Danske universiteter præges af censur

[flere artikler (red.)]

***

Politiken d. 9. jan., 2012 (Kultur side 5) Debat:
Danske universiteter præges af censur
UNIVERSITETSCENSUR Undervisningsfrihed eksisterer ikke på danske universiteter, der i stigende grad er begyndt at ligne uddannelsesinstitutioner fra det tidligere DDR. De ansatte er ' bange' for at kritisere undervisningskulturen.
Af LINDA MARIA KOLDAU, PROFESSOR I MUSIKVIDENSKAB, AARHUS UNIVERSITET

SOM UDENLANDSK professor i Danmark oplever man et land, som er stolt over sin demokratiske tradition. Men får man arbejde på et dansk universitet, oplever man også et system præget af censur, selv om det ikke kaldes ved dette uhyggelige navn. Det betegnes i stedet som ' demokratisk' med ' flade strukturer'.
Der er mange måder at udøve censur. De fleste er subtile. Med min erfaring i universitetspolitik og min historiske viden om politiske systemer - især i Tyskland - vælger jeg at udpege to aspekter, jeg har mødt på mit universitet. Udgangspunktet er mine erfaringer på mit eget institut i humaniora; men der kommer også bekræftende meldinger fra andre steder. For det meste ytret bag lukkede døre: Man er bange i Danmark.

1. Ph. d.-uddannelse efter DDR-forbillede? Den danske regering har besluttet, at man - med få undtagelser - kun får lov til at gennemføre en ph. d.-uddannelse, hvis man får et stipendium. Regeringen sørger for, at man får en høj løn, mens man er i uddannelse. Regeringen sørger også for, at der ikke findes alt for mange, som har en ph. d.-grad og så ikke kan få job på universitetet. Samme system fandtes i DDR.
Det betyder, at studerende ikke frit kan vælge at skrive en ph. d.-afhandling og få den akademiske kvalifikation, selv når de har kvalifikationerne til det. Og det betyder, at ph. d.-uddannelserne er strømlinede, både i tilgangen til faget og i den uddannelse, som de ph. d.-studerende får.

ET PH. D.-STIPENDIUM er slusen til et job på universiteterne. Ingen, hvis projekt bliver afvist, har en chance at få den nødvendige kvalifikation, der kræves for at kunne arbejde på universitetet.
Hvad afgør så, om man kommer igennem slusen? »Det eneste, der gælder, er projektudkastets kvalitet«, kommer det stolt fra en ph. d.-skoleleder. Men hvem bestemmer, hvad »kvalitet« er? På humaniora kan den ikke måles. Gælder det ph. d.-forslag, er det en i høj grad subjektiv sag.
En højtkvalificeret student på mit institut ville ansøge om et ph. d.-stipendium.
»Du skal da ikke vælge en historisk vinkel, fordi den ingen rolle spiller i instituttets forskningsstrategi«, fik studenten at vide. Projektudkastet var ikke egnet til et stipendium i den tilhørende forskerskole.
Men et andet institut fik samme udkast - og studenten fik stipendiet. Eksemplet viser, at udvalget ikke følger kvalitetskriteriet, men forskningstilgang. Det fandtes ligeledes i DDR.
Det er en forskningspolitisk beslutning, hvem der kommer igennem slusen, og som derefter får mulighed for at præge universiteterne i generationer.
På den anden side findes der højtkvali-ficerede mennesker i Danmark, som aldrig får lov til at lave en ph. d. Deres talent bliver spildt. Samme tragedie så man i DDR. I Tyskland kan enhver student med kandidatgrad gå til en hvilken som helst professor med et ph. d.-projekt. Hvis professoren accepterer det, skriver studenten ph. d.-afhandlingen - med løs tilknytning til universitetet og på eget ansvar.
Man kan ansøge om stipendier, men det er ikke en forudsætning for selve kvalifi-kationen.
Der findes også nye ph. d.-skoler, men i Tyskland kommer man aldrig til at opgive det frie system. Systemet forudsætter risikoberedskab. Men det betyder også frihed - frihed til alle, der har talent til at lave en ph. d.-afhandling. De bedste får job, også uden for universitetet.
Hvorfor ønsker man ikke dette frie marked i den danske akademiske verden? Kan det skyldes, at det lukkede ph. d.-system sikrer, at kun personer med ' passende' projekter kan komme ind? Derved udelukkes den sunde konkurrence og mangfoldighed, når der opslås en stilling. Har Danmark råd til det?

