***
Politiken d. 7. okt., 2011 (Kultur side 7)http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/
Kronik:
Den uambitiøse ælling i dansk forskning
RUNE GRAULUND
Er dansk humanistisk forskning provinsiel og navlebeskuende?
Rune Graulund er lektor, ph. d. - på vej til University of Strathclyde i Glasgow.
FOR ET PAR måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, tysk musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora for en skandale. Det er måske nok at sætte tingene på spidsen. Men jeg er enig med hende i, at vi har et problem. Et problem, der illustreres så nydeligt af det faktum, at det ikke er en dansk, men en tysk forsker - en importvare hentet ind syd for grænsen, inden Pias bomme blev sat op - der har råbt vagt i gevær.
Vi bryster os af, at landets ypperste læreanstalt, Københavns Universitet, ligger på en 43.-plads ifølge den såkaldte Academic Ranking of World Universities (Arwu).
Det er da rigtignok også en meget fin placering for så lille et land, og jeg ved fra mine kolleger på de naturvidenskabelige institutter, at mange af deres discipliner kan give selv store udenlandske universiteter kamp til stregen. Forskellen på de humanistiske forskere og de naturvidenskabelige forskere er dog slående. Førstnævnte publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk, alt i mens sidstnævnte ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig at publicere på noget andet sprog end engelsk.
I humanistisk forskning står det altså anderledes til end i naturvidenskaberne.
Der postes millioner af danske skattekroner i humanistiske forskningsprojekter, der helt åbenlyst ingen planer har om at munde ud internationale publikationer.
Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor få udenlandske humanistiske forskere der ansættes i det danske universitetssystem, ligesom vi har pokkers svært ved at holde fast på dem, der rent faktisk bliver ansat.
Og hvorfor så det? Problemet er at finde i definitionen af forskerens rolle i forhold til det øvrige (danske) samfund. I det nuværende system er det prestige- og karrieremæssigt mere givtigt for en dansk ansat forsker at være kommentator i TV 2 News eller Deadline, udgive bøger på hjemlige danske forlag eller for den sags skyld at skrive for denne avis, end det er at udgive sin forskning i de mest prestigiøse internationale akademiske tidsskrifter eller på store udenlandske universitetsforlag.
Den lokale forskningskultur er låst fast i så traditionelle danske rammer, at det er svært for udenlandske forskere at få anerkendelse for deres hårde (internationale) arbejde.
Ikke dermed sagt, at forskere skal være elitære og verdensfjerne professorer, der for enhver pris skal afholde sig fra at blive tilsmudset med den øvrige danske offentligheds problemer og interesser, men at Politikens kultursektion, Gyldendals udgivelser eller 'Smagsdommerne' alt andet lige ikke er fora, der er særlig velegnede til at publicere og efterprøve banebrydende forskning, der skal gøre sig håb om at kunne gøre sig gældende på verdensplan.
Internationale standarder? I don't think so.
VI HAR EN selvforståelse i Danmark af, at vi altid selv ved bedst. At de andre derude er store og magtfulde, men at den måde, vi gør tingene på, trods alt er den rigtige.
Vi vil gerne konkurrere med dem på lige fod og vise dem, at vi trods vores ringe størrelse faktisk godt kan hamle op med dem. Men på vores egen måde. Vi skal selv skrive dogmerne, ikke have andre til at pådutte os dem.
Problemet er bare, at hvad der måske fungerer på film, nok næppe fungerer med (international) forskning. Det er usandsynligt, at vi får en akademisk Lars von Trier eller en Thomas Vinterberg, der pludselig omskriver reglerne for, hvordan man bedriver international forskning.
I stedet må vi nok indstille os på at acceptere at, ja, hvis vi skal være medspillere på den store internationale scene, så er der faktisk nogen, der ved bedre. Og at der er visse regler, man må følge, hvis man skal lege med de store. Det måtte selv Trier jo sande på Cannes i år, genial og provokerende, som han så ellers måtte være.
