Wednesday, April 13, 2011

Penkowa-sagen - arkivets oversigt

[Oversigt over de i arkivets (nu lukkede version 1) arkiverede artikler om Penkowa-sagen, som dækket af dagspressen 2010-2011. Om årsagen til arkivets lukning – juridiske trusler om sagsanlæg fra Asger Westh og Dansk Journalistforbund – se her . Listen vil løbende opdateres (red.)]

Selve sagens udvikling, inkl. kommentarer m.v.:
Perspektivering, analyser, kommentarer:
Andre dokumenter
Andre oversigter

Undervisning er gjort til en biting

Politiken d. 12. april, 2011 (Kultur side 11) Debat:
Undervisning er gjort til en biting
NEDSKÆRINGER : Siden 2006 har de nuværende studerende ved Det Humanistiske og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU måttet nøjes med 30-50 procent færre professorer, lektorer og adjunkter end før.
Af TANIA ØRUM OG ANNE FASTRUP, CAND. MAG., LEKTOR OG LEKTOR, PH. D., INSTITUT FOR KUNST-OG KULTURVIDENSKAB

I DE FOREGÅENDE uger har studerende ved Det Humanistiske og det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet aktioneret for mere og bedre undervisning. Baggrunden er færre undervisere, nedgang i timetal og forkortede semestre.
Dekanen på det Humanistiske Fakultet, Kirsten Refsing, forsøger i disse dage at rette op på problemet ved at pålægge professorer, lektorer og adjunkter at undervise mere og forske mindre.
I erkendelse af at det videnskabelige personales forskningstid reelt set allerede er voldsomt reduceret, har de studerende ikke villet anerkende dekanens løsningsforslag.

SOM LEKTORER på Institut for Kunst-og Kulturvidenskab (IKK) har vi siden universitetslovens indførelse i 2003 kunnet mærke, at både forskning og undervisning er kommet under gevaldigt pres. Helt grelt blev det efter ' normens død'. Da den nuværende dekan ved Det Humanistiske Fakultet, Kirsten Refsing, tiltrådte sin stilling i 2006, blev den norm, der sagde, at et hold på 30 studerende udløste fem heltidsstillinger, med et slag erklæret for død.
Tager vi IKK som eksempel på den generelle tilstand på humaniora, er det let at se, hvad det har betydet for bemandingssituationen.
Sammenlignet med begyndelsen 00' erne ser udviklingen i bemandingstallene for de fire uddannelser på IKK således ud ( de stillinger, der ligger ud over normen, hidrører fra Åbent Universitet):

MUSIKVIDENSKAB, der optager tre hold om året, er reduceret fra 15 til syv fastansatte. Teatervidenskab med et optag på et hold om året er gået fra at være syv til i dag at være fem. Litteraturvidenskab og moderne kultur med et optag på tre hold er faldet fra at have 18 fastansatte til i dag at have 12,5. Kunsthistorie og Visuel Kultur, der optager to hold pr. år, er gået fra at have 13 til nu at have 10.
I samme periode har der været et øget optag af studerende på kandidatuddannelsen i moderne kultur. Dertil kommer, at gennemførelsesprocenten blandt de studerende er steget markant siden 2000, hvilket selvfølgelig i sig selv er glædeligt.
Det korte af det lange er imidlertid, at de nuværende studerende på IKK må nøjes med 30-50 procent færre professorer, lektorer og adjunkter end før normens død, og de, der er tilbage, har oparbejdet en timepukkel på mere end 30.000 timer. Og situationen er ingenlunde enestående for IKK. Ingen kan undre sig over, at undervisningsudbuddet er skrumpet ind.

UNDERVISNINGSØKONOMISK ser det ikke bedre ud. Den undervisning, vejledning og eksamination, de studerende skal have, betales af de taxameterpenge, som i finansloven tildeles universitetet per ' STÅ'.
Disse taxameterpenge går imidlertid ikke direkte til undervisningen. De reduceres først med et bidrag til centrale aktiviteter, som styres på rektorniveau.
Her løftes knap 33 procent af taxameterpengene af. Dernæst skal der betales et bidrag til fakultetets drift ( bygninger, varme, administration osv.) Her tages ca. 30 procent af de resterende taxameterpenge.
Endelig reduceres taxameteret med et bidrag til administration af institut og fag.
Tilbage er til disposition for undervisningen gennemsnitligt 31 procent af det oprindelige taxameterbeløb, hvilket vil sige, at den studerende har ca. 15.000 kr. til at betale undervisning, vejledning og eksamination for pr. år ( forudsat at alle den studerendes eksaminer bestås).