2. Hvem får lov til at undervise i hvad? »Det er studienævnet, som i Danmark bestemmer, hvad der skal undervises i«, lyder et afgørende princip på danske universiteter.
Ret til frihed i forskning og undervisning er ikke forankret i den danske grundlov, som den er i andre lande. Undervisningsfrihed eksisterer faktisk ikke.
Studienævnene er »demokratiske« størrelser: De bliver valgt - hvordan det sker, kan man diskutere, jeg har selv oplevet et »valg« som gav mindre muligheder for demokrati end i DDR. Der findes problemer med studienævnene, som aldrig tematiseres. På den ene side er det universiteternes princip om strømlinethed, på den anden en - forståelig - mangel for kompetence.

ALLEREDE PH. D.-SLUSEN medfører, at der hersker en generel enighed i tilgangen både til forskning og undervisning. Ph. d.- studerendebliver desuden undervist i, hvordan man skal undervise. Det er dem, der senere bliver lektorer og til sidst bliver valgt i de nye forsknings-og studienævn.
Og så kompetence: »I Danmark er det sådan, at der hele tiden hersker en kamp om de enkelte fags definition«. I mit fag sidder der fire helt forskellige interessegrupper, der står for fire forskellige fagandele med hver sin særlige kompetence.
Det er alligevel kun en eneste person, som repræsenterer faget i studienævnet.
Kan denne person virkelig have kompetence, når det gælder alle fire tilgange, og repræsentere dem ligeværdigt? Det er subtile mekanismer, der gør, at man i demokratiets navn gennemtvinger særinteresser. I mit studienævns offentligt tilgængelige referat kan man læse, at der er blevet oprettet et nyt valgfag i musik, »som det forventes, at de fleste studerende tager«. Det nye fag afspejler netop fagrepræsentantens særlige kvali-fikation inden for musikfaget. Samme referat opfordrer kollegiet til at sende andre forslag til valgfag. Senere bliver to historiske forslag fra musikfaget afvist.
Som referatet viser, var beslutningen jo taget fra starten.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet »altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekonflikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag. I andre lande udbyder universiteter et bredt spektrum i undervisningen med eksperter i forskellige tilgange til faget.
Det er utænkeligt, at en professor får dikteret, hvad han må eller ikke må undervise i.
Faktisk svarer dette system til den tidssvarende virksomhedsfilosofi: Internationale universiteter bruger de ressourcer, som de har ansat, sådan at de yder deres bedste til alle parters gavn. Altså en winwin-situation. I Danmark derimod får mange eksperter ikke lov til at undervise i det, de er gode til. Der findes talrige, der har forladt universitet af denne grund.
Undervisningsfrihed er blevet et fremmedord.
Universitetsledelsen vil selvfølgelig sige, at jeg skyder helt forbi. Men hvis man har international erfaring og historisk bevidsthed, ser man et mønster.
Og det er skræmmende.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet, altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekon-flikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag.

Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen

***

Altinget, Forskning og Innovation, d. 12. januar 2012 kl. 23:31
Universiteterne afviser fiks ph.d.-idé
Af Kristian Bøg Frandsen og Tyson Lyall
PH.D.: Professor ved Aarhus Universitet foreslår en model, hvor kandidater kan tage en ph.d.-grad uden et stipendium i ryggen. Danske Universiteter afviser idéen, der også får en lunken modtagelse på Christiansborg.

***

[intern ref.]

Universiteternes samfundsopgave - levere højtuddannede eller at lave forskning for erhvervslivet?

Information d. 1. juni, 2011 (1. sektion side 13) http://www.information.dk/269835
Kommentar:
Væmmelse ved viden
Alle politikere kræver, at viden bliver en vækstmotor. Det kræver mod. Mod til et opgør med forskningsfrihed. Mod til et opgør med erhvervslivets frihed. Har danske politikere begge dele?
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
Af Claus Holm

