Aarhus stander i våde - Aarhus Universitet er i oprør

Politiken d. 21. marts, 2012 (Sektion: Kultur, Side 7) Kronik:
Aarhus stander i våde
Aarhus Universitet er i oprør. Lærere og studenter har vendt sig mod ledelsen. Det er tid til forandring i Smilets By.
af JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Jørgen Grønnegård Christensen er professor ved Institut for Statskundskab.

AARHUS Universitet er i alvorlig krise. Det er ikke første gang. Sidst var i midten af 1970' erne. Kombinationen af en rektor, som tænkte stort, ja meget stort, og en direktør, som ikke havde styr på den daglige drift, førte til budget- og regnskabsrod og anmærkninger fra revisionen.
Dengang blev rektor væltet og direktøren og regnskabschefen fyret. På det lange sigt, som rakte indtil 2005, var konsekvensen et universitet med styr på tingene.
Det var puritansk grænsende til det småtskårne, men Aarhus Universitet administrativt blev drevet med allerhøjeste effektivitet. Samtidig oplevede universitetet en periode, hvor centralisering og decentralisering var fint afstemt i forhold til hinanden: Rektor var, når han var bedst, entreprenør og politicus i en og samme person, der sikrede fantastiske fysiske rammer for universitetets udvikling; institutterne stod for den faglige udvikling, og administrationen holdt øje med, at reglerne blev overholdt.
Det fungerede, men den er gal igen. Og selv om historien aldrig gentager sig, er der alligevel en parallel, som man får forstand af. Også når tidspunktet for genopretning oprinder. Jeg skal gøre mit bedste for at forklare, hvordan det hænger sammen. Alle, der for tiden tager sig til hovedet over den uforstand, der hersker på landets næststørste universitet, kan således få et sikkert indtryk af, hvad der er på spil. Pædagogik og ikke polemik er mit ærinde. Kernen i det hele er en gigantisk reorganisering. Alt er samlet i fire nye hovedområder med engelske navne.
»Det falder os mest naturligt at tale engelsk«, som prorektor sagde, da planen blev lanceret for to år siden. Den nye fakultetsstruktur bygger på to principper.
Det ene er tværfaglighed. Det andet er stordrift. Det er hovedområderne selv et udtryk for. Det samme gælder på institutniveau.
På Science & Technology, på Health og på Arts har man derfor nu fået kæmpeinstitutter med flere hundrede medarbejdere. Da ledelsen er imod silodannelser, som man kalder det, er enhver form for underopdelinger bandlyst. De blokerer jo for den tværfaglighed, der er gjort til forudsætningen for ny videnskabelig indsigt og universitetets bidrag til løsning af samfundsmæssige problemer, f. eks. konflikterne i Mellemøsten, som man så frejdigt annoncerer.
Nogle vil med rette spørge, om reorganiseringen ikke har med fusionerne i 2007 at gøre. Svaret er umiddelbart ja. For fusionerne gjorde med ét slag Aarhus Universitet meget stort og meget usammenhængende med de fem gamle fakulteter plus fire nye enheder på fakultetsniveau. Det hang ikke sammen.
Det hang ikke sammen, fordi fusionerne aldrig blev gennemtænkt. Ingen gad besvare spørgsmålet om, hvad det skulle gøre godt for. Der var i stedet en dobbeltlogik bag Aarhus Universitets bidrag til fusionerne. Den ene var helt pragmatisk. Man skulle vise sin gode vilje og lydhørhed over for regeringen; så ville belønningen ( af især Aarhus Universitet) følge. Det vidnede om en vis mangel på politisk indsigt, men lad det være. Det gjaldt derudover om at være stor, ja, allerhelst størst. Lyt i den sammenhæng til rektors retorik. Han taler ikke bare om et universitet i verdensklasse. Han undgår med systematisk omhu at nævne andre danske universiteter. Hans horisonter er videre: Den ene er den øst-og midtjyske, hvor målgruppen er kommunalpolitikere og lokale erhvervsfolk, der lader sig henrykke over et lokalt universitet, som placerer dem på verdenskortet. Den anden er den globale, hvor horisonten strækker sig fra Shanghai til Stanford, fordi det er der, det sker eller er sket.

MAN KUNNE være tilbøjelig til at afskrive dette som bar snak og store ord. Det er det måske også. For der er endnu ingen, der har været i stand til at fremtvinge en præcis forklaring på, hvad der ligger i opskriften, hvordan den vil virke, og hvordan man afgør, om den har været en succes.
Der er blot andre sider af reorganiseringen, som har alvorlige konsekvenser i hverdagen på Aarhus Universitet. Igen er der to ting i spil, som hænger nøje sammen.
Den første er centralisering og magtkoncentration.
Den er for viderekomne. Den enstrengede ledelse, som er bærende princip i universitetsloven, har fået en særlig udformning i Aarhus. Den består i skabelsen af en universitetsledelse med rektor, prorektor, universitetsdirektør og så de fire dekaner. De udgør en enhedsledelse og sidder demonstrativt sammen med 14 prodekaner i det, der nu hedder rektoratsbygningen.
De træffer i fællesskab beslutninger og svarer, som opmærksomme læsere har erfaret, i fællesskab på kritik.
Med ledelsesstrukturen er koblingen mellem dekanerne og deres hovedområder brudt. Strukturen skaber samtidig fortrinlige vilkår for den form for gruppetænkning, som får ellers selvstændige individer til at rette ind. Det er forstærket af en udskiftningspolitik, hvor alle, der kunne og turde ytre sig kritisk, er erstattet af andre, der, det betoner man igen og igen, er loyale. Resultatet er en ganske særegen struktur uden interne tjekpunkter.
Det er sjældent i nutiden.
Magtkoncentrationen bliver også brugt. I 2010 og 2011 har ledelsen toldet stærkt hos institutterne. Det er sket for at finansiere en stor strategisk pulje, der skulle fremme forskning i særklasse.
Nogle af pengene er da også i december 2011 delt ud efter formålet. Men det er ikke så mange, som ledelsen i uforpligtende vendinger havde stillet i udsigt, for den kostbare reorganisering har skudt et stort hul i økonomien. Læg dertil, at ledelsens magtfuldkommenhed har spoleret de sunde tilskyndelser, der er indbygget i en decentral universitetsøkonomi, og husk så også, at det ikke er ledelsen, men fagenes folk, der skaber indtægterne.
Rektor har ikke hentet én krone hjem til Aarhus Universitet.

ANDET LED i reorganiseringen er en storstilet bureaukratisering. Det er den rette betegnelse, fordi der parallelt med koncentrationen af al magt i enhedsledelsen under rektor, også er sket en udvidelse af administrationen ( i mandskab og kompetence), som igen er parret med en yderliggående centralisering. Symbolsk kommer bureaukratiseringen til udtryk ved universitetsdirektørens medlemskab af universitetsledelsen. Det svarer til at gøre kommunaldirektøren til medlem af kommunens økonomiudvalg. Det ville ikke være demokratisk; på universiteterne er det et klart farvel til den sidste rest af kollegialt selvstyre. Den finder et yderligere udtryk ved opbygningen af en mandstærk administration under ledelse af ni vicedirektører og et vidtforgrenet net af chefer med fancy titler.
Det koster. Før 2005 var Aarhus Universitet administrativt det mest effektive af de danske universiteter. 6 procent af samtlige årsværk var beskæftiget i administrationen på universitets-og fakultetsniveau. I 2010, altså fem år senere, var det over 8 procent (Kilde: Universiteternes Statistiske Beredskab). Med udvidelsen på en tredjedel på bare fem år er Aarhus Universitet kommet på niveau med CBS, og det er, som man vil huske, ikke noget at prale af.
Bureaukratiseringen er ikke bare dyr; den kommer også til udtryk i endnu en centralisering. Alle administrative funktioner er ved at blive samlet i en fællesadministration under ledelse af direktøren og hans ni vicedirektører. Det vil sige, at al økonomiforvaltning, al personaleforvaltning, undskyld HR, al studie-og uddannelsesadministration er centraliseret.
Det griber voldsomt ind i den daglige drift. Igen er det lidt indviklet, hvorfor det er sådan.
Den første grund er, at økonomien er decentral forstået på den måde, at institutterne har deres egne budgetter og deres eget personale. Administrationen er bare nu fjernet fra dem.
Den anden grund er, at forskningsfinansieringen i stigende grad er båret af større eksterne bevillinger. De skal hver for sig administreres, for bevillingshaverne, professor X og lektor Y, er selvsagt også bevillingsansvarlige. En professor på Arts, indehaver af en meget stor bevilling, skrev for nogle måneder siden desperat til mig, fordi hans dekan havde fjernet den sekretær, som indtil da havde hjulpet ham med at holde styr på pengene.
Det tredje er, at mange af disse funktioner er rutiner knyttet tæt sammen med den daglige afvikling af undervisning og eksaminer. Medarbejderne har derfor fornuftigvis løst opgaverne i løbende samspil med lærere og studerende. Forudsætningerne herfor er pist væk, når de fra hele universitetet lige nu bliver samlet i den nye fællesadministration og dens store bygning klos op ad rektoratsbygningen.
Ledelsens omkvæd har ganske vist lige siden 2007-fusionerne været, at universitetet nu var i sikker drift, som det hedder i managementjargon. Sandheden er i foråret 2012, at man kun på Business & Social Sciences har fået fordelt 2012-budgetterne.
Den er også, at simple ekspeditioner i personalesager og bedømmelser trækker ud, og at regninger ikke bliver betalt til tiden. De kontrakter, som vore dages specialestuderende skal indgå med deres vejledere lader sig ikke formalisere efter bogen, fordi systemet ganske enkelt er ude af drift.

