Information d. 9. nov., 2011 (1. sektion side 13) Debat: Kommentar:
Det resignerede universitet
Københavns Universitet holdt høring om, hvad vi kan lære af Penkowasagen. Svaret er: En hel del mere
Af Gitte Meyer
I ganske mange år kunne den klassiske idé om universitetet i et vist omfang genfindes i den virkelige verden, på godt og ondt. Ideen drejede sig om universitetet som sindbillede på et civilsamfund.
Man var medlem af og havde som myndig universitetsborger medansvar for universitetet. Det er ikke længere tilfældet. Derom kunne man den 3. november forvisse sig ved at overvære den høring, som Københavns Universitet holdt under overskriften: Hvad har vi lært af Penkowa-sagen? Universitet har tusindvis af forskere og titusinder af studerende. Blandt disse har Penkowa-sagen om videnskabelig og anden uredelighed givet anledning til betydelig forargelse og bekymring.
Sagen kan også ses som udtryk for en udvikling, der befordrer resignation. Derfor var det egentlig ikke overraskende, at kun omkring hundrede (gennemgående ikke af de yngste) deltog i høringen og i det store og hele tappert holdt sig vågne, mens repræsentanter for universitetsverdenens nye lag af anonyme ledelsesnomader præsenterede en handlingsplan.
På kommando?
På sine egne betingelser er handlingsplanen net og nydelig. Den udnytter de muligheder, som formel regulering giver, og drejer sig om strammere strukturer, regler, kontrol, belæring og specialisering: Indførelse af en studenterombudsmand.
Nedsættelse af et udvalg, der skal overveje en whistleblower-ordning. Etikkurser for forskerstuderende. Nøjere økonomistyring og notatpligt.
Klarere regler omkring uddeling af priser og hædersbevisninger samt for anmeldelser om mistænkt uredelighed og håndtering af sådanne.
Man skal ikke kimse af et universitetsbureaukrati, der ønsker at styrke sig selv under bekendelse til god forvaltningspraksis.
Ordnede samfund af en vis størrelse fordrer en vis mængde bureaukrati.
I heldigste fald udøves det af gode bureaukrater, der kender deres egne begrænsninger og ikke lider af overdreven tro på den formelle regulerings rækkevidde.
Her melder tvivlen sig i forhold til den københavnske handlingsplan. Målet er, blev det erklæret, at »drive kulturændringer frem«, at »ændre den herskende kultur« og at fremme en kultur, hvor alle er opmærksomme på dårlig videnskabelig praksis, så berettigede mistanker bringes frem, mens hævnmotiverede anklager undgås.
Det skal gøres til en ledelsesopgave at sikre »tillidsfuld kooperation« og en åben og tryg diskussion af kritisable forhold. Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?
Rundsavs-kulturen
Ud fra en anden analyse end den, som ligger bag handlingsplanen, kan fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa knyttes til det forhold, at uhæmmet individuelt og kollektivt status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden.
I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ' højere liga' i den internationale universitetskonkurrence.
I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles.
Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.
Handlingsplanen kan ses som en bestræbelse på at øge kontrollen inden for rammerne af denne kultur, så de værste udskejelser kan blive modvirket eller afklapset.
Det klinger hult, når planen samtidig præsenteres som et opgør med den herskende kultur. Med talen om åbenhed og tillid sendes appeller til et universitært civilsamfund, som netop den herskende rundsavskultur gør til naiv tale. Som lærestykke er Penkowa-sagen fortsat ikke udtømt.
Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist
FAKULTET@INFORMATION.DK
[intern ref.]
Showing posts with label konkurrence. Show all posts
Showing posts with label konkurrence. Show all posts
Wednesday, November 9, 2011
Saturday, November 5, 2011
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
Politiken d. 5. nov., 2011 (Debat side 4)
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN
Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.
RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.
MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).
MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.
SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.
Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk
Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen
[intern ref.]
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN
Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.
RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.
MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).
MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.
SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.
Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk
Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen
[intern ref.]
Tuesday, November 1, 2011
En tavshedskultur har ramt universiteter
Politiken d. 1. nov., 2011 (1. sektion side 4)
En tavshedskultur har ramt universiteter
Frie ånder eller skræmte mus? Fire ud af ti ansatte ved universiteterne føler ikke, at de frit kan ytre sig om interne forhold. Et problem for den akademiske debat, mener kritikere.
Af DORRIT SAIETZ
Jeg vil gerne tale med dig, men du må ikke nævne mit navn i avisen.
Den replik, i forskellige varianter, har Politiken hørt utallige gange i de forløbne tre-fire uger, hvor vi har skrevet en serie artikler om ' Unis sande tilstand'.
Om det er kvindebonus, de studerendes faglige niveau, bureaukratiske systemer eller andre forhold, har det været mere end almindeligt svært at finde universitetsmedarbejdere, som ville udtale sig og lægge navn til deres holdninger.
»Alle er bange for at ytre sig. Er bange for at blive fyret i næste runde. Alle passer sit og taler lederne efter munden«, skriver en anonym medarbejder fra Københavns Universitet.
»Nyhedsblade styres af rektor/ledelsessekretariatet. Intranet giver ikke mulighed for fri debat. Ledelsen 'tier' kritik ihjel«, siger en medarbejder fra Syddansk Universitet.
