Showing posts with label basismidler. Show all posts
Showing posts with label basismidler. Show all posts

Monday, October 31, 2011

Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner

Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE

De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:

1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.

2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.

3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.

4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.

5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.

6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.

7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.

8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.

9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.

10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.

Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.

[intern ref.]

Thursday, September 22, 2011

Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Politiken d. 22. sept., 2011 (Kultur side 6) Debat:
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.

2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.

3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.

4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.

5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.

6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.

7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.

8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.

9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

[intern ref.]

Saturday, June 18, 2011

Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen

Information d. 18. juni, 2011 (1. sektion side 16) Kronik:
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Det lader til, at næsten hele Folketinget er enigt om, at universiteterne skal bedrive erhvervs -relateret forskning, for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at uddan -nelserne i virkeligheden er universiteternes væsentligste afkast. Faktisk kan forsknings bevillinger virke direkte negativt på uddannelsesindsatsen
Af Sebastian Horst og Frederik Voetmann Christiansen

Sidste år leverede de danske universiteter over 12.000 kandidater til arbejdsmarkedet.
Deres samfundsmæssige værdi vurderet på løn -indkomst når op på mindst 3,5 milliarder kroner - hvert eneste år de er på arbejdsmarkedet! På et helt arbejdsliv når tallet næsten ufattelige højder.
Det er med andre ord gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden af denne værdi.
Derfor er det noget af et paradoks, at netop forskningsfinansieringssystemet virker direkte negativt på uddannelserne.
Det flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen for forskningsmidler .
De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering - hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler - har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at jagte forskningsmidler .
Så selv om de samlede bevillinger til universiteterne er øget gennem flere år, har det ikke resulteret i bedre muligheder for at udvikle kvaliteten af uddannelserne - tværtimod.

Nul point i at undervise
Universiteternes rekruttering af forskere bidrager i høj grad til den stedmoderlige behandling af uddannelsesudviklingen.
Først når man er ansat som lektor på universitetet, er man fastansat. For at blive lektor skal man ifølge loven have vurderet sin undervisningskompetence.
Det får man typisk gennem deltagelse i det såkaldte adjunktpædagogikumforløb.
Som hovedregel har deltagerne i adjunktpædagogikum det tilfælles, at de enten er eller bliver oprigtigt optaget af at undervise. De mener generelt, at undervisning er vigtigt, og at der er behov for at styrke undervisningen på universiteterne. Det vil de gerne bidrage til. Problemet er imidlertid, at det ikke passer særlig godt til den situation, de er i.
Flere og flere af dem er nemlig såkaldt postdoc-ansatte ( tidsbegrænset forskningsansat), og deres incitament til at udvikle undervisningskompetencer er ringe - som en af dem udtrykte det fornylig: »Som postdoc har jeg ikke umiddelbart undervisningsforpligtelse, og selv om ledelsen giver udtryk for, at undervisningserfaring vægter tungt i forhold til fastansættelse som lektor, er det svært ikke at tro, at gode publikationer, tiltrækning af eksterne midler etc. vejer meget tungere.
Det kan bl. a. ses ved, at [ instituttet] har en omsætning, hvoraf halvdelen kommer fra eksterne projekter. Eksterne projekter finansieret af Carlsberg, Lundbeck, EU og sikkert også forskningsrådene lægger ikke synderlig vægt på undervisningserfaring, mens gode publikationer, opnået funding er nogle af de parametre, som får mere vægt.
Da man som postdoc heller ikke ved, om man har en stilling inden for de næste år, er det ikke særlig tilfredsstillende at opbygge nye kurser.
Så udvikling af interessante kurser bliver for mit vedkommende først rigtigt interessant, hvis jeg har en fast stilling.
« Der kan altså på grund af rammerne for universiteterne være klare grunde til at prioritere undervisning fra.

Færre underviser
Postdoc-kategorien er i sig selv med til at flytte fokus fra undervisning til kampen om konkurrenceudsatte forskningsmidler .
Når man ansøger om forskningsmidler , er det jo netop midler til forskning, der søges - og ikke midler til undervisning.
Det er derfor bekvemt for forskningsråd, fonde, ansøgere og universiteter, at der findes en stillingskategori, hvor man ikke skal bekymre sig nærmere om, hvordan ansøgeren skal indgå i undervisning osv. Og de korttidsansatte bliver flere og flere.
På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er antallet af adjunkter faldet med ca. 80 pct. på fem år. Antallet af er postdoc'er til gengæld vokset fra 51 i 2005 til 234 i 2010. Antallet af lektorer er faldet med 16 pct. i den samme periode.
Fortsætter udviklingen, er der meget snart flere postdoc'er end lektorer.
På Det Farmaceutiske Fakultet er udviklingen tilsvarende: Antallet af adjunkter er faldet med 70 pct. i den samme periode, mens antallet af postdoc'er er gået fra fem i 2005 til 53 i 2010. Antallet af lektorer har været stabilt.
Begge steder er der altså sket et væsentligt fald i antallet af ansatte med substantielle undervisningsforpligtelser til gengæld for et større antal løstansatte med begrænsede eller ingen undervisningsforpligtelser.
Samtidig med at antallet af videnskabeligt ansatte er steget markant, har begge fakulteter måttet gennemføre større fyringsrunder af det fastansatte personale, og der bliver stadig flere studerende pr. undervisningsårsværk.
Underviserne oplever, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at udvikle kvaliteten af undervisningen, i det omfang, den fortjener.