MED reorganiseringen er der skabt en helt ny klasse i den akademiske verden.
Den består af ledere og administratorer, hvoraf nogle har en baggrund som forskere og undervisere, andre er administratorer med titler så fantasifulde, at ingen ved, hvad der skjuler sig under dem.
De er imidlertid et af tegnene på nye tider, som har vendt op og ned på, hvad der engang var værdsat på universitetet.
Jeg har fra personalestyrelsen fået de faktiske løntal for bl. a. medlemmerne af den øverste ledelse. Rektor, prorektor og dekaner har fra 2001 til 2010 fået reallønsstigninger fra 42 til 63 procent. Dekanerne, der i 2001 fik en løn, der var 10 procent højere end en professorløn, fik i 2010 60 procent mere; for rektor og prorektor er det dobbelt så meget, mens direktøren, engang en nok så ydmyg post, er lønnet som en styrelseschef og får 70 procent mere end den gennemsnitlige professor.
Det siger så sandelig noget om, hvad der bliver regnet. Jeg kender godt det officielle svar, som siger, at professionel ledelse har sin pris. Det kan jeg sagtens fatte og tilmed fint leve med. Men det får mig unægtelig til at stille fire spørgsmål, som er aldeles centrale for det, vi medarbejdere lige nu oplever:

1) Hvad var, og hvad er succeskriterierne for den igangværende reorganisering?

2) Hvad har reorganiseringen kostet i administrative og ledelsesmæssige meromkostninger, alle former for godtgørelser til dem, der blev ofret undervejs, til konsulenter af alle arter, til bygningsmæssige foranstaltninger - samt i betaling til Møbeltransport Danmark?

3) Hvorfor har det taget og tager det så lang tid at skabe klarhed over, hvad kompetencefordelingen skal være i den nye struktur, og hvorfor har man under gennemførelsen ikke været i stand til at informere de berørte grupper af administrative medarbejdere på først og fremmest institutniveau om, hvad der præcis skulle og skal ske?

4) Er der på ledelsens succeskriterier, jævnfør punkt 1, områder, hvor Aarhus Universitet i dag klarer sig bedre end i 2005, og hvor Aarhus Universitet oven i købet har lagt afstand til andre universiteter?

JEG HAR netop ryddet mit kontor. Sammen med mine kolleger skal jeg flytte til en anden bygning, og da jeg ikke er nogen årsunge, gik jeg grundigt til værks.
Meget blev foræret bort, mens andet blev kasseret. Det gjaldt dog ikke en lille paperback, som jeg havde købt for årtier siden og siden glemt. Titlen er 'Management & Machiavelli', forfatteren den siden adlede brite sir Antony Jay. Hans kækt formulerede påstand er, at man ikke kan forstå, hvorfor ledelsen i store virksomheder opfører sig, som den gør, uden at tage menneskers magtstræb i betragtning.
Det var i 1967. Overfører man det på Aarhus Universitet anno 2012, erkender jeg, at hverken Machiavelli eller Jay har levet forgæves.
Magt er også en drivende kraft i moderne management og dermed bag det, vi har oplevet og oplever i Aarhus. Man ser det i kommunikationen, som ikke er oplysende information med invitation til dialog og samtale, men autoritært formulerede budskaber og manipulation.
Man ser det på den måde, som enhver afvigelse bliver tromlet på. Der er den idelige understregning af forpligtelsen for gud og hvermand til at være loyale. Der er påpegningen af, at det bare er de samme tvære og pensionsmodne, men få idioter, som er imod, fordi de er for gamle.
Der er de sivende bagtalelser. Der er de patetiske erklæringer om høje mål, der vil være inden for rækkevidde, når ledelsen blot får lov til at herske og regere. Der er det ulidelige managementsprog, som intet menneske ved sine fulde fem kan få noget som helst ud af. Og til allersidst er der ophobningen af flere års forsikringer om, hvordan alting på det lange sigt bliver rigtig godt og meget stort.
Jeg nævnte indledningsvis, at Aarhus Universitet også i 1975, altså for snart 40 år siden, var i en alvorlig ledelsesmæssig krise. Der blev dengang gjort kort proces.
Professorer og lektorer rejste sig, og fordi der under den forkætrede styrelseslov af 1970 faktisk var tjekmekanismer indbygget i strukturen, kunne de sætte ledelsen på porten. Den slags mekanismer er fjernet, fordi lovgiverne ville en stærk og enstrenget ledelse med såkaldt professionelle bestyrelser. Man har fået det første, men bestyrelsen, i hvert fald på Aarhus Universitet, har indtil nu vist sig ganske impotent. Så tjekmekanismerne er væk internt og eksternt.
Uddannelsesminister Morten Østergaard har på et meget generelt plan forholdt sig til Aarhus Universitets problemer (Pol. 16.3.). Han slår et slag for masseuniversitetet, som samtidig er elitært og nyttigt. Det er Helge Sander uden fakturaer, så ledelsen på Aarhus Universitet kan endnu en gang henvise til politisk opbakning fra allerhøjeste sted. Derfor er udfordringen fortsat at knytte forbindelse mellem meget ambitiøse, men også meget vage mål, den valgte magtfuldkomne strategi og synlige resultater, der kan tælles og måles, og som ikke truer universitetets funktion, og spørgsmålet forbliver således, om ledelsen magter det.

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN.
Foto: Ole Lind
[intern ref.]

***

Læs også kommentaren på FORSKERforum d. 21/3-2012 (her).

Managementregimentet på Aarhus Universitet

Weekendavisen d. 10. febr., 2012 (side 2)
Managementregimentet

Kommentar. Nomenklaturaen versus alle de andre: de studerende, de videnskabelige medarbejdere og administrationen. Aarhus Universitet har mistet sin sjæl.
af MIKAEL BUSCH

»Hej, jeg hedder Jan Iversen, og jeg har et knaldgodt tilbud til dig.« Tilbuddet, som fremføres på ægte Lars Larsen-jysk, er især henvendt til de teologistuderende på Aarhus Universitet (AU). Ved afgivelse af samtlige fagbøger kan den studerende erhverve sig en helt gratis, limegrøn hængekøje i det nye Nobelbibliotek. Normalprisen er 5.000 kroner.
Det morsomme spot kan ses på teologernes Facebookside. Satiren og galgenhumoren har højkonjunktur under det managementregimente, der for tiden hærger AU og effektivt dræber arbejdsglæden hos de studerende, det menige administrative personale og de videnskabelige medarbejdere, ( jf. bl. a. Bo Bjørnvigs »Fordyrende, fordummende og fortvivlende«, Weekendavisen # 52, red.).
Faktisk er det falske reklamespot ikke engang helt løgn. Som uvildig, ekstern censor på AU har undertegnede netop erfaret, at hængekøjen findes.
Jan Iversen, eller rettere Jan Ifversen, findes også. Ham husker jeg fra mit eget franskstudium ved AU i første halvdel af 1980erne som en frygtet, ultraortodoks marxist. I dag er han som prodekan for videnudveksling ( uden 's', husk det!) én af chefarkitekterne bag en stor bibliotekssammenlægning på samme universitet. Det i nordisk sammenhæng enestående teologiske bibliotek, det såkaldte Ringgadebibliotek ( historiefaget og områdestudierne) og sprogfagenes bibliotek lægges sammen i den nye Nobelpark under navnet Nobelbiblioteket. På overfladen ligner det hele en åben og demokratisk proces. Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen. Og i en mail den 15. november til brugerne af bibliotekerne på Ringgaden og i Nobelparken skriver Ifversen, at »vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en god proces, hvor medarbejdere inddrages så meget som muligt, og hvor resultatet er et moderne forskningsbibliotek til glæde for både medarbejdere og studerende«. Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige.
Flere skønlitterære værker - herunder John Miltons Paradise Lost - var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler, som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. Vitale bøger var ikke længere tilgængelige for de videnskabelige medarbejdere og de studerende. Forestil Dem en kemiker, der på tilsvarende vis får beslaglagt sit laboratorium.
Allerede fredag den 11. november var bibliotekspersonalet blevet adviseret om den forestående operation. At de blev pålagt tavshed fra højere sted, kan ikke dokumenteres, da der ikke foreligger noget på skrift. Men det blev de.
Onsdag den 16. november var flyttemændene færdige med arbejdet.

