Monday, May 30, 2011

Risø - endnu en sektorforskningsinstitution slagtes efter fusionerne

[flere tekster (red.)]
***

Forskerforum nyheder, d. 30. maj,. 2011, http://www.forskeren.dk/?p=1671
RISØ-ansatte: Pallesen bruger salamimetode?
af FORSKERforum

Risø-direktør Henrik Bindslev forlod til stor overraskelse for medarbejderne på Risø sin post for to måneder siden. Officielt var det en sideordnet forfremmelse til en post, hvor han skulle styrke DTUs europæiske forskningssamarbejde. Men sandheden var nok nærmere, at han strittede imod DTU-rektor Pallesens planer for Risø og derfor var han i vejen. Det scenario bekræftes af, at Bindslev nu er flygtet til en stilling som prodekan i Aarhus.

I stedet blev Pallesens højre hånd, DTU-prorektor Anders Bjarklev, konstituteret Risø-direktør. Og uden en direktør med rødder i institutionen til at beskytte Risø, er der blevet fri bane for DTU-ledelsen til at gennemføre nedskæringer og omlægninger. DTU-kilder omtaler disse som ”nødvendige omstruktruktureringer og fusioneringer”, men afviser, at der er tale første trin i en gradvis nedlæggelse af Risøs forskningsenheder: “Den enkelte medarbejder kommer sandsynligvis ikke til at opleve ændringer som følge af direktørskiftet – afdelingscheferne vil være de samme, med samme gennemslagskraft”, forsikrede Bjarklev ved sin tiltrædelse.

Første nedskæring har ramt Risø-administrationen, hvor flere enheder som it, kommunikation, bibliotek og innovation er overført til DTU’s afdelinger i Lyngby. Herved er der sparet 10,9 fuldtidsstillinger. Nedskæringerne begrunder ledelsen med, at der er dobbelt så mange administrative medarbejdere på Risø DTU pr. forskningsmedarbejder i forhold til på andre DTU-institutter, og at der hermed var fedt at skære bort. Tillidsfolk betvivler imidlertid udregningen og har ikke fået forelagt tilfredsstillende udregninger fra ledelsen, skriver INGENIØREN d.d. (se artikel [nedenfor (red.)]).

Anonyme kilder på Risø fortæller, at medarbejderne ikke er blevet hørt om ledelsens plan og er meget utrygge. De oplever, at Risø er sat udenfor processen som dikteres fra Pallesens rektorat; DTU-ledelsen er i færd med at bruge “salamimetoden”, så overflytningen af administration vil blive fulgt en langsom afmontering af forskningen, så denne ind-fusioneres under DTU-forskning. Nogle kalder ligefrem DTU-ledelsens fremfærd ”en fjentlig overtagelse”.

Ingen på Risø ønsker at stå frem med kritiske citater, da de frygter repressalier fra rektor Pallesen, der er kendt for at trække kritiske røster til kammeratlig samtale eller ligefrem at true med fyring. Og DTU-ledelsen vil ikke interviewes. Prorektor oplyser, at han har en tætpakket kalender og tidligst kan tale med INGENIØREN i næste uge – og efter at have modtaget skriftlige spørgsmål på forhånd…

***

Ingeniøren, d. 30. maj 2011 kl. 12:38
http://ing.dk/artikel/119603-risoe-medarbejder-vi-er-kommet-paa-slagtebaenken
Risø-medarbejder: »Vi er kommet på slagtebænken«
De administrative funktioner på Risø DTU er overflyttet til DTU’s centrale afdelinger. Medarbejderne frygter nu, det samme vil ske for forskningen. De har mistet tilliden til den nye ledelse, som heller ikke har tid til at tale med Ingeniøren.
af Jens Ramskov

[kort uddrag]:
Voldsomme forandringer blæser ind over Risø DTU, hvor DTU’s prorektor Anders Bjarklev har sat sig i spidsen for nedskæringer og omlægninger, som har efterladt medarbejderne i dyb frustration.

[intern ref.]
***

Forskning for sig og vækst for sig

Information d. 30. maj, 2011 (1. sektion side 12)
Forskning for sig og vækst for sig
Forskningssatsning Israel er med fem nobelpriser på syv år og det højeste antal forskningsartikler pr. indbygger et eksempel på, hvad målrettede investeringer i forskning betyder. Men at presse forskerne til at samarbejde med erhvervslivet, som rød blok nu foreslår, er ifølge en israelsk nobelpristager en dårlig idé
Af Lise Richter

Det er ikke pengene, der har gjort Israel til en af landets førende forskernationer med fem nobelpriser på syv år og den højeste produktion af forskningsartikler pr. indbygger.
Det er derimod frihed og tillid til forskningen og kloge investeringer der er historien bag israelsk forsknings succes, mener nobelpristager Avram Hershko, der sammen to andre af de israelske nobelpristagere i sidste uge deltog i et symposium i København.
»Israel er et lille land uden olie eller andre rigdomme, så der aldrig blevet brugt kæmpesummer på forskningen. Vi har investeret, det vi kunne, men det er måske kun en tiendedel af, hvad eksempelvis amerikanske universiteter modtager af midler,« forklarer Avram Hershko, der er tilknyttet Israels Teknologiske Institut Technion.
Til gengæld har forskningsinvesteringerne været godt gennemtænkt, mener den 74-årige nobelpristager i kemi. Israel lider under, at de fleste unge veluddannede ønske at rejse til udlandet.
Derfor er der blevet lavet et post doc-stipendium, der sikrer de bedste hoveder tre års ansættelse ved et af Israels fem universiteter. Universiteterne skal til gengæld sikre de kommende syv års ansættelse og gør det gerne, da der ifølge Avram Hershko er stor prestige forbundet med de såkaldte Allon Fellowships. Et tiltag, der har været afgørende betydet meget for Avram Hershkos egen forskningskarriere, er de israelske universiteters gode sabbatordninger. De har gjort det muligt for ham at tage på studieophold ved udenlandske universiteter blandt andet i Philadelphia i USA, hvor han sammen med kollegaen Aaron Ciechanover fandt ud, hvordan overflødige proteiner bliver fjernet fra kroppens celler. Indsigten i proteinnedbrydningens betydning for vigtige biologiske processer som f. eks. celledeling og fosterudvikling førte i 2004 til, at Hershko og Ciechanover fik nobel-prisen i kemi. Opdagelsen har i dag ført til udviklingen af medicin mod knoglemarvskræft. Uheldig at presse forsker
Men trods kommercialiseringen af Hershkos egen forskningsresultater, ser han ingen grund til, at universiteterne skal beskæftige sig med erhvervsforskning til gavn for den økonomiske vækst. Eller forskerne skal presses til at samarbejde med erhvervslivet, som danske politikere både til venstre og højre ønsker sig. Efter Hershkos mening skal universitetsforskningen være drevet af søgen og nysgerrighed og ikke økonomiske vækst kalkuler.
»Erhvervslivet har deres egen forskning og udvikling, mens universitetsforskere har en helt anden måde tænke på. Universiteternes opgave er at give folk den bedste uddannelse, og de dygtige kandidater skaber vækst, ligesom grundforskningen også på sigt vil gøre det, men jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af at presse universiteterne til at forske for erhvervslivet,« siger Avram Hershko.
Det, der i Hershkos øjne har været med til skabe stærk international forskning inden for især fysik, kemi og medicin i Israel, er derimod, at ingen har prøvet at diktere, hvad de israelske universiteter skal undervise og forske i, og hvordan de skal gøre det.
Hvis politikerne ønsker at skabe ny viden og vækst, så handler ikke om kun om stimulere udviklingen i erhvervslivet og forskningen på universiteterne, men at tage fat helt fra bunden i daginstitutioner og grundskole.
»Og så er det vigtigt, at politikernes holding til forskerne er positiv, selv om vi er besværlige,« siger Avram Hershko med et mildt smil.

