Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE
De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:
1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.
2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.
3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.
4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.
5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.
6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.
7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.
8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.
9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.
10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.
Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
[intern ref.]
Showing posts with label universitetets kerneværdier. Show all posts
Showing posts with label universitetets kerneværdier. Show all posts
Monday, October 31, 2011
Tuesday, June 21, 2011
Umulig universitetslov
Jyllands-Posten d. 21. juni, 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg
Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.
Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.
De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.
Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.
Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann
[intern ref.]
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg
»Folketinget har lige vedtaget en revision af universitetsloven
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.
Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.
Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.
De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.
Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.
Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann
[intern ref.]
Sunday, May 1, 2011
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Friday, April 15, 2011
Martha S. Nussbaum om humanioras nødvendighed
Kære Humanistisk Forum,
Jeg har nu læst to bøger af den amerikanske filosof Martha S. Nussbaum (f.1947) fra University of Chicago: Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education (Harvard University Press 2003 (1997)) og Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities (Princeton University Press 2010).
I den første slår hun til lyd for den sokratiske metode. Kritiske spørgsmål skal rettes mod alle dogmer og traditioner, og de studerendes evne til ”self-examination” må højnes sammen med deres lyst til at udfolde en ”narrative imagination”. De studerende må trænes i logik og i at formulere og fastholde holdbare argumenter. Mennesket er en potentiel verdensborger – ”a citizen of the world” – og hun mener med en klassisk formulering, at de humanistiske fag på universitetet må bidrage til at uddanne og ”produce good citizens”. Filosofi drejer sig om at tænke selv: ”Philosophy breaks out wherever people are encouraged to think for themselves”. Ligesom Hannah Arendt skriver Nussbaum, at: ”life of the mind” er et liv i frihed, og at det er en vedvarende udfordring for menneskeheden, at vi lærer at kultivere vores egen humanitet (”cultvate our own humanity”). Efter at have gennemspillet en række forskellige problemstillinger (hvordan studere den menneskelige seksualitet, kønnet, det religiøse, det afrikansk-amerikanske spørgsmål og de ikke-vesterlandske kulturer…) og efter at have set meget konkret – sågar uddannelsesopbygningsmæssigt og kursusspecifikt - på en række meget forskellige amerikanske universiteters frihedsgrader og tvingende traditioner, ender hun med at skrive en sentens, hvis aktualitet ikke just er blegnet i de mellemliggende 14 år: ”It would be catastrophic to become a nation of technically competent people who had lost the ability to think critically, to examine themselves, and to respect the humanity and diversity of others.”
I den anden kontrasteres uddannelse for og til profittens ’ære’ med uddannelse for og til demokrati. Nussbaum undrer sig højlydt over, at mange forældre og politikere skammer sig over at deres børn og unge mennesker vælger at studere litteratur og kunstfag. For den kritiske tænkning er helt nødvendig for den, der ønsker at komme til at leve i frihed uden blindt at skulle følge en tradition eller en autoritet. Demokrati handler bl.a. om at kultivere vores egne indre øjne og om at lægge afstand til det blot private og interessebetonede. Det handler også om egalitarisme og om at tro på en inklusiv samfundsform for alle borgere. Nussbaum kalder profitmotivets kortsigtede indtog og den manifeste new public management styringsideologi i uddannelsessystemet for ”The Silent Crisis”. Hvis det kun gælder om at producere generationer af ”useful machines rather than complete citizens who can think for themselves”, så vil de humanistiske fag ikke blot blive afviklet. Samfundet og det enkelte menneske vil også komme til at opleve et faretruende kvalitetstab. Over for denne anmassende elendighed stiller Nussbaum ”the faculties of thought and imagination that make us human and make our relationships rich human relationships, rather than relationships of mere use and manipulation.” Hun opfordrer til både kollektiv og individuel ”dissent”, modargumentation og protest - og mobiliserer sammen med en læsning af bl.a. John Dewey og den indiske uddannelsestænker Rabindranath Tagore til kamp mod styringsvolden og uforstanden. Ifølte Tagore er det ”suicide of the soul” alene at blive til en profitstyret tekniker uden forestillingsevne og fællesskabssans.
Der er ingen tvivl om, at det vil være en god idé at søge at invitere Nussbaum til Danmark for at holde nogle foredrag på universitetet og måske på et offentligt sted i København. Hun skriver og siger mange af de ting, som vi ikke kan få nok af at høre i denne triste tid for den truede og anskudte humanistiske dannelse.
På den anden side er hun også noget kortsynet og arkaisk. Hun er hyperrationalist og afskyer nyere fransk tænkning, og hun ser ikke, at den moderne kognitive kapitalisme og konkurrencestaten netop bruger humanistiske teknologier (såsom ’begærsindfangning’, det repetitive projektarbejde, selvstyringsteknikker, det instrumentaliserede kreativitets- og sprogbegreb, pseudo-friheds-lingua (newspeak) m.v.) i sin udfoldelse. Hendes skræmmebillede er en blanding af en åndløs tekniker og en pengebegærlig bankmand. Men hvad gør vi, når både humaniora og samfundsvidenskaben er inficeret af andre og langt mere raffinerede ’sygdomme’ og svært undvigelige elendigheder?
