Weekendavisen d. 10. febr., 2012 (side 2)
Managementregimentet
Kommentar. Nomenklaturaen versus alle de andre: de studerende, de videnskabelige medarbejdere og administrationen. Aarhus Universitet har mistet sin sjæl.
af MIKAEL BUSCH
»Hej, jeg hedder Jan Iversen, og jeg har et knaldgodt tilbud til dig.« Tilbuddet, som fremføres på ægte Lars Larsen-jysk, er især henvendt til de teologistuderende på Aarhus Universitet (AU). Ved afgivelse af samtlige fagbøger kan den studerende erhverve sig en helt gratis, limegrøn hængekøje i det nye Nobelbibliotek. Normalprisen er 5.000 kroner.
Det morsomme spot kan ses på teologernes Facebookside. Satiren og galgenhumoren har højkonjunktur under det managementregimente, der for tiden hærger AU og effektivt dræber arbejdsglæden hos de studerende, det menige administrative personale og de videnskabelige medarbejdere, ( jf. bl. a. Bo Bjørnvigs »Fordyrende, fordummende og fortvivlende«, Weekendavisen # 52, red.).
Faktisk er det falske reklamespot ikke engang helt løgn. Som uvildig, ekstern censor på AU har undertegnede netop erfaret, at hængekøjen findes.
Jan Iversen, eller rettere Jan Ifversen, findes også. Ham husker jeg fra mit eget franskstudium ved AU i første halvdel af 1980erne som en frygtet, ultraortodoks marxist. I dag er han som prodekan for videnudveksling ( uden 's', husk det!) én af chefarkitekterne bag en stor bibliotekssammenlægning på samme universitet. Det i nordisk sammenhæng enestående teologiske bibliotek, det såkaldte Ringgadebibliotek ( historiefaget og områdestudierne) og sprogfagenes bibliotek lægges sammen i den nye Nobelpark under navnet Nobelbiblioteket. På overfladen ligner det hele en åben og demokratisk proces. Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen. Og i en mail den 15. november til brugerne af bibliotekerne på Ringgaden og i Nobelparken skriver Ifversen, at »vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en god proces, hvor medarbejdere inddrages så meget som muligt, og hvor resultatet er et moderne forskningsbibliotek til glæde for både medarbejdere og studerende«. Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige.
Flere skønlitterære værker - herunder John Miltons Paradise Lost - var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler, som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. Vitale bøger var ikke længere tilgængelige for de videnskabelige medarbejdere og de studerende. Forestil Dem en kemiker, der på tilsvarende vis får beslaglagt sit laboratorium.
Allerede fredag den 11. november var bibliotekspersonalet blevet adviseret om den forestående operation. At de blev pålagt tavshed fra højere sted, kan ikke dokumenteres, da der ikke foreligger noget på skrift. Men det blev de.
Onsdag den 16. november var flyttemændene færdige med arbejdet.
I disse uger gennemføres en operation med universitetsfagenes hjemmesider efter samme model. Udadtil (nedadtil!) signaleres åbenhed: »Vi vil være i dialog med de relevante sideansvarlige om udformningen af de nye hjemmesider«, som der står i en mail, den fuldmægtige kommunikationsmedarbejder Marianne Ester Back den 19. januar lagde ud på Humanioras interne konference. Men reelt er topstyringen total; på de høje niveauer udtænkes en slagplan, som derefter udføres resolut. De berørte informeres først bagefter.
Universitetsfolk er jo nogle besværlige brokkehoveder, der ikke forstår den overordnede idé; i dette tilfælde tilsyneladende noget så visionært som ensartede e-mail-adresser til alle ansatte.
Og den limegrønne hængekøje? Denne vision er heller ikke blevet forstået. Ikke engang af de potentielle brugere, jf. det satiriske studenterspot.
