Politiken d. 24/2-2012 (Sektion: Kultur Side 5) Debat:
Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs
UNIVERSITETER
Som nyuddannet antropolog har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet. Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.
af UFFE LUND, ANTROPOLOG
DEN OFFENTLIGE debat om humaniora bulderkoger i medierne for tiden. Professor Linda Maria Koldau (Musikvidenskab, Aarhus Universitet) har modtaget en advarsel fra dekanen for et kritisk debatindlæg sidste sommer i Politiken, hvor Koldau kritiserede humaniora generelt og musikvidenskab specifikt.
Der er flere elementer i denne kritik, men der skulle åbenbart tilsættes en krydret diskussion om ytringsfrihed, før sagen blev en journalistisk lækkerbisken.
Diskussionen om ytringsfrihed, ' mundkurve' og ' spytslikkeri' er væsentlig, men den overskygger desværre Koldaus faglige kritik. Som nyuddannet antropolog, med mange års studier fra religionsvidenskab, har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet.
Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.
Et oplagt sted at belyse denne udvikling er på studieordningernes formelle plan. Som studerende har jeg indefra oplevet den forandringsproces, humaniora har gennemgået, med konstante revideringer af studieordninger. Når jeg sammenligner de gamle studieordninger ( 1995-ordninger) med de nyeste, så må jeg give Koldau ret. Overfladiskhed og faglig udvanding tilsat varm luft og iklædt smarte businessord karakteriserer også den faglige udvikling på mine fag.
KONKRET kan man pege på flere tendenser.
Først og fremmest den ensretningsproces, hvor alle humanistiske bacheloruddannelser nu skal være tofaglige. Det betyder, at de studerende i praksis kun har cirka to år på deres hovedfag, før de skal kaste sig over et nyt felt. I ældre studieordninger kunne man vælge en enkeltfaglig bachelor. Det gjorde jeg selv og mange andre, med netop den begrundelse at en grundig indføring i hovedfaget gav en nødvendig faglig basis. Og ser man nærmere på indholdet i hhv. ' de gamle' og ' de nye' studieordninger, så taler ECTS-pointene deres eget tydelige sprog. På religionsvidenskab er netop de fag, man som studerende på de gamle ordninger oplevede som fagets tunge faglige skyts, blevet kraftigt udvandet.
Religionssociologi, religionsfilosofiog faghistorie er alle blevet kraftigt beskåret i ECTS og f. eks. blevet erstattet af formidlingsfag eller tværfaglige hum. fag. Det samme gør sig gældende for antropologi, hvor bacheloruddannelsens teoriudvikling helt er skåret væk og kandidatuddannelsens tunge teori-og metodefag er skåret ned.
Resultatet af dette er faglig udvanding, og at de studerende simpelthen ikke bliver tilstrækkelig dygtige. De bliver kastet rundt mellem spøgelsesagtige udgaver af traditionelle fag, tværfaglige bidder på andre fag og fag af varm luft.
Ledelsen ved Aarhus Universitet har selvfølgelig et ansvar for denne udvikling, men det vil være snæversynet, hvis man ikke ser større sammenhænge. I den forstand handler debatten om spytslikkeri kun om krusninger på overfladen.
Som det så ofte er blevet påpeget, er udvandingen af humaniora et politisk projekt, hvor fagets selvstændige legitimitet i dag er vingeskudt til fordel for en erhvervsrettet linje. I dag er der derfor kun ét relevant spørgsmål: Hvordan gøres humaniora relevant for erhvervslivet?
INDTIL FOR cirka 10 år siden var dette spørgsmål relativt uvæsentligt, fordi forskning (humanistisk såvel som naturvidenskabelig) var til for forskningens skyld. Koldau har helt ret i at understrege, at alle de nye tiltag for at gøre humaniora mere erhvervsrettet spiller fallit.
Varm luft og smarte businessord har intet at gøre med de humanistiske kompetencer (som Koldau præcist opridser).
For en nyuddannet humanist med disse kompetencer kan erhvervslivets buzzwords relativt let tilegnes på en uges tid, om nødvendigt, inden en jobsamtale. Og det er erhvervslivet, der i dag har brug for de humaniorastuderende, fordi enhver virksomhed har brug for fagligt stærke vidensbaserede kompetencer på højt niveau.