DET TAXAMETERLØFT, som i 2010 bevilligedes humaniora og samfundsvidenskab, har vi end ikke set de 31 procent af ude på institutterne. På vores afdeling af IKK har vi i 2005 udformet nye studieordninger på grunduddannelserne, som både vi og de studerende har været glade for. I lyset af den manglende økonomi og bemanding er vi imidlertid tvunget til nu at beskære bacheloruddannelserne for anden gang. På litteraturvidenskab har vi barberet grunddisciplinerne på første år ned fra 12-9 undervisningsgange pr. semester. Den samme reduktion skal nu gennemføres på resten af bachelor-uddannelsen.
Det er ikke kun de studerende, men også lærerne, der spørger sig selv, hvor lidt man egentlig kan nøjes med.
Tilbage er til disposition for undervisningen gennemsnitlig 31 pct. af det oprindelige taxameterbeløb.

***

[intern ref.: Tania Ørum og Anne Fastrup: Undervisning er gjort til en biting, Dorrit Saietz: Lektorer efterlyser forsvundne penge, Pol. 12/4-2011.]

Dansk Journalistforbund lukker blog og arkiv

Forskningspolitisk Arkiv 2.0,
den 13. april, 2011.

Dansk Journalistforbund lukker Forskningspolitisk Arkiv
Danske journalister lever stadig i 1900-tallets forståelse af "ophavsret" fra tiden før internettets frie udveksling af information. Journalistforbundet tvinger bloggen Forskningspolitisk Arkiv til at lukke, men arkiv-bloggen genopstår i ny skikkelse på dette site.

af Curt Hansen

Forhistorien er som følger. I 2007 oprettede jeg som universitetsansat forsker en blog, med det formål kritisk at diskutere de indsnævringer af forskningsfriheden og den medindflydelse, som det videnskabelige personale efter universitetsloven fra 2003 blev frataget, da man indførte en topstyret business-model for universiteterne. Jeg valgte at optræde under pseudonymet Curt Hansen, da jeg nu var underlagt et management-regime, som ikke ønsker at se universitetsledelsens beslutninger diskuteret frit og kritisk. Bloggen døbtes Forskningsfrihed? og som et supplement oprettede jeg et arkiv, Forskningspolitisk Arkiv, også på blog-form, der skulle understøtte diskussioner med materiale fra den forskningspolitiske debat. Et videre formål var at få sat de voldsomme ændringer, der i de år skete med det danske samfunds universiteter, på begreb.
Jeg trak mig ret hurtigt som redaktør for Forskningsfrihed? (hvis URL var professorvaelde.blogspot.com), da der var stemning for at undgå en anonym redaktør, men valgte selv at forblive anonym og fastholdt rollen som redaktør af arkivet (der – nok lidt forvirrende – bar URL'en forskningsfrihed.blogspot.com). Arkivet anså jeg for vigtigt som led i bestræbelsen på at skærpe den politiske interesse for forskning og universiteter, som i Danmark er et relativt forsømt politikområde blandt de politiske partier; og hvor ret få aviser skrev kritisk om universiteterne på det tidspunkt, endsige havde journalister med noget dybere kendskab til uddannelse og forskning.

Så vidt forhistorien. Mit arbejde som redaktør af arkivet har hovedsageligt bestået i at følge med i de historier, medierne bragte frem af forskningspolitisk relevans, men også fra andre kilder tilgængeliggøre materiale af relevans for forståelse af universiteternes særlige rolle i det danske samfund – nemlig at uddanne kandidater til højeste videnskabelige niveau, og forske frit i de emner, som de enkelte fag betragter som videnskabeligt set afgørende, uden hensyn til særlige politiske, økonomiske eller religiøse interesser.
Arbejdet med via arkivet at videreformidle og organisere denne information, med eksplicit angivelse af tilgængelige kilder (forfatternes navne, publikationssted og -tid m.v.), er desværre nu stødt ind i et paradigme for ophavsret, som i mine og formentlig i de fleste internetbrugeres øjne hører en svunden tid til.
Det stod klart for mig, da jeg modtog følgende henvendelse fra en af de journalister fra Jyllandsposten, der i januar modtog Cavlingprisen (for "ydmyghed, grundighed og ordentlighed" i samtaler med danske Afganistan-soldater). Citat:
Fra: Asger Thorbjørn Westh
Dato: 8. mar. 2011 15.21
Emne: Vedr. krænkelse af ophavsretten
Til: "curthansen2 [at] gmail.com" , "emmeche [at] nbi.dk"