LILA [at] INFORMATION. DK.

Billedtekst: ' Jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af at presse universiteterne til at forske for erhvervslivet,' siger nobelpris -modtageren Avram Hershko. FOTO: UFFE WENG

***

Information d. 30. maj, 2011 (1. sektion side 12)
S-SF-R opgiver flere ' frie' forskningsmidler
Forskningsmidler: S-SF-R lover større bevillinger til forskningen, men løfterne om flere penge til fri forskning , som oppositionen har kritiseret VK-regeringen for at forsømme, er droppet
Af LILA

Dansk økonomi er i krise, derfor skal universiteterne være vækstlokomotiver og bidrage med erhvervsrelateret forskning , mener videnskabsordfører for S, Rasmus Prehn.
»Universiteterne skal bidrage til at kickstarte økonomien og i den sammenhæng er den fornuftigste strategi at satse på 'erhvervsforskning' for at skabe vækst her og nu. Når samfundsøkonomien er blevet bedre, er der råd til at tænke mere langsigtet og satse på basismidler og forskning ,« siger S-ordføreren.

En skandale
Den prioritering betyder, at rød blok frafalder sit gamle krav til regeringen om, at 60 procent af forskningsmidlerne skal gives som såkaldte frie midler direkte til universiteterne .
Fordelingen mellem frie midler og programmidler kommer dermed til at ligne VK's til forveksling.
R bakker også op om væksttankerne. Universiteterne skal, som vi skrev i sidste uge, presses til at samarbejde mere med erhvervslivet. Det skal bl. a. ske ved, at fordelingen af basismidler til universiteterne skal afhænge af omfanget af konkret samarbejde med erhvervslivet.
»Det er en skandale, at produktiviteten i Danmark er sakket bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Den er helt afgørende for væksten og udviklingen af velfærdssamfundet, og viden og forskning er helt afgørende for produktiviteten, og i Finland og Sverige har de meget mere udførlige handlingsplaner for partnerskaber mellem universiteter , erhvervsliv og lokalsamfund. Universiteterne der er i langt højere grad vækstmotorer,« udtalte forskningsordfører Marianne Jelved (R).

Wednesday, May 25, 2011

Vildt kaos på Aarhus Universitet

Politiken d. 25. maj, 2011 (Kultur side 9)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290708/vildt-kaos-paa-aarhus-universitet/
Kronik:
Vildt kaos på Aarhus Universitet
ANDERS BØGH
Noget om en såkaldt faglig udviklingsproces - der ikke overraskende starter med ansættelse af flere bureaukrater
Anders Bøgh er lektor, dr. phil. ved Historisk Afdeling, Aarhus Universitet .


REGERINGEN har i sin begejstring for erhvervsliv og stærke ledere foræret magten over landets universiteter til nogle personer, der som regel ingen forstand har på universitetsdrift. De ansætter så nogle rektorer, som passer ind i deres forestillinger om rigtige ledere, og som har en agenda for universiteternes udvikling, der passer med bestyrelsesflertallets mavefornemmelser.
At der ikke altid kommer lige heldige resultater ud af en sådan magtkoncentration, har vi set flere eksempler på. Mest slående og uheldigt på CBS, hvor en ukvalificeret rektors tågede ideer om en total omkalfatring af hele organisationen kostede ham og bestyrelsesformanden jobbet samt - må man formode - organisationen et kolossalt spild af arbejdstimer pga. kaos og reaktioner mod kaos. Et på visse måder parallelt forløb på RUC har næppe heller styrket varetagelsen af universitetets kerneopgaver i den periode, hvor det stod på.
Nu samler spændingen sig så om Aarhus Universitet.
Revolutionen har længe været i gang.
Under mottoet forenkling er ni fakulteter blevet til fire og 55 institutter er blevet til 25. På mit eget område, som nu hedder noget så nudansk som Arts, er det lykkedes at gennemføre den fantastiske øvelse, at tre fakulteter er blevet til tre institutter.
Nettoresultat er så blevet, at man har fået skudt en dekan og tre prodekaner ind mellem rektorniveauet og de tre institutter/fakulteter og deres ledelse.
Forenkling? Pudsigt nok skal der så ni vicedirektører til for at styre de ni fakulteter, som nu er blevet til fire.
På instituttet med det intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund, som jeg kommer til at høre til fra nytår, er der fastansat 165 lærere plus alle de andre, som findes på sådan ét. Normalt ville man så have et underliggende administrativt niveau opdelt efter fagligheder, hvor det var muligt at varetage den produktion, som hører et universitet til: undervisning og forskning. Sådan skal det imidlertid ikke længere være; afdelinger og opdelinger efter fagligheder er bandlyst.
Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet.
Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter.
Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med. Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet.
Nu må det så antages, at de høje lederlønninger, der tilbydes, vil være i stand til at tiltrække et supermenneske, som ikke alene vil være i stand til at lære navnene udenad på alle de kulturelle samfundsfolk, men også til at tilegne sig dybtgående viden om, hvilke kompetencer de repræsenterer hver for sig, så jeg kan blive motiveret for at yde mit ypperste i lige præcis det grænseområde, hvor det helt geniale opstår.
Hvis det mod forventning ikke lader sig gøre, må vi imødese et kaos uden lige med vilde kampe mellem forskergrupper, der forsøger at påkalde sig ledelsens nåde og penge, mens mindre intrigante naturer formodentlig bliver placeret i ulykkelige tvangsægteskaber.
Rektor kan angiveligt godt lide socialdarwinisme, så det er nok klogest at finde boksehandskerne frem. Sådanne processer tager lang tid, som kunne være anvendt til at forske og undervise.

HIDTIL HAR jeg fundet min arbejdsmæssige identitet som én, der underviste og forskede i historie på Aarhus Universitet.
Det har været helt afgørende for denne identitet, at jeg gjorde det i et samspil og et socialt fællesskab med nogle andre, der gjorde det samme/noget lignende. Vi har haft et godt socialt sammenhold om at drive et (stort) studium sammen og umådelig megen fornøjelse af daglige uformelle samtaler med de fagkolleger, hvis arbejdsområde var nærmest ved vort eget. Begge dele holdt én fagligt i vigør og sikrede den fornemmelse af tilhør og identifikation, som er en forudsætning for engagement. Det bliver svært, når jeg først og fremmest skal samarbejde med nogen, der dyrker andre fag og identiteter. De bliver jo nok nødt til, som jeg, at holde sig til at dyrke deres egne identiteter. Det kan vi nok finde ud af, men der er jo noget sært motiverende i at føle, at man er et led i et socialt fællesskab, som man yder noget til, og som man får noget igen fra. På Aarhus Universitet, Arts og det kulturelle samfundsinstitut drukner man i mængden - og så bliver det nok sådan, at enhver må være sig selv nærmest; nærmest uengageret i andet.

