Berlingske d. 7. juni, 2011 (1. sektion side 25) Kronik:
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND
Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.
[intern ref.]
Showing posts with label globaliseringsdiskurs. Show all posts
Showing posts with label globaliseringsdiskurs. Show all posts
Wednesday, June 8, 2011
Wednesday, June 1, 2011
Universiteternes samfundsopgave - levere højtuddannede eller at lave forskning for erhvervslivet?
Information d. 1. juni, 2011 (1. sektion side 13) http://www.information.dk/269835
Kommentar:
Væmmelse ved viden
Alle politikere kræver, at viden bliver en vækstmotor. Det kræver mod. Mod til et opgør med forskningsfrihed. Mod til et opgør med erhvervslivets frihed. Har danske politikere begge dele?
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
Af Claus Holm
Sidste trin på landets højeste uddannelsesstige tager man ved at tage en ph.d.-uddannelse. Herved gør man sig fortjent til at bære betegnelsen ph.d.. Det er en forkortelse af det engelske doctor ofphilosophy. Forskere med en ph.d. ved, at det kræver slid og slæb at skrive en ph.d.-afhandling. Men er det anstrengelserne værd? Det er, hvad Rigsrevisionen i Beretning til Statsrevisorerne om satsningen på ph.d.-uddannelsen fra maj måned [her; arkivets kopi her (red.)]] opfordrer Folketinget til at overveje.
12012 skal Folketinget nemlig træffe beslutning om at videreføre denne satsning, der i perioden 2005- 2012 har fordoblet optaget af ph.d.er fra 1.200 til 2.400 om året. Det har kostet 4,8 mia. kroner ekstra. Men hvorfor betvivler Rigsrevisionens beretning satsningens værdi? Grundlæggende fordi den ikke er sikker på, at indsatsen skaber national vækst. Satsningen har tiltrukket mange udenlandske studerende til de naturvidenskabelige og tekniske videnskabelige uddannelser. Men det gør blot Danmark til nettoeksportør af ph.d.'er, som ikke skaber vækst i Danmark. Desuden savner Rigsrevisionen dokumentation for erhvervslivets efterspørgsel efter ph.d.'er.
Vækstmotor
Men hvordan vil Folketinget møde ideen om, at det først og fremmest er den viden, som skaber vækst, der har værdi? Positivt.
I øjeblikket kræver alle Folketingets partier i kor, at universiteternes viden bliver vækstmotor for det danske samfund. Sagt på anden vis, så er vi vidne til politikeres voksende væmmelse ved at investere i uddannelser, der ikke skaber vækst - uanset hvor store anstrengelser, studerende lægger i at uddanne sig. Er der grund til det? Filosoffen Immanuel Kant mente i sin tid ikke, at det var nødvendigt at advare unge mennesker mod overdreven flittighed med studier. For det regulerer helt naturligt sig selv. Studerer man længe, men forgæves, så giver det væmmelse ved viden - og så holder man op.
Omvendt med købmænd; blandt dem er det helt normalt at overdrive handler og lade vidtløftige vækstplaner tappe kræfterne. Set i det lys, er spørgsmålet snarere, om danske politikere i valgkamp er tidens vidtløftige købmænd, der tror, at viden nemt kan omsættes til vækst? Det kan jeg bekræfte af to grunde:
Tysk tradition
Den første handler om den konflikt, ideen om 'fra viden til vækst' skaber mellem politikere og forskere. En del danske forskere ser sig ikke som arbejdskraft, der udretter noget, som kan øge erhvervslivets indtjening. Årsagen er, at de ser sig som en del af en tysk universitetstradition. Her er vidensopbygning et mål i sig selv. Beskyttet af forskningsfrihed. Ikke underlagt krav. Slet ikke nationaløkonomiske.
Modsat tilsiger en fransk universitetstradition, at forskning og undervisning står i nationens tjeneste. Så når politikere væmmes, er det udtryk for en omfattende kollektiv kvalme - og kritik - over en stærk tysk universitetstradition blandt danske forskere. Denne kritik støder på modstand, da forskere anser krav om erhvervsrettet forskning som en krænkelse af forskningsfriheden; altså den tyske udgave af den.
Erhvervslivets behov
Den anden grund til, at viden ikke uden videre omsættes til vækst, ligger i erhvervslivet. Selv om universiteternes vidensproduktion med et slag blev mere erhvervsvenlig, så er alle problemer langt fra løst. Det bringer os tilbage til spørgsmålet, om vidtløftigheden af politikernes tiltro til erhvervslivets efterspørgsel efter viden. Er det rent faktisk sådan, at det danske erhvervsliv efterspørger viden på højeste niveau i tilstrækkeligt omfang?
Næppe. Det er essensen af Informations artikel om Radikale Venstres vækstpolitik den 26. maj - en politik, som taber troværdighed, hvis den forveksler den danske erhvervsstruktur med Sveriges og Finlands erhvervsstruktur. Med mindre man fra politisk hold også er parat til at føre en politik, som ændrer den danske struktur til at være stærkere præget af behov for et højt uddannelsesniveau. Ét er altså, at det ikke er nemt at gøre universitær viden til vækstmotor, noget andet er at gøre sig klart, om det overhovedet giver mening. For politikeren og SF'eren Mattias Tesfaye gør det ikke.
I bogen Vi er ikke dyr, men vi er tyskere kritiserer han ideen om et Danmarkbefolket af evighedsstudenter, der tror, at uendelig meget mere og højere uddannelse er vejen til vækst. I stedet har han talt for et håndværkersamfund, der fjerner halvdelen af bevillingerne til universiteterne. Det kan man godt gøre. Men politikere kan også tage livtag ikke alene med forskningsfriheden, men også med det danske erhvervsliv. Hvis de tør.
Kommentar:
Væmmelse ved viden
Alle politikere kræver, at viden bliver en vækstmotor. Det kræver mod. Mod til et opgør med forskningsfrihed. Mod til et opgør med erhvervslivets frihed. Har danske politikere begge dele?
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
Af Claus Holm
Sidste trin på landets højeste uddannelsesstige tager man ved at tage en ph.d.-uddannelse. Herved gør man sig fortjent til at bære betegnelsen ph.d.. Det er en forkortelse af det engelske doctor ofphilosophy. Forskere med en ph.d. ved, at det kræver slid og slæb at skrive en ph.d.-afhandling. Men er det anstrengelserne værd? Det er, hvad Rigsrevisionen i Beretning til Statsrevisorerne om satsningen på ph.d.-uddannelsen fra maj måned [her; arkivets kopi her (red.)]] opfordrer Folketinget til at overveje.
12012 skal Folketinget nemlig træffe beslutning om at videreføre denne satsning, der i perioden 2005- 2012 har fordoblet optaget af ph.d.er fra 1.200 til 2.400 om året. Det har kostet 4,8 mia. kroner ekstra. Men hvorfor betvivler Rigsrevisionens beretning satsningens værdi? Grundlæggende fordi den ikke er sikker på, at indsatsen skaber national vækst. Satsningen har tiltrukket mange udenlandske studerende til de naturvidenskabelige og tekniske videnskabelige uddannelser. Men det gør blot Danmark til nettoeksportør af ph.d.'er, som ikke skaber vækst i Danmark. Desuden savner Rigsrevisionen dokumentation for erhvervslivets efterspørgsel efter ph.d.'er.
