Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE
De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:
1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.
2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.
3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.
4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.
5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.
6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.
7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.
8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.
9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.
10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.
Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
[intern ref.]
Showing posts with label universitetslov. Show all posts
Showing posts with label universitetslov. Show all posts
Monday, October 31, 2011
Thursday, September 22, 2011
Ni gode råd til den nye videnskabsminister
Politiken d. 22. sept., 2011 (Kultur side 6) Debat:
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister
Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET
1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.
[intern ref.]
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister
Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET
1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.
2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.
3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.
4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.
5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.
6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.
7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.
8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.
9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.
[intern ref.]
Saturday, August 6, 2011
Aarhus Universitets ledelses-deroute
Politiken d. 6. aug., 2011 (Debat side 3) Debat:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1354211/enevaelde-propaganda-bureaukrati/
Enevælde, propaganda, bureaukrati...
Kejserens nye klæder på Aarhus Universitet
Af BENT ØRSTED
SOM BEKYMRET iagttager ønsker jeg her at beskrive forholdene ved universiteterne, og specielt i Aarhus , set i lyset af de helt nye ledelsesformer, senest skærpet af den nyligt vedtagne lovændring på området.
Min konklusion vil være, at der er behov for en kraftig opbremsning og kursændring - og der er ikke tale om nogen tilbagevenden til noget professorvælde - alene af hensyn til, at samfundet skal have de universiteter, det fortjener.
Man kan få det indtryk, at lovgiverne er blevet ført bag lyset af en lobby bestående af universitetsrektorer og -direktører samt ledende medarbejdere i Videnskabsministeriet.
Jeg er en af Aarhus Universitets mange medarbejdere, der har set den ene ændring efter den anden i organisationen og godtaget dem; men som på et tidspunkt, hvor forbløffelse er blevet afløst af forargelse, nu sætter spørgsmålstegn ved hele øvelsen. Jeg vil belyse situationen fra forskellige vinkler, vel vidende at dette ikke kan være en udførlig rapport, og med reference til nogle af de argumenter, vi har hørt til fordel for reformerne.
I overskriftsform vil jeg omtale: (1) Enevælden, (2) Propagandamaskinen, (3) Bureaukratiet, (4) Medarbejderindflydelsen, (5) Stanford-argumentet.
Jeg vil primært omtale situationen ved Aarhus Universitet (AU), om end jeg tror, at noget lignende opleves andre steder. Det vil heller ikke være muligt at komme ind på nøjagtige tal, men meget er dokumenteret i andre sammenhænge.
Lad mig endvidere slå fast, at der ikke er tale om en opdeling eller konflikt mellem medarbejdere i naturvidenskab og humaniora, samfundsfag og medicin, endsige mellem det videnskabelige og teknisk-administrative personale.
ENEVÆLDEN.
Al magt koncentreres hos rektor for AU, der nu er som en kaptajn som CEO i et vældigt forretningsforetagende.
Han kan i meget høj grad indrette universitetet, som han vil, ved f. eks. at opbygge et gigantisk bureaukrati - hvilket allerede er sket - langt ud over, hvad man tidligere har set, alene med det formål at kunne styre og måle og kontrollere alle bevægelser. Rektor og den øverste ledelse har i stort omfang hyret konsulentfirmaer i forbindelse med den såkaldte ' faglige forandringsproces' ( FF), til alt lige fra udformningen af strategier til personlighedstest af medarbejdere; og de har bestemt ikke inddraget den ekspertise i samfundsvidenskab, der er på universitetet, f. eks. på områder som organisation.
Rektor har desuden bevilget sig selv en meget stor pengepulje, der skal bruges og fordeles af ham selv; han bestemmer, hvad der skal støttes med disse midler, altså hvad han nu tror at forstå vedrørende forskningsopgaver. Det næsten komiske er her, at man viser universiteterne tillid (siger man) ved at give dem mange frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid; til gengæld sender han tilliden videre til medarbejderne i form af mistillid og kontrol.
Intet menneske kan overskue og forstå et så stort og komplekst foretagende som et universitet, medmindre man reducerer det til kun at være beløbsstørrelser delt ud på 19 kategorier. Pointen er, at et universitet ikke er en mekanisme, men en organisme - det er levende og kreativt og musikalsk og af og til uforudsigeligt.
Men selvfølgelig vil en rektor efter nogen tid ved magten begynde at identificere sig: Universitetet det er mig. Det er netop, hvad vi ser i organisationen ved navn Danske Universiteter (DU), som er en interesseorganisation for otte danske universiteter; medlemmerne er rektorerne, og de udtaler sig så på universiteternes vegne. Dette skete f.eks. netop i forbindelse med revisionen af universitetsloven, som DU finder ganske strålende, lad os bare få mulighed for at nedlægge fakulteter og skille os af med dekaner og andre, der måtte være i vejen for endnu mere centralmagt. DU roser også loven for at lade rektorerne bestemme, hvor meget medindflydelse medarbejderne skal have (eventuelt slet ingen). DU har ingen legitimitet blandt medarbejderne på universiteterne, ingen er valgt, alle er udnævnt af bestyrelser, der igen er udpeget af ministeriet; det er næsten for meget. Vi lader den stå et øjeblik.
At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft. Men her risikerer man, at denne ikke er i stand til hverken at kunne vurdere kvaliteten af det forelagte, eller om der er tale om regulær svindel - her kommer Penkowasagen til som eksempel. Kun de mest påtrængende vil have en chance for at komme til orde, og sager, der burde belyses fra flere sider, kan man frygte ikke vil blive det. Det bliver plattenslagernes paradis.
PROPAGANDAMASKINEN.
Det startede tilsyneladende uskyldigt her ved AU med indførelsen af et helt nyt designsystem, et nærmest ulæseligt nyt alfabet og look; det har nok ikke været billigt, og senere blev AU's gamle motto, 'Solidum petit in profundis' (søger i dybet den faste grund) umærkeligt til: Søg de dybere sammenhænge - nu i flotte nye pastelfarver.
Det lyder tilforladeligt, hvis ikke det var, fordi reklamekronerne er givet ud med det faste formål at få FF (den faglige forandring skulle vise sig at være et anslag mod de faglige miljøer, til tonerne af bureaukratisk oprustning) til at glide ned.
Jeg har også søgt de dybere sammenhænge, og jeg er nået frem til, at der er tale om et forsøg på at retfærdiggøre rektors puljer: De skal nemlig bruges til tværfaglige initiativer. Nogle af de temaer, der har været oppe som dybere sammenhænge, og ikke mindst de flotte reklamesøjler, vi har haft stående, er efter min mening himmelråbende talentløst nonsens. På det seneste er nogle af disse udkommet på hele sider i aviserne - hvor et reklamebureau bl.a. har fået vrøvlet fysik og teologi sammen, i Bohrs og Kierkegaards hjemland.
Det sidste nye er en sommer-glædesfest i universitetsparken, hvor alle fejrer det nye, fremtidens og ledelsens AU, med alt fra spisning til gratis rock-koncert (det skal dog siges: på meget højt niveau).
Jeg har også bemærket, at der ved flere lejligheder har været officielle rapporter og indlæg ved medarbejdere i Verdensbanken, hvor AU-rektor har arbejdet i 18 år. Disse indlæg har generelt rost ledelsesformerne ved AU - til gengæld kender jeg ikke nogen verdensklasse-2 universiteter, der er drevet af Verdensbanken.
BUREAUKRATIET.
Samtidig med at der overføres betydelige midler fra de centrale værdiskabende aktiviteter forskning og undervisning til rektor og bureaukrati, er der opstået nye organisatoriske søjler. En af disse er HR-søjlen med en nys udnævnt vicedirektør, og vi må forstå, at det bliver en overordentlig vigtig del af fremtidens universitet .
HR-vicedirektøren bliver en central del af ledelsen, og HR vil løse opgaver langt større end de traditionelle: Som det udtales på hjemmesiden, skal HR være repræsenteret ved partnere på alle niveauer, og her skal de bistå f.eks. institutledere med at finde de rigtige kandidater til stillinger; ja, i det hele taget skal HR bidrage proaktivt til universitetets resultatskabelse.
Nu er det så, at jeg spekulerer på, hvilke resultater der her tænkes på, andet end at fungere som ledelsens øjne og ører. Ud over de sædvanlige to grupper af ansatte: videnskabelige medarbejdere og tekniskadministrative ansatte, VIP og TAP, er man ved at opbygge en tredje: videnskabeligt administrationspersonale, VAP.
Disse vil få den helt overordnede ledelse, ofte uden baggrund i universitetets kerneaktiviteter: forskning og undervisning.
Det, der hele tiden er blevet fremført som et ønske om professionel ledelse, ser ud til at ende som amatørernes universitet.
Det mest professionelle er åbenbart det bureaukratiske jerngreb, som økonomien kommer til at ligge i. Man har systematisk flyttet kontrollen med økonomien opad i systemet, således at vi ender med en stor rektorpulje; indsigten i finanserne og dermed magten over systemet bliver yderst koncentreret, specielt via projektstyring. Hertil kommer, at en stor del af TAP-personalet her i foråret over en kam skulle søge deres egne stillinger (altså blev fyret - eufemismen var, at nu fik vi en ønskerunde, hvor man kunne kaste sit lod i ønskebrønden).
Hvor vi hidtil har haft en fin administration med et godt og tæt samarbejde, hvor man kender hinanden, får vi nu et VAP-bureaukrati, der lige så godt kunne sidde i Indien.
MEDARBEJDERINDFLYDELSEN.
De sidste, der bliver spurgt, og de sidste, der får noget vide, er medarbejderne - altså dem, der kører universitetet, skaber værdierne og elsker deres fag respektive administrative arbejde. Der er ganske vist blevet afholdt nogle møder i forbindelse med indførelsen af de nye tider; men jeg må desværre sige, at der var tale om det mest nedladende og intetsigende møde, jeg længe har oplevet.
Vi fik at vide, at alt var under diskussion, intet var fastlagt, ingen vidste lige, hvordan det ville ende osv. - mens alle planer (kan vi nu se) har ligget klar i skuffen længe. Det er også fremgået af udtalelser fra ledelsen, at meget har været aftalt med ministeriet (naturligvis), og der har jo ikke været behov for at inddrage medarbejderne.
Måske ramte den nye formand for AU's bestyrelse hovedet på sømmet ved sit besøg på AU i forbindelse med rektors præsentation af fremtidens AU i starten af marts; formanden udtalte, »at nu har vi taget hovedgreb på universitetet« (!) - altså så vidt jeg ved, er der her tale om et udtryk fra sportens verden, nemlig brydning, hvor man med et effektivt greb tvinger modstanderen i måtten.
Befriende ærligt. På den anden side er det mit indtryk, at mange virksomheder har succes med en såkaldt flad struktur, altså hvor man viser medarbejderne tillid og giver dem medbestemmelse. Her ligger i virkeligheden den største bekymring: at medarbejderne ved universiteterne mister gejsten, og at de ikke længere føler, at det er deres universitet , men ledelsens.
STANFORD-ARGUMENTET.
Danske Universiteter vil gerne være blandt de førende i verden, hvilket (for dem) vil sige at ligge højt på 'ranking-listerne'. Desværre er AU for nedadgående på den sidste Times Higher Education-liste - men ligger dog stadig pænt. Man ønsker at blive som Stanford og MIT: Massachusetts Institute of Technology (ikke at det spiller den store rolle, men jeg har selv studeret, arbejdet og undervist ved MIT), og det skal ske via mere professionel ledelse og stærk styring - og altså mere bureaukrati, et større pengeforbrug hos ledelsen og mindre medarbejderindflydelse.
Jeg tror ikke, at mange blandt DU-lederne har meget direkte kendskab til de amerikanske top-universiteter, for jeg kan oplyse, at der hersker en ganske anden virksomhedskultur; et af nøgleordene er respekt, respekt for de ansattes indsigt og evner, for institutledernes dømmekraft, og for den frihed, der er et centralt element ved et universitet . Hertil kommer, at USA er et større land, der er en stor udvælgelse for at komme på et godt universitet , og disse universiteter har en lang tradition og store midler bag sig.
Man kan ikke på kort tid og med et hurtigt fix skaffe sig noget lignende herhjemme. Men det er noget, universitetsledere i Europa tit drømmer om. Hvilket bringer os til endnu et aspekt ved den nye tids rektorer: De mødes med deres kolleger i andre lande, udveksler erfaringer om ledelse og finder (har vel allerede fundet) en konsensus; so ein Ding müssen wir auch haben. Hvad jeg mener, er, at deres kollegiale referenceramme for en stor del slet ikke er på deres eget universitet og dets medarbejdere - de er langt mere interesserede i, hvad man tilfældigt måtte mene langt herfra.
JEG KAN GODT forstå, at man som politiker kan blive fanget af argumentet om, at et universitet skal styres, at de mange skal komme samfundet til gode, gerne i form af nye bidrag til fakturerbar produktion.
Jeg kan også godt forstå, at det lyder besnærende, når nogen påstår, at det kan de alt sammen levere - og samtidig skaffe universiteter på højeste niveau.
Problemet er, at det slet ikke vil gå sådan med den nuværende kurs, der ikke har nogen form for evidens.
Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.