(dette er et kort uddrag)
[intern ref]
En tavshedskultur har ramt universiteter
Frie ånder eller skræmte mus? Fire ud af ti ansatte ved universiteterne føler ikke, at de frit kan ytre sig om interne forhold. Et problem for den akademiske debat, mener kritikere.
Af DORRIT SAIETZ
Jeg vil gerne tale med dig, men du må ikke nævne mit navn i avisen.
Den replik, i forskellige varianter, har Politiken hørt utallige gange i de forløbne tre-fire uger, hvor vi har skrevet en serie artikler om ' Unis sande tilstand'.
Om det er kvindebonus, de studerendes faglige niveau, bureaukratiske systemer eller andre forhold, har det været mere end almindeligt svært at finde universitetsmedarbejdere, som ville udtale sig og lægge navn til deres holdninger.
»Alle er bange for at ytre sig. Er bange for at blive fyret i næste runde. Alle passer sit og taler lederne efter munden«, skriver en anonym medarbejder fra Københavns Universitet.
»Nyhedsblade styres af rektor/ledelsessekretariatet. Intranet giver ikke mulighed for fri debat. Ledelsen 'tier' kritik ihjel«, siger en medarbejder fra Syddansk Universitet.
(dette er et kort uddrag)
[intern ref]
Wednesday, September 21, 2011
Verdensmester i Danmark
Information d. 21. sept., 2011 (1. sektion s. 18) kronik
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi,
Københavns Universitet og Columbia University
Københavns Universitet og Columbia University
Saturday, June 18, 2011
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Information d. 18. juni, 2011 (1. sektion side 16) Kronik:
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Det lader til, at næsten hele Folketinget er enigt om, at universiteterne skal bedrive erhvervs -relateret forskning, for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at uddan -nelserne i virkeligheden er universiteternes væsentligste afkast. Faktisk kan forsknings bevillinger virke direkte negativt på uddannelsesindsatsen
Af Sebastian Horst og Frederik Voetmann Christiansen
Sidste år leverede de danske universiteter over 12.000 kandidater til arbejdsmarkedet.
Deres samfundsmæssige værdi vurderet på løn -indkomst når op på mindst 3,5 milliarder kroner - hvert eneste år de er på arbejdsmarkedet! På et helt arbejdsliv når tallet næsten ufattelige højder.
Det er med andre ord gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden af denne værdi.
Derfor er det noget af et paradoks, at netop forskningsfinansieringssystemet virker direkte negativt på uddannelserne.
Det flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen for forskningsmidler .
De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering - hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler - har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at jagte forskningsmidler .
Så selv om de samlede bevillinger til universiteterne er øget gennem flere år, har det ikke resulteret i bedre muligheder for at udvikle kvaliteten af uddannelserne - tværtimod.
Nul point i at undervise
Universiteternes rekruttering af forskere bidrager i høj grad til den stedmoderlige behandling af uddannelsesudviklingen.
Først når man er ansat som lektor på universitetet, er man fastansat. For at blive lektor skal man ifølge loven have vurderet sin undervisningskompetence.
Det får man typisk gennem deltagelse i det såkaldte adjunktpædagogikumforløb.
Som hovedregel har deltagerne i adjunktpædagogikum det tilfælles, at de enten er eller bliver oprigtigt optaget af at undervise. De mener generelt, at undervisning er vigtigt, og at der er behov for at styrke undervisningen på universiteterne. Det vil de gerne bidrage til. Problemet er imidlertid, at det ikke passer særlig godt til den situation, de er i.
Flere og flere af dem er nemlig såkaldt postdoc-ansatte ( tidsbegrænset forskningsansat), og deres incitament til at udvikle undervisningskompetencer er ringe - som en af dem udtrykte det fornylig: »Som postdoc har jeg ikke umiddelbart undervisningsforpligtelse, og selv om ledelsen giver udtryk for, at undervisningserfaring vægter tungt i forhold til fastansættelse som lektor, er det svært ikke at tro, at gode publikationer, tiltrækning af eksterne midler etc. vejer meget tungere.
Det kan bl. a. ses ved, at [ instituttet] har en omsætning, hvoraf halvdelen kommer fra eksterne projekter. Eksterne projekter finansieret af Carlsberg, Lundbeck, EU og sikkert også forskningsrådene lægger ikke synderlig vægt på undervisningserfaring, mens gode publikationer, opnået funding er nogle af de parametre, som får mere vægt.
Da man som postdoc heller ikke ved, om man har en stilling inden for de næste år, er det ikke særlig tilfredsstillende at opbygge nye kurser.
Så udvikling af interessante kurser bliver for mit vedkommende først rigtigt interessant, hvis jeg har en fast stilling.
« Der kan altså på grund af rammerne for universiteterne være klare grunde til at prioritere undervisning fra.
Færre underviser
Postdoc-kategorien er i sig selv med til at flytte fokus fra undervisning til kampen om konkurrenceudsatte forskningsmidler .
Når man ansøger om forskningsmidler , er det jo netop midler til forskning, der søges - og ikke midler til undervisning.
Det er derfor bekvemt for forskningsråd, fonde, ansøgere og universiteter, at der findes en stillingskategori, hvor man ikke skal bekymre sig nærmere om, hvordan ansøgeren skal indgå i undervisning osv. Og de korttidsansatte bliver flere og flere.
På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er antallet af adjunkter faldet med ca. 80 pct. på fem år. Antallet af er postdoc'er til gengæld vokset fra 51 i 2005 til 234 i 2010. Antallet af lektorer er faldet med 16 pct. i den samme periode.