Vækstmotor
Men hvordan vil Folketinget møde ideen om, at det først og fremmest er den viden, som skaber vækst, der har værdi? Positivt.
I øjeblikket kræver alle Folketingets partier i kor, at universiteternes viden bliver vækstmotor for det danske samfund. Sagt på anden vis, så er vi vidne til politikeres voksende væmmelse ved at investere i uddannelser, der ikke skaber vækst - uanset hvor store anstrengelser, studerende lægger i at uddanne sig. Er der grund til det? Filosoffen Immanuel Kant mente i sin tid ikke, at det var nødvendigt at advare unge mennesker mod overdreven flittighed med studier. For det regulerer helt naturligt sig selv. Studerer man længe, men forgæves, så giver det væmmelse ved viden - og så holder man op.
Omvendt med købmænd; blandt dem er det helt normalt at overdrive handler og lade vidtløftige vækstplaner tappe kræfterne. Set i det lys, er spørgsmålet snarere, om danske politikere i valgkamp er tidens vidtløftige købmænd, der tror, at viden nemt kan omsættes til vækst? Det kan jeg bekræfte af to grunde:
Tysk tradition
Den første handler om den konflikt, ideen om 'fra viden til vækst' skaber mellem politikere og forskere. En del danske forskere ser sig ikke som arbejdskraft, der udretter noget, som kan øge erhvervslivets indtjening. Årsagen er, at de ser sig som en del af en tysk universitetstradition. Her er vidensopbygning et mål i sig selv. Beskyttet af forskningsfrihed. Ikke underlagt krav. Slet ikke nationaløkonomiske.
Modsat tilsiger en fransk universitetstradition, at forskning og undervisning står i nationens tjeneste. Så når politikere væmmes, er det udtryk for en omfattende kollektiv kvalme - og kritik - over en stærk tysk universitetstradition blandt danske forskere. Denne kritik støder på modstand, da forskere anser krav om erhvervsrettet forskning som en krænkelse af forskningsfriheden; altså den tyske udgave af den.
Erhvervslivets behov
Den anden grund til, at viden ikke uden videre omsættes til vækst, ligger i erhvervslivet. Selv om universiteternes vidensproduktion med et slag blev mere erhvervsvenlig, så er alle problemer langt fra løst. Det bringer os tilbage til spørgsmålet, om vidtløftigheden af politikernes tiltro til erhvervslivets efterspørgsel efter viden. Er det rent faktisk sådan, at det danske erhvervsliv efterspørger viden på højeste niveau i tilstrækkeligt omfang?
Næppe. Det er essensen af Informations artikel om Radikale Venstres vækstpolitik den 26. maj - en politik, som taber troværdighed, hvis den forveksler den danske erhvervsstruktur med Sveriges og Finlands erhvervsstruktur. Med mindre man fra politisk hold også er parat til at føre en politik, som ændrer den danske struktur til at være stærkere præget af behov for et højt uddannelsesniveau. Ét er altså, at det ikke er nemt at gøre universitær viden til vækstmotor, noget andet er at gøre sig klart, om det overhovedet giver mening. For politikeren og SF'eren Mattias Tesfaye gør det ikke.
I bogen Vi er ikke dyr, men vi er tyskere kritiserer han ideen om et Danmarkbefolket af evighedsstudenter, der tror, at uendelig meget mere og højere uddannelse er vejen til vækst. I stedet har han talt for et håndværkersamfund, der fjerner halvdelen af bevillingerne til universiteterne. Det kan man godt gøre. Men politikere kan også tage livtag ikke alene med forskningsfriheden, men også med det danske erhvervsliv. Hvis de tør.
*
[intern ref.]
Wednesday, May 25, 2011
Vildt kaos på Aarhus Universitet
Politiken d. 25. maj, 2011 (Kultur side 9)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290708/vildt-kaos-paa-aarhus-universitet/
Kronik:
Vildt kaos på Aarhus Universitet
ANDERS BØGH
Noget om en såkaldt faglig udviklingsproces - der ikke overraskende starter med ansættelse af flere bureaukrater
Anders Bøgh er lektor, dr. phil. ved Historisk Afdeling, Aarhus Universitet .
REGERINGEN har i sin begejstring for erhvervsliv og stærke ledere foræret magten over landets universiteter til nogle personer, der som regel ingen forstand har på universitetsdrift. De ansætter så nogle rektorer, som passer ind i deres forestillinger om rigtige ledere, og som har en agenda for universiteternes udvikling, der passer med bestyrelsesflertallets mavefornemmelser.
At der ikke altid kommer lige heldige resultater ud af en sådan magtkoncentration, har vi set flere eksempler på. Mest slående og uheldigt på CBS, hvor en ukvalificeret rektors tågede ideer om en total omkalfatring af hele organisationen kostede ham og bestyrelsesformanden jobbet samt - må man formode - organisationen et kolossalt spild af arbejdstimer pga. kaos og reaktioner mod kaos. Et på visse måder parallelt forløb på RUC har næppe heller styrket varetagelsen af universitetets kerneopgaver i den periode, hvor det stod på.
Nu samler spændingen sig så om Aarhus Universitet.
Revolutionen har længe været i gang.
Under mottoet forenkling er ni fakulteter blevet til fire og 55 institutter er blevet til 25. På mit eget område, som nu hedder noget så nudansk som Arts, er det lykkedes at gennemføre den fantastiske øvelse, at tre fakulteter er blevet til tre institutter.
Nettoresultat er så blevet, at man har fået skudt en dekan og tre prodekaner ind mellem rektorniveauet og de tre institutter/fakulteter og deres ledelse.
Forenkling? Pudsigt nok skal der så ni vicedirektører til for at styre de ni fakulteter, som nu er blevet til fire.
På instituttet med det intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund, som jeg kommer til at høre til fra nytår, er der fastansat 165 lærere plus alle de andre, som findes på sådan ét. Normalt ville man så have et underliggende administrativt niveau opdelt efter fagligheder, hvor det var muligt at varetage den produktion, som hører et universitet til: undervisning og forskning. Sådan skal det imidlertid ikke længere være; afdelinger og opdelinger efter fagligheder er bandlyst.
Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet.
Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter.
Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med. Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet.
Nu må det så antages, at de høje lederlønninger, der tilbydes, vil være i stand til at tiltrække et supermenneske, som ikke alene vil være i stand til at lære navnene udenad på alle de kulturelle samfundsfolk, men også til at tilegne sig dybtgående viden om, hvilke kompetencer de repræsenterer hver for sig, så jeg kan blive motiveret for at yde mit ypperste i lige præcis det grænseområde, hvor det helt geniale opstår.
Hvis det mod forventning ikke lader sig gøre, må vi imødese et kaos uden lige med vilde kampe mellem forskergrupper, der forsøger at påkalde sig ledelsens nåde og penge, mens mindre intrigante naturer formodentlig bliver placeret i ulykkelige tvangsægteskaber.
Rektor kan angiveligt godt lide socialdarwinisme, så det er nok klogest at finde boksehandskerne frem. Sådanne processer tager lang tid, som kunne være anvendt til at forske og undervise.
HIDTIL HAR jeg fundet min arbejdsmæssige identitet som én, der underviste og forskede i historie på Aarhus Universitet.
