Whistleblower-ordning

Information d. 26. juli, 2011 (1. sektion side 5) Refleksion
Kritik kan være krig eller demokrati
Systemkritik: Kritik er ofte forbundet med et slagfærdigt vokabularium. Det er der historisk set gode grunde til, men den militaristiske jargon kunne måske nedtones, hvis Danmark fik et whistleblower-nævn
Af Rasmus Willig lektor, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Det har knebet med at få en whistleblower-ordning i Danmark, men noget kunne tyde på, at det vil lykkes, hvis der kommer en ny regering til efter sommerferien. Flere partier til venstre for midten har nemlig peget på behovet for et nævn, hvor offentligt ansatte kan ytre sig kritisk uden frygt for at blive fyret.
Kritik kan være besværlig, nådesløs og skadelig for afsenderen eller for den, som er skydeskive for kritikken.
Kritik larmer og frem føres ofte af stærkt engagerede personer, der ikke viger for nogen modstander. Kritik kan give granatchok. Ikke underligt, at begrebet ofte sammenlignes med krige, opfattes som angreb eller beskrives som et særligt eksplosivt diskussionsvåben.
Den danske debattør Carsten Jensen blev for nylig betegnet som »et verbalt krydsermissil«. Den afdøde amerikanske sociolog Erving Goffman bemærkede i sin måske mest berømte bog, Stigma, at den, der siger sandheden - underforstået: er kritisk - kan have en fornemmelse af at stå på en henrettelsesplads.
Den amerikanske socialfilosof Judith Butler har også skrevet, at den, der kritiserer, sætter sig selv på spil, eftersom han eller hun aldrig kan vide, om kritikken bliver accepteret af andre. Det var ligeledes i indledningen til Kritik af den Hegelske retsfilosofi, at Karl Marx skrev: »Kritikkens våben kan ganske vist ikke erstatte kritikken af våbnene«, og Pierre Bourdieu har i samme ånd givet et interview med titlen 'Med kritikken som våben', hvori han på slagfærdig vis redegør for sine kritikker af anerkendte sociologiske og filosofiske samfundsteorier. Lutter slagfærdige og klingende udsagn og titler fra berømte historiske samfundsteoretikere.
En årsag til, at kritik bliver forbundet med en slagfærdig, i visse tilfælde endog militaristisk jargon, kan være den omstændighed, at mange systemkritikere enten er blevet drevet i landflygtighed eller blevet ofre for de krige, som de har kritiseret.
Den amerikanske filosof Michael Walzer har i værket The Company of Critics redegjort for, hvordan mange af historiens store kritikere og intellektuelle er blevet tvunget i eksil fra diktaturer og borgerkrige på grund af deres ytringer og status som system kritikere.

Frygt for at kritisere
Herbert Marcuse, en af studenteroprørets filosofiske helte fra 1968, modtog mange trusler igennem hele sit liv, og mon ikke Daniel Domscheit-Berg, der står bag Wikileaks, lider samme skæbne i dag? Historiens systemkritikere er blevet fremstillet som helte. De risikerer livet for deres ytringer.
Sådan bør det imidlertid ikke være i et demokrati.
Desværre tør mange offentligt ansatte ikke udtale sig af frygt for fyring eller for, at karrieren skal gå i stå.
Kritik er for det meste aldrig rigtig velkommen, og der gøres meget for at bremse den. Den er generende og ryster magten og alle ikke-legitime institutioner, og derfor bør ethvert demokrati altid arbejde på at sikre alle former for ytringsfrihed såsom forskningsfrihed , offentligt-og privatansattes ytrings frihed, pressefrihed osv.
Der er imidlertid ikke sket meget, siden Vejledning for offentligt ansattes ytringsfrihed så dagens lys i 2006. Der er et behov for en whistleblower-ordning. Betegnelsen whistleblower er engelsk og stammer fra den praksis, der udøves af londonske bobbies (politibetjente), som blæser i fløjten, når de observerer en lovovertrædelse.
Det vil måske være lidt karikeret, men måske ikke helt forkert at sige, at når kritikken historisk er blevet undertrykt, har der været blæst til angreb, men med en fløjteordning ville den militaristiske jargon måske fortage sig, og der ville kun blive fløjtet til demokratisk kamp.

