Kommentar:
Væmmelse ved viden
Alle politikere kræver, at viden bliver en vækstmotor. Det kræver mod. Mod til et opgør med forskningsfrihed. Mod til et opgør med erhvervslivets frihed. Har danske politikere begge dele?
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
Af Claus Holm
Sidste trin på landets højeste uddannelsesstige tager man ved at tage en ph.d.-uddannelse. Herved gør man sig fortjent til at bære betegnelsen ph.d.. Det er en forkortelse af det engelske doctor ofphilosophy. Forskere med en ph.d. ved, at det kræver slid og slæb at skrive en ph.d.-afhandling. Men er det anstrengelserne værd? Det er, hvad Rigsrevisionen i Beretning til Statsrevisorerne om satsningen på ph.d.-uddannelsen fra maj måned [her; arkivets kopi her (red.)]] opfordrer Folketinget til at overveje.
12012 skal Folketinget nemlig træffe beslutning om at videreføre denne satsning, der i perioden 2005- 2012 har fordoblet optaget af ph.d.er fra 1.200 til 2.400 om året. Det har kostet 4,8 mia. kroner ekstra. Men hvorfor betvivler Rigsrevisionens beretning satsningens værdi? Grundlæggende fordi den ikke er sikker på, at indsatsen skaber national vækst. Satsningen har tiltrukket mange udenlandske studerende til de naturvidenskabelige og tekniske videnskabelige uddannelser. Men det gør blot Danmark til nettoeksportør af ph.d.'er, som ikke skaber vækst i Danmark. Desuden savner Rigsrevisionen dokumentation for erhvervslivets efterspørgsel efter ph.d.'er.
Vækstmotor
Men hvordan vil Folketinget møde ideen om, at det først og fremmest er den viden, som skaber vækst, der har værdi? Positivt.
I øjeblikket kræver alle Folketingets partier i kor, at universiteternes viden bliver vækstmotor for det danske samfund. Sagt på anden vis, så er vi vidne til politikeres voksende væmmelse ved at investere i uddannelser, der ikke skaber vækst - uanset hvor store anstrengelser, studerende lægger i at uddanne sig. Er der grund til det? Filosoffen Immanuel Kant mente i sin tid ikke, at det var nødvendigt at advare unge mennesker mod overdreven flittighed med studier. For det regulerer helt naturligt sig selv. Studerer man længe, men forgæves, så giver det væmmelse ved viden - og så holder man op.
Omvendt med købmænd; blandt dem er det helt normalt at overdrive handler og lade vidtløftige vækstplaner tappe kræfterne. Set i det lys, er spørgsmålet snarere, om danske politikere i valgkamp er tidens vidtløftige købmænd, der tror, at viden nemt kan omsættes til vækst? Det kan jeg bekræfte af to grunde:
Tysk tradition
Den første handler om den konflikt, ideen om 'fra viden til vækst' skaber mellem politikere og forskere. En del danske forskere ser sig ikke som arbejdskraft, der udretter noget, som kan øge erhvervslivets indtjening. Årsagen er, at de ser sig som en del af en tysk universitetstradition. Her er vidensopbygning et mål i sig selv. Beskyttet af forskningsfrihed. Ikke underlagt krav. Slet ikke nationaløkonomiske.
Modsat tilsiger en fransk universitetstradition, at forskning og undervisning står i nationens tjeneste. Så når politikere væmmes, er det udtryk for en omfattende kollektiv kvalme - og kritik - over en stærk tysk universitetstradition blandt danske forskere. Denne kritik støder på modstand, da forskere anser krav om erhvervsrettet forskning som en krænkelse af forskningsfriheden; altså den tyske udgave af den.
Erhvervslivets behov
Den anden grund til, at viden ikke uden videre omsættes til vækst, ligger i erhvervslivet. Selv om universiteternes vidensproduktion med et slag blev mere erhvervsvenlig, så er alle problemer langt fra løst. Det bringer os tilbage til spørgsmålet, om vidtløftigheden af politikernes tiltro til erhvervslivets efterspørgsel efter viden. Er det rent faktisk sådan, at det danske erhvervsliv efterspørger viden på højeste niveau i tilstrækkeligt omfang?
Næppe. Det er essensen af Informations artikel om Radikale Venstres vækstpolitik den 26. maj - en politik, som taber troværdighed, hvis den forveksler den danske erhvervsstruktur med Sveriges og Finlands erhvervsstruktur. Med mindre man fra politisk hold også er parat til at føre en politik, som ændrer den danske struktur til at være stærkere præget af behov for et højt uddannelsesniveau. Ét er altså, at det ikke er nemt at gøre universitær viden til vækstmotor, noget andet er at gøre sig klart, om det overhovedet giver mening. For politikeren og SF'eren Mattias Tesfaye gør det ikke.
I bogen Vi er ikke dyr, men vi er tyskere kritiserer han ideen om et Danmarkbefolket af evighedsstudenter, der tror, at uendelig meget mere og højere uddannelse er vejen til vækst. I stedet har han talt for et håndværkersamfund, der fjerner halvdelen af bevillingerne til universiteterne. Det kan man godt gøre. Men politikere kan også tage livtag ikke alene med forskningsfriheden, men også med det danske erhvervsliv. Hvis de tør.
*
[intern ref.]
No comments:
Post a Comment