Det har været helt afgørende for denne identitet, at jeg gjorde det i et samspil og et socialt fællesskab med nogle andre, der gjorde det samme/noget lignende. Vi har haft et godt socialt sammenhold om at drive et (stort) studium sammen og umådelig megen fornøjelse af daglige uformelle samtaler med de fagkolleger, hvis arbejdsområde var nærmest ved vort eget. Begge dele holdt én fagligt i vigør og sikrede den fornemmelse af tilhør og identifikation, som er en forudsætning for engagement. Det bliver svært, når jeg først og fremmest skal samarbejde med nogen, der dyrker andre fag og identiteter. De bliver jo nok nødt til, som jeg, at holde sig til at dyrke deres egne identiteter. Det kan vi nok finde ud af, men der er jo noget sært motiverende i at føle, at man er et led i et socialt fællesskab, som man yder noget til, og som man får noget igen fra. På Aarhus Universitet, Arts og det kulturelle samfundsinstitut drukner man i mængden - og så bliver det nok sådan, at enhver må være sig selv nærmest; nærmest uengageret i andet.
NU ER DET jo også sådan, at et universitet traditionelt dyrker undervisning og uddannelse af landets bedste arbejdskraft.
Jeg har sådan set hidtil tænkt, at min vigtigste indsats i den samfundsmæssige arbejdsdeling var at bidrage til at uddanne gode og skarpsindige kandidater til glæde for samfundet og dem selv. Men der har jeg nok taget fejl. Det vigtigste synes at være at få produceret så mange artikler som muligt, de skal så bare være interdisciplinære, så dem, jeg har skrevet indtil nu, er nok desværre ikke noget værd.
Det virker imidlertid, som om der fortsat skal drives undervisning på Aarhus Universitet. Hvordan det skal organiseres, henligger dog endnu mere i tågerne end organiseringen af de interdisciplinære forskningsgrupper. Vi må satse på, at den høje løn kan tiltrække en kulturel samfundsartist, der kan finde ud af det.
I mellemtiden er det vel et godt gæt, at uddannelserne også skal være interdisciplinære, og så skal jeg vel fare omkring og undervise på nogle stykker af dem uden chance for at lære de mennesker at kende, som jeg underviser. Al (også min) erfaring viser ellers, at et personligt kendskab til ofrene for ens undervisning i høj grad øger forståelsen. Sjovt nok viser det sig også, at studerende sætter pris på at være et sted, hvor de indgår i et socialt miljø, og hvor de opfatter deres undervisere som en del af dette. Meget tyder på, at sådan noget mindsker frafaldet og øger de studerendes faglige engagement og fornøjelse ved at studere.
Men som der står på en af Aarhus Universitets prominente bygninger, så drejer et studium her på stedet sig om at gå til fredagsbar og få en ny kæreste. Og så er det vel ret ligegyldigt, hvad der foregår, når der ikke er fredagsbar. Måske skal vi bare gøre hver dag til fredag og så lave nogle små lette eksamenspakker, som de frit kan kombinere uden risiko for, at universitetet mister de såkaldte STÅ-indtægter, som vi kan indkassere, hver gang en studerende består en eksamen. Pakkerne kan man vel så lade nogen i den vildtvoksende administration lave, jo mindre besværlige krav om faglig kvalitet, jo lettere går det.
Undskyld, faglig kvalitet er jo helt yt - kvalificeret interdisciplinaritet, mente jeg, naturligvis.
Nu er det jo ikke kun for sjovs skyld, at alt dette sættes i værk på Aarhus Universitet .
Globaliseringen, mine damer og herrer, en helt ny udfordring - ny for alle andre end historikere. Aarhus Universitet skal på toppen af hitlisten, den globale hitliste. Og nu må jeg så indrømme det dybt pinlige faktum: Min kernekvalifikation er nordeuropæisk historie i senmiddelalderen med særligt henblik på den danske. På det område er jeg vel én af de ti førende eksperter i verden. Men interesserer de sig for det i Kina? Min faglighed er slet ikke egnet til at indgå i den så attraktive interdisciplinaritet, der skal få hele verden til at tilbede Aarhus Universitet !
NU BEHØVER man jo ikke at være kvalificeret til at blive leder på det nye Aarhus Universitet for at regne ud, at hele øvelsen med at smide et universitet på størrelse - regnet i tilknyttede høveder - med en større dansk provinsby op i luften, i håb om at det lander på benene, i alt væsentligt handler om naturvidenskab; trods rektors forsikringer om, at han vil have et af de EU's stærkeste 'art-fakulteter'.
Inden for naturvidenskab skal der åbenbart ti personer til at skrive en artikel på fem sider. Dér ligger fremtiden angiveligt i grænseområdet mellem fagligheder.
Naturvidenskaben har den egenskab, at den ud over at kunne bidrage til erkendelse og øget forståelse af den verden, vi lever i, også kan levere opdagelser, der kan kommercialiseres. Mon ikke det er dette, flertallet af de mennesker, som regeringen har foræret magten over universiteterne til, interesserer sig mest for?
Humaniora, som det hed, før det blev til artisteri, handler mest om indhold i det liv, som ikke foregår 37 timer om ugen eksklusive ferier og fridage i alderen fra ca. 25 til ca. 65 - altså langt det meste af den del af livet, hvor vi ikke sover. En grundvæsentlig faktor er at levere meningsfuldt input til det skolesystem, som af en eller anden grund stadig ikke udelukkende leverer forberedelse til den mindste del af livet - det problem er der sikkert nogen, der arbejder ihærdigt for at få løst.
Men så længe der findes en væsentlig opinion, der mener, at hovedparten af livets vågne timer ikke (blot) skal gå med at se på folk, der ikke kan finde ud af at opdrage deres hund, gøre rent, overholde landets love, hvem de vil være kæreste med - for ikke at tale om at synge eller danse. Så vil det nok være en efterspørgsel efter noget, der kan give et bud på at forklare, hvor vi kommer fra, og hvordan og hvorfor nogen har kunnet finde en mening eller mangel på samme i den korte tid, der går mellem fødsel og død.
Så kan feltet for resten også tilbyde nogle sprog og noget forståelse af andre kulturer, som ikke alene kan bruges til at sælge varer i fremmede lande, men også til at forhindre, at man smider unge menneskers liv og skatteborgernes penge væk på at føre totalt udsigtsløse krige, hvis det skulle have nogen interesse. Og så kan vi for øvrigt også lave kandidater, som har stor succes i det private erhvervsliv, fordi de ikke bare har lært noget udenad, hvis holdbarhed er stærkt begrænset og/eller meget snæver, men som kan tænke selv og selvstændigt tilegne sig den viden, som er nødvendig for fortsat at kunne udvikle sig. Hvis vi altså bare fik lov til at give dem en ordentlig uddannelse! Bortset fra det uddanner vi gymnasielærere og i det nye Arts også præster og videreuddanner folkeskolelærere.
Hvis det ikke bliver taget dybt alvorligt, så overlader vi hele det marked til de andre danske universiteter!
HUMANIORA egner sig ikke til femsiders artikler med ti forfattere. Vores artikler er på 15-30 sider, vore fornemste produkter er bøger, hvor vi kan følge en lang linje og blive udsat for den kolossale udfordring, det er at holde styr på en enorm masse stof og få det arrangeret i en meningsfuld sammenhæng. Og allerhelst vil vi gerne ud over rampen til en bredere offentlighed i det samfund, vi lever i, der kan få glæde af vores arbejde. Alt det tæller dog desværre næsten ikke på bundlinjen i universiteternes koncernregnskab.