Besværlige akademikere forstår ganske enkelt ikke, at et universitetsbibliotek ikke er beregnet til bøger. I hvert fald kun som noget sekundært: »Det nye bibliotekskoncept indebærer, at færre bøger står fremme på hylderne, og at der gøres plads til læringsaktiviteter på nogle af de arealer, der før var forbeholdt bøger,« som der står i mailen af 15. november. Disse »læringsaktiviteter« - i alt forekommer variationer over nyordet »læring« fire gange i mailen - indebærer, at noget så håbløst gammeldags som bøger skal erstattes af limegrønne hængekøjer af mærket Fatboy.
Det er næppe tilfældigt, at universitetets ledelse har overdraget virkeliggørelsen af visionen til arkitekter med hang til æstetik i stedet for fag-og bibliotekskyndige.
Splittelsen mellem universitetets nye nomenklatura - bestyrelsen, direktøren, adskillige vicedirektører, rektoratet, dekanaterne, de utallige kommunikationsmedarbejdere og HRmedarbejdere på den ene side, og de videnskabelige medarbejdere, det menige administrative personale og de studerende på den anden side - er nærmest total. Man lever i to adskilte verdner, der ser fundamentalt forskelligt på universitetet.
SKULLE man forsøge at give en nogenlunde elskværdig gengivelse af nomenklaturaens optik, kan man sige, at den, med det stenrige Stanford University som det erklærede forbillede, gennemfører en nødvendig slankning af strukturen, der klæder AU på til videnssamfundet. Da de vigtige, nye opdagelser og erkendelser opstår i grænseområderne mellem fagene, skal der satses entydigt på tværfaglighed. Altså en slags genopførelse af tankegangen bag gymnasiereformen af 2005.
Bortset fra at tværfaglighed på universitets( ny) sprog hedder »interdisciplinaritet«. At Akkrediteringsrådet p. t. tøver med at akkreditere visse sprogfag, f. eks. fransk, på grund af manglende »fagfaglighed« findes der nok en løsning på. Måske skal Akkrediteringsrådet bare lære at tænke innovativt. Og det går jo godt på AU, som rektor sagde i sin juletale. Fusionerne går planmæssigt. Økonomien er sund. Nøgletallene er gode, og AU behøver ikke skamme sig over sin internationale ranking.
Grundstemningen blandt de øvrige medarbejdere - de 99 procent, om man vil - er mismod og forvirring. De studerende er på grund af den drastiske omstrukturering ofte i tvivl om, hvilket institut de egentlig hører ind under.
Det administrative personale tvangsanbringes i store sekretærsiloer. Blandt de videnskabelige medarbejdere er afmagten altdominerende.
Man identificerer sig ikke længere med sin arbejdsplads. Man har mistet den grundlæggende følelse af medejerskab og ansvar. Man føler ubehag ved nysproget. Tidligere kunne man undervise i noget så åndfuldt som germansk filologi. I dag arbejder man under »Team tysk«. Man føler ubehag ved den hensynsløse top down-strategi, hvormed AU omstruktureres.
Ledelsen forestiller sig, at der kommer produktive og interdisciplinære »synergieffekter« ud af at tvangsblande de forskellige faggrupper.
De ansatte oplever derimod, at en institutionel hukommelse, der er opbygget gennem snart 100 år, sprænges til atomer. Denne hukommelse kan ikke måles eller gøres til genstand for »ranking« og »benchmarking«, men den repræsenterer en umistelig åndelig værdi. Kort fortalt har AU mistet sin sjæl.
Måske kunne enkelte videnskabelige medarbejdere teoretisk set godt finde på at ofre deres egen forskning og forsøge at repræsentere fagligheden i den nye struktur, i den såkaldt »faglige udviklingsproces« ( forkortet FUP!), men de ville med garanti ikke blive ansat. De nye strukturer tiltrækker i praksis typer, der trives med at udøve magt oppefra og ned, og som ikke er for belastede af viden. Som i alle totalitære regimer ligger ondskaben i strukturerne.
