Weekendavisen d. 10. febr., 2012 (side 2)
Managementregimentet
Kommentar. Nomenklaturaen versus alle de andre: de studerende, de videnskabelige medarbejdere og administrationen. Aarhus Universitet har mistet sin sjæl.
af MIKAEL BUSCH
»Hej, jeg hedder Jan Iversen, og jeg har et knaldgodt tilbud til dig.« Tilbuddet, som fremføres på ægte Lars Larsen-jysk, er især henvendt til de teologistuderende på Aarhus Universitet (AU). Ved afgivelse af samtlige fagbøger kan den studerende erhverve sig en helt gratis, limegrøn hængekøje i det nye Nobelbibliotek. Normalprisen er 5.000 kroner.
Det morsomme spot kan ses på teologernes Facebookside. Satiren og galgenhumoren har højkonjunktur under det managementregimente, der for tiden hærger AU og effektivt dræber arbejdsglæden hos de studerende, det menige administrative personale og de videnskabelige medarbejdere, ( jf. bl. a. Bo Bjørnvigs »Fordyrende, fordummende og fortvivlende«, Weekendavisen # 52, red.).
Faktisk er det falske reklamespot ikke engang helt løgn. Som uvildig, ekstern censor på AU har undertegnede netop erfaret, at hængekøjen findes.
Jan Iversen, eller rettere Jan Ifversen, findes også. Ham husker jeg fra mit eget franskstudium ved AU i første halvdel af 1980erne som en frygtet, ultraortodoks marxist. I dag er han som prodekan for videnudveksling ( uden 's', husk det!) én af chefarkitekterne bag en stor bibliotekssammenlægning på samme universitet. Det i nordisk sammenhæng enestående teologiske bibliotek, det såkaldte Ringgadebibliotek ( historiefaget og områdestudierne) og sprogfagenes bibliotek lægges sammen i den nye Nobelpark under navnet Nobelbiblioteket. På overfladen ligner det hele en åben og demokratisk proces. Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen. Og i en mail den 15. november til brugerne af bibliotekerne på Ringgaden og i Nobelparken skriver Ifversen, at »vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en god proces, hvor medarbejdere inddrages så meget som muligt, og hvor resultatet er et moderne forskningsbibliotek til glæde for både medarbejdere og studerende«. Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige.
Flere skønlitterære værker - herunder John Miltons Paradise Lost - var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler, som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. Vitale bøger var ikke længere tilgængelige for de videnskabelige medarbejdere og de studerende. Forestil Dem en kemiker, der på tilsvarende vis får beslaglagt sit laboratorium.
Allerede fredag den 11. november var bibliotekspersonalet blevet adviseret om den forestående operation. At de blev pålagt tavshed fra højere sted, kan ikke dokumenteres, da der ikke foreligger noget på skrift. Men det blev de.
Onsdag den 16. november var flyttemændene færdige med arbejdet.
I disse uger gennemføres en operation med universitetsfagenes hjemmesider efter samme model. Udadtil (nedadtil!) signaleres åbenhed: »Vi vil være i dialog med de relevante sideansvarlige om udformningen af de nye hjemmesider«, som der står i en mail, den fuldmægtige kommunikationsmedarbejder Marianne Ester Back den 19. januar lagde ud på Humanioras interne konference. Men reelt er topstyringen total; på de høje niveauer udtænkes en slagplan, som derefter udføres resolut. De berørte informeres først bagefter.
Universitetsfolk er jo nogle besværlige brokkehoveder, der ikke forstår den overordnede idé; i dette tilfælde tilsyneladende noget så visionært som ensartede e-mail-adresser til alle ansatte.
Og den limegrønne hængekøje? Denne vision er heller ikke blevet forstået. Ikke engang af de potentielle brugere, jf. det satiriske studenterspot.
Besværlige akademikere forstår ganske enkelt ikke, at et universitetsbibliotek ikke er beregnet til bøger. I hvert fald kun som noget sekundært: »Det nye bibliotekskoncept indebærer, at færre bøger står fremme på hylderne, og at der gøres plads til læringsaktiviteter på nogle af de arealer, der før var forbeholdt bøger,« som der står i mailen af 15. november. Disse »læringsaktiviteter« - i alt forekommer variationer over nyordet »læring« fire gange i mailen - indebærer, at noget så håbløst gammeldags som bøger skal erstattes af limegrønne hængekøjer af mærket Fatboy.