Det er lidt, som hvis man fældede regnskoven for at plante majs over det hele; man mister muligvis nogle sjældne og upåagtede planter, der senere kunne komme til nytte. Hvis man for et par hundrede år siden ville satse på at forbedre belysningen, ville man have opfundet bedre olielamper, men nok ikke elektromagnetismen.
Beslutninger skal frem i lyset og træffes så lokalt som muligt, medarbejderne skal inddrages, forskere og andre ansættes efter de bedste faglige kriterier til at forske frit, altså som hidtil (før de seneste reformer).
For så vil universitetet fortsat bidrage til samfundet på højeste niveau med dygtige og fagligt stærkt funderede unge kandidater og ph.d.'er samt mange muligheder for også økonomiske fordele for samfundet.
Universitetet er en kilde til udvikling og indsigt i en voksende verden af menneskelige muligheder, et sted for præcisering af sprog og begreber, for eksperimenter og for eftertanke: for med små skridt at nærme sig sandheden. Der er ingen modsætning mellem det og så at have et godt samarbejde med forskerparker, virksomheder og andre aftagere.
Længe leve Aarhus Universitet .
[intern ref.]
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1354211/enevaelde-propaganda-bureaukrati/
Enevælde, propaganda, bureaukrati...
Kejserens nye klæder på Aarhus Universitet
Af BENT ØRSTED
Man viser universiteterne tillid ved at give dem mange
frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid
At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i
sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft
Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier
og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages
fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.
frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid
At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i
sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft
Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier
og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages
fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.
SOM BEKYMRET iagttager ønsker jeg her at beskrive forholdene ved universiteterne, og specielt i Aarhus , set i lyset af de helt nye ledelsesformer, senest skærpet af den nyligt vedtagne lovændring på området.
Min konklusion vil være, at der er behov for en kraftig opbremsning og kursændring - og der er ikke tale om nogen tilbagevenden til noget professorvælde - alene af hensyn til, at samfundet skal have de universiteter, det fortjener.
Man kan få det indtryk, at lovgiverne er blevet ført bag lyset af en lobby bestående af universitetsrektorer og -direktører samt ledende medarbejdere i Videnskabsministeriet.
Jeg er en af Aarhus Universitets mange medarbejdere, der har set den ene ændring efter den anden i organisationen og godtaget dem; men som på et tidspunkt, hvor forbløffelse er blevet afløst af forargelse, nu sætter spørgsmålstegn ved hele øvelsen. Jeg vil belyse situationen fra forskellige vinkler, vel vidende at dette ikke kan være en udførlig rapport, og med reference til nogle af de argumenter, vi har hørt til fordel for reformerne.
I overskriftsform vil jeg omtale: (1) Enevælden, (2) Propagandamaskinen, (3) Bureaukratiet, (4) Medarbejderindflydelsen, (5) Stanford-argumentet.
Jeg vil primært omtale situationen ved Aarhus Universitet (AU), om end jeg tror, at noget lignende opleves andre steder. Det vil heller ikke være muligt at komme ind på nøjagtige tal, men meget er dokumenteret i andre sammenhænge.
Lad mig endvidere slå fast, at der ikke er tale om en opdeling eller konflikt mellem medarbejdere i naturvidenskab og humaniora, samfundsfag og medicin, endsige mellem det videnskabelige og teknisk-administrative personale.
ENEVÆLDEN.
Al magt koncentreres hos rektor for AU, der nu er som en kaptajn som CEO i et vældigt forretningsforetagende.
Han kan i meget høj grad indrette universitetet, som han vil, ved f. eks. at opbygge et gigantisk bureaukrati - hvilket allerede er sket - langt ud over, hvad man tidligere har set, alene med det formål at kunne styre og måle og kontrollere alle bevægelser. Rektor og den øverste ledelse har i stort omfang hyret konsulentfirmaer i forbindelse med den såkaldte ' faglige forandringsproces' ( FF), til alt lige fra udformningen af strategier til personlighedstest af medarbejdere; og de har bestemt ikke inddraget den ekspertise i samfundsvidenskab, der er på universitetet, f. eks. på områder som organisation.
Rektor har desuden bevilget sig selv en meget stor pengepulje, der skal bruges og fordeles af ham selv; han bestemmer, hvad der skal støttes med disse midler, altså hvad han nu tror at forstå vedrørende forskningsopgaver. Det næsten komiske er her, at man viser universiteterne tillid (siger man) ved at give dem mange frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid; til gengæld sender han tilliden videre til medarbejderne i form af mistillid og kontrol.
Intet menneske kan overskue og forstå et så stort og komplekst foretagende som et universitet, medmindre man reducerer det til kun at være beløbsstørrelser delt ud på 19 kategorier. Pointen er, at et universitet ikke er en mekanisme, men en organisme - det er levende og kreativt og musikalsk og af og til uforudsigeligt.
Men selvfølgelig vil en rektor efter nogen tid ved magten begynde at identificere sig: Universitetet det er mig. Det er netop, hvad vi ser i organisationen ved navn Danske Universiteter (DU), som er en interesseorganisation for otte danske universiteter; medlemmerne er rektorerne, og de udtaler sig så på universiteternes vegne. Dette skete f.eks. netop i forbindelse med revisionen af universitetsloven, som DU finder ganske strålende, lad os bare få mulighed for at nedlægge fakulteter og skille os af med dekaner og andre, der måtte være i vejen for endnu mere centralmagt. DU roser også loven for at lade rektorerne bestemme, hvor meget medindflydelse medarbejderne skal have (eventuelt slet ingen). DU har ingen legitimitet blandt medarbejderne på universiteterne, ingen er valgt, alle er udnævnt af bestyrelser, der igen er udpeget af ministeriet; det er næsten for meget. Vi lader den stå et øjeblik.
At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft. Men her risikerer man, at denne ikke er i stand til hverken at kunne vurdere kvaliteten af det forelagte, eller om der er tale om regulær svindel - her kommer Penkowasagen til som eksempel. Kun de mest påtrængende vil have en chance for at komme til orde, og sager, der burde belyses fra flere sider, kan man frygte ikke vil blive det. Det bliver plattenslagernes paradis.
PROPAGANDAMASKINEN.
Det startede tilsyneladende uskyldigt her ved AU med indførelsen af et helt nyt designsystem, et nærmest ulæseligt nyt alfabet og look; det har nok ikke været billigt, og senere blev AU's gamle motto, 'Solidum petit in profundis' (søger i dybet den faste grund) umærkeligt til: Søg de dybere sammenhænge - nu i flotte nye pastelfarver.
Det lyder tilforladeligt, hvis ikke det var, fordi reklamekronerne er givet ud med det faste formål at få FF (den faglige forandring skulle vise sig at være et anslag mod de faglige miljøer, til tonerne af bureaukratisk oprustning) til at glide ned.
Jeg har også søgt de dybere sammenhænge, og jeg er nået frem til, at der er tale om et forsøg på at retfærdiggøre rektors puljer: De skal nemlig bruges til tværfaglige initiativer. Nogle af de temaer, der har været oppe som dybere sammenhænge, og ikke mindst de flotte reklamesøjler, vi har haft stående, er efter min mening himmelråbende talentløst nonsens. På det seneste er nogle af disse udkommet på hele sider i aviserne - hvor et reklamebureau bl.a. har fået vrøvlet fysik og teologi sammen, i Bohrs og Kierkegaards hjemland.
Det sidste nye er en sommer-glædesfest i universitetsparken, hvor alle fejrer det nye, fremtidens og ledelsens AU, med alt fra spisning til gratis rock-koncert (det skal dog siges: på meget højt niveau).
Jeg har også bemærket, at der ved flere lejligheder har været officielle rapporter og indlæg ved medarbejdere i Verdensbanken, hvor AU-rektor har arbejdet i 18 år. Disse indlæg har generelt rost ledelsesformerne ved AU - til gengæld kender jeg ikke nogen verdensklasse-2 universiteter, der er drevet af Verdensbanken.
BUREAUKRATIET.
Samtidig med at der overføres betydelige midler fra de centrale værdiskabende aktiviteter forskning og undervisning til rektor og bureaukrati, er der opstået nye organisatoriske søjler. En af disse er HR-søjlen med en nys udnævnt vicedirektør, og vi må forstå, at det bliver en overordentlig vigtig del af fremtidens universitet .
HR-vicedirektøren bliver en central del af ledelsen, og HR vil løse opgaver langt større end de traditionelle: Som det udtales på hjemmesiden, skal HR være repræsenteret ved partnere på alle niveauer, og her skal de bistå f.eks. institutledere med at finde de rigtige kandidater til stillinger; ja, i det hele taget skal HR bidrage proaktivt til universitetets resultatskabelse.
Nu er det så, at jeg spekulerer på, hvilke resultater der her tænkes på, andet end at fungere som ledelsens øjne og ører. Ud over de sædvanlige to grupper af ansatte: videnskabelige medarbejdere og tekniskadministrative ansatte, VIP og TAP, er man ved at opbygge en tredje: videnskabeligt administrationspersonale, VAP.
Disse vil få den helt overordnede ledelse, ofte uden baggrund i universitetets kerneaktiviteter: forskning og undervisning.
Det, der hele tiden er blevet fremført som et ønske om professionel ledelse, ser ud til at ende som amatørernes universitet.
Det mest professionelle er åbenbart det bureaukratiske jerngreb, som økonomien kommer til at ligge i. Man har systematisk flyttet kontrollen med økonomien opad i systemet, således at vi ender med en stor rektorpulje; indsigten i finanserne og dermed magten over systemet bliver yderst koncentreret, specielt via projektstyring. Hertil kommer, at en stor del af TAP-personalet her i foråret over en kam skulle søge deres egne stillinger (altså blev fyret - eufemismen var, at nu fik vi en ønskerunde, hvor man kunne kaste sit lod i ønskebrønden).
Hvor vi hidtil har haft en fin administration med et godt og tæt samarbejde, hvor man kender hinanden, får vi nu et VAP-bureaukrati, der lige så godt kunne sidde i Indien.
MEDARBEJDERINDFLYDELSEN.
De sidste, der bliver spurgt, og de sidste, der får noget vide, er medarbejderne - altså dem, der kører universitetet, skaber værdierne og elsker deres fag respektive administrative arbejde. Der er ganske vist blevet afholdt nogle møder i forbindelse med indførelsen af de nye tider; men jeg må desværre sige, at der var tale om det mest nedladende og intetsigende møde, jeg længe har oplevet.
Vi fik at vide, at alt var under diskussion, intet var fastlagt, ingen vidste lige, hvordan det ville ende osv. - mens alle planer (kan vi nu se) har ligget klar i skuffen længe. Det er også fremgået af udtalelser fra ledelsen, at meget har været aftalt med ministeriet (naturligvis), og der har jo ikke været behov for at inddrage medarbejderne.
Måske ramte den nye formand for AU's bestyrelse hovedet på sømmet ved sit besøg på AU i forbindelse med rektors præsentation af fremtidens AU i starten af marts; formanden udtalte, »at nu har vi taget hovedgreb på universitetet« (!) - altså så vidt jeg ved, er der her tale om et udtryk fra sportens verden, nemlig brydning, hvor man med et effektivt greb tvinger modstanderen i måtten.
Befriende ærligt. På den anden side er det mit indtryk, at mange virksomheder har succes med en såkaldt flad struktur, altså hvor man viser medarbejderne tillid og giver dem medbestemmelse. Her ligger i virkeligheden den største bekymring: at medarbejderne ved universiteterne mister gejsten, og at de ikke længere føler, at det er deres universitet , men ledelsens.
STANFORD-ARGUMENTET.
Danske Universiteter vil gerne være blandt de førende i verden, hvilket (for dem) vil sige at ligge højt på 'ranking-listerne'. Desværre er AU for nedadgående på den sidste Times Higher Education-liste - men ligger dog stadig pænt. Man ønsker at blive som Stanford og MIT: Massachusetts Institute of Technology (ikke at det spiller den store rolle, men jeg har selv studeret, arbejdet og undervist ved MIT), og det skal ske via mere professionel ledelse og stærk styring - og altså mere bureaukrati, et større pengeforbrug hos ledelsen og mindre medarbejderindflydelse.
Jeg tror ikke, at mange blandt DU-lederne har meget direkte kendskab til de amerikanske top-universiteter, for jeg kan oplyse, at der hersker en ganske anden virksomhedskultur; et af nøgleordene er respekt, respekt for de ansattes indsigt og evner, for institutledernes dømmekraft, og for den frihed, der er et centralt element ved et universitet . Hertil kommer, at USA er et større land, der er en stor udvælgelse for at komme på et godt universitet , og disse universiteter har en lang tradition og store midler bag sig.
Man kan ikke på kort tid og med et hurtigt fix skaffe sig noget lignende herhjemme. Men det er noget, universitetsledere i Europa tit drømmer om. Hvilket bringer os til endnu et aspekt ved den nye tids rektorer: De mødes med deres kolleger i andre lande, udveksler erfaringer om ledelse og finder (har vel allerede fundet) en konsensus; so ein Ding müssen wir auch haben. Hvad jeg mener, er, at deres kollegiale referenceramme for en stor del slet ikke er på deres eget universitet og dets medarbejdere - de er langt mere interesserede i, hvad man tilfældigt måtte mene langt herfra.
