Aarhus stander i våde - Aarhus Universitet er i oprør

Politiken d. 21. marts, 2012 (Sektion: Kultur, Side 7) Kronik:
Aarhus stander i våde
Aarhus Universitet er i oprør. Lærere og studenter har vendt sig mod ledelsen. Det er tid til forandring i Smilets By.
af JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Jørgen Grønnegård Christensen er professor ved Institut for Statskundskab.

AARHUS Universitet er i alvorlig krise. Det er ikke første gang. Sidst var i midten af 1970' erne. Kombinationen af en rektor, som tænkte stort, ja meget stort, og en direktør, som ikke havde styr på den daglige drift, førte til budget- og regnskabsrod og anmærkninger fra revisionen.
Dengang blev rektor væltet og direktøren og regnskabschefen fyret. På det lange sigt, som rakte indtil 2005, var konsekvensen et universitet med styr på tingene.
Det var puritansk grænsende til det småtskårne, men Aarhus Universitet administrativt blev drevet med allerhøjeste effektivitet. Samtidig oplevede universitetet en periode, hvor centralisering og decentralisering var fint afstemt i forhold til hinanden: Rektor var, når han var bedst, entreprenør og politicus i en og samme person, der sikrede fantastiske fysiske rammer for universitetets udvikling; institutterne stod for den faglige udvikling, og administrationen holdt øje med, at reglerne blev overholdt.
Det fungerede, men den er gal igen. Og selv om historien aldrig gentager sig, er der alligevel en parallel, som man får forstand af. Også når tidspunktet for genopretning oprinder. Jeg skal gøre mit bedste for at forklare, hvordan det hænger sammen. Alle, der for tiden tager sig til hovedet over den uforstand, der hersker på landets næststørste universitet, kan således få et sikkert indtryk af, hvad der er på spil. Pædagogik og ikke polemik er mit ærinde. Kernen i det hele er en gigantisk reorganisering. Alt er samlet i fire nye hovedområder med engelske navne.
»Det falder os mest naturligt at tale engelsk«, som prorektor sagde, da planen blev lanceret for to år siden. Den nye fakultetsstruktur bygger på to principper.
Det ene er tværfaglighed. Det andet er stordrift. Det er hovedområderne selv et udtryk for. Det samme gælder på institutniveau.
På Science & Technology, på Health og på Arts har man derfor nu fået kæmpeinstitutter med flere hundrede medarbejdere. Da ledelsen er imod silodannelser, som man kalder det, er enhver form for underopdelinger bandlyst. De blokerer jo for den tværfaglighed, der er gjort til forudsætningen for ny videnskabelig indsigt og universitetets bidrag til løsning af samfundsmæssige problemer, f. eks. konflikterne i Mellemøsten, som man så frejdigt annoncerer.
Nogle vil med rette spørge, om reorganiseringen ikke har med fusionerne i 2007 at gøre. Svaret er umiddelbart ja. For fusionerne gjorde med ét slag Aarhus Universitet meget stort og meget usammenhængende med de fem gamle fakulteter plus fire nye enheder på fakultetsniveau. Det hang ikke sammen.
Det hang ikke sammen, fordi fusionerne aldrig blev gennemtænkt. Ingen gad besvare spørgsmålet om, hvad det skulle gøre godt for. Der var i stedet en dobbeltlogik bag Aarhus Universitets bidrag til fusionerne. Den ene var helt pragmatisk. Man skulle vise sin gode vilje og lydhørhed over for regeringen; så ville belønningen ( af især Aarhus Universitet) følge. Det vidnede om en vis mangel på politisk indsigt, men lad det være. Det gjaldt derudover om at være stor, ja, allerhelst størst. Lyt i den sammenhæng til rektors retorik. Han taler ikke bare om et universitet i verdensklasse. Han undgår med systematisk omhu at nævne andre danske universiteter. Hans horisonter er videre: Den ene er den øst-og midtjyske, hvor målgruppen er kommunalpolitikere og lokale erhvervsfolk, der lader sig henrykke over et lokalt universitet, som placerer dem på verdenskortet. Den anden er den globale, hvor horisonten strækker sig fra Shanghai til Stanford, fordi det er der, det sker eller er sket.

