Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs

Politiken d. 24/2-2012 (Sektion: Kultur Side 5) Debat:
Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs
UNIVERSITETER
Som nyuddannet antropolog har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet. Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.

af UFFE LUND, ANTROPOLOG

DEN OFFENTLIGE debat om humaniora bulderkoger i medierne for tiden. Professor Linda Maria Koldau (Musikvidenskab, Aarhus Universitet) har modtaget en advarsel fra dekanen for et kritisk debatindlæg sidste sommer i Politiken, hvor Koldau kritiserede humaniora generelt og musikvidenskab specifikt.
Der er flere elementer i denne kritik, men der skulle åbenbart tilsættes en krydret diskussion om ytringsfrihed, før sagen blev en journalistisk lækkerbisken.
Diskussionen om ytringsfrihed, ' mundkurve' og ' spytslikkeri' er væsentlig, men den overskygger desværre Koldaus faglige kritik. Som nyuddannet antropolog, med mange års studier fra religionsvidenskab, har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet.
Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.
Et oplagt sted at belyse denne udvikling er på studieordningernes formelle plan. Som studerende har jeg indefra oplevet den forandringsproces, humaniora har gennemgået, med konstante revideringer af studieordninger. Når jeg sammenligner de gamle studieordninger ( 1995-ordninger) med de nyeste, så må jeg give Koldau ret. Overfladiskhed og faglig udvanding tilsat varm luft og iklædt smarte businessord karakteriserer også den faglige udvikling på mine fag.

KONKRET kan man pege på flere tendenser.
Først og fremmest den ensretningsproces, hvor alle humanistiske bacheloruddannelser nu skal være tofaglige. Det betyder, at de studerende i praksis kun har cirka to år på deres hovedfag, før de skal kaste sig over et nyt felt. I ældre studieordninger kunne man vælge en enkeltfaglig bachelor. Det gjorde jeg selv og mange andre, med netop den begrundelse at en grundig indføring i hovedfaget gav en nødvendig faglig basis. Og ser man nærmere på indholdet i hhv. ' de gamle' og ' de nye' studieordninger, så taler ECTS-pointene deres eget tydelige sprog. På religionsvidenskab er netop de fag, man som studerende på de gamle ordninger oplevede som fagets tunge faglige skyts, blevet kraftigt udvandet.
Religionssociologi, religionsfilosofiog faghistorie er alle blevet kraftigt beskåret i ECTS og f. eks. blevet erstattet af formidlingsfag eller tværfaglige hum. fag. Det samme gør sig gældende for antropologi, hvor bacheloruddannelsens teoriudvikling helt er skåret væk og kandidatuddannelsens tunge teori-og metodefag er skåret ned.
Resultatet af dette er faglig udvanding, og at de studerende simpelthen ikke bliver tilstrækkelig dygtige. De bliver kastet rundt mellem spøgelsesagtige udgaver af traditionelle fag, tværfaglige bidder på andre fag og fag af varm luft.
Ledelsen ved Aarhus Universitet har selvfølgelig et ansvar for denne udvikling, men det vil være snæversynet, hvis man ikke ser større sammenhænge. I den forstand handler debatten om spytslikkeri kun om krusninger på overfladen.
Som det så ofte er blevet påpeget, er udvandingen af humaniora et politisk projekt, hvor fagets selvstændige legitimitet i dag er vingeskudt til fordel for en erhvervsrettet linje. I dag er der derfor kun ét relevant spørgsmål: Hvordan gøres humaniora relevant for erhvervslivet?

INDTIL FOR cirka 10 år siden var dette spørgsmål relativt uvæsentligt, fordi forskning (humanistisk såvel som naturvidenskabelig) var til for forskningens skyld. Koldau har helt ret i at understrege, at alle de nye tiltag for at gøre humaniora mere erhvervsrettet spiller fallit.
Varm luft og smarte businessord har intet at gøre med de humanistiske kompetencer (som Koldau præcist opridser).
For en nyuddannet humanist med disse kompetencer kan erhvervslivets buzzwords relativt let tilegnes på en uges tid, om nødvendigt, inden en jobsamtale. Og det er erhvervslivet, der i dag har brug for de humaniorastuderende, fordi enhver virksomhed har brug for fagligt stærke vidensbaserede kompetencer på højt niveau.
Humanioras forfald er en tendens i tiden, og denne tendens kommer også til udtryk blandt de studerende. Mine erfaringer tegner et broget billede af dagens humaniorastuderende, men viser også et kedeligt mønster. Mange har nemlig internaliseret erhvervsdiskursen og opfatter kun studiet som et middel til et job, ikke som et mål i sig selv. Et konkret eksempel er debatten om studiejob. For cirka 10 år siden var studiejob en mulighed for dem, der ikke kunne klare sig med SU og lån. Men det var også et fagligt valg.
De, der virkelig brændte for deres fag, var også dem, der arbejdede langt ud over de 37 timer. Og der var en vis respekt for dem, der tog dette faglige valg og derfor i studietiden var nødsaget til at leve af den ærefulde klichémenu: pasta med ketchup.
I dag er det nærmest omvendt. Har man ikke et studiejob, er man ikke seriøs - fordi man ikke er erhvervsorienteret.
Og lever man kun af SU, så er dette ens egen skyld, og noget man skal skamme sig over.
I begyndelsen af januar i år blussede denne debat op, hvor RUC-studerende So-fie V. Jensen i Politiken bad om forståelse for sin situation. Igen tog debatten en uheldig drejning i stedet for at lægge vægt på det, som Sofie sagde så tydeligt: Hvorfor er det ikke acceptabelt i dag at gå så meget op i sit studium, at man ikke har tid til et studiejob? Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet, og hvis der skal rettes op på dette, skal det ske nedefra. De studerende er nødt til at begynde at protestere over faglig udvanding, over ligegyldige formidlingsfag, over sænkning af niveau til eksaminer, over politikernes prædiken om nødvendigheden af relevante studiejob og hurtig gennemførelse og over mediernes gabestok - retorik om de forkælede danske humaniorastuderende.
Denne protest kunne måske begynde med, at vi bakker op om Linda Koldaus faglige kritik: at humaniora er på helt gal kurs.
Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet.


