Wednesday, June 1, 2011

Hjem til Aarhus

[kort uddrag (red.)]

Weekendavisen
d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL

Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.

En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.

(...)

»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.

[intern ref.]

No comments:

Post a Comment