JEG KAN GODT forstå, at man som politiker kan blive fanget af argumentet om, at et universitet skal styres, at de mange skal komme samfundet til gode, gerne i form af nye bidrag til fakturerbar produktion.
Jeg kan også godt forstå, at det lyder besnærende, når nogen påstår, at det kan de alt sammen levere - og samtidig skaffe universiteter på højeste niveau.
Problemet er, at det slet ikke vil gå sådan med den nuværende kurs, der ikke har nogen form for evidens.
Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.
Det er lidt, som hvis man fældede regnskoven for at plante majs over det hele; man mister muligvis nogle sjældne og upåagtede planter, der senere kunne komme til nytte. Hvis man for et par hundrede år siden ville satse på at forbedre belysningen, ville man have opfundet bedre olielamper, men nok ikke elektromagnetismen.
Beslutninger skal frem i lyset og træffes så lokalt som muligt, medarbejderne skal inddrages, forskere og andre ansættes efter de bedste faglige kriterier til at forske frit, altså som hidtil (før de seneste reformer).
For så vil universitetet fortsat bidrage til samfundet på højeste niveau med dygtige og fagligt stærkt funderede unge kandidater og ph.d.'er samt mange muligheder for også økonomiske fordele for samfundet.
Universitetet er en kilde til udvikling og indsigt i en voksende verden af menneskelige muligheder, et sted for præcisering af sprog og begreber, for eksperimenter og for eftertanke: for med små skridt at nærme sig sandheden. Der er ingen modsætning mellem det og så at have et godt samarbejde med forskerparker, virksomheder og andre aftagere.
Længe leve Aarhus Universitet .
BENT ØRSTED.
Bent Ørsted er ansat ved Institut for Matematik, Aarhus Universitet.
Bent Ørsted er ansat ved Institut for Matematik, Aarhus Universitet.
[intern ref.]
Sunday, June 26, 2011
Forsker skal i højere grad optræde som Marlene Wind gjorde
Politiken d. 26. juni, 2011 (Kultur side 15) Debat:
Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i
Aldrig har vi haft så få intellektuelle, som efter forskere begyndte at opføre sig som eksperter. Men vi har brug for intellektuelle til at give os klare og kontante udmeldinger, når nu politikerne ikke gør det mere.
Af CLAUS HOLM, PRODEKAN FOR FORMIDLING, AARHUS UNIVERSITET
DANMARK ER et antiintellektuelt land fyldt med ekspertudtalelser. Det fungerer uden problemer, så længe forskerne opfører sig som uafhængige og neutrale eksperter. Men i samme øjeblik forskerne engagerer sig politisk og opfører sig som intellektuelle, så må de regne med at blive kritiseret fra politisk hold. Selvfølgelig. Kritik er den intellektuelles våben og vilkår.
PROFESSOR Marlene Winds udtalelser er både et enkeltstående eksempel på intellektuelt mod og på et mod, som svigtede hende. »De kan bare komme an«, udfordrede Marlene Wind ellers Dansk Folkeparti for åben skærm.
Resultat: En effektivt iscenesat personhetz og et tryk på mediepauseknappen.
At optræde som intellektuel har personlige omkostninger. Intellektuel holdbarhed kræver mottoet: ' Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere'.
Lige i øjeblikket er 'modige Marlene' mediedød. Om hun genopstår som neutral ekspert, er det store spørgsmål. Under alle omstændigheder er ekspertens motto et helt andet, nemlig: »Min holdbarhed handler om, at jeg holder mig til mit fagfelt«.
MEN SKAL forskere bare holde sig til ekspertrollen? Nej, for det danske samfund har brug for både eksperter og intellektuelle. De gør vidt forskellige, men lige nødvendige, ting for os. Mens eksperten er bundet til sit fagfelt, så overskrider den intellektuelle fagfelter. Det er spændende - og barskt - at være intellektuel. Ikke mindst fordi ansvaret for kritiske ideer, tanker og synspunkter ene og alene hviler på den intellektuelle persons skuldre.
At optræde som ekspert er derimod langt tryggere, da forskeren begrænser sig til at henvise til den viden, som et fag- og forskningsfællesskab står inde for. Kort sagt: Eksperter er betryggende og ved bedre end intellektuelle. Intellektuelle er derimod modigere og mere intelligente end eksperter.
Den intelligente opførsel hænger sammen med, at de er bedre end eksperter til at improvisere i en offentlig debat, da de ikke er skrækslagne for at overskride et bestemte ekspertfelts viden. Vi har brug for både eksperters bedre viden og de intellektuelles kritiske ideer. Eksperter gør, at vi ved bedre besked. De intellektuelle giver os klar besked. Faktisk har vi en universitetslov, der opfordrer forskere til at være intellektuelle, ikke eksperter.
I UNIVERSITETSLOVEN kan man læse, at universiteterne er centrale værdi- og kulturbærende samfundsinstitutioner, der yder bidrag til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Universiteternes forskere skal med afsæt i deres ekspertise være med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat. Universitetsloven bruger ikke ordet ekspert en eneste gang.
Det kan man begrunde på to måder.
For det første skal forskere svare på spørgsmål fra journalister, som aldrig kun er videnskabelige eller tekniske i en snæver ekspertspecifik forstand. Men forskerne svarer alligevel.
Det giver anledning til kritik af nogle forskere for at kommentere for meget på begivenheder, de ikke har tilstrækkelig viden om.
Nogle gange er kritikken berettiget, andre gange er den udtryk for en forskerchauvinisme, der ikke viser tilstrækkeligt med velvilje over for at tale til et bredere publikum.
EN EKSPERT skal lade være med at stille op for at sige banale og dumme ting blot for at være 'på', men derimod beredvilligt stille op med sin bedreviden formuleret i et bredt fængende sprog.
For det andet skal forskere i højere grad optræde som intellektuelle.
En af grundene hertil hørte jeg tilbage i 2005 fra daværende nyhedsdirektør for DR Lisbeth Knudsen. Hun mente, at forskere skulle gå ind og dække de områder, hvor politikere med deres taktiske bevidsthed svigtede, nemlig i forhold til at komme med holdninger og meninger.
Var Marlene Winds modige udtalelser også en slags kompensation for oppositionspolitikeres manglende mod? En anden og mere glorværdig grund til at ønske intellektuel adfærd fra forskere er, at det skaber et pluralistisk og afbalanceret samfund.
DET KLASSISKE ideal for en intellektuel er tale magten midt imod med sandheden.
Det gør en intellektuel ved aldrig at opfatte et synspunkt, heller ikke sit eget, som fuldstændig falsk eller fri for foragt.
Samtidig må en intellektuel altid se sit synspunkt som et, der afbalancerer, i stedet for at styrke magthaverens synspunkt. Tænk for eksempel på finanskrisen: Var der tilstrækkeligt mange økonomiprofessorer, som var kritiske nok over for finansverdenens dispositioner?
Vi har masser af ekspertudtalelser i dag. Så mange, at vi taler om medieliderlige eksperter, der kæmper om at kommentere på alle mulige begivenheder.
Samtidig har vi relativt få intellektuelle. Så få, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor kritisk en offentlig debat vi har i Danmark.
Ja, i lyset af magthaverens politiske - og personlige - reaktion på Marlene Winds udtalelser kan man gå skridtet videre og sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor den politiske interesse er i, at forskere rent faktisk bidrager til at bevare og udfordre det danske samfunds kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Men skal vi have lige så mange intellektuelle som eksperter, der kommenterer i et væk?
Nej, intellektuelle er relativt tavse personer, der kun slår alarm i offentligheden, når få eller ingen ellers tør bemærke, at der sker noget alvorligt.
Kritikken koster den intellektuelle noget, men omkostningerne ved kun at acceptere forskere som eksperter er langt større for det danske samfund.
Et antiintellektuelt samfund er mindre modigt, mindre oplyst og langt mere sårbart samfund. Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i, men for flere kritiske udspil fra intellektuelle forskere.
Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i
Aldrig har vi haft så få intellektuelle, som efter forskere begyndte at opføre sig som eksperter. Men vi har brug for intellektuelle til at give os klare og kontante udmeldinger, når nu politikerne ikke gør det mere.
Af CLAUS HOLM, PRODEKAN FOR FORMIDLING, AARHUS UNIVERSITET
DANMARK ER et antiintellektuelt land fyldt med ekspertudtalelser. Det fungerer uden problemer, så længe forskerne opfører sig som uafhængige og neutrale eksperter. Men i samme øjeblik forskerne engagerer sig politisk og opfører sig som intellektuelle, så må de regne med at blive kritiseret fra politisk hold. Selvfølgelig. Kritik er den intellektuelles våben og vilkår.
PROFESSOR Marlene Winds udtalelser er både et enkeltstående eksempel på intellektuelt mod og på et mod, som svigtede hende. »De kan bare komme an«, udfordrede Marlene Wind ellers Dansk Folkeparti for åben skærm.
Resultat: En effektivt iscenesat personhetz og et tryk på mediepauseknappen.
At optræde som intellektuel har personlige omkostninger. Intellektuel holdbarhed kræver mottoet: ' Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere'.
Lige i øjeblikket er 'modige Marlene' mediedød. Om hun genopstår som neutral ekspert, er det store spørgsmål. Under alle omstændigheder er ekspertens motto et helt andet, nemlig: »Min holdbarhed handler om, at jeg holder mig til mit fagfelt«.
MEN SKAL forskere bare holde sig til ekspertrollen? Nej, for det danske samfund har brug for både eksperter og intellektuelle. De gør vidt forskellige, men lige nødvendige, ting for os. Mens eksperten er bundet til sit fagfelt, så overskrider den intellektuelle fagfelter. Det er spændende - og barskt - at være intellektuel. Ikke mindst fordi ansvaret for kritiske ideer, tanker og synspunkter ene og alene hviler på den intellektuelle persons skuldre.
At optræde som ekspert er derimod langt tryggere, da forskeren begrænser sig til at henvise til den viden, som et fag- og forskningsfællesskab står inde for. Kort sagt: Eksperter er betryggende og ved bedre end intellektuelle. Intellektuelle er derimod modigere og mere intelligente end eksperter.
Den intelligente opførsel hænger sammen med, at de er bedre end eksperter til at improvisere i en offentlig debat, da de ikke er skrækslagne for at overskride et bestemte ekspertfelts viden. Vi har brug for både eksperters bedre viden og de intellektuelles kritiske ideer. Eksperter gør, at vi ved bedre besked. De intellektuelle giver os klar besked. Faktisk har vi en universitetslov, der opfordrer forskere til at være intellektuelle, ikke eksperter.
I UNIVERSITETSLOVEN kan man læse, at universiteterne er centrale værdi- og kulturbærende samfundsinstitutioner, der yder bidrag til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Universiteternes forskere skal med afsæt i deres ekspertise være med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat. Universitetsloven bruger ikke ordet ekspert en eneste gang.
Det kan man begrunde på to måder.
For det første skal forskere svare på spørgsmål fra journalister, som aldrig kun er videnskabelige eller tekniske i en snæver ekspertspecifik forstand. Men forskerne svarer alligevel.
Det giver anledning til kritik af nogle forskere for at kommentere for meget på begivenheder, de ikke har tilstrækkelig viden om.
Nogle gange er kritikken berettiget, andre gange er den udtryk for en forskerchauvinisme, der ikke viser tilstrækkeligt med velvilje over for at tale til et bredere publikum.
EN EKSPERT skal lade være med at stille op for at sige banale og dumme ting blot for at være 'på', men derimod beredvilligt stille op med sin bedreviden formuleret i et bredt fængende sprog.
For det andet skal forskere i højere grad optræde som intellektuelle.
En af grundene hertil hørte jeg tilbage i 2005 fra daværende nyhedsdirektør for DR Lisbeth Knudsen. Hun mente, at forskere skulle gå ind og dække de områder, hvor politikere med deres taktiske bevidsthed svigtede, nemlig i forhold til at komme med holdninger og meninger.
Var Marlene Winds modige udtalelser også en slags kompensation for oppositionspolitikeres manglende mod? En anden og mere glorværdig grund til at ønske intellektuel adfærd fra forskere er, at det skaber et pluralistisk og afbalanceret samfund.
DET KLASSISKE ideal for en intellektuel er tale magten midt imod med sandheden.
Det gør en intellektuel ved aldrig at opfatte et synspunkt, heller ikke sit eget, som fuldstændig falsk eller fri for foragt.
Samtidig må en intellektuel altid se sit synspunkt som et, der afbalancerer, i stedet for at styrke magthaverens synspunkt. Tænk for eksempel på finanskrisen: Var der tilstrækkeligt mange økonomiprofessorer, som var kritiske nok over for finansverdenens dispositioner?
Vi har masser af ekspertudtalelser i dag. Så mange, at vi taler om medieliderlige eksperter, der kæmper om at kommentere på alle mulige begivenheder.
Samtidig har vi relativt få intellektuelle. Så få, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor kritisk en offentlig debat vi har i Danmark.
Ja, i lyset af magthaverens politiske - og personlige - reaktion på Marlene Winds udtalelser kan man gå skridtet videre og sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor den politiske interesse er i, at forskere rent faktisk bidrager til at bevare og udfordre det danske samfunds kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Men skal vi have lige så mange intellektuelle som eksperter, der kommenterer i et væk?