Billedtekst:

Tegning: Roald Als

Undervisning er gjort til en biting

Politiken d. 12. april, 2011 (Kultur side 11) Debat:
Undervisning er gjort til en biting
NEDSKÆRINGER : Siden 2006 har de nuværende studerende ved Det Humanistiske og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU måttet nøjes med 30-50 procent færre professorer, lektorer og adjunkter end før.
Af TANIA ØRUM OG ANNE FASTRUP, CAND. MAG., LEKTOR OG LEKTOR, PH. D., INSTITUT FOR KUNST-OG KULTURVIDENSKAB

I DE FOREGÅENDE uger har studerende ved Det Humanistiske og det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet aktioneret for mere og bedre undervisning. Baggrunden er færre undervisere, nedgang i timetal og forkortede semestre.
Dekanen på det Humanistiske Fakultet, Kirsten Refsing, forsøger i disse dage at rette op på problemet ved at pålægge professorer, lektorer og adjunkter at undervise mere og forske mindre.
I erkendelse af at det videnskabelige personales forskningstid reelt set allerede er voldsomt reduceret, har de studerende ikke villet anerkende dekanens løsningsforslag.

SOM LEKTORER på Institut for Kunst-og Kulturvidenskab (IKK) har vi siden universitetslovens indførelse i 2003 kunnet mærke, at både forskning og undervisning er kommet under gevaldigt pres. Helt grelt blev det efter ' normens død'. Da den nuværende dekan ved Det Humanistiske Fakultet, Kirsten Refsing, tiltrådte sin stilling i 2006, blev den norm, der sagde, at et hold på 30 studerende udløste fem heltidsstillinger, med et slag erklæret for død.
Tager vi IKK som eksempel på den generelle tilstand på humaniora, er det let at se, hvad det har betydet for bemandingssituationen.
Sammenlignet med begyndelsen 00' erne ser udviklingen i bemandingstallene for de fire uddannelser på IKK således ud ( de stillinger, der ligger ud over normen, hidrører fra Åbent Universitet):

MUSIKVIDENSKAB, der optager tre hold om året, er reduceret fra 15 til syv fastansatte. Teatervidenskab med et optag på et hold om året er gået fra at være syv til i dag at være fem. Litteraturvidenskab og moderne kultur med et optag på tre hold er faldet fra at have 18 fastansatte til i dag at have 12,5. Kunsthistorie og Visuel Kultur, der optager to hold pr. år, er gået fra at have 13 til nu at have 10.
I samme periode har der været et øget optag af studerende på kandidatuddannelsen i moderne kultur. Dertil kommer, at gennemførelsesprocenten blandt de studerende er steget markant siden 2000, hvilket selvfølgelig i sig selv er glædeligt.
Det korte af det lange er imidlertid, at de nuværende studerende på IKK må nøjes med 30-50 procent færre professorer, lektorer og adjunkter end før normens død, og de, der er tilbage, har oparbejdet en timepukkel på mere end 30.000 timer. Og situationen er ingenlunde enestående for IKK. Ingen kan undre sig over, at undervisningsudbuddet er skrumpet ind.

UNDERVISNINGSØKONOMISK ser det ikke bedre ud. Den undervisning, vejledning og eksamination, de studerende skal have, betales af de taxameterpenge, som i finansloven tildeles universitetet per ' STÅ'.
Disse taxameterpenge går imidlertid ikke direkte til undervisningen. De reduceres først med et bidrag til centrale aktiviteter, som styres på rektorniveau.
Her løftes knap 33 procent af taxameterpengene af. Dernæst skal der betales et bidrag til fakultetets drift ( bygninger, varme, administration osv.) Her tages ca. 30 procent af de resterende taxameterpenge.
Endelig reduceres taxameteret med et bidrag til administration af institut og fag.
Tilbage er til disposition for undervisningen gennemsnitligt 31 procent af det oprindelige taxameterbeløb, hvilket vil sige, at den studerende har ca. 15.000 kr. til at betale undervisning, vejledning og eksamination for pr. år ( forudsat at alle den studerendes eksaminer bestås).

DET TAXAMETERLØFT, som i 2010 bevilligedes humaniora og samfundsvidenskab, har vi end ikke set de 31 procent af ude på institutterne. På vores afdeling af IKK har vi i 2005 udformet nye studieordninger på grunduddannelserne, som både vi og de studerende har været glade for. I lyset af den manglende økonomi og bemanding er vi imidlertid tvunget til nu at beskære bacheloruddannelserne for anden gang. På litteraturvidenskab har vi barberet grunddisciplinerne på første år ned fra 12-9 undervisningsgange pr. semester. Den samme reduktion skal nu gennemføres på resten af bachelor-uddannelsen.
Det er ikke kun de studerende, men også lærerne, der spørger sig selv, hvor lidt man egentlig kan nøjes med.
Tilbage er til disposition for undervisningen gennemsnitlig 31 pct. af det oprindelige taxameterbeløb.

***

[intern ref.: Tania Ørum og Anne Fastrup: Undervisning er gjort til en biting, Dorrit Saietz: Lektorer efterlyser forsvundne penge, Pol. 12/4-2011.]