Politiken d. 24/2-2012 (Sektion: Kultur Side 5) Debat:
Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs
UNIVERSITETER
Som nyuddannet antropolog har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet. Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.
af UFFE LUND, ANTROPOLOG
DEN OFFENTLIGE debat om humaniora bulderkoger i medierne for tiden. Professor Linda Maria Koldau (Musikvidenskab, Aarhus Universitet) har modtaget en advarsel fra dekanen for et kritisk debatindlæg sidste sommer i Politiken, hvor Koldau kritiserede humaniora generelt og musikvidenskab specifikt.
Der er flere elementer i denne kritik, men der skulle åbenbart tilsættes en krydret diskussion om ytringsfrihed, før sagen blev en journalistisk lækkerbisken.
Diskussionen om ytringsfrihed, ' mundkurve' og ' spytslikkeri' er væsentlig, men den overskygger desværre Koldaus faglige kritik. Som nyuddannet antropolog, med mange års studier fra religionsvidenskab, har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet.
Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.
Et oplagt sted at belyse denne udvikling er på studieordningernes formelle plan. Som studerende har jeg indefra oplevet den forandringsproces, humaniora har gennemgået, med konstante revideringer af studieordninger. Når jeg sammenligner de gamle studieordninger ( 1995-ordninger) med de nyeste, så må jeg give Koldau ret. Overfladiskhed og faglig udvanding tilsat varm luft og iklædt smarte businessord karakteriserer også den faglige udvikling på mine fag.
KONKRET kan man pege på flere tendenser.
Først og fremmest den ensretningsproces, hvor alle humanistiske bacheloruddannelser nu skal være tofaglige. Det betyder, at de studerende i praksis kun har cirka to år på deres hovedfag, før de skal kaste sig over et nyt felt. I ældre studieordninger kunne man vælge en enkeltfaglig bachelor. Det gjorde jeg selv og mange andre, med netop den begrundelse at en grundig indføring i hovedfaget gav en nødvendig faglig basis. Og ser man nærmere på indholdet i hhv. ' de gamle' og ' de nye' studieordninger, så taler ECTS-pointene deres eget tydelige sprog. På religionsvidenskab er netop de fag, man som studerende på de gamle ordninger oplevede som fagets tunge faglige skyts, blevet kraftigt udvandet.
Religionssociologi, religionsfilosofiog faghistorie er alle blevet kraftigt beskåret i ECTS og f. eks. blevet erstattet af formidlingsfag eller tværfaglige hum. fag. Det samme gør sig gældende for antropologi, hvor bacheloruddannelsens teoriudvikling helt er skåret væk og kandidatuddannelsens tunge teori-og metodefag er skåret ned.
Resultatet af dette er faglig udvanding, og at de studerende simpelthen ikke bliver tilstrækkelig dygtige. De bliver kastet rundt mellem spøgelsesagtige udgaver af traditionelle fag, tværfaglige bidder på andre fag og fag af varm luft.
Ledelsen ved Aarhus Universitet har selvfølgelig et ansvar for denne udvikling, men det vil være snæversynet, hvis man ikke ser større sammenhænge. I den forstand handler debatten om spytslikkeri kun om krusninger på overfladen.
Som det så ofte er blevet påpeget, er udvandingen af humaniora et politisk projekt, hvor fagets selvstændige legitimitet i dag er vingeskudt til fordel for en erhvervsrettet linje. I dag er der derfor kun ét relevant spørgsmål: Hvordan gøres humaniora relevant for erhvervslivet?
INDTIL FOR cirka 10 år siden var dette spørgsmål relativt uvæsentligt, fordi forskning (humanistisk såvel som naturvidenskabelig) var til for forskningens skyld. Koldau har helt ret i at understrege, at alle de nye tiltag for at gøre humaniora mere erhvervsrettet spiller fallit.
Varm luft og smarte businessord har intet at gøre med de humanistiske kompetencer (som Koldau præcist opridser).