MAN KUNNE være tilbøjelig til at afskrive dette som bar snak og store ord. Det er det måske også. For der er endnu ingen, der har været i stand til at fremtvinge en præcis forklaring på, hvad der ligger i opskriften, hvordan den vil virke, og hvordan man afgør, om den har været en succes.
Der er blot andre sider af reorganiseringen, som har alvorlige konsekvenser i hverdagen på Aarhus Universitet. Igen er der to ting i spil, som hænger nøje sammen.
Den første er centralisering og magtkoncentration.
Den er for viderekomne. Den enstrengede ledelse, som er bærende princip i universitetsloven, har fået en særlig udformning i Aarhus. Den består i skabelsen af en universitetsledelse med rektor, prorektor, universitetsdirektør og så de fire dekaner. De udgør en enhedsledelse og sidder demonstrativt sammen med 14 prodekaner i det, der nu hedder rektoratsbygningen.
De træffer i fællesskab beslutninger og svarer, som opmærksomme læsere har erfaret, i fællesskab på kritik.
Med ledelsesstrukturen er koblingen mellem dekanerne og deres hovedområder brudt. Strukturen skaber samtidig fortrinlige vilkår for den form for gruppetænkning, som får ellers selvstændige individer til at rette ind. Det er forstærket af en udskiftningspolitik, hvor alle, der kunne og turde ytre sig kritisk, er erstattet af andre, der, det betoner man igen og igen, er loyale. Resultatet er en ganske særegen struktur uden interne tjekpunkter.
Det er sjældent i nutiden.
Magtkoncentrationen bliver også brugt. I 2010 og 2011 har ledelsen toldet stærkt hos institutterne. Det er sket for at finansiere en stor strategisk pulje, der skulle fremme forskning i særklasse.
Nogle af pengene er da også i december 2011 delt ud efter formålet. Men det er ikke så mange, som ledelsen i uforpligtende vendinger havde stillet i udsigt, for den kostbare reorganisering har skudt et stort hul i økonomien. Læg dertil, at ledelsens magtfuldkommenhed har spoleret de sunde tilskyndelser, der er indbygget i en decentral universitetsøkonomi, og husk så også, at det ikke er ledelsen, men fagenes folk, der skaber indtægterne.
Rektor har ikke hentet én krone hjem til Aarhus Universitet.

ANDET LED i reorganiseringen er en storstilet bureaukratisering. Det er den rette betegnelse, fordi der parallelt med koncentrationen af al magt i enhedsledelsen under rektor, også er sket en udvidelse af administrationen ( i mandskab og kompetence), som igen er parret med en yderliggående centralisering. Symbolsk kommer bureaukratiseringen til udtryk ved universitetsdirektørens medlemskab af universitetsledelsen. Det svarer til at gøre kommunaldirektøren til medlem af kommunens økonomiudvalg. Det ville ikke være demokratisk; på universiteterne er det et klart farvel til den sidste rest af kollegialt selvstyre. Den finder et yderligere udtryk ved opbygningen af en mandstærk administration under ledelse af ni vicedirektører og et vidtforgrenet net af chefer med fancy titler.
Det koster. Før 2005 var Aarhus Universitet administrativt det mest effektive af de danske universiteter. 6 procent af samtlige årsværk var beskæftiget i administrationen på universitets-og fakultetsniveau. I 2010, altså fem år senere, var det over 8 procent (Kilde: Universiteternes Statistiske Beredskab). Med udvidelsen på en tredjedel på bare fem år er Aarhus Universitet kommet på niveau med CBS, og det er, som man vil huske, ikke noget at prale af.
Bureaukratiseringen er ikke bare dyr; den kommer også til udtryk i endnu en centralisering. Alle administrative funktioner er ved at blive samlet i en fællesadministration under ledelse af direktøren og hans ni vicedirektører. Det vil sige, at al økonomiforvaltning, al personaleforvaltning, undskyld HR, al studie-og uddannelsesadministration er centraliseret.
Det griber voldsomt ind i den daglige drift. Igen er det lidt indviklet, hvorfor det er sådan.
Den første grund er, at økonomien er decentral forstået på den måde, at institutterne har deres egne budgetter og deres eget personale. Administrationen er bare nu fjernet fra dem.
Den anden grund er, at forskningsfinansieringen i stigende grad er båret af større eksterne bevillinger. De skal hver for sig administreres, for bevillingshaverne, professor X og lektor Y, er selvsagt også bevillingsansvarlige. En professor på Arts, indehaver af en meget stor bevilling, skrev for nogle måneder siden desperat til mig, fordi hans dekan havde fjernet den sekretær, som indtil da havde hjulpet ham med at holde styr på pengene.
Det tredje er, at mange af disse funktioner er rutiner knyttet tæt sammen med den daglige afvikling af undervisning og eksaminer. Medarbejderne har derfor fornuftigvis løst opgaverne i løbende samspil med lærere og studerende. Forudsætningerne herfor er pist væk, når de fra hele universitetet lige nu bliver samlet i den nye fællesadministration og dens store bygning klos op ad rektoratsbygningen.
Ledelsens omkvæd har ganske vist lige siden 2007-fusionerne været, at universitetet nu var i sikker drift, som det hedder i managementjargon. Sandheden er i foråret 2012, at man kun på Business & Social Sciences har fået fordelt 2012-budgetterne.
Den er også, at simple ekspeditioner i personalesager og bedømmelser trækker ud, og at regninger ikke bliver betalt til tiden. De kontrakter, som vore dages specialestuderende skal indgå med deres vejledere lader sig ikke formalisere efter bogen, fordi systemet ganske enkelt er ude af drift.