Det er næppe tilfældigt, at universitetets ledelse har overdraget virkeliggørelsen af visionen til arkitekter med hang til æstetik i stedet for fag-og bibliotekskyndige.
Splittelsen mellem universitetets nye nomenklatura - bestyrelsen, direktøren, adskillige vicedirektører, rektoratet, dekanaterne, de utallige kommunikationsmedarbejdere og HRmedarbejdere på den ene side, og de videnskabelige medarbejdere, det menige administrative personale og de studerende på den anden side - er nærmest total. Man lever i to adskilte verdner, der ser fundamentalt forskelligt på universitetet.
SKULLE man forsøge at give en nogenlunde elskværdig gengivelse af nomenklaturaens optik, kan man sige, at den, med det stenrige Stanford University som det erklærede forbillede, gennemfører en nødvendig slankning af strukturen, der klæder AU på til videnssamfundet. Da de vigtige, nye opdagelser og erkendelser opstår i grænseområderne mellem fagene, skal der satses entydigt på tværfaglighed. Altså en slags genopførelse af tankegangen bag gymnasiereformen af 2005.
Bortset fra at tværfaglighed på universitets( ny) sprog hedder »interdisciplinaritet«. At Akkrediteringsrådet p. t. tøver med at akkreditere visse sprogfag, f. eks. fransk, på grund af manglende »fagfaglighed« findes der nok en løsning på. Måske skal Akkrediteringsrådet bare lære at tænke innovativt. Og det går jo godt på AU, som rektor sagde i sin juletale. Fusionerne går planmæssigt. Økonomien er sund. Nøgletallene er gode, og AU behøver ikke skamme sig over sin internationale ranking.
Grundstemningen blandt de øvrige medarbejdere - de 99 procent, om man vil - er mismod og forvirring. De studerende er på grund af den drastiske omstrukturering ofte i tvivl om, hvilket institut de egentlig hører ind under.
Det administrative personale tvangsanbringes i store sekretærsiloer. Blandt de videnskabelige medarbejdere er afmagten altdominerende.
Man identificerer sig ikke længere med sin arbejdsplads. Man har mistet den grundlæggende følelse af medejerskab og ansvar. Man føler ubehag ved nysproget. Tidligere kunne man undervise i noget så åndfuldt som germansk filologi. I dag arbejder man under »Team tysk«. Man føler ubehag ved den hensynsløse top down-strategi, hvormed AU omstruktureres.
Ledelsen forestiller sig, at der kommer produktive og interdisciplinære »synergieffekter« ud af at tvangsblande de forskellige faggrupper.
De ansatte oplever derimod, at en institutionel hukommelse, der er opbygget gennem snart 100 år, sprænges til atomer. Denne hukommelse kan ikke måles eller gøres til genstand for »ranking« og »benchmarking«, men den repræsenterer en umistelig åndelig værdi. Kort fortalt har AU mistet sin sjæl.
Måske kunne enkelte videnskabelige medarbejdere teoretisk set godt finde på at ofre deres egen forskning og forsøge at repræsentere fagligheden i den nye struktur, i den såkaldt »faglige udviklingsproces« ( forkortet FUP!), men de ville med garanti ikke blive ansat. De nye strukturer tiltrækker i praksis typer, der trives med at udøve magt oppefra og ned, og som ikke er for belastede af viden. Som i alle totalitære regimer ligger ondskaben i strukturerne.
Sjovt nok ligner rektoren for det hele med sit grå skæg og stålindfattede briller alt andet end en mørkets fyrste. Lauritz B. Holm-Nielsen, som oprindelig er uddannet botaniker, lød i sin juletale mest af alt som en hyggelig og jovial fyr, som man godt kunne forestille sig at drikke en stor fadøl med. Lidt som Lars Larsen fra Jysk.
Billedtekst:
ILLUSTRATION: GITTE SKOV
[intern ref.]
Showing posts with label ensretning. Show all posts
Showing posts with label ensretning. Show all posts
Friday, February 10, 2012
Thursday, September 22, 2011
Ni gode råd til den nye videnskabsminister
Politiken d. 22. sept., 2011 (Kultur side 6) Debat:
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister
Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET
1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.
[intern ref.]
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister
Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET
1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.
[intern ref.]