Humanioras forfald er en tendens i tiden, og denne tendens kommer også til udtryk blandt de studerende. Mine erfaringer tegner et broget billede af dagens humaniorastuderende, men viser også et kedeligt mønster. Mange har nemlig internaliseret erhvervsdiskursen og opfatter kun studiet som et middel til et job, ikke som et mål i sig selv. Et konkret eksempel er debatten om studiejob. For cirka 10 år siden var studiejob en mulighed for dem, der ikke kunne klare sig med SU og lån. Men det var også et fagligt valg.
De, der virkelig brændte for deres fag, var også dem, der arbejdede langt ud over de 37 timer. Og der var en vis respekt for dem, der tog dette faglige valg og derfor i studietiden var nødsaget til at leve af den ærefulde klichémenu: pasta med ketchup.
I dag er det nærmest omvendt. Har man ikke et studiejob, er man ikke seriøs - fordi man ikke er erhvervsorienteret.
Og lever man kun af SU, så er dette ens egen skyld, og noget man skal skamme sig over.
I begyndelsen af januar i år blussede denne debat op, hvor RUC-studerende So-fie V. Jensen i Politiken bad om forståelse for sin situation. Igen tog debatten en uheldig drejning i stedet for at lægge vægt på det, som Sofie sagde så tydeligt: Hvorfor er det ikke acceptabelt i dag at gå så meget op i sit studium, at man ikke har tid til et studiejob? Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet, og hvis der skal rettes op på dette, skal det ske nedefra. De studerende er nødt til at begynde at protestere over faglig udvanding, over ligegyldige formidlingsfag, over sænkning af niveau til eksaminer, over politikernes prædiken om nødvendigheden af relevante studiejob og hurtig gennemførelse og over mediernes gabestok - retorik om de forkælede danske humaniorastuderende.
Denne protest kunne måske begynde med, at vi bakker op om Linda Koldaus faglige kritik: at humaniora er på helt gal kurs.
Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet.
Billedtekst:
Tegning: Roald Als
Showing posts with label uddannelse. Show all posts
Showing posts with label uddannelse. Show all posts
Friday, February 24, 2012
Saturday, September 3, 2011
Det entreprenørielle universitet
Weekendavisen d. 2. sept., 2011 (1. sektion side 5)
Det entreprenørielle universitet
Dannelse. Erhvervsduelighed blev omdrejningspunktet i dansk universitetspolitik for et lille årti siden og humaniora udpeget som problembarn. Undervisere og studerende har i høj grad rettet ind efter de politiske krav, viser ny forskning. Er fagligheden ofret undervejs?
Af NIKLAS S. HESSEL
I disse dage strømmer nye studerende ind på de humanistiske universitetsuddannelser , ligesom mange unge har gjort før dem. Fagene er populære, men noget har ændret sig.
Studieledere og undervisere ved, at deres bundne opgave er at uddanne til arbejdsmarkedet, kun sekundært at danne de unge fagligt og personligt.
Og blandt de studerende er der sandsynligvis længere mellem »fordyberne«, der med Platons samlede i rygsækken og frygtløs ligegyldighed over for erhvervslivets luner går om bord i Vestens kulturhistorie. Den forrige videnskabsminister Helge Sander ordinerede en såkaldt »kur for humaniora«, der blev set som noget nær resistent over for kravet om erhvervsrelevans, og meget tyder på, at politikerne siden har fået deres vilje: I dag er meningen med at tage en universitetsuddannelse at få et arbejde og blive nyttig for samfundet.
LÆS HELE ARTIKLEN I WEEKENDAVISEN
[intern ref.]
Monday, July 11, 2011
Musik er ikke kun akademisk
Jyllands-Posten d. 11. juli, 2011 (1. sektion side 15) Debat:
Musik er ikke kun akademisk
Af MORTEN HJELT, studielektor Københavns Universitet
Professor Linda Maria Koldau har i medierne udtalt sig kritisk om det faglige niveau på det musikvidenskabelige studium ved Aarhus Universitet. For mig at se er parallellen til musikstudiet på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab helt åbenbar, for tendenserne her er nøjagtig de samme som i Aarhus.