Dårlig forretning
Spørgsmålet er, hvorfor der spares på undervisningen, når nu bevillingerne til universiteterne er øget de senere år.
Det simple svar er, at uddannelse efterhånden er blevet en lille del af forretningen - og oven i købet en dårligt finansieret del. Et af de fund, der blev gjort i forbindelse med en i øvrigt meget udskældt McKinsey-rapport om universiteternes finansiering og organisering fra juni 2009, var, at uddannelsestaxametrene er helt utilstrækkelige til at dække udgifterne til uddannelse.
Det er forskningen, der giver penge i kassen. Universiteterne tvinges med andre ord til at satse på forskning frem for undervisning. Men hvis samfundet for alvor skal have afkast af de mange milliarder, der investeres i universiteterne, skal bevillingerne kobles mere direkte til uddannelse, således at undervisningsindsatsen kan udvikles på lige vilkår med forskningsaktiviteterne.
Det bør Folketinget aktivt bidrage til. Der er behov for at kigge grundigt både på stillingsstrukturen og på bevillingssystemet - begge dele må gentænkes med henblik på at bidrage til kvaliteten i uddannelserne. Som minimum bør postdoc-ansættelser også indebære undervisning, selv om vi nok ikke skal ikke forvente høj kvalitet i undervisning, der i stigende grad varetages af ansatte i tidsbegrænsede stillinger.
Alle undervisere kender til forskellen på at undervise i noget første gang og de efterfølgende gange. Og det er usandsynligt, at postdoc'er får mulighed for at undervise i det samme mange gange.
Derfor må vi forvente et tab i viden om, hvad der undervisningsmæssigt virker, når underviserstaben i så høj grad skiftes ud.
En langt bedre løsning er derfor at sikre, at store forskningsbevillinger følges af krav om at dokumentere, hvordan forskningen anvendes i uddannelse.

Sebastian Horst er projektmanager ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Frederik Voetmann Christiansen er lektor ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet. Begge har deltaget i udarbejdelsen af en netop udgivet hvidbog om udvikling af universitetsundervisning.

KRONIK [at] INFORMATION.DK
Billedtekst: Der skal meget mere fokus på undervisningen på universiteterne, mener kronikørerne FOTO: RUNE JOHANSEN/ SCANPIX

Friday, July 3, 2009

Aftale om basismidler efter kvantitet

[flere dokumenter (red.)]

***
fra Videnskabsministeriets side
http://vtu.dk/lovstof/politiske-aftaler/basismidler-efter-resultat/basismidler-efter-resultat
d. 30.06.2009
Aftale om basismidler efter resultat
Aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om ny model for fordeling af basismidler til universiteterne.

I aftalen om fordeling af globaliseringsmidlerne til forskning og udvikling af 5. november 2008 fremgår det:

"Der er enighed om, at tilvæksten i basismidler til universiteterne i 2009 fordeles efter den kendte fordelingsnøgle 50-40-10. Partierne noterer sig, at regeringen vil fremlægge et forslag til en ny fordelingsnøgle fra 2010. Dette forslag er udgangspunktet for de drøftelser med partierne bag globaliseringsaftalen, der indledes i foråret 2009, når den bibliometriske indikator foreligger ".

Partierne er enige i de hensigter med introduktion af en ny model, som er beskrevet i "politikpapir om model for fordeling af basismidler" fra Danske Universiteter fra april 2009.

