Wednesday, November 9, 2011

Rundsavs-kulturen på universitetet og Penkowa

Information d. 9. nov., 2011 (1. sektion side 13) Debat: Kommentar:
Det resignerede universitet
Københavns Universitet holdt høring om, hvad vi kan lære af Penkowasagen. Svaret er: En hel del mere
Af Gitte Meyer

I ganske mange år kunne den klassiske idé om universitetet i et vist omfang genfindes i den virkelige verden, på godt og ondt. Ideen drejede sig om universitetet som sindbillede på et civilsamfund.
Man var medlem af og havde som myndig universitetsborger medansvar for universitetet. Det er ikke længere tilfældet. Derom kunne man den 3. november forvisse sig ved at overvære den høring, som Københavns Universitet holdt under overskriften: Hvad har vi lært af Penkowa-sagen? Universitet har tusindvis af forskere og titusinder af studerende. Blandt disse har Penkowa-sagen om videnskabelig og anden uredelighed givet anledning til betydelig forargelse og bekymring.
Sagen kan også ses som udtryk for en udvikling, der befordrer resignation. Derfor var det egentlig ikke overraskende, at kun omkring hundrede (gennemgående ikke af de yngste) deltog i høringen og i det store og hele tappert holdt sig vågne, mens repræsentanter for universitetsverdenens nye lag af anonyme ledelsesnomader præsenterede en handlingsplan.

På kommando?
På sine egne betingelser er handlingsplanen net og nydelig. Den udnytter de muligheder, som formel regulering giver, og drejer sig om strammere strukturer, regler, kontrol, belæring og specialisering: Indførelse af en studenterombudsmand.
Nedsættelse af et udvalg, der skal overveje en whistleblower-ordning. Etikkurser for forskerstuderende. Nøjere økonomistyring og notatpligt.
Klarere regler omkring uddeling af priser og hædersbevisninger samt for anmeldelser om mistænkt uredelighed og håndtering af sådanne.
Man skal ikke kimse af et universitetsbureaukrati, der ønsker at styrke sig selv under bekendelse til god forvaltningspraksis.
Ordnede samfund af en vis størrelse fordrer en vis mængde bureaukrati.
I heldigste fald udøves det af gode bureaukrater, der kender deres egne begrænsninger og ikke lider af overdreven tro på den formelle regulerings rækkevidde.
Her melder tvivlen sig i forhold til den københavnske handlingsplan. Målet er, blev det erklæret, at »drive kulturændringer frem«, at »ændre den herskende kultur« og at fremme en kultur, hvor alle er opmærksomme på dårlig videnskabelig praksis, så berettigede mistanker bringes frem, mens hævnmotiverede anklager undgås.
Det skal gøres til en ledelsesopgave at sikre »tillidsfuld kooperation« og en åben og tryg diskussion af kritisable forhold. Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?

Rundsavs-kulturen
Ud fra en anden analyse end den, som ligger bag handlingsplanen, kan fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa knyttes til det forhold, at uhæmmet individuelt og kollektivt status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden.
I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ' højere liga' i den internationale universitetskonkurrence.
I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles.
Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.
Handlingsplanen kan ses som en bestræbelse på at øge kontrollen inden for rammerne af denne kultur, så de værste udskejelser kan blive modvirket eller afklapset.
Det klinger hult, når planen samtidig præsenteres som et opgør med den herskende kultur. Med talen om åbenhed og tillid sendes appeller til et universitært civilsamfund, som netop den herskende rundsavskultur gør til naiv tale. Som lærestykke er Penkowa-sagen fortsat ikke udtømt.

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist
FAKULTET@INFORMATION.DK

[intern ref.]

Tuesday, November 8, 2011

Humanistisk forskning klarer sig fint

Politiken d. 8. nov., 2011 (Kultur side 10) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT

Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.

SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.


For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.

HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.

UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.

David Budtz Pedersen er ph. d.-stipendiat, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Frederik Stjernfelt er professor, dr. phil. Center for Semiotik, Aarhus Universitet.

analyse@pol.dk


Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

[intern ref.]

Saturday, November 5, 2011

Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende

Politiken d. 5. nov., 2011 (Debat side 4)
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN

Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.

RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.

MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).

MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.

SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.

Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk


Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen

[intern ref.]

Tuesday, November 1, 2011

En tavshedskultur har ramt universiteter

Politiken d. 1. nov., 2011 (1. sektion side 4)
En tavshedskultur har ramt universiteter
Frie ånder eller skræmte mus? Fire ud af ti ansatte ved universiteterne føler ikke, at de frit kan ytre sig om interne forhold. Et problem for den akademiske debat, mener kritikere.
Af DORRIT SAIETZ

Jeg vil gerne tale med dig, men du må ikke nævne mit navn i avisen.
Den replik, i forskellige varianter, har Politiken hørt utallige gange i de forløbne tre-fire uger, hvor vi har skrevet en serie artikler om ' Unis sande tilstand'.
Om det er kvindebonus, de studerendes faglige niveau, bureaukratiske systemer eller andre forhold, har det været mere end almindeligt svært at finde universitetsmedarbejdere, som ville udtale sig og lægge navn til deres holdninger.
»Alle er bange for at ytre sig. Er bange for at blive fyret i næste runde. Alle passer sit og taler lederne efter munden«, skriver en anonym medarbejder fra Københavns Universitet.
»Nyhedsblade styres af rektor/ledelsessekretariatet. Intranet giver ikke mulighed for fri debat. Ledelsen 'tier' kritik ihjel«, siger en medarbejder fra Syddansk Universitet.

(dette er et kort uddrag)

[intern ref]