København d. 8. marts 2010

Kære Claus Emmeche og Curt Hansen

Jeg er blevet opmærksom på, at der på hjemmesiden http://forskningsfrihed.blogspot.com/2011/02/penkowa-sagen-arkivets-oversigt.html
er offentliggjort i alt syv artikler om Penkowa-sagen, skrevet af undertegnede:

http://forskningsfrihed.blogspot.com/2011/03/en-vrre-affre.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2010/11/nar-uredeligheden-frister.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2011/03/politiet-skal-ransage-penkowas-kontor.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2011/02/formand-for-forskningsrad-kritiserer.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2011/02/penkowas-advokat-raser.html


Det er sket uden min eller Morgenavisen Jyllands-Postens tilladelse og er ifølge Dansk Journalistforbunds advokat en klar krænkelse af ophavsretten.
Da I står anført som hhv. redaktør på siden og som den person, der har uploadet artiklerne, skal jeg derfor bede jer/redaktionen af den pågældende hjemmeside om øjeblikkeligt at fjerne samtlige artikler af undertegnede.
Jeg skal samtidig gøre opmærksom på, at avisen forbeholder sig ret til at gøre et økonomisk krav gældende.
Såfremt, at du/I måtte have spørgsmål, kan tillidsmand Bo Jørgensen kontaktes på tlf. 33 30 81 76

Med venlig hilsen
Asger
Journalist Asger Westh
Indlands- og reportagegruppen
MORGENAVISEN Jyllands-Posten
Rådhuspladsen 37
DK-1785 København V.
T: (+45) 33 30 30 30
F: (+45) 33 30 80 01
E: asger.westh@jp.dk
W: www.jp.dk

Citat slut. Der fulgte kort tid efter et svar fra redaktøren af Forskningsfrihed? Claus Emmeche, som klargør forholdet mellem de to blogs (at de er uafhængige og har hver sin redaktør). Jeg når pga. travlhed ikke selv at svare, før næste henvendelse ankommer i form af følgende brev, citat:

4. apr 11

Curt Hansen
Pr. mail: curthansen2@gmail.com

Vedr. medlem Asger Westh - krænkelse af ophavsret - sagsid - 130174

Dansk Journalistforbund retter henvendelse til dig, da forbundet er blevet gjort opmærksom på, at der på din hjemmeside www.forskningsfrihed.blogspot.com kan konstateres, at der i meget stort omfang befinder sig materiale produceret af forbundets medlemmer.
Hvis der ikke er opnået konkret tilladelse til dette fra hver enkelt journalist, så er det en overtrædelse af journalistens og avisens ophavsret.

På den baggrund skal forbundet opfordre til, at alle artikler, som du ikke har rettigheden til at publicere, fjernes fra www.forskningsfrihed.blogspot.com øjeblikkeligt og senest torsdag den 7. april 2011.

Hvis ikke dette sker, risikerer ejeren af hjemmesiden at blive mødt med erstatningskrav af en betydelig størrelse – og din hjemmeside kan desuden blive lukket ved henvendelse til Blogspot.com.

På hjemmesiden www.forskningsfrihed.blogspot.com er der gengivet syv artikler, som er skrevet af vort medlem Asger Westh.

Artiklernes titel er: "Penkowa advokat raser" (den 9. februar 2011), "Politiet skal ransage Penkowas kontor" (den 4. marts 2011), "Frygt for snyd med forskning" (den 5. december 2010), "En værre affære" (den 6. marts 2011), "Helge Sander i søgelyset" (den 10. fenbruar 2011), "Jeg fortryder intet" (den 10. februar 2011) samt "Topforskere i clinch med Sander" (den 12. februar 2011).

Artiklerne er oprindeligt udgivet af Jyllands-Posten.

Gengivelsen er sket uden Asger Westh's tilladelse. Dette er i strid med ophavsretsloven § 2.

Det er krænkende for Asger Westh's journalistiske anseelse, at hans artikler optræder i en sammenhæng, hvor offentligheden kan forledes til at tro, at han deler hjemmesidens synspunkter, hvilket ikke er tilfældet. Ophavsretsloven § 3, stk. 2 er således overtrådt.

Gengivelsen af artiklen falder ikke ind under loven om undtagelsesbestemmelser, § 12 om ret til kopiering til privat brug og § 22 om ret til at citere.

