Vildt kaos på Aarhus Universitet

Politiken d. 25. maj, 2011 (Kultur side 9)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290708/vildt-kaos-paa-aarhus-universitet/
Kronik:
Vildt kaos på Aarhus Universitet
ANDERS BØGH
Noget om en såkaldt faglig udviklingsproces - der ikke overraskende starter med ansættelse af flere bureaukrater
Anders Bøgh er lektor, dr. phil. ved Historisk Afdeling, Aarhus Universitet .


REGERINGEN har i sin begejstring for erhvervsliv og stærke ledere foræret magten over landets universiteter til nogle personer, der som regel ingen forstand har på universitetsdrift. De ansætter så nogle rektorer, som passer ind i deres forestillinger om rigtige ledere, og som har en agenda for universiteternes udvikling, der passer med bestyrelsesflertallets mavefornemmelser.
At der ikke altid kommer lige heldige resultater ud af en sådan magtkoncentration, har vi set flere eksempler på. Mest slående og uheldigt på CBS, hvor en ukvalificeret rektors tågede ideer om en total omkalfatring af hele organisationen kostede ham og bestyrelsesformanden jobbet samt - må man formode - organisationen et kolossalt spild af arbejdstimer pga. kaos og reaktioner mod kaos. Et på visse måder parallelt forløb på RUC har næppe heller styrket varetagelsen af universitetets kerneopgaver i den periode, hvor det stod på.
Nu samler spændingen sig så om Aarhus Universitet.
Revolutionen har længe været i gang.
Under mottoet forenkling er ni fakulteter blevet til fire og 55 institutter er blevet til 25. På mit eget område, som nu hedder noget så nudansk som Arts, er det lykkedes at gennemføre den fantastiske øvelse, at tre fakulteter er blevet til tre institutter.
Nettoresultat er så blevet, at man har fået skudt en dekan og tre prodekaner ind mellem rektorniveauet og de tre institutter/fakulteter og deres ledelse.
Forenkling? Pudsigt nok skal der så ni vicedirektører til for at styre de ni fakulteter, som nu er blevet til fire.
På instituttet med det intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund, som jeg kommer til at høre til fra nytår, er der fastansat 165 lærere plus alle de andre, som findes på sådan ét. Normalt ville man så have et underliggende administrativt niveau opdelt efter fagligheder, hvor det var muligt at varetage den produktion, som hører et universitet til: undervisning og forskning. Sådan skal det imidlertid ikke længere være; afdelinger og opdelinger efter fagligheder er bandlyst.
Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet.
Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter.
Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med. Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet.
Nu må det så antages, at de høje lederlønninger, der tilbydes, vil være i stand til at tiltrække et supermenneske, som ikke alene vil være i stand til at lære navnene udenad på alle de kulturelle samfundsfolk, men også til at tilegne sig dybtgående viden om, hvilke kompetencer de repræsenterer hver for sig, så jeg kan blive motiveret for at yde mit ypperste i lige præcis det grænseområde, hvor det helt geniale opstår.
Hvis det mod forventning ikke lader sig gøre, må vi imødese et kaos uden lige med vilde kampe mellem forskergrupper, der forsøger at påkalde sig ledelsens nåde og penge, mens mindre intrigante naturer formodentlig bliver placeret i ulykkelige tvangsægteskaber.
Rektor kan angiveligt godt lide socialdarwinisme, så det er nok klogest at finde boksehandskerne frem. Sådanne processer tager lang tid, som kunne være anvendt til at forske og undervise.

HIDTIL HAR jeg fundet min arbejdsmæssige identitet som én, der underviste og forskede i historie på Aarhus Universitet.
Det har været helt afgørende for denne identitet, at jeg gjorde det i et samspil og et socialt fællesskab med nogle andre, der gjorde det samme/noget lignende. Vi har haft et godt socialt sammenhold om at drive et (stort) studium sammen og umådelig megen fornøjelse af daglige uformelle samtaler med de fagkolleger, hvis arbejdsområde var nærmest ved vort eget. Begge dele holdt én fagligt i vigør og sikrede den fornemmelse af tilhør og identifikation, som er en forudsætning for engagement. Det bliver svært, når jeg først og fremmest skal samarbejde med nogen, der dyrker andre fag og identiteter. De bliver jo nok nødt til, som jeg, at holde sig til at dyrke deres egne identiteter. Det kan vi nok finde ud af, men der er jo noget sært motiverende i at føle, at man er et led i et socialt fællesskab, som man yder noget til, og som man får noget igen fra. På Aarhus Universitet, Arts og det kulturelle samfundsinstitut drukner man i mængden - og så bliver det nok sådan, at enhver må være sig selv nærmest; nærmest uengageret i andet.