For en nyuddannet humanist med disse kompetencer kan erhvervslivets buzzwords relativt let tilegnes på en uges tid, om nødvendigt, inden en jobsamtale. Og det er erhvervslivet, der i dag har brug for de humaniorastuderende, fordi enhver virksomhed har brug for fagligt stærke vidensbaserede kompetencer på højt niveau.
Humanioras forfald er en tendens i tiden, og denne tendens kommer også til udtryk blandt de studerende. Mine erfaringer tegner et broget billede af dagens humaniorastuderende, men viser også et kedeligt mønster. Mange har nemlig internaliseret erhvervsdiskursen og opfatter kun studiet som et middel til et job, ikke som et mål i sig selv. Et konkret eksempel er debatten om studiejob. For cirka 10 år siden var studiejob en mulighed for dem, der ikke kunne klare sig med SU og lån. Men det var også et fagligt valg.
De, der virkelig brændte for deres fag, var også dem, der arbejdede langt ud over de 37 timer. Og der var en vis respekt for dem, der tog dette faglige valg og derfor i studietiden var nødsaget til at leve af den ærefulde klichémenu: pasta med ketchup.
I dag er det nærmest omvendt. Har man ikke et studiejob, er man ikke seriøs - fordi man ikke er erhvervsorienteret.
Og lever man kun af SU, så er dette ens egen skyld, og noget man skal skamme sig over.
I begyndelsen af januar i år blussede denne debat op, hvor RUC-studerende So-fie V. Jensen i Politiken bad om forståelse for sin situation. Igen tog debatten en uheldig drejning i stedet for at lægge vægt på det, som Sofie sagde så tydeligt: Hvorfor er det ikke acceptabelt i dag at gå så meget op i sit studium, at man ikke har tid til et studiejob? Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet, og hvis der skal rettes op på dette, skal det ske nedefra. De studerende er nødt til at begynde at protestere over faglig udvanding, over ligegyldige formidlingsfag, over sænkning af niveau til eksaminer, over politikernes prædiken om nødvendigheden af relevante studiejob og hurtig gennemførelse og over mediernes gabestok - retorik om de forkælede danske humaniorastuderende.
Denne protest kunne måske begynde med, at vi bakker op om Linda Koldaus faglige kritik: at humaniora er på helt gal kurs.
Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet.
Billedtekst:
Tegning: Roald Als
Showing posts with label kvalitet. Show all posts
Showing posts with label kvalitet. Show all posts
Friday, February 24, 2012
Tuesday, November 8, 2011
Humanistisk forskning klarer sig fint
Politiken d. 8. nov., 2011 (Kultur side 10) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT
Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.
SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.
For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.
HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.
UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.
analyse@pol.dk
Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
[intern ref.]
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT
Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.
SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.
For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.
HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.
UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.
David Budtz Pedersen er ph. d.-stipendiat, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Frederik Stjernfelt er professor, dr. phil. Center for Semiotik, Aarhus Universitet.
analyse@pol.dk
Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
[intern ref.]
Saturday, November 5, 2011
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
Politiken d. 5. nov., 2011 (Debat side 4)
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN
Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.
RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.
MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).
MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.
SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.
Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk
Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen
[intern ref.]
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN
Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.
RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.
MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).
MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.
SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.
Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk
Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen
[intern ref.]
Monday, October 31, 2011
Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner
Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE
De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:
1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.
2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.
3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.
4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.
5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.
6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.
7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.
8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.
9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.
10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.
Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
[intern ref.]
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE
De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:
1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.
2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.
3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.
4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.
5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.
6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.
7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.
8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.
9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.
10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.
Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
[intern ref.]
Wednesday, September 21, 2011
Verdensmester i Danmark
Information d. 21. sept., 2011 (1. sektion s. 18) kronik
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi,
Københavns Universitet og Columbia University
Københavns Universitet og Columbia University
Saturday, September 3, 2011
Det entreprenørielle universitet
Weekendavisen d. 2. sept., 2011 (1. sektion side 5)
Det entreprenørielle universitet
Dannelse. Erhvervsduelighed blev omdrejningspunktet i dansk universitetspolitik for et lille årti siden og humaniora udpeget som problembarn. Undervisere og studerende har i høj grad rettet ind efter de politiske krav, viser ny forskning. Er fagligheden ofret undervejs?