Et universitetsstudium bør efter manges opfattelse først og fremmest udmærke sig ved at være akademisk, så de studerendes viden om og forhold til selve musikken betragtes i vidt omfang som absolut sekundær i forhold til deres indsigt i musikken som diskursivt fænomen. Det opfattes med andre ord som vigtigere at kunne forholde sig til musikken som abstraktion end som håndgribelighed.
Læring gennem handling
Der er sågar dem, der mener, det er fuldstændig overflødigt for en musikkandidat fra universitetet at kunne læse noder, for man kan jo sagtens forholde sig akademisk til selv kompositionsmusik uden.
Det svarer sådan cirka til at mene, at man må kunne studere tysk sprog og kultur uden at kunne læse tysk. Jo mere "meta", jo mere akademisk, synes ræsonnementet at være, selv om de akademiske teorier kommer til at hænge og svæve frit i luften, hvis ikke de studerende også har et indgående kendskab til det sprog, den musik, kunst eller litteratur, som teorierne oprindelig er udsprunget af.
Musik er først og fremmest noget, man lærer gennem handling, således at den praktiske musikudøvelse på et musikvidenskabeligt studium primært bliver et middel til også at forstå musikken. På grund af massive økonomiske problemer påtænker man på Københavns Universitet for tiden yderligere nedskæringer på den praktiske soloundervisning i sang og klaver, som selvsagt er bekostelig, men som også giver de studerende netop den nødvendige ballast af selverfaret, sanset musik, som bør danne det naturlige grundlag for kvalificeret refleksion.
Den primære oplevelse af musik foregår nu engang gennem ørerne og kroppen, og alene af den grund af er soloundervisningen i sang og klaver helt uundværlig på studiet.
Formidling er vigtig
Det er i høj grad spørgsmålet, hvorvidt man kan forholde sig akademisk til noget, man ikke først har erfaret gennem sine sanser.
Kan en blind forholde sig akademisk til de farver, han aldrig har set? Kan en døv så også studere musik som ren abstraktion? Endvidere skal kandidater i musik fra universitetet naturligvis ikke bare kunne formidle akademiske tanker om musik, de skal også kunne formidle selve musikken, og det bliver de konstant ringere rustet til. For eksempel kommer en musiklærer ved gymnasieskolen ikke langt med at fange elevernes interesse for faget, hvis ikke han selv kan spille klaver og synge, og disse praktiske kompetencer opbygges selvsagt først og fremmest gennem soloundervisningen.
Nuancering
Hvis vi ønsker, at der også på længere sigt skal eksistere andre musiktyper end den mest banale pop og rock i dette samfund, er vi nødt til ofre pengene på at uddanne folk, der ikke kun kan forholde sig goldt akademisk til musikken, men som også kan formidle musik af høj kvalitet. Hvad er det overordnede formål med at have universiteter her i landet? Handler det kun om at uddanne folk til at tjene penge, eller skal de også bidrage positivt til menneskers livskvalitet? Jeg mindes endnu med dyb taknemmelighed, da jeg som 11-årig havnede på Holte Gymnasium, hvor salig Jørgen Due satte mig til at synge sopran i Haydns Nelsonmesse og Lange-Müllers Madonna-sange med gymnasiekoret. Jeg glemmer det aldrig, og jeg tænker med gru, at mit liv kunne have formet sig meget anderledes, hvis ikke veluddannede, inspirerende kræfter allerede dengang havde vist mig, at der fandtes stor musik i denne verden.
Billedtekst: Der findes dem, der mener, at en musikkandidat ikke skal kunne læse noder. Det er helt forkert. Arkivfoto: Thomas Wilmann
[intern ref.]
Musik er ikke kun akademisk
Af MORTEN HJELT, studielektor Københavns Universitet
Professor Linda Maria Koldau har i medierne udtalt sig kritisk om det faglige niveau på det musikvidenskabelige studium ved Aarhus Universitet. For mig at se er parallellen til musikstudiet på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab helt åbenbar, for tendenserne her er nøjagtig de samme som i Aarhus.