MED reorganiseringen er der skabt en helt ny klasse i den akademiske verden.
Den består af ledere og administratorer, hvoraf nogle har en baggrund som forskere og undervisere, andre er administratorer med titler så fantasifulde, at ingen ved, hvad der skjuler sig under dem.
De er imidlertid et af tegnene på nye tider, som har vendt op og ned på, hvad der engang var værdsat på universitetet.
Jeg har fra personalestyrelsen fået de faktiske løntal for bl. a. medlemmerne af den øverste ledelse. Rektor, prorektor og dekaner har fra 2001 til 2010 fået reallønsstigninger fra 42 til 63 procent. Dekanerne, der i 2001 fik en løn, der var 10 procent højere end en professorløn, fik i 2010 60 procent mere; for rektor og prorektor er det dobbelt så meget, mens direktøren, engang en nok så ydmyg post, er lønnet som en styrelseschef og får 70 procent mere end den gennemsnitlige professor.
Det siger så sandelig noget om, hvad der bliver regnet. Jeg kender godt det officielle svar, som siger, at professionel ledelse har sin pris. Det kan jeg sagtens fatte og tilmed fint leve med. Men det får mig unægtelig til at stille fire spørgsmål, som er aldeles centrale for det, vi medarbejdere lige nu oplever:

1) Hvad var, og hvad er succeskriterierne for den igangværende reorganisering?

2) Hvad har reorganiseringen kostet i administrative og ledelsesmæssige meromkostninger, alle former for godtgørelser til dem, der blev ofret undervejs, til konsulenter af alle arter, til bygningsmæssige foranstaltninger - samt i betaling til Møbeltransport Danmark?

3) Hvorfor har det taget og tager det så lang tid at skabe klarhed over, hvad kompetencefordelingen skal være i den nye struktur, og hvorfor har man under gennemførelsen ikke været i stand til at informere de berørte grupper af administrative medarbejdere på først og fremmest institutniveau om, hvad der præcis skulle og skal ske?

4) Er der på ledelsens succeskriterier, jævnfør punkt 1, områder, hvor Aarhus Universitet i dag klarer sig bedre end i 2005, og hvor Aarhus Universitet oven i købet har lagt afstand til andre universiteter?

JEG HAR netop ryddet mit kontor. Sammen med mine kolleger skal jeg flytte til en anden bygning, og da jeg ikke er nogen årsunge, gik jeg grundigt til værks.
Meget blev foræret bort, mens andet blev kasseret. Det gjaldt dog ikke en lille paperback, som jeg havde købt for årtier siden og siden glemt. Titlen er 'Management & Machiavelli', forfatteren den siden adlede brite sir Antony Jay. Hans kækt formulerede påstand er, at man ikke kan forstå, hvorfor ledelsen i store virksomheder opfører sig, som den gør, uden at tage menneskers magtstræb i betragtning.
Det var i 1967. Overfører man det på Aarhus Universitet anno 2012, erkender jeg, at hverken Machiavelli eller Jay har levet forgæves.
Magt er også en drivende kraft i moderne management og dermed bag det, vi har oplevet og oplever i Aarhus. Man ser det i kommunikationen, som ikke er oplysende information med invitation til dialog og samtale, men autoritært formulerede budskaber og manipulation.
Man ser det på den måde, som enhver afvigelse bliver tromlet på. Der er den idelige understregning af forpligtelsen for gud og hvermand til at være loyale. Der er påpegningen af, at det bare er de samme tvære og pensionsmodne, men få idioter, som er imod, fordi de er for gamle.
Der er de sivende bagtalelser. Der er de patetiske erklæringer om høje mål, der vil være inden for rækkevidde, når ledelsen blot får lov til at herske og regere. Der er det ulidelige managementsprog, som intet menneske ved sine fulde fem kan få noget som helst ud af. Og til allersidst er der ophobningen af flere års forsikringer om, hvordan alting på det lange sigt bliver rigtig godt og meget stort.
Jeg nævnte indledningsvis, at Aarhus Universitet også i 1975, altså for snart 40 år siden, var i en alvorlig ledelsesmæssig krise. Der blev dengang gjort kort proces.
Professorer og lektorer rejste sig, og fordi der under den forkætrede styrelseslov af 1970 faktisk var tjekmekanismer indbygget i strukturen, kunne de sætte ledelsen på porten. Den slags mekanismer er fjernet, fordi lovgiverne ville en stærk og enstrenget ledelse med såkaldt professionelle bestyrelser. Man har fået det første, men bestyrelsen, i hvert fald på Aarhus Universitet, har indtil nu vist sig ganske impotent. Så tjekmekanismerne er væk internt og eksternt.
Uddannelsesminister Morten Østergaard har på et meget generelt plan forholdt sig til Aarhus Universitets problemer (Pol. 16.3.). Han slår et slag for masseuniversitetet, som samtidig er elitært og nyttigt. Det er Helge Sander uden fakturaer, så ledelsen på Aarhus Universitet kan endnu en gang henvise til politisk opbakning fra allerhøjeste sted. Derfor er udfordringen fortsat at knytte forbindelse mellem meget ambitiøse, men også meget vage mål, den valgte magtfuldkomne strategi og synlige resultater, der kan tælles og måles, og som ikke truer universitetets funktion, og spørgsmålet forbliver således, om ledelsen magter det.