I disse uger gennemføres en operation med universitetsfagenes hjemmesider efter samme model. Udadtil (nedadtil!) signaleres åbenhed: »Vi vil være i dialog med de relevante sideansvarlige om udformningen af de nye hjemmesider«, som der står i en mail, den fuldmægtige kommunikationsmedarbejder Marianne Ester Back den 19. januar lagde ud på Humanioras interne konference. Men reelt er topstyringen total; på de høje niveauer udtænkes en slagplan, som derefter udføres resolut. De berørte informeres først bagefter.
Universitetsfolk er jo nogle besværlige brokkehoveder, der ikke forstår den overordnede idé; i dette tilfælde tilsyneladende noget så visionært som ensartede e-mail-adresser til alle ansatte.
Og den limegrønne hængekøje? Denne vision er heller ikke blevet forstået. Ikke engang af de potentielle brugere, jf. det satiriske studenterspot.
Besværlige akademikere forstår ganske enkelt ikke, at et universitetsbibliotek ikke er beregnet til bøger. I hvert fald kun som noget sekundært: »Det nye bibliotekskoncept indebærer, at færre bøger står fremme på hylderne, og at der gøres plads til læringsaktiviteter på nogle af de arealer, der før var forbeholdt bøger,« som der står i mailen af 15. november. Disse »læringsaktiviteter« - i alt forekommer variationer over nyordet »læring« fire gange i mailen - indebærer, at noget så håbløst gammeldags som bøger skal erstattes af limegrønne hængekøjer af mærket Fatboy.
Det er næppe tilfældigt, at universitetets ledelse har overdraget virkeliggørelsen af visionen til arkitekter med hang til æstetik i stedet for fag-og bibliotekskyndige.
Splittelsen mellem universitetets nye nomenklatura - bestyrelsen, direktøren, adskillige vicedirektører, rektoratet, dekanaterne, de utallige kommunikationsmedarbejdere og HRmedarbejdere på den ene side, og de videnskabelige medarbejdere, det menige administrative personale og de studerende på den anden side - er nærmest total. Man lever i to adskilte verdner, der ser fundamentalt forskelligt på universitetet.

SKULLE man forsøge at give en nogenlunde elskværdig gengivelse af nomenklaturaens optik, kan man sige, at den, med det stenrige Stanford University som det erklærede forbillede, gennemfører en nødvendig slankning af strukturen, der klæder AU på til videnssamfundet. Da de vigtige, nye opdagelser og erkendelser opstår i grænseområderne mellem fagene, skal der satses entydigt på tværfaglighed. Altså en slags genopførelse af tankegangen bag gymnasiereformen af 2005.
Bortset fra at tværfaglighed på universitets( ny) sprog hedder »interdisciplinaritet«. At Akkrediteringsrådet p. t. tøver med at akkreditere visse sprogfag, f. eks. fransk, på grund af manglende »fagfaglighed« findes der nok en løsning på. Måske skal Akkrediteringsrådet bare lære at tænke innovativt. Og det går jo godt på AU, som rektor sagde i sin juletale. Fusionerne går planmæssigt. Økonomien er sund. Nøgletallene er gode, og AU behøver ikke skamme sig over sin internationale ranking.
Grundstemningen blandt de øvrige medarbejdere - de 99 procent, om man vil - er mismod og forvirring. De studerende er på grund af den drastiske omstrukturering ofte i tvivl om, hvilket institut de egentlig hører ind under.
Det administrative personale tvangsanbringes i store sekretærsiloer. Blandt de videnskabelige medarbejdere er afmagten altdominerende.
Man identificerer sig ikke længere med sin arbejdsplads. Man har mistet den grundlæggende følelse af medejerskab og ansvar. Man føler ubehag ved nysproget. Tidligere kunne man undervise i noget så åndfuldt som germansk filologi. I dag arbejder man under »Team tysk«. Man føler ubehag ved den hensynsløse top down-strategi, hvormed AU omstruktureres.
Ledelsen forestiller sig, at der kommer produktive og interdisciplinære »synergieffekter« ud af at tvangsblande de forskellige faggrupper.
De ansatte oplever derimod, at en institutionel hukommelse, der er opbygget gennem snart 100 år, sprænges til atomer. Denne hukommelse kan ikke måles eller gøres til genstand for »ranking« og »benchmarking«, men den repræsenterer en umistelig åndelig værdi. Kort fortalt har AU mistet sin sjæl.
Måske kunne enkelte videnskabelige medarbejdere teoretisk set godt finde på at ofre deres egen forskning og forsøge at repræsentere fagligheden i den nye struktur, i den såkaldt »faglige udviklingsproces« ( forkortet FUP!), men de ville med garanti ikke blive ansat. De nye strukturer tiltrækker i praksis typer, der trives med at udøve magt oppefra og ned, og som ikke er for belastede af viden. Som i alle totalitære regimer ligger ondskaben i strukturerne.
Sjovt nok ligner rektoren for det hele med sit grå skæg og stålindfattede briller alt andet end en mørkets fyrste. Lauritz B. Holm-Nielsen, som oprindelig er uddannet botaniker, lød i sin juletale mest af alt som en hyggelig og jovial fyr, som man godt kunne forestille sig at drikke en stor fadøl med. Lidt som Lars Larsen fra Jysk.


Billedtekst:
ILLUSTRATION: GITTE SKOV

[intern ref.]

Valgkrav: befri universiteterne!

Information d. 3. sept., 2011 (1. sektion side 17) Debat:
S må befri universiteter
Af Kenn Gerdes, Newcastle, Storbritannien

Kære Helle Thorning og Rasmus Prehn: I lang tid har jeg været dybt fortvivlet over, at man har fjernet medarbejderdemokratiet på universiteterne.
Den nye styrelseslov, der trådte i kraft 1. juli 2003, blev til ved et forlig i 2001 mellem V, K og S, medens SF, R, EL og DF var imod.
S skylder os en forklaring på, at man med et pennestrøg fjernede gennem mange år hårdt tilkæmpede rettigheder, og at man indførte DDR-lignende tilstande på et så vigtigt samfundsniveau? Tilhængere af loven argumenterer, at den virksomhedslignende ledelsesstruktur fremmer effektiviteten på universiteterne.
Dette argument er så falskt, forkert og håbløst idiotisk, at de socialdemokrater, der støtter forslaget, enten er himmelråbende naive eller simpelthen har en skjult dagsorden med at støtte lovforslaget.
Hvorfor støtter S, at universiteterne holdes i et jerngreb af ledere, der ikke har legitimitet i deres organisation?

[intern ref.]

Aarhus Universitets ledelses-deroute

Politiken d. 6. aug., 2011 (Debat side 3) Debat:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1354211/enevaelde-propaganda-bureaukrati/
Enevælde, propaganda, bureaukrati...
Kejserens nye klæder på Aarhus Universitet
Af BENT ØRSTED

Man viser universiteterne tillid ved at give dem mange
frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid

At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i
sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft

Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier
og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages
fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.