Fortsætter udviklingen, er der meget snart flere postdoc'er end lektorer.
På Det Farmaceutiske Fakultet er udviklingen tilsvarende: Antallet af adjunkter er faldet med 70 pct. i den samme periode, mens antallet af postdoc'er er gået fra fem i 2005 til 53 i 2010. Antallet af lektorer har været stabilt.
Begge steder er der altså sket et væsentligt fald i antallet af ansatte med substantielle undervisningsforpligtelser til gengæld for et større antal løstansatte med begrænsede eller ingen undervisningsforpligtelser.
Samtidig med at antallet af videnskabeligt ansatte er steget markant, har begge fakulteter måttet gennemføre større fyringsrunder af det fastansatte personale, og der bliver stadig flere studerende pr. undervisningsårsværk.
Underviserne oplever, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at udvikle kvaliteten af undervisningen, i det omfang, den fortjener.
Dårlig forretning
Spørgsmålet er, hvorfor der spares på undervisningen, når nu bevillingerne til universiteterne er øget de senere år.
Det simple svar er, at uddannelse efterhånden er blevet en lille del af forretningen - og oven i købet en dårligt finansieret del. Et af de fund, der blev gjort i forbindelse med en i øvrigt meget udskældt McKinsey-rapport om universiteternes finansiering og organisering fra juni 2009, var, at uddannelsestaxametrene er helt utilstrækkelige til at dække udgifterne til uddannelse.
Det er forskningen, der giver penge i kassen. Universiteterne tvinges med andre ord til at satse på forskning frem for undervisning. Men hvis samfundet for alvor skal have afkast af de mange milliarder, der investeres i universiteterne, skal bevillingerne kobles mere direkte til uddannelse, således at undervisningsindsatsen kan udvikles på lige vilkår med forskningsaktiviteterne.
Det bør Folketinget aktivt bidrage til. Der er behov for at kigge grundigt både på stillingsstrukturen og på bevillingssystemet - begge dele må gentænkes med henblik på at bidrage til kvaliteten i uddannelserne. Som minimum bør postdoc-ansættelser også indebære undervisning, selv om vi nok ikke skal ikke forvente høj kvalitet i undervisning, der i stigende grad varetages af ansatte i tidsbegrænsede stillinger.
Alle undervisere kender til forskellen på at undervise i noget første gang og de efterfølgende gange. Og det er usandsynligt, at postdoc'er får mulighed for at undervise i det samme mange gange.
Derfor må vi forvente et tab i viden om, hvad der undervisningsmæssigt virker, når underviserstaben i så høj grad skiftes ud.
En langt bedre løsning er derfor at sikre, at store forskningsbevillinger følges af krav om at dokumentere, hvordan forskningen anvendes i uddannelse.
Sebastian Horst er projektmanager ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Frederik Voetmann Christiansen er lektor ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet. Begge har deltaget i udarbejdelsen af en netop udgivet hvidbog om udvikling af universitetsundervisning.
KRONIK [at] INFORMATION.DK
Billedtekst: Der skal meget mere fokus på undervisningen på universiteterne, mener kronikørerne FOTO: RUNE JOHANSEN/ SCANPIX
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Det lader til, at næsten hele Folketinget er enigt om, at universiteterne skal bedrive erhvervs -relateret forskning, for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at uddan -nelserne i virkeligheden er universiteternes væsentligste afkast. Faktisk kan forsknings bevillinger virke direkte negativt på uddannelsesindsatsen
Af Sebastian Horst og Frederik Voetmann Christiansen
Sidste år leverede de danske universiteter over 12.000 kandidater til arbejdsmarkedet.
Deres samfundsmæssige værdi vurderet på løn -indkomst når op på mindst 3,5 milliarder kroner - hvert eneste år de er på arbejdsmarkedet! På et helt arbejdsliv når tallet næsten ufattelige højder.
Det er med andre ord gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden af denne værdi.
Derfor er det noget af et paradoks, at netop forskningsfinansieringssystemet virker direkte negativt på uddannelserne.
Det flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen for forskningsmidler .
De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering - hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler - har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at jagte forskningsmidler .
Så selv om de samlede bevillinger til universiteterne er øget gennem flere år, har det ikke resulteret i bedre muligheder for at udvikle kvaliteten af uddannelserne - tværtimod.
Nul point i at undervise
Universiteternes rekruttering af forskere bidrager i høj grad til den stedmoderlige behandling af uddannelsesudviklingen.
Først når man er ansat som lektor på universitetet, er man fastansat. For at blive lektor skal man ifølge loven have vurderet sin undervisningskompetence.
Det får man typisk gennem deltagelse i det såkaldte adjunktpædagogikumforløb.
Som hovedregel har deltagerne i adjunktpædagogikum det tilfælles, at de enten er eller bliver oprigtigt optaget af at undervise. De mener generelt, at undervisning er vigtigt, og at der er behov for at styrke undervisningen på universiteterne. Det vil de gerne bidrage til. Problemet er imidlertid, at det ikke passer særlig godt til den situation, de er i.
Flere og flere af dem er nemlig såkaldt postdoc-ansatte ( tidsbegrænset forskningsansat), og deres incitament til at udvikle undervisningskompetencer er ringe - som en af dem udtrykte det fornylig: »Som postdoc har jeg ikke umiddelbart undervisningsforpligtelse, og selv om ledelsen giver udtryk for, at undervisningserfaring vægter tungt i forhold til fastansættelse som lektor, er det svært ikke at tro, at gode publikationer, tiltrækning af eksterne midler etc. vejer meget tungere.