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN.
Foto: Ole Lind
[intern ref.]

***

Læs også kommentaren på FORSKERforum d. 21/3-2012 (her).

Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Politiken d. 22. sept., 2011 (Kultur side 6) Debat:
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.

2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.

3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.

4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.

5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.

6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.

7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.

8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.

9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

[intern ref.]

Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen

Information d. 18. juni, 2011 (1. sektion side 16) Kronik:
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Det lader til, at næsten hele Folketinget er enigt om, at universiteterne skal bedrive erhvervs -relateret forskning, for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at uddan -nelserne i virkeligheden er universiteternes væsentligste afkast. Faktisk kan forsknings bevillinger virke direkte negativt på uddannelsesindsatsen
Af Sebastian Horst og Frederik Voetmann Christiansen

Sidste år leverede de danske universiteter over 12.000 kandidater til arbejdsmarkedet.
Deres samfundsmæssige værdi vurderet på løn -indkomst når op på mindst 3,5 milliarder kroner - hvert eneste år de er på arbejdsmarkedet! På et helt arbejdsliv når tallet næsten ufattelige højder.
Det er med andre ord gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden af denne værdi.
Derfor er det noget af et paradoks, at netop forskningsfinansieringssystemet virker direkte negativt på uddannelserne.
Det flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen for forskningsmidler .
De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering - hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler - har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at jagte forskningsmidler .
Så selv om de samlede bevillinger til universiteterne er øget gennem flere år, har det ikke resulteret i bedre muligheder for at udvikle kvaliteten af uddannelserne - tværtimod.

Nul point i at undervise
Universiteternes rekruttering af forskere bidrager i høj grad til den stedmoderlige behandling af uddannelsesudviklingen.
Først når man er ansat som lektor på universitetet, er man fastansat. For at blive lektor skal man ifølge loven have vurderet sin undervisningskompetence.
Det får man typisk gennem deltagelse i det såkaldte adjunktpædagogikumforløb.
Som hovedregel har deltagerne i adjunktpædagogikum det tilfælles, at de enten er eller bliver oprigtigt optaget af at undervise. De mener generelt, at undervisning er vigtigt, og at der er behov for at styrke undervisningen på universiteterne. Det vil de gerne bidrage til. Problemet er imidlertid, at det ikke passer særlig godt til den situation, de er i.
Flere og flere af dem er nemlig såkaldt postdoc-ansatte ( tidsbegrænset forskningsansat), og deres incitament til at udvikle undervisningskompetencer er ringe - som en af dem udtrykte det fornylig: »Som postdoc har jeg ikke umiddelbart undervisningsforpligtelse, og selv om ledelsen giver udtryk for, at undervisningserfaring vægter tungt i forhold til fastansættelse som lektor, er det svært ikke at tro, at gode publikationer, tiltrækning af eksterne midler etc. vejer meget tungere.
Det kan bl. a. ses ved, at [ instituttet] har en omsætning, hvoraf halvdelen kommer fra eksterne projekter. Eksterne projekter finansieret af Carlsberg, Lundbeck, EU og sikkert også forskningsrådene lægger ikke synderlig vægt på undervisningserfaring, mens gode publikationer, opnået funding er nogle af de parametre, som får mere vægt.
Da man som postdoc heller ikke ved, om man har en stilling inden for de næste år, er det ikke særlig tilfredsstillende at opbygge nye kurser.
Så udvikling af interessante kurser bliver for mit vedkommende først rigtigt interessant, hvis jeg har en fast stilling.
« Der kan altså på grund af rammerne for universiteterne være klare grunde til at prioritere undervisning fra.