SOM BEKYMRET iagttager ønsker jeg her at beskrive forholdene ved universiteterne, og specielt i Aarhus , set i lyset af de helt nye ledelsesformer, senest skærpet af den nyligt vedtagne lovændring på området.
Min konklusion vil være, at der er behov for en kraftig opbremsning og kursændring - og der er ikke tale om nogen tilbagevenden til noget professorvælde - alene af hensyn til, at samfundet skal have de universiteter, det fortjener.
Man kan få det indtryk, at lovgiverne er blevet ført bag lyset af en lobby bestående af universitetsrektorer og -direktører samt ledende medarbejdere i Videnskabsministeriet.
Jeg er en af Aarhus Universitets mange medarbejdere, der har set den ene ændring efter den anden i organisationen og godtaget dem; men som på et tidspunkt, hvor forbløffelse er blevet afløst af forargelse, nu sætter spørgsmålstegn ved hele øvelsen. Jeg vil belyse situationen fra forskellige vinkler, vel vidende at dette ikke kan være en udførlig rapport, og med reference til nogle af de argumenter, vi har hørt til fordel for reformerne.
I overskriftsform vil jeg omtale: (1) Enevælden, (2) Propagandamaskinen, (3) Bureaukratiet, (4) Medarbejderindflydelsen, (5) Stanford-argumentet.
Jeg vil primært omtale situationen ved Aarhus Universitet (AU), om end jeg tror, at noget lignende opleves andre steder. Det vil heller ikke være muligt at komme ind på nøjagtige tal, men meget er dokumenteret i andre sammenhænge.
Lad mig endvidere slå fast, at der ikke er tale om en opdeling eller konflikt mellem medarbejdere i naturvidenskab og humaniora, samfundsfag og medicin, endsige mellem det videnskabelige og teknisk-administrative personale.

ENEVÆLDEN.
Al magt koncentreres hos rektor for AU, der nu er som en kaptajn som CEO i et vældigt forretningsforetagende.
Han kan i meget høj grad indrette universitetet, som han vil, ved f. eks. at opbygge et gigantisk bureaukrati - hvilket allerede er sket - langt ud over, hvad man tidligere har set, alene med det formål at kunne styre og måle og kontrollere alle bevægelser. Rektor og den øverste ledelse har i stort omfang hyret konsulentfirmaer i forbindelse med den såkaldte ' faglige forandringsproces' ( FF), til alt lige fra udformningen af strategier til personlighedstest af medarbejdere; og de har bestemt ikke inddraget den ekspertise i samfundsvidenskab, der er på universitetet, f. eks. på områder som organisation.
Rektor har desuden bevilget sig selv en meget stor pengepulje, der skal bruges og fordeles af ham selv; han bestemmer, hvad der skal støttes med disse midler, altså hvad han nu tror at forstå vedrørende forskningsopgaver. Det næsten komiske er her, at man viser universiteterne tillid (siger man) ved at give dem mange frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid; til gengæld sender han tilliden videre til medarbejderne i form af mistillid og kontrol.
Intet menneske kan overskue og forstå et så stort og komplekst foretagende som et universitet, medmindre man reducerer det til kun at være beløbsstørrelser delt ud på 19 kategorier. Pointen er, at et universitet ikke er en mekanisme, men en organisme - det er levende og kreativt og musikalsk og af og til uforudsigeligt.

Men selvfølgelig vil en rektor efter nogen tid ved magten begynde at identificere sig: Universitetet det er mig. Det er netop, hvad vi ser i organisationen ved navn Danske Universiteter (DU), som er en interesseorganisation for otte danske universiteter; medlemmerne er rektorerne, og de udtaler sig så på universiteternes vegne. Dette skete f.eks. netop i forbindelse med revisionen af universitetsloven, som DU finder ganske strålende, lad os bare få mulighed for at nedlægge fakulteter og skille os af med dekaner og andre, der måtte være i vejen for endnu mere centralmagt. DU roser også loven for at lade rektorerne bestemme, hvor meget medindflydelse medarbejderne skal have (eventuelt slet ingen). DU har ingen legitimitet blandt medarbejderne på universiteterne, ingen er valgt, alle er udnævnt af bestyrelser, der igen er udpeget af ministeriet; det er næsten for meget. Vi lader den stå et øjeblik.

At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft. Men her risikerer man, at denne ikke er i stand til hverken at kunne vurdere kvaliteten af det forelagte, eller om der er tale om regulær svindel - her kommer Penkowasagen til som eksempel. Kun de mest påtrængende vil have en chance for at komme til orde, og sager, der burde belyses fra flere sider, kan man frygte ikke vil blive det. Det bliver plattenslagernes paradis.

PROPAGANDAMASKINEN.
Det startede tilsyneladende uskyldigt her ved AU med indførelsen af et helt nyt designsystem, et nærmest ulæseligt nyt alfabet og look; det har nok ikke været billigt, og senere blev AU's gamle motto, 'Solidum petit in profundis' (søger i dybet den faste grund) umærkeligt til: Søg de dybere sammenhænge - nu i flotte nye pastelfarver.
Det lyder tilforladeligt, hvis ikke det var, fordi reklamekronerne er givet ud med det faste formål at få FF (den faglige forandring skulle vise sig at være et anslag mod de faglige miljøer, til tonerne af bureaukratisk oprustning) til at glide ned.
Jeg har også søgt de dybere sammenhænge, og jeg er nået frem til, at der er tale om et forsøg på at retfærdiggøre rektors puljer: De skal nemlig bruges til tværfaglige initiativer. Nogle af de temaer, der har været oppe som dybere sammenhænge, og ikke mindst de flotte reklamesøjler, vi har haft stående, er efter min mening himmelråbende talentløst nonsens. På det seneste er nogle af disse udkommet på hele sider i aviserne - hvor et reklamebureau bl.a. har fået vrøvlet fysik og teologi sammen, i Bohrs og Kierkegaards hjemland.
Det sidste nye er en sommer-glædesfest i universitetsparken, hvor alle fejrer det nye, fremtidens og ledelsens AU, med alt fra spisning til gratis rock-koncert (det skal dog siges: på meget højt niveau).
Jeg har også bemærket, at der ved flere lejligheder har været officielle rapporter og indlæg ved medarbejdere i Verdensbanken, hvor AU-rektor har arbejdet i 18 år. Disse indlæg har generelt rost ledelsesformerne ved AU - til gengæld kender jeg ikke nogen verdensklasse-2 universiteter, der er drevet af Verdensbanken.

BUREAUKRATIET.
Samtidig med at der overføres betydelige midler fra de centrale værdiskabende aktiviteter forskning og undervisning til rektor og bureaukrati, er der opstået nye organisatoriske søjler. En af disse er HR-søjlen med en nys udnævnt vicedirektør, og vi må forstå, at det bliver en overordentlig vigtig del af fremtidens universitet .
HR-vicedirektøren bliver en central del af ledelsen, og HR vil løse opgaver langt større end de traditionelle: Som det udtales på hjemmesiden, skal HR være repræsenteret ved partnere på alle niveauer, og her skal de bistå f.eks. institutledere med at finde de rigtige kandidater til stillinger; ja, i det hele taget skal HR bidrage proaktivt til universitetets resultatskabelse.
Nu er det så, at jeg spekulerer på, hvilke resultater der her tænkes på, andet end at fungere som ledelsens øjne og ører. Ud over de sædvanlige to grupper af ansatte: videnskabelige medarbejdere og tekniskadministrative ansatte, VIP og TAP, er man ved at opbygge en tredje: videnskabeligt administrationspersonale, VAP.
Disse vil få den helt overordnede ledelse, ofte uden baggrund i universitetets kerneaktiviteter: forskning og undervisning.
Det, der hele tiden er blevet fremført som et ønske om professionel ledelse, ser ud til at ende som amatørernes universitet.
Det mest professionelle er åbenbart det bureaukratiske jerngreb, som økonomien kommer til at ligge i. Man har systematisk flyttet kontrollen med økonomien opad i systemet, således at vi ender med en stor rektorpulje; indsigten i finanserne og dermed magten over systemet bliver yderst koncentreret, specielt via projektstyring. Hertil kommer, at en stor del af TAP-personalet her i foråret over en kam skulle søge deres egne stillinger (altså blev fyret - eufemismen var, at nu fik vi en ønskerunde, hvor man kunne kaste sit lod i ønskebrønden).
Hvor vi hidtil har haft en fin administration med et godt og tæt samarbejde, hvor man kender hinanden, får vi nu et VAP-bureaukrati, der lige så godt kunne sidde i Indien.

MEDARBEJDERINDFLYDELSEN.
De sidste, der bliver spurgt, og de sidste, der får noget vide, er medarbejderne - altså dem, der kører universitetet, skaber værdierne og elsker deres fag respektive administrative arbejde. Der er ganske vist blevet afholdt nogle møder i forbindelse med indførelsen af de nye tider; men jeg må desværre sige, at der var tale om det mest nedladende og intetsigende møde, jeg længe har oplevet.
Vi fik at vide, at alt var under diskussion, intet var fastlagt, ingen vidste lige, hvordan det ville ende osv. - mens alle planer (kan vi nu se) har ligget klar i skuffen længe. Det er også fremgået af udtalelser fra ledelsen, at meget har været aftalt med ministeriet (naturligvis), og der har jo ikke været behov for at inddrage medarbejderne.
Måske ramte den nye formand for AU's bestyrelse hovedet på sømmet ved sit besøg på AU i forbindelse med rektors præsentation af fremtidens AU i starten af marts; formanden udtalte, »at nu har vi taget hovedgreb på universitetet« (!) - altså så vidt jeg ved, er der her tale om et udtryk fra sportens verden, nemlig brydning, hvor man med et effektivt greb tvinger modstanderen i måtten.
Befriende ærligt. På den anden side er det mit indtryk, at mange virksomheder har succes med en såkaldt flad struktur, altså hvor man viser medarbejderne tillid og giver dem medbestemmelse. Her ligger i virkeligheden den største bekymring: at medarbejderne ved universiteterne mister gejsten, og at de ikke længere føler, at det er deres universitet , men ledelsens.