Som følge af ovennævnte overtrædelse af ophavsretloven rejses herved krav om vederlag i medfør af ophavsretloven § 83.

Kravet er blevet fastsat til kr. 1.000,00 pr. artikel – i alt kr. 7.000,00, som er at betragte som vederlag.

Asger Westh har selv sendt krænkelsesmail af 8. marts 2011. Kopi af mailen vedhæftes.

Da Curt Hansen ikke har reageret på vort medlems henvendelse, er Dansk Journalistforbund indtrådt i sagen som mandatar for Asger Westh. Al fremtidig korrespondance skal derfor gå gennem Dansk Journalistforbund.

Dansk Journalistforbund fastholder, at Curt Hansen er forpligtet til at betale Asger Westh og opfordrer hermed Curt Hansen til betaling af det fulde krav. Desuden opfordrer forbundet Curt Hansen til at fjerne Asger Westh's artikler øjeblikkeligt og senest den 7. april 2011.

Betaling kan ske pr. check eller på konto (reg. nr. ... konto nr. ...), og betalingen skal mærkes: Vedr. Asger Westh – sagsid 130174.

Såfremt betalingen ikke er modtaget inden 10 dage fra dags dato, vil sagen blive overdraget til Dansk Journalistforbunds advokater med henblik på retlig gennemførelse af kravet. Herved må Curt Hansen påregne at blive påført omkostninger.

Med venlig hilsen
Dansk Journalistforbund

Mette Jørgensen
Citat slut. Jeg svarede herpå til journalistforbundet samme dag, den 4. april, citat:

Kære Mette Jørgensen,

tak for det vedhæftede brev. Jeg har fjernet brødteksten af din klients artikler fra arkivet og - af historiske og forskningsmæssige hensyn - bibeholdt korte indledningscitater og litteraturhenvisninger til de pågældende tekster.

Hvis din klient mener, at offentligheden kan forledes til at tro, at forfatterne til tekster i arkivet deler arkivarens personlige synspunkter, er jeg bange for at han undervurderer den almindelige læser, og misforstår det generelle formål med arkiver.

Claus Emmeche bad mig om, på arkivets website at indskærpe forskellen på arkivet og den blog (Forskningsfrihed?) som han redigerer. Jeg har efterkommet hans ønske og beklager, hvis dette fra starten har kunnet give anledning til misforståelse.

Jeg beklager endvidere at svare relativt sent, men jeg har ganske enkelt haft meget travlt.

Mvh,
Curt Hansen

Citat slut. Herpå modtog jeg denne email fra journalistforbundet, den 12. april, citat:

Til Curt Hansen

Tak for din mail. Jeg har overtaget sagen fra min kollega Mette Jørgensen.

Du oplyser at du vælger at fjerne en del af Asger Westh’s artikler og bibeholde ”korte indledningscitater”. Dette anser Dansk Journalistforbund ikke for at være tilstrækkeligt.
Ophavsretsloven tillader alene anvendelse af værker med ophavsmandens samtykke. Efter ophavsretslovens § 22 kan der dog citeres i det omfang det er nødvendigt og sker i overensstemmelse med god skik. Det forudsættes at et citat indgår i et andet værk. Som det synes at fremstå på hjemmesiden indgår citaterne ikke i andre værker skabt af dig eller andre. Umiddelbart synes din fremgangsmåde at skabe en samling af citater. Det fremgår udtrykkeligt af den juridiske litteratur at ophavsretslovens § 22 ikke kan anvendes til dette.
Dansk Journalistforbund fastholder derfor, at du skal fjerne Asger Westh’s artikler fuldstændigt og omgående jf. tidligere skrivelse.

Som tidligere påpeget gælder ovenstående juridiske omstændigheder for ALT ophavsretligt beskyttet materiale på hjemmesiden. Dansk Journalistforbund har konstateret at der på hjemmesiden er et meget stort arkiv af avisartikler. Det har formodningen i mod sig at du har tilladelse til at anvende disse artikler. Dansk Journalistforbund skal derfor opfordre til at avisartiklerne fjernes straks eller at hjemmesiden lukkes midlertidigt til artiklerne er fjernet.
For en god ordens skyld skal Dansk Journalistforbund oplyse at omfanget af arkivet kan medføre et økonomisk krav af en betragtelig størrelse. Fjernes artiklerne ikke straks, tager forbundet forbehold for at inddrage blogspot og redaktionen af bloggen forskningsfrihed som medansvarlige for krænkelsen.

