Kritik kan være krig eller demokrati
Systemkritik: Kritik er ofte forbundet med et slagfærdigt vokabularium. Det er der historisk set gode grunde til, men den militaristiske jargon kunne måske nedtones, hvis Danmark fik et whistleblower-nævn
Af Rasmus Willig lektor, Institut for Samfund og Globalisering, RUC
Det har knebet med at få en whistleblower-ordning i Danmark, men noget kunne tyde på, at det vil lykkes, hvis der kommer en ny regering til efter sommerferien. Flere partier til venstre for midten har nemlig peget på behovet for et nævn, hvor offentligt ansatte kan ytre sig kritisk uden frygt for at blive fyret.
Kritik kan være besværlig, nådesløs og skadelig for afsenderen eller for den, som er skydeskive for kritikken.
Kritik larmer og frem føres ofte af stærkt engagerede personer, der ikke viger for nogen modstander. Kritik kan give granatchok. Ikke underligt, at begrebet ofte sammenlignes med krige, opfattes som angreb eller beskrives som et særligt eksplosivt diskussionsvåben.
Den danske debattør Carsten Jensen blev for nylig betegnet som »et verbalt krydsermissil«. Den afdøde amerikanske sociolog Erving Goffman bemærkede i sin måske mest berømte bog, Stigma, at den, der siger sandheden - underforstået: er kritisk - kan have en fornemmelse af at stå på en henrettelsesplads.
Den amerikanske socialfilosof Judith Butler har også skrevet, at den, der kritiserer, sætter sig selv på spil, eftersom han eller hun aldrig kan vide, om kritikken bliver accepteret af andre. Det var ligeledes i indledningen til Kritik af den Hegelske retsfilosofi, at Karl Marx skrev: »Kritikkens våben kan ganske vist ikke erstatte kritikken af våbnene«, og Pierre Bourdieu har i samme ånd givet et interview med titlen 'Med kritikken som våben', hvori han på slagfærdig vis redegør for sine kritikker af anerkendte sociologiske og filosofiske samfundsteorier. Lutter slagfærdige og klingende udsagn og titler fra berømte historiske samfundsteoretikere.
En årsag til, at kritik bliver forbundet med en slagfærdig, i visse tilfælde endog militaristisk jargon, kan være den omstændighed, at mange systemkritikere enten er blevet drevet i landflygtighed eller blevet ofre for de krige, som de har kritiseret.
Den amerikanske filosof Michael Walzer har i værket The Company of Critics redegjort for, hvordan mange af historiens store kritikere og intellektuelle er blevet tvunget i eksil fra diktaturer og borgerkrige på grund af deres ytringer og status som system kritikere.
Frygt for at kritisere
Herbert Marcuse, en af studenteroprørets filosofiske helte fra 1968, modtog mange trusler igennem hele sit liv, og mon ikke Daniel Domscheit-Berg, der står bag Wikileaks, lider samme skæbne i dag? Historiens systemkritikere er blevet fremstillet som helte. De risikerer livet for deres ytringer.
Sådan bør det imidlertid ikke være i et demokrati.
Desværre tør mange offentligt ansatte ikke udtale sig af frygt for fyring eller for, at karrieren skal gå i stå.
Kritik er for det meste aldrig rigtig velkommen, og der gøres meget for at bremse den. Den er generende og ryster magten og alle ikke-legitime institutioner, og derfor bør ethvert demokrati altid arbejde på at sikre alle former for ytringsfrihed såsom forskningsfrihed , offentligt-og privatansattes ytrings frihed, pressefrihed osv.
Der er imidlertid ikke sket meget, siden Vejledning for offentligt ansattes ytringsfrihed så dagens lys i 2006. Der er et behov for en whistleblower-ordning. Betegnelsen whistleblower er engelsk og stammer fra den praksis, der udøves af londonske bobbies (politibetjente), som blæser i fløjten, når de observerer en lovovertrædelse.
Det vil måske være lidt karikeret, men måske ikke helt forkert at sige, at når kritikken historisk er blevet undertrykt, har der været blæst til angreb, men med en fløjteordning ville den militaristiske jargon måske fortage sig, og der ville kun blive fløjtet til demokratisk kamp.
POLITIK@INFORMATION.DK
No comments:
Post a Comment