STANFORD-ARGUMENTET.
Danske Universiteter vil gerne være blandt de førende i verden, hvilket (for dem) vil sige at ligge højt på 'ranking-listerne'. Desværre er AU for nedadgående på den sidste Times Higher Education-liste - men ligger dog stadig pænt. Man ønsker at blive som Stanford og MIT: Massachusetts Institute of Technology (ikke at det spiller den store rolle, men jeg har selv studeret, arbejdet og undervist ved MIT), og det skal ske via mere professionel ledelse og stærk styring - og altså mere bureaukrati, et større pengeforbrug hos ledelsen og mindre medarbejderindflydelse.
Jeg tror ikke, at mange blandt DU-lederne har meget direkte kendskab til de amerikanske top-universiteter, for jeg kan oplyse, at der hersker en ganske anden virksomhedskultur; et af nøgleordene er respekt, respekt for de ansattes indsigt og evner, for institutledernes dømmekraft, og for den frihed, der er et centralt element ved et universitet . Hertil kommer, at USA er et større land, der er en stor udvælgelse for at komme på et godt universitet , og disse universiteter har en lang tradition og store midler bag sig.
Man kan ikke på kort tid og med et hurtigt fix skaffe sig noget lignende herhjemme. Men det er noget, universitetsledere i Europa tit drømmer om. Hvilket bringer os til endnu et aspekt ved den nye tids rektorer: De mødes med deres kolleger i andre lande, udveksler erfaringer om ledelse og finder (har vel allerede fundet) en konsensus; so ein Ding müssen wir auch haben. Hvad jeg mener, er, at deres kollegiale referenceramme for en stor del slet ikke er på deres eget universitet og dets medarbejdere - de er langt mere interesserede i, hvad man tilfældigt måtte mene langt herfra.

JEG KAN GODT forstå, at man som politiker kan blive fanget af argumentet om, at et universitet skal styres, at de mange skal komme samfundet til gode, gerne i form af nye bidrag til fakturerbar produktion.
Jeg kan også godt forstå, at det lyder besnærende, når nogen påstår, at det kan de alt sammen levere - og samtidig skaffe universiteter på højeste niveau.
Problemet er, at det slet ikke vil gå sådan med den nuværende kurs, der ikke har nogen form for evidens.
Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.
Det er lidt, som hvis man fældede regnskoven for at plante majs over det hele; man mister muligvis nogle sjældne og upåagtede planter, der senere kunne komme til nytte. Hvis man for et par hundrede år siden ville satse på at forbedre belysningen, ville man have opfundet bedre olielamper, men nok ikke elektromagnetismen.
Beslutninger skal frem i lyset og træffes så lokalt som muligt, medarbejderne skal inddrages, forskere og andre ansættes efter de bedste faglige kriterier til at forske frit, altså som hidtil (før de seneste reformer).
For så vil universitetet fortsat bidrage til samfundet på højeste niveau med dygtige og fagligt stærkt funderede unge kandidater og ph.d.'er samt mange muligheder for også økonomiske fordele for samfundet.
Universitetet er en kilde til udvikling og indsigt i en voksende verden af menneskelige muligheder, et sted for præcisering af sprog og begreber, for eksperimenter og for eftertanke: for med små skridt at nærme sig sandheden. Der er ingen modsætning mellem det og så at have et godt samarbejde med forskerparker, virksomheder og andre aftagere.
Længe leve Aarhus Universitet .

BENT ØRSTED.
Bent Ørsted er ansat ved Institut for Matematik, Aarhus Universitet.

[intern ref.]

Umulig universitetslov

Jyllands-Posten d. 21. juni, 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg

»Folketinget har lige vedtaget en revision af universitetsloven
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.

Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.

Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.

De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.

Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.

Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann

[intern ref.]

Ex-humanioradekan kritiserer regeringens vækstfilosofi

[uddrag (red.)]

***

Universitetsavisen d. 3. juni, 2011 (1. sektion side 6)
FRATRÆDELSESINTERVIEW
Dekanen, der fik nok
HUMANIORA
»Medarbejderne er både himmel og helvede,« siger Kirsten Refsing, der efter fem år på posten overraskende har valgt at smide håndklædet i ringen, selv om hun ellers havde sagt ja til at tage en runde mere på tre år. Nu glæder hun sig til at vende tilbage til forskningen og undervisningen i japansk.
Af Richard Bisgaard rjb [at] adm.ku.dk

Fredag den 13. maj lod den 62-årige dekan for Det Humanistiske Fakultet overraskende meddele, at hun efter eget ønske har valgt at fratræde sin stilling 1. august, og det selv om hun for et år siden fik forlænget sin stilling i tre år ligesom de syv øvrige dekaner. I stedet ønsker hun at gå tilbage til forskningen og undervisningen i japansk.
»Det er helt klart i overensstemmelse med personalets forhåbninger,« udtalte tillidsrepræsentant og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg, lektor Henrik Prebensen, straks i Politiken og tilføjede: »Men det er godt nok en reaktion, der har været længe undervejs.« Hermed hentyder han ikke mindst til, at Kirsten Refsing har opsagt den fakultetsaftale, der bestemmer hvordan de videnskabelige medarbejdere skal udregne de 50 procent af den arbejdstid, de bruger på undervisning. Det er angiveligt sket som reaktion på kritikken af, at der er stadig mindre undervisning på en række af de humanistiske fag. Løsningen skulle så være at hive flere undervisningstimer ud af de enkelte ansatte, igen ifølge Politiken.
Skal man tro Universitetsavisens omtale samme dag, havde de ansatte og studerende planlagt et tre timer langt møde tre dage senere med kritik af dekanatets ledelse som eneste punkt på dagsordenen. Dog uden at invitere dekanen.

[...]
Humanister klemt af vækstfilosofi
Hvor stor en del af problemerne på Humaniora skyldes interne forhold, og hvor stor en del skyldes universitetsloven og politikerne?
»Fejlen ligger næppe i universitetsloven , men stikker meget dybere og har sin rod i den ensidige fokusering på vækst. Når vækst bliver målet for alt, så er der nogle universitetsfag, der trives rigtig godt. Og så er der nogle andre, som er mere refleksive, mere kritiske, som har med fordybelse i nogle problemstillinger at gøre, som ikke giver materiel vækst, og som derfor bliver ringeagtede. Og det gør, at de folk, der udøver de fag, føler sig enormt pressede,« lyder diagnosen fra Kirsten Refsing.
Hvis man kun giver universitetsloven skylden, så har man kun fat i et lille hjørne af problemet, mener hun.
»Inde i vores hoveder er der et paradoks, som vi ikke kan eller vil se i øjnene: vækst kræver energi og mere vækst kræver mere energi. Men vi har ikke alt det brændstof, der skal til at verdens befolkning på otte milliarder mennesker kan leve med vækst som målet for deres tilværelse. Det ved vi godt, men vi lader som om vi ikke ved det.«
»Vi er nødt til at gå ind og sige hvilke mål, vi sætter i vores samfund, hvilke værdier vi har ud over den uendelige vækst. Hvis ikke vi kan gøre os klart, at vi har nogle værdier, vi skal forsvare for at forblive menneskelige i håndteringen af de enorme problemer verden står over for, så ender vi med at blive irriterede over, hvem der trykker tandpastatuben på midten og sådan nogle småting. Jeg synes det er en bortledning af vores opmærksomhed fra det væsentlige, at sige, at universitetsloven er skyld i al miseren.«
Hvorfor har du ikke som humanistisk dekan været meget mere fremme med det budskab i offentligheden?
»Det kræver jo, at man fornemmer, at man har opbakning. I disse tider er vækst the only game in town.«
Hvad er dit vigtigste råd til den nye dekan?
»Jeg tror ikke han har brug for råd, men hvis jeg skulle give nogle, ville det være at holde fast i de fremskridt, vi har gjort og arbejde videre derfra og ikke bøje sig for bekvemmelighed.«.