Den største forhindring for, at dansk humanistisk forskning skal kunne spille med - og imod - de tunge drenge, er i mine øjne en mangel på forståelse af, hvad forskning af international karakter rent faktisk indebærer. Samt, og dette er ikke en ubetydelig faktor, en overdreven frygt for, at disse udenlandske modeller på sigt vil skade dansk forskning.
GRUNDPILLEN i ' international forskning', som den defineres ud fra alle de ledende universiteter i verden, om de så er europæiske, amerikanske eller asiatiske, er det såkaldte peer review system. Denne proces, der på dansk lyder det lidt mere kluntede udtryk 'fagfællebedømt vurdering', skal garantere, at en given publikation X er af tilstrækkelig høj standard til at kunne blive blåstemplet som 'forskning'.
Der er både fordele og ulemper ved dette system. Ulemperne er, at der i form af systemets autoritet kan forekomme en myte om, at det er absolut objektivt og ufejlbarligt, hvilket det naturligvis ikke er. Tillige bevirker konkurrencen indlejret i systemet det såkaldte publish or perish-fænomen, en tendens til konstant at producere forskning, der i værste fald tvinger forskere ud i en ond spiral af en eksponentielt stigende produktionsrate.
En sådan praksis kan i sidste ende lede til - som det var tilfældet i Penkowa-sagen - at forskeren springer over, hvor gærdet er lavest. Hvilket så kan resultere i forskning af en ringere og til tider endog ubrugelig eller ligefrem skadelig art.
Problemet er bare, at vi ikke lever i en ideel verden, og at vi på en eller anden måde skal kunne sammenligne forskningsresultater på tværs af landegrænserne.
Og det er her, at fagfællebedømt vurdering kommer til sin ret. En vurdering, der i hvert fald til dels sikrer os, at vi har en eller anden form for internationalt sammenligningsgrundlag og ikke bare individuelt og arbitrært beslutter os for vores egne regler inden for de respektive landegrænser.
Det er samme logik om sammenlignelighed, der lå bag indførelsen af et nyt karaktersystem, den såkaldte syvtrinsskala, hvor intentionen netop var at garantere, at danske studerende lettere kunne opnå mobilitet i den internationale universitetsverden.
ALT FOR MEGET dansk forskning udmunder altså i publikationer, der falder uden for denne model om fagfællebedømt vurdering.
Et andet og mindst lige så stort problem for dansk humanistisk forskning er dog, at klart størstedelen af dansk humanistisk forskning udgives på dansk.
Dette er problematisk i positive henseender, da man derved lukker af for forskere uden for sprogområdet, der kunne være interesseret i at anvende en given dansk forskers arbejde og derfor ville vinde denne forsker hæder og ære. Men det er om end endnu mere problematisk i negative henseender, da forskeren ved at publicere sit arbejde på dansk behændigt afholder potentielle kritiske røster uden for Skandinaviens grænser fra at give deres besyv med.
At publicere forskning på dansk er naturligvis ikke noget problem, hvis ens ekspertise ligger inden for et emne, der er specifikt skandinavisk. Man må forvente, at den fremmeste forskning inden for eksempelvis Tom Kristensens forfatterskab foregår i dansk regi, samt at den væsentligste forskning udkommer i dansksprogede publikationer. I alle andre sammenhænge end netop de skandinaviske er det dog et endog meget problematisk at udgive sin forskning på dansk, da de store konkurrenter inden for ens felt med al sandsynlighed findes uden for Skandinavien. Man kan med andre ord påberåbe sig at have opfundet den dybe tallerken uden at være alt for bekymret over, om eksperterne inden for ens felt vil påpege, at det, man i virkeligheden har gjort, blot er at opsummere tyve års gammel forskning.
Dansk humanistisk forskning er på mange måder at sammenligne med det berømte træ, der falder i skoven uden vidner. Det giver ikke megen lyd af sig, når der ikke er nogen til at høre det falde.