Wednesday, September 21, 2011
Verdensmester i Danmark
Information d. 21. sept., 2011 (1. sektion s. 18) kronik
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi,
Københavns Universitet og Columbia University
Københavns Universitet og Columbia University
Sunday, May 1, 2011
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Wednesday, April 13, 2011
Forskere fyret bla. pga. det øgede antal ph.d.-studerende
Se artiklen her:
http://www.information.dk/265278
http://www.information.dk/265278
"På naturvidenskab på både København og Aarhus Universitet blev der sidste år fyret forskere blandt andet på grund af det øgede antal ph.d.-studerende.",
citeret fra:
Lise Richter: Forskeruddannelsen er blevet en titelfabrik; Lise Richter og Mette Klingsey: Universiteter havde ikke råd til ph.d.-boom, Inf. 13/4-2011..
Universiteter havde ikke råd til ph.d.-boom
Af:Friday, November 19, 2010
Løfte, ikke lefle
Weekendavisen d. 19. nov., 2010 ( 1. sektion side 15) Debat: Kronik.
Løfte, ikke lefle
For Danmarks berømte videnskabsmand, elektromagnetismens opdager, H. C. Ørsted, var forskning og formidling to sider af samme sag. I dag er forbindelsen gået tabt. Universitetsansatte tvinges til at undervise i fag, de ikke ved noget om, mens journalister formidler emner, som andre har udforsket.
Af DAN CH. CHRISTENSEN
I Guldalderen blev Hans Christian Ørsted (1777-1851) anset for at være Danmarks bedste universitetslærer, og i 50 år holdt han foredrag om fysikkens historie og nyeste forskningsresultater for et alment interesseret publikum et stenkast fra den statskirke, der i århundreder havde haft eneret på at forkynde teksten for lægfolket. Ørsted var en pioner i forskningsformidling, og han lod sine tilhørere forstå, at han betragtede videnskabsdyrkning som en form for religionsudøvelse.
Hvordan bar han sig ad? På sine mange rejser i Europa havde han luret andre naturforskere kunsten af. Han havde siddet i auditorier og laboratorier og færdedes i saloner og lyttet til undervisere, der læste monotont op af genbrugte manuskripter i et tempo, der ofte hverken passede til tilhørernes absorberingsevne eller til eksperimenternes forløb. Men han havde også hørt velforberedte forelæsere, der havde stukket manuskriptet i lommen og derefter havde fået en gnist til at springe i tilhørerne, så de blev vakt og forlod auditoriet fyldt med undren og inspiration til selv at tage fat.
Han fik aldrig fat i en opskrift på, hvilke regler der gælder for en god formidler. Hele hemmeligheden består nemlig i at brænde for at vise andre rundt i det landskab, man udforsker, og hvis seværdigheder man ikke blot har overblik over, men kender i alle detaljer. Rundvisningen foregår på et klart og enkelt sprog og er tilrettelagt med visuel fantasi, så publikum kan se sammenhæng og enkeltheder for sit indre blik og spørge om det, der endnu fremstår dunkelt.
Det er ikke forskeren som person, der skal gøre sig interessant, attraktionen ligger i at vise det udforskede landskab frem.
Her tog han ved lære af musikeren, der i den grad er opslugt af at udtrykke komponistens partitur, at hans instrumentelle færdigheder og de mange års øve- og prøvetimer uanstrengt går op i musikken. Forskeren må derfor være helt hjemme i sit stof. Historikeren Vitus Gay sagde engang, at man skal udforske en hel alen, hvis man vil formidle en tomme. Præcis sådan var det for Ørsted, som gjorde sig til pioner for et storstilet forskningsformidlingsprojekt: at gøre naturvidenskaberne til en del af den folkelige dannelse.
Forskning og formidling er desværre adskilt i tidens dagsorden. Forskning og formidling som to uafhængige aktiviteter er på mode i Videnskabsministeriet og medierne i det hele taget.
Legitimeringsbehovet er stadig akut, så politikere vil redde den ubegribelige forskning ved at satse på formidlingseksperter. Sat på spidsen er dagens forestilling, at forskning er for de kloge i elfenbenstårnet, hvor de slås om forskningsbevillinger.
Men de kloge er også de kedelige, de uforståelige og de ufolkelige.
Derfor må der professionelle formidlere til, som har lært journalistik eller særlige pædagogiske tricks, og som hævder at sidde inde med et privilegeret kendskab til målgruppens smag og evner, og som kan tale et sprog, der er tilpasset ganske almindelige menneskers fatteevne. Forskningens resultater stifter de bekendtskab med ad hoc ved at interviewe de kloge. Den totale arbejdsdeling er hermed indført.