Lad os slippe for at lave artisteri i stedet for humanvidenskab. Lad os slippe for interdisciplinaritet, medmindre tværfaglighed tjener et fornuftigt formål. Lad os slippe for globalisering som tvangstrøje, hvis vi kan noget, der har identitetsdannende interesse for dem, der bebor de danskes øer og omegn.
Lad os erkende, at hvad der muligvis er godt for naturvidenskab, hvis det er det, ikke nødvendigvis er godt for humanvidenskaberne. Det ville nemlig være rimelig revolutionært og indebære et betydeligt kvalitetsløft i forhold til den vej, vinden har blæst de sidste otte år.
Ja, det er vel tilladt at drømme! Realiteterne er imidlertid, at pessimismen, mismodet og galgenhumoren breder sig mere og mere i de kredse, jeg færdes i. Det mest sandsynlige scenarie synes at være, at en lang periode af vildt kaos, hvor ingen ved noget om noget som helst, og alle kæmper mod alle, vil føre til ansættelse af stadig flere bureaukrater i håb om at få styr på kaos. Jo flere af dem, des færre forskere og undervisere bliver der råd til at lønne. Produktionen vil falde og dermed bevillingerne, oveni kommer de evigt tilbagevendende besparelser på universiteterne, som skal administreres af bureaukraterne, som vil fyre - ja, gæt selv hvem.
Noget sådant kaldes en ond cirkel!
OG SÅ VENTER jeg bare på, at Aarhus Universitets horder af såkaldte kommunikationsmedarbejdere kommer på banen for at forklare læserne og mig, at jeg har misforstået det hele.
ANDERS BØGH
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290708/vildt-kaos-paa-aarhus-universitet/
Kronik:
Vildt kaos på Aarhus Universitet
ANDERS BØGH
Noget om en såkaldt faglig udviklingsproces - der ikke overraskende starter med ansættelse af flere bureaukrater
Anders Bøgh er lektor, dr. phil. ved Historisk Afdeling, Aarhus Universitet .
REGERINGEN har i sin begejstring for erhvervsliv og stærke ledere foræret magten over landets universiteter til nogle personer, der som regel ingen forstand har på universitetsdrift. De ansætter så nogle rektorer, som passer ind i deres forestillinger om rigtige ledere, og som har en agenda for universiteternes udvikling, der passer med bestyrelsesflertallets mavefornemmelser.
At der ikke altid kommer lige heldige resultater ud af en sådan magtkoncentration, har vi set flere eksempler på. Mest slående og uheldigt på CBS, hvor en ukvalificeret rektors tågede ideer om en total omkalfatring af hele organisationen kostede ham og bestyrelsesformanden jobbet samt - må man formode - organisationen et kolossalt spild af arbejdstimer pga. kaos og reaktioner mod kaos. Et på visse måder parallelt forløb på RUC har næppe heller styrket varetagelsen af universitetets kerneopgaver i den periode, hvor det stod på.
Nu samler spændingen sig så om Aarhus Universitet.
Revolutionen har længe været i gang.
Under mottoet forenkling er ni fakulteter blevet til fire og 55 institutter er blevet til 25. På mit eget område, som nu hedder noget så nudansk som Arts, er det lykkedes at gennemføre den fantastiske øvelse, at tre fakulteter er blevet til tre institutter.
Nettoresultat er så blevet, at man har fået skudt en dekan og tre prodekaner ind mellem rektorniveauet og de tre institutter/fakulteter og deres ledelse.
Forenkling? Pudsigt nok skal der så ni vicedirektører til for at styre de ni fakulteter, som nu er blevet til fire.
På instituttet med det intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund, som jeg kommer til at høre til fra nytår, er der fastansat 165 lærere plus alle de andre, som findes på sådan ét. Normalt ville man så have et underliggende administrativt niveau opdelt efter fagligheder, hvor det var muligt at varetage den produktion, som hører et universitet til: undervisning og forskning. Sådan skal det imidlertid ikke længere være; afdelinger og opdelinger efter fagligheder er bandlyst.
Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet.
Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter.
Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med. Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet.
Nu må det så antages, at de høje lederlønninger, der tilbydes, vil være i stand til at tiltrække et supermenneske, som ikke alene vil være i stand til at lære navnene udenad på alle de kulturelle samfundsfolk, men også til at tilegne sig dybtgående viden om, hvilke kompetencer de repræsenterer hver for sig, så jeg kan blive motiveret for at yde mit ypperste i lige præcis det grænseområde, hvor det helt geniale opstår.
Hvis det mod forventning ikke lader sig gøre, må vi imødese et kaos uden lige med vilde kampe mellem forskergrupper, der forsøger at påkalde sig ledelsens nåde og penge, mens mindre intrigante naturer formodentlig bliver placeret i ulykkelige tvangsægteskaber.
Rektor kan angiveligt godt lide socialdarwinisme, så det er nok klogest at finde boksehandskerne frem. Sådanne processer tager lang tid, som kunne være anvendt til at forske og undervise.
HIDTIL HAR jeg fundet min arbejdsmæssige identitet som én, der underviste og forskede i historie på Aarhus Universitet.
Det har været helt afgørende for denne identitet, at jeg gjorde det i et samspil og et socialt fællesskab med nogle andre, der gjorde det samme/noget lignende. Vi har haft et godt socialt sammenhold om at drive et (stort) studium sammen og umådelig megen fornøjelse af daglige uformelle samtaler med de fagkolleger, hvis arbejdsområde var nærmest ved vort eget. Begge dele holdt én fagligt i vigør og sikrede den fornemmelse af tilhør og identifikation, som er en forudsætning for engagement. Det bliver svært, når jeg først og fremmest skal samarbejde med nogen, der dyrker andre fag og identiteter. De bliver jo nok nødt til, som jeg, at holde sig til at dyrke deres egne identiteter. Det kan vi nok finde ud af, men der er jo noget sært motiverende i at føle, at man er et led i et socialt fællesskab, som man yder noget til, og som man får noget igen fra. På Aarhus Universitet, Arts og det kulturelle samfundsinstitut drukner man i mængden - og så bliver det nok sådan, at enhver må være sig selv nærmest; nærmest uengageret i andet.
NU ER DET jo også sådan, at et universitet traditionelt dyrker undervisning og uddannelse af landets bedste arbejdskraft.
Jeg har sådan set hidtil tænkt, at min vigtigste indsats i den samfundsmæssige arbejdsdeling var at bidrage til at uddanne gode og skarpsindige kandidater til glæde for samfundet og dem selv. Men der har jeg nok taget fejl. Det vigtigste synes at være at få produceret så mange artikler som muligt, de skal så bare være interdisciplinære, så dem, jeg har skrevet indtil nu, er nok desværre ikke noget værd.
Det virker imidlertid, som om der fortsat skal drives undervisning på Aarhus Universitet. Hvordan det skal organiseres, henligger dog endnu mere i tågerne end organiseringen af de interdisciplinære forskningsgrupper. Vi må satse på, at den høje løn kan tiltrække en kulturel samfundsartist, der kan finde ud af det.
I mellemtiden er det vel et godt gæt, at uddannelserne også skal være interdisciplinære, og så skal jeg vel fare omkring og undervise på nogle stykker af dem uden chance for at lære de mennesker at kende, som jeg underviser. Al (også min) erfaring viser ellers, at et personligt kendskab til ofrene for ens undervisning i høj grad øger forståelsen. Sjovt nok viser det sig også, at studerende sætter pris på at være et sted, hvor de indgår i et socialt miljø, og hvor de opfatter deres undervisere som en del af dette. Meget tyder på, at sådan noget mindsker frafaldet og øger de studerendes faglige engagement og fornøjelse ved at studere.