NU ER DET jo også sådan, at et universitet traditionelt dyrker undervisning og uddannelse af landets bedste arbejdskraft.
Jeg har sådan set hidtil tænkt, at min vigtigste indsats i den samfundsmæssige arbejdsdeling var at bidrage til at uddanne gode og skarpsindige kandidater til glæde for samfundet og dem selv. Men der har jeg nok taget fejl. Det vigtigste synes at være at få produceret så mange artikler som muligt, de skal så bare være interdisciplinære, så dem, jeg har skrevet indtil nu, er nok desværre ikke noget værd.
Det virker imidlertid, som om der fortsat skal drives undervisning på Aarhus Universitet. Hvordan det skal organiseres, henligger dog endnu mere i tågerne end organiseringen af de interdisciplinære forskningsgrupper. Vi må satse på, at den høje løn kan tiltrække en kulturel samfundsartist, der kan finde ud af det.
I mellemtiden er det vel et godt gæt, at uddannelserne også skal være interdisciplinære, og så skal jeg vel fare omkring og undervise på nogle stykker af dem uden chance for at lære de mennesker at kende, som jeg underviser. Al (også min) erfaring viser ellers, at et personligt kendskab til ofrene for ens undervisning i høj grad øger forståelsen. Sjovt nok viser det sig også, at studerende sætter pris på at være et sted, hvor de indgår i et socialt miljø, og hvor de opfatter deres undervisere som en del af dette. Meget tyder på, at sådan noget mindsker frafaldet og øger de studerendes faglige engagement og fornøjelse ved at studere.
Men som der står på en af Aarhus Universitets prominente bygninger, så drejer et studium her på stedet sig om at gå til fredagsbar og få en ny kæreste. Og så er det vel ret ligegyldigt, hvad der foregår, når der ikke er fredagsbar. Måske skal vi bare gøre hver dag til fredag og så lave nogle små lette eksamenspakker, som de frit kan kombinere uden risiko for, at universitetet mister de såkaldte STÅ-indtægter, som vi kan indkassere, hver gang en studerende består en eksamen. Pakkerne kan man vel så lade nogen i den vildtvoksende administration lave, jo mindre besværlige krav om faglig kvalitet, jo lettere går det.
Undskyld, faglig kvalitet er jo helt yt - kvalificeret interdisciplinaritet, mente jeg, naturligvis.
Nu er det jo ikke kun for sjovs skyld, at alt dette sættes i værk på Aarhus Universitet .
Globaliseringen, mine damer og herrer, en helt ny udfordring - ny for alle andre end historikere. Aarhus Universitet skal på toppen af hitlisten, den globale hitliste. Og nu må jeg så indrømme det dybt pinlige faktum: Min kernekvalifikation er nordeuropæisk historie i senmiddelalderen med særligt henblik på den danske. På det område er jeg vel én af de ti førende eksperter i verden. Men interesserer de sig for det i Kina? Min faglighed er slet ikke egnet til at indgå i den så attraktive interdisciplinaritet, der skal få hele verden til at tilbede Aarhus Universitet !

NU BEHØVER man jo ikke at være kvalificeret til at blive leder på det nye Aarhus Universitet for at regne ud, at hele øvelsen med at smide et universitet på størrelse - regnet i tilknyttede høveder - med en større dansk provinsby op i luften, i håb om at det lander på benene, i alt væsentligt handler om naturvidenskab; trods rektors forsikringer om, at han vil have et af de EU's stærkeste 'art-fakulteter'.
Inden for naturvidenskab skal der åbenbart ti personer til at skrive en artikel på fem sider. Dér ligger fremtiden angiveligt i grænseområdet mellem fagligheder.
Naturvidenskaben har den egenskab, at den ud over at kunne bidrage til erkendelse og øget forståelse af den verden, vi lever i, også kan levere opdagelser, der kan kommercialiseres. Mon ikke det er dette, flertallet af de mennesker, som regeringen har foræret magten over universiteterne til, interesserer sig mest for?
Humaniora, som det hed, før det blev til artisteri, handler mest om indhold i det liv, som ikke foregår 37 timer om ugen eksklusive ferier og fridage i alderen fra ca. 25 til ca. 65 - altså langt det meste af den del af livet, hvor vi ikke sover. En grundvæsentlig faktor er at levere meningsfuldt input til det skolesystem, som af en eller anden grund stadig ikke udelukkende leverer forberedelse til den mindste del af livet - det problem er der sikkert nogen, der arbejder ihærdigt for at få løst.
Men så længe der findes en væsentlig opinion, der mener, at hovedparten af livets vågne timer ikke (blot) skal gå med at se på folk, der ikke kan finde ud af at opdrage deres hund, gøre rent, overholde landets love, hvem de vil være kæreste med - for ikke at tale om at synge eller danse. Så vil det nok være en efterspørgsel efter noget, der kan give et bud på at forklare, hvor vi kommer fra, og hvordan og hvorfor nogen har kunnet finde en mening eller mangel på samme i den korte tid, der går mellem fødsel og død.
Så kan feltet for resten også tilbyde nogle sprog og noget forståelse af andre kulturer, som ikke alene kan bruges til at sælge varer i fremmede lande, men også til at forhindre, at man smider unge menneskers liv og skatteborgernes penge væk på at føre totalt udsigtsløse krige, hvis det skulle have nogen interesse. Og så kan vi for øvrigt også lave kandidater, som har stor succes i det private erhvervsliv, fordi de ikke bare har lært noget udenad, hvis holdbarhed er stærkt begrænset og/eller meget snæver, men som kan tænke selv og selvstændigt tilegne sig den viden, som er nødvendig for fortsat at kunne udvikle sig. Hvis vi altså bare fik lov til at give dem en ordentlig uddannelse! Bortset fra det uddanner vi gymnasielærere og i det nye Arts også præster og videreuddanner folkeskolelærere.
Hvis det ikke bliver taget dybt alvorligt, så overlader vi hele det marked til de andre danske universiteter!

HUMANIORA egner sig ikke til femsiders artikler med ti forfattere. Vores artikler er på 15-30 sider, vore fornemste produkter er bøger, hvor vi kan følge en lang linje og blive udsat for den kolossale udfordring, det er at holde styr på en enorm masse stof og få det arrangeret i en meningsfuld sammenhæng. Og allerhelst vil vi gerne ud over rampen til en bredere offentlighed i det samfund, vi lever i, der kan få glæde af vores arbejde. Alt det tæller dog desværre næsten ikke på bundlinjen i universiteternes koncernregnskab.
Lad os slippe for at lave artisteri i stedet for humanvidenskab. Lad os slippe for interdisciplinaritet, medmindre tværfaglighed tjener et fornuftigt formål. Lad os slippe for globalisering som tvangstrøje, hvis vi kan noget, der har identitetsdannende interesse for dem, der bebor de danskes øer og omegn.
Lad os erkende, at hvad der muligvis er godt for naturvidenskab, hvis det er det, ikke nødvendigvis er godt for humanvidenskaberne. Det ville nemlig være rimelig revolutionært og indebære et betydeligt kvalitetsløft i forhold til den vej, vinden har blæst de sidste otte år.
Ja, det er vel tilladt at drømme! Realiteterne er imidlertid, at pessimismen, mismodet og galgenhumoren breder sig mere og mere i de kredse, jeg færdes i. Det mest sandsynlige scenarie synes at være, at en lang periode af vildt kaos, hvor ingen ved noget om noget som helst, og alle kæmper mod alle, vil føre til ansættelse af stadig flere bureaukrater i håb om at få styr på kaos. Jo flere af dem, des færre forskere og undervisere bliver der råd til at lønne. Produktionen vil falde og dermed bevillingerne, oveni kommer de evigt tilbagevendende besparelser på universiteterne, som skal administreres af bureaukraterne, som vil fyre - ja, gæt selv hvem.
Noget sådant kaldes en ond cirkel!

