Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen

Information d. 18. juni, 2011 (1. sektion side 16) Kronik:
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Det lader til, at næsten hele Folketinget er enigt om, at universiteterne skal bedrive erhvervs -relateret forskning, for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at uddan -nelserne i virkeligheden er universiteternes væsentligste afkast. Faktisk kan forsknings bevillinger virke direkte negativt på uddannelsesindsatsen
Af Sebastian Horst og Frederik Voetmann Christiansen

Sidste år leverede de danske universiteter over 12.000 kandidater til arbejdsmarkedet.
Deres samfundsmæssige værdi vurderet på løn -indkomst når op på mindst 3,5 milliarder kroner - hvert eneste år de er på arbejdsmarkedet! På et helt arbejdsliv når tallet næsten ufattelige højder.
Det er med andre ord gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden af denne værdi.
Derfor er det noget af et paradoks, at netop forskningsfinansieringssystemet virker direkte negativt på uddannelserne.
Det flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen for forskningsmidler .
De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering - hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler - har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at jagte forskningsmidler .
Så selv om de samlede bevillinger til universiteterne er øget gennem flere år, har det ikke resulteret i bedre muligheder for at udvikle kvaliteten af uddannelserne - tværtimod.

Nul point i at undervise
Universiteternes rekruttering af forskere bidrager i høj grad til den stedmoderlige behandling af uddannelsesudviklingen.
Først når man er ansat som lektor på universitetet, er man fastansat. For at blive lektor skal man ifølge loven have vurderet sin undervisningskompetence.
Det får man typisk gennem deltagelse i det såkaldte adjunktpædagogikumforløb.
Som hovedregel har deltagerne i adjunktpædagogikum det tilfælles, at de enten er eller bliver oprigtigt optaget af at undervise. De mener generelt, at undervisning er vigtigt, og at der er behov for at styrke undervisningen på universiteterne. Det vil de gerne bidrage til. Problemet er imidlertid, at det ikke passer særlig godt til den situation, de er i.
Flere og flere af dem er nemlig såkaldt postdoc-ansatte ( tidsbegrænset forskningsansat), og deres incitament til at udvikle undervisningskompetencer er ringe - som en af dem udtrykte det fornylig: »Som postdoc har jeg ikke umiddelbart undervisningsforpligtelse, og selv om ledelsen giver udtryk for, at undervisningserfaring vægter tungt i forhold til fastansættelse som lektor, er det svært ikke at tro, at gode publikationer, tiltrækning af eksterne midler etc. vejer meget tungere.
Det kan bl. a. ses ved, at [ instituttet] har en omsætning, hvoraf halvdelen kommer fra eksterne projekter. Eksterne projekter finansieret af Carlsberg, Lundbeck, EU og sikkert også forskningsrådene lægger ikke synderlig vægt på undervisningserfaring, mens gode publikationer, opnået funding er nogle af de parametre, som får mere vægt.
Da man som postdoc heller ikke ved, om man har en stilling inden for de næste år, er det ikke særlig tilfredsstillende at opbygge nye kurser.
Så udvikling af interessante kurser bliver for mit vedkommende først rigtigt interessant, hvis jeg har en fast stilling.
« Der kan altså på grund af rammerne for universiteterne være klare grunde til at prioritere undervisning fra.

Færre underviser
Postdoc-kategorien er i sig selv med til at flytte fokus fra undervisning til kampen om konkurrenceudsatte forskningsmidler .
Når man ansøger om forskningsmidler , er det jo netop midler til forskning, der søges - og ikke midler til undervisning.
Det er derfor bekvemt for forskningsråd, fonde, ansøgere og universiteter, at der findes en stillingskategori, hvor man ikke skal bekymre sig nærmere om, hvordan ansøgeren skal indgå i undervisning osv. Og de korttidsansatte bliver flere og flere.
På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er antallet af adjunkter faldet med ca. 80 pct. på fem år. Antallet af er postdoc'er til gengæld vokset fra 51 i 2005 til 234 i 2010. Antallet af lektorer er faldet med 16 pct. i den samme periode.
Fortsætter udviklingen, er der meget snart flere postdoc'er end lektorer.
På Det Farmaceutiske Fakultet er udviklingen tilsvarende: Antallet af adjunkter er faldet med 70 pct. i den samme periode, mens antallet af postdoc'er er gået fra fem i 2005 til 53 i 2010. Antallet af lektorer har været stabilt.
Begge steder er der altså sket et væsentligt fald i antallet af ansatte med substantielle undervisningsforpligtelser til gengæld for et større antal løstansatte med begrænsede eller ingen undervisningsforpligtelser.
Samtidig med at antallet af videnskabeligt ansatte er steget markant, har begge fakulteter måttet gennemføre større fyringsrunder af det fastansatte personale, og der bliver stadig flere studerende pr. undervisningsårsværk.
Underviserne oplever, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at udvikle kvaliteten af undervisningen, i det omfang, den fortjener.

Dårlig forretning
Spørgsmålet er, hvorfor der spares på undervisningen, når nu bevillingerne til universiteterne er øget de senere år.
Det simple svar er, at uddannelse efterhånden er blevet en lille del af forretningen - og oven i købet en dårligt finansieret del. Et af de fund, der blev gjort i forbindelse med en i øvrigt meget udskældt McKinsey-rapport om universiteternes finansiering og organisering fra juni 2009, var, at uddannelsestaxametrene er helt utilstrækkelige til at dække udgifterne til uddannelse.
Det er forskningen, der giver penge i kassen. Universiteterne tvinges med andre ord til at satse på forskning frem for undervisning. Men hvis samfundet for alvor skal have afkast af de mange milliarder, der investeres i universiteterne, skal bevillingerne kobles mere direkte til uddannelse, således at undervisningsindsatsen kan udvikles på lige vilkår med forskningsaktiviteterne.
Det bør Folketinget aktivt bidrage til. Der er behov for at kigge grundigt både på stillingsstrukturen og på bevillingssystemet - begge dele må gentænkes med henblik på at bidrage til kvaliteten i uddannelserne. Som minimum bør postdoc-ansættelser også indebære undervisning, selv om vi nok ikke skal ikke forvente høj kvalitet i undervisning, der i stigende grad varetages af ansatte i tidsbegrænsede stillinger.
Alle undervisere kender til forskellen på at undervise i noget første gang og de efterfølgende gange. Og det er usandsynligt, at postdoc'er får mulighed for at undervise i det samme mange gange.
Derfor må vi forvente et tab i viden om, hvad der undervisningsmæssigt virker, når underviserstaben i så høj grad skiftes ud.
En langt bedre løsning er derfor at sikre, at store forskningsbevillinger følges af krav om at dokumentere, hvordan forskningen anvendes i uddannelse.

Sebastian Horst er projektmanager ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Frederik Voetmann Christiansen er lektor ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet. Begge har deltaget i udarbejdelsen af en netop udgivet hvidbog om udvikling af universitetsundervisning.

KRONIK [at] INFORMATION.DK

[intern ref.]

Billedtekst: Der skal meget mere fokus på undervisningen på universiteterne, mener kronikørerne FOTO: RUNE JOHANSEN/ SCANPIX