Færre underviser
Postdoc-kategorien er i sig selv med til at flytte fokus fra undervisning til kampen om konkurrenceudsatte forskningsmidler .
Når man ansøger om forskningsmidler , er det jo netop midler til forskning, der søges - og ikke midler til undervisning.
Det er derfor bekvemt for forskningsråd, fonde, ansøgere og universiteter, at der findes en stillingskategori, hvor man ikke skal bekymre sig nærmere om, hvordan ansøgeren skal indgå i undervisning osv. Og de korttidsansatte bliver flere og flere.
På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er antallet af adjunkter faldet med ca. 80 pct. på fem år. Antallet af er postdoc'er til gengæld vokset fra 51 i 2005 til 234 i 2010. Antallet af lektorer er faldet med 16 pct. i den samme periode.
Fortsætter udviklingen, er der meget snart flere postdoc'er end lektorer.
På Det Farmaceutiske Fakultet er udviklingen tilsvarende: Antallet af adjunkter er faldet med 70 pct. i den samme periode, mens antallet af postdoc'er er gået fra fem i 2005 til 53 i 2010. Antallet af lektorer har været stabilt.
Begge steder er der altså sket et væsentligt fald i antallet af ansatte med substantielle undervisningsforpligtelser til gengæld for et større antal løstansatte med begrænsede eller ingen undervisningsforpligtelser.
Samtidig med at antallet af videnskabeligt ansatte er steget markant, har begge fakulteter måttet gennemføre større fyringsrunder af det fastansatte personale, og der bliver stadig flere studerende pr. undervisningsårsværk.
Underviserne oplever, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at udvikle kvaliteten af undervisningen, i det omfang, den fortjener.

Dårlig forretning
Spørgsmålet er, hvorfor der spares på undervisningen, når nu bevillingerne til universiteterne er øget de senere år.
Det simple svar er, at uddannelse efterhånden er blevet en lille del af forretningen - og oven i købet en dårligt finansieret del. Et af de fund, der blev gjort i forbindelse med en i øvrigt meget udskældt McKinsey-rapport om universiteternes finansiering og organisering fra juni 2009, var, at uddannelsestaxametrene er helt utilstrækkelige til at dække udgifterne til uddannelse.
Det er forskningen, der giver penge i kassen. Universiteterne tvinges med andre ord til at satse på forskning frem for undervisning. Men hvis samfundet for alvor skal have afkast af de mange milliarder, der investeres i universiteterne, skal bevillingerne kobles mere direkte til uddannelse, således at undervisningsindsatsen kan udvikles på lige vilkår med forskningsaktiviteterne.
Det bør Folketinget aktivt bidrage til. Der er behov for at kigge grundigt både på stillingsstrukturen og på bevillingssystemet - begge dele må gentænkes med henblik på at bidrage til kvaliteten i uddannelserne. Som minimum bør postdoc-ansættelser også indebære undervisning, selv om vi nok ikke skal ikke forvente høj kvalitet i undervisning, der i stigende grad varetages af ansatte i tidsbegrænsede stillinger.
Alle undervisere kender til forskellen på at undervise i noget første gang og de efterfølgende gange. Og det er usandsynligt, at postdoc'er får mulighed for at undervise i det samme mange gange.
Derfor må vi forvente et tab i viden om, hvad der undervisningsmæssigt virker, når underviserstaben i så høj grad skiftes ud.
En langt bedre løsning er derfor at sikre, at store forskningsbevillinger følges af krav om at dokumentere, hvordan forskningen anvendes i uddannelse.

Sebastian Horst er projektmanager ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Frederik Voetmann Christiansen er lektor ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet. Begge har deltaget i udarbejdelsen af en netop udgivet hvidbog om udvikling af universitetsundervisning.

KRONIK [at] INFORMATION.DK

[intern ref.]

Billedtekst: Der skal meget mere fokus på undervisningen på universiteterne, mener kronikørerne FOTO: RUNE JOHANSEN/ SCANPIX

Universitetet til salg

Universitetsavisen (Københavns Universitet), d. 4. maj, 2011 (1. sektion side 12), ANMELDELSE:
UNIVERSITET TIL SALG
KOMMERCIALISERING
Hvis vi gerne vil kende farerne ved den nuværende udvikling i forholdet mellem universitetsområdet og erhvervslivet, er der masser af inspiration at hente i Jennifer Washburns bog om udviklingen i USA. University Inc. er en god vaccine imod at tænke universiteterne i simple fakturatermer.

Af Sune Auken, lektor i Dansk

Der er noget, som tyder på, at journalister er bedre til at finde vej igennem alle fælderne og minefelterne i den universitetspolitiske debat, end universiteterne selv er. Penkowasagen er i alt væsentligt blevet fremdraget og gennemarbejdet af journalister, og det samme gælder i vidt omfang skandalen på CBS.
Over for disse kriser har de universitære systemer selv reageret trevent, modvilligt og langsomt - selv på områder, som burde falde inden for deres specialområde såsom at tjekke dokumentationen for en faglig påstand. CBS-bestyrelsens forsvar for ulovlighederne, der lader sig simultantolke til »det er nu også en dum lov, dén vi har overtrådt«, fortjener hædrende omtale i dansk retshistorie.
Så måske må vi i den nærværende misere søge hjælp hos journalisterne. Et af de mest imponerende stykker journalistik, der er bedrevet på universitetsområdet, er den amerikanske forskningsjournalist Jennifer Washburns University Inc. The Corporate Corruption of Higher Education fra 2005.