Et universitetsstudium bør efter manges opfattelse først og fremmest udmærke sig ved at være akademisk, så de studerendes viden om og forhold til selve musikken betragtes i vidt omfang som absolut sekundær i forhold til deres indsigt i musikken som diskursivt fænomen. Det opfattes med andre ord som vigtigere at kunne forholde sig til musikken som abstraktion end som håndgribelighed.
Læring gennem handling
Der er sågar dem, der mener, det er fuldstændig overflødigt for en musikkandidat fra universitetet at kunne læse noder, for man kan jo sagtens forholde sig akademisk til selv kompositionsmusik uden.
Det svarer sådan cirka til at mene, at man må kunne studere tysk sprog og kultur uden at kunne læse tysk. Jo mere "meta", jo mere akademisk, synes ræsonnementet at være, selv om de akademiske teorier kommer til at hænge og svæve frit i luften, hvis ikke de studerende også har et indgående kendskab til det sprog, den musik, kunst eller litteratur, som teorierne oprindelig er udsprunget af.
Musik er først og fremmest noget, man lærer gennem handling, således at den praktiske musikudøvelse på et musikvidenskabeligt studium primært bliver et middel til også at forstå musikken. På grund af massive økonomiske problemer påtænker man på Københavns Universitet for tiden yderligere nedskæringer på den praktiske soloundervisning i sang og klaver, som selvsagt er bekostelig, men som også giver de studerende netop den nødvendige ballast af selverfaret, sanset musik, som bør danne det naturlige grundlag for kvalificeret refleksion.
Den primære oplevelse af musik foregår nu engang gennem ørerne og kroppen, og alene af den grund af er soloundervisningen i sang og klaver helt uundværlig på studiet.
Formidling er vigtig
Det er i høj grad spørgsmålet, hvorvidt man kan forholde sig akademisk til noget, man ikke først har erfaret gennem sine sanser.
Kan en blind forholde sig akademisk til de farver, han aldrig har set? Kan en døv så også studere musik som ren abstraktion? Endvidere skal kandidater i musik fra universitetet naturligvis ikke bare kunne formidle akademiske tanker om musik, de skal også kunne formidle selve musikken, og det bliver de konstant ringere rustet til. For eksempel kommer en musiklærer ved gymnasieskolen ikke langt med at fange elevernes interesse for faget, hvis ikke han selv kan spille klaver og synge, og disse praktiske kompetencer opbygges selvsagt først og fremmest gennem soloundervisningen.
Nuancering
Hvis vi ønsker, at der også på længere sigt skal eksistere andre musiktyper end den mest banale pop og rock i dette samfund, er vi nødt til ofre pengene på at uddanne folk, der ikke kun kan forholde sig goldt akademisk til musikken, men som også kan formidle musik af høj kvalitet. Hvad er det overordnede formål med at have universiteter her i landet? Handler det kun om at uddanne folk til at tjene penge, eller skal de også bidrage positivt til menneskers livskvalitet? Jeg mindes endnu med dyb taknemmelighed, da jeg som 11-årig havnede på Holte Gymnasium, hvor salig Jørgen Due satte mig til at synge sopran i Haydns Nelsonmesse og Lange-Müllers Madonna-sange med gymnasiekoret. Jeg glemmer det aldrig, og jeg tænker med gru, at mit liv kunne have formet sig meget anderledes, hvis ikke veluddannede, inspirerende kræfter allerede dengang havde vist mig, at der fandtes stor musik i denne verden.
Billedtekst: Der findes dem, der mener, at en musikkandidat ikke skal kunne læse noder. Det er helt forkert. Arkivfoto: Thomas Wilmann
[intern ref.]
Wednesday, June 1, 2011
Hjem til Aarhus
[kort uddrag (red.)]
Weekendavisen d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL
Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.
En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.
(...)
»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.
[intern ref.]
Weekendavisen d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL
Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.
En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.
(...)
»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.
[intern ref.]
Subscribe to:
Posts (Atom)
