Thursday, September 29, 2011

Bibliometri - giver det mening?

Perspektiv (Bibliotekspressen) d. 29. sept., 2011 (1. sektion side 26)
Bibliometri - giver det mening?
En del af midlerne til landets universiteter bliver fordelt efter fire indikatorer, hvoraf den ene er den bibliometriske forskningsindikator. Her bliver der givet point til universitetet, hver gang en forsker får udgivet en artikel i et tidsskrift. De 20 procent mest anerkendte tidsskrifter inden for et fagområde udløser tre point, de resterende 80 procent udløser et point. I bedste fald er det harmløst at bruge den bibliometriske forskningsindikator til at fordele penge til landets universiteter, men brugt forkert kan den betyde ringere kvalitet og mainstreamforskning. Alt andet lige skal der flere penge i spil, hvis det skal give mening at bruge så mange kræfter på at måle forskernes publikationer.
Af SABRINE MØNSTED

75 millioner kroner. Det er cirka, hvad der hvert år bliver fordelt efter den bibliometriske forskningsindikator. Det lyder måske af meget, men set i forhold til universiteternes milliardbudgetter er det forsvindende lidt. I 2010 fik Copenhagen Business School ( CBS) for eksempel 1,5 millioner dryppet oven i det årlige budget på over én milliard.
- Så det at få del i puljen er ud fra en økonomisk synsvinkel fuldstændig ligegyldigt, siger chefkonsulent på CBS, Leif Hansen.
- Det er i den sammenhæng underordnet, om vi ingen artikler skrev, eller om vi skrev ti gange så mange. Bevillingsmæssigt ville det ikke have en effekt for hverken CBS eller de andre universiteter med enorme budgetter. Hvis målemetoden skal have en reel effekt på forskningen, skal modellen bruges til at fordele mange flere penge, understreger Leif Hansen, der i mange år har beskæftiget sig med bibliometri og været med til at debattere effekten af målemetoden.
- Mange forskere bliver forbløffede, når de hører, at det kun er 1,5 millioner kroner, CBS for eksempel tjener ind på den måde og spørger: Hvorfor gør vi det så?, siger Leif Hansen.
Han understreger dog, at for de fleste forskere er dynamoen i at udgive deres forskningsresultater ikke penge, men derimod prestigen i en lang publiceringsliste, kampen om stillinger og muligheden for flere spændende forskningsprojekter. Så bibliometrisk forskningsindikator eller ej: De ville alligevel udgive deres forskning.

ØGET FOKUS PÅ KVALITET
Men reelt er svaret på spørgsmålet om, hvorfor forskerne skal bruge kræfter på at udgive deres resultater de »rigtige steder«, en politiske aftale fra 2009, der betyder, at midler til universiteterne, ud over basismidlerne, skal fordeles efter fire indikatorer: antal færdige studerende, der tæller 45 procent, universitetets evne til at tiltrække eksterne midler, der tæller 20 procent, antallet af færdige Ph. d. studerende, der tæller 10 procent og sidst den bibliometriske forskningsindikator , der tæller 25 procent.
Politikernes ønske er at styrke kvaliteten af dansk forskning ved at give forskerne en ekstra økonomisk gevinst, hvis de formidler deres forskning i et anerkendt tidsskrift. Og netop den øgede fokus på, hvor vigtigt det er at formidle sin forskning, mener lektor på IVA, Jeppe Nicolaisen, er styrken ved den bibliometriske forskningsindikator .
- Det er vigtigt, at forskerne publicerer, og det kan betyde en kvalitetsudvikling af forskningen, hvis de bliver opmærksomme på at få deres forskning ud i så gode kanaler som muligt, siger han.
Jeppe Nicolaisen mener dog som Leif Hansen, at det skal dreje sig om flere penge, hvis det for alvor skal virke adfærdsregulerende.