Sidste trin på landets højeste uddannelsesstige tager man ved at tage en ph.d.-uddannelse. Herved gør man sig fortjent til at bære betegnelsen ph.d.. Det er en forkortelse af det engelske doctor ofphilosophy. Forskere med en ph.d. ved, at det kræver slid og slæb at skrive en ph.d.-afhandling. Men er det anstrengelserne værd? Det er, hvad Rigsrevisionen i Beretning til Statsrevisorerne om satsningen på ph.d.-uddannelsen fra maj måned [her; arkivets kopi her (red.)]] opfordrer Folketinget til at overveje.
12012 skal Folketinget nemlig træffe beslutning om at videreføre denne satsning, der i perioden 2005- 2012 har fordoblet optaget af ph.d.er fra 1.200 til 2.400 om året. Det har kostet 4,8 mia. kroner ekstra. Men hvorfor betvivler Rigsrevisionens beretning satsningens værdi? Grundlæggende fordi den ikke er sikker på, at indsatsen skaber national vækst. Satsningen har tiltrukket mange udenlandske studerende til de naturvidenskabelige og tekniske videnskabelige uddannelser. Men det gør blot Danmark til nettoeksportør af ph.d.'er, som ikke skaber vækst i Danmark. Desuden savner Rigsrevisionen dokumentation for erhvervslivets efterspørgsel efter ph.d.'er.

Vækstmotor
Men hvordan vil Folketinget møde ideen om, at det først og fremmest er den viden, som skaber vækst, der har værdi? Positivt.
I øjeblikket kræver alle Folketingets partier i kor, at universiteternes viden bliver vækstmotor for det danske samfund. Sagt på anden vis, så er vi vidne til politikeres voksende væmmelse ved at investere i uddannelser, der ikke skaber vækst - uanset hvor store anstrengelser, studerende lægger i at uddanne sig. Er der grund til det? Filosoffen Immanuel Kant mente i sin tid ikke, at det var nødvendigt at advare unge mennesker mod overdreven flittighed med studier. For det regulerer helt naturligt sig selv. Studerer man længe, men forgæves, så giver det væmmelse ved viden - og så holder man op.
Omvendt med købmænd; blandt dem er det helt normalt at overdrive handler og lade vidtløftige vækstplaner tappe kræfterne. Set i det lys, er spørgsmålet snarere, om danske politikere i valgkamp er tidens vidtløftige købmænd, der tror, at viden nemt kan omsættes til vækst? Det kan jeg bekræfte af to grunde:

Tysk tradition
Den første handler om den konflikt, ideen om 'fra viden til vækst' skaber mellem politikere og forskere. En del danske forskere ser sig ikke som arbejdskraft, der udretter noget, som kan øge erhvervslivets indtjening. Årsagen er, at de ser sig som en del af en tysk universitetstradition. Her er vidensopbygning et mål i sig selv. Beskyttet af forskningsfrihed. Ikke underlagt krav. Slet ikke nationaløkonomiske.
Modsat tilsiger en fransk universitetstradition, at forskning og undervisning står i nationens tjeneste. Så når politikere væmmes, er det udtryk for en omfattende kollektiv kvalme - og kritik - over en stærk tysk universitetstradition blandt danske forskere. Denne kritik støder på modstand, da forskere anser krav om erhvervsrettet forskning som en krænkelse af forskningsfriheden; altså den tyske udgave af den.

Erhvervslivets behov
Den anden grund til, at viden ikke uden videre omsættes til vækst, ligger i erhvervslivet. Selv om universiteternes vidensproduktion med et slag blev mere erhvervsvenlig, så er alle problemer langt fra løst. Det bringer os tilbage til spørgsmålet, om vidtløftigheden af politikernes tiltro til erhvervslivets efterspørgsel efter viden. Er det rent faktisk sådan, at det danske erhvervsliv efterspørger viden på højeste niveau i tilstrækkeligt omfang?
Næppe. Det er essensen af Informations artikel om Radikale Venstres vækstpolitik den 26. maj - en politik, som taber troværdighed, hvis den forveksler den danske erhvervsstruktur med Sveriges og Finlands erhvervsstruktur. Med mindre man fra politisk hold også er parat til at føre en politik, som ændrer den danske struktur til at være stærkere præget af behov for et højt uddannelsesniveau. Ét er altså, at det ikke er nemt at gøre universitær viden til vækstmotor, noget andet er at gøre sig klart, om det overhovedet giver mening. For politikeren og SF'eren Mattias Tesfaye gør det ikke.
I bogen Vi er ikke dyr, men vi er tyskere kritiserer han ideen om et Danmarkbefolket af evighedsstudenter, der tror, at uendelig meget mere og højere uddannelse er vejen til vækst. I stedet har han talt for et håndværkersamfund, der fjerner halvdelen af bevillingerne til universiteterne. Det kan man godt gøre. Men politikere kan også tage livtag ikke alene med forskningsfriheden, men også med det danske erhvervsliv. Hvis de tør.

*

[intern ref.]