Forskning fordrer respekt, tillid og mod

Berlingske d. 7. juni, 2011 (1. sektion side 25) Kronik:
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND

Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.

[intern ref.]