Det kan bl. a. ses ved, at [ instituttet] har en omsætning, hvoraf halvdelen kommer fra eksterne projekter. Eksterne projekter finansieret af Carlsberg, Lundbeck, EU og sikkert også forskningsrådene lægger ikke synderlig vægt på undervisningserfaring, mens gode publikationer, opnået funding er nogle af de parametre, som får mere vægt.
Da man som postdoc heller ikke ved, om man har en stilling inden for de næste år, er det ikke særlig tilfredsstillende at opbygge nye kurser.
Så udvikling af interessante kurser bliver for mit vedkommende først rigtigt interessant, hvis jeg har en fast stilling.
« Der kan altså på grund af rammerne for universiteterne være klare grunde til at prioritere undervisning fra.
Færre underviser
Postdoc-kategorien er i sig selv med til at flytte fokus fra undervisning til kampen om konkurrenceudsatte forskningsmidler .
Når man ansøger om forskningsmidler , er det jo netop midler til forskning, der søges - og ikke midler til undervisning.
Det er derfor bekvemt for forskningsråd, fonde, ansøgere og universiteter, at der findes en stillingskategori, hvor man ikke skal bekymre sig nærmere om, hvordan ansøgeren skal indgå i undervisning osv. Og de korttidsansatte bliver flere og flere.
På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er antallet af adjunkter faldet med ca. 80 pct. på fem år. Antallet af er postdoc'er til gengæld vokset fra 51 i 2005 til 234 i 2010. Antallet af lektorer er faldet med 16 pct. i den samme periode.
Fortsætter udviklingen, er der meget snart flere postdoc'er end lektorer.
På Det Farmaceutiske Fakultet er udviklingen tilsvarende: Antallet af adjunkter er faldet med 70 pct. i den samme periode, mens antallet af postdoc'er er gået fra fem i 2005 til 53 i 2010. Antallet af lektorer har været stabilt.
Begge steder er der altså sket et væsentligt fald i antallet af ansatte med substantielle undervisningsforpligtelser til gengæld for et større antal løstansatte med begrænsede eller ingen undervisningsforpligtelser.
Samtidig med at antallet af videnskabeligt ansatte er steget markant, har begge fakulteter måttet gennemføre større fyringsrunder af det fastansatte personale, og der bliver stadig flere studerende pr. undervisningsårsværk.
Underviserne oplever, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at udvikle kvaliteten af undervisningen, i det omfang, den fortjener.
Dårlig forretning
Spørgsmålet er, hvorfor der spares på undervisningen, når nu bevillingerne til universiteterne er øget de senere år.
Det simple svar er, at uddannelse efterhånden er blevet en lille del af forretningen - og oven i købet en dårligt finansieret del. Et af de fund, der blev gjort i forbindelse med en i øvrigt meget udskældt McKinsey-rapport om universiteternes finansiering og organisering fra juni 2009, var, at uddannelsestaxametrene er helt utilstrækkelige til at dække udgifterne til uddannelse.
Det er forskningen, der giver penge i kassen. Universiteterne tvinges med andre ord til at satse på forskning frem for undervisning. Men hvis samfundet for alvor skal have afkast af de mange milliarder, der investeres i universiteterne, skal bevillingerne kobles mere direkte til uddannelse, således at undervisningsindsatsen kan udvikles på lige vilkår med forskningsaktiviteterne.
Det bør Folketinget aktivt bidrage til. Der er behov for at kigge grundigt både på stillingsstrukturen og på bevillingssystemet - begge dele må gentænkes med henblik på at bidrage til kvaliteten i uddannelserne. Som minimum bør postdoc-ansættelser også indebære undervisning, selv om vi nok ikke skal ikke forvente høj kvalitet i undervisning, der i stigende grad varetages af ansatte i tidsbegrænsede stillinger.
Alle undervisere kender til forskellen på at undervise i noget første gang og de efterfølgende gange. Og det er usandsynligt, at postdoc'er får mulighed for at undervise i det samme mange gange.
Derfor må vi forvente et tab i viden om, hvad der undervisningsmæssigt virker, når underviserstaben i så høj grad skiftes ud.
En langt bedre løsning er derfor at sikre, at store forskningsbevillinger følges af krav om at dokumentere, hvordan forskningen anvendes i uddannelse.
Sebastian Horst er projektmanager ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Frederik Voetmann Christiansen er lektor ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet. Begge har deltaget i udarbejdelsen af en netop udgivet hvidbog om udvikling af universitetsundervisning.
KRONIK [at] INFORMATION.DK
Billedtekst: Der skal meget mere fokus på undervisningen på universiteterne, mener kronikørerne FOTO: RUNE JOHANSEN/ SCANPIX
Wednesday, June 8, 2011
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Berlingske d. 7. juni, 2011 (1. sektion side 25) Kronik:
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND
Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.
[intern ref.]
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND
Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.
[intern ref.]
Tuesday, May 24, 2011
Ranglister over universiteter mangler troværdighed
Politiken, d. 23. maj, 2011 (Kultur side 8) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1288875/universitetsranglister-mangler-trovaerdighed/
Universiteter. Ranglister mangler troværdighed
analyse: De årlige rangordninger har stor betydning for universiteterne. Det handler om synlighed og konkurrence. Men kan man regne med dem?