Universiteter som vækstmotorer
På baggrund af en uhyre grundig research undersøger Washburn konsekvenserne af, at man har ført universitetspolitik ud fra en forestilling om, at universiteterne skulle være vækstmotorer, og at deres væsentligste formål derfor måtte være at frembringe innovativ ny viden, som kunne kommercialiseres til gavn for erhvervslivet og derfor også til gavn for samfundet - ud fra en velmenende og velkendt forestilling om, at hvad der er til gavn for erhverslivet, også vil være det for samfundet.
Håbet er at skabe det næste Silicon Valley-eventyr, som lokker i horisonten.
Udviklingen har været på vej længe i USA, og derfor har de gjort sig omfattende erfaringer med konsekvenserne af at indrette universiteterne efter denne tankegang, længe før sloganet ' Fra forskning til faktura' første gang kom ud af munden på en dansk forskningsminister.
Washburn tvivler ikke på, at der var mange gode viljer involveret, da denne udvikling blev sat i gang, men virkningen har været tvivlsom. Problemerne kan sammenfattes i, at universiteterne ikke kan løse den opgave, politikerne forventer af dem, og som de letsindigt lover at løse, og i, at forsøget på at løse denne opgave skader de aktiviteter, som er universiteternes egentlige og vigtigste samfundsmæssige opgave.

Mange forsøg, få successer
Universiteterne fungerer dårligt som vækstmotorer, fordi en stor erhvervsudvikling også er afhængig af så mange andre faktorer, end om der finder en bestræbelse efter innovation sted på universiteterne, og derfor vil det i langt de fleste tilfælde være vanskeligt, hvis ikke umuligt for universiteterne at frembringe en entydig succes, fordi det kræver, at deres indsats rammer en gunstig situation i det omkringliggende samfund.
De amerikanske erfaringer viser, at antallet af forsøg på at frembringe en sådan udvikling via universiteterne er meget højt, men antallet af suceser ganske lavt. I de fleste tilfælde er der tale om skønne spildte kræfter. Der opbygges dyre patentafdelinger og techtransenheder, men resultaterne i form af overskud til universiteterne og rivende erhvervsudvikling i deres omgivelser udebliver. Det er aktiviteter, de fleste universiteter taber penge på, og adspurgt, hvor den store erhvervssucces i det omkringliggende samfund bliver af, bliver de svar skyldige.

Universiteternes rolle skades
Samtidig skader udviklingen den rolle, universiteterne almindeligvis spiller i samfundet. Universiteternes vigtigste vidensoverførsel til samfundet sker nemlig ikke gennem udtagning af patenter eller via techtransenheder, men i form af veluddannede kandidater og i form af en generel højnelse og kvalificering af vidensniveauet i samfundet.
Begge ting trues af denne udvikling.
Undervisningen skades. Ressourcerne i universitetssystemet dirigeres andre steder hen: Pengene bindes i innovationsprojekter, og de bruges til at understøtte højt privilegerede stjerneforskere og deres grupper. Dermed bliver der ikke råd til at betale for den grundlæggende undervisning, og den må i vidt omfang varetages af løstansatte, mens mange af de betydeligste forskere så godt som aldrig ser et kateder.
Samfundets vidensniveau skades. Idet det at udtage et patent eller udskrive en faktura behandles som en entydig faglig succes, bryder man den informationsmæssige gaveøkonomi, der er fundamental for universiteternes arbejdsform.
I stedet for at gøre ny viden frit tilgængelig for det samfund, som har betalt for den, spærrer universiteterne den dermed inde bag privatejede patenter, hvorved såvel universiteterne som samfundet paradoksalt nok kan komme til at betale og underlægge sig forskellige klausuler for at få adgang til viden, de selv har været med til at frembringe.

