Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende

Politiken d. 5. nov., 2011 (Debat side 4)
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN

Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.

RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.

MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).

MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.

SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.

Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk


Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen

[intern ref.]