OG SÅ VENTER jeg bare på, at Aarhus Universitets horder af såkaldte kommunikationsmedarbejdere kommer på banen for at forklare læserne og mig, at jeg har misforstået det hele.

ANDERS BØGH

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.
Billedtekst: Foto: Ole Lind

***

[Om samme emne, se også: Gorm Harste: Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden, kronik i Pol. 27/4-2011. (red.)]

[intern ref.]

Tuesday, May 24, 2011

Ranglister over universiteter mangler troværdighed

Politiken, d. 23. maj, 2011 (Kultur side 8) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1288875/universitetsranglister-mangler-trovaerdighed/
Universiteter. Ranglister mangler troværdighed
analyse: De årlige rangordninger har stor betydning for universiteterne. Det handler om synlighed og konkurrence. Men kan man regne med dem?
Af JESPER WIBORG SCHNEIDER

De internationale universitetsrangordninger ser ud til at være kommet for at blive, selvom mange i universitetsverdenen ikke bryder sig om dem. Rangordninger vurderer universiteterne ud fra en række varierende parametre, der vejes forskelligt i en uigennemsigtig og uoverskuelig blanding af størrelse, prestige, produktion og gennemslagskraft.
Valgene af forskellige parametre betyder, at universiteternes placering kan variere en del imellem de forskellige rangordninger.
Det kan naturligvis ses som en mangfoldighed, men ikke alle parametre er lige troværdige. Specielt de bibliometriske indikatorer - målinger af universiteternes publikations- og citationsaktivitet - varierer.
Man kan derfor med rette spørge, hvor anvendelige de nuværende universitetsrangordninger reelt er? Det har et netværk af nordiske forskningsadministratorer netop gjort i en ny rapport. Rapporten undersøger de metoder, der ligger til grund for de mest velkendte universitetsrangordninger, og beskriver, hvordan de nordiske universiteter er rangordnet på Shanghai Ranking, Times Higher Education, QS World University Ranking, HEEACT og Leiden Ranking.
Rapporten går et skridt videre i forhold til de nuværende rangordninger og foretager en af de hidtil mest grundige og valide bibliometriske analyser af nordiske universiteter og universitetshospitaler, som samlet set giver institutionerne et mere nuanceret og reelt sammenligningsgrundlag.

RAPPORTEN præsenterer ikke en nordisk tabel, hvor forskningsinstitutionerne er rangordnet efter en samlet internt afvejet indikator. Til gengæld karakteriseres universiteternes forskningsprofiler og forskningsperformance ud fra flere perspektiver og ved hjælp af mere transparente og valide indikatorer, end det gælder for de fleste rangordninger.
Et vigtigt formål med rapporten har været at skabe en grundlæggende bibliometrisk analyse, der strækker sig over en længere tidsperiode og anvender de mest valide indikatorer, sådan at de nordiske forskningsinstitutioner får et konstituerende bibliometrisk billede af sig selv. Det er vigtigt af flere grunde. De internationale rangordninger anvender simple indikatorer, og man ændrer ofte i de interne vægtninger imellem indikatorerne fra år til år. Det giver ' kunstige' udsving i rangordningerne, som sjældent er udtryk for reelle ændringer.

AT DER IKKE præsenteres en egentlig rangordning i rapporten er ikke ensbetydende med, at man ikke kan undersøge og sammenligne de enkelte universiteter. Det er faktisk et af formålene med rapporten. Blot skal sammenligningsgrundlaget være mere nuanceret end den ene dimension, de internationale rangordninger præsenterer.
Den nye rapport undersøger de nordiske universiteter og universitetshospitalers publikationsaktivitet, forskningsprofiler og forskningsperformance i perioden fra 2000 til 2009. Undersøgelsen omfatter 40 universiteter og 23 universitetshospitaler, heraf 6 danske universiteter og 3 universitetshospitaler. Institutionerne undersøges både generelt som en samlet enhed og specifikt inden for 8 forskellige emneområder inden for natur- og sundhedsvidenskab samt de tekniske videnskaber. Human- og samfundsvidenskaberne er ikke medtaget, idet datagrundlaget er for spinkelt til de pågældende analyser.
Analyserne er baseret på et særdeles grundigt forarbejde, hvor data er standardiseret i et hidtil uset omfang. Det er alment kendt, at hvis man skal gøre sig godt i de internationale rangordninger, kræver det et medicinsk fakultet. For første gang er det nu muligt at udskille og undersøge effekten af de medicinske fakulteter og universitetshospitalerne for sig.
Generelt set viser analyserne, at citationsaktiviteten varierer betragteligt mellem universiteterne, men - lige så vigtigt - også betragtelig inden for universiteterne imellem de forskellige emneområder, hvilket er et argument imod anvendelsen af én sammensat indikator. Rapporten viser også, hvordan performance hænger sammen med størrelse, hvor størrelse er karakteriseret som antal forskningspublikationer.

DET ER naturligvis fristende at spørge, hvordan de danske universiteter klarer sig? Og svaret må naturligvis være, at »det kommer an på ...«.
Hvis man beregner en sammensat indikator, som tager højde for emneområdernes forskellighed, ser man, at DTU og Aarhus Universitet har den højeste gennemsnitlige citationsaktivitet. Men vi ser også, at DTU's aktivitet er faldende i den undersøgte periode, og nok så interessant, at Københavns universitetshospitaler har en gennemsnitlig citationsaktivitet på højde med DTU og Aarhus Universitet.
Man kan også konstatere, at DTU har en større repræsentation end forventet af ofte citerede artikler inden for alle 8 emneområder, og at Aarhus Universitet relativt set har en særdeles stor repræsentation af ofte citerede artikler inden for kemi.
Samlet kan man konstatere, at dansk forskning og danske forskningsinstitutioner klarer sig godt på de målte parametre, både i nordisk og international sammenhæng.
Den nye rapport er naturligvis ikke det endelige bibliometriske svar, men det er et særdeles kærkomment supplement og korrektiv til de nuværende internationale universitetsrangordninger.
analyse [at] pol.dk


Jesper Wiborg Schneider, institutleder, ph. d., Det Informationsvidenskabelige Akademi. Han er en af forfatterne af rapporten Comparing Research at Nordic Universities using Bibliometric Indicators, der udgives af Noria-netværket Bibliometric Indicators for the Nordic Universities. Den offentliggøres i dag ved et seminar på Dansk Design Center.


Fakta: politiken analyse
INTERNATIONALE RANGORDNINGER I UNIVERSITETSVERDENEN
Rangordning af universiteter handler om synlighed og konkurrence. Konkurrence om forskere, studerende, forskningsmidler og sponsorer. I de seneste år er betydningen af rangordningerne steget voldsomt. Lidt firkantet kan man sige, at universiteterne bryster sig, når det går godt, og diskuterer ranglisternes validitet, når det går mindre godt.
Ét er sikkert: Rangordningerne er problematiske, og det er baggrunden for det nye nordiske samarbejde, der i dag fremlægger den hidtil mest omfattende sammenlignende bibliometriske analyse af nordiske universiteter. Rapporten skal tjene universiteterne som et supplement og korrektiv til de nuværende internationale rangordninger.