Fokus på erhvervsnytte skader samfundsnytte
Samtidig betyder fokuseringen på erhvervsnytten, at visse områder får en uforholdsmæssigt stor del af den forskningsmæssige opmærksomhed, ligesom risikoen for, at der på den ene eller den anden måde manipuleres med forskningsresultaterne, stiger proportionalt med de økonomiske interesser.
Det kan samfundsmæssigt betragtet være et strålende resultat, hvis en forsker kan påvise, fx at et bestemt medicinsk præparat er virkningsløst eller har alvorlige, hidtil ukendte bivirkninger, men fremmende for den kommercielle udbytte af samme præparat er det ikke.
Og problemet er reelt: Washburn fremdrager gruopvækkende eksempler på, at visse - ofte højt respekterede - virksomheder vil gøre meget for at holde ubekvemme resultater i snæver tømme, ligesom hun kan fremdrage en omfattende praksis for, at anerkendte forskere lægger navn til fagvidenskabelige artikler, som er penneført af virksomhedsbetalte ghostwriters.
Slutresultatet er, at meget af det, som i det offentlige rum bliver præsenteret som viden med forskningens blå stempel, reelt er fortegnet af erhvervsinteresser.

Kun få sager i Danmark - endnu
Fører vi disse ting tilbage til en dansk sammenhæng, så er det tydeligt og velkendt, at bestræbelsen på at gøre uddannelsessystemet erhvervsrelevant fører til, at visse ( mange!) områder udsultes for at skaffe de ressourcer, der skal til for at lave de store satsninger.
Vi har også set, hvordan patentering gøres til et mål og et entydigt gode i universiteternes virke.
Derimod er vi påfaldende uskyldige, når det kommer til erhvervsmæssige farvninger af videnskabelige resultater ( hvorimod vi har ganske farverige erfaringer med politisk motiverede farvninger) - eller rettere: Vi har set ganske få sager.
Spørgsmålet er, om dette skyldes, at disse sager ikke findes, eller at vi ikke har kigget ordentligt efter. Måske kan vi ikke selv længere finde ud af at afdække denne type af problemer, og når journalisterne så ikke er blevet opmærksomme på dem endnu, så tror vi, at den hellige grav er vel forvaret.
Altså: University Inc. er en god vaccine imod at tænke universiteterne i simple fakturatermer. Hvis vi gerne vil kende farerne ved den nuværende udvikling i forholdet mellem universitetsområdet og erhvervslivet, er her en imponerende redegørelse.
Washburn er ikke nostalgiker, og hun er helt klar over, at universiteterne ikke må blive elfenbenstårne, men som hendes bog tydeligt demonstrerer, er netop det ikke den mest nærliggende risiko for tiden. University Inc. burde være pligtlæsning for universiteternes topledelser og for landets forskningspolitikere.



UNIVERSITY INC.-TJEKLISTE
Hvis vi i dansk sammenhæng følger det mønster, Washburn aftegner, er her en liste over fænomener, der burde forekomme. Kryds selv af:

Udvikling	Sandt?
Undervisningen vil blive nedprioriteret og i stigende grad varetaget af løst ansat personale med dårlige arbejdsvikår.
Lederlønningerne vil stige.
Mængden af videnskabeligt personale ansat i tidsubegrænsede stillinger vil falde.
Erhvervsinteresser vil i stigende grad bestemme også de rent faglige beslutninger.
Mængden - og dermed afhængigheden - af ekstern finansiering vil stige.
Universiteterne vil i stigende grad ' beskytte' deres nyfrembragte viden bag patenter, der er så eksklusive som muligt. Teknologioverførslen sker altså til en enkelt virksomhed - ikke til samfundet i sin helhed. Dette gælder også viden frembragt for offentlige midler.
Der vil være stadig større diskrepans imellem de ressourcer, som er til rådighed for nogle få stjerneprojekter, og de, der er til rådighed for universitetets øvrige aktiviteter - herunder undervisningen og forskning i ikke-kommercielle og ikke-prioriterede områder.
Universiteterne vil ikke tjene, men tabe penge på både teknologioverførsel og patentering.

Billedtekst:
Jennifer Washburn : University Inc. The Corporate Corruption of Higher Education. New York: Basic Books. 2005.

***

[Se også arkivets liste over forskningspolitisk litteratur (red.)]

[intern ref.]

Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget

Altinget | Forskning & Innovation d. 28. april 2011 kl. 19:00
http://www.altinget.dk/forskning/artikel/satser-danmark-maalrettet-paa-vidensamfundet
Satser Danmark målrettet på vidensamfundet?
DEBAT: Hvad kendetegner ledende universitetsmiljøer - og har vi trods gode intentioner i realiteten gjort, hvad der skal til for at fremtidssikre universiteter i top og dermed Danmark i videnssamfundet, spørger dagens debattør.

Af Evanthia Kalpazidou Schmidt, Research Director, Aarhus Universitet

Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget
for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en
sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver
mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.

- Evanthia Kalpazidou Schmidt

Med Danmark som et vidensbaseret samfund - og i en tid med forskydninger af økonomiske og teknologiske magtbalancer mellem Asien, USA og Europa - må vi tilskynde til at være endnu længere fremme, hvad angår viden og kompetencetilegnelse. Det forudsætter, vi tænker over, hvorledes vi skaber endnu mere dynamiske miljøer og hvilke initiativer, der kan lette adgangen til de førende vidensmiljøer. Vi bør satse målrettet på styrket international formidling og "brande" akademiske kvalifikationer indenfor forskning, udvikling og innovation.

