Martha S. Nussbaum om humanioras nødvendighed

Kære Humanistisk Forum,
Jeg har nu læst to bøger af den amerikanske filosof Martha S. Nussbaum (f.1947) fra University of Chicago: Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education (Harvard University Press 2003 (1997)) og Not for Profit. Why Democracy Needs the Humanities (Princeton University Press 2010).

I den første slår hun til lyd for den sokratiske metode. Kritiske spørgsmål skal rettes mod alle dogmer og traditioner, og de studerendes evne til ”self-examination” må højnes sammen med deres lyst til at udfolde en ”narrative imagination”. De studerende må trænes i logik og i at formulere og fastholde holdbare argumenter. Mennesket er en potentiel verdensborger – ”a citizen of the world” – og hun mener med en klassisk formulering, at de humanistiske fag på universitetet må bidrage til at uddanne og ”produce good citizens”. Filosofi drejer sig om at tænke selv: ”Philosophy breaks out wherever people are encouraged to think for themselves”. Ligesom Hannah Arendt skriver Nussbaum, at: ”life of the mind” er et liv i frihed, og at det er en vedvarende udfordring for menneskeheden, at vi lærer at kultivere vores egen humanitet (”cultvate our own humanity”). Efter at have gennemspillet en række forskellige problemstillinger (hvordan studere den menneskelige seksualitet, kønnet, det religiøse, det afrikansk-amerikanske spørgsmål og de ikke-vesterlandske kulturer…) og efter at have set meget konkret – sågar uddannelsesopbygningsmæssigt og kursusspecifikt - på en række meget forskellige amerikanske universiteters frihedsgrader og tvingende traditioner, ender hun med at skrive en sentens, hvis aktualitet ikke just er blegnet i de mellemliggende 14 år: ”It would be catastrophic to become a nation of technically competent people who had lost the ability to think critically, to examine themselves, and to respect the humanity and diversity of others.”

I den anden kontrasteres uddannelse for og til profittens ’ære’ med uddannelse for og til demokrati. Nussbaum undrer sig højlydt over, at mange forældre og politikere skammer sig over at deres børn og unge mennesker vælger at studere litteratur og kunstfag. For den kritiske tænkning er helt nødvendig for den, der ønsker at komme til at leve i frihed uden blindt at skulle følge en tradition eller en autoritet. Demokrati handler bl.a. om at kultivere vores egne indre øjne og om at lægge afstand til det blot private og interessebetonede. Det handler også om egalitarisme og om at tro på en inklusiv samfundsform for alle borgere. Nussbaum kalder profitmotivets kortsigtede indtog og den manifeste new public management styringsideologi i uddannelsessystemet for ”The Silent Crisis”. Hvis det kun gælder om at producere generationer af ”useful machines rather than complete citizens who can think for themselves”, så vil de humanistiske fag ikke blot blive afviklet. Samfundet og det enkelte menneske vil også komme til at opleve et faretruende kvalitetstab. Over for denne anmassende elendighed stiller Nussbaum ”the faculties of thought and imagination that make us human and make our relationships rich human relationships, rather than relationships of mere use and manipulation.” Hun opfordrer til både kollektiv og individuel ”dissent”, modargumentation og protest - og mobiliserer sammen med en læsning af bl.a. John Dewey og den indiske uddannelsestænker Rabindranath Tagore til kamp mod styringsvolden og uforstanden. Ifølte Tagore er det ”suicide of the soul” alene at blive til en profitstyret tekniker uden forestillingsevne og fællesskabssans.

Der er ingen tvivl om, at det vil være en god idé at søge at invitere Nussbaum til Danmark for at holde nogle foredrag på universitetet og måske på et offentligt sted i København. Hun skriver og siger mange af de ting, som vi ikke kan få nok af at høre i denne triste tid for den truede og anskudte humanistiske dannelse.

På den anden side er hun også noget kortsynet og arkaisk. Hun er hyperrationalist og afskyer nyere fransk tænkning, og hun ser ikke, at den moderne kognitive kapitalisme og konkurrencestaten netop bruger humanistiske teknologier (såsom ’begærsindfangning’, det repetitive projektarbejde, selvstyringsteknikker, det instrumentaliserede kreativitets- og sprogbegreb, pseudo-friheds-lingua (newspeak) m.v.) i sin udfoldelse. Hendes skræmmebillede er en blanding af en åndløs tekniker og en pengebegærlig bankmand. Men hvad gør vi, når både humaniora og samfundsvidenskaben er inficeret af andre og langt mere raffinerede ’sygdomme’ og svært undvigelige elendigheder?


Steen Nepper Larsen
www.gnosis.au.dk - d. 14. april 2011

[tilsendt arkivet fra et medlem af Humanistisk Forum 15/4-2011, publiceret efter tilladelse fra Steen Nepper Larsen. Se også: Steen Nepper Larsen: Et håb for humaniora i en trist tid, Information 7/5-2011 (intern ref.) (red.)]