Hvad er det egentlig, de kan, disse formidlingseksperter? De kan kommunikere, ja, men hvad hjælper det at kunne formulere sig forståeligt, hvis man ikke har et indhold at formidle? Det landskab, forskeren har kortlagt, er jo for formidleren en hvid plet i atlasset. Formidleren har aldrig været der og skal først vises rundt ligesom sin målgruppe. Han skal og kan kun vise en tomme og tror, han løser sin opgave uden at kende forskerens alen. Og så ender formidlingen med at fortynde forskningen til nogle få linjer af en tomme. Både overblik og detaljer reduceres, og formidleren har ikke en chance for at vide, hvad der befinder sig mellem hans linjer og forskerens alen.
Det er ikke en naturlov, at de kloge er de kedelige, og det er aldrig lykkedes mig at forstå, hvilke kommunikationsredskaber, der skulle stå til rådighed for formidleren, men være lukket land for forskeren. Det er aldrig lykkedes mig at forstå, at Danmarks Radio efterhånden har skilt sig af med alle fagfolk inden for naturvidenskab, historie, litteratur og musik for i deres sted at sende programmer redigeret af journalister.
Eller tag Folkeskolen, hvor læreruddannelsen prioriterer pædagogik langt højere end faglig fordybelse. Lærere, der kun kan byde børnene på stærkt fortyndede opløsninger af videnskabens resultater, kan ikke åbne døren til den lærerige proces, hvor de bliver til. Børn bibringes derfor en helt urealistisk opfattelse af videnskabelig forskning. Tommelfingerreglen for magnetnålens udsving på grund af en elektrisk strøm er indlært på en time, og den eftertænksomme elev må spørge sig selv, hvordan det kan være, at et geni, som Ørsted hævdes at være, skulle bruge så mange år på at opdage noget så simpelt og dog så epokeskabende som elektromagnetismen. Det kræver en alen at undervise i en tomme.
På universitetet er sammenhængen mellem forskning og undervisning brudt sammen. Underviserne skal køre obligatoriske kurser og må ikke længere forelæse i det, de brænder for.
Hvor Ørsted førte studenterne frem til forskningens frontlinie, anser ledelsen i dag forskningsbaseret undervisning for en forældet dyd. Universitetslærerne skal vise studenterne rundt i et landskab, de ikke kender; ledelsen sætter dem til at være rejseledere i ukendt land med en Michelin-guide. Forskning og formidling hænger sammen i kraft af begges fravær .
Selv var Ørsted god til ved hælp af metaforer og sprogfornyelse at føre sine tilhørere ind i sit eksperimental-laboratorium.
Matematik og latin spærrer for forståelsen af fysiske fænomener. De må formidles visuelt, så vi kan se dem for vort indre blik. Vi forstår umiddelbart med sanserne.
Der er meget lærdomsglimmer, som Ørsted kaldte det, i Akademia - det distanceblændende fænomen hans ven H. C. Andersen, lille Hans Christian, skildrede så præcist i Kejserens Nye Klæder. Guldalderen evnede at udtrykke alle temaer - og indviklede religiøse og filosofiske sammenhæng - på et kernefuldt dansk, så man i dag forbløffes over, hvor godt de klarede sig uden brug af fremmede kunstord.
Ørsted tog initiativ til at forny sproget og indførte ord som ildsjæl i stedet for entusiast, sommerfugl, tankeeksperiment, indleder og udleder for anode og katode, strålesamler og strålespreder for konvekse (indhvælvede) og konkave (udhvælvede) linser, rumfang for volumen, vægtfylde for specifisk vægt og så videre.
Hvordan så Ørsted på sin målgruppe? Han henvendte sig direkte til tilhørernes fornuft, idet han anså det for livets mening, at vi alle som en løbende proces er i gang med at finde vort kald, det vil sige finde ud af, hvori vort særlige talent består for at udfolde det i jagten på det Sande, det Gode og det Skønne. Det ville dog være helt blottet for mening at begrave det talent, naturen eller Gud har givet os. Derfor stillede han krav til sit publikum om, at det skal strække sig opefter. Han vil løfte, ikke lefle, og derfor sigtede han højt. Som dualist var det hans mål at overbevise folk om, at videnskab ganske vist undersøger sanselige fænomener, men gør det for at nå højere og finde naturens love og tanker og derved løfte en flig af den evige fornuft.