Af JESPER WIBORG SCHNEIDER
De internationale universitetsrangordninger ser ud til at være kommet for at blive, selvom mange i universitetsverdenen ikke bryder sig om dem. Rangordninger vurderer universiteterne ud fra en række varierende parametre, der vejes forskelligt i en uigennemsigtig og uoverskuelig blanding af størrelse, prestige, produktion og gennemslagskraft.
Valgene af forskellige parametre betyder, at universiteternes placering kan variere en del imellem de forskellige rangordninger.
Det kan naturligvis ses som en mangfoldighed, men ikke alle parametre er lige troværdige. Specielt de bibliometriske indikatorer - målinger af universiteternes publikations- og citationsaktivitet - varierer.
Man kan derfor med rette spørge, hvor anvendelige de nuværende universitetsrangordninger reelt er? Det har et netværk af nordiske forskningsadministratorer netop gjort i en ny rapport. Rapporten undersøger de metoder, der ligger til grund for de mest velkendte universitetsrangordninger, og beskriver, hvordan de nordiske universiteter er rangordnet på Shanghai Ranking, Times Higher Education, QS World University Ranking, HEEACT og Leiden Ranking.
Rapporten går et skridt videre i forhold til de nuværende rangordninger og foretager en af de hidtil mest grundige og valide bibliometriske analyser af nordiske universiteter og universitetshospitaler, som samlet set giver institutionerne et mere nuanceret og reelt sammenligningsgrundlag.
RAPPORTEN præsenterer ikke en nordisk tabel, hvor forskningsinstitutionerne er rangordnet efter en samlet internt afvejet indikator. Til gengæld karakteriseres universiteternes forskningsprofiler og forskningsperformance ud fra flere perspektiver og ved hjælp af mere transparente og valide indikatorer, end det gælder for de fleste rangordninger.
Et vigtigt formål med rapporten har været at skabe en grundlæggende bibliometrisk analyse, der strækker sig over en længere tidsperiode og anvender de mest valide indikatorer, sådan at de nordiske forskningsinstitutioner får et konstituerende bibliometrisk billede af sig selv. Det er vigtigt af flere grunde. De internationale rangordninger anvender simple indikatorer, og man ændrer ofte i de interne vægtninger imellem indikatorerne fra år til år. Det giver ' kunstige' udsving i rangordningerne, som sjældent er udtryk for reelle ændringer.
AT DER IKKE præsenteres en egentlig rangordning i rapporten er ikke ensbetydende med, at man ikke kan undersøge og sammenligne de enkelte universiteter. Det er faktisk et af formålene med rapporten. Blot skal sammenligningsgrundlaget være mere nuanceret end den ene dimension, de internationale rangordninger præsenterer.
Den nye rapport undersøger de nordiske universiteter og universitetshospitalers publikationsaktivitet, forskningsprofiler og forskningsperformance i perioden fra 2000 til 2009. Undersøgelsen omfatter 40 universiteter og 23 universitetshospitaler, heraf 6 danske universiteter og 3 universitetshospitaler. Institutionerne undersøges både generelt som en samlet enhed og specifikt inden for 8 forskellige emneområder inden for natur- og sundhedsvidenskab samt de tekniske videnskaber. Human- og samfundsvidenskaberne er ikke medtaget, idet datagrundlaget er for spinkelt til de pågældende analyser.
Analyserne er baseret på et særdeles grundigt forarbejde, hvor data er standardiseret i et hidtil uset omfang. Det er alment kendt, at hvis man skal gøre sig godt i de internationale rangordninger, kræver det et medicinsk fakultet. For første gang er det nu muligt at udskille og undersøge effekten af de medicinske fakulteter og universitetshospitalerne for sig.
Generelt set viser analyserne, at citationsaktiviteten varierer betragteligt mellem universiteterne, men - lige så vigtigt - også betragtelig inden for universiteterne imellem de forskellige emneområder, hvilket er et argument imod anvendelsen af én sammensat indikator. Rapporten viser også, hvordan performance hænger sammen med størrelse, hvor størrelse er karakteriseret som antal forskningspublikationer.
DET ER naturligvis fristende at spørge, hvordan de danske universiteter klarer sig? Og svaret må naturligvis være, at »det kommer an på ...«.
Hvis man beregner en sammensat indikator, som tager højde for emneområdernes forskellighed, ser man, at DTU og Aarhus Universitet har den højeste gennemsnitlige citationsaktivitet. Men vi ser også, at DTU's aktivitet er faldende i den undersøgte periode, og nok så interessant, at Københavns universitetshospitaler har en gennemsnitlig citationsaktivitet på højde med DTU og Aarhus Universitet.
Man kan også konstatere, at DTU har en større repræsentation end forventet af ofte citerede artikler inden for alle 8 emneområder, og at Aarhus Universitet relativt set har en særdeles stor repræsentation af ofte citerede artikler inden for kemi.
Samlet kan man konstatere, at dansk forskning og danske forskningsinstitutioner klarer sig godt på de målte parametre, både i nordisk og international sammenhæng.
Den nye rapport er naturligvis ikke det endelige bibliometriske svar, men det er et særdeles kærkomment supplement og korrektiv til de nuværende internationale universitetsrangordninger.