Billedtekst: BEDRE BRAND På et tidspunkt spurgte rektor Kirsten Refsing, hvad humaniora er til for. Det mangler han ikke svar på i dag, siger den afgående dekan. FOTO: LARS JUUL HAUSCHILDT


[intern ref.]

Vildt kaos på Aarhus Universitet

Politiken d. 25. maj, 2011 (Kultur side 9)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290708/vildt-kaos-paa-aarhus-universitet/
Kronik:
Vildt kaos på Aarhus Universitet
ANDERS BØGH
Noget om en såkaldt faglig udviklingsproces - der ikke overraskende starter med ansættelse af flere bureaukrater
Anders Bøgh er lektor, dr. phil. ved Historisk Afdeling, Aarhus Universitet .


REGERINGEN har i sin begejstring for erhvervsliv og stærke ledere foræret magten over landets universiteter til nogle personer, der som regel ingen forstand har på universitetsdrift. De ansætter så nogle rektorer, som passer ind i deres forestillinger om rigtige ledere, og som har en agenda for universiteternes udvikling, der passer med bestyrelsesflertallets mavefornemmelser.
At der ikke altid kommer lige heldige resultater ud af en sådan magtkoncentration, har vi set flere eksempler på. Mest slående og uheldigt på CBS, hvor en ukvalificeret rektors tågede ideer om en total omkalfatring af hele organisationen kostede ham og bestyrelsesformanden jobbet samt - må man formode - organisationen et kolossalt spild af arbejdstimer pga. kaos og reaktioner mod kaos. Et på visse måder parallelt forløb på RUC har næppe heller styrket varetagelsen af universitetets kerneopgaver i den periode, hvor det stod på.
Nu samler spændingen sig så om Aarhus Universitet.
Revolutionen har længe været i gang.
Under mottoet forenkling er ni fakulteter blevet til fire og 55 institutter er blevet til 25. På mit eget område, som nu hedder noget så nudansk som Arts, er det lykkedes at gennemføre den fantastiske øvelse, at tre fakulteter er blevet til tre institutter.
Nettoresultat er så blevet, at man har fået skudt en dekan og tre prodekaner ind mellem rektorniveauet og de tre institutter/fakulteter og deres ledelse.
Forenkling? Pudsigt nok skal der så ni vicedirektører til for at styre de ni fakulteter, som nu er blevet til fire.
På instituttet med det intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund, som jeg kommer til at høre til fra nytår, er der fastansat 165 lærere plus alle de andre, som findes på sådan ét. Normalt ville man så have et underliggende administrativt niveau opdelt efter fagligheder, hvor det var muligt at varetage den produktion, som hører et universitet til: undervisning og forskning. Sådan skal det imidlertid ikke længere være; afdelinger og opdelinger efter fagligheder er bandlyst.
Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet.
Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter.
Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med. Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet.
Nu må det så antages, at de høje lederlønninger, der tilbydes, vil være i stand til at tiltrække et supermenneske, som ikke alene vil være i stand til at lære navnene udenad på alle de kulturelle samfundsfolk, men også til at tilegne sig dybtgående viden om, hvilke kompetencer de repræsenterer hver for sig, så jeg kan blive motiveret for at yde mit ypperste i lige præcis det grænseområde, hvor det helt geniale opstår.
Hvis det mod forventning ikke lader sig gøre, må vi imødese et kaos uden lige med vilde kampe mellem forskergrupper, der forsøger at påkalde sig ledelsens nåde og penge, mens mindre intrigante naturer formodentlig bliver placeret i ulykkelige tvangsægteskaber.
Rektor kan angiveligt godt lide socialdarwinisme, så det er nok klogest at finde boksehandskerne frem. Sådanne processer tager lang tid, som kunne være anvendt til at forske og undervise.

HIDTIL HAR jeg fundet min arbejdsmæssige identitet som én, der underviste og forskede i historie på Aarhus Universitet.
Det har været helt afgørende for denne identitet, at jeg gjorde det i et samspil og et socialt fællesskab med nogle andre, der gjorde det samme/noget lignende. Vi har haft et godt socialt sammenhold om at drive et (stort) studium sammen og umådelig megen fornøjelse af daglige uformelle samtaler med de fagkolleger, hvis arbejdsområde var nærmest ved vort eget. Begge dele holdt én fagligt i vigør og sikrede den fornemmelse af tilhør og identifikation, som er en forudsætning for engagement. Det bliver svært, når jeg først og fremmest skal samarbejde med nogen, der dyrker andre fag og identiteter. De bliver jo nok nødt til, som jeg, at holde sig til at dyrke deres egne identiteter. Det kan vi nok finde ud af, men der er jo noget sært motiverende i at føle, at man er et led i et socialt fællesskab, som man yder noget til, og som man får noget igen fra. På Aarhus Universitet, Arts og det kulturelle samfundsinstitut drukner man i mængden - og så bliver det nok sådan, at enhver må være sig selv nærmest; nærmest uengageret i andet.

NU ER DET jo også sådan, at et universitet traditionelt dyrker undervisning og uddannelse af landets bedste arbejdskraft.
Jeg har sådan set hidtil tænkt, at min vigtigste indsats i den samfundsmæssige arbejdsdeling var at bidrage til at uddanne gode og skarpsindige kandidater til glæde for samfundet og dem selv. Men der har jeg nok taget fejl. Det vigtigste synes at være at få produceret så mange artikler som muligt, de skal så bare være interdisciplinære, så dem, jeg har skrevet indtil nu, er nok desværre ikke noget værd.
Det virker imidlertid, som om der fortsat skal drives undervisning på Aarhus Universitet. Hvordan det skal organiseres, henligger dog endnu mere i tågerne end organiseringen af de interdisciplinære forskningsgrupper. Vi må satse på, at den høje løn kan tiltrække en kulturel samfundsartist, der kan finde ud af det.
I mellemtiden er det vel et godt gæt, at uddannelserne også skal være interdisciplinære, og så skal jeg vel fare omkring og undervise på nogle stykker af dem uden chance for at lære de mennesker at kende, som jeg underviser. Al (også min) erfaring viser ellers, at et personligt kendskab til ofrene for ens undervisning i høj grad øger forståelsen. Sjovt nok viser det sig også, at studerende sætter pris på at være et sted, hvor de indgår i et socialt miljø, og hvor de opfatter deres undervisere som en del af dette. Meget tyder på, at sådan noget mindsker frafaldet og øger de studerendes faglige engagement og fornøjelse ved at studere.
Men som der står på en af Aarhus Universitets prominente bygninger, så drejer et studium her på stedet sig om at gå til fredagsbar og få en ny kæreste. Og så er det vel ret ligegyldigt, hvad der foregår, når der ikke er fredagsbar. Måske skal vi bare gøre hver dag til fredag og så lave nogle små lette eksamenspakker, som de frit kan kombinere uden risiko for, at universitetet mister de såkaldte STÅ-indtægter, som vi kan indkassere, hver gang en studerende består en eksamen. Pakkerne kan man vel så lade nogen i den vildtvoksende administration lave, jo mindre besværlige krav om faglig kvalitet, jo lettere går det.
Undskyld, faglig kvalitet er jo helt yt - kvalificeret interdisciplinaritet, mente jeg, naturligvis.
Nu er det jo ikke kun for sjovs skyld, at alt dette sættes i værk på Aarhus Universitet .
Globaliseringen, mine damer og herrer, en helt ny udfordring - ny for alle andre end historikere. Aarhus Universitet skal på toppen af hitlisten, den globale hitliste. Og nu må jeg så indrømme det dybt pinlige faktum: Min kernekvalifikation er nordeuropæisk historie i senmiddelalderen med særligt henblik på den danske. På det område er jeg vel én af de ti førende eksperter i verden. Men interesserer de sig for det i Kina? Min faglighed er slet ikke egnet til at indgå i den så attraktive interdisciplinaritet, der skal få hele verden til at tilbede Aarhus Universitet !