MEN HVORFOR nu dette sure opstød? Skal vi nu partout også kunne måle os med alle de store? Vi er trods alt et lille land, så måske er det i orden, at vores forskere ikke ligger i reel konkurrence med udlandet. Det er jo under ingen omstændigheder muligt, at danske universiteter vil kunne hamle op med gigantuniversiteter som Harvard, der har kæmpe budgetter og et så potent brand name, at de siger Pepsi til vores Jolly.
Ja og nej.
For det første er det som allerede nævnt et udtrykkeligt ønske fra både regeringens og universitetsledelsens side, at dansk forskning skal være af international karakter - tomme ord, hvis de ikke bakkes op i den daglige forskning og især afspejles i uddelingen af fondsmidler såvel som i ansættelserne.
For det andet er det ikke en reel mulighed i en globaliseret verden simpelthen bare at trække stikket. Ligesom med de berygtede Muhammedtegninger og grænsebommene mod syd kan vi ikke længere tillade os at vende ryggen til udlandet og bare køre vores eget show.
VI HAR I dagens Danmark forskningstiltag, der bombastisk lover de helt store internationale ambitioner inden for humanistisk forskning, men i praksis alt for ofte laver strudsemanøvren og begraver hovedet i den danske muld. Og dette gælder ikke kun for seniorforskere, som i 20, 30 eller 40 år har været vant til den gamle model og derfor må forventes at skulle igennem en vis omstillingsperiode. Det er et systemisk problem, der risler videre ned til de nye forskerspirer.
Jeg har mødt adskillige danske ph.d.- studerende,der ikke engang har hørt om fagfællebedømt vurdering. De ved simpelthen ikke, hvad det er. Hvorfor man heller ikke kan forvente, at de gør sig bemærket på den internationale scene. Det er et alvorligt problem, og det er et problem, der kun bliver større, hvis der ikke aktivt sættes ind mod det.
De gamle danske forskningstraditioner har mange dyder, ikke mindst ideen om ikke at forhaste sig på den måde, som vi så ofte ser fagfællebedømte vurderinger lede til i en overophedet stræben efter at maksimere kvantiteten frem for kvaliteten af forskningen.
Selvsamme dyder har dog også ledt til en overdreven mistro over for udenlandske modeller, og det er simpelthen en myte, at dansk forskning besidder en integritet, man i udlandet mangler.
Den antagelse bygger på en fastforankret idé om, at danske forskere og danske forskningstraditioner i form af sin autonomi fra den kompetitive fagfællebedømte vurdering nobelt holder sig uden for markedskræfternes forpurrende støj og derfor er mere autentisk.
Det er noget xenofobisk vrøvl.
Der bliver produceret masser af dårlig forskning i Danmark, og en reel indførelse af fagfællebedømt internationale vurderingskriterier vil i sidste ende løfte forskningen, ikke forringe den.
På samme vis bliver der også bedrevet rigtig meget strålende forskning i Danmark.
Og det er synd og skam, at vi ikke kan dele det med resten af verden, fordi vi er låst fast i gamle mønstre om, at det nu engang er bedst at publicere på dansk. Der er ingen grund til, at vi ikke skal kunne være medspillere og endog spille rigtigt godt op mod de store. Vi skal selvfølgelig ikke forvente, at eksempelvis Københavns Universitet eller Syddansk Universitet skal kunne overhale et sted som Harvard indenom. Men det betyder ikke, at vi for evigt kan tillade os at tøffe rundt i den velkendte danske andedam uden at kigge op for at skue mod verden udenfor. Paradigmeskiftet mod international forskning er på sigt uundgåeligt.
Jo før det går op for den danske humanistiske forskning, desto bedre.
Og nu vi er så stolte af Rene Redzepi ( albanske aner), Bjarke Ingels, Olafur Eliasson ( islandske aner), Oh Land og Caroline Wozniacki ( polske aner), hvorfor så ikke også være med til at producere en ny humanistisk forsker med lige så stor international succes? Eller måske en helt ny generation? Det er simpelthen for uambitiøst at lade være. For nej, dansk humaniora er ikke en skandale. Det er bare en ælling, der endnu ikke har lært at flyve.