Jesper Wiborg Schneider, institutleder, ph. d., Det Informationsvidenskabelige Akademi. Han er en af forfatterne af rapporten Comparing Research at Nordic Universities using Bibliometric Indicators, der udgives af Noria-netværket Bibliometric Indicators for the Nordic Universities. Den offentliggøres i dag ved et seminar på Dansk Design Center.
Fakta: politiken analyse
INTERNATIONALE RANGORDNINGER I UNIVERSITETSVERDENEN
Rangordning af universiteter handler om synlighed og konkurrence. Konkurrence om forskere, studerende, forskningsmidler og sponsorer. I de seneste år er betydningen af rangordningerne steget voldsomt. Lidt firkantet kan man sige, at universiteterne bryster sig, når det går godt, og diskuterer ranglisternes validitet, når det går mindre godt.
Ét er sikkert: Rangordningerne er problematiske, og det er baggrunden for det nye nordiske samarbejde, der i dag fremlægger den hidtil mest omfattende sammenlignende bibliometriske analyse af nordiske universiteter. Rapporten skal tjene universiteterne som et supplement og korrektiv til de nuværende internationale rangordninger.
Billedtekst: RANGLISTEKAPLØB. Mens de danske universiteter er jublende lykkelige for de internationale ranglister , som sender dem højt op ad listen, begynder de straks at sætte spørgsmålstegn ved de ranglister , der sender dem ned ad listen. Arkivfoto: Sara Galbiati
http://www.nordforsk.org/en/programs/bibliometric-indicators-for-the-nordic-universities
rapporten: http://www.nordforsk.org/files/rapp.bib.2011.pub_21.5.11
http://bibliometriforum.wordpress.com/2011/05/12/comparing-research-at-nordic-universities-using-bibliometric-indicators/
OECD-rapport om bibliometriska fördelningsmodeller
Postat den 5 maj, 2011 av Ulf Kronman
OECD har kommit med en mycket intressant rapport som går igenom ett antal olika modeller för att fördela medel med hjälp av bibliometri:
Performance-based Funding for Public Research in Tertiary Education Institutions: Workshop Proceedings
Tyvärr vill OECD ha betalt för PDF-versionen av rapporten, men en fri version finns att ladda ned här: http://scienceofsciencepolicy.net/NewsAndEvents?q=node/1107
Direktlänk här: http://scienceofsciencepolicy.net/system/files/attachments/Performance_Based_Funding_2010.pdf
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1288875/universitetsranglister-mangler-trovaerdighed/
Universiteter. Ranglister mangler troværdighed
analyse: De årlige rangordninger har stor betydning for universiteterne. Det handler om synlighed og konkurrence. Men kan man regne med dem?
Af JESPER WIBORG SCHNEIDER
De internationale universitetsrangordninger ser ud til at være kommet for at blive, selvom mange i universitetsverdenen ikke bryder sig om dem. Rangordninger vurderer universiteterne ud fra en række varierende parametre, der vejes forskelligt i en uigennemsigtig og uoverskuelig blanding af størrelse, prestige, produktion og gennemslagskraft.
Valgene af forskellige parametre betyder, at universiteternes placering kan variere en del imellem de forskellige rangordninger.
Det kan naturligvis ses som en mangfoldighed, men ikke alle parametre er lige troværdige. Specielt de bibliometriske indikatorer - målinger af universiteternes publikations- og citationsaktivitet - varierer.
Man kan derfor med rette spørge, hvor anvendelige de nuværende universitetsrangordninger reelt er? Det har et netværk af nordiske forskningsadministratorer netop gjort i en ny rapport. Rapporten undersøger de metoder, der ligger til grund for de mest velkendte universitetsrangordninger, og beskriver, hvordan de nordiske universiteter er rangordnet på Shanghai Ranking, Times Higher Education, QS World University Ranking, HEEACT og Leiden Ranking.
Rapporten går et skridt videre i forhold til de nuværende rangordninger og foretager en af de hidtil mest grundige og valide bibliometriske analyser af nordiske universiteter og universitetshospitaler, som samlet set giver institutionerne et mere nuanceret og reelt sammenligningsgrundlag.
RAPPORTEN præsenterer ikke en nordisk tabel, hvor forskningsinstitutionerne er rangordnet efter en samlet internt afvejet indikator. Til gengæld karakteriseres universiteternes forskningsprofiler og forskningsperformance ud fra flere perspektiver og ved hjælp af mere transparente og valide indikatorer, end det gælder for de fleste rangordninger.
Et vigtigt formål med rapporten har været at skabe en grundlæggende bibliometrisk analyse, der strækker sig over en længere tidsperiode og anvender de mest valide indikatorer, sådan at de nordiske forskningsinstitutioner får et konstituerende bibliometrisk billede af sig selv. Det er vigtigt af flere grunde. De internationale rangordninger anvender simple indikatorer, og man ændrer ofte i de interne vægtninger imellem indikatorerne fra år til år. Det giver ' kunstige' udsving i rangordningerne, som sjældent er udtryk for reelle ændringer.
AT DER IKKE præsenteres en egentlig rangordning i rapporten er ikke ensbetydende med, at man ikke kan undersøge og sammenligne de enkelte universiteter. Det er faktisk et af formålene med rapporten. Blot skal sammenligningsgrundlaget være mere nuanceret end den ene dimension, de internationale rangordninger præsenterer.