NU BEHØVER man jo ikke at være kvalificeret til at blive leder på det nye Aarhus Universitet for at regne ud, at hele øvelsen med at smide et universitet på størrelse - regnet i tilknyttede høveder - med en større dansk provinsby op i luften, i håb om at det lander på benene, i alt væsentligt handler om naturvidenskab; trods rektors forsikringer om, at han vil have et af de EU's stærkeste 'art-fakulteter'.
Inden for naturvidenskab skal der åbenbart ti personer til at skrive en artikel på fem sider. Dér ligger fremtiden angiveligt i grænseområdet mellem fagligheder.
Naturvidenskaben har den egenskab, at den ud over at kunne bidrage til erkendelse og øget forståelse af den verden, vi lever i, også kan levere opdagelser, der kan kommercialiseres. Mon ikke det er dette, flertallet af de mennesker, som regeringen har foræret magten over universiteterne til, interesserer sig mest for?
Humaniora, som det hed, før det blev til artisteri, handler mest om indhold i det liv, som ikke foregår 37 timer om ugen eksklusive ferier og fridage i alderen fra ca. 25 til ca. 65 - altså langt det meste af den del af livet, hvor vi ikke sover. En grundvæsentlig faktor er at levere meningsfuldt input til det skolesystem, som af en eller anden grund stadig ikke udelukkende leverer forberedelse til den mindste del af livet - det problem er der sikkert nogen, der arbejder ihærdigt for at få løst.
Men så længe der findes en væsentlig opinion, der mener, at hovedparten af livets vågne timer ikke (blot) skal gå med at se på folk, der ikke kan finde ud af at opdrage deres hund, gøre rent, overholde landets love, hvem de vil være kæreste med - for ikke at tale om at synge eller danse. Så vil det nok være en efterspørgsel efter noget, der kan give et bud på at forklare, hvor vi kommer fra, og hvordan og hvorfor nogen har kunnet finde en mening eller mangel på samme i den korte tid, der går mellem fødsel og død.
Så kan feltet for resten også tilbyde nogle sprog og noget forståelse af andre kulturer, som ikke alene kan bruges til at sælge varer i fremmede lande, men også til at forhindre, at man smider unge menneskers liv og skatteborgernes penge væk på at føre totalt udsigtsløse krige, hvis det skulle have nogen interesse. Og så kan vi for øvrigt også lave kandidater, som har stor succes i det private erhvervsliv, fordi de ikke bare har lært noget udenad, hvis holdbarhed er stærkt begrænset og/eller meget snæver, men som kan tænke selv og selvstændigt tilegne sig den viden, som er nødvendig for fortsat at kunne udvikle sig. Hvis vi altså bare fik lov til at give dem en ordentlig uddannelse! Bortset fra det uddanner vi gymnasielærere og i det nye Arts også præster og videreuddanner folkeskolelærere.
Hvis det ikke bliver taget dybt alvorligt, så overlader vi hele det marked til de andre danske universiteter!

HUMANIORA egner sig ikke til femsiders artikler med ti forfattere. Vores artikler er på 15-30 sider, vore fornemste produkter er bøger, hvor vi kan følge en lang linje og blive udsat for den kolossale udfordring, det er at holde styr på en enorm masse stof og få det arrangeret i en meningsfuld sammenhæng. Og allerhelst vil vi gerne ud over rampen til en bredere offentlighed i det samfund, vi lever i, der kan få glæde af vores arbejde. Alt det tæller dog desværre næsten ikke på bundlinjen i universiteternes koncernregnskab.
Lad os slippe for at lave artisteri i stedet for humanvidenskab. Lad os slippe for interdisciplinaritet, medmindre tværfaglighed tjener et fornuftigt formål. Lad os slippe for globalisering som tvangstrøje, hvis vi kan noget, der har identitetsdannende interesse for dem, der bebor de danskes øer og omegn.
Lad os erkende, at hvad der muligvis er godt for naturvidenskab, hvis det er det, ikke nødvendigvis er godt for humanvidenskaberne. Det ville nemlig være rimelig revolutionært og indebære et betydeligt kvalitetsløft i forhold til den vej, vinden har blæst de sidste otte år.
Ja, det er vel tilladt at drømme! Realiteterne er imidlertid, at pessimismen, mismodet og galgenhumoren breder sig mere og mere i de kredse, jeg færdes i. Det mest sandsynlige scenarie synes at være, at en lang periode af vildt kaos, hvor ingen ved noget om noget som helst, og alle kæmper mod alle, vil føre til ansættelse af stadig flere bureaukrater i håb om at få styr på kaos. Jo flere af dem, des færre forskere og undervisere bliver der råd til at lønne. Produktionen vil falde og dermed bevillingerne, oveni kommer de evigt tilbagevendende besparelser på universiteterne, som skal administreres af bureaukraterne, som vil fyre - ja, gæt selv hvem.
Noget sådant kaldes en ond cirkel!

OG SÅ VENTER jeg bare på, at Aarhus Universitets horder af såkaldte kommunikationsmedarbejdere kommer på banen for at forklare læserne og mig, at jeg har misforstået det hele.

ANDERS BØGH

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.
Billedtekst: Foto: Ole Lind

***

[Om samme emne, se også: Gorm Harste: Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden, kronik i Pol. 27/4-2011. (red.)]

[intern ref.]

SF advarer imod vedtagelse af ny universitetslov

Magisterbladet d. 13. maj, 2011 (side 33)
UNIVERSITETSLOV UDEN AMBITIONER
Af Jonas Dahl, universitetsordfører, SF

Som universitetsordfører for SF og medlem af DM lægger jeg stor vægt på, at vi i Danmark har universiteter af den højeste kvalitet. Vi ved alle, at det er universiteterne, der skal være med til at løse fremtidens udfordringer. De er nemlig hovedleverandører af det produkt, som vores samfund skal leve af i fremtiden: viden! Derfor er det altafgørende, at vi har en universitetslov, der sikrer de bedste rammer for, at universiteterne kan levere dygtige og veluddannede kandidater samt forskning af internationalt format.
For en måned siden blev den nye ændring af universitetsloven behandlet i Folketinget. Jeg havde håbet, at lovændringen ville løse mange af de problemer, som jeg allerede påpegede ved lovens indførelse i 2003. Men desværre har der fra regeringens side ikke været noget ønske om at ændre de mange centrale problemer, der har eksisteret siden dengang. Det er ikke godt nok! Forskningsfriheden sikres slet ikke med lovændringen - faktisk modarbejder den den. Videnskabsministeren får med lovændringen beføjelser til at diktere universiteternes arbejdsopgaver.
Jeg mener, at vi burde få en positiv definition af forskningsfriheden.
Jeg ønsker ikke, at universiteterne skal reduceres til en betjeningsenhed for videnskabsministeren og regeringen i øvrigt.
Det er ærlig talt ret uigennemtænkt, især hvis man tænker tilbage på, hvad den forhenværende videnskabsminister Helge Sander sagde, da han i en tale foreslog, at universiteterne og Videnskabsministeriet skulle indgå en " frihedspagt":
" Jeg er træt af gang på gang at blive skudt i skoene, at regeringen vil detailstyre universiteterne. Intet kunne ligge mig mere fjernt".
Hvad er mere detailstyrende end at gøre videnskabsministeren i stand til direkte at pålægge universiteterne opgaver? Glemte Helge Sander at orientere Charlotte Sahl-Madsen om denne frihedspagt? Eller blev pagten væk under udskiftningen? Både Penkowa-sagen og Johan Ross-sagen er glimrende eksempler på faren ved centralisering af magten. I bund og grund handler sagerne om, at universiteternes faglighed systematisk er blevet overhørt af ledelsen. Videnskabsministeren har dog ikke taget ved lære af dem. I stedet for at danne en faglig modvægt til ledelsen skrues der op for topstyringen, på trods af at topstyring ikke er en hensigtsmæssig form for forskningsledelse og dermed heller ikke det bedste grundlag for forskningsarbejde. Faktisk centraliseres magten omkring rektor i en sådan grad, at det nærmer sig en enevældig status. Burde ministeren ikke erkende, at der skal mere faglig kontrol på universiteterne for netop at undgå sådan nogle sager? Jeg beklager dybt, at man ikke er mere ambitiøs fra regeringens side, især når man tager i betragtning, at det er lovforslag som dette, der skal danne rammerne om den vidensproduktion, vi skal leve af. Vi skal sikre de bedste rammer for vores universiteter, da det ikke mindst er her, vi skal satse, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden. Det sikrer denne lovændring ikke.

[intern ref.]

Demokratisk nedsmeltning og videnstab

Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi

Af Johanne Schmidt-Nielsen

Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.

Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.

Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.

De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.

Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.

Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.

Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.

Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.

Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)

Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix

[intern ref. her; omtalt på bloggen Forskningsfrihed? her (red.)]