Men som der står på en af Aarhus Universitets prominente bygninger, så drejer et studium her på stedet sig om at gå til fredagsbar og få en ny kæreste. Og så er det vel ret ligegyldigt, hvad der foregår, når der ikke er fredagsbar. Måske skal vi bare gøre hver dag til fredag og så lave nogle små lette eksamenspakker, som de frit kan kombinere uden risiko for, at universitetet mister de såkaldte STÅ-indtægter, som vi kan indkassere, hver gang en studerende består en eksamen. Pakkerne kan man vel så lade nogen i den vildtvoksende administration lave, jo mindre besværlige krav om faglig kvalitet, jo lettere går det.
Undskyld, faglig kvalitet er jo helt yt - kvalificeret interdisciplinaritet, mente jeg, naturligvis.
Nu er det jo ikke kun for sjovs skyld, at alt dette sættes i værk på Aarhus Universitet .
Globaliseringen, mine damer og herrer, en helt ny udfordring - ny for alle andre end historikere. Aarhus Universitet skal på toppen af hitlisten, den globale hitliste. Og nu må jeg så indrømme det dybt pinlige faktum: Min kernekvalifikation er nordeuropæisk historie i senmiddelalderen med særligt henblik på den danske. På det område er jeg vel én af de ti førende eksperter i verden. Men interesserer de sig for det i Kina? Min faglighed er slet ikke egnet til at indgå i den så attraktive interdisciplinaritet, der skal få hele verden til at tilbede Aarhus Universitet !
NU BEHØVER man jo ikke at være kvalificeret til at blive leder på det nye Aarhus Universitet for at regne ud, at hele øvelsen med at smide et universitet på størrelse - regnet i tilknyttede høveder - med en større dansk provinsby op i luften, i håb om at det lander på benene, i alt væsentligt handler om naturvidenskab; trods rektors forsikringer om, at han vil have et af de EU's stærkeste 'art-fakulteter'.
Inden for naturvidenskab skal der åbenbart ti personer til at skrive en artikel på fem sider. Dér ligger fremtiden angiveligt i grænseområdet mellem fagligheder.
Naturvidenskaben har den egenskab, at den ud over at kunne bidrage til erkendelse og øget forståelse af den verden, vi lever i, også kan levere opdagelser, der kan kommercialiseres. Mon ikke det er dette, flertallet af de mennesker, som regeringen har foræret magten over universiteterne til, interesserer sig mest for?
Humaniora, som det hed, før det blev til artisteri, handler mest om indhold i det liv, som ikke foregår 37 timer om ugen eksklusive ferier og fridage i alderen fra ca. 25 til ca. 65 - altså langt det meste af den del af livet, hvor vi ikke sover. En grundvæsentlig faktor er at levere meningsfuldt input til det skolesystem, som af en eller anden grund stadig ikke udelukkende leverer forberedelse til den mindste del af livet - det problem er der sikkert nogen, der arbejder ihærdigt for at få løst.
Men så længe der findes en væsentlig opinion, der mener, at hovedparten af livets vågne timer ikke (blot) skal gå med at se på folk, der ikke kan finde ud af at opdrage deres hund, gøre rent, overholde landets love, hvem de vil være kæreste med - for ikke at tale om at synge eller danse. Så vil det nok være en efterspørgsel efter noget, der kan give et bud på at forklare, hvor vi kommer fra, og hvordan og hvorfor nogen har kunnet finde en mening eller mangel på samme i den korte tid, der går mellem fødsel og død.
Så kan feltet for resten også tilbyde nogle sprog og noget forståelse af andre kulturer, som ikke alene kan bruges til at sælge varer i fremmede lande, men også til at forhindre, at man smider unge menneskers liv og skatteborgernes penge væk på at føre totalt udsigtsløse krige, hvis det skulle have nogen interesse. Og så kan vi for øvrigt også lave kandidater, som har stor succes i det private erhvervsliv, fordi de ikke bare har lært noget udenad, hvis holdbarhed er stærkt begrænset og/eller meget snæver, men som kan tænke selv og selvstændigt tilegne sig den viden, som er nødvendig for fortsat at kunne udvikle sig. Hvis vi altså bare fik lov til at give dem en ordentlig uddannelse! Bortset fra det uddanner vi gymnasielærere og i det nye Arts også præster og videreuddanner folkeskolelærere.
Hvis det ikke bliver taget dybt alvorligt, så overlader vi hele det marked til de andre danske universiteter!
HUMANIORA egner sig ikke til femsiders artikler med ti forfattere. Vores artikler er på 15-30 sider, vore fornemste produkter er bøger, hvor vi kan følge en lang linje og blive udsat for den kolossale udfordring, det er at holde styr på en enorm masse stof og få det arrangeret i en meningsfuld sammenhæng. Og allerhelst vil vi gerne ud over rampen til en bredere offentlighed i det samfund, vi lever i, der kan få glæde af vores arbejde. Alt det tæller dog desværre næsten ikke på bundlinjen i universiteternes koncernregnskab.
Lad os slippe for at lave artisteri i stedet for humanvidenskab. Lad os slippe for interdisciplinaritet, medmindre tværfaglighed tjener et fornuftigt formål. Lad os slippe for globalisering som tvangstrøje, hvis vi kan noget, der har identitetsdannende interesse for dem, der bebor de danskes øer og omegn.
Lad os erkende, at hvad der muligvis er godt for naturvidenskab, hvis det er det, ikke nødvendigvis er godt for humanvidenskaberne. Det ville nemlig være rimelig revolutionært og indebære et betydeligt kvalitetsløft i forhold til den vej, vinden har blæst de sidste otte år.
Ja, det er vel tilladt at drømme! Realiteterne er imidlertid, at pessimismen, mismodet og galgenhumoren breder sig mere og mere i de kredse, jeg færdes i. Det mest sandsynlige scenarie synes at være, at en lang periode af vildt kaos, hvor ingen ved noget om noget som helst, og alle kæmper mod alle, vil føre til ansættelse af stadig flere bureaukrater i håb om at få styr på kaos. Jo flere af dem, des færre forskere og undervisere bliver der råd til at lønne. Produktionen vil falde og dermed bevillingerne, oveni kommer de evigt tilbagevendende besparelser på universiteterne, som skal administreres af bureaukraterne, som vil fyre - ja, gæt selv hvem.
Noget sådant kaldes en ond cirkel!
OG SÅ VENTER jeg bare på, at Aarhus Universitets horder af såkaldte kommunikationsmedarbejdere kommer på banen for at forklare læserne og mig, at jeg har misforstået det hele.
ANDERS BØGH
WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.
Billedtekst: Foto: Ole Lind
Billedtekst: Foto: Ole Lind
***
[Om samme emne, se også: Gorm Harste: Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden, kronik i Pol. 27/4-2011. (red.)]
[intern ref.]
[intern ref.]
Saturday, May 7, 2011
S vil satse på naturvidenskab og teknik
Information d. 7. maj, 2011 (1. sektion side 17) Debat:
VK prioriterer ikke forskning
Af Britta Thomsen, MEP ( S)
Set i et globalt perspektiv taber Danmark kampen om vækst og videnstunge arbejdspladser.