Sjovt nok ligner rektoren for det hele med sit grå skæg og stålindfattede briller alt andet end en mørkets fyrste. Lauritz B. Holm-Nielsen, som oprindelig er uddannet botaniker, lød i sin juletale mest af alt som en hyggelig og jovial fyr, som man godt kunne forestille sig at drikke en stor fadøl med. Lidt som Lars Larsen fra Jysk.
Billedtekst:
ILLUSTRATION: GITTE SKOV
[intern ref.]
Friday, February 10, 2012
Monday, January 9, 2012
Danske universiteter præges af censur
[flere artikler (red.)]
Danske universiteter præges af censur
UNIVERSITETSCENSUR Undervisningsfrihed eksisterer ikke på danske universiteter, der i stigende grad er begyndt at ligne uddannelsesinstitutioner fra det tidligere DDR. De ansatte er ' bange' for at kritisere undervisningskulturen.
Af LINDA MARIA KOLDAU, PROFESSOR I MUSIKVIDENSKAB, AARHUS UNIVERSITET
SOM UDENLANDSK professor i Danmark oplever man et land, som er stolt over sin demokratiske tradition. Men får man arbejde på et dansk universitet, oplever man også et system præget af censur, selv om det ikke kaldes ved dette uhyggelige navn. Det betegnes i stedet som ' demokratisk' med ' flade strukturer'.
Der er mange måder at udøve censur. De fleste er subtile. Med min erfaring i universitetspolitik og min historiske viden om politiske systemer - især i Tyskland - vælger jeg at udpege to aspekter, jeg har mødt på mit universitet. Udgangspunktet er mine erfaringer på mit eget institut i humaniora; men der kommer også bekræftende meldinger fra andre steder. For det meste ytret bag lukkede døre: Man er bange i Danmark.
1. Ph. d.-uddannelse efter DDR-forbillede? Den danske regering har besluttet, at man - med få undtagelser - kun får lov til at gennemføre en ph. d.-uddannelse, hvis man får et stipendium. Regeringen sørger for, at man får en høj løn, mens man er i uddannelse. Regeringen sørger også for, at der ikke findes alt for mange, som har en ph. d.-grad og så ikke kan få job på universitetet. Samme system fandtes i DDR.
Det betyder, at studerende ikke frit kan vælge at skrive en ph. d.-afhandling og få den akademiske kvalifikation, selv når de har kvalifikationerne til det. Og det betyder, at ph. d.-uddannelserne er strømlinede, både i tilgangen til faget og i den uddannelse, som de ph. d.-studerende får.
ET PH. D.-STIPENDIUM er slusen til et job på universiteterne. Ingen, hvis projekt bliver afvist, har en chance at få den nødvendige kvalifikation, der kræves for at kunne arbejde på universitetet.
Hvad afgør så, om man kommer igennem slusen? »Det eneste, der gælder, er projektudkastets kvalitet«, kommer det stolt fra en ph. d.-skoleleder. Men hvem bestemmer, hvad »kvalitet« er? På humaniora kan den ikke måles. Gælder det ph. d.-forslag, er det en i høj grad subjektiv sag.
En højtkvalificeret student på mit institut ville ansøge om et ph. d.-stipendium.
»Du skal da ikke vælge en historisk vinkel, fordi den ingen rolle spiller i instituttets forskningsstrategi«, fik studenten at vide. Projektudkastet var ikke egnet til et stipendium i den tilhørende forskerskole.
Men et andet institut fik samme udkast - og studenten fik stipendiet. Eksemplet viser, at udvalget ikke følger kvalitetskriteriet, men forskningstilgang. Det fandtes ligeledes i DDR.
Det er en forskningspolitisk beslutning, hvem der kommer igennem slusen, og som derefter får mulighed for at præge universiteterne i generationer.
På den anden side findes der højtkvali-ficerede mennesker i Danmark, som aldrig får lov til at lave en ph. d. Deres talent bliver spildt. Samme tragedie så man i DDR. I Tyskland kan enhver student med kandidatgrad gå til en hvilken som helst professor med et ph. d.-projekt. Hvis professoren accepterer det, skriver studenten ph. d.-afhandlingen - med løs tilknytning til universitetet og på eget ansvar.