POLITIK@INFORMATION.DK

[intern ref.]

Musik er ikke kun akademisk

Jyllands-Posten d. 11. juli, 2011 (1. sektion side 15) Debat:
Musik er ikke kun akademisk
Af MORTEN HJELT, studielektor Københavns Universitet

Professor Linda Maria Koldau har i medierne udtalt sig kritisk om det faglige niveau på det musikvidenskabelige studium ved Aarhus Universitet. For mig at se er parallellen til musikstudiet på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab helt åbenbar, for tendenserne her er nøjagtig de samme som i Aarhus.
Et universitetsstudium bør efter manges opfattelse først og fremmest udmærke sig ved at være akademisk, så de studerendes viden om og forhold til selve musikken betragtes i vidt omfang som absolut sekundær i forhold til deres indsigt i musikken som diskursivt fænomen. Det opfattes med andre ord som vigtigere at kunne forholde sig til musikken som abstraktion end som håndgribelighed.

Læring gennem handling
Der er sågar dem, der mener, det er fuldstændig overflødigt for en musikkandidat fra universitetet at kunne læse noder, for man kan jo sagtens forholde sig akademisk til selv kompositionsmusik uden.
Det svarer sådan cirka til at mene, at man må kunne studere tysk sprog og kultur uden at kunne læse tysk. Jo mere "meta", jo mere akademisk, synes ræsonnementet at være, selv om de akademiske teorier kommer til at hænge og svæve frit i luften, hvis ikke de studerende også har et indgående kendskab til det sprog, den musik, kunst eller litteratur, som teorierne oprindelig er udsprunget af.
Musik er først og fremmest noget, man lærer gennem handling, således at den praktiske musikudøvelse på et musikvidenskabeligt studium primært bliver et middel til også at forstå musikken. På grund af massive økonomiske problemer påtænker man på Københavns Universitet for tiden yderligere nedskæringer på den praktiske soloundervisning i sang og klaver, som selvsagt er bekostelig, men som også giver de studerende netop den nødvendige ballast af selverfaret, sanset musik, som bør danne det naturlige grundlag for kvalificeret refleksion.
Den primære oplevelse af musik foregår nu engang gennem ørerne og kroppen, og alene af den grund af er soloundervisningen i sang og klaver helt uundværlig på studiet.

Formidling er vigtig
Det er i høj grad spørgsmålet, hvorvidt man kan forholde sig akademisk til noget, man ikke først har erfaret gennem sine sanser.
Kan en blind forholde sig akademisk til de farver, han aldrig har set? Kan en døv så også studere musik som ren abstraktion? Endvidere skal kandidater i musik fra universitetet naturligvis ikke bare kunne formidle akademiske tanker om musik, de skal også kunne formidle selve musikken, og det bliver de konstant ringere rustet til. For eksempel kommer en musiklærer ved gymnasieskolen ikke langt med at fange elevernes interesse for faget, hvis ikke han selv kan spille klaver og synge, og disse praktiske kompetencer opbygges selvsagt først og fremmest gennem soloundervisningen.

Nuancering
Hvis vi ønsker, at der også på længere sigt skal eksistere andre musiktyper end den mest banale pop og rock i dette samfund, er vi nødt til ofre pengene på at uddanne folk, der ikke kun kan forholde sig goldt akademisk til musikken, men som også kan formidle musik af høj kvalitet. Hvad er det overordnede formål med at have universiteter her i landet? Handler det kun om at uddanne folk til at tjene penge, eller skal de også bidrage positivt til menneskers livskvalitet? Jeg mindes endnu med dyb taknemmelighed, da jeg som 11-årig havnede på Holte Gymnasium, hvor salig Jørgen Due satte mig til at synge sopran i Haydns Nelsonmesse og Lange-Müllers Madonna-sange med gymnasiekoret. Jeg glemmer det aldrig, og jeg tænker med gru, at mit liv kunne have formet sig meget anderledes, hvis ikke veluddannede, inspirerende kræfter allerede dengang havde vist mig, at der fandtes stor musik i denne verden.

Billedtekst: Der findes dem, der mener, at en musikkandidat ikke skal kunne læse noder. Det er helt forkert. Arkivfoto: Thomas Wilmann

[intern ref.]