Af NIKLAS S. HESSEL
I disse dage strømmer nye studerende ind på de humanistiske universitetsuddannelser , ligesom mange unge har gjort før dem. Fagene er populære, men noget har ændret sig.
Studieledere og undervisere ved, at deres bundne opgave er at uddanne til arbejdsmarkedet, kun sekundært at danne de unge fagligt og personligt.
Og blandt de studerende er der sandsynligvis længere mellem »fordyberne«, der med Platons samlede i rygsækken og frygtløs ligegyldighed over for erhvervslivets luner går om bord i Vestens kulturhistorie. Den forrige videnskabsminister Helge Sander ordinerede en såkaldt »kur for humaniora«, der blev set som noget nær resistent over for kravet om erhvervsrelevans, og meget tyder på, at politikerne siden har fået deres vilje: I dag er meningen med at tage en universitetsuddannelse at få et arbejde og blive nyttig for samfundet.
LÆS HELE ARTIKLEN I WEEKENDAVISEN
[intern ref.]
Monday, July 11, 2011
Musik er ikke kun akademisk
Jyllands-Posten d. 11. juli, 2011 (1. sektion side 15) Debat:
Musik er ikke kun akademisk
Af MORTEN HJELT, studielektor Københavns Universitet
Professor Linda Maria Koldau har i medierne udtalt sig kritisk om det faglige niveau på det musikvidenskabelige studium ved Aarhus Universitet. For mig at se er parallellen til musikstudiet på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab helt åbenbar, for tendenserne her er nøjagtig de samme som i Aarhus.
Et universitetsstudium bør efter manges opfattelse først og fremmest udmærke sig ved at være akademisk, så de studerendes viden om og forhold til selve musikken betragtes i vidt omfang som absolut sekundær i forhold til deres indsigt i musikken som diskursivt fænomen. Det opfattes med andre ord som vigtigere at kunne forholde sig til musikken som abstraktion end som håndgribelighed.
Læring gennem handling
Der er sågar dem, der mener, det er fuldstændig overflødigt for en musikkandidat fra universitetet at kunne læse noder, for man kan jo sagtens forholde sig akademisk til selv kompositionsmusik uden.
Det svarer sådan cirka til at mene, at man må kunne studere tysk sprog og kultur uden at kunne læse tysk. Jo mere "meta", jo mere akademisk, synes ræsonnementet at være, selv om de akademiske teorier kommer til at hænge og svæve frit i luften, hvis ikke de studerende også har et indgående kendskab til det sprog, den musik, kunst eller litteratur, som teorierne oprindelig er udsprunget af.
Musik er først og fremmest noget, man lærer gennem handling, således at den praktiske musikudøvelse på et musikvidenskabeligt studium primært bliver et middel til også at forstå musikken. På grund af massive økonomiske problemer påtænker man på Københavns Universitet for tiden yderligere nedskæringer på den praktiske soloundervisning i sang og klaver, som selvsagt er bekostelig, men som også giver de studerende netop den nødvendige ballast af selverfaret, sanset musik, som bør danne det naturlige grundlag for kvalificeret refleksion.
Den primære oplevelse af musik foregår nu engang gennem ørerne og kroppen, og alene af den grund af er soloundervisningen i sang og klaver helt uundværlig på studiet.
Formidling er vigtig
Det er i høj grad spørgsmålet, hvorvidt man kan forholde sig akademisk til noget, man ikke først har erfaret gennem sine sanser.