Billedtekst: RANGLISTEKAPLØB. Mens de danske universiteter er jublende lykkelige for de internationale ranglister , som sender dem højt op ad listen, begynder de straks at sætte spørgsmålstegn ved de ranglister , der sender dem ned ad listen. Arkivfoto: Sara Galbiati

http://www.nordforsk.org/en/programs/bibliometric-indicators-for-the-nordic-universities
rapporten: http://www.nordforsk.org/files/rapp.bib.2011.pub_21.5.11

http://bibliometriforum.wordpress.com/2011/05/12/comparing-research-at-nordic-universities-using-bibliometric-indicators/

***

http://bibliometriforum.wordpress.com/2011/05/05/oecd-rapport-om-bibliometriska-fordelningsmodeller/
OECD-rapport om bibliometriska fördelningsmodeller
Postat den 5 maj, 2011 av Ulf Kronman

OECD har kommit med en mycket intressant rapport som går igenom ett antal olika modeller för att fördela medel med hjälp av bibliometri:

Performance-based Funding for Public Research in Tertiary Education Institutions: Workshop Proceedings
Tyvärr vill OECD ha betalt för PDF-versionen av rapporten, men en fri version finns att ladda ned här: http://scienceofsciencepolicy.net/NewsAndEvents?q=node/1107

Direktlänk här: http://scienceofsciencepolicy.net/system/files/attachments/Performance_Based_Funding_2010.pdf

Friday, May 20, 2011

Penkowa fratages EliteForsk-prisen

[Arkivets oversigt over Penkowa-sagen, se her (red.)]

***

Videnskabsministeriet,
Pressemeddelelse d. 19. maj 2011
Penkowa fratages EliteForsk-prisen

Videnskabsministeren meddeler i dag, at hjerneforsker Milena Penkowa fratages EliteForsk-prisen.

– Et af kriterierne for at modtage EliteForsk-prisen er at være rollemodel og kaste et positivt lys over forskningen. Efter at Milena Penkowa er blevet dømt for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage har Københavns Universitet indstillet, at hun fratages prisen. Den vurdering er jeg enig i, og derfor har vi i dag meddelt Milena Penkowas advokat, at ministeriet tilbagekalder den honorære tildeling af prisen, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Tilbagekaldelsen af EliteForsk-prisen betyder, at Milena Penkowas navn slettes fra hjemmesiderne om EliteForsk-initiativet.

Milena Penkowas EliteForsk-pris var på 1,1 million kroner – 900.000 til forskning og 200.000 kroner i personlig hædersgave. Københavns Universitet har dokumenteret., at de 900.000 kroner er anvendt til forskning, og har meddelt, at de refunderer de 200.000 kroner tilbage til ministeriet. Det tilbagebetalte beløb vil gå til et ekstra rejsestipendium næste år.
Du kan læse afgørelsen ved at klikke her (PDF) [arkivets kopi her (red.)]
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem Kommunikationschef Anders Frandsen, 3048 8450.

***

Ritzaus Bureau d. 19. maj, 2011 kl. 16:19
Skatteydere betaler for Penkowas kæmpegave
Penkowa kan beholde en hædersgave på 200.000 kroner, for vi kan ikke kradse pengene ind, siger universitetet.
København, torsdag

Penkowa kan beholde en hædersgave på 200.000 kroner, for vi kan ikke kradse pengene ind, siger universitetet. Milena Penkowa må aflevere sin EliteForsk-pris tilbage i vanære.
Til gengæld beholder den bedrageridømte hjerneforsker det klækkelige pengebeløb, der fulgte med prisen som personlig hædersgave.
Det drejer sig om 200.000 kroner.
Det bliver i stedet hendes tidligere arbejdsgiver, Københavns Universitet, som må til lommerne og betale pengene tilbage til Videnskabsministeriet på Penkowas vegne.
Og læreanstalten kan ikke sende regningen videre til deres tidligere superforsker. For det er Københavns Universitet, som begik den fejl at indstille hende til EliteForsk-prisen.
- Som jeg har forstået det, er der ikke mulighed for at kradse pengene ind fra Penkowa , siger universitetets bestyrelsesformand, Niels Strandberg Pedersen, til Ritzau.
- Der er lavet en juridisk vurdering, som siger, at vi ikke kan indrive pengene fra hædersgaven, tilføjer han, men lover dog at undersøge sagen nærmere.
Praktisk foregår tilbagebetalingen ved, at Videnskabsministeriet modregner de 200.000 kroner, når de næste gang giver tilskud til Københavns Universitet.
- Det er Københavns Universitet, der har foretaget et fejlskøn og derfor er det ikke Penkowa , som man kan gøre krav gældende over for, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Milena Penkowa selv.

/ritzau/
***

Politiken d. 20. maj, 2011 (1. sektion side 4)
PENKOWA : Svindeldømt topforsker fratages pris

Den svindeldømte tidligere forsker og professor ved Københavns Universitet Milena Penkowa , fratages nu EliteForsk-prisen, den største hæder, hun fik for sin forskning.
Det sker, efter at forskeren tidligere i år blev idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk, underslæb for 30.000 kroner med midler fra Dansk Selskab for Neurovidenskab og falsk anklage mod en studerende.
»Et af kriterierne for at modtage EliteForsk-prisen er at være rollemodel og kaste et positivt lys over forskningen.
Efter at Milena Penkowa er blevet dømt for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage, har Københavns Universitet indstillet, at hun fratages prisen. Den vurdering er jeg enig i, og vi har i dag meddelt Milena Penkowas advokat, at ministeriet tilbagekalder den honorære tildeling af prisen«, oplyser videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ( K).
Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen meddelte i marts, at grundlaget for tildelingen af prisen var bortfaldet. Penkowa fik prisen på 1,1 mio. kr. i 2009 af daværende videnskabsminister Helge Sander.
Milena Penkowa blev suspenderet fra sit professorat i marts i fjor og er ud over dommen også under anklage for at have forfalsket dokumentation for sin forskning.
Blandt andet for en række forsøg med rotter, der angiveligt aldrig blev udført, selv om de optrådte i Penkowas forskningsrapporter.
Sander fremhævede i 2009 Penkowa som en af Danmarks stjerneforskere og et forbillede for andre, da hun som en af de første kvinder modtog prisen. Men nu har Videnskabsministeriet travlt med at slette alle spor efter hendes stjernestatus. Allerede i går var hun fjernet fra ministeriets hjemmeside med beskrivelser af den lille flok danske eliteforskere.

morten.g.andersen [at] pol.dk

***

Jyllands-Posten d. 20. maj, 2011 (1. sektion side 9)
Penkowa mister prestigefyldt pris
En dom for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage koster den svindelanklagede hjerneforsker Milena Penkowa EliteForskprisen.
Af ASGER WESTH



***

[intern ref.: Ritzau: Skatteydere betaler for Penkowas kæmpegave, 19/5: Svindeldømt topforsker fratages pris, Pol. 20/5; Asger Westh: Penkowa mister prestigefyldt pris, JP 20/5-2011]