NU ER DET jo også sådan, at et universitet traditionelt dyrker undervisning og uddannelse af landets bedste arbejdskraft.
Jeg har sådan set hidtil tænkt, at min vigtigste indsats i den samfundsmæssige arbejdsdeling var at bidrage til at uddanne gode og skarpsindige kandidater til glæde for samfundet og dem selv. Men der har jeg nok taget fejl. Det vigtigste synes at være at få produceret så mange artikler som muligt, de skal så bare være interdisciplinære, så dem, jeg har skrevet indtil nu, er nok desværre ikke noget værd.
Det virker imidlertid, som om der fortsat skal drives undervisning på Aarhus Universitet. Hvordan det skal organiseres, henligger dog endnu mere i tågerne end organiseringen af de interdisciplinære forskningsgrupper. Vi må satse på, at den høje løn kan tiltrække en kulturel samfundsartist, der kan finde ud af det.
I mellemtiden er det vel et godt gæt, at uddannelserne også skal være interdisciplinære, og så skal jeg vel fare omkring og undervise på nogle stykker af dem uden chance for at lære de mennesker at kende, som jeg underviser. Al (også min) erfaring viser ellers, at et personligt kendskab til ofrene for ens undervisning i høj grad øger forståelsen. Sjovt nok viser det sig også, at studerende sætter pris på at være et sted, hvor de indgår i et socialt miljø, og hvor de opfatter deres undervisere som en del af dette. Meget tyder på, at sådan noget mindsker frafaldet og øger de studerendes faglige engagement og fornøjelse ved at studere.
Men som der står på en af Aarhus Universitets prominente bygninger, så drejer et studium her på stedet sig om at gå til fredagsbar og få en ny kæreste. Og så er det vel ret ligegyldigt, hvad der foregår, når der ikke er fredagsbar. Måske skal vi bare gøre hver dag til fredag og så lave nogle små lette eksamenspakker, som de frit kan kombinere uden risiko for, at universitetet mister de såkaldte STÅ-indtægter, som vi kan indkassere, hver gang en studerende består en eksamen. Pakkerne kan man vel så lade nogen i den vildtvoksende administration lave, jo mindre besværlige krav om faglig kvalitet, jo lettere går det.
Undskyld, faglig kvalitet er jo helt yt - kvalificeret interdisciplinaritet, mente jeg, naturligvis.
Nu er det jo ikke kun for sjovs skyld, at alt dette sættes i værk på Aarhus Universitet .
Globaliseringen, mine damer og herrer, en helt ny udfordring - ny for alle andre end historikere. Aarhus Universitet skal på toppen af hitlisten, den globale hitliste. Og nu må jeg så indrømme det dybt pinlige faktum: Min kernekvalifikation er nordeuropæisk historie i senmiddelalderen med særligt henblik på den danske. På det område er jeg vel én af de ti førende eksperter i verden. Men interesserer de sig for det i Kina? Min faglighed er slet ikke egnet til at indgå i den så attraktive interdisciplinaritet, der skal få hele verden til at tilbede Aarhus Universitet !