Nej, intellektuelle er relativt tavse personer, der kun slår alarm i offentligheden, når få eller ingen ellers tør bemærke, at der sker noget alvorligt.
Kritikken koster den intellektuelle noget, men omkostningerne ved kun at acceptere forskere som eksperter er langt større for det danske samfund.
Et antiintellektuelt samfund er mindre modigt, mindre oplyst og langt mere sårbart samfund. Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i, men for flere kritiske udspil fra intellektuelle forskere.
Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen
Tuesday, June 21, 2011
Umulig universitetslov
Jyllands-Posten d. 21. juni, 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg
Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.
Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.
De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.
Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.
Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann
[intern ref.]
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg
»Folketinget har lige vedtaget en revision af universitetsloven
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.
Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.
Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.
De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.
Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.
Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann
[intern ref.]
Friday, June 10, 2011
Humanioras krise og regeringens uddannelsespolitik
Weekendavisen d. 10. juni, 2011 (1. sektion side 13) Debat:
Koldau 3
af Laura Louise Sarauw, Ph. d.-stipendiat Københavns Universitet
Med sidste uges forsidehistorie gør Weekendavisen sig skyldig i en noget reduktiv fremstilling af årsagen til humanioras såkaldte ' krise'.
Den faglighed, som den tyske eliteprofessor ifølge Klaus Wivels artikel kæmper for på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er nemlig et ideal, der ikke længere understøttes af Videnskabsministeriet.
Her har det faglige fra og med den seneste universitetslov fra 2003 været erstattet af et eksklusivt arbejdsmarkedsorienteret regime, hvor de studerende ikke længere opmuntres til at forfølge faglig viden og indsigt som et mål i sig selv.
Som jeg viser i min ph.d.-afhandling (forthcoming 2011) er problemet med den dalende faglighed med andre ord et langt mere omfattende strukturelt problem, som har sin begrundelse i den siddende regerings uddannelsespolitik.
En pointe, som efter min opfattelse ikke fremgår tydeligt nok i Klaus Wivels artikel, hvor »diverse postmoderne kulturteorier føres frem på bekostning af kulturhistorie« langt hen ad vejen får skylden for, at den klassiske faglighed og historiebevidsthed ikke længere dyrkes.
Fra politisk side har vi siden 2003 været vidne til et ideologisk baseret opgør med den eksisterende universitetstradition, der fortsat markedsføres aggressivt af Videnskabsministeriet.
Et opgør, hvis mest markante udtryk er, at 'demokratisk kompetence' i den såkaldte kvalifikationsnøgle fra 2003 eksplicit blev ekskommunikeret som et relevant mål for en dansk universitetsuddannelse.
Og hermed blev en væsentlig del af den traditionelle selvforståelse på mange humanistiske uddannelser gjort illegitim.
I de opfølgende krav til uddannelsernes studieordninger er det tidlige fokus på 'viden' som uddannelsens væsentligste omdrejningspunkt samtidig erstattet af en række såkaldte 'kompetencemål', det vil sige mål som skønnes at være direkte anvendelige for de studerendes kommende karriere på arbejdsmarkedet.
Konsekvensen er, ikke underligt, at den faglige viden og historisk-demokratiske bevidsthed, der ikke umiddelbart lader sig omsætte 1: 1 til konkrete anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet, på de fleste uddannelser er blevet kraftigt nedtonet.
Ser man på arbejdsmarkedet, klarer de humanistiske kandidater sig imidlertid bedre end nogensinde. De senere års statistikker viser blandt andet, hvordan humanisterne på trods af finanskrisen har vist sig at være langt mere vedholdende end andre faggrupper, når først de er kommet i job.
Alligevel har Videnskabsministeriet de senere år ført et særligt korstog mod de humanistiske uddannelser. I en række stærkt humaniorakritiske rapporter, anklages de blandt andet for ikke at være tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet, hvilket har været medvirkende til at skabe et yderlige pres på uddannelserne for at indarbejde nye og andre kompetencer i uddannelserne.
Endvidere har ministeriet fra og med Akkrediteringsloven fra 2007 haft mulighed for at lukke uddannelser, det ikke er tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet.
Og på en konference om humanioras fremtid på Aarhus Universitet i marts dette år kunne man høre den nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen true med »at udtage uddannelser, der over en årrække ikke har ført til tilfredsstillende beskæftigelse, til en særakkreditering«.
Det politiske landskab taget i betragtning er der derfor intet underligt i, at den tyske eliteprofessor er alarmeret over det faglige niveau. Uddannelserne bliver ganske enkelt truet til at slække på de traditionelle krav om faglig fordybelse til fordel for et øget fokus på en række nye kompetencer med en dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans, hvis de vil undgå lukning.
På samme måde som den tyske eliteprofessor undrer sig over, at det ikke længere er et krav, at de studerende på Musikvidenskab i Aarhus skal kunne læse noder, har de fleste uddannelser for eksempel slækket eller helt afskaffet kravet om tekstlæsning på originalsprog.
For hvordan skal man ellers få presset de nye arbejdsmarkedsrelevante kompetencemål ind i de i forvejen ofte kompakte studieordninger?
Frem for at anklage Musikvidenskab på Aarhus Universitet for faglig helligbrøde lægger Weekendavisens forsideartikel i sidste uge derfor op til en bredere strukturel diskussion af omkostningerne ved den politiske detailstyring af uddannelserne mod (for) konkrete anvendelsesmål på arbejdsmarkedet.
[gengivet med forfatterens tilladelse (red.)]
Koldau 3
af Laura Louise Sarauw, Ph. d.-stipendiat Københavns Universitet
Med sidste uges forsidehistorie gør Weekendavisen sig skyldig i en noget reduktiv fremstilling af årsagen til humanioras såkaldte ' krise'.
Den faglighed, som den tyske eliteprofessor ifølge Klaus Wivels artikel kæmper for på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er nemlig et ideal, der ikke længere understøttes af Videnskabsministeriet.
Her har det faglige fra og med den seneste universitetslov fra 2003 været erstattet af et eksklusivt arbejdsmarkedsorienteret regime, hvor de studerende ikke længere opmuntres til at forfølge faglig viden og indsigt som et mål i sig selv.
Som jeg viser i min ph.d.-afhandling (forthcoming 2011) er problemet med den dalende faglighed med andre ord et langt mere omfattende strukturelt problem, som har sin begrundelse i den siddende regerings uddannelsespolitik.
En pointe, som efter min opfattelse ikke fremgår tydeligt nok i Klaus Wivels artikel, hvor »diverse postmoderne kulturteorier føres frem på bekostning af kulturhistorie« langt hen ad vejen får skylden for, at den klassiske faglighed og historiebevidsthed ikke længere dyrkes.
Fra politisk side har vi siden 2003 været vidne til et ideologisk baseret opgør med den eksisterende universitetstradition, der fortsat markedsføres aggressivt af Videnskabsministeriet.
Et opgør, hvis mest markante udtryk er, at 'demokratisk kompetence' i den såkaldte kvalifikationsnøgle fra 2003 eksplicit blev ekskommunikeret som et relevant mål for en dansk universitetsuddannelse.
Og hermed blev en væsentlig del af den traditionelle selvforståelse på mange humanistiske uddannelser gjort illegitim.
I de opfølgende krav til uddannelsernes studieordninger er det tidlige fokus på 'viden' som uddannelsens væsentligste omdrejningspunkt samtidig erstattet af en række såkaldte 'kompetencemål', det vil sige mål som skønnes at være direkte anvendelige for de studerendes kommende karriere på arbejdsmarkedet.
Konsekvensen er, ikke underligt, at den faglige viden og historisk-demokratiske bevidsthed, der ikke umiddelbart lader sig omsætte 1: 1 til konkrete anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet, på de fleste uddannelser er blevet kraftigt nedtonet.
Ser man på arbejdsmarkedet, klarer de humanistiske kandidater sig imidlertid bedre end nogensinde. De senere års statistikker viser blandt andet, hvordan humanisterne på trods af finanskrisen har vist sig at være langt mere vedholdende end andre faggrupper, når først de er kommet i job.
Alligevel har Videnskabsministeriet de senere år ført et særligt korstog mod de humanistiske uddannelser. I en række stærkt humaniorakritiske rapporter, anklages de blandt andet for ikke at være tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet, hvilket har været medvirkende til at skabe et yderlige pres på uddannelserne for at indarbejde nye og andre kompetencer i uddannelserne.
Endvidere har ministeriet fra og med Akkrediteringsloven fra 2007 haft mulighed for at lukke uddannelser, det ikke er tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet.
Og på en konference om humanioras fremtid på Aarhus Universitet i marts dette år kunne man høre den nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen true med »at udtage uddannelser, der over en årrække ikke har ført til tilfredsstillende beskæftigelse, til en særakkreditering«.
Det politiske landskab taget i betragtning er der derfor intet underligt i, at den tyske eliteprofessor er alarmeret over det faglige niveau. Uddannelserne bliver ganske enkelt truet til at slække på de traditionelle krav om faglig fordybelse til fordel for et øget fokus på en række nye kompetencer med en dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans, hvis de vil undgå lukning.
På samme måde som den tyske eliteprofessor undrer sig over, at det ikke længere er et krav, at de studerende på Musikvidenskab i Aarhus skal kunne læse noder, har de fleste uddannelser for eksempel slækket eller helt afskaffet kravet om tekstlæsning på originalsprog.
For hvordan skal man ellers få presset de nye arbejdsmarkedsrelevante kompetencemål ind i de i forvejen ofte kompakte studieordninger?
Frem for at anklage Musikvidenskab på Aarhus Universitet for faglig helligbrøde lægger Weekendavisens forsideartikel i sidste uge derfor op til en bredere strukturel diskussion af omkostningerne ved den politiske detailstyring af uddannelserne mod (for) konkrete anvendelsesmål på arbejdsmarkedet.
[gengivet med forfatterens tilladelse (red.)]
Monday, June 6, 2011
God sommer - uden bedre Uni-Lov
FORSKERforum d. 31 maj, 2011 (Juni-august, nr. 245-246, side 1)
http://www.forskeren.dk/?p=1686
God sommer - uden bedre Uni-Lov
Formuleringerne om den ansattes forskningsfrihed er blevet lidt mindre snærende (§ 17 stk. 2). Men ellers er ændringerne små - fx at ledelserne lokalt skal finde former med mere medbestemmelse til de ansatte - i den revision af universitetsloven, som Folketinget vedtog 19. maj.
Lovrevisionen blev vedtaget med forligsparterne VKs samt Socialdemokraternes stemmer. Og som noget nyt stemte også DF'eren Jesper Langballe for lovrevisionen med henvisning til de nye formuleringer om den individuelle forskningsfrihed imødekom hans tidligere indvendinger.
Men på venstrefløjen og hos de radikale kaldes lovrevisionen tynd, især med henvisning til, at såvel Penkowa-affæren og CBS's rektorfyring peger på, at der er for stor afstand mellem ledelsen og de menige.
Det havde således været hensigtsmæssigt at indføje en lovsikring af medbestemmelsen, så de ansatte (fx i Akademisk Råd) fik en alarmklokke direkte op til topledelsen (bestyrelsen): "Det er for tyndt, at lovrevisionen forsømmer at tage fat på de reelle problemer, som de aktuelle sager peger på. Revisionen ændrer ikke på, at universiteterne har en enstrenget ledelse, der kan selvstændiggøre sig fra de menige og står fuldstændig ukontrolleret hen. De ansatte anspores ikke til at ytre sig", forklarer SF'eren Jonas Dahl.
Hvorfor skulle en rektor frivilligt afgive magt?
Lovrevisionen fastslår, at ledelserne forpligtes til at finde lokale former, så de ansatte i højere grad inddrages. Men i praksis er det rektor, som får ret til at bestemme, hvor langt medbestemmelsen skal række. Og hvad skulle motivere rektor til frivilligt at afgive magt, spørger SF'eren:
"Der er ikke lyttet til 2009-evalueringens anbefalinger om større lovmæssig og reel medindflydelse til de ansatte, for det har såvel Helge Sander som den nuværende minister Sahl-Madsen ikke været interesseret i. I stedet har man faktisk fået en situation, hvor rektorer får endnu mere magt til at ' styre' de ansattes medindflydelse".
Mens SF og de Radikale er modstander af Uni-Loven enstrengede struktur og manglende indflydelse til de ansatte, så er S tilhænger. Partierne er altså på kollissionskurs i tilfælde af en "rød S-SF-regering". SF'eren ser dog et positivt signal i, at Socialdemokraternes ordfører Rasmus Prehn åbner for en ny revision i tilfælde af en ny regering efter valget. Det bliver dog kun lettelser, som ikke anfægter den enstrengede ledelsesstruktur, for den står S-ledelsen fast på.
Kritiske uni-forskere: Kommandotænkning
Blandt kritiske universitetslærere er der stor skuffelse over, at den stort anlagte 2009-UniEvaluering lander som en forkølet fuser, forklarer KU-lektor Claus Emmeche: "Virkeligheden med Penkowa og CBS har jo helt overhalet lovrevisionen. Det er meget skuffende, at loven ikke lovfæster de meniges ret til ' alarmklokker' og til indsigelse overfor topledelsen. Loven lægger samtidig op til, at rektor kan diktere, HVOR MEGET medbestemmelse og HVORDAN de ansattes medbestemmelse skal være. Loven er stadig baseret på kommandotænkning, som ikke burde være i en vidensorganisation", siger han, der var initiativtager til den underskriftsindsamling i 2008 med 6488 [se her (red.)] underskrifter, der krævede drastisk lovrevision.