Begrebet "akademisk verdensklasse" har traditionelt været svært at definere. Professor Philip Altbach konstaterede i 2004, at alle ønsker at være blandt eliten, men ingen kan definere præcist, hvad det vil sige. Blot få har dermed forsøgt at definere, hvad det vil sige at være i verdensklasse. De, der har gjort forsøget, har identificeret en række karakteristika som fremragende forskning og undervisning, højtkvalificerede medarbejdere, talentfulde studerende, selvstyre, udstrakt akademisk frihed og god finansiering.
Siden 2004 er der sket en del på området, men de kriterier, der anvendes til at definere "akademisk verdensklasse", varierer stadig. Det engelske Times Higher Education Supplement og QS World University Rankings kombinerer subjektive vurderinger (f.eks. internationalt omdømme, arbejdsgiver og studentertilfredshed) med objektive kriterier (f.eks. antal citationer i tidsskrifter). Et tredje rangordningssystem, Shanghai Jiaotong University-indekset, fokuserer alene på forskningsudbytte. Rangordninger er altså et resultat af forsimplede beregninger, der ikke udtrykker universiteternes "værdi" fuldt ud.
Der er på verdens top 20-listen i alt 13 amerikanske, fire engelske, et svejtsisk, et canadisk samt et australsk universitet. Antallet af amerikanske universiteter på verdensranglistens top-20 falder. På grund af økonomiske stramninger og nedgang i studenterindtag er der på blot to år blevet fem færre universiteter på listen. Noget lignende forudser man i England, efter det seneste krisebudget er gået hårdt ud over universitetssektoren.
Til gengæld avancerer universiteter i andre verdensdele. Flere asiatiske universiteter, der venter på at ryge ind på top-20, satser målrettet på forskning og udvikling og har en klar konkurrencefordel på grund af vestens økonomiske krise, og fordi det er lykkedes dem at tiltrække meget dygtige professorer fra vestlige uddannelsesinstitutioner. En satsning, der direkte kan aflæses i forbedrede internationale placeringer.
Både Københavns og Aarhus Universiteter er i verdensklasse. Ifølge QS World University 2010 indtager de pladser som nummer 45 og 84 på verdensranglisten. The TIMES 2011 World University Ranking er lidt anderledes. Den giver Aarhus en placering 10 pladser højere end København. Lidt forsimplet kan man sige, at hvor Aarhus Universitet scorer points på tilknytning til erhvervslivet, forskning og citationer - men mindre på international eksponering - har Københavns Universitet gode internationale kontakter, men mindre gode erhvervsrelationer. Begge ligger de foran ansete institutioner som for eksempel St. Andrews og Freiburg. Med en placering som nummer 122 på The Times-listen er også Danmarks Tekniske Universitet særdeles godt placeret.

Sociologen David Reisman observerede allerede for over 50 år siden, at amerikanske universiteter ramte ved siden af akademiske målsætninger, fordi alle stræbte efter at blive som Harvard og Berkeley. Det samme kan siges i dag med forsøg på meget stram styring. Universiteter bør overveje deres styrker og svagheder - det kan være, de vil opnå langt større styrke ved at gøre tingende anderledes.
For at danske universiteter fortsat skal være i verdensklasse og avancere internationalt sammen med erhvervslivet og som "lokomotiv" for det danske samfund, bør vi overveje spørgsmål som, hvorledes man:

• drager mest mulig fordel af europæisering og globalisering
• får mest udbytte af den stigende konkurrence, udtrykt ved internationale rankings, til at tiltrække og fastholde internationalt ledende kapaciteter
• styrker den internationale profil ved brug af målrettede strategier
• tiltrækker yderligere kapital.

Økonomiprofessor på Harvard Universitet Philippe Aghion og en gruppe forskere offentliggjorde i 2009 en undersøgelse fra USA og Europa, der viste, at der er direkte sammenhæng mellem, hvad der investeres på universiteter og disses internationale placeringer. Man kan ikke spare sig til verdensklassestatus - men kan omvendt lære af de asiatiske erfaringer og aspirationer.
Mere fleksibel forskningsstøtte kan fungere som brohoved til internationalt ledende vidensproduktion. For at sætte tingene i perspektiv: Yale Universitetet har en formue på omkring 18 mia. dollars, Stanford på 14 mia. dollars. Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
Muligheden for at have universiteter i verdensklasse og skabe dansk "excellence" er i sidste ende et spørgsmål om, hvorledes vi i fremtiden sikrer os overskud til fortsat velstand og udvikling.

[intern ref.]