Løfte, ikke lefle

Weekendavisen d. 19. nov., 2010 ( 1. sektion side 15) Debat: Kronik.
Løfte, ikke lefle
For Danmarks berømte videnskabsmand, elektromagnetismens opdager, H. C. Ørsted, var forskning og formidling to sider af samme sag. I dag er forbindelsen gået tabt. Universitetsansatte tvinges til at undervise i fag, de ikke ved noget om, mens journalister formidler emner, som andre har udforsket.
Af DAN CH. CHRISTENSEN

I Guldalderen blev Hans Christian Ørsted (1777-1851) anset for at være Danmarks bedste universitetslærer, og i 50 år holdt han foredrag om fysikkens historie og nyeste forskningsresultater for et alment interesseret publikum et stenkast fra den statskirke, der i århundreder havde haft eneret på at forkynde teksten for lægfolket. Ørsted var en pioner i forskningsformidling, og han lod sine tilhørere forstå, at han betragtede videnskabsdyrkning som en form for religionsudøvelse.
Hvordan bar han sig ad? På sine mange rejser i Europa havde han luret andre naturforskere kunsten af. Han havde siddet i auditorier og laboratorier og færdedes i saloner og lyttet til undervisere, der læste monotont op af genbrugte manuskripter i et tempo, der ofte hverken passede til tilhørernes absorberingsevne eller til eksperimenternes forløb. Men han havde også hørt velforberedte forelæsere, der havde stukket manuskriptet i lommen og derefter havde fået en gnist til at springe i tilhørerne, så de blev vakt og forlod auditoriet fyldt med undren og inspiration til selv at tage fat.
Han fik aldrig fat i en opskrift på, hvilke regler der gælder for en god formidler. Hele hemmeligheden består nemlig i at brænde for at vise andre rundt i det landskab, man udforsker, og hvis seværdigheder man ikke blot har overblik over, men kender i alle detaljer. Rundvisningen foregår på et klart og enkelt sprog og er tilrettelagt med visuel fantasi, så publikum kan se sammenhæng og enkeltheder for sit indre blik og spørge om det, der endnu fremstår dunkelt.
Det er ikke forskeren som person, der skal gøre sig interessant, attraktionen ligger i at vise det udforskede landskab frem.
Her tog han ved lære af musikeren, der i den grad er opslugt af at udtrykke komponistens partitur, at hans instrumentelle færdigheder og de mange års øve- og prøvetimer uanstrengt går op i musikken. Forskeren må derfor være helt hjemme i sit stof. Historikeren Vitus Gay sagde engang, at man skal udforske en hel alen, hvis man vil formidle en tomme. Præcis sådan var det for Ørsted, som gjorde sig til pioner for et storstilet forskningsformidlingsprojekt: at gøre naturvidenskaberne til en del af den folkelige dannelse.

Forskning og formidling er desværre adskilt i tidens dagsorden. Forskning og formidling som to uafhængige aktiviteter er på mode i Videnskabsministeriet og medierne i det hele taget.
Legitimeringsbehovet er stadig akut, så politikere vil redde den ubegribelige forskning ved at satse på formidlingseksperter. Sat på spidsen er dagens forestilling, at forskning er for de kloge i elfenbenstårnet, hvor de slås om forskningsbevillinger.
Men de kloge er også de kedelige, de uforståelige og de ufolkelige.
Derfor må der professionelle formidlere til, som har lært journalistik eller særlige pædagogiske tricks, og som hævder at sidde inde med et privilegeret kendskab til målgruppens smag og evner, og som kan tale et sprog, der er tilpasset ganske almindelige menneskers fatteevne. Forskningens resultater stifter de bekendtskab med ad hoc ved at interviewe de kloge. Den totale arbejdsdeling er hermed indført.
Hvad er det egentlig, de kan, disse formidlingseksperter? De kan kommunikere, ja, men hvad hjælper det at kunne formulere sig forståeligt, hvis man ikke har et indhold at formidle? Det landskab, forskeren har kortlagt, er jo for formidleren en hvid plet i atlasset. Formidleren har aldrig været der og skal først vises rundt ligesom sin målgruppe. Han skal og kan kun vise en tomme og tror, han løser sin opgave uden at kende forskerens alen. Og så ender formidlingen med at fortynde forskningen til nogle få linjer af en tomme. Både overblik og detaljer reduceres, og formidleren har ikke en chance for at vide, hvad der befinder sig mellem hans linjer og forskerens alen.
Det er ikke en naturlov, at de kloge er de kedelige, og det er aldrig lykkedes mig at forstå, hvilke kommunikationsredskaber, der skulle stå til rådighed for formidleren, men være lukket land for forskeren. Det er aldrig lykkedes mig at forstå, at Danmarks Radio efterhånden har skilt sig af med alle fagfolk inden for naturvidenskab, historie, litteratur og musik for i deres sted at sende programmer redigeret af journalister.
Eller tag Folkeskolen, hvor læreruddannelsen prioriterer pædagogik langt højere end faglig fordybelse. Lærere, der kun kan byde børnene på stærkt fortyndede opløsninger af videnskabens resultater, kan ikke åbne døren til den lærerige proces, hvor de bliver til. Børn bibringes derfor en helt urealistisk opfattelse af videnskabelig forskning. Tommelfingerreglen for magnetnålens udsving på grund af en elektrisk strøm er indlært på en time, og den eftertænksomme elev må spørge sig selv, hvordan det kan være, at et geni, som Ørsted hævdes at være, skulle bruge så mange år på at opdage noget så simpelt og dog så epokeskabende som elektromagnetismen. Det kræver en alen at undervise i en tomme.