Demokratiser universitetet

Information d. 27. april 2011 (1. sektion side 19) Debat:

Demokratiser universitetet

Af Niels I. Meyer, professor emeritus, Hørsholm

Prodekan Claus Holm fra Aarhus Universitet forklarer i Information 20. april, at universiteternes ledelsesproblemer bør løses ved at genindføre oplyst enevælde med rektor som den enevældige.
Ganske vist kalder han det opinionsstyret enevælde, men indholdet er stort set det samme.
Til gengæld forkaster Holm den demokratiske universitetsmodel fra 1970' erne og 1980' erne med den lidet overbevisende argumentation, at »universiteterne i dag er en del af et samfund - og en samfundsøkonomi«. Så vidt jeg ved, var det også tilfældet dengang.
Jeg fungerede i den demokratiske periode på DTU som prorektor, fungerende rektor og fagrådsformand, og jeg prøvede i min professorperiode fra 1961 professorvældet, den demokratiske styrelseslov og topstyringen.
Det er min klare vurdering, at den demokratiske model fungerede bedst, både hvad angår arbejdsmiljø, frie forskningsinitiativer og en frugtbar indflydelse på undervisningen fra de studerende.
Derfor bedrøver det mig, at man især ud fra nogle tidsbestemte erfaringer med politisk-marxistisk indflydelse forkaster den demokratiske model uden en seriøs, nutidig analyse. Også det kan man håbe, at en ny regering vil lave om på.

***

[intern ref.]

Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige

Information d. 27. april, 2011 (1. sektion side 12) Kommentar :

Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige

Penkowa -sagen og fyringen af rektor på Copenhagen Business School har ført til en diskussion af universiteternes ledelse. Nøglen til universiteternes ledelsesproblemer er medarbejdernes manglende indflydelse
Af Nanna Mik-Meyer

Diskussioner om, hvad indførelsen af ekstern bestyrelse og ikke-medarbejdervalgt rektor betyder for danske universiteter føres dagligt.
I nogle tilfælde kædes Penkow -sagen for eksempel sammen med den nye universitetslov fra 2003. Man antager, at det nye, markedsstyrede universitet skaber Penkowa-typen. Man diskuterer, om rektorerne i dag er mere egenrådige end før. Og hvis dette er tilfældet, skyldes det så, at rektorerne ikke er valgt af medarbejderne, men i stedet er ansat af en ekstern bestyrelse? Og hvad betyder det, at universitetet - til forskel fra en privat virksomhed - ikke har aktionærer, der kan trække i nødbremsen, når det er påkrævet.
Alle disse spørgsmål er relevante. Alle ved, at gennemgribende organisatoriske omstruktureringer fører forandringer med sig. Men hvad man ikke nødvendigvis kan være sikker på er, at forandringerne altid er dårlige.

Netværk
Lad os se på to områder, der synes at være særlig opmærksomhed på i disse dage: Den nye forskertype og Den egenrådige rektor.
Allerede den franske sociolog Pierre Bourdieus studier af universitetssystemet fra 70-80' erne betonede, at netværk og social baggrund er særdeles betydningsfulde faktorer, når en universitetsansat skal avancere i uddannelseshierarkiet.
Danmark var - og er - vist ingen undtagelse, hvad det angår. Det har altså 'altid' været vigtigt med et godt netværk, a la Penkowa , og det har altid været en fordel at kunne fortolke koderne i de miljøer, man ønsker at avancere i.
Nutidens krav om international publicering er imidlertid nyt. Kigger man på den ældre generation af professorer på de danske universiteter, er det tydeligt, at dette krav ikke altid har gjort sig gældende.

Mange forskere har i dag en blandet oplevelse af dette krav; der er enighed om, at det stresser, men mange mener også, at det skaber retfærdighed, og at dette er godt (og nyt). I dag kan socialt set nørdede (og publicerende) forskertyper måske bedre sikre sig en karriere på universitetet, end de kunne tidligere, hvor deres sociale (netværks-) kompetencer var vigtigere. Så måske de nye, skærpede - og synlige - krav til dagens forsker rent faktisk kommer den publicerende (dygtige) forsker til gode?

Administratorer

Med hensyn til diskussionen om nutidens egenrådige rektor, så trænger denne negative udlægning af universitetsledelse også til en nærmere analyse. Var det virkelig sådan, at datidens medarbejdervalgte rektorer var mindre egenrådige? Eller var det måske snarere sådan, at datidens rektorer slet ikke var ledere, men snarere administratorer, der var valgt til at bevare status quo? Hvis man vil have ledelse, så får man også forandringer.
Universitetsloven fra 2003 har prioriteret ledelse over administration, og det er vel fint, hvis man altså er af den overbevisning, at status quo ikke altid er at foretrække.
Universitetsloven burde imidlertid også have gjort medarbejdervalgte organer som for eksempel akademisk råd særlig centrale, også formelt - det modsatte skete desværre i 2003.
Eftersom universiteterne ikke har aktionærer, er et veldrevet universitet stærkt afhængig af den viden, som medarbejderne repræsenterer i organer som for eksempel akademisk råd. Det er her, at vigtige diskussioner om for eksempel tværfaglighed versus dyrkelsen af monofaglighed, som p. t. fylder en del blandt universitetsansatte, skal tages. Og det er også i akademisk råd, at det vågne øje over for den forandringsivrige ledelse skal være.
Et velfungerende akademisk råd og en aktiv medarbejderstab - som vi for nylig så det på CBS - der reelt tør tænke strategisk ledelse sammen med (og måske) imod den ansatte ledelse, er måske opskriften på, hvordan man løser universitetets ledelsesproblemstillinger.

FAKULTET [at] INFORMATION.DK

***

[intern ref: Nanna Mik-Meyer: Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige, Inf. 27/4-2011]

Arme universitet

Berlingske d. 21. april, 2011 (1. sektion side 24) Debat:
Arme universitet
opinion

Af BJØRN QUISTORFF Professor, dr. med. Københavns Universitet

STYRELSESLOV. Københavns Universitets håndtering af Milena Penkowa -sagen demonstrerer, at regeringens forslag til revision af universitetsloven er et endnu større problem end den gældende lov.
Et af problemerne med Penkowasagen har været, at KUs bestyrelse næsten udelukkende har beskæftiget sig med, at der ikke er begået administrative lovbrud, mens alle andre var optaget af de alvorlige fejlskøn, der er sket i sagsforløbet, og som i den grad har belastet universitetets omdømme. Dette dilemma forsøgte forskningsministeren at løse ved at sætte universitetet under »skærpet opsyn« (!?).
Men ministeren har yderligere det problem, at Penkowa -sagen klart udstiller, hvor uhensigtsmæssig den centralistiske ledelsesstruktur, som universitetsloven af 2003 bragte med sig, i virkeligheden er.
Ironisk nok sker det netop nu, hvor loven er oppe til revision med forslag om at tildele rektor og bestyrelsesformand endnu større magt, end de allerede har. Skruen strammes yderligere med forslag om at give ministeriet beføjelse til at pålægge universiteterne at løse helt konkrete opgaver, f. eks. en bestemt forskningsopgave.
Sammen med CBS-og Roskildesagerne må selv inkarnerede fortalere for koncerngørelsen af universiteterne være blevet klar over, at man med den gældende universitetslov har med en systemfejl at gøre. Og at det foreliggende lovforslag kun vil gøre situationen værre. Ministerens idelige påstand om, at universiteterne tildeles yderligere frihed, er ganske enkelt falsk varebetegnelse.
Med den detailstyring, universiteterne udsættes for, er det faktisk svært at se, hvilken nytte de har af deres bestyrelser.
Derimod er det indlysende, at der er et påtrængende behov for at få styrket det universitetsfaglige aspekt i ledelsen meget kraftigt. Man kunne vove den påstand, at havde et kollegialt organ bestående af universitetets de facto forskningsmæssige ledelse haft den indflydelse, de naturligt bør have på et universitet, ville en Penkowa -sag aldrig have fået lov til at udvikle sig, som den har gjort. Mange andre eksempler peger i samme retning.
For den siddende regering er universitetsloven imidlertid stærkt ideologisk stof, og det er derfor ikke sandsynligt, at den vil lade sig vejlede af virkeligheden.
Derimod må man kunne nære berettiget håb om, at oppositionen vil gå imod ændringsforslaget og i stedet beslutte at genoverveje hele loven om universiteternes styrelse. Det kræver ganske vist, at Socialdemokraterne kommer til fornuft, men med det indflydelsespotentiale, som de Radikale er i gang med at opbygge, var der måske en chance.
Under alle omstændigheder ville det i den kommende valgkamp være både værdifuldt og forfriskende, om også universitetsforhold blev inddraget i kulturkampen.
Sammenlignet med den forarmelse, der siden 2003 er sket af Danmarks århundredgamle universitetskultur, var problemerne i den foregående periode med den såkaldte »studenteroprørslov« ganske beskedne.

***

[intern ref.: Bjørn Quistorff: Arme universitet, Berl. 21/4-2011.]