Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE
De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:
1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.
2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.
3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.
4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.
5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.
6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.
7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.
8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.
9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.
10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.
Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
[intern ref.]
Showing posts with label eliteforskning. Show all posts
Showing posts with label eliteforskning. Show all posts
Monday, October 31, 2011
Wednesday, September 21, 2011
Verdensmester i Danmark
Information d. 21. sept., 2011 (1. sektion s. 18) kronik
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks
Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.
USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.
Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.
Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!
Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi,
Københavns Universitet og Columbia University
Københavns Universitet og Columbia University
Wednesday, June 8, 2011
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Berlingske d. 7. juni, 2011 (1. sektion side 25) Kronik:
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND
Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.
[intern ref.]
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND
Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.
[intern ref.]
Wednesday, June 1, 2011
Hjem til Aarhus
[kort uddrag (red.)]
Weekendavisen d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL
Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.
En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.
(...)
»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.
[intern ref.]
Weekendavisen d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL
Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.
En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.
(...)
»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.
[intern ref.]
Subscribe to:
Posts (Atom)