Ikke kun fordi den nuværende regering har været nærig med de offentlige forskningsmidler, men især fordi pengene bruges forkert.
Resultatet er, at danske virksomheder i stigende grad placerer deres investeringer i udvikling og forskning uden for Danmarks grænser. Disse investeringer er steget med 70 procent siden 2008, hvilket er stærkt bekymrende, da en sådan tendens hverken bidrager med jobs eller vækst til Danmark. Tilsvarende er investeringer på området i Danmark i samme periode kun steget med 45 procent.
Videnskabsministeren giver følgende løsninger på forskningens flugt fra Danmark: Antallet af studiepladser på naturvidenskabelige uddannelsespladser øges, mens tre udvalgte områder: fødevarer, sundhed og energi/ klima udpeges som særlige indsatsområder.
Det første er jeg helt med på. En af forklaringerne på, hvorfor de danske virksomheder flytter forskningen udenlands, er netop manglende kvalificeret arbejdskraft.
Men så knækker filmen, for videnskabsministeren har glemt sagens kernepunkt: for få offentlige forskningsmidler investeres i naturvidenskab og teknisk videnskab.
Ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger vil disse to fagområder inden for den offentlige forskning være særligt relevante for virksomheder i fremtiden, henholdsvis 26 procent for naturvidenskaben og 34 procent for den tekniske videnskab.
Uambitiøst
Ser vi til gengæld på bevillingen af offentlige forskningsmidler, afsættes kun 16 procent til naturvidenskaben og 14 procent til den tekniske videnskab. Til sammenligning investerer toplandene i OECD over 50 procent af deres budget på disse områder.
Med en så uambitiøs økonomisk satsning vil vi ikke være i stand til at konkurrere, og konsekvensen vil være, at de danske virksomheder flytter forskningen netop til de lande, hvor man satser mere målrettet på disse områder. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri.
Her fremgår det, at kun knap halvdelen af de danske virksomheder har haft stigende investeringer i Danmark. Og knap hver tredje har direkte haft faldende investeringer herhjemme.
For at vende udviklingen er den nuværende regering nødt til at satse mere ambitiøst på den naturvidenskabelige og tekniske forskning, da det primært er denne type forskning, som skal bære Danmark ud af vækstlavvandet.
Hvis vækst og herigennem sikringen af vores velfærdssamfund er et reelt ønske, kræver det større investeringer, altså flere penge til de to forskningsgrene.
Dansk viden skal omsættes til dansk vækst. Det kræver til gengæld, at den danske regering først får styr på prioriteringerne.
Billedtekst: Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD. FOTO: BJARKE BO OLSEN/ SCANPIX
[intern ref.]
VK prioriterer ikke forskning
Af Britta Thomsen, MEP ( S)
Set i et globalt perspektiv taber Danmark kampen om vækst og videnstunge arbejdspladser.
Ikke kun fordi den nuværende regering har været nærig med de offentlige forskningsmidler, men især fordi pengene bruges forkert.
Resultatet er, at danske virksomheder i stigende grad placerer deres investeringer i udvikling og forskning uden for Danmarks grænser. Disse investeringer er steget med 70 procent siden 2008, hvilket er stærkt bekymrende, da en sådan tendens hverken bidrager med jobs eller vækst til Danmark. Tilsvarende er investeringer på området i Danmark i samme periode kun steget med 45 procent.
Videnskabsministeren giver følgende løsninger på forskningens flugt fra Danmark: Antallet af studiepladser på naturvidenskabelige uddannelsespladser øges, mens tre udvalgte områder: fødevarer, sundhed og energi/ klima udpeges som særlige indsatsområder.
Det første er jeg helt med på. En af forklaringerne på, hvorfor de danske virksomheder flytter forskningen udenlands, er netop manglende kvalificeret arbejdskraft.
Men så knækker filmen, for videnskabsministeren har glemt sagens kernepunkt: for få offentlige forskningsmidler investeres i naturvidenskab og teknisk videnskab.
Ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger vil disse to fagområder inden for den offentlige forskning være særligt relevante for virksomheder i fremtiden, henholdsvis 26 procent for naturvidenskaben og 34 procent for den tekniske videnskab.
Uambitiøst
Ser vi til gengæld på bevillingen af offentlige forskningsmidler, afsættes kun 16 procent til naturvidenskaben og 14 procent til den tekniske videnskab. Til sammenligning investerer toplandene i OECD over 50 procent af deres budget på disse områder.
Med en så uambitiøs økonomisk satsning vil vi ikke være i stand til at konkurrere, og konsekvensen vil være, at de danske virksomheder flytter forskningen netop til de lande, hvor man satser mere målrettet på disse områder. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri.
Her fremgår det, at kun knap halvdelen af de danske virksomheder har haft stigende investeringer i Danmark. Og knap hver tredje har direkte haft faldende investeringer herhjemme.
For at vende udviklingen er den nuværende regering nødt til at satse mere ambitiøst på den naturvidenskabelige og tekniske forskning, da det primært er denne type forskning, som skal bære Danmark ud af vækstlavvandet.
Hvis vækst og herigennem sikringen af vores velfærdssamfund er et reelt ønske, kræver det større investeringer, altså flere penge til de to forskningsgrene.
Dansk viden skal omsættes til dansk vækst. Det kræver til gengæld, at den danske regering først får styr på prioriteringerne.
Billedtekst: Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD. FOTO: BJARKE BO OLSEN/ SCANPIX
[intern ref.]
Thursday, April 28, 2011
Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget
Altinget | Forskning & Innovation d. 28. april 2011 kl. 19:00
http://www.altinget.dk/forskning/artikel/satser-danmark-maalrettet-paa-vidensamfundet
Satser Danmark målrettet på vidensamfundet?
DEBAT: Hvad kendetegner ledende universitetsmiljøer - og har vi trods gode intentioner i realiteten gjort, hvad der skal til for at fremtidssikre universiteter i top og dermed Danmark i videnssamfundet, spørger dagens debattør.
Af Evanthia Kalpazidou Schmidt, Research Director, Aarhus Universitet
Med Danmark som et vidensbaseret samfund - og i en tid med forskydninger af økonomiske og teknologiske magtbalancer mellem Asien, USA og Europa - må vi tilskynde til at være endnu længere fremme, hvad angår viden og kompetencetilegnelse. Det forudsætter, vi tænker over, hvorledes vi skaber endnu mere dynamiske miljøer og hvilke initiativer, der kan lette adgangen til de førende vidensmiljøer. Vi bør satse målrettet på styrket international formidling og "brande" akademiske kvalifikationer indenfor forskning, udvikling og innovation.
Begrebet "akademisk verdensklasse" har traditionelt været svært at definere. Professor Philip Altbach konstaterede i 2004, at alle ønsker at være blandt eliten, men ingen kan definere præcist, hvad det vil sige. Blot få har dermed forsøgt at definere, hvad det vil sige at være i verdensklasse. De, der har gjort forsøget, har identificeret en række karakteristika som fremragende forskning og undervisning, højtkvalificerede medarbejdere, talentfulde studerende, selvstyre, udstrakt akademisk frihed og god finansiering.