Emmeche: "Uden lovsikring af friere rammer, fx en alarmklokke, lægges der låg på en mere fri og direkte udveksling af vurderinger, for i kontroversielle sager vil lederne da fortsat 'styre', hvad der skal debatteres samt hvilke informationer, ledelsen vil give såvel opad som nedad i systemet".
http://www.forskeren.dk/?p=1686
God sommer - uden bedre Uni-Lov
Formuleringerne om den ansattes forskningsfrihed er blevet lidt mindre snærende (§ 17 stk. 2). Men ellers er ændringerne små - fx at ledelserne lokalt skal finde former med mere medbestemmelse til de ansatte - i den revision af universitetsloven, som Folketinget vedtog 19. maj.
Lovrevisionen blev vedtaget med forligsparterne VKs samt Socialdemokraternes stemmer. Og som noget nyt stemte også DF'eren Jesper Langballe for lovrevisionen med henvisning til de nye formuleringer om den individuelle forskningsfrihed imødekom hans tidligere indvendinger.
Men på venstrefløjen og hos de radikale kaldes lovrevisionen tynd, især med henvisning til, at såvel Penkowa-affæren og CBS's rektorfyring peger på, at der er for stor afstand mellem ledelsen og de menige.
Det havde således været hensigtsmæssigt at indføje en lovsikring af medbestemmelsen, så de ansatte (fx i Akademisk Råd) fik en alarmklokke direkte op til topledelsen (bestyrelsen): "Det er for tyndt, at lovrevisionen forsømmer at tage fat på de reelle problemer, som de aktuelle sager peger på. Revisionen ændrer ikke på, at universiteterne har en enstrenget ledelse, der kan selvstændiggøre sig fra de menige og står fuldstændig ukontrolleret hen. De ansatte anspores ikke til at ytre sig", forklarer SF'eren Jonas Dahl.
Hvorfor skulle en rektor frivilligt afgive magt?
Lovrevisionen fastslår, at ledelserne forpligtes til at finde lokale former, så de ansatte i højere grad inddrages. Men i praksis er det rektor, som får ret til at bestemme, hvor langt medbestemmelsen skal række. Og hvad skulle motivere rektor til frivilligt at afgive magt, spørger SF'eren:
"Der er ikke lyttet til 2009-evalueringens anbefalinger om større lovmæssig og reel medindflydelse til de ansatte, for det har såvel Helge Sander som den nuværende minister Sahl-Madsen ikke været interesseret i. I stedet har man faktisk fået en situation, hvor rektorer får endnu mere magt til at ' styre' de ansattes medindflydelse".
Mens SF og de Radikale er modstander af Uni-Loven enstrengede struktur og manglende indflydelse til de ansatte, så er S tilhænger. Partierne er altså på kollissionskurs i tilfælde af en "rød S-SF-regering". SF'eren ser dog et positivt signal i, at Socialdemokraternes ordfører Rasmus Prehn åbner for en ny revision i tilfælde af en ny regering efter valget. Det bliver dog kun lettelser, som ikke anfægter den enstrengede ledelsesstruktur, for den står S-ledelsen fast på.
Kritiske uni-forskere: Kommandotænkning
Blandt kritiske universitetslærere er der stor skuffelse over, at den stort anlagte 2009-UniEvaluering lander som en forkølet fuser, forklarer KU-lektor Claus Emmeche: "Virkeligheden med Penkowa og CBS har jo helt overhalet lovrevisionen. Det er meget skuffende, at loven ikke lovfæster de meniges ret til ' alarmklokker' og til indsigelse overfor topledelsen. Loven lægger samtidig op til, at rektor kan diktere, HVOR MEGET medbestemmelse og HVORDAN de ansattes medbestemmelse skal være. Loven er stadig baseret på kommandotænkning, som ikke burde være i en vidensorganisation", siger han, der var initiativtager til den underskriftsindsamling i 2008 med 6488 [se her (red.)] underskrifter, der krævede drastisk lovrevision.
Emmeche: "Uden lovsikring af friere rammer, fx en alarmklokke, lægges der låg på en mere fri og direkte udveksling af vurderinger, for i kontroversielle sager vil lederne da fortsat 'styre', hvad der skal debatteres samt hvilke informationer, ledelsen vil give såvel opad som nedad i systemet".
jø
Friday, May 13, 2011
SF advarer imod vedtagelse af ny universitetslov
Magisterbladet d. 13. maj, 2011 (side 33)
UNIVERSITETSLOV UDEN AMBITIONER
Af Jonas Dahl, universitetsordfører, SF
Som universitetsordfører for SF og medlem af DM lægger jeg stor vægt på, at vi i Danmark har universiteter af den højeste kvalitet. Vi ved alle, at det er universiteterne, der skal være med til at løse fremtidens udfordringer. De er nemlig hovedleverandører af det produkt, som vores samfund skal leve af i fremtiden: viden! Derfor er det altafgørende, at vi har en universitetslov, der sikrer de bedste rammer for, at universiteterne kan levere dygtige og veluddannede kandidater samt forskning af internationalt format.
For en måned siden blev den nye ændring af universitetsloven behandlet i Folketinget. Jeg havde håbet, at lovændringen ville løse mange af de problemer, som jeg allerede påpegede ved lovens indførelse i 2003. Men desværre har der fra regeringens side ikke været noget ønske om at ændre de mange centrale problemer, der har eksisteret siden dengang. Det er ikke godt nok! Forskningsfriheden sikres slet ikke med lovændringen - faktisk modarbejder den den. Videnskabsministeren får med lovændringen beføjelser til at diktere universiteternes arbejdsopgaver.
Jeg mener, at vi burde få en positiv definition af forskningsfriheden.
Jeg ønsker ikke, at universiteterne skal reduceres til en betjeningsenhed for videnskabsministeren og regeringen i øvrigt.
Det er ærlig talt ret uigennemtænkt, især hvis man tænker tilbage på, hvad den forhenværende videnskabsminister Helge Sander sagde, da han i en tale foreslog, at universiteterne og Videnskabsministeriet skulle indgå en " frihedspagt":
" Jeg er træt af gang på gang at blive skudt i skoene, at regeringen vil detailstyre universiteterne. Intet kunne ligge mig mere fjernt".
Hvad er mere detailstyrende end at gøre videnskabsministeren i stand til direkte at pålægge universiteterne opgaver? Glemte Helge Sander at orientere Charlotte Sahl-Madsen om denne frihedspagt? Eller blev pagten væk under udskiftningen? Både Penkowa-sagen og Johan Ross-sagen er glimrende eksempler på faren ved centralisering af magten. I bund og grund handler sagerne om, at universiteternes faglighed systematisk er blevet overhørt af ledelsen. Videnskabsministeren har dog ikke taget ved lære af dem. I stedet for at danne en faglig modvægt til ledelsen skrues der op for topstyringen, på trods af at topstyring ikke er en hensigtsmæssig form for forskningsledelse og dermed heller ikke det bedste grundlag for forskningsarbejde. Faktisk centraliseres magten omkring rektor i en sådan grad, at det nærmer sig en enevældig status. Burde ministeren ikke erkende, at der skal mere faglig kontrol på universiteterne for netop at undgå sådan nogle sager? Jeg beklager dybt, at man ikke er mere ambitiøs fra regeringens side, især når man tager i betragtning, at det er lovforslag som dette, der skal danne rammerne om den vidensproduktion, vi skal leve af. Vi skal sikre de bedste rammer for vores universiteter, da det ikke mindst er her, vi skal satse, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden. Det sikrer denne lovændring ikke.
[intern ref.]
UNIVERSITETSLOV UDEN AMBITIONER
Af Jonas Dahl, universitetsordfører, SF
Som universitetsordfører for SF og medlem af DM lægger jeg stor vægt på, at vi i Danmark har universiteter af den højeste kvalitet. Vi ved alle, at det er universiteterne, der skal være med til at løse fremtidens udfordringer. De er nemlig hovedleverandører af det produkt, som vores samfund skal leve af i fremtiden: viden! Derfor er det altafgørende, at vi har en universitetslov, der sikrer de bedste rammer for, at universiteterne kan levere dygtige og veluddannede kandidater samt forskning af internationalt format.
For en måned siden blev den nye ændring af universitetsloven behandlet i Folketinget. Jeg havde håbet, at lovændringen ville løse mange af de problemer, som jeg allerede påpegede ved lovens indførelse i 2003. Men desværre har der fra regeringens side ikke været noget ønske om at ændre de mange centrale problemer, der har eksisteret siden dengang. Det er ikke godt nok! Forskningsfriheden sikres slet ikke med lovændringen - faktisk modarbejder den den. Videnskabsministeren får med lovændringen beføjelser til at diktere universiteternes arbejdsopgaver.
Jeg mener, at vi burde få en positiv definition af forskningsfriheden.
Jeg ønsker ikke, at universiteterne skal reduceres til en betjeningsenhed for videnskabsministeren og regeringen i øvrigt.
Det er ærlig talt ret uigennemtænkt, især hvis man tænker tilbage på, hvad den forhenværende videnskabsminister Helge Sander sagde, da han i en tale foreslog, at universiteterne og Videnskabsministeriet skulle indgå en " frihedspagt":
" Jeg er træt af gang på gang at blive skudt i skoene, at regeringen vil detailstyre universiteterne. Intet kunne ligge mig mere fjernt".
Hvad er mere detailstyrende end at gøre videnskabsministeren i stand til direkte at pålægge universiteterne opgaver? Glemte Helge Sander at orientere Charlotte Sahl-Madsen om denne frihedspagt? Eller blev pagten væk under udskiftningen? Både Penkowa-sagen og Johan Ross-sagen er glimrende eksempler på faren ved centralisering af magten. I bund og grund handler sagerne om, at universiteternes faglighed systematisk er blevet overhørt af ledelsen. Videnskabsministeren har dog ikke taget ved lære af dem. I stedet for at danne en faglig modvægt til ledelsen skrues der op for topstyringen, på trods af at topstyring ikke er en hensigtsmæssig form for forskningsledelse og dermed heller ikke det bedste grundlag for forskningsarbejde. Faktisk centraliseres magten omkring rektor i en sådan grad, at det nærmer sig en enevældig status. Burde ministeren ikke erkende, at der skal mere faglig kontrol på universiteterne for netop at undgå sådan nogle sager? Jeg beklager dybt, at man ikke er mere ambitiøs fra regeringens side, især når man tager i betragtning, at det er lovforslag som dette, der skal danne rammerne om den vidensproduktion, vi skal leve af. Vi skal sikre de bedste rammer for vores universiteter, da det ikke mindst er her, vi skal satse, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden. Det sikrer denne lovændring ikke.
[intern ref.]
Sunday, May 1, 2011
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi
Af Johanne Schmidt-Nielsen
Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.
Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.
Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.
De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.
Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.
Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.
Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.
Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.
Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)
Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix
Wednesday, April 27, 2011
Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige
Information d. 27. april, 2011 (1. sektion side 12) Kommentar :
Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige
FAKULTET [at] INFORMATION.DK
Penkowa -sagen og fyringen af rektor på Copenhagen Business School har ført til en diskussion af universiteternes ledelse. Nøglen til universiteternes ledelsesproblemer er medarbejdernes manglende indflydelse
Af Nanna Mik-Meyer
Diskussioner om, hvad indførelsen af ekstern bestyrelse og ikke-medarbejdervalgt rektor betyder for danske universiteter føres dagligt.
I nogle tilfælde kædes Penkow -sagen for eksempel sammen med den nye universitetslov fra 2003. Man antager, at det nye, markedsstyrede universitet skaber Penkowa-typen. Man diskuterer, om rektorerne i dag er mere egenrådige end før. Og hvis dette er tilfældet, skyldes det så, at rektorerne ikke er valgt af medarbejderne, men i stedet er ansat af en ekstern bestyrelse? Og hvad betyder det, at universitetet - til forskel fra en privat virksomhed - ikke har aktionærer, der kan trække i nødbremsen, når det er påkrævet.
Alle disse spørgsmål er relevante. Alle ved, at gennemgribende organisatoriske omstruktureringer fører forandringer med sig. Men hvad man ikke nødvendigvis kan være sikker på er, at forandringerne altid er dårlige.
Netværk
Lad os se på to områder, der synes at være særlig opmærksomhed på i disse dage: Den nye forskertype og Den egenrådige rektor.
Allerede den franske sociolog Pierre Bourdieus studier af universitetssystemet fra 70-80' erne betonede, at netværk og social baggrund er særdeles betydningsfulde faktorer, når en universitetsansat skal avancere i uddannelseshierarkiet.
Danmark var - og er - vist ingen undtagelse, hvad det angår. Det har altså 'altid' været vigtigt med et godt netværk, a la Penkowa , og det har altid været en fordel at kunne fortolke koderne i de miljøer, man ønsker at avancere i.
Nutidens krav om international publicering er imidlertid nyt. Kigger man på den ældre generation af professorer på de danske universiteter, er det tydeligt, at dette krav ikke altid har gjort sig gældende.