FANTASILØS FORSKNING
Den bibliometriske forskningsindikator har altså sine kvaliteter - brugt rigtigt. Både Jeppe Nicolaisen og Leif Hansen mener, det problematiske opstår, når metoden bliver misbrugt - og det sker.
På flere af universiteterne overvejer man eller er allerede begyndt på at lade de penge, de bibliometriske point udløser, flyde direkte tilbage til det fakultet eller ligefrem til den enkelte afdeling, som forskeren sidder i.
- Metoden er skabt til at måle store universiteter, så det er dybt problematisk, hvis man begynder at måle på de enkelte fakulteter eller sågar den enkelte forsker. Der kan være stor forskel på en forskers produktion af artikler fra år til år, så det giver ikke mening at lave statistik ud fra ét års forskning, siger Jeppe Nicolaisen.
Leif Hansen mener, det kan føre til mainstreamforskning, hvor forskerne begynder at tænke i, hvilke projekter, der kan munde ud i en artikel i et bestemt tidsskrift, fordi deres værd bliver lig med, hvor mange artikler de skriver. Og den innovative og nytænkende forskning vil derfor svinde ind.
- For hvem vil bruge tre år på nye eksperimenter og ende med 800 døde rotter og ingen artikel at publicere? En undersøgelse for nogle år siden viste, at flere nobelprismodtagere indenfor økonomi ikke havde kunnet få deres første banebrydende artikler optaget i de mest anerkendte tidsskrifter, fordi deres resultater netop brød med den gængse tankegang.
Så vi kan ende med jævn forskning uden fantasi, advarer Leif Hansen.

DIAMANTER OG GULD
Bibliometri bliver brugt til at måle forskningskvalitet i de fleste europæiske lande og til at uddele midler. Australien var et af de første lande til at bruge bibliometri som grundlag for at uddele forskningsmidler. Australierne niveauinddelte ikke tidsskrifter - alle artikler var lige gode. Det førte til en lodret stigning i antallet af forskningsartikler og et lodret fald i kvaliteten. I Danmark er metoden kopieret fra Norge, hvor tidsskrifterne er inddelt i niveauer, så artikler i de 20 procent bedste tidsskrifter udløser tre point, mens artikler i de resterede 80 procent udløser et point.
Niveauinddelingen skal dog tages med et gran salt, mener lektor Jeppe Nicolaisen:
- Økonomerne mente for eksempel ikke, det gav mening at klassificere 20 procent af deres tidsskrifter i niveau 1, fordi man så ville blande »diamanter« og »guld«. Men det er vilkårene med en model. Den kan være rigid.

HVAD ER EGENTLIG BEDST?
Men kan man egentlig sammenligne et fag som økonomi med arkæologi, når der er tale om to fag med vidt forskellige publiceringstraditioner? Og skal en artikel i Historisk Tidsskrift - danske historikeres mest anerkendte tidsskrift tælle lige så meget som en artikel i Journal of Medicin - et stort internationalt, anerkendt tidsskrift? Der er også fag, som for eksempel computervidenskab, hvor konferenceartikler er den førende måde at formidle på, mens andre fag ikke regner den slags artikler for noget.
Ifølge kontorchef i Forsknings-og Innovationsstyrelsen, Claus Beck-Tange, forsøger styrelsen at tage højde for fagområdernes forskelle. Hvert år tager 67 fagudvalg med forskere stilling til hvilke tidsskrifter, der skal give point indenfor deres specifikke område. Pt. er der cirka 18.500 tidsskrifter på listerne. I styrelsen arbejder man også på at skabe bedre muligheder for konferencer og danske bogudgivelser, fordi det er vigtige publiceringskanaler for nogle fagområder, ligesom videnskabelige forlag også indgår i modellen.
Claus Beck-Tange bekræfter, at den bibliometriske forskningsindikator kræver et omfattende arbejde, men håber at arbejdsbelastningen, særligt for faggrupperne, bliver mindre fremover, fordi de kan tage udgangspunkt i tidligere års lister.
Om der på sigt vil blive fordelt flere penge ud fra den bibliometriske indikator, ved han ikke.
Den bibliometriske forskningsindikator bygger på en bred politisk aftale og skal evalueres efter tre år, så man kan drøfte en eventuel revision af modellen senest i 2013.
- Og så det er op til politikerne at beslutte, hvad der skal ske, siger han.