Man kan ansøge om stipendier, men det er ikke en forudsætning for selve kvalifi-kationen.
Der findes også nye ph. d.-skoler, men i Tyskland kommer man aldrig til at opgive det frie system. Systemet forudsætter risikoberedskab. Men det betyder også frihed - frihed til alle, der har talent til at lave en ph. d.-afhandling. De bedste får job, også uden for universitetet.
Hvorfor ønsker man ikke dette frie marked i den danske akademiske verden? Kan det skyldes, at det lukkede ph. d.-system sikrer, at kun personer med ' passende' projekter kan komme ind? Derved udelukkes den sunde konkurrence og mangfoldighed, når der opslås en stilling. Har Danmark råd til det?
2. Hvem får lov til at undervise i hvad? »Det er studienævnet, som i Danmark bestemmer, hvad der skal undervises i«, lyder et afgørende princip på danske universiteter.
Ret til frihed i forskning og undervisning er ikke forankret i den danske grundlov, som den er i andre lande. Undervisningsfrihed eksisterer faktisk ikke.
Studienævnene er »demokratiske« størrelser: De bliver valgt - hvordan det sker, kan man diskutere, jeg har selv oplevet et »valg« som gav mindre muligheder for demokrati end i DDR. Der findes problemer med studienævnene, som aldrig tematiseres. På den ene side er det universiteternes princip om strømlinethed, på den anden en - forståelig - mangel for kompetence.
ALLEREDE PH. D.-SLUSEN medfører, at der hersker en generel enighed i tilgangen både til forskning og undervisning. Ph. d.- studerendebliver desuden undervist i, hvordan man skal undervise. Det er dem, der senere bliver lektorer og til sidst bliver valgt i de nye forsknings-og studienævn.
Og så kompetence: »I Danmark er det sådan, at der hele tiden hersker en kamp om de enkelte fags definition«. I mit fag sidder der fire helt forskellige interessegrupper, der står for fire forskellige fagandele med hver sin særlige kompetence.
Det er alligevel kun en eneste person, som repræsenterer faget i studienævnet.
Kan denne person virkelig have kompetence, når det gælder alle fire tilgange, og repræsentere dem ligeværdigt? Det er subtile mekanismer, der gør, at man i demokratiets navn gennemtvinger særinteresser. I mit studienævns offentligt tilgængelige referat kan man læse, at der er blevet oprettet et nyt valgfag i musik, »som det forventes, at de fleste studerende tager«. Det nye fag afspejler netop fagrepræsentantens særlige kvali-fikation inden for musikfaget. Samme referat opfordrer kollegiet til at sende andre forslag til valgfag. Senere bliver to historiske forslag fra musikfaget afvist.
Som referatet viser, var beslutningen jo taget fra starten.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet »altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekonflikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag. I andre lande udbyder universiteter et bredt spektrum i undervisningen med eksperter i forskellige tilgange til faget.
Det er utænkeligt, at en professor får dikteret, hvad han må eller ikke må undervise i.
Faktisk svarer dette system til den tidssvarende virksomhedsfilosofi: Internationale universiteter bruger de ressourcer, som de har ansat, sådan at de yder deres bedste til alle parters gavn. Altså en winwin-situation. I Danmark derimod får mange eksperter ikke lov til at undervise i det, de er gode til. Der findes talrige, der har forladt universitet af denne grund.
Undervisningsfrihed er blevet et fremmedord.
Universitetsledelsen vil selvfølgelig sige, at jeg skyder helt forbi. Men hvis man har international erfaring og historisk bevidsthed, ser man et mønster.
Og det er skræmmende.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet, altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekon-flikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag.
Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen
Altinget, Forskning og Innovation, d. 12. januar 2012 kl. 23:31
Universiteterne afviser fiks ph.d.-idé
Af Kristian Bøg Frandsen og Tyson Lyall
PH.D.: Professor ved Aarhus Universitet foreslår en model, hvor kandidater kan tage en ph.d.-grad uden et stipendium i ryggen. Danske Universiteter afviser idéen, der også får en lunken modtagelse på Christiansborg.
***
Politiken d. 9. jan., 2012 (Kultur side 5) Debat:Danske universiteter præges af censur
UNIVERSITETSCENSUR Undervisningsfrihed eksisterer ikke på danske universiteter, der i stigende grad er begyndt at ligne uddannelsesinstitutioner fra det tidligere DDR. De ansatte er ' bange' for at kritisere undervisningskulturen.
Af LINDA MARIA KOLDAU, PROFESSOR I MUSIKVIDENSKAB, AARHUS UNIVERSITET
SOM UDENLANDSK professor i Danmark oplever man et land, som er stolt over sin demokratiske tradition. Men får man arbejde på et dansk universitet, oplever man også et system præget af censur, selv om det ikke kaldes ved dette uhyggelige navn. Det betegnes i stedet som ' demokratisk' med ' flade strukturer'.
Der er mange måder at udøve censur. De fleste er subtile. Med min erfaring i universitetspolitik og min historiske viden om politiske systemer - især i Tyskland - vælger jeg at udpege to aspekter, jeg har mødt på mit universitet. Udgangspunktet er mine erfaringer på mit eget institut i humaniora; men der kommer også bekræftende meldinger fra andre steder. For det meste ytret bag lukkede døre: Man er bange i Danmark.
1. Ph. d.-uddannelse efter DDR-forbillede? Den danske regering har besluttet, at man - med få undtagelser - kun får lov til at gennemføre en ph. d.-uddannelse, hvis man får et stipendium. Regeringen sørger for, at man får en høj løn, mens man er i uddannelse. Regeringen sørger også for, at der ikke findes alt for mange, som har en ph. d.-grad og så ikke kan få job på universitetet. Samme system fandtes i DDR.
Det betyder, at studerende ikke frit kan vælge at skrive en ph. d.-afhandling og få den akademiske kvalifikation, selv når de har kvalifikationerne til det. Og det betyder, at ph. d.-uddannelserne er strømlinede, både i tilgangen til faget og i den uddannelse, som de ph. d.-studerende får.
ET PH. D.-STIPENDIUM er slusen til et job på universiteterne. Ingen, hvis projekt bliver afvist, har en chance at få den nødvendige kvalifikation, der kræves for at kunne arbejde på universitetet.
Hvad afgør så, om man kommer igennem slusen? »Det eneste, der gælder, er projektudkastets kvalitet«, kommer det stolt fra en ph. d.-skoleleder. Men hvem bestemmer, hvad »kvalitet« er? På humaniora kan den ikke måles. Gælder det ph. d.-forslag, er det en i høj grad subjektiv sag.
En højtkvalificeret student på mit institut ville ansøge om et ph. d.-stipendium.
»Du skal da ikke vælge en historisk vinkel, fordi den ingen rolle spiller i instituttets forskningsstrategi«, fik studenten at vide. Projektudkastet var ikke egnet til et stipendium i den tilhørende forskerskole.
Men et andet institut fik samme udkast - og studenten fik stipendiet. Eksemplet viser, at udvalget ikke følger kvalitetskriteriet, men forskningstilgang. Det fandtes ligeledes i DDR.
Det er en forskningspolitisk beslutning, hvem der kommer igennem slusen, og som derefter får mulighed for at præge universiteterne i generationer.
På den anden side findes der højtkvali-ficerede mennesker i Danmark, som aldrig får lov til at lave en ph. d. Deres talent bliver spildt. Samme tragedie så man i DDR. I Tyskland kan enhver student med kandidatgrad gå til en hvilken som helst professor med et ph. d.-projekt. Hvis professoren accepterer det, skriver studenten ph. d.-afhandlingen - med løs tilknytning til universitetet og på eget ansvar.