NU BEHØVER man jo ikke at være kvalificeret til at blive leder på det nye Aarhus Universitet for at regne ud, at hele øvelsen med at smide et universitet på størrelse - regnet i tilknyttede høveder - med en større dansk provinsby op i luften, i håb om at det lander på benene, i alt væsentligt handler om naturvidenskab; trods rektors forsikringer om, at han vil have et af de EU's stærkeste 'art-fakulteter'.
Inden for naturvidenskab skal der åbenbart ti personer til at skrive en artikel på fem sider. Dér ligger fremtiden angiveligt i grænseområdet mellem fagligheder.
Naturvidenskaben har den egenskab, at den ud over at kunne bidrage til erkendelse og øget forståelse af den verden, vi lever i, også kan levere opdagelser, der kan kommercialiseres. Mon ikke det er dette, flertallet af de mennesker, som regeringen har foræret magten over universiteterne til, interesserer sig mest for?
Humaniora, som det hed, før det blev til artisteri, handler mest om indhold i det liv, som ikke foregår 37 timer om ugen eksklusive ferier og fridage i alderen fra ca. 25 til ca. 65 - altså langt det meste af den del af livet, hvor vi ikke sover. En grundvæsentlig faktor er at levere meningsfuldt input til det skolesystem, som af en eller anden grund stadig ikke udelukkende leverer forberedelse til den mindste del af livet - det problem er der sikkert nogen, der arbejder ihærdigt for at få løst.
Men så længe der findes en væsentlig opinion, der mener, at hovedparten af livets vågne timer ikke (blot) skal gå med at se på folk, der ikke kan finde ud af at opdrage deres hund, gøre rent, overholde landets love, hvem de vil være kæreste med - for ikke at tale om at synge eller danse. Så vil det nok være en efterspørgsel efter noget, der kan give et bud på at forklare, hvor vi kommer fra, og hvordan og hvorfor nogen har kunnet finde en mening eller mangel på samme i den korte tid, der går mellem fødsel og død.
Så kan feltet for resten også tilbyde nogle sprog og noget forståelse af andre kulturer, som ikke alene kan bruges til at sælge varer i fremmede lande, men også til at forhindre, at man smider unge menneskers liv og skatteborgernes penge væk på at føre totalt udsigtsløse krige, hvis det skulle have nogen interesse. Og så kan vi for øvrigt også lave kandidater, som har stor succes i det private erhvervsliv, fordi de ikke bare har lært noget udenad, hvis holdbarhed er stærkt begrænset og/eller meget snæver, men som kan tænke selv og selvstændigt tilegne sig den viden, som er nødvendig for fortsat at kunne udvikle sig. Hvis vi altså bare fik lov til at give dem en ordentlig uddannelse! Bortset fra det uddanner vi gymnasielærere og i det nye Arts også præster og videreuddanner folkeskolelærere.
Hvis det ikke bliver taget dybt alvorligt, så overlader vi hele det marked til de andre danske universiteter!

HUMANIORA egner sig ikke til femsiders artikler med ti forfattere. Vores artikler er på 15-30 sider, vore fornemste produkter er bøger, hvor vi kan følge en lang linje og blive udsat for den kolossale udfordring, det er at holde styr på en enorm masse stof og få det arrangeret i en meningsfuld sammenhæng. Og allerhelst vil vi gerne ud over rampen til en bredere offentlighed i det samfund, vi lever i, der kan få glæde af vores arbejde. Alt det tæller dog desværre næsten ikke på bundlinjen i universiteternes koncernregnskab.
Lad os slippe for at lave artisteri i stedet for humanvidenskab. Lad os slippe for interdisciplinaritet, medmindre tværfaglighed tjener et fornuftigt formål. Lad os slippe for globalisering som tvangstrøje, hvis vi kan noget, der har identitetsdannende interesse for dem, der bebor de danskes øer og omegn.
Lad os erkende, at hvad der muligvis er godt for naturvidenskab, hvis det er det, ikke nødvendigvis er godt for humanvidenskaberne. Det ville nemlig være rimelig revolutionært og indebære et betydeligt kvalitetsløft i forhold til den vej, vinden har blæst de sidste otte år.
Ja, det er vel tilladt at drømme! Realiteterne er imidlertid, at pessimismen, mismodet og galgenhumoren breder sig mere og mere i de kredse, jeg færdes i. Det mest sandsynlige scenarie synes at være, at en lang periode af vildt kaos, hvor ingen ved noget om noget som helst, og alle kæmper mod alle, vil føre til ansættelse af stadig flere bureaukrater i håb om at få styr på kaos. Jo flere af dem, des færre forskere og undervisere bliver der råd til at lønne. Produktionen vil falde og dermed bevillingerne, oveni kommer de evigt tilbagevendende besparelser på universiteterne, som skal administreres af bureaukraterne, som vil fyre - ja, gæt selv hvem.
Noget sådant kaldes en ond cirkel!

OG SÅ VENTER jeg bare på, at Aarhus Universitets horder af såkaldte kommunikationsmedarbejdere kommer på banen for at forklare læserne og mig, at jeg har misforstået det hele.

ANDERS BØGH

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.
Billedtekst: Foto: Ole Lind

***

[Om samme emne, se også: Gorm Harste: Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden, kronik i Pol. 27/4-2011. (red.)]

[intern ref.]