Det bedes bekræftet og dokumenteret senest torsdag 14. april 2011 kl. 12 at der ikke længere er adgang til artiklerne på hjemmesiden.
Skulle der være spørgsmål til dette står jeg til rådighed.

Med venlig hilsen/Yours faithfully
Christian Dølpher
Juridisk konsulent/Legal Advisor
+45 3342 8046
Dansk Journalistforbund
medier og kommunikation
The Danish Union of Journalists
Gammel Strand 46
1202 København K
Danmark
+45 3342 8000
journalistforbundet.dk
citat slut.

Forbundets fremturen i udvekslingen ovenfor er således baggrunden for at www.forskningsfrihed.blogspot.com (arkivets version 1) fra dags dato lukkes som åbent website og gøres til et internt site for et mere eksklusivt, "privat" publikum.
Det er således lykkedes Dansk Journalistforbund at lukke, dvs. udgrænse fra det offentlige rum, et website, som ellers har fungeret godt som redskab til dokumentation og videre bearbejdelse af nyhedsstrømmen indenfor forskningspolitik.

Vi kaster dog hverken håndklædet i ringen eller henfalder til ledighed:
  • Vi vil fortsat søge at gøre dele af indholdet i version 1 tilgængeligt her på version 2.0 indenfor rammerne af det 20. århundredes ophavsretslovgivning.
  • Vi vil arbejde videre her på version 2.0 med at linke til aktuelt materiale i den forskningspolitiske debat.
  • Vi vil fortsat udbygge og strukturere tekstsamlingen, inkl. journalistiske artikler i det lukkede arkiv (version 1), som nu vil få en langt mere begrænset læserskare. Skulle opretsloven i det 21. århundrede gøres tidssvarende, vender vi tilbage.
  • Endelig vil vi arbejde for at genopbygge den krænkende parts, Asger Wesths og Jyllands-Postens journalistiske anseelse, som den her omtalte hændelse måske ikke ligefrem har bidraget til at øge.
[se også denne opfølgende artikel (red.)]

Debatmøde om fremtidens forskning og undervisning på universitetet

Fremtidens forskning og undervisning på universitetet

Får du for lidt ….. undervisning

Kom og debattér kvaliteten af det, dit studie putter i hovedet på dig. For mens regeringen lover os uddannelse i verdensklasse, dikterer universitetsloven en forsknings- og økonomisk strategi for universitetet - og med de største bevillinger følger krav om samarbejde med erhvervslivet. Hvor stiller det dig som studerende? Vil du også i fremtiden få forskningsbaseret undervisning eller snarere industri-dikteret erhvervsvejledning? Kom og hør studerendes, universitetets og erhvervslivets bud på konferencen "Fremtidens forskning og undervisning". Der vil være kaffe, vand og kage til de fremmødte.

Hvad: Konference "Fremtidens forskning og undervisning", åben for alle.

Hvor: 'Salen' i Studenterhuset, Købmagergade 52, 1150 Kbh K.

Hvornår: 14. april fra kl. 14-17

Tilmelding: Ikke nødvendig, men send gerne en mail til Nanna.Heinz@gmail.com af hensyn til kagens størrelse, eller meld dig på www.facebook.com/fremtidens forskning og undervisning

Program

14.00 Velkommen v. studenterpræst Nicolai Halvorsen

14.15-15.15: 3. oplæg a ca. 20 min

Professor. Dr. Phil. Peter Harder:
forskningens og undervisningens vilkår i lyset af Universitetsloven af 2003 med senere ændringer og tilføjelser.

Cand. Scient, ph.d. Tom Børsen Hansen (AAU.Cph):
Undervisningens vilkår på Universitet i dag og i fremtiden -

Cand.teol. ph.d. Anna Vind (KU):
Ideal og realitet I nutidens universitetsundervisning. Erfaringer fra et adjunktpædagogikum.

15.15-15.30 Pause

15-30-17: Paneldebat om fremtidens forskning og undervisning på de danske universiteter.
Panel:
Magnus Pedersen DSF, stud. Samf KU
Charlotte Rønhof (DI)
Lektor dr. Phil. Sune Auken ( KU)

Arrangør:
Scient og Studenterpræsten på Sund og Nat. Nicolai Halvorsen
Københavns Universitet
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Blegdamsvej 3b,
2200 København N
lok. 15.2.1
TEL 353 27094
MOB 28 75 70 94
www.studenterpraesterne.ku.dk