Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i
Aldrig har vi haft så få intellektuelle, som efter forskere begyndte at opføre sig som eksperter. Men vi har brug for intellektuelle til at give os klare og kontante udmeldinger, når nu politikerne ikke gør det mere.
Af CLAUS HOLM, PRODEKAN FOR FORMIDLING, AARHUS UNIVERSITET
DANMARK ER et antiintellektuelt land fyldt med ekspertudtalelser. Det fungerer uden problemer, så længe forskerne opfører sig som uafhængige og neutrale eksperter. Men i samme øjeblik forskerne engagerer sig politisk og opfører sig som intellektuelle, så må de regne med at blive kritiseret fra politisk hold. Selvfølgelig. Kritik er den intellektuelles våben og vilkår.
PROFESSOR Marlene Winds udtalelser er både et enkeltstående eksempel på intellektuelt mod og på et mod, som svigtede hende. »De kan bare komme an«, udfordrede Marlene Wind ellers Dansk Folkeparti for åben skærm.
Resultat: En effektivt iscenesat personhetz og et tryk på mediepauseknappen.
At optræde som intellektuel har personlige omkostninger. Intellektuel holdbarhed kræver mottoet: ' Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere'.
Lige i øjeblikket er 'modige Marlene' mediedød. Om hun genopstår som neutral ekspert, er det store spørgsmål. Under alle omstændigheder er ekspertens motto et helt andet, nemlig: »Min holdbarhed handler om, at jeg holder mig til mit fagfelt«.
MEN SKAL forskere bare holde sig til ekspertrollen? Nej, for det danske samfund har brug for både eksperter og intellektuelle. De gør vidt forskellige, men lige nødvendige, ting for os. Mens eksperten er bundet til sit fagfelt, så overskrider den intellektuelle fagfelter. Det er spændende - og barskt - at være intellektuel. Ikke mindst fordi ansvaret for kritiske ideer, tanker og synspunkter ene og alene hviler på den intellektuelle persons skuldre.
At optræde som ekspert er derimod langt tryggere, da forskeren begrænser sig til at henvise til den viden, som et fag- og forskningsfællesskab står inde for. Kort sagt: Eksperter er betryggende og ved bedre end intellektuelle. Intellektuelle er derimod modigere og mere intelligente end eksperter.
Den intelligente opførsel hænger sammen med, at de er bedre end eksperter til at improvisere i en offentlig debat, da de ikke er skrækslagne for at overskride et bestemte ekspertfelts viden. Vi har brug for både eksperters bedre viden og de intellektuelles kritiske ideer. Eksperter gør, at vi ved bedre besked. De intellektuelle giver os klar besked. Faktisk har vi en universitetslov, der opfordrer forskere til at være intellektuelle, ikke eksperter.
I UNIVERSITETSLOVEN kan man læse, at universiteterne er centrale værdi- og kulturbærende samfundsinstitutioner, der yder bidrag til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Universiteternes forskere skal med afsæt i deres ekspertise være med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat. Universitetsloven bruger ikke ordet ekspert en eneste gang.
Det kan man begrunde på to måder.
For det første skal forskere svare på spørgsmål fra journalister, som aldrig kun er videnskabelige eller tekniske i en snæver ekspertspecifik forstand. Men forskerne svarer alligevel.
Det giver anledning til kritik af nogle forskere for at kommentere for meget på begivenheder, de ikke har tilstrækkelig viden om.
Nogle gange er kritikken berettiget, andre gange er den udtryk for en forskerchauvinisme, der ikke viser tilstrækkeligt med velvilje over for at tale til et bredere publikum.
EN EKSPERT skal lade være med at stille op for at sige banale og dumme ting blot for at være 'på', men derimod beredvilligt stille op med sin bedreviden formuleret i et bredt fængende sprog.
For det andet skal forskere i højere grad optræde som intellektuelle.
En af grundene hertil hørte jeg tilbage i 2005 fra daværende nyhedsdirektør for DR Lisbeth Knudsen. Hun mente, at forskere skulle gå ind og dække de områder, hvor politikere med deres taktiske bevidsthed svigtede, nemlig i forhold til at komme med holdninger og meninger.
Var Marlene Winds modige udtalelser også en slags kompensation for oppositionspolitikeres manglende mod? En anden og mere glorværdig grund til at ønske intellektuel adfærd fra forskere er, at det skaber et pluralistisk og afbalanceret samfund.
DET KLASSISKE ideal for en intellektuel er tale magten midt imod med sandheden.
Det gør en intellektuel ved aldrig at opfatte et synspunkt, heller ikke sit eget, som fuldstændig falsk eller fri for foragt.
Samtidig må en intellektuel altid se sit synspunkt som et, der afbalancerer, i stedet for at styrke magthaverens synspunkt. Tænk for eksempel på finanskrisen: Var der tilstrækkeligt mange økonomiprofessorer, som var kritiske nok over for finansverdenens dispositioner?
Vi har masser af ekspertudtalelser i dag. Så mange, at vi taler om medieliderlige eksperter, der kæmper om at kommentere på alle mulige begivenheder.
Samtidig har vi relativt få intellektuelle. Så få, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor kritisk en offentlig debat vi har i Danmark.
Ja, i lyset af magthaverens politiske - og personlige - reaktion på Marlene Winds udtalelser kan man gå skridtet videre og sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor den politiske interesse er i, at forskere rent faktisk bidrager til at bevare og udfordre det danske samfunds kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Men skal vi have lige så mange intellektuelle som eksperter, der kommenterer i et væk?
Nej, intellektuelle er relativt tavse personer, der kun slår alarm i offentligheden, når få eller ingen ellers tør bemærke, at der sker noget alvorligt.
Kritikken koster den intellektuelle noget, men omkostningerne ved kun at acceptere forskere som eksperter er langt større for det danske samfund.
Et antiintellektuelt samfund er mindre modigt, mindre oplyst og langt mere sårbart samfund. Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i, men for flere kritiske udspil fra intellektuelle forskere.
Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen
No comments:
Post a Comment