Den nye model vil være en modificering af 50-40-10 modellen. Ændringen består i at tilføje den bibliometriske forskningsindikator. 50-40-10-modellen består af tre indikatorer med hver sin vægtning:
  • Universiteternes indtjente uddannelsesbevilling (vægter 50 pct.)
  • Universiteternes forskningsvirksomhed finansieret af eksterne midler (vægter 40 pct.)
  • Universiteternes antal af færdiguddannede ph.d.'ere (vægter 10 pct.)
Følgende nye fordelingsmodel indfases i perioden 2010-2012:
  • Universiteternes indtjente uddannelsesbevilling – vægter 45 pct.
  • Universiteternes forskningsvirksomhed finansieret af eksterne midler – vægter 20 pct.
  • Universiteternes forskningsvirksomhed målt ved publicering (den bibliometriske forskningsindikator) – vægter 25 pct.
  • Universiteternes antal af færdiguddannede ph.d.'ere – vægter 10 pct.
Den nye model indfases som følger:
  • I 2010: 45-35-10-10
  • I 2011: 45-30-15-10
  • I 2012: 45-20-25-10
1. Den bibliometriske forskningsindikator skal baseres på Forsknings- og Innovationsstyrelsens optælling af fagfællebedømte forskningspublikationer. Optællingen foretages på baggrund af faggruppernes indmelding og niveauinddeling af fagfællebedømte forskningspublikationer. I tvivltilfælde godkendes niveauinddelingen af forskningspublikationerne af et særligt nedsat fagligt udvalg, der består af en formand og anerkendte forskere, der dækker de videnskabelige hovedområder. For at sikre at indikatoren er dynamisk og løbende tilpasses udviklingen i forskningsverdenen forudsætter partierne, at listerne over tidsskrifter og forlag løbende opdateres. Aftalen forudsætter endvidere, at danske og udenlandske bogudgivelser gives de samme vilkår i forbindelse med niveauplaceringen.
2. Modellen skal fordele nye midler – første gang – fra efterårets globaliseringsforhandlinger og omstillingsreserven.
3. Modellen skal være gennemskuelig og logisk, så ethvert universitet kan beregne, hvilket beløb modellen vil give.
4. Den nye model tages i brug ved udarbejdelse af finanslov 2010.

Partierne er enige om, at modellen evalueres efter 3 fulde år med henblik på en politisk drøftelse af behovet for revision af modellen i 2013.

Endeligt er det aftalt, at erfaringerne med modellen drøftes årligt partierne imellem i forbindelse med, at de årlige opgørelser over publikationspoint foreligger.

***
Aftalen i pdf-format:
http://vtu.dk/lovstof/politiske-aftaler/basismidler-efter-resultat/aftale-om-basismidler-efter-resultat.pdf

***

fra Videnskabsministeriets sider (d. 30. juni, 2009)
http://vtu.dk/nyheder/pressemeddelelser/2009/universiteternes-forskningsresultater-beloennes/universiteternes-forskningsresultater-beloennes
Universiteternes forskningsresultater belønnes
Efter flere års forberedelser er der politisk forlig: Universiteterne skal fremover også have basismidler i forhold til deres forskningsresultater

– Fremover vil der være et økonomisk skulderklap til de universiteter, der satser på forskningskvalitet og resultater. Det er meget tilfredsstillende, da det bidrager til at sikre samfundet god forskning for de store investeringer, vi foretager, siger videnskabsminister Helge Sander.

Den politiske aftale er indgået af de fem partier i globaliseringskredsen (Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det radikale Venstre og regeringspartierne Det Konservative Folkeparti og Venstre) og består i en fordelingsmodel for nye basismidler til universiteterne.

Efter en indkøringsfase på tre år betyder den nye model, at universiteternes offentliggørelse af forskningsresultater vil være den næstvigtigste parameter for fordeling af nye basismidler. Uddannelsesbevillinger vil fortsat tælle tungest.

– Det er en god og afbalanceret model, hvor vi har taget højde for den intense debat, som forskerne har ført om, hvordan vi bedst muligt opgør universiteternes forskningsresultater, siger Helge Sander.

Universiteternes forskning skal måles med en bibliometrisk forskningsindikator, der er en internationalt anerkendt optællingsmetode af videnskabelige forskningspublikationer. Der vil ske en løbende opdatering af de ca. 20.000 tidsskrifter og forlag, der indgår i indikatoren.

Det politiske forlig er en udløber af regeringens globaliseringsstrategi fra foråret 2006. I lyset af de store merinvesteringer i forskning og en ambitiøs målsætning om danske universiteter i verdensklasse ønsker regeringen, at universiteternes basismidler skal fordeles efter kvalitet.

– De universiteter, der gør det godt, skal belønnes. Og dårlig kvalitet skal have konsekvenser, siger Helge Sander.

* Aftale om basismidler efter resultat [orig. link; se ovenfor (red.)]

***
fra: Videnskabsministeriets side (NB: d. 5. nov., 2008)
http://vtu.dk/nyheder/pressemeddelelser/2008/globaliseringsaftale-sikrer-milliardinvesteringer-i-fremtiden/globaliseringsaftale-sikrer-milliardinvesteringer-i-fremtiden
Globaliseringsaftale sikrer milliardinvesteringer i fremtiden
Regeringen har sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre i dag indgået en aftale om fordelingen af godt fire milliarder kroner i 2009-2012 fra den såkaldte globaliseringspulje.