På universitetet er sammenhængen mellem forskning og undervisning brudt sammen. Underviserne skal køre obligatoriske kurser og må ikke længere forelæse i det, de brænder for.
Hvor Ørsted førte studenterne frem til forskningens frontlinie, anser ledelsen i dag forskningsbaseret undervisning for en forældet dyd. Universitetslærerne skal vise studenterne rundt i et landskab, de ikke kender; ledelsen sætter dem til at være rejseledere i ukendt land med en Michelin-guide. Forskning og formidling hænger sammen i kraft af begges fravær .

Selv var Ørsted god til ved hælp af metaforer og sprogfornyelse at føre sine tilhørere ind i sit eksperimental-laboratorium.
Matematik og latin spærrer for forståelsen af fysiske fænomener. De må formidles visuelt, så vi kan se dem for vort indre blik. Vi forstår umiddelbart med sanserne.
Der er meget lærdomsglimmer, som Ørsted kaldte det, i Akademia - det distanceblændende fænomen hans ven H. C. Andersen, lille Hans Christian, skildrede så præcist i Kejserens Nye Klæder. Guldalderen evnede at udtrykke alle temaer - og indviklede religiøse og filosofiske sammenhæng - på et kernefuldt dansk, så man i dag forbløffes over, hvor godt de klarede sig uden brug af fremmede kunstord.
Ørsted tog initiativ til at forny sproget og indførte ord som ildsjæl i stedet for entusiast, sommerfugl, tankeeksperiment, indleder og udleder for anode og katode, strålesamler og strålespreder for konvekse (indhvælvede) og konkave (udhvælvede) linser, rumfang for volumen, vægtfylde for specifisk vægt og så videre.
Hvordan så Ørsted på sin målgruppe? Han henvendte sig direkte til tilhørernes fornuft, idet han anså det for livets mening, at vi alle som en løbende proces er i gang med at finde vort kald, det vil sige finde ud af, hvori vort særlige talent består for at udfolde det i jagten på det Sande, det Gode og det Skønne. Det ville dog være helt blottet for mening at begrave det talent, naturen eller Gud har givet os. Derfor stillede han krav til sit publikum om, at det skal strække sig opefter. Han vil løfte, ikke lefle, og derfor sigtede han højt. Som dualist var det hans mål at overbevise folk om, at videnskab ganske vist undersøger sanselige fænomener, men gør det for at nå højere og finde naturens love og tanker og derved løfte en flig af den evige fornuft.

Dan Ch. Christiansen, historiker, lektor, dr. phil., modtog i sidste uge Det kongelige Biblioteks H. O. Lange-pris i forskning og formidling. Han fik den i anledning af biografien »Naturens tankelæser« om H. C. Ørsted, som udkom sidste år på Museum Tusculanums Forlag. Kronikken er et uddrag af hans takketale.

Billedtekst: ILLUSTRATION: CHARLOTTE PARDI

[intern ref.]