Af Nanna Mik-Meyer
Diskussioner om, hvad indførelsen af ekstern bestyrelse og ikke-medarbejdervalgt rektor betyder for danske universiteter føres dagligt.
I nogle tilfælde kædes Penkow -sagen for eksempel sammen med den nye universitetslov fra 2003. Man antager, at det nye, markedsstyrede universitet skaber Penkowa-typen. Man diskuterer, om rektorerne i dag er mere egenrådige end før. Og hvis dette er tilfældet, skyldes det så, at rektorerne ikke er valgt af medarbejderne, men i stedet er ansat af en ekstern bestyrelse? Og hvad betyder det, at universitetet - til forskel fra en privat virksomhed - ikke har aktionærer, der kan trække i nødbremsen, når det er påkrævet.
Alle disse spørgsmål er relevante. Alle ved, at gennemgribende organisatoriske omstruktureringer fører forandringer med sig. Men hvad man ikke nødvendigvis kan være sikker på er, at forandringerne altid er dårlige.
Netværk
Lad os se på to områder, der synes at være særlig opmærksomhed på i disse dage: Den nye forskertype og Den egenrådige rektor.
Allerede den franske sociolog Pierre Bourdieus studier af universitetssystemet fra 70-80' erne betonede, at netværk og social baggrund er særdeles betydningsfulde faktorer, når en universitetsansat skal avancere i uddannelseshierarkiet.
Danmark var - og er - vist ingen undtagelse, hvad det angår. Det har altså 'altid' været vigtigt med et godt netværk, a la Penkowa , og det har altid været en fordel at kunne fortolke koderne i de miljøer, man ønsker at avancere i.
Nutidens krav om international publicering er imidlertid nyt. Kigger man på den ældre generation af professorer på de danske universiteter, er det tydeligt, at dette krav ikke altid har gjort sig gældende.
Mange forskere har i dag en blandet oplevelse af dette krav; der er enighed om, at det stresser, men mange mener også, at det skaber retfærdighed, og at dette er godt (og nyt). I dag kan socialt set nørdede (og publicerende) forskertyper måske bedre sikre sig en karriere på universitetet, end de kunne tidligere, hvor deres sociale (netværks-) kompetencer var vigtigere. Så måske de nye, skærpede - og synlige - krav til dagens forsker rent faktisk kommer den publicerende (dygtige) forsker til gode?
Administratorer
Med hensyn til diskussionen om nutidens egenrådige rektor, så trænger denne negative udlægning af universitetsledelse også til en nærmere analyse. Var det virkelig sådan, at datidens medarbejdervalgte rektorer var mindre egenrådige? Eller var det måske snarere sådan, at datidens rektorer slet ikke var ledere, men snarere administratorer, der var valgt til at bevare status quo? Hvis man vil have ledelse, så får man også forandringer.
Universitetsloven fra 2003 har prioriteret ledelse over administration, og det er vel fint, hvis man altså er af den overbevisning, at status quo ikke altid er at foretrække.
Universitetsloven burde imidlertid også have gjort medarbejdervalgte organer som for eksempel akademisk råd særlig centrale, også formelt - det modsatte skete desværre i 2003.
Eftersom universiteterne ikke har aktionærer, er et veldrevet universitet stærkt afhængig af den viden, som medarbejderne repræsenterer i organer som for eksempel akademisk råd. Det er her, at vigtige diskussioner om for eksempel tværfaglighed versus dyrkelsen af monofaglighed, som p. t. fylder en del blandt universitetsansatte, skal tages. Og det er også i akademisk råd, at det vågne øje over for den forandringsivrige ledelse skal være.
Et velfungerende akademisk råd og en aktiv medarbejderstab - som vi for nylig så det på CBS - der reelt tør tænke strategisk ledelse sammen med (og måske) imod den ansatte ledelse, er måske opskriften på, hvordan man løser universitetets ledelsesproblemstillinger.
Universitetsloven fra 2003 har prioriteret ledelse over administration, og det er vel fint, hvis man altså er af den overbevisning, at status quo ikke altid er at foretrække.
Universitetsloven burde imidlertid også have gjort medarbejdervalgte organer som for eksempel akademisk råd særlig centrale, også formelt - det modsatte skete desværre i 2003.
Eftersom universiteterne ikke har aktionærer, er et veldrevet universitet stærkt afhængig af den viden, som medarbejderne repræsenterer i organer som for eksempel akademisk råd. Det er her, at vigtige diskussioner om for eksempel tværfaglighed versus dyrkelsen af monofaglighed, som p. t. fylder en del blandt universitetsansatte, skal tages. Og det er også i akademisk råd, at det vågne øje over for den forandringsivrige ledelse skal være.
Et velfungerende akademisk råd og en aktiv medarbejderstab - som vi for nylig så det på CBS - der reelt tør tænke strategisk ledelse sammen med (og måske) imod den ansatte ledelse, er måske opskriften på, hvordan man løser universitetets ledelsesproblemstillinger.
FAKULTET [at] INFORMATION.DK
***
[intern ref: Nanna Mik-Meyer: Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige, Inf. 27/4-2011]
Thursday, April 21, 2011
Arme universitet
Berlingske d. 21. april, 2011 (1. sektion side 24) Debat:
Arme universitet
opinion
Af BJØRN QUISTORFF Professor, dr. med. Københavns Universitet
STYRELSESLOV. Københavns Universitets håndtering af Milena Penkowa -sagen demonstrerer, at regeringens forslag til revision af universitetsloven er et endnu større problem end den gældende lov.
Et af problemerne med Penkowasagen har været, at KUs bestyrelse næsten udelukkende har beskæftiget sig med, at der ikke er begået administrative lovbrud, mens alle andre var optaget af de alvorlige fejlskøn, der er sket i sagsforløbet, og som i den grad har belastet universitetets omdømme. Dette dilemma forsøgte forskningsministeren at løse ved at sætte universitetet under »skærpet opsyn« (!?).
Men ministeren har yderligere det problem, at Penkowa -sagen klart udstiller, hvor uhensigtsmæssig den centralistiske ledelsesstruktur, som universitetsloven af 2003 bragte med sig, i virkeligheden er.
Ironisk nok sker det netop nu, hvor loven er oppe til revision med forslag om at tildele rektor og bestyrelsesformand endnu større magt, end de allerede har. Skruen strammes yderligere med forslag om at give ministeriet beføjelse til at pålægge universiteterne at løse helt konkrete opgaver, f. eks. en bestemt forskningsopgave.
Sammen med CBS-og Roskildesagerne må selv inkarnerede fortalere for koncerngørelsen af universiteterne være blevet klar over, at man med den gældende universitetslov har med en systemfejl at gøre. Og at det foreliggende lovforslag kun vil gøre situationen værre. Ministerens idelige påstand om, at universiteterne tildeles yderligere frihed, er ganske enkelt falsk varebetegnelse.
Med den detailstyring, universiteterne udsættes for, er det faktisk svært at se, hvilken nytte de har af deres bestyrelser.
Derimod er det indlysende, at der er et påtrængende behov for at få styrket det universitetsfaglige aspekt i ledelsen meget kraftigt. Man kunne vove den påstand, at havde et kollegialt organ bestående af universitetets de facto forskningsmæssige ledelse haft den indflydelse, de naturligt bør have på et universitet, ville en Penkowa -sag aldrig have fået lov til at udvikle sig, som den har gjort. Mange andre eksempler peger i samme retning.
For den siddende regering er universitetsloven imidlertid stærkt ideologisk stof, og det er derfor ikke sandsynligt, at den vil lade sig vejlede af virkeligheden.
Derimod må man kunne nære berettiget håb om, at oppositionen vil gå imod ændringsforslaget og i stedet beslutte at genoverveje hele loven om universiteternes styrelse. Det kræver ganske vist, at Socialdemokraterne kommer til fornuft, men med det indflydelsespotentiale, som de Radikale er i gang med at opbygge, var der måske en chance.
Under alle omstændigheder ville det i den kommende valgkamp være både værdifuldt og forfriskende, om også universitetsforhold blev inddraget i kulturkampen.
Sammenlignet med den forarmelse, der siden 2003 er sket af Danmarks århundredgamle universitetskultur, var problemerne i den foregående periode med den såkaldte »studenteroprørslov« ganske beskedne.
Arme universitet
opinion
Af BJØRN QUISTORFF Professor, dr. med. Københavns Universitet
STYRELSESLOV. Københavns Universitets håndtering af Milena Penkowa -sagen demonstrerer, at regeringens forslag til revision af universitetsloven er et endnu større problem end den gældende lov.
Et af problemerne med Penkowasagen har været, at KUs bestyrelse næsten udelukkende har beskæftiget sig med, at der ikke er begået administrative lovbrud, mens alle andre var optaget af de alvorlige fejlskøn, der er sket i sagsforløbet, og som i den grad har belastet universitetets omdømme. Dette dilemma forsøgte forskningsministeren at løse ved at sætte universitetet under »skærpet opsyn« (!?).
Men ministeren har yderligere det problem, at Penkowa -sagen klart udstiller, hvor uhensigtsmæssig den centralistiske ledelsesstruktur, som universitetsloven af 2003 bragte med sig, i virkeligheden er.
Ironisk nok sker det netop nu, hvor loven er oppe til revision med forslag om at tildele rektor og bestyrelsesformand endnu større magt, end de allerede har. Skruen strammes yderligere med forslag om at give ministeriet beføjelse til at pålægge universiteterne at løse helt konkrete opgaver, f. eks. en bestemt forskningsopgave.
Sammen med CBS-og Roskildesagerne må selv inkarnerede fortalere for koncerngørelsen af universiteterne være blevet klar over, at man med den gældende universitetslov har med en systemfejl at gøre. Og at det foreliggende lovforslag kun vil gøre situationen værre. Ministerens idelige påstand om, at universiteterne tildeles yderligere frihed, er ganske enkelt falsk varebetegnelse.
Med den detailstyring, universiteterne udsættes for, er det faktisk svært at se, hvilken nytte de har af deres bestyrelser.
Derimod er det indlysende, at der er et påtrængende behov for at få styrket det universitetsfaglige aspekt i ledelsen meget kraftigt. Man kunne vove den påstand, at havde et kollegialt organ bestående af universitetets de facto forskningsmæssige ledelse haft den indflydelse, de naturligt bør have på et universitet, ville en Penkowa -sag aldrig have fået lov til at udvikle sig, som den har gjort. Mange andre eksempler peger i samme retning.
For den siddende regering er universitetsloven imidlertid stærkt ideologisk stof, og det er derfor ikke sandsynligt, at den vil lade sig vejlede af virkeligheden.
Derimod må man kunne nære berettiget håb om, at oppositionen vil gå imod ændringsforslaget og i stedet beslutte at genoverveje hele loven om universiteternes styrelse. Det kræver ganske vist, at Socialdemokraterne kommer til fornuft, men med det indflydelsespotentiale, som de Radikale er i gang med at opbygge, var der måske en chance.
Under alle omstændigheder ville det i den kommende valgkamp være både værdifuldt og forfriskende, om også universitetsforhold blev inddraget i kulturkampen.
Sammenlignet med den forarmelse, der siden 2003 er sket af Danmarks århundredgamle universitetskultur, var problemerne i den foregående periode med den såkaldte »studenteroprørslov« ganske beskedne.
***
[intern ref.: Bjørn Quistorff: Arme universitet, Berl. 21/4-2011.]
Thursday, April 14, 2011
S åbner for at droppe konkrete mål i udviklingskontrakter
citatuddrag:
[intern ref: Jørgen Skadhede: S åbner for at droppe konkrete mål i udviklingskontrakter, Altinget 14/4-2011]
Altinget Forskning og Innovation
http://www.altinget.dk/forskning/artikel/s-aabner-for-at-droppe-konkrete-maal-i-udviklingskontrakter
14. april 2011 kl. 23:01
S åbner for at droppe konkrete mål i udviklingskontrakter
NY UNIVERSITETSLOV: Socialdemokraterne åbner nu for at ændre de nye udviklingskontrakter for universiteterne, så videnskabsministeren kun kan fastsætte overordnede strategiske mål og ikke konkrete mål, sådan som lovforslaget ellers lægger op til.
Af Jørgen Skadhede
Universiteterne har skarpt kritiseret, at videnskabsministeren ifølge lovforslaget til den nye universitetslov kan pålægge dem konkrete mål i udviklingskontrakterne.
Ifølge Danske Universiteters høringssvar er der tale om mistillid og detailregulering i modstrid med universitetsevalueringens anbefalinger, når politikerne vil opstille konkrete mål i kontrakterne i stedet for at nøjes med overordnede strategiske mål.
[intern ref: Jørgen Skadhede: S åbner for at droppe konkrete mål i udviklingskontrakter, Altinget 14/4-2011]
Wednesday, April 13, 2011
Læren efter Penkowa
Information d. 13. april, 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Læren efter Penkowa
Af Jonas Dahl, universitetsordfører for SF
Penkowa -sagen har rystet universitetsverden, men hvad lærer den os om rammerne for universiteterne? Sagen handler i bund og grund om, at universiteternes faglighed systematisk er blevet overhørt af ledelsen.
Desværre er den dermed også et glimrende eksempel på faren ved centralisering af magten.
Det mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) dog ikke. I stedet for mere faglig kontrol ønsker hun at føre skærpet tilsyn med universiteterne. Faktisk byder den nye lovændring på mindre faglig kontrol.