Den nye rapport undersøger de nordiske universiteter og universitetshospitalers publikationsaktivitet, forskningsprofiler og forskningsperformance i perioden fra 2000 til 2009. Undersøgelsen omfatter 40 universiteter og 23 universitetshospitaler, heraf 6 danske universiteter og 3 universitetshospitaler. Institutionerne undersøges både generelt som en samlet enhed og specifikt inden for 8 forskellige emneområder inden for natur- og sundhedsvidenskab samt de tekniske videnskaber. Human- og samfundsvidenskaberne er ikke medtaget, idet datagrundlaget er for spinkelt til de pågældende analyser.
Analyserne er baseret på et særdeles grundigt forarbejde, hvor data er standardiseret i et hidtil uset omfang. Det er alment kendt, at hvis man skal gøre sig godt i de internationale rangordninger, kræver det et medicinsk fakultet. For første gang er det nu muligt at udskille og undersøge effekten af de medicinske fakulteter og universitetshospitalerne for sig.
Generelt set viser analyserne, at citationsaktiviteten varierer betragteligt mellem universiteterne, men - lige så vigtigt - også betragtelig inden for universiteterne imellem de forskellige emneområder, hvilket er et argument imod anvendelsen af én sammensat indikator. Rapporten viser også, hvordan performance hænger sammen med størrelse, hvor størrelse er karakteriseret som antal forskningspublikationer.
DET ER naturligvis fristende at spørge, hvordan de danske universiteter klarer sig? Og svaret må naturligvis være, at »det kommer an på ...«.
Hvis man beregner en sammensat indikator, som tager højde for emneområdernes forskellighed, ser man, at DTU og Aarhus Universitet har den højeste gennemsnitlige citationsaktivitet. Men vi ser også, at DTU's aktivitet er faldende i den undersøgte periode, og nok så interessant, at Københavns universitetshospitaler har en gennemsnitlig citationsaktivitet på højde med DTU og Aarhus Universitet.
Man kan også konstatere, at DTU har en større repræsentation end forventet af ofte citerede artikler inden for alle 8 emneområder, og at Aarhus Universitet relativt set har en særdeles stor repræsentation af ofte citerede artikler inden for kemi.
Samlet kan man konstatere, at dansk forskning og danske forskningsinstitutioner klarer sig godt på de målte parametre, både i nordisk og international sammenhæng.
Den nye rapport er naturligvis ikke det endelige bibliometriske svar, men det er et særdeles kærkomment supplement og korrektiv til de nuværende internationale universitetsrangordninger.
analyse [at] pol.dk
Jesper Wiborg Schneider, institutleder, ph. d., Det Informationsvidenskabelige Akademi. Han er en af forfatterne af rapporten Comparing Research at Nordic Universities using Bibliometric Indicators, der udgives af Noria-netværket Bibliometric Indicators for the Nordic Universities. Den offentliggøres i dag ved et seminar på Dansk Design Center.
Fakta: politiken analyse
INTERNATIONALE RANGORDNINGER I UNIVERSITETSVERDENEN
Rangordning af universiteter handler om synlighed og konkurrence. Konkurrence om forskere, studerende, forskningsmidler og sponsorer. I de seneste år er betydningen af rangordningerne steget voldsomt. Lidt firkantet kan man sige, at universiteterne bryster sig, når det går godt, og diskuterer ranglisternes validitet, når det går mindre godt.
Ét er sikkert: Rangordningerne er problematiske, og det er baggrunden for det nye nordiske samarbejde, der i dag fremlægger den hidtil mest omfattende sammenlignende bibliometriske analyse af nordiske universiteter. Rapporten skal tjene universiteterne som et supplement og korrektiv til de nuværende internationale rangordninger.
Billedtekst: RANGLISTEKAPLØB. Mens de danske universiteter er jublende lykkelige for de internationale ranglister , som sender dem højt op ad listen, begynder de straks at sætte spørgsmålstegn ved de ranglister , der sender dem ned ad listen. Arkivfoto: Sara Galbiati
http://www.nordforsk.org/en/programs/bibliometric-indicators-for-the-nordic-universities
rapporten: http://www.nordforsk.org/files/rapp.bib.2011.pub_21.5.11
http://bibliometriforum.wordpress.com/2011/05/12/comparing-research-at-nordic-universities-using-bibliometric-indicators/
***
http://bibliometriforum.wordpress.com/2011/05/05/oecd-rapport-om-bibliometriska-fordelningsmodeller/OECD-rapport om bibliometriska fördelningsmodeller
Postat den 5 maj, 2011 av Ulf Kronman
OECD har kommit med en mycket intressant rapport som går igenom ett antal olika modeller för att fördela medel med hjälp av bibliometri:
Performance-based Funding for Public Research in Tertiary Education Institutions: Workshop Proceedings
Tyvärr vill OECD ha betalt för PDF-versionen av rapporten, men en fri version finns att ladda ned här: http://scienceofsciencepolicy.net/NewsAndEvents?q=node/1107
Direktlänk här: http://scienceofsciencepolicy.net/system/files/attachments/Performance_Based_Funding_2010.pdf
Saturday, May 7, 2011
S vil satse på naturvidenskab og teknik
Information d. 7. maj, 2011 (1. sektion side 17) Debat:
VK prioriterer ikke forskning
Af Britta Thomsen, MEP ( S)
Set i et globalt perspektiv taber Danmark kampen om vækst og videnstunge arbejdspladser.
Ikke kun fordi den nuværende regering har været nærig med de offentlige forskningsmidler, men især fordi pengene bruges forkert.