Man kan ansøge om stipendier, men det er ikke en forudsætning for selve kvalifi-kationen.
Der findes også nye ph. d.-skoler, men i Tyskland kommer man aldrig til at opgive det frie system. Systemet forudsætter risikoberedskab. Men det betyder også frihed - frihed til alle, der har talent til at lave en ph. d.-afhandling. De bedste får job, også uden for universitetet.
Hvorfor ønsker man ikke dette frie marked i den danske akademiske verden? Kan det skyldes, at det lukkede ph. d.-system sikrer, at kun personer med ' passende' projekter kan komme ind? Derved udelukkes den sunde konkurrence og mangfoldighed, når der opslås en stilling. Har Danmark råd til det?
2. Hvem får lov til at undervise i hvad? »Det er studienævnet, som i Danmark bestemmer, hvad der skal undervises i«, lyder et afgørende princip på danske universiteter.
Ret til frihed i forskning og undervisning er ikke forankret i den danske grundlov, som den er i andre lande. Undervisningsfrihed eksisterer faktisk ikke.
Studienævnene er »demokratiske« størrelser: De bliver valgt - hvordan det sker, kan man diskutere, jeg har selv oplevet et »valg« som gav mindre muligheder for demokrati end i DDR. Der findes problemer med studienævnene, som aldrig tematiseres. På den ene side er det universiteternes princip om strømlinethed, på den anden en - forståelig - mangel for kompetence.
ALLEREDE PH. D.-SLUSEN medfører, at der hersker en generel enighed i tilgangen både til forskning og undervisning. Ph. d.- studerendebliver desuden undervist i, hvordan man skal undervise. Det er dem, der senere bliver lektorer og til sidst bliver valgt i de nye forsknings-og studienævn.
Og så kompetence: »I Danmark er det sådan, at der hele tiden hersker en kamp om de enkelte fags definition«. I mit fag sidder der fire helt forskellige interessegrupper, der står for fire forskellige fagandele med hver sin særlige kompetence.
Det er alligevel kun en eneste person, som repræsenterer faget i studienævnet.
Kan denne person virkelig have kompetence, når det gælder alle fire tilgange, og repræsentere dem ligeværdigt? Det er subtile mekanismer, der gør, at man i demokratiets navn gennemtvinger særinteresser. I mit studienævns offentligt tilgængelige referat kan man læse, at der er blevet oprettet et nyt valgfag i musik, »som det forventes, at de fleste studerende tager«. Det nye fag afspejler netop fagrepræsentantens særlige kvali-fikation inden for musikfaget. Samme referat opfordrer kollegiet til at sende andre forslag til valgfag. Senere bliver to historiske forslag fra musikfaget afvist.
Som referatet viser, var beslutningen jo taget fra starten.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet »altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekonflikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag. I andre lande udbyder universiteter et bredt spektrum i undervisningen med eksperter i forskellige tilgange til faget.
Det er utænkeligt, at en professor får dikteret, hvad han må eller ikke må undervise i.
Faktisk svarer dette system til den tidssvarende virksomhedsfilosofi: Internationale universiteter bruger de ressourcer, som de har ansat, sådan at de yder deres bedste til alle parters gavn. Altså en winwin-situation. I Danmark derimod får mange eksperter ikke lov til at undervise i det, de er gode til. Der findes talrige, der har forladt universitet af denne grund.
Undervisningsfrihed er blevet et fremmedord.
Universitetsledelsen vil selvfølgelig sige, at jeg skyder helt forbi. Men hvis man har international erfaring og historisk bevidsthed, ser man et mønster.
Og det er skræmmende.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet, altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekon-flikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag.
Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen
***
Altinget, Forskning og Innovation, d. 12. januar 2012 kl. 23:31
Universiteterne afviser fiks ph.d.-idé
Af Kristian Bøg Frandsen og Tyson Lyall
PH.D.: Professor ved Aarhus Universitet foreslår en model, hvor kandidater kan tage en ph.d.-grad uden et stipendium i ryggen. Danske Universiteter afviser idéen, der også får en lunken modtagelse på Christiansborg.