Universitetsloven fra 2003 skbte en uhensigtsmæssig koncentration af magten på universiteterne. Man trak så at sige en primitiv selskabsmodel ned over universiteterne; primitiv fordi der ikke var nogen generalforsamling, der kunne danne modvægt til ledelsen, sådan som man kender det fra selskaber.
Med den nye lovændring, blev der i stedet skruet op for topstyringen, på trods af at topstyring ikke er en hensigtsmæssig form for forskningsledelse.
Den er heller ikke det bedste grundlag for forskningsarbejde. Faktisk centraliseres magten omkring rektor i en sådan grad, at det nærmer sig en enevældig status.
Vi mener helt grundlæggende, at det er en dårlig måde at organisere universiteterne på. Universiteterne er organisationer, der skal basere sig på faglighed og dialog.
Der kan ikke sættes lighedstegn mellem universiteter og virksomheder. SF er ikke allergiske overfor ledelse, men vi vil sikre, at der er balance på universiteterne.
Det er bekymrende, at der i lovforslaget ikke er nogen faglig modvægt til rektor i beslutningsprocessen. Her har man altså hverken taget ved lære af Penkowa -sagen eller sagen om den fyrede rektor, Johan Roos, fra CBS.
Vi ved alle, at det er universiteterne, som skal være med til at løfte fremtidens udfordringer. Derfor er det altafgørende, at vi har en universitetslov, der sikrer de bedste rammer for, at universiteterne kan levere dygtige og veluddannede kandidater samt forskning af international format.
Læren efter Penkowa
Af Jonas Dahl, universitetsordfører for SF
Penkowa -sagen har rystet universitetsverden, men hvad lærer den os om rammerne for universiteterne? Sagen handler i bund og grund om, at universiteternes faglighed systematisk er blevet overhørt af ledelsen.
Desværre er den dermed også et glimrende eksempel på faren ved centralisering af magten.
Det mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) dog ikke. I stedet for mere faglig kontrol ønsker hun at føre skærpet tilsyn med universiteterne. Faktisk byder den nye lovændring på mindre faglig kontrol.
Universitetsloven fra 2003 skbte en uhensigtsmæssig koncentration af magten på universiteterne. Man trak så at sige en primitiv selskabsmodel ned over universiteterne; primitiv fordi der ikke var nogen generalforsamling, der kunne danne modvægt til ledelsen, sådan som man kender det fra selskaber.
Med den nye lovændring, blev der i stedet skruet op for topstyringen, på trods af at topstyring ikke er en hensigtsmæssig form for forskningsledelse.
Den er heller ikke det bedste grundlag for forskningsarbejde. Faktisk centraliseres magten omkring rektor i en sådan grad, at det nærmer sig en enevældig status.
Vi mener helt grundlæggende, at det er en dårlig måde at organisere universiteterne på. Universiteterne er organisationer, der skal basere sig på faglighed og dialog.
Der kan ikke sættes lighedstegn mellem universiteter og virksomheder. SF er ikke allergiske overfor ledelse, men vi vil sikre, at der er balance på universiteterne.
Det er bekymrende, at der i lovforslaget ikke er nogen faglig modvægt til rektor i beslutningsprocessen. Her har man altså hverken taget ved lære af Penkowa -sagen eller sagen om den fyrede rektor, Johan Roos, fra CBS.
Vi ved alle, at det er universiteterne, som skal være med til at løfte fremtidens udfordringer. Derfor er det altafgørende, at vi har en universitetslov, der sikrer de bedste rammer for, at universiteterne kan levere dygtige og veluddannede kandidater samt forskning af international format.
Wednesday, March 23, 2011
Blæst om ny universitetslov
Pharma d. 23. marts, 2011 (1. sektion side 20)
Blæst om ny universitetslov
Kritikere ser forslaget til den nye universitetslov som en cementering af rektorernes magt, en undergravning af de ansattes og de studerendes medindflydelse og en hidtil uset stram styring fra ministerens side ved at diktere bestemte udviklingsmål. Men loven bliver formentlig vedtaget.
Af BIRGIT BRUNSTED
Der har været mange protester mod den kommende revision af universitetsloven, fremlagt af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ( K), som blev andenbehandlet i Folketinget den 22. februar. Modstanden afspejlede sig dog ikke i debatten, som flere iagttagere kaldte ' forudsigelig' og ' resigneret'.
Lovforslaget om revisionen er støttet af regeringspartierne og forligspartneren Socialdemokraterne. Lovrevisionen kritiseres især for, at universiteternes topstyrede, énstrengede struktur bevares, og at rektorerne vil få endnu mere magt på bekostning af dekaner og institutledere.
Lektor Sune Auken , Københavns Universitet, der en af lovforslagets hårdeste kritikere, siger: »Det værste er rektorernes almagt, den fatale fejl på organiserede kontravægte, og den bevidstløse overdragelse af al magt opad. Ingen kan sige stop til, hvad der foregår.«.
Medbestemmelse?
Et andet stort stridspunkt er spørgsmålet om de ansattes medbestemmelse. Allerede i universitets-evalueringen fra 2009 blev den eksisterende lov kritiseret for ikke at sikre de studerende og de ansatte reel medbestemmelse.
Det har forslaget til lovrevision taget højde for ved foreskrive, at universitetets bestyrelse skal sørge for, at der udvikles 'procedurer og organisatoriske mekanismer til at sikre effektiv inddragelse af studerende og personale'. Det er altså bestyrelsen, der - efter indstilling af rektor - skal definere, hvor stor indflydelse de ansatte skal have i de akademiske råd og på institutterne. Men det er ikke defineret, hvad en passende medbestemmelse egentlig er, og ledelsen på Københavns Universitet udtrykker ikke den store lyst til at give de ansatte og de studerende medbestemmelse. For i KU's høringssvar hedder det, at begrebet (medbestemmelse. red.) ' udfordrer den énstrengede ledelse, hvilket er særdeles uheldigt i forhold til ledelsens ledelsesrum', og KU-ledelsen pointerer, at man ikke i det øvrige samfund forventes til at inddrage medarbejdere og studerende.
Management-tænkning
Hertil siger Sune Auken : »Rektorerne protesterer Gud hjælpe mig over formuleringen om, at de skal give medindflydelse, og siger, at det indgriber i deres ledelsesret. De protesterer over, at ministeriet kan give dem pålæg, og at de nu er nødt til at høre de ansatte.« Sune Auken mener ikke, at der vil ske fremskridt, før man får valgte ledere på universiteterne: »Vi har ingen grund til at tro, at en venlig henstilling til ledelsen om, at de skal huske at høre os ansatte, vil give os nogen medindflydelse,« siger Sune Auken .
- Hvordan vil du selv mærke det?
»Formentlig ikke en pind. Jeg sidder i en tung, gammel institution, som for længst er gennemsyret af denne management-tænkning,« siger Sune Auken , »Vi har den indflydelse, rektor vil give os. Og i den bedste af alle verdener, hvor rektor er et godt menneske, har han mulighed for at give reel indflydelse til folk som mig. Men jeg aner ikke, hvad der vil ske.«.
Skarp protest fra rektorerne
Universitetsrektorerne er stort set tilfredse med forslaget om revision af universitetsloven, men - og det er et meget stort men - de er særdeles utilfredse med, at videnskabsministeren for fremtiden i udviklingskontrakterne vil kunne pålægge et universitet tre-fem pligtige mål, der skal baseres på 'samfundsmæssige prioriteringer'.
Rektorerne har i deres høringssvar protesteret skarpt imod, hvad de kalder 'en drastisk underminering af universiteternes selvstyre', som de siger vil presse et stærkt politisk styringsredskab ind i universitetsloven.
Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitet og formand for Rektorkollegiet, siger:
»Jeg er ikke tilfreds med formuleringen af målene for udviklingskontrakterne, fordi den giver ministeriet mulighed for at kunne diktere præcise mål og sætte bestyrelsen ud af kraft. Hvis ministeren bruger den bemyndigelse i udviklingskontrakterne, kan hun styre os meget tættere og pålægge os konkrete mål, og den styring er væsentligt strammere end noget, vi tidligere har oplevet.« »De pligtige mål skal baseres på 'samfundsmæssige prioriteringer', og i sidste instans kan det betyde, at vi er tvunget til at levere noget, vi ikke har mulighed for. For eksempel et mål på 10 procent flere studerende på universiteterne - men hvad nu, hvis der ikke er 10 procent flere, der søger? Og er de mål reelt finansierede? Følger der ekstra penge med?« spørger han.
»Vi kan risikere, at ministeriet siger, at vi kan bruge penge, vi har fået til noget andet. Styringen af udviklingskontrakterne er en betydelig knast, som regering og forligsparti skulle forholde sig til,« siger Jens Oddershede.
- Men alt tyder på, at loven bliver vedtaget?
»Så kunne man appellere til, at den formulering skal blødes op,« siger Rektorkollegiets formand.
Samme ledelsesrum
Men Jens Oddershede kan ikke forstå kritikken af, at rektorerne bliver enerådende: »Der er ikke sket nogen ændringer i rektors ledelsesrum i de forandringer, der nu foreslås, og de er ikke med til at stramme vores ledelseskompetence, som ikke er ændret i forhold til den tidligere universitetslov,« siger han.
- Hvorfor kritiseres det så?
»Det har jeg også vært ved at se - det er skudt forbi målet. Man lægger op til, at man i højere grad skal inddrage medarbejderne, så jeg har svært ved at forstå den kritik. Jeg synes, at indflydelsen hos studerende og ansatte er vokset,« siger Jens Oddershede.
Den fri tankes himmelflugt
Hvad angår ministerstyringen af udviklingskontrakterne er prorektor ved Københavns Universitet Thomas Bjørnholm heller ikke tilfreds. Han udtrykker det sådan: »Et område, der giver anledning til betydelig bekymring, er ejendomsretten til den fri tankes himmelflugt, som er truet ved, at ministeren i udviklingskontrakterne vil kunne opstille specifikke mål, noget som potentielt set også kan gælde forskningsopgaver. Vil man have frie og uafhængige forskerstemmer, forudsætter det, at vore institutter er frie og uafhængige, og det er de ikke, hvis der kan dikteres kontrakter udefra. Det er noget med selvforståelse og at have foden under eget bord. At have opfattelsen af at universitetet bidrager til samfundsudviklingen fra en selvstændig og uafhængig platform. Vi skal have råderetten over vores egen butik, det er sådan, man skaber kvalitet. Vi håber, at den passus bliver strøget,« siger Thomas Bjørnholm.
Vi taler om tingene
Det Farmaceutiske Fakultet er i sit høringssvar positiv over for den foreslåede ændring af universitetsloven og går ind for en énstreget ledelse, oplyser dekan Sven Frøkjær.
Men det fremgår også af fakultetets høringssvar, at de studerende er meget lidt begejstrede for en mulig kraftig centralisering af organisationen og dermed en centralisering af råd og udvalg.
- Men den bekymring deler ledelsen ikke? »Nej, vi er et lille fakultet med en lang tradition for en meget tæt dialog og et godt samarbejde med vore studenter,« siger Sven Frøkjær.
»I dagligdagen er der medbestemmelse og medindflydelse, og netop fordi vi har gode samarbejdsrelationer, betyder det ikke noget her. De studerende har en betydelig medindflydelse - vi taler om tingene.«
- Du er som dekan født formand for Akademisk Råd. Men efter forslaget til lovrevisionen skal dekanen ikke længere være født formand. Hvordan stiller du dig til den sag?
»Det finder jeg problematisk, eftersom dekanen har det overordnede ansvar for hele institutionen, og hvis han eller hun ikke er formand, er det en svækkelse af den pågældendes ledelseskompetence,« siger Sven Frøkjær.
Demokratisk problem
»Det grundlæggende problem er, at man ikke har sikret de studerende indflydelse på deres uddannelse,« siger formand for Danske Studerendes Fællesråd, Magnus Pedersen.
»Vi ønsker et demokratisk universitet, og vi vil få mere kompetente ledelser, hvis de studerende er med til at træffe beslutninger, også de økonomiske. Det er os, der sidder med fingrene nede i materien og har det bedste kendskab til studierne,« siger Magnus Pedersen, der også undrer sig over, at man ikke udvider de akademiske råd til at have bestemmende myndighed.
I holdningen til udviklingskontrakterne ligger Danske Studerende Fællesråd på linje med universitetsrektorerne: »Det er et problem, at ministeriet direkte kan bestemme konkrete mål for universiteterne. Det er en politisk topstyring, vi ikke er tjent med. Det er os på universiteterne, der skulle være med til at fastlægge de mål,« siger Magnus Pedersen.
Videnskabsministeriet oplyser, at der endnu ikke er fastsat en dato for tredjebehandling af lovforslaget om revision af universitetsloven, men at Videnskabsudvalget kommer med en udtalelse den 5. maj.
»Vi har ingen grund til at tro, at en venlig henstilling til ledelsen om, at de skal huske at høre os ansatte, vil give os nogen medindflydelse« Sune Auken .