Kan en blind forholde sig akademisk til de farver, han aldrig har set? Kan en døv så også studere musik som ren abstraktion? Endvidere skal kandidater i musik fra universitetet naturligvis ikke bare kunne formidle akademiske tanker om musik, de skal også kunne formidle selve musikken, og det bliver de konstant ringere rustet til. For eksempel kommer en musiklærer ved gymnasieskolen ikke langt med at fange elevernes interesse for faget, hvis ikke han selv kan spille klaver og synge, og disse praktiske kompetencer opbygges selvsagt først og fremmest gennem soloundervisningen.
Nuancering
Hvis vi ønsker, at der også på længere sigt skal eksistere andre musiktyper end den mest banale pop og rock i dette samfund, er vi nødt til ofre pengene på at uddanne folk, der ikke kun kan forholde sig goldt akademisk til musikken, men som også kan formidle musik af høj kvalitet. Hvad er det overordnede formål med at have universiteter her i landet? Handler det kun om at uddanne folk til at tjene penge, eller skal de også bidrage positivt til menneskers livskvalitet? Jeg mindes endnu med dyb taknemmelighed, da jeg som 11-årig havnede på Holte Gymnasium, hvor salig Jørgen Due satte mig til at synge sopran i Haydns Nelsonmesse og Lange-Müllers Madonna-sange med gymnasiekoret. Jeg glemmer det aldrig, og jeg tænker med gru, at mit liv kunne have formet sig meget anderledes, hvis ikke veluddannede, inspirerende kræfter allerede dengang havde vist mig, at der fandtes stor musik i denne verden.
Billedtekst: Der findes dem, der mener, at en musikkandidat ikke skal kunne læse noder. Det er helt forkert. Arkivfoto: Thomas Wilmann
[intern ref.]
Musik er ikke kun akademisk
Af MORTEN HJELT, studielektor Københavns Universitet
Professor Linda Maria Koldau har i medierne udtalt sig kritisk om det faglige niveau på det musikvidenskabelige studium ved Aarhus Universitet. For mig at se er parallellen til musikstudiet på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab helt åbenbar, for tendenserne her er nøjagtig de samme som i Aarhus.
Et universitetsstudium bør efter manges opfattelse først og fremmest udmærke sig ved at være akademisk, så de studerendes viden om og forhold til selve musikken betragtes i vidt omfang som absolut sekundær i forhold til deres indsigt i musikken som diskursivt fænomen. Det opfattes med andre ord som vigtigere at kunne forholde sig til musikken som abstraktion end som håndgribelighed.
Læring gennem handling
Der er sågar dem, der mener, det er fuldstændig overflødigt for en musikkandidat fra universitetet at kunne læse noder, for man kan jo sagtens forholde sig akademisk til selv kompositionsmusik uden.
Det svarer sådan cirka til at mene, at man må kunne studere tysk sprog og kultur uden at kunne læse tysk. Jo mere "meta", jo mere akademisk, synes ræsonnementet at være, selv om de akademiske teorier kommer til at hænge og svæve frit i luften, hvis ikke de studerende også har et indgående kendskab til det sprog, den musik, kunst eller litteratur, som teorierne oprindelig er udsprunget af.
Musik er først og fremmest noget, man lærer gennem handling, således at den praktiske musikudøvelse på et musikvidenskabeligt studium primært bliver et middel til også at forstå musikken. På grund af massive økonomiske problemer påtænker man på Københavns Universitet for tiden yderligere nedskæringer på den praktiske soloundervisning i sang og klaver, som selvsagt er bekostelig, men som også giver de studerende netop den nødvendige ballast af selverfaret, sanset musik, som bør danne det naturlige grundlag for kvalificeret refleksion.
Den primære oplevelse af musik foregår nu engang gennem ørerne og kroppen, og alene af den grund af er soloundervisningen i sang og klaver helt uundværlig på studiet.
Formidling er vigtig
Det er i høj grad spørgsmålet, hvorvidt man kan forholde sig akademisk til noget, man ikke først har erfaret gennem sine sanser.