***
[intern ref.]
Wednesday, November 9, 2011
Rundsavs-kulturen på universitetet og Penkowa
Information d. 9. nov., 2011 (1. sektion side 13) Debat: Kommentar:
Det resignerede universitet
Københavns Universitet holdt høring om, hvad vi kan lære af Penkowasagen. Svaret er: En hel del mere
Af Gitte Meyer
I ganske mange år kunne den klassiske idé om universitetet i et vist omfang genfindes i den virkelige verden, på godt og ondt. Ideen drejede sig om universitetet som sindbillede på et civilsamfund.
Man var medlem af og havde som myndig universitetsborger medansvar for universitetet. Det er ikke længere tilfældet. Derom kunne man den 3. november forvisse sig ved at overvære den høring, som Københavns Universitet holdt under overskriften: Hvad har vi lært af Penkowa-sagen? Universitet har tusindvis af forskere og titusinder af studerende. Blandt disse har Penkowa-sagen om videnskabelig og anden uredelighed givet anledning til betydelig forargelse og bekymring.
Sagen kan også ses som udtryk for en udvikling, der befordrer resignation. Derfor var det egentlig ikke overraskende, at kun omkring hundrede (gennemgående ikke af de yngste) deltog i høringen og i det store og hele tappert holdt sig vågne, mens repræsentanter for universitetsverdenens nye lag af anonyme ledelsesnomader præsenterede en handlingsplan.
På kommando?
På sine egne betingelser er handlingsplanen net og nydelig. Den udnytter de muligheder, som formel regulering giver, og drejer sig om strammere strukturer, regler, kontrol, belæring og specialisering: Indførelse af en studenterombudsmand.
Nedsættelse af et udvalg, der skal overveje en whistleblower-ordning. Etikkurser for forskerstuderende. Nøjere økonomistyring og notatpligt.
Klarere regler omkring uddeling af priser og hædersbevisninger samt for anmeldelser om mistænkt uredelighed og håndtering af sådanne.
Man skal ikke kimse af et universitetsbureaukrati, der ønsker at styrke sig selv under bekendelse til god forvaltningspraksis.
Ordnede samfund af en vis størrelse fordrer en vis mængde bureaukrati.
I heldigste fald udøves det af gode bureaukrater, der kender deres egne begrænsninger og ikke lider af overdreven tro på den formelle regulerings rækkevidde.
Her melder tvivlen sig i forhold til den københavnske handlingsplan. Målet er, blev det erklæret, at »drive kulturændringer frem«, at »ændre den herskende kultur« og at fremme en kultur, hvor alle er opmærksomme på dårlig videnskabelig praksis, så berettigede mistanker bringes frem, mens hævnmotiverede anklager undgås.
Det skal gøres til en ledelsesopgave at sikre »tillidsfuld kooperation« og en åben og tryg diskussion af kritisable forhold. Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?
Rundsavs-kulturen
Ud fra en anden analyse end den, som ligger bag handlingsplanen, kan fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa knyttes til det forhold, at uhæmmet individuelt og kollektivt status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden.
I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ' højere liga' i den internationale universitetskonkurrence.
I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles.
Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.
Handlingsplanen kan ses som en bestræbelse på at øge kontrollen inden for rammerne af denne kultur, så de værste udskejelser kan blive modvirket eller afklapset.
Det klinger hult, når planen samtidig præsenteres som et opgør med den herskende kultur. Med talen om åbenhed og tillid sendes appeller til et universitært civilsamfund, som netop den herskende rundsavskultur gør til naiv tale. Som lærestykke er Penkowa-sagen fortsat ikke udtømt.
Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist
FAKULTET@INFORMATION.DK
[intern ref.]