Resultatet er, at danske virksomheder i stigende grad placerer deres investeringer i udvikling og forskning uden for Danmarks grænser. Disse investeringer er steget med 70 procent siden 2008, hvilket er stærkt bekymrende, da en sådan tendens hverken bidrager med jobs eller vækst til Danmark. Tilsvarende er investeringer på området i Danmark i samme periode kun steget med 45 procent.
Videnskabsministeren giver følgende løsninger på forskningens flugt fra Danmark: Antallet af studiepladser på naturvidenskabelige uddannelsespladser øges, mens tre udvalgte områder: fødevarer, sundhed og energi/ klima udpeges som særlige indsatsområder.
Det første er jeg helt med på. En af forklaringerne på, hvorfor de danske virksomheder flytter forskningen udenlands, er netop manglende kvalificeret arbejdskraft.
Men så knækker filmen, for videnskabsministeren har glemt sagens kernepunkt: for få offentlige forskningsmidler investeres i naturvidenskab og teknisk videnskab.
Ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger vil disse to fagområder inden for den offentlige forskning være særligt relevante for virksomheder i fremtiden, henholdsvis 26 procent for naturvidenskaben og 34 procent for den tekniske videnskab.
Uambitiøst
Ser vi til gengæld på bevillingen af offentlige forskningsmidler, afsættes kun 16 procent til naturvidenskaben og 14 procent til den tekniske videnskab. Til sammenligning investerer toplandene i OECD over 50 procent af deres budget på disse områder.
Med en så uambitiøs økonomisk satsning vil vi ikke være i stand til at konkurrere, og konsekvensen vil være, at de danske virksomheder flytter forskningen netop til de lande, hvor man satser mere målrettet på disse områder. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri.
Her fremgår det, at kun knap halvdelen af de danske virksomheder har haft stigende investeringer i Danmark. Og knap hver tredje har direkte haft faldende investeringer herhjemme.
For at vende udviklingen er den nuværende regering nødt til at satse mere ambitiøst på den naturvidenskabelige og tekniske forskning, da det primært er denne type forskning, som skal bære Danmark ud af vækstlavvandet.
Hvis vækst og herigennem sikringen af vores velfærdssamfund er et reelt ønske, kræver det større investeringer, altså flere penge til de to forskningsgrene.
Dansk viden skal omsættes til dansk vækst. Det kræver til gengæld, at den danske regering først får styr på prioriteringerne.
Billedtekst: Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD. FOTO: BJARKE BO OLSEN/ SCANPIX
[intern ref.]
VK prioriterer ikke forskning
Af Britta Thomsen, MEP ( S)
Set i et globalt perspektiv taber Danmark kampen om vækst og videnstunge arbejdspladser.
Ikke kun fordi den nuværende regering har været nærig med de offentlige forskningsmidler, men især fordi pengene bruges forkert.
Resultatet er, at danske virksomheder i stigende grad placerer deres investeringer i udvikling og forskning uden for Danmarks grænser. Disse investeringer er steget med 70 procent siden 2008, hvilket er stærkt bekymrende, da en sådan tendens hverken bidrager med jobs eller vækst til Danmark. Tilsvarende er investeringer på området i Danmark i samme periode kun steget med 45 procent.
Videnskabsministeren giver følgende løsninger på forskningens flugt fra Danmark: Antallet af studiepladser på naturvidenskabelige uddannelsespladser øges, mens tre udvalgte områder: fødevarer, sundhed og energi/ klima udpeges som særlige indsatsområder.
Det første er jeg helt med på. En af forklaringerne på, hvorfor de danske virksomheder flytter forskningen udenlands, er netop manglende kvalificeret arbejdskraft.
Men så knækker filmen, for videnskabsministeren har glemt sagens kernepunkt: for få offentlige forskningsmidler investeres i naturvidenskab og teknisk videnskab.
Ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger vil disse to fagområder inden for den offentlige forskning være særligt relevante for virksomheder i fremtiden, henholdsvis 26 procent for naturvidenskaben og 34 procent for den tekniske videnskab.
Uambitiøst
Ser vi til gengæld på bevillingen af offentlige forskningsmidler, afsættes kun 16 procent til naturvidenskaben og 14 procent til den tekniske videnskab. Til sammenligning investerer toplandene i OECD over 50 procent af deres budget på disse områder.
Med en så uambitiøs økonomisk satsning vil vi ikke være i stand til at konkurrere, og konsekvensen vil være, at de danske virksomheder flytter forskningen netop til de lande, hvor man satser mere målrettet på disse områder. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri.
Her fremgår det, at kun knap halvdelen af de danske virksomheder har haft stigende investeringer i Danmark. Og knap hver tredje har direkte haft faldende investeringer herhjemme.
For at vende udviklingen er den nuværende regering nødt til at satse mere ambitiøst på den naturvidenskabelige og tekniske forskning, da det primært er denne type forskning, som skal bære Danmark ud af vækstlavvandet.
Hvis vækst og herigennem sikringen af vores velfærdssamfund er et reelt ønske, kræver det større investeringer, altså flere penge til de to forskningsgrene.
Dansk viden skal omsættes til dansk vækst. Det kræver til gengæld, at den danske regering først får styr på prioriteringerne.
Billedtekst: Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD. FOTO: BJARKE BO OLSEN/ SCANPIX
[intern ref.]
Sunday, May 1, 2011
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Subscribe to:
Posts (Atom)