Siden 2004 er der sket en del på området, men de kriterier, der anvendes til at definere "akademisk verdensklasse", varierer stadig. Det engelske Times Higher Education Supplement og QS World University Rankings kombinerer subjektive vurderinger (f.eks. internationalt omdømme, arbejdsgiver og studentertilfredshed) med objektive kriterier (f.eks. antal citationer i tidsskrifter). Et tredje rangordningssystem, Shanghai Jiaotong University-indekset, fokuserer alene på forskningsudbytte. Rangordninger er altså et resultat af forsimplede beregninger, der ikke udtrykker universiteternes "værdi" fuldt ud.
Der er på verdens top 20-listen i alt 13 amerikanske, fire engelske, et svejtsisk, et canadisk samt et australsk universitet. Antallet af amerikanske universiteter på verdensranglistens top-20 falder. På grund af økonomiske stramninger og nedgang i studenterindtag er der på blot to år blevet fem færre universiteter på listen. Noget lignende forudser man i England, efter det seneste krisebudget er gået hårdt ud over universitetssektoren.
Til gengæld avancerer universiteter i andre verdensdele. Flere asiatiske universiteter, der venter på at ryge ind på top-20, satser målrettet på forskning og udvikling og har en klar konkurrencefordel på grund af vestens økonomiske krise, og fordi det er lykkedes dem at tiltrække meget dygtige professorer fra vestlige uddannelsesinstitutioner. En satsning, der direkte kan aflæses i forbedrede internationale placeringer.
Både Københavns og Aarhus Universiteter er i verdensklasse. Ifølge QS World University 2010 indtager de pladser som nummer 45 og 84 på verdensranglisten. The TIMES 2011 World University Ranking er lidt anderledes. Den giver Aarhus en placering 10 pladser højere end København. Lidt forsimplet kan man sige, at hvor Aarhus Universitet scorer points på tilknytning til erhvervslivet, forskning og citationer - men mindre på international eksponering - har Københavns Universitet gode internationale kontakter, men mindre gode erhvervsrelationer. Begge ligger de foran ansete institutioner som for eksempel St. Andrews og Freiburg. Med en placering som nummer 122 på The Times-listen er også Danmarks Tekniske Universitet særdeles godt placeret.
Sociologen David Reisman observerede allerede for over 50 år siden, at amerikanske universiteter ramte ved siden af akademiske målsætninger, fordi alle stræbte efter at blive som Harvard og Berkeley. Det samme kan siges i dag med forsøg på meget stram styring. Universiteter bør overveje deres styrker og svagheder - det kan være, de vil opnå langt større styrke ved at gøre tingende anderledes.
For at danske universiteter fortsat skal være i verdensklasse og avancere internationalt sammen med erhvervslivet og som "lokomotiv" for det danske samfund, bør vi overveje spørgsmål som, hvorledes man:
Mere fleksibel forskningsstøtte kan fungere som brohoved til internationalt ledende vidensproduktion. For at sætte tingene i perspektiv: Yale Universitetet har en formue på omkring 18 mia. dollars, Stanford på 14 mia. dollars. Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
Muligheden for at have universiteter i verdensklasse og skabe dansk "excellence" er i sidste ende et spørgsmål om, hvorledes vi i fremtiden sikrer os overskud til fortsat velstand og udvikling.
[intern ref.]
http://www.altinget.dk/forskning/artikel/satser-danmark-maalrettet-paa-vidensamfundet
Satser Danmark målrettet på vidensamfundet?
DEBAT: Hvad kendetegner ledende universitetsmiljøer - og har vi trods gode intentioner i realiteten gjort, hvad der skal til for at fremtidssikre universiteter i top og dermed Danmark i videnssamfundet, spørger dagens debattør.
Af Evanthia Kalpazidou Schmidt, Research Director, Aarhus Universitet
Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget
for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en
sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver
mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en
sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver
mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
- Evanthia Kalpazidou Schmidt
Med Danmark som et vidensbaseret samfund - og i en tid med forskydninger af økonomiske og teknologiske magtbalancer mellem Asien, USA og Europa - må vi tilskynde til at være endnu længere fremme, hvad angår viden og kompetencetilegnelse. Det forudsætter, vi tænker over, hvorledes vi skaber endnu mere dynamiske miljøer og hvilke initiativer, der kan lette adgangen til de førende vidensmiljøer. Vi bør satse målrettet på styrket international formidling og "brande" akademiske kvalifikationer indenfor forskning, udvikling og innovation.
Begrebet "akademisk verdensklasse" har traditionelt været svært at definere. Professor Philip Altbach konstaterede i 2004, at alle ønsker at være blandt eliten, men ingen kan definere præcist, hvad det vil sige. Blot få har dermed forsøgt at definere, hvad det vil sige at være i verdensklasse. De, der har gjort forsøget, har identificeret en række karakteristika som fremragende forskning og undervisning, højtkvalificerede medarbejdere, talentfulde studerende, selvstyre, udstrakt akademisk frihed og god finansiering.
Siden 2004 er der sket en del på området, men de kriterier, der anvendes til at definere "akademisk verdensklasse", varierer stadig. Det engelske Times Higher Education Supplement og QS World University Rankings kombinerer subjektive vurderinger (f.eks. internationalt omdømme, arbejdsgiver og studentertilfredshed) med objektive kriterier (f.eks. antal citationer i tidsskrifter). Et tredje rangordningssystem, Shanghai Jiaotong University-indekset, fokuserer alene på forskningsudbytte. Rangordninger er altså et resultat af forsimplede beregninger, der ikke udtrykker universiteternes "værdi" fuldt ud.
Der er på verdens top 20-listen i alt 13 amerikanske, fire engelske, et svejtsisk, et canadisk samt et australsk universitet. Antallet af amerikanske universiteter på verdensranglistens top-20 falder. På grund af økonomiske stramninger og nedgang i studenterindtag er der på blot to år blevet fem færre universiteter på listen. Noget lignende forudser man i England, efter det seneste krisebudget er gået hårdt ud over universitetssektoren.
Til gengæld avancerer universiteter i andre verdensdele. Flere asiatiske universiteter, der venter på at ryge ind på top-20, satser målrettet på forskning og udvikling og har en klar konkurrencefordel på grund af vestens økonomiske krise, og fordi det er lykkedes dem at tiltrække meget dygtige professorer fra vestlige uddannelsesinstitutioner. En satsning, der direkte kan aflæses i forbedrede internationale placeringer.
Både Københavns og Aarhus Universiteter er i verdensklasse. Ifølge QS World University 2010 indtager de pladser som nummer 45 og 84 på verdensranglisten. The TIMES 2011 World University Ranking er lidt anderledes. Den giver Aarhus en placering 10 pladser højere end København. Lidt forsimplet kan man sige, at hvor Aarhus Universitet scorer points på tilknytning til erhvervslivet, forskning og citationer - men mindre på international eksponering - har Københavns Universitet gode internationale kontakter, men mindre gode erhvervsrelationer. Begge ligger de foran ansete institutioner som for eksempel St. Andrews og Freiburg. Med en placering som nummer 122 på The Times-listen er også Danmarks Tekniske Universitet særdeles godt placeret.
Sociologen David Reisman observerede allerede for over 50 år siden, at amerikanske universiteter ramte ved siden af akademiske målsætninger, fordi alle stræbte efter at blive som Harvard og Berkeley. Det samme kan siges i dag med forsøg på meget stram styring. Universiteter bør overveje deres styrker og svagheder - det kan være, de vil opnå langt større styrke ved at gøre tingende anderledes.