Regeringen har sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre i dag indgået en aftale om fordelingen af godt fire milliarder kroner i 2009-2012 fra den såkaldte globaliseringspulje.
Aftalen sikrer fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed til at kunne disponere over økonomien i de kommende år. Partierne er desuden enige om målsætningen og finansieringen af den ambitiøse energiaftale, der blev indgået tidligere på året. Endelig sikres der flere midler til både fri og strategisk forskning.
– Jeg er glad for, at vi med aftalen dels giver universiteternes ledelser en større økonomisk handlefrihed og dels sikrer mere forskning, som kan være med til at finde løsninger på en række af de udfordringer, som det danske samfund står over for, f.eks. når det gælder et renere miljø, klimaforandringerne, sundere fødevarer og bekæmpelsen af den såkaldte sociale arv i uddannelserne, siger videnskabsminister Helge Sander.
Aftalen sikrer, at de frie basismidler til universiteterne vokser fra godt 5,9 milliarder kroner i 2007 til godt 6,7 milliarder kroner i 2009, og at dette niveau som minimum bevares frem til 2012. Dette beløb vil naturligvis blive større i forbindelse med de kommende forhandlinger om de resterende godt 9 milliarder kroner af globaliseringsmidlerne.
Aftalen frigør desuden basismidler, som før har været bundet til andre formål. Konkret sættes der en øvre grænse på maksimalt 10 procent for universiteternes medfinansiering af bevillinger fra forskningsrådene ligesom følgeomkostninger til f.eks. husleje og administration, fremover vil blive dækket fuldt ud.
I forhandlingerne blev der også sikret opbakning til yderligere godt 600 millioner kroner til strategisk forskning i 2009-2010, hvor der prioriteres en række temaer af samfundsmæssig relevans. Der afsættes desuden godt 200 millioner kroner til den frie forskning i samme periode.
– Det er meget positivt, at vi samtidig med flere basismidler til universiteterne har aftalt at styrke den strategiske forskning i de kommende år. Det er et vigtigt signal om, at forskningen rækker ud over universiteterne og langt ind i hele det danske samfund, siger videnskabsminister Helge Sander.
Endelig styrkes internationaliseringen af dansk forskning, bl.a. ved markant flere midler til dansk deltagelse i rumforskning.


***
Nordjyske.dk d. 1. juli, 2009
Aftale om milliarder
Finn Kjærsdam er tilfreds med, at politikerne har fulgt rektorernes indstilling. AALBORG: Flere års slagsmål mellem de danske universiteter er slut.
Fordeling: Universiteter og politikere enige om globaliseringsmidler

En ny aftale fordeler de ekstra penge, som universiteterne får fra statens såkaldte globaliseringsmidler, efter en model, som alle universiteter har tilsluttet sig.

Også rektor Finn Kjærsdam, Aalborg Universitet, er tilfreds:
- Jeg synes, at modellen er fornuftig. Den er fair og balanceret - men politikerne har heller ikke ændret et komma i det oplæg, alle rektorer blev enige om tidligere i år.

Rektorernes enighed i april kom efter langvarige slagsmål. I fjor forsøgte hver enkelt universitet at påvirke Folketingets videnskabsudvalg. Resultatet blev, at politikerne valgt hele at hægte dem af.
Foruden regeringen står Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale bag den nye aftale.

Strid om fordeling
Den grundlæggende strid har handlet om, hvor meget en ny fordelingsmodel skal omfatte. AAU, Handelshøjskolen i København samt RUC og Syddansk Universitet vil gerne have alle basismidler omfattet af nye regler, der tæller uddannelse, forskning og publicering.
Hidtil har bevillingen for hvert enkelt universitet taget udgangspunkt i pengeposens størrelse året før. Dermed har de ældste universiteter, København, Århus og DTU, haft en fordel.
Den fordel består, fordi de hidtidige basismidler fordeles, som de plejer. Den nye aftale gælder kun de ekstra penge, som globaliseringspuljen omfatter. Det accepterede alle rektorer, da de fandt sammen i april.

Fire elementer giver penge
Fordelingen af de nye midler bygger på fire elementer: Hvor mange studerende, der gennemfører deres uddannelse, hvor mange eksterne forskningsmidler , det enkelte universitet kan hente hjem, hvor meget forskning, det enkelte universitet publicerer samt antallet af færdiguddannede ph.d.'er.
- Den nye model giver os lidt flere midler end den gamle. Samtidig måler den kun ret få ting, så den er enkel at administrere, siger Finn Kjærsdam.

Allerede næste år vil de ekstra basismidler nærme sig to milliarder kroner til fordeling mellem universiteterne.

***
[Se også arkivets side om den bibliometriske forskningsindikator, her (red.)]

[intern ref.]