Friday, May 13, 2011

Penkowa og UVVU


Weekendavisen d. 13. maj, 2011 (1. sektion side 12)
Penkowa og UVVU
Philippe Grandjean, professor ved Syddansk Universitet og tidligere medlem af Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU)

Under indtryk af hårrejsende sager om svindel i forskningen, især i USA, blev der i 1998 oprettet et dansk udvalg ( UVVU) til at vurdere eventuelle sager om uredelighed i forskningen herhjemme.
Det nye udvalg skulle sikre, at universiteterne ikke selv forsøgte at behandle mulige tilfælde af uredelighed.
Netop de amerikanske erfaringer havde tydeligt vist, at interessekonflikter let opstår, når universiteterne samtidig søger at værne om renommé, bevillinger og ansatte. Allerede ved udvalgets start blev forebyggelse anset for at være en vigtig opgave.
De første mistanker mod Penkowa opstod omtrent samtidig med en offentlig debat om Bjørn Lomborgs kontroversielle debatbog om miljøpolitik.
Forfatteren, en universitetslektor, blev indklaget for UVVU, som i 2003 fandt bogen objektivt uredelig. Men denne afgørelse blev underkendt af det daværende Forskningsministerium, der siden kraftigt indskrænkede UVVUs kompetence til at behandle sager om mulig uredelighed.
Universiteterne måtte som konsekvens nedsætte deres egne »praksisudvalg« for at tage sig af de sager, der falder uden for bekendtgørelsens snævre definitioner ( nogle er dog lempet lidt sidenhen). Det er lige præcis den situation, man gerne ville have undgået med oprettelsen af UVVU.
Ledelsen på Københavns Universitet har utvivlsomt søgt at dæmpe gemytterne omkring Penkowa , så uenighederne kunne håndteres i mindelighed.
Man har nok været fristet til at anse balladen for et resultat af kollegial jalousi snarere end noget så skræmmende og usædvanligt som uredelighed. Det kan man så bagefter kalde et fejlskøn. Sagen vil dermed være parallel til udenlandske sager, som også er gået skævt.
Vurderingen af sagsbehandlingen på Københavns Universitet bør ses i sammenhæng med de administrative muligheder for håndtering af sagen, herunder anmeldelse til det dengang stærkt kritiserede UVVU. Det kan på den baggrund forekomme paradoksalt, at det nuværende Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling ligefrem har sat Københavns Universitet under skærpet tilsyn. Tværtimod må ministeriet snarest sørge for at genskabe et handlekraftigt forum til forebyggelse og vurdering af videnskabelig uredelighed.

[intern ref.]

SF advarer imod vedtagelse af ny universitetslov

Magisterbladet d. 13. maj, 2011 (side 33)
UNIVERSITETSLOV UDEN AMBITIONER
Af Jonas Dahl, universitetsordfører, SF

Som universitetsordfører for SF og medlem af DM lægger jeg stor vægt på, at vi i Danmark har universiteter af den højeste kvalitet. Vi ved alle, at det er universiteterne, der skal være med til at løse fremtidens udfordringer. De er nemlig hovedleverandører af det produkt, som vores samfund skal leve af i fremtiden: viden! Derfor er det altafgørende, at vi har en universitetslov, der sikrer de bedste rammer for, at universiteterne kan levere dygtige og veluddannede kandidater samt forskning af internationalt format.
For en måned siden blev den nye ændring af universitetsloven behandlet i Folketinget. Jeg havde håbet, at lovændringen ville løse mange af de problemer, som jeg allerede påpegede ved lovens indførelse i 2003. Men desværre har der fra regeringens side ikke været noget ønske om at ændre de mange centrale problemer, der har eksisteret siden dengang. Det er ikke godt nok! Forskningsfriheden sikres slet ikke med lovændringen - faktisk modarbejder den den. Videnskabsministeren får med lovændringen beføjelser til at diktere universiteternes arbejdsopgaver.
Jeg mener, at vi burde få en positiv definition af forskningsfriheden.
Jeg ønsker ikke, at universiteterne skal reduceres til en betjeningsenhed for videnskabsministeren og regeringen i øvrigt.
Det er ærlig talt ret uigennemtænkt, især hvis man tænker tilbage på, hvad den forhenværende videnskabsminister Helge Sander sagde, da han i en tale foreslog, at universiteterne og Videnskabsministeriet skulle indgå en " frihedspagt":
" Jeg er træt af gang på gang at blive skudt i skoene, at regeringen vil detailstyre universiteterne. Intet kunne ligge mig mere fjernt".
Hvad er mere detailstyrende end at gøre videnskabsministeren i stand til direkte at pålægge universiteterne opgaver? Glemte Helge Sander at orientere Charlotte Sahl-Madsen om denne frihedspagt? Eller blev pagten væk under udskiftningen? Både Penkowa-sagen og Johan Ross-sagen er glimrende eksempler på faren ved centralisering af magten. I bund og grund handler sagerne om, at universiteternes faglighed systematisk er blevet overhørt af ledelsen. Videnskabsministeren har dog ikke taget ved lære af dem. I stedet for at danne en faglig modvægt til ledelsen skrues der op for topstyringen, på trods af at topstyring ikke er en hensigtsmæssig form for forskningsledelse og dermed heller ikke det bedste grundlag for forskningsarbejde. Faktisk centraliseres magten omkring rektor i en sådan grad, at det nærmer sig en enevældig status. Burde ministeren ikke erkende, at der skal mere faglig kontrol på universiteterne for netop at undgå sådan nogle sager? Jeg beklager dybt, at man ikke er mere ambitiøs fra regeringens side, især når man tager i betragtning, at det er lovforslag som dette, der skal danne rammerne om den vidensproduktion, vi skal leve af. Vi skal sikre de bedste rammer for vores universiteter, da det ikke mindst er her, vi skal satse, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden. Det sikrer denne lovændring ikke.

[intern ref.]

Saturday, May 7, 2011

S vil satse på naturvidenskab og teknik

Information d. 7. maj, 2011 (1. sektion side 17) Debat:
VK prioriterer ikke forskning
Af Britta Thomsen, MEP ( S)

Set i et globalt perspektiv taber Danmark kampen om vækst og videnstunge arbejdspladser.
Ikke kun fordi den nuværende regering har været nærig med de offentlige forskningsmidler, men især fordi pengene bruges forkert.
Resultatet er, at danske virksomheder i stigende grad placerer deres investeringer i udvikling og forskning uden for Danmarks grænser. Disse investeringer er steget med 70 procent siden 2008, hvilket er stærkt bekymrende, da en sådan tendens hverken bidrager med jobs eller vækst til Danmark. Tilsvarende er investeringer på området i Danmark i samme periode kun steget med 45 procent.
Videnskabsministeren giver følgende løsninger på forskningens flugt fra Danmark: Antallet af studiepladser på naturvidenskabelige uddannelsespladser øges, mens tre udvalgte områder: fødevarer, sundhed og energi/ klima udpeges som særlige indsatsområder.
Det første er jeg helt med på. En af forklaringerne på, hvorfor de danske virksomheder flytter forskningen udenlands, er netop manglende kvalificeret arbejdskraft.
Men så knækker filmen, for videnskabsministeren har glemt sagens kernepunkt: for få offentlige forskningsmidler investeres i naturvidenskab og teknisk videnskab.
Ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger vil disse to fagområder inden for den offentlige forskning være særligt relevante for virksomheder i fremtiden, henholdsvis 26 procent for naturvidenskaben og 34 procent for den tekniske videnskab.