Dan Ch. Christiansen, historiker, lektor, dr. phil., modtog i sidste uge Det kongelige Biblioteks H. O. Lange-pris i forskning og formidling. Han fik den i anledning af biografien »Naturens tankelæser« om H. C. Ørsted, som udkom sidste år på Museum Tusculanums Forlag. Kronikken er et uddrag af hans takketale.
Billedtekst: ILLUSTRATION: CHARLOTTE PARDI
[intern ref.]
Løfte, ikke lefle
For Danmarks berømte videnskabsmand, elektromagnetismens opdager, H. C. Ørsted, var forskning og formidling to sider af samme sag. I dag er forbindelsen gået tabt. Universitetsansatte tvinges til at undervise i fag, de ikke ved noget om, mens journalister formidler emner, som andre har udforsket.
Af DAN CH. CHRISTENSEN
I Guldalderen blev Hans Christian Ørsted (1777-1851) anset for at være Danmarks bedste universitetslærer, og i 50 år holdt han foredrag om fysikkens historie og nyeste forskningsresultater for et alment interesseret publikum et stenkast fra den statskirke, der i århundreder havde haft eneret på at forkynde teksten for lægfolket. Ørsted var en pioner i forskningsformidling, og han lod sine tilhørere forstå, at han betragtede videnskabsdyrkning som en form for religionsudøvelse.
Hvordan bar han sig ad? På sine mange rejser i Europa havde han luret andre naturforskere kunsten af. Han havde siddet i auditorier og laboratorier og færdedes i saloner og lyttet til undervisere, der læste monotont op af genbrugte manuskripter i et tempo, der ofte hverken passede til tilhørernes absorberingsevne eller til eksperimenternes forløb. Men han havde også hørt velforberedte forelæsere, der havde stukket manuskriptet i lommen og derefter havde fået en gnist til at springe i tilhørerne, så de blev vakt og forlod auditoriet fyldt med undren og inspiration til selv at tage fat.
Han fik aldrig fat i en opskrift på, hvilke regler der gælder for en god formidler. Hele hemmeligheden består nemlig i at brænde for at vise andre rundt i det landskab, man udforsker, og hvis seværdigheder man ikke blot har overblik over, men kender i alle detaljer. Rundvisningen foregår på et klart og enkelt sprog og er tilrettelagt med visuel fantasi, så publikum kan se sammenhæng og enkeltheder for sit indre blik og spørge om det, der endnu fremstår dunkelt.
Det er ikke forskeren som person, der skal gøre sig interessant, attraktionen ligger i at vise det udforskede landskab frem.
Her tog han ved lære af musikeren, der i den grad er opslugt af at udtrykke komponistens partitur, at hans instrumentelle færdigheder og de mange års øve- og prøvetimer uanstrengt går op i musikken. Forskeren må derfor være helt hjemme i sit stof. Historikeren Vitus Gay sagde engang, at man skal udforske en hel alen, hvis man vil formidle en tomme. Præcis sådan var det for Ørsted, som gjorde sig til pioner for et storstilet forskningsformidlingsprojekt: at gøre naturvidenskaberne til en del af den folkelige dannelse.
Forskning og formidling er desværre adskilt i tidens dagsorden. Forskning og formidling som to uafhængige aktiviteter er på mode i Videnskabsministeriet og medierne i det hele taget.
Legitimeringsbehovet er stadig akut, så politikere vil redde den ubegribelige forskning ved at satse på formidlingseksperter. Sat på spidsen er dagens forestilling, at forskning er for de kloge i elfenbenstårnet, hvor de slås om forskningsbevillinger.
Men de kloge er også de kedelige, de uforståelige og de ufolkelige.
Derfor må der professionelle formidlere til, som har lært journalistik eller særlige pædagogiske tricks, og som hævder at sidde inde med et privilegeret kendskab til målgruppens smag og evner, og som kan tale et sprog, der er tilpasset ganske almindelige menneskers fatteevne. Forskningens resultater stifter de bekendtskab med ad hoc ved at interviewe de kloge. Den totale arbejdsdeling er hermed indført.
Hvad er det egentlig, de kan, disse formidlingseksperter? De kan kommunikere, ja, men hvad hjælper det at kunne formulere sig forståeligt, hvis man ikke har et indhold at formidle? Det landskab, forskeren har kortlagt, er jo for formidleren en hvid plet i atlasset. Formidleren har aldrig været der og skal først vises rundt ligesom sin målgruppe. Han skal og kan kun vise en tomme og tror, han løser sin opgave uden at kende forskerens alen. Og så ender formidlingen med at fortynde forskningen til nogle få linjer af en tomme. Både overblik og detaljer reduceres, og formidleren har ikke en chance for at vide, hvad der befinder sig mellem hans linjer og forskerens alen.