RUNE GRAULUND
WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.
Billedtekst: Foto: Niels Christensen
*
Kommentarer [på http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/ ]:Af Rasmus Jensen , København 00:33 7. OKT
Hvem er dansk og hvad er er engelsk, kan vise sig , at det er lige meget, om omkring hundredetyve år. Selv for ællinger;-)
Anbefal (4)Klag
Af Peter Hansen , 1412 K 01:22 7. OKT
Kronikøren har tydeligvis ikke helt forstået, at humanistisk forskning i modsætning til naturvidenskabelig består i at indskrive alverdens forskning i dansk tradition, og at stille dansk forskning til rådighed på samme måde for andre landes traditioner. Kun i begrænset omfang er en universalisme som i naturvidenskaben interessant. Og så handler det jo også om færdigheder på højt niveau.
Anbefal (0)Klag
Af Rasmus Nielsen , 7700 Thisted 10:14 7. OKT
Blot en lille- ikke særlig vigtigt kommentar i forhold til kronikørens anliggende.Men alligevel. Kronikøren der sætter sig i spidsen for kvalitetetskrav har også sine provinsielle, personligt traumatiske fobier, når han omtaler at den tyske forsker heldigt kom til Dk før Pias grænsebomme blev sat op! Og Muhammedtegning er også at vende ryggen mod verden. Mon ikke lektor "Svane" har andedamstraume
Anbefal (3)Klag
Af Garbi Schmidt , Roskilde 19:42 7. OKT
Har med undrn læst dette. Fagfællevurderinger er absolut en del af dansk humaniora - at få noget igennem internationale tidsskrifter kan jo ikke lade sig gøre uden. Og danske humanister publicerer også internationalt.
Anbefal (4)Klag
Af Brian Jacobsen , København 20:09 7. OKT
Rune Graulund skulle måske prøve sin naturvidenskabelige metodik af på en undersøgelse af humanioras publiceringspraksis før han skriver så firkantet og fordumsfyldt om den. Det grænser til pinlige og penkowaske tilstande at skrive en så fejlagtig kronik; både om hvilke nationaliteter der er ansat på humaniora samt hvor og hvordan humanister publicerer.
Anbefal (2)Klag
Af georg , sønderborg 10:03 9. OKT
Humanistisk forskning, i Danmark, bør altid tage sit udgangspunkt i det danske sprog , som er bygget på den danske kultur, en "arv", som vi fra "tegnets tidsalder", har arvet og udviklet til et sprog, som så skabte den danske "kultur", som altid bør beskyttes, med sproget´s enfoldighed, indtil vi i fællesskab med hele verden finder et nyt "sprog", som også med ordene, tilkendegiver vores "særpræg"
Anbefal (0)Klag
Af georg , sønderborg 10:17 9. OKT
Det er ikke forkert i "humanismens" navn, at forlange, at selv den mindste del, også tilhører "verdenssamfundet", og kun med sproget og derpå følgende kultur, stadig ønsker at tilkendegive "forskelligheden".Det er så vidunderligt, når et "fællesskab", vil vedkende sig deres eget(sprog og kultur). Forståelsen, menesket imellem, behøver hverken (sprog eller kultur), forståelsen, ligger i "generne"
Anbefal (0)Klag
Af Peter Hansen , 1412 K 18:37 9. OKT
En del af problemet er jo, at der på humaniora ikke uddannes meget mere end det antal kandidater, der skal bruges til undervisning og med varetagelse af diverse funktioner i samfundet. Man får den tanke, at kronikøren slet ikke er klar over, at humanister udfører en lang række opgaver, der er nødvendige for at opretholde samfundet.
Anbefal (0)Klag
Af xxx , xxx 08:23 12. OKT
Forskningen er en ting. Studerende på humanistiske studier i København har i gennemsnit 8 timer om ugen. Resten er selvstudie! På naturvidenskabelige har man op til det dobbelte. Hele prioriteringen fra universitet er det naturvidenskabelige fokus, herudover er det nemmere at få eksterne forskningsbevillinger på f.eks. det sundhedsvidenskabelige fakultet end det humanistiske.