Kan en blind forholde sig akademisk til de farver, han aldrig har set? Kan en døv så også studere musik som ren abstraktion? Endvidere skal kandidater i musik fra universitetet naturligvis ikke bare kunne formidle akademiske tanker om musik, de skal også kunne formidle selve musikken, og det bliver de konstant ringere rustet til. For eksempel kommer en musiklærer ved gymnasieskolen ikke langt med at fange elevernes interesse for faget, hvis ikke han selv kan spille klaver og synge, og disse praktiske kompetencer opbygges selvsagt først og fremmest gennem soloundervisningen.
Nuancering
Hvis vi ønsker, at der også på længere sigt skal eksistere andre musiktyper end den mest banale pop og rock i dette samfund, er vi nødt til ofre pengene på at uddanne folk, der ikke kun kan forholde sig goldt akademisk til musikken, men som også kan formidle musik af høj kvalitet. Hvad er det overordnede formål med at have universiteter her i landet? Handler det kun om at uddanne folk til at tjene penge, eller skal de også bidrage positivt til menneskers livskvalitet? Jeg mindes endnu med dyb taknemmelighed, da jeg som 11-årig havnede på Holte Gymnasium, hvor salig Jørgen Due satte mig til at synge sopran i Haydns Nelsonmesse og Lange-Müllers Madonna-sange med gymnasiekoret. Jeg glemmer det aldrig, og jeg tænker med gru, at mit liv kunne have formet sig meget anderledes, hvis ikke veluddannede, inspirerende kræfter allerede dengang havde vist mig, at der fandtes stor musik i denne verden.
Billedtekst: Der findes dem, der mener, at en musikkandidat ikke skal kunne læse noder. Det er helt forkert. Arkivfoto: Thomas Wilmann
[intern ref.]
Friday, June 10, 2011
Humanioras krise og regeringens uddannelsespolitik
Weekendavisen d. 10. juni, 2011 (1. sektion side 13) Debat:
Koldau 3
af Laura Louise Sarauw, Ph. d.-stipendiat Københavns Universitet
Med sidste uges forsidehistorie gør Weekendavisen sig skyldig i en noget reduktiv fremstilling af årsagen til humanioras såkaldte ' krise'.
Den faglighed, som den tyske eliteprofessor ifølge Klaus Wivels artikel kæmper for på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er nemlig et ideal, der ikke længere understøttes af Videnskabsministeriet.
Her har det faglige fra og med den seneste universitetslov fra 2003 været erstattet af et eksklusivt arbejdsmarkedsorienteret regime, hvor de studerende ikke længere opmuntres til at forfølge faglig viden og indsigt som et mål i sig selv.
Som jeg viser i min ph.d.-afhandling (forthcoming 2011) er problemet med den dalende faglighed med andre ord et langt mere omfattende strukturelt problem, som har sin begrundelse i den siddende regerings uddannelsespolitik.
En pointe, som efter min opfattelse ikke fremgår tydeligt nok i Klaus Wivels artikel, hvor »diverse postmoderne kulturteorier føres frem på bekostning af kulturhistorie« langt hen ad vejen får skylden for, at den klassiske faglighed og historiebevidsthed ikke længere dyrkes.
Fra politisk side har vi siden 2003 været vidne til et ideologisk baseret opgør med den eksisterende universitetstradition, der fortsat markedsføres aggressivt af Videnskabsministeriet.
Et opgør, hvis mest markante udtryk er, at 'demokratisk kompetence' i den såkaldte kvalifikationsnøgle fra 2003 eksplicit blev ekskommunikeret som et relevant mål for en dansk universitetsuddannelse.
Og hermed blev en væsentlig del af den traditionelle selvforståelse på mange humanistiske uddannelser gjort illegitim.
I de opfølgende krav til uddannelsernes studieordninger er det tidlige fokus på 'viden' som uddannelsens væsentligste omdrejningspunkt samtidig erstattet af en række såkaldte 'kompetencemål', det vil sige mål som skønnes at være direkte anvendelige for de studerendes kommende karriere på arbejdsmarkedet.