Steen Nepper Larsen
www.gnosis.au.dk - d. 14. april 2011
[tilsendt arkivet fra et medlem af Humanistisk Forum 15/4-2011, publiceret efter tilladelse fra Steen Nepper Larsen. Se også: Steen Nepper Larsen: Et håb for humaniora i en trist tid, Information 7/5-2011 (intern ref.) (red.)]
Jeg har nu læst to bøger af den amerikanske filosof Martha S. Nussbaum (f.1947) fra University of Chicago: Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education (Harvard University Press 2003 (1997)) og Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities (Princeton University Press 2010).
I den første slår hun til lyd for den sokratiske metode. Kritiske spørgsmål skal rettes mod alle dogmer og traditioner, og de studerendes evne til ”self-examination” må højnes sammen med deres lyst til at udfolde en ”narrative imagination”. De studerende må trænes i logik og i at formulere og fastholde holdbare argumenter. Mennesket er en potentiel verdensborger – ”a citizen of the world” – og hun mener med en klassisk formulering, at de humanistiske fag på universitetet må bidrage til at uddanne og ”produce good citizens”. Filosofi drejer sig om at tænke selv: ”Philosophy breaks out wherever people are encouraged to think for themselves”. Ligesom Hannah Arendt skriver Nussbaum, at: ”life of the mind” er et liv i frihed, og at det er en vedvarende udfordring for menneskeheden, at vi lærer at kultivere vores egen humanitet (”cultvate our own humanity”). Efter at have gennemspillet en række forskellige problemstillinger (hvordan studere den menneskelige seksualitet, kønnet, det religiøse, det afrikansk-amerikanske spørgsmål og de ikke-vesterlandske kulturer…) og efter at have set meget konkret – sågar uddannelsesopbygningsmæssigt og kursusspecifikt - på en række meget forskellige amerikanske universiteters frihedsgrader og tvingende traditioner, ender hun med at skrive en sentens, hvis aktualitet ikke just er blegnet i de mellemliggende 14 år: ”It would be catastrophic to become a nation of technically competent people who had lost the ability to think critically, to examine themselves, and to respect the humanity and diversity of others.”
I den anden kontrasteres uddannelse for og til profittens ’ære’ med uddannelse for og til demokrati. Nussbaum undrer sig højlydt over, at mange forældre og politikere skammer sig over at deres børn og unge mennesker vælger at studere litteratur og kunstfag. For den kritiske tænkning er helt nødvendig for den, der ønsker at komme til at leve i frihed uden blindt at skulle følge en tradition eller en autoritet. Demokrati handler bl.a. om at kultivere vores egne indre øjne og om at lægge afstand til det blot private og interessebetonede. Det handler også om egalitarisme og om at tro på en inklusiv samfundsform for alle borgere. Nussbaum kalder profitmotivets kortsigtede indtog og den manifeste new public management styringsideologi i uddannelsessystemet for ”The Silent Crisis”. Hvis det kun gælder om at producere generationer af ”useful machines rather than complete citizens who can think for themselves”, så vil de humanistiske fag ikke blot blive afviklet. Samfundet og det enkelte menneske vil også komme til at opleve et faretruende kvalitetstab. Over for denne anmassende elendighed stiller Nussbaum ”the faculties of thought and imagination that make us human and make our relationships rich human relationships, rather than relationships of mere use and manipulation.” Hun opfordrer til både kollektiv og individuel ”dissent”, modargumentation og protest - og mobiliserer sammen med en læsning af bl.a. John Dewey og den indiske uddannelsestænker Rabindranath Tagore til kamp mod styringsvolden og uforstanden. Ifølte Tagore er det ”suicide of the soul” alene at blive til en profitstyret tekniker uden forestillingsevne og fællesskabssans.
Der er ingen tvivl om, at det vil være en god idé at søge at invitere Nussbaum til Danmark for at holde nogle foredrag på universitetet og måske på et offentligt sted i København. Hun skriver og siger mange af de ting, som vi ikke kan få nok af at høre i denne triste tid for den truede og anskudte humanistiske dannelse.
På den anden side er hun også noget kortsynet og arkaisk. Hun er hyperrationalist og afskyer nyere fransk tænkning, og hun ser ikke, at den moderne kognitive kapitalisme og konkurrencestaten netop bruger humanistiske teknologier (såsom ’begærsindfangning’, det repetitive projektarbejde, selvstyringsteknikker, det instrumentaliserede kreativitets- og sprogbegreb, pseudo-friheds-lingua (newspeak) m.v.) i sin udfoldelse. Hendes skræmmebillede er en blanding af en åndløs tekniker og en pengebegærlig bankmand. Men hvad gør vi, når både humaniora og samfundsvidenskaben er inficeret af andre og langt mere raffinerede ’sygdomme’ og svært undvigelige elendigheder?
Steen Nepper Larsen
www.gnosis.au.dk - d. 14. april 2011
[tilsendt arkivet fra et medlem af Humanistisk Forum 15/4-2011, publiceret efter tilladelse fra Steen Nepper Larsen. Se også: Steen Nepper Larsen: Et håb for humaniora i en trist tid, Information 7/5-2011 (intern ref.) (red.)]
Subscribe to:
Posts (Atom)