøge at repræsentere fagligheden i den nye struktur, i den såkaldt »faglige udviklingsproces« ( forkortet FUP!), men de ville med garanti ikke blive ansat. De nye strukturer tiltrækker i praksis typer, der trives med at udøve magt oppefra og ned, og som ikke er for belastede af viden. Som i alle totalitære regimer ligger ondskaben i strukturerne.
Sjovt nok ligner rektoren for det hele med sit grå skæg og stålindfattede briller alt andet end en mørkets fyrste. Lauritz B. Holm-Nielsen, som oprindelig er uddannet botaniker, lød i sin juletale mest af alt som en hyggelig og jovial fyr, som man godt kunne forestille sig at drikke en stor fadøl med. Lidt som Lars Larsen fra Jysk.


Billedtekst:
ILLUSTRATION: GITTE SKOV

[intern ref.]

Demokratisk nedsmeltning og videnstab

Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi

Af Johanne Schmidt-Nielsen

Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.

Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.

Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.

De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.

Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.

Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.

Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.

Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.

Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)

Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix

[intern ref. her; omtalt på bloggen Forskningsfrihed? her (red.)]