Konsekvensen er, ikke underligt, at den faglige viden og historisk-demokratiske bevidsthed, der ikke umiddelbart lader sig omsætte 1: 1 til konkrete anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet, på de fleste uddannelser er blevet kraftigt nedtonet.
Ser man på arbejdsmarkedet, klarer de humanistiske kandidater sig imidlertid bedre end nogensinde. De senere års statistikker viser blandt andet, hvordan humanisterne på trods af finanskrisen har vist sig at være langt mere vedholdende end andre faggrupper, når først de er kommet i job.
Alligevel har Videnskabsministeriet de senere år ført et særligt korstog mod de humanistiske uddannelser. I en række stærkt humaniorakritiske rapporter, anklages de blandt andet for ikke at være tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet, hvilket har været medvirkende til at skabe et yderlige pres på uddannelserne for at indarbejde nye og andre kompetencer i uddannelserne.
Endvidere har ministeriet fra og med Akkrediteringsloven fra 2007 haft mulighed for at lukke uddannelser, det ikke er tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet.
Og på en konference om humanioras fremtid på Aarhus Universitet i marts dette år kunne man høre den nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen true med »at udtage uddannelser, der over en årrække ikke har ført til tilfredsstillende beskæftigelse, til en særakkreditering«.
Det politiske landskab taget i betragtning er der derfor intet underligt i, at den tyske eliteprofessor er alarmeret over det faglige niveau. Uddannelserne bliver ganske enkelt truet til at slække på de traditionelle krav om faglig fordybelse til fordel for et øget fokus på en række nye kompetencer med en dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans, hvis de vil undgå lukning.
På samme måde som den tyske eliteprofessor undrer sig over, at det ikke længere er et krav, at de studerende på Musikvidenskab i Aarhus skal kunne læse noder, har de fleste uddannelser for eksempel slækket eller helt afskaffet kravet om tekstlæsning på originalsprog.
For hvordan skal man ellers få presset de nye arbejdsmarkedsrelevante kompetencemål ind i de i forvejen ofte kompakte studieordninger?
Frem for at anklage Musikvidenskab på Aarhus Universitet for faglig helligbrøde lægger Weekendavisens forsideartikel i sidste uge derfor op til en bredere strukturel diskussion af omkostningerne ved den politiske detailstyring af uddannelserne mod (for) konkrete anvendelsesmål på arbejdsmarkedet.
[gengivet med forfatterens tilladelse (red.)]
Koldau 3
af Laura Louise Sarauw, Ph. d.-stipendiat Københavns Universitet
Med sidste uges forsidehistorie gør Weekendavisen sig skyldig i en noget reduktiv fremstilling af årsagen til humanioras såkaldte ' krise'.
Den faglighed, som den tyske eliteprofessor ifølge Klaus Wivels artikel kæmper for på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er nemlig et ideal, der ikke længere understøttes af Videnskabsministeriet.
Her har det faglige fra og med den seneste universitetslov fra 2003 været erstattet af et eksklusivt arbejdsmarkedsorienteret regime, hvor de studerende ikke længere opmuntres til at forfølge faglig viden og indsigt som et mål i sig selv.
Som jeg viser i min ph.d.-afhandling (forthcoming 2011) er problemet med den dalende faglighed med andre ord et langt mere omfattende strukturelt problem, som har sin begrundelse i den siddende regerings uddannelsespolitik.
En pointe, som efter min opfattelse ikke fremgår tydeligt nok i Klaus Wivels artikel, hvor »diverse postmoderne kulturteorier føres frem på bekostning af kulturhistorie« langt hen ad vejen får skylden for, at den klassiske faglighed og historiebevidsthed ikke længere dyrkes.
Fra politisk side har vi siden 2003 været vidne til et ideologisk baseret opgør med den eksisterende universitetstradition, der fortsat markedsføres aggressivt af Videnskabsministeriet.