LOVFORSLAGETS VIGTIGSTE PUNKTER IFØLGE UNIVERSITETS- OG BYGNINGSSTYRELSEN
En friere ledelsesstruktur
Forslaget lægger op til, at det enkelte universitet får større fleksibilitet til at fastsætte sin egen organisation. Der vil ikke længere være krav om, at universiteterne organiserer sig med fakulteter og institutter. Samtidig bortfalder kravet om fakultetsdekaner og institutledere. Rektor skal fastlægge universitetets interne organisering inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat.
Medbestemmelse og medinddragelse
Det foreslås præciseret, at bestyrelsen skal sikre, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger. Hvordan dette sker, beskrives i vedtægten.
Forskningsfrihed
Forslaget har desuden til formål at præcisere, at universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Det foreslås desuden tilføjet i loven, at rektor eller underordnede ledere ikke over længere tid må pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, sådan at de reelt fratages deres forskningsfrihed.
Andre ændringer
Høringsudkastet rummer desuden initiativer, der vedrører digital kommunikation på universiteterne og forslag til ændringer af mere teknisk-økonomisk karakter.
Kilde:
Universitets-og Bygningsstyrelsen, 10. november 2010 Styrelsen nævner ikke udviklingskontrakterne, men dem kan man finde i Videnskabsministeriets høringsudkast: Udviklingskontrakter
Forslaget til revision af universitetsloven indeholder en ny model for udviklingskontrakter. Ifølge den model skal ministeren kunne pålægge universitetet at opfylde konkrete mål. Udviklingskontrakten skal omfatte mål for de aktiviteter og indsatser, som tillægges særlig vægt, og skal herefter bestå af ministerens tre til fem pligtige mål og universitetets tre til fem selvvalgte mål. De pligtige mål skal baseres på ' samfundsmæssige prioriteringer'.
Kilde: Videnskabsministeriets høringsudkast Se lovforslaget her:
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/lovforslag/L143/index.htm
Blæst om ny universitetslov
Kritikere ser forslaget til den nye universitetslov som en cementering af rektorernes magt, en undergravning af de ansattes og de studerendes medindflydelse og en hidtil uset stram styring fra ministerens side ved at diktere bestemte udviklingsmål. Men loven bliver formentlig vedtaget.
Af BIRGIT BRUNSTED
Der har været mange protester mod den kommende revision af universitetsloven, fremlagt af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ( K), som blev andenbehandlet i Folketinget den 22. februar. Modstanden afspejlede sig dog ikke i debatten, som flere iagttagere kaldte ' forudsigelig' og ' resigneret'.
Lovforslaget om revisionen er støttet af regeringspartierne og forligspartneren Socialdemokraterne. Lovrevisionen kritiseres især for, at universiteternes topstyrede, énstrengede struktur bevares, og at rektorerne vil få endnu mere magt på bekostning af dekaner og institutledere.
Lektor Sune Auken , Københavns Universitet, der en af lovforslagets hårdeste kritikere, siger: »Det værste er rektorernes almagt, den fatale fejl på organiserede kontravægte, og den bevidstløse overdragelse af al magt opad. Ingen kan sige stop til, hvad der foregår.«.
Medbestemmelse?
Et andet stort stridspunkt er spørgsmålet om de ansattes medbestemmelse. Allerede i universitets-evalueringen fra 2009 blev den eksisterende lov kritiseret for ikke at sikre de studerende og de ansatte reel medbestemmelse.
Det har forslaget til lovrevision taget højde for ved foreskrive, at universitetets bestyrelse skal sørge for, at der udvikles 'procedurer og organisatoriske mekanismer til at sikre effektiv inddragelse af studerende og personale'. Det er altså bestyrelsen, der - efter indstilling af rektor - skal definere, hvor stor indflydelse de ansatte skal have i de akademiske råd og på institutterne. Men det er ikke defineret, hvad en passende medbestemmelse egentlig er, og ledelsen på Københavns Universitet udtrykker ikke den store lyst til at give de ansatte og de studerende medbestemmelse. For i KU's høringssvar hedder det, at begrebet (medbestemmelse. red.) ' udfordrer den énstrengede ledelse, hvilket er særdeles uheldigt i forhold til ledelsens ledelsesrum', og KU-ledelsen pointerer, at man ikke i det øvrige samfund forventes til at inddrage medarbejdere og studerende.
Management-tænkning
Hertil siger Sune Auken : »Rektorerne protesterer Gud hjælpe mig over formuleringen om, at de skal give medindflydelse, og siger, at det indgriber i deres ledelsesret. De protesterer over, at ministeriet kan give dem pålæg, og at de nu er nødt til at høre de ansatte.« Sune Auken mener ikke, at der vil ske fremskridt, før man får valgte ledere på universiteterne: »Vi har ingen grund til at tro, at en venlig henstilling til ledelsen om, at de skal huske at høre os ansatte, vil give os nogen medindflydelse,« siger Sune Auken .
- Hvordan vil du selv mærke det?
»Formentlig ikke en pind. Jeg sidder i en tung, gammel institution, som for længst er gennemsyret af denne management-tænkning,« siger Sune Auken , »Vi har den indflydelse, rektor vil give os. Og i den bedste af alle verdener, hvor rektor er et godt menneske, har han mulighed for at give reel indflydelse til folk som mig. Men jeg aner ikke, hvad der vil ske.«.
Skarp protest fra rektorerne
Universitetsrektorerne er stort set tilfredse med forslaget om revision af universitetsloven, men - og det er et meget stort men - de er særdeles utilfredse med, at videnskabsministeren for fremtiden i udviklingskontrakterne vil kunne pålægge et universitet tre-fem pligtige mål, der skal baseres på 'samfundsmæssige prioriteringer'.
Rektorerne har i deres høringssvar protesteret skarpt imod, hvad de kalder 'en drastisk underminering af universiteternes selvstyre', som de siger vil presse et stærkt politisk styringsredskab ind i universitetsloven.
Jens Oddershede, rektor på Syddansk Universitet og formand for Rektorkollegiet, siger:
»Jeg er ikke tilfreds med formuleringen af målene for udviklingskontrakterne, fordi den giver ministeriet mulighed for at kunne diktere præcise mål og sætte bestyrelsen ud af kraft. Hvis ministeren bruger den bemyndigelse i udviklingskontrakterne, kan hun styre os meget tættere og pålægge os konkrete mål, og den styring er væsentligt strammere end noget, vi tidligere har oplevet.« »De pligtige mål skal baseres på 'samfundsmæssige prioriteringer', og i sidste instans kan det betyde, at vi er tvunget til at levere noget, vi ikke har mulighed for. For eksempel et mål på 10 procent flere studerende på universiteterne - men hvad nu, hvis der ikke er 10 procent flere, der søger? Og er de mål reelt finansierede? Følger der ekstra penge med?« spørger han.
»Vi kan risikere, at ministeriet siger, at vi kan bruge penge, vi har fået til noget andet. Styringen af udviklingskontrakterne er en betydelig knast, som regering og forligsparti skulle forholde sig til,« siger Jens Oddershede.
- Men alt tyder på, at loven bliver vedtaget?
»Så kunne man appellere til, at den formulering skal blødes op,« siger Rektorkollegiets formand.
Samme ledelsesrum
Men Jens Oddershede kan ikke forstå kritikken af, at rektorerne bliver enerådende: »Der er ikke sket nogen ændringer i rektors ledelsesrum i de forandringer, der nu foreslås, og de er ikke med til at stramme vores ledelseskompetence, som ikke er ændret i forhold til den tidligere universitetslov,« siger han.
- Hvorfor kritiseres det så?
»Det har jeg også vært ved at se - det er skudt forbi målet. Man lægger op til, at man i højere grad skal inddrage medarbejderne, så jeg har svært ved at forstå den kritik. Jeg synes, at indflydelsen hos studerende og ansatte er vokset,« siger Jens Oddershede.
Den fri tankes himmelflugt
Hvad angår ministerstyringen af udviklingskontrakterne er prorektor ved Københavns Universitet Thomas Bjørnholm heller ikke tilfreds. Han udtrykker det sådan: »Et område, der giver anledning til betydelig bekymring, er ejendomsretten til den fri tankes himmelflugt, som er truet ved, at ministeren i udviklingskontrakterne vil kunne opstille specifikke mål, noget som potentielt set også kan gælde forskningsopgaver. Vil man have frie og uafhængige forskerstemmer, forudsætter det, at vore institutter er frie og uafhængige, og det er de ikke, hvis der kan dikteres kontrakter udefra. Det er noget med selvforståelse og at have foden under eget bord. At have opfattelsen af at universitetet bidrager til samfundsudviklingen fra en selvstændig og uafhængig platform. Vi skal have råderetten over vores egen butik, det er sådan, man skaber kvalitet. Vi håber, at den passus bliver strøget,« siger Thomas Bjørnholm.
Vi taler om tingene
Det Farmaceutiske Fakultet er i sit høringssvar positiv over for den foreslåede ændring af universitetsloven og går ind for en énstreget ledelse, oplyser dekan Sven Frøkjær.
Men det fremgår også af fakultetets høringssvar, at de studerende er meget lidt begejstrede for en mulig kraftig centralisering af organisationen og dermed en centralisering af råd og udvalg.
- Men den bekymring deler ledelsen ikke? »Nej, vi er et lille fakultet med en lang tradition for en meget tæt dialog og et godt samarbejde med vore studenter,« siger Sven Frøkjær.
»I dagligdagen er der medbestemmelse og medindflydelse, og netop fordi vi har gode samarbejdsrelationer, betyder det ikke noget her. De studerende har en betydelig medindflydelse - vi taler om tingene.«
- Du er som dekan født formand for Akademisk Råd. Men efter forslaget til lovrevisionen skal dekanen ikke længere være født formand. Hvordan stiller du dig til den sag?
»Det finder jeg problematisk, eftersom dekanen har det overordnede ansvar for hele institutionen, og hvis han eller hun ikke er formand, er det en svækkelse af den pågældendes ledelseskompetence,« siger Sven Frøkjær.
Demokratisk problem
»Det grundlæggende problem er, at man ikke har sikret de studerende indflydelse på deres uddannelse,« siger formand for Danske Studerendes Fællesråd, Magnus Pedersen.
»Vi ønsker et demokratisk universitet, og vi vil få mere kompetente ledelser, hvis de studerende er med til at træffe beslutninger, også de økonomiske. Det er os, der sidder med fingrene nede i materien og har det bedste kendskab til studierne,« siger Magnus Pedersen, der også undrer sig over, at man ikke udvider de akademiske råd til at have bestemmende myndighed.
I holdningen til udviklingskontrakterne ligger Danske Studerende Fællesråd på linje med universitetsrektorerne: »Det er et problem, at ministeriet direkte kan bestemme konkrete mål for universiteterne. Det er en politisk topstyring, vi ikke er tjent med. Det er os på universiteterne, der skulle være med til at fastlægge de mål,« siger Magnus Pedersen.
Videnskabsministeriet oplyser, at der endnu ikke er fastsat en dato for tredjebehandling af lovforslaget om revision af universitetsloven, men at Videnskabsudvalget kommer med en udtalelse den 5. maj.
»Vi har ingen grund til at tro, at en venlig henstilling til ledelsen om, at de skal huske at høre os ansatte, vil give os nogen medindflydelse« Sune Auken .
LOVFORSLAGETS VIGTIGSTE PUNKTER IFØLGE UNIVERSITETS- OG BYGNINGSSTYRELSEN
En friere ledelsesstruktur
Forslaget lægger op til, at det enkelte universitet får større fleksibilitet til at fastsætte sin egen organisation. Der vil ikke længere være krav om, at universiteterne organiserer sig med fakulteter og institutter. Samtidig bortfalder kravet om fakultetsdekaner og institutledere. Rektor skal fastlægge universitetets interne organisering inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat.
Medbestemmelse og medinddragelse
Det foreslås præciseret, at bestyrelsen skal sikre, at der sker medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger. Hvordan dette sker, beskrives i vedtægten.
Forskningsfrihed
Forslaget har desuden til formål at præcisere, at universitetets forskningsstrategiske rammer dækker hele universitetets profil. Det foreslås desuden tilføjet i loven, at rektor eller underordnede ledere ikke over længere tid må pålægge de videnskabelige medarbejdere opgaver i hele deres arbejdstid, sådan at de reelt fratages deres forskningsfrihed.
Andre ændringer
Høringsudkastet rummer desuden initiativer, der vedrører digital kommunikation på universiteterne og forslag til ændringer af mere teknisk-økonomisk karakter.
Kilde:
Universitets-og Bygningsstyrelsen, 10. november 2010 Styrelsen nævner ikke udviklingskontrakterne, men dem kan man finde i Videnskabsministeriets høringsudkast: Udviklingskontrakter
Forslaget til revision af universitetsloven indeholder en ny model for udviklingskontrakter. Ifølge den model skal ministeren kunne pålægge universitetet at opfylde konkrete mål. Udviklingskontrakten skal omfatte mål for de aktiviteter og indsatser, som tillægges særlig vægt, og skal herefter bestå af ministerens tre til fem pligtige mål og universitetets tre til fem selvvalgte mål. De pligtige mål skal baseres på ' samfundsmæssige prioriteringer'.
Kilde: Videnskabsministeriets høringsudkast Se lovforslaget her:
http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/lovforslag/L143/index.htm
***
[intern ref: Birgit Brunsted: Blæst om ny universitetslov, Pharma 23/3-2011.]
Subscribe to:
Posts (Atom)