Det er ikke en naturlov, at de kloge er de kedelige, og det er aldrig lykkedes mig at forstå, hvilke kommunikationsredskaber, der skulle stå til rådighed for formidleren, men være lukket land for forskeren. Det er aldrig lykkedes mig at forstå, at Danmarks Radio efterhånden har skilt sig af med alle fagfolk inden for naturvidenskab, historie, litteratur og musik for i deres sted at sende programmer redigeret af journalister.
Eller tag Folkeskolen, hvor læreruddannelsen prioriterer pædagogik langt højere end faglig fordybelse. Lærere, der kun kan byde børnene på stærkt fortyndede opløsninger af videnskabens resultater, kan ikke åbne døren til den lærerige proces, hvor de bliver til. Børn bibringes derfor en helt urealistisk opfattelse af videnskabelig forskning. Tommelfingerreglen for magnetnålens udsving på grund af en elektrisk strøm er indlært på en time, og den eftertænksomme elev må spørge sig selv, hvordan det kan være, at et geni, som Ørsted hævdes at være, skulle bruge så mange år på at opdage noget så simpelt og dog så epokeskabende som elektromagnetismen. Det kræver en alen at undervise i en tomme.
På universitetet er sammenhængen mellem forskning og undervisning brudt sammen. Underviserne skal køre obligatoriske kurser og må ikke længere forelæse i det, de brænder for.
Hvor Ørsted førte studenterne frem til forskningens frontlinie, anser ledelsen i dag forskningsbaseret undervisning for en forældet dyd. Universitetslærerne skal vise studenterne rundt i et landskab, de ikke kender; ledelsen sætter dem til at være rejseledere i ukendt land med en Michelin-guide. Forskning og formidling hænger sammen i kraft af begges fravær .
Selv var Ørsted god til ved hælp af metaforer og sprogfornyelse at føre sine tilhørere ind i sit eksperimental-laboratorium.
Matematik og latin spærrer for forståelsen af fysiske fænomener. De må formidles visuelt, så vi kan se dem for vort indre blik. Vi forstår umiddelbart med sanserne.
Der er meget lærdomsglimmer, som Ørsted kaldte det, i Akademia - det distanceblændende fænomen hans ven H. C. Andersen, lille Hans Christian, skildrede så præcist i Kejserens Nye Klæder. Guldalderen evnede at udtrykke alle temaer - og indviklede religiøse og filosofiske sammenhæng - på et kernefuldt dansk, så man i dag forbløffes over, hvor godt de klarede sig uden brug af fremmede kunstord.
Ørsted tog initiativ til at forny sproget og indførte ord som ildsjæl i stedet for entusiast, sommerfugl, tankeeksperiment, indleder og udleder for anode og katode, strålesamler og strålespreder for konvekse (indhvælvede) og konkave (udhvælvede) linser, rumfang for volumen, vægtfylde for specifisk vægt og så videre.
Hvordan så Ørsted på sin målgruppe? Han henvendte sig direkte til tilhørernes fornuft, idet han anså det for livets mening, at vi alle som en løbende proces er i gang med at finde vort kald, det vil sige finde ud af, hvori vort særlige talent består for at udfolde det i jagten på det Sande, det Gode og det Skønne. Det ville dog være helt blottet for mening at begrave det talent, naturen eller Gud har givet os. Derfor stillede han krav til sit publikum om, at det skal strække sig opefter. Han vil løfte, ikke lefle, og derfor sigtede han højt. Som dualist var det hans mål at overbevise folk om, at videnskab ganske vist undersøger sanselige fænomener, men gør det for at nå højere og finde naturens love og tanker og derved løfte en flig af den evige fornuft.
Dan Ch. Christiansen, historiker, lektor, dr. phil., modtog i sidste uge Det kongelige Biblioteks H. O. Lange-pris i forskning og formidling. Han fik den i anledning af biografien »Naturens tankelæser« om H. C. Ørsted, som udkom sidste år på Museum Tusculanums Forlag. Kronikken er et uddrag af hans takketale.
Billedtekst: ILLUSTRATION: CHARLOTTE PARDI
[intern ref.]
Subscribe to:
Posts (Atom)