Uambitiøst
Ser vi til gengæld på bevillingen af offentlige forskningsmidler, afsættes kun 16 procent til naturvidenskaben og 14 procent til den tekniske videnskab. Til sammenligning investerer toplandene i OECD over 50 procent af deres budget på disse områder.
Med en så uambitiøs økonomisk satsning vil vi ikke være i stand til at konkurrere, og konsekvensen vil være, at de danske virksomheder flytter forskningen netop til de lande, hvor man satser mere målrettet på disse områder. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri.
Her fremgår det, at kun knap halvdelen af de danske virksomheder har haft stigende investeringer i Danmark. Og knap hver tredje har direkte haft faldende investeringer herhjemme.
For at vende udviklingen er den nuværende regering nødt til at satse mere ambitiøst på den naturvidenskabelige og tekniske forskning, da det primært er denne type forskning, som skal bære Danmark ud af vækstlavvandet.
Hvis vækst og herigennem sikringen af vores velfærdssamfund er et reelt ønske, kræver det større investeringer, altså flere penge til de to forskningsgrene.
Dansk viden skal omsættes til dansk vækst. Det kræver til gengæld, at den danske regering først får styr på prioriteringerne.

Billedtekst: Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD. FOTO: BJARKE BO OLSEN/ SCANPIX

[intern ref.]

Universitetet til salg

Universitetsavisen (Københavns Universitet), d. 4. maj, 2011 (1. sektion side 12), ANMELDELSE:
UNIVERSITET TIL SALG
KOMMERCIALISERING
Hvis vi gerne vil kende farerne ved den nuværende udvikling i forholdet mellem universitetsområdet og erhvervslivet, er der masser af inspiration at hente i Jennifer Washburns bog om udviklingen i USA. University Inc. er en god vaccine imod at tænke universiteterne i simple fakturatermer.

Af Sune Auken, lektor i Dansk

Der er noget, som tyder på, at journalister er bedre til at finde vej igennem alle fælderne og minefelterne i den universitetspolitiske debat, end universiteterne selv er. Penkowasagen er i alt væsentligt blevet fremdraget og gennemarbejdet af journalister, og det samme gælder i vidt omfang skandalen på CBS.
Over for disse kriser har de universitære systemer selv reageret trevent, modvilligt og langsomt - selv på områder, som burde falde inden for deres specialområde såsom at tjekke dokumentationen for en faglig påstand. CBS-bestyrelsens forsvar for ulovlighederne, der lader sig simultantolke til »det er nu også en dum lov, dén vi har overtrådt«, fortjener hædrende omtale i dansk retshistorie.
Så måske må vi i den nærværende misere søge hjælp hos journalisterne. Et af de mest imponerende stykker journalistik, der er bedrevet på universitetsområdet, er den amerikanske forskningsjournalist Jennifer Washburns University Inc. The Corporate Corruption of Higher Education fra 2005.

Universiteter som vækstmotorer
På baggrund af en uhyre grundig research undersøger Washburn konsekvenserne af, at man har ført universitetspolitik ud fra en forestilling om, at universiteterne skulle være vækstmotorer, og at deres væsentligste formål derfor måtte være at frembringe innovativ ny viden, som kunne kommercialiseres til gavn for erhvervslivet og derfor også til gavn for samfundet - ud fra en velmenende og velkendt forestilling om, at hvad der er til gavn for erhverslivet, også vil være det for samfundet.
Håbet er at skabe det næste Silicon Valley-eventyr, som lokker i horisonten.
Udviklingen har været på vej længe i USA, og derfor har de gjort sig omfattende erfaringer med konsekvenserne af at indrette universiteterne efter denne tankegang, længe før sloganet ' Fra forskning til faktura' første gang kom ud af munden på en dansk forskningsminister.
Washburn tvivler ikke på, at der var mange gode viljer involveret, da denne udvikling blev sat i gang, men virkningen har været tvivlsom. Problemerne kan sammenfattes i, at universiteterne ikke kan løse den opgave, politikerne forventer af dem, og som de letsindigt lover at løse, og i, at forsøget på at løse denne opgave skader de aktiviteter, som er universiteternes egentlige og vigtigste samfundsmæssige opgave.

Mange forsøg, få successer
Universiteterne fungerer dårligt som vækstmotorer, fordi en stor erhvervsudvikling også er afhængig af så mange andre faktorer, end om der finder en bestræbelse efter innovation sted på universiteterne, og derfor vil det i langt de fleste tilfælde være vanskeligt, hvis ikke umuligt for universiteterne at frembringe en entydig succes, fordi det kræver, at deres indsats rammer en gunstig situation i det omkringliggende samfund.
De amerikanske erfaringer viser, at antallet af forsøg på at frembringe en sådan udvikling via universiteterne er meget højt, men antallet af suceser ganske lavt. I de fleste tilfælde er der tale om skønne spildte kræfter. Der opbygges dyre patentafdelinger og techtransenheder, men resultaterne i form af overskud til universiteterne og rivende erhvervsudvikling i deres omgivelser udebliver. Det er aktiviteter, de fleste universiteter taber penge på, og adspurgt, hvor den store erhvervssucces i det omkringliggende samfund bliver af, bliver de svar skyldige.

Universiteternes rolle skades
Samtidig skader udviklingen den rolle, universiteterne almindeligvis spiller i samfundet. Universiteternes vigtigste vidensoverførsel til samfundet sker nemlig ikke gennem udtagning af patenter eller via techtransenheder, men i form af veluddannede kandidater og i form af en generel højnelse og kvalificering af vidensniveauet i samfundet.
Begge ting trues af denne udvikling.
Undervisningen skades. Ressourcerne i universitetssystemet dirigeres andre steder hen: Pengene bindes i innovationsprojekter, og de bruges til at understøtte højt privilegerede stjerneforskere og deres grupper. Dermed bliver der ikke råd til at betale for den grundlæggende undervisning, og den må i vidt omfang varetages af løstansatte, mens mange af de betydeligste forskere så godt som aldrig ser et kateder.
Samfundets vidensniveau skades. Idet det at udtage et patent eller udskrive en faktura behandles som en entydig faglig succes, bryder man den informationsmæssige gaveøkonomi, der er fundamental for universiteternes arbejdsform.
I stedet for at gøre ny viden frit tilgængelig for det samfund, som har betalt for den, spærrer universiteterne den dermed inde bag privatejede patenter, hvorved såvel universiteterne som samfundet paradoksalt nok kan komme til at betale og underlægge sig forskellige klausuler for at få adgang til viden, de selv har været med til at frembringe.