BLAND JER BIBLIOTEKARER
Jeppe Nicolaisen opfordrer forskningsbibliotekarerne til at følge med og være en kritisk opposition på universiteterne i forhold til den bibliometriske forskningsindikator , og hvordan den bliver brugt.
- Bibliotekarer kan forstå begrænsningerne og mulighederne i bibliometrien, og kan forklare forskerne, hvorfor resultatet ser ud, som det gør, så de skal blande sig i debatten, opfordrer han.
Følg udviklingen og læs mere om bibliometri i blandt andet Journal of Informetrics og Scientometrics.

BIBLIOMETRISK FORSKNINGSINDIKATOR

BIBLIOMETRI [ BIBLIOMETRICS]:
anvendelse af statistiske metoder til at undersøge forfatterskabsmønstre, publikationsmønstre og litteraturens brug.
kilde: informationsordbogen.

POLITISK HENSIGT
den bibliometriske forskningsindikator skal fremme publicering i de mest anerkendte udgivelseskanaler og styrke kvaliteten af dansk forskning. den skal kunne måle dansk forskningspublicering på tværs af forskningsinstitutioner.
Kilde: Forsknings-og Innovationsstyrelsen.

[intern ref.]

Thursday, September 22, 2011

Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Politiken d. 22. sept., 2011 (Kultur side 6) Debat:
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.

2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.

3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.

4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.

5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.

6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.

7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.

8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.

9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

[intern ref.]

Wednesday, September 21, 2011

Verdensmester i Danmark

Information d. 21. sept., 2011 (1. sektion s. 18) kronik
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks

Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.

USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.

Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.

Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!

Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi,
Københavns Universitet og Columbia University


Saturday, September 3, 2011

Det entreprenørielle universitet


Weekendavisen d. 2. sept., 2011 (1. sektion side 5)
Det entreprenørielle universitet
Dannelse. Erhvervsduelighed blev omdrejningspunktet i dansk universitetspolitik for et lille årti siden og humaniora udpeget som problembarn. Undervisere og studerende har i høj grad rettet ind efter de politiske krav, viser ny forskning. Er fagligheden ofret undervejs?

Af NIKLAS S. HESSEL

I disse dage strømmer nye studerende ind på de humanistiske universitetsuddannelser , ligesom mange unge har gjort før dem. Fagene er populære, men noget har ændret sig.
Studieledere og undervisere ved, at deres bundne opgave er at uddanne til arbejdsmarkedet, kun sekundært at danne de unge fagligt og personligt.
Og blandt de studerende er der sandsynligvis længere mellem »fordyberne«, der med Platons samlede i rygsækken og frygtløs ligegyldighed over for erhvervslivets luner går om bord i Vestens kulturhistorie. Den forrige videnskabsminister Helge Sander ordinerede en såkaldt »kur for humaniora«, der blev set som noget nær resistent over for kravet om erhvervsrelevans, og meget tyder på, at politikerne siden har fået deres vilje: I dag er meningen med at tage en universitetsuddannelse at få et arbejde og blive nyttig for samfundet.

LÆS HELE ARTIKLEN I WEEKENDAVISEN


[intern ref.]

Valgkrav: befri universiteterne!

Information d. 3. sept., 2011 (1. sektion side 17) Debat:
S må befri universiteter
Af Kenn Gerdes, Newcastle, Storbritannien

Kære Helle Thorning og Rasmus Prehn: I lang tid har jeg været dybt fortvivlet over, at man har fjernet medarbejderdemokratiet på universiteterne.
Den nye styrelseslov, der trådte i kraft 1. juli 2003, blev til ved et forlig i 2001 mellem V, K og S, medens SF, R, EL og DF var imod.
S skylder os en forklaring på, at man med et pennestrøg fjernede gennem mange år hårdt tilkæmpede rettigheder, og at man indførte DDR-lignende tilstande på et så vigtigt samfundsniveau? Tilhængere af loven argumenterer, at den virksomhedslignende ledelsesstruktur fremmer effektiviteten på universiteterne.
Dette argument er så falskt, forkert og håbløst idiotisk, at de socialdemokrater, der støtter forslaget, enten er himmelråbende naive eller simpelthen har en skjult dagsorden med at støtte lovforslaget.
Hvorfor støtter S, at universiteterne holdes i et jerngreb af ledere, der ikke har legitimitet i deres organisation?

[intern ref.]