Et opgør, hvis mest markante udtryk er, at 'demokratisk kompetence' i den såkaldte kvalifikationsnøgle fra 2003 eksplicit blev ekskommunikeret som et relevant mål for en dansk universitetsuddannelse.
Og hermed blev en væsentlig del af den traditionelle selvforståelse på mange humanistiske uddannelser gjort illegitim.
I de opfølgende krav til uddannelsernes studieordninger er det tidlige fokus på 'viden' som uddannelsens væsentligste omdrejningspunkt samtidig erstattet af en række såkaldte 'kompetencemål', det vil sige mål som skønnes at være direkte anvendelige for de studerendes kommende karriere på arbejdsmarkedet.
Konsekvensen er, ikke underligt, at den faglige viden og historisk-demokratiske bevidsthed, der ikke umiddelbart lader sig omsætte 1: 1 til konkrete anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet, på de fleste uddannelser er blevet kraftigt nedtonet.
Ser man på arbejdsmarkedet, klarer de humanistiske kandidater sig imidlertid bedre end nogensinde. De senere års statistikker viser blandt andet, hvordan humanisterne på trods af finanskrisen har vist sig at være langt mere vedholdende end andre faggrupper, når først de er kommet i job.
Alligevel har Videnskabsministeriet de senere år ført et særligt korstog mod de humanistiske uddannelser. I en række stærkt humaniorakritiske rapporter, anklages de blandt andet for ikke at være tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet, hvilket har været medvirkende til at skabe et yderlige pres på uddannelserne for at indarbejde nye og andre kompetencer i uddannelserne.
Endvidere har ministeriet fra og med Akkrediteringsloven fra 2007 haft mulighed for at lukke uddannelser, det ikke er tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet.
Og på en konference om humanioras fremtid på Aarhus Universitet i marts dette år kunne man høre den nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen true med »at udtage uddannelser, der over en årrække ikke har ført til tilfredsstillende beskæftigelse, til en særakkreditering«.
Det politiske landskab taget i betragtning er der derfor intet underligt i, at den tyske eliteprofessor er alarmeret over det faglige niveau. Uddannelserne bliver ganske enkelt truet til at slække på de traditionelle krav om faglig fordybelse til fordel for et øget fokus på en række nye kompetencer med en dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans, hvis de vil undgå lukning.
På samme måde som den tyske eliteprofessor undrer sig over, at det ikke længere er et krav, at de studerende på Musikvidenskab i Aarhus skal kunne læse noder, har de fleste uddannelser for eksempel slækket eller helt afskaffet kravet om tekstlæsning på originalsprog.
For hvordan skal man ellers få presset de nye arbejdsmarkedsrelevante kompetencemål ind i de i forvejen ofte kompakte studieordninger?
Frem for at anklage Musikvidenskab på Aarhus Universitet for faglig helligbrøde lægger Weekendavisens forsideartikel i sidste uge derfor op til en bredere strukturel diskussion af omkostningerne ved den politiske detailstyring af uddannelserne mod (for) konkrete anvendelsesmål på arbejdsmarkedet.
[gengivet med forfatterens tilladelse (red.)]
Wednesday, June 1, 2011
Hjem til Aarhus
[kort uddrag (red.)]
Weekendavisen d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL
Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.
En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.
(...)
»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.
[intern ref.]
Weekendavisen d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL
Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.
En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.
(...)
»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.
[intern ref.]
Wednesday, April 13, 2011
Forskere fyret bla. pga. det øgede antal ph.d.-studerende
Se artiklen her:
http://www.information.dk/265278
http://www.information.dk/265278
"På naturvidenskab på både København og Aarhus Universitet blev der sidste år fyret forskere blandt andet på grund af det øgede antal ph.d.-studerende.",
citeret fra:
Lise Richter: Forskeruddannelsen er blevet en titelfabrik; Lise Richter og Mette Klingsey: Universiteter havde ikke råd til ph.d.-boom, Inf. 13/4-2011..
Universiteter havde ikke råd til ph.d.-boom
Af:
Subscribe to:
Posts (Atom)