***
HumNyt uge 43 (udsendt 27/10-2011)Nyhedsbrev for ansatte på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet
Debat om humanistisk forskning
Lektor Rune Graulund kritiserede 7/10 humaniora i en kronik i Politiken. Dekan Ulf Hedetofts svar fandt avisen desværre ikke plads til - indlægget kan i stedet læses her.
Dansk humanistisk forskning har internationalt udsyn
Af dekan Ulf Hedetoft, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet
I sin kronik ”Den uambitiøse ælling i dansk forskning” d. 7. oktober fremsætter lektor Rune Graulund en række påstande om dansk humanistisk forskning, som han kalder ”provinsiel og navlebeskuende”. Rune Graulund hævder, at de humanistiske forskere ”publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk”, og at det meste af den humanistiske forskning ”falder uden for modellen om fagfællebedømt vurdering.” Begge dele er lodret forkerte, i hvert fald hvad angår Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet.
Fx viser vores seneste opgørelse (fra 2010), at de humanistiske forskere i meget stort omfang publicerer på engelsk: 50 procent af alle forskningspublikationer blev sidste år udgivet med engelsk som originalsprog, mens 40 procent af publikationerne havde dansk som originalsprog. De sidste 10 % blev udgivet på andre sprog end dansk eller engelsk. Og tendensen til at publicere på især engelsk er stigende. De typer af formidling, som bl.a. optræder i denne avis som kommentarer, anmeldelser og blogindlæg, og som Rune Graulund omtaler så ringeagtende, tæller slet ikke med i vores statistikker over forskningspublikationer.
Påstanden om, at de danske humanioraforskere ikke benytter sig af fagfællebedømt vurdering, er ligeledes grebet ud af den blå luft: 54 procent af alle fakultetets forskningspublikationer i 2010 var bedømt af fagfæller. Hvis vi kun medtager de typer af forskningspublikationer, som indgår i ministeriets opgørelser over universiteternes publikationer, er det 64 procent af fakultetets publikationer.
Det er beklageligt, at Rune Graulund ikke har sin dokumentation på plads. Det er omvendt lige så beklageligt, at han føler et behov for at nedgøre humanistiske forskeres indsats for at deltage aktivt i den danske samfundsdebat og formidle deres forskning til den danske befolkning, hvilket jo også er en vigtig opgave for forskerne. Derfor kan og bør ikke alt skrives på fremmedsprog.
Kronikøren skulle hellere glæde sig over, at de danske forskere på humaniora er i stand til at varetage deres forpligtelser over for det danske samfund, samtidig med at de involverer sig i internationale forskningssamarbejder og publicerer deres forskning i internationale tidsskrifter i ganske betragteligt omfang.
Jeg siger dermed ikke, at der ikke er plads til forbedringer på det internationale felt. Vi arbejder fx intensivt på at tiltrække flere internationale forskningskapaciteter til faste stillinger. Vi understøtter på mange måder ansøgninger i samarbejde med internationale forskere om nybrydende samarbejdsprojekter, aktuelt fx gennem en stor satsning på tværvidenskabelige digitale infrastrukturer til glæde for både danske og udenlandske forskere. Og vi indgår løbende aftaler, der gør det nemmere for vores studerende og lærere at studere og undervise på udenlandske universiteter.
På disse områder er der stadig meget at gøre. Men at påstå, som Rune Graulund, at dansk humanistisk forskning er provinsiel og navlebeskuende med henvisning til udgivelsespraksis og frygt for at blive kikket over skulderen af internationale fagfæller, er uden hold i virkeligheden. Ikke mindst fra en ansat på et udenlandsk universitet og med den her fremførte argumentation kunne man måske have forventet en veldokumenteret kritik med basis i fakta snarere end myter.
No comments:
Post a Comment