For at danske universiteter fortsat skal være i verdensklasse og avancere internationalt sammen med erhvervslivet og som "lokomotiv" for det danske samfund, bør vi overveje spørgsmål som, hvorledes man:
- drager mest mulig fordel af europæisering og globalisering
- får mest udbytte af den stigende konkurrence, udtrykt ved internationale rankings, til at tiltrække og fastholde internationalt ledende kapaciteter
- styrker den internationale profil ved brug af målrettede strategier
- tiltrækker yderligere kapital.
Mere fleksibel forskningsstøtte kan fungere som brohoved til internationalt ledende vidensproduktion. For at sætte tingene i perspektiv: Yale Universitetet har en formue på omkring 18 mia. dollars, Stanford på 14 mia. dollars. Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
Muligheden for at have universiteter i verdensklasse og skabe dansk "excellence" er i sidste ende et spørgsmål om, hvorledes vi i fremtiden sikrer os overskud til fortsat velstand og udvikling.
[intern ref.]
Wednesday, April 20, 2011
Challenges in Research and Innovation Policy Studies
Please find attached Conference Call Eu-SPRI PhD and Early Career Researcher Conference
Challenges in Research and Innovation Policy Studies,
Conference Themes
The main themes of the conference cover the interests of the Eu-SPRI Forum which is broadly defined as research and innovation policy. Proposals for papers are invited according to the seven themes below:
1. Theories, frameworks and approaches of knowledge dynamics, their characterisation, their effects on knowledge production situations (and especially on forms of agglomeration, networks, and districts), and on knowledge circulation (IP, start-up firms and venture capital), and their interactions with institutional arrangements and policies. Foci can be on new ‘leading sciences’ (such as NBIC sciences and technologies and their convergence) but also on new service industries (such as the creative industries).
2. Globalisation of large firms and of markets, localisation of business knowledge production activities how ‘national’ policies are evolving in this context (e.g. so-called attractiveness policies).
3. Policy developments at different legal levels both at sub-national level and supra-national level, especially at European level, including tackling global challenges; issues around multi-level governance.
4. Policy-shaping processes: role of public debates and participative democracy, developments in support tools and processes such as evaluation and foresight, evolving views on implementation structures (and in particular funding agencies)
5. Evolving policy mixes and instruments portfolio, in particular evolving roles of fiscal policies, procurement policies, entrepreneurship and small firms policies, changing missions of funding agencies, and a revised role for mission-oriented labs.
6. Changes in higher education institutions and policies, such as autonomy and differentiation : specialisation of universities, governance issues.
7. New indicator design addressing these issues, in particular indicators of the knowledge-based society, dealing with human resources, and dealing with integration (a central issue for the dynamics of the European Research Area).
Who is eligible to participate?
Funding
Applicants from an Eu-SPRI Forum member have their registration, accommodation and all catering costs met. They must fund the travel costs to and from the conference.
Applicants from outside the Forum must pay a fee of €300 to cover accommodation and catering. There are no bursaries available. Check here for Eu-SPRI members: http://www.euspri-forum.eu/
Timetable and organisation
- extended abstracts have to be submitted before 29th April.
- evaluation and selection will take place in May and selected applicants will be informed by 13th May
- full papers sent by June 15th and will be posted on the dedicated conference website.
Format of abstracts:
Abstracts must indicate the full name and institutional affiliation of the applicant and the name(s) of their supervisor(s), year of study and title of paper. The paper should indicate clearly the argument to be made and the nature of the supporting evidence. Selection will be made on the basis of quality of the abstract, interest, and relevance to the themes of the conference. Selection will be made by the conference committee. Please note – papers should be the work of the early career researcher and not that of the supervisor.
Please submit by email to
Siobhan.Drugan [at] mbs.ac.uk
Challenges in Research and Innovation Policy Studies,
Conference Call
Eu-SPRI PhD and Early Career Researcher Conference
Challenges in Research and Innovation Policy Studies
Dates: 28th – 30th June 2011
Location: Manchester Institute of Innovation Research, Manchester Business School
Academic Organisers: Kate Barker, Philippe Laredo and Finn Hansson
Administrative Support and Conference Management: Siobhan Drugan
Aims of the Conference
This event marks the first PhD/Early Career Researcher conference of the newly formed Eu-SPRI Forum. The aim of the conference is to gather together outstanding doctoral candidates and early career researchers with established academics, for a series of exchanges about ongoing and new research, in research and innovation policy. Delegates will be able to network with one another, across institutions and countries, with established researchers, and gain critical feedback on their work, as well as experience in critiquing the work of peers. Some key principles of the conference are as follows:
- Adequate time to present work (20 minutes presentations)
- Junior and senior discussants respond to each presentation, followed by plenary questions
- Keynote speakers on current themes
- Publishing workshop from a journal editor in the field
- Adequate free time for networking as well as social events.
Conference Themes
The main themes of the conference cover the interests of the Eu-SPRI Forum which is broadly defined as research and innovation policy. Proposals for papers are invited according to the seven themes below:
1. Theories, frameworks and approaches of knowledge dynamics, their characterisation, their effects on knowledge production situations (and especially on forms of agglomeration, networks, and districts), and on knowledge circulation (IP, start-up firms and venture capital), and their interactions with institutional arrangements and policies. Foci can be on new ‘leading sciences’ (such as NBIC sciences and technologies and their convergence) but also on new service industries (such as the creative industries).
2. Globalisation of large firms and of markets, localisation of business knowledge production activities how ‘national’ policies are evolving in this context (e.g. so-called attractiveness policies).
3. Policy developments at different legal levels both at sub-national level and supra-national level, especially at European level, including tackling global challenges; issues around multi-level governance.
4. Policy-shaping processes: role of public debates and participative democracy, developments in support tools and processes such as evaluation and foresight, evolving views on implementation structures (and in particular funding agencies)
5. Evolving policy mixes and instruments portfolio, in particular evolving roles of fiscal policies, procurement policies, entrepreneurship and small firms policies, changing missions of funding agencies, and a revised role for mission-oriented labs.
6. Changes in higher education institutions and policies, such as autonomy and differentiation : specialisation of universities, governance issues.
7. New indicator design addressing these issues, in particular indicators of the knowledge-based society, dealing with human resources, and dealing with integration (a central issue for the dynamics of the European Research Area).
Who is eligible to participate?
- Doctoral researchers in their third year or beyond
- Post-doctoral researchers (having obtained their PhD within the last 3 years)
Funding
Applicants from an Eu-SPRI Forum member have their registration, accommodation and all catering costs met. They must fund the travel costs to and from the conference.
Applicants from outside the Forum must pay a fee of €300 to cover accommodation and catering. There are no bursaries available. Check here for Eu-SPRI members: http://www.euspri-forum.eu/
Timetable and organisation
- extended abstracts have to be submitted before 29th April.
- evaluation and selection will take place in May and selected applicants will be informed by 13th May
- full papers sent by June 15th and will be posted on the dedicated conference website.
Format of abstracts:
Abstracts must indicate the full name and institutional affiliation of the applicant and the name(s) of their supervisor(s), year of study and title of paper. The paper should indicate clearly the argument to be made and the nature of the supporting evidence. Selection will be made on the basis of quality of the abstract, interest, and relevance to the themes of the conference. Selection will be made by the conference committee. Please note – papers should be the work of the early career researcher and not that of the supervisor.
Please submit by email to
Siobhan.Drugan [at] mbs.ac.uk
Subscribe to:
Posts (Atom)