Det resignerede universitet
Københavns Universitet holdt høring om, hvad vi kan lære af Penkowasagen. Svaret er: En hel del mere
Af Gitte Meyer
I ganske mange år kunne den klassiske idé om universitetet i et vist omfang genfindes i den virkelige verden, på godt og ondt. Ideen drejede sig om universitetet som sindbillede på et civilsamfund.
Man var medlem af og havde som myndig universitetsborger medansvar for universitetet. Det er ikke længere tilfældet. Derom kunne man den 3. november forvisse sig ved at overvære den høring, som Københavns Universitet holdt under overskriften: Hvad har vi lært af Penkowa-sagen? Universitet har tusindvis af forskere og titusinder af studerende. Blandt disse har Penkowa-sagen om videnskabelig og anden uredelighed givet anledning til betydelig forargelse og bekymring.
Sagen kan også ses som udtryk for en udvikling, der befordrer resignation. Derfor var det egentlig ikke overraskende, at kun omkring hundrede (gennemgående ikke af de yngste) deltog i høringen og i det store og hele tappert holdt sig vågne, mens repræsentanter for universitetsverdenens nye lag af anonyme ledelsesnomader præsenterede en handlingsplan.
På kommando?
På sine egne betingelser er handlingsplanen net og nydelig. Den udnytter de muligheder, som formel regulering giver, og drejer sig om strammere strukturer, regler, kontrol, belæring og specialisering: Indførelse af en studenterombudsmand.
Nedsættelse af et udvalg, der skal overveje en whistleblower-ordning. Etikkurser for forskerstuderende. Nøjere økonomistyring og notatpligt.
Klarere regler omkring uddeling af priser og hædersbevisninger samt for anmeldelser om mistænkt uredelighed og håndtering af sådanne.
Man skal ikke kimse af et universitetsbureaukrati, der ønsker at styrke sig selv under bekendelse til god forvaltningspraksis.
Ordnede samfund af en vis størrelse fordrer en vis mængde bureaukrati.
I heldigste fald udøves det af gode bureaukrater, der kender deres egne begrænsninger og ikke lider af overdreven tro på den formelle regulerings rækkevidde.
Her melder tvivlen sig i forhold til den københavnske handlingsplan. Målet er, blev det erklæret, at »drive kulturændringer frem«, at »ændre den herskende kultur« og at fremme en kultur, hvor alle er opmærksomme på dårlig videnskabelig praksis, så berettigede mistanker bringes frem, mens hævnmotiverede anklager undgås.
Det skal gøres til en ledelsesopgave at sikre »tillidsfuld kooperation« og en åben og tryg diskussion af kritisable forhold. Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?
Rundsavs-kulturen
Ud fra en anden analyse end den, som ligger bag handlingsplanen, kan fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa knyttes til det forhold, at uhæmmet individuelt og kollektivt status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden.
I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ' højere liga' i den internationale universitetskonkurrence.
I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles.
Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.
Handlingsplanen kan ses som en bestræbelse på at øge kontrollen inden for rammerne af denne kultur, så de værste udskejelser kan blive modvirket eller afklapset.
Det klinger hult, når planen samtidig præsenteres som et opgør med den herskende kultur. Med talen om åbenhed og tillid sendes appeller til et universitært civilsamfund, som netop den herskende rundsavskultur gør til naiv tale. Som lærestykke er Penkowa-sagen fortsat ikke udtømt.
Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist
FAKULTET@INFORMATION.DK
[intern ref.]
Tuesday, November 8, 2011
Humanistisk forskning klarer sig fint
Politiken d. 8. nov., 2011 (Kultur side 10) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT
Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.
SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.
For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.
HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.
UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.
analyse@pol.dk
Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
[intern ref.]
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT
Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.
SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.
For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.
HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.
UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.
David Budtz Pedersen er ph. d.-stipendiat, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Frederik Stjernfelt er professor, dr. phil. Center for Semiotik, Aarhus Universitet.
analyse@pol.dk
Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
[intern ref.]
Subscribe to:
Posts (Atom)