Fokus på erhvervsnytte skader samfundsnytte
Samtidig betyder fokuseringen på erhvervsnytten, at visse områder får en uforholdsmæssigt stor del af den forskningsmæssige opmærksomhed, ligesom risikoen for, at der på den ene eller den anden måde manipuleres med forskningsresultaterne, stiger proportionalt med de økonomiske interesser.
Det kan samfundsmæssigt betragtet være et strålende resultat, hvis en forsker kan påvise, fx at et bestemt medicinsk præparat er virkningsløst eller har alvorlige, hidtil ukendte bivirkninger, men fremmende for den kommercielle udbytte af samme præparat er det ikke.
Og problemet er reelt: Washburn fremdrager gruopvækkende eksempler på, at visse - ofte højt respekterede - virksomheder vil gøre meget for at holde ubekvemme resultater i snæver tømme, ligesom hun kan fremdrage en omfattende praksis for, at anerkendte forskere lægger navn til fagvidenskabelige artikler, som er penneført af virksomhedsbetalte ghostwriters.
Slutresultatet er, at meget af det, som i det offentlige rum bliver præsenteret som viden med forskningens blå stempel, reelt er fortegnet af erhvervsinteresser.

Kun få sager i Danmark - endnu
Fører vi disse ting tilbage til en dansk sammenhæng, så er det tydeligt og velkendt, at bestræbelsen på at gøre uddannelsessystemet erhvervsrelevant fører til, at visse ( mange!) områder udsultes for at skaffe de ressourcer, der skal til for at lave de store satsninger.
Vi har også set, hvordan patentering gøres til et mål og et entydigt gode i universiteternes virke.
Derimod er vi påfaldende uskyldige, når det kommer til erhvervsmæssige farvninger af videnskabelige resultater ( hvorimod vi har ganske farverige erfaringer med politisk motiverede farvninger) - eller rettere: Vi har set ganske få sager.
Spørgsmålet er, om dette skyldes, at disse sager ikke findes, eller at vi ikke har kigget ordentligt efter. Måske kan vi ikke selv længere finde ud af at afdække denne type af problemer, og når journalisterne så ikke er blevet opmærksomme på dem endnu, så tror vi, at den hellige grav er vel forvaret.
Altså: University Inc. er en god vaccine imod at tænke universiteterne i simple fakturatermer. Hvis vi gerne vil kende farerne ved den nuværende udvikling i forholdet mellem universitetsområdet og erhvervslivet, er her en imponerende redegørelse.
Washburn er ikke nostalgiker, og hun er helt klar over, at universiteterne ikke må blive elfenbenstårne, men som hendes bog tydeligt demonstrerer, er netop det ikke den mest nærliggende risiko for tiden. University Inc. burde være pligtlæsning for universiteternes topledelser og for landets forskningspolitikere.



UNIVERSITY INC.-TJEKLISTE
Hvis vi i dansk sammenhæng følger det mønster, Washburn aftegner, er her en liste over fænomener, der burde forekomme. Kryds selv af:

UdviklingSandt?
Undervisningen vil blive nedprioriteret og i stigende grad varetaget af løst ansat personale med dårlige arbejdsvikår.

Lederlønningerne vil stige.

Mængden af videnskabeligt personale ansat i tidsubegrænsede stillinger vil falde.

Erhvervsinteresser vil i stigende grad bestemme også de rent faglige beslutninger.

Mængden - og dermed afhængigheden - af ekstern finansiering vil stige.

Universiteterne vil i stigende grad ' beskytte' deres nyfrembragte viden bag patenter, der er så eksklusive som muligt. Teknologioverførslen sker altså til en enkelt virksomhed - ikke til samfundet i sin helhed. Dette gælder også viden frembragt for offentlige midler.

Der vil være stadig større diskrepans imellem de ressourcer, som er til rådighed for nogle få stjerneprojekter, og de, der er til rådighed for universitetets øvrige aktiviteter - herunder undervisningen og forskning i ikke-kommercielle og ikke-prioriterede områder.

Universiteterne vil ikke tjene, men tabe penge på både teknologioverførsel og patentering.



Billedtekst:
Jennifer Washburn : University Inc. The Corporate Corruption of Higher Education. New York: Basic Books. 2005.
***

[Se også arkivets liste over forskningspolitisk litteratur (red.)]

Thursday, May 5, 2011

Professor-smæk til rektor i Penkowa -sag

Ritzaus Bureau d. 4. maj, 2011 kl. 6:00
Citathistorie fra Berlingske:
Professor-smæk til rektor i Penkowa -sag
Årsagen til skandalen er ikke Penkowas opførsel, men dekanens kritisable udredning af de af disputatsbedømmelsesudvalget rejste problemer. Det er nærværendes redegørelses påstand, at håndteringen af Penkowas første disputatssag synes at repræsentere embedsforsømmelse og som sådan at være årsagen til den efterfølgende skandale.«
Så klar er konklusionen i en redegørelse udarbejdet af fem fremtrædende professorer fra Københavns Universitet (KU), Elisabeth Bock, Keld Danø, Niels Høiby, Jens Rehfeld og Niels Erik Skakkebæk. De har nu færdiggjort den bebudede rapport af KUs håndtering af Milena Penkowas første disputatssag tilbage i 2003. Dengang rejste et bedømmelsesudvalg bestående af tre professorer tvivl om videnskabeligheden af Penkowas metoder og resultater. Men selvom udvalget antydede, at der kunne være tale om groft uforsvarlig videnskabelig praksis eller videnskabelig uredelighed, så valgte Ralf Hemmingsen, der dengang fungerede som dekan, egenhændigt at efterforske sagen. Ifølge redegørelsen skete det, selv om Ralf Hemmingsen hverken havde faste procedurer eller personlige erfaringer med efterforskning af sådanne sager, skriver Berlingske. Læs mere på: http://www.b.dk/nationalt/professor-smaek-til-rektor-i-penkowa -sag
Redaktionel kontakt:
Berlingske

[intern ref. og suppl.]

Monday, May 2, 2011

Universiteter belønner fundraisere frem for forskere

P1 morgen d. 2. maj, 2011
http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2011/05/02/090831.htm
Universiteter belønner fundraisere frem for forskere
Universiteterne har en indbygget systemfejl. De belønner forskere, der er gode til at skaffe penge frem for dem, der er gode til at forske. Og derfor er det ikke tilfældigt at universiteterne i øjeblikket tynges af store skandaler, mener Mogens Ove Madsen lektor på Aalborg Universitet.
Medvirkende: Mogens Ove Madsen, lektor, Aalborg Universitet

Sunday, May 1, 2011

Penkowa og Klarlund har dobbeltpubliceret forsøg

citat:
Dagens Medicin d. 29. april, 2011 (1. sektion side 32)
Penkowa og Klarlund har dobbeltpubliceret forsøg
Videnskabsfifleri: Samme forsøg med muskelbiopsier af 18 unge mænd er publiceret som to forskellige studier i to forskellige tidsskrifter
Af Søren Toubro, Overlæge, leder af forskningsklinikken Reduce, Universitetsparken 2, Roskilde

De to forskere, Milena Penkowa og Bente Klarlund Pedersen , er ansvarlige for, at samme forsøg med 18 unge mænd er publiceret som to forskellige studier i to forskellige videnskabelige tidsskrifter.
Uforståeligt nok oplyste de ikke, at dele af artiklerne var identiske. Professor Bente Klarlund Pedersen står på begge artikler som seniorforfatter og garant for resultaternes rigtighed.
***
[intern ref.: Søren Toubro: Penkowa og Klarlund har dobbeltpubliceret forsøg, Dagens Medicin 29/4-2011.]

Demokratisk nedsmeltning og videnstab

Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi

Af Johanne Schmidt-Nielsen

Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.

Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.

Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.

De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.

Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.

Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.

Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.

Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.

Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)

Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix

[intern ref. her; omtalt på bloggen Forskningsfrihed? her (red.)]