Wednesday, March 21, 2012

Aarhus stander i våde - Aarhus Universitet er i oprør

Politiken d. 21. marts, 2012 (Sektion: Kultur, Side 7) Kronik:
Aarhus stander i våde
Aarhus Universitet er i oprør. Lærere og studenter har vendt sig mod ledelsen. Det er tid til forandring i Smilets By.
af JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Jørgen Grønnegård Christensen er professor ved Institut for Statskundskab.

AARHUS Universitet er i alvorlig krise. Det er ikke første gang. Sidst var i midten af 1970' erne. Kombinationen af en rektor, som tænkte stort, ja meget stort, og en direktør, som ikke havde styr på den daglige drift, førte til budget- og regnskabsrod og anmærkninger fra revisionen.
Dengang blev rektor væltet og direktøren og regnskabschefen fyret. På det lange sigt, som rakte indtil 2005, var konsekvensen et universitet med styr på tingene.
Det var puritansk grænsende til det småtskårne, men Aarhus Universitet administrativt blev drevet med allerhøjeste effektivitet. Samtidig oplevede universitetet en periode, hvor centralisering og decentralisering var fint afstemt i forhold til hinanden: Rektor var, når han var bedst, entreprenør og politicus i en og samme person, der sikrede fantastiske fysiske rammer for universitetets udvikling; institutterne stod for den faglige udvikling, og administrationen holdt øje med, at reglerne blev overholdt.
Det fungerede, men den er gal igen. Og selv om historien aldrig gentager sig, er der alligevel en parallel, som man får forstand af. Også når tidspunktet for genopretning oprinder. Jeg skal gøre mit bedste for at forklare, hvordan det hænger sammen. Alle, der for tiden tager sig til hovedet over den uforstand, der hersker på landets næststørste universitet, kan således få et sikkert indtryk af, hvad der er på spil. Pædagogik og ikke polemik er mit ærinde. Kernen i det hele er en gigantisk reorganisering. Alt er samlet i fire nye hovedområder med engelske navne.
»Det falder os mest naturligt at tale engelsk«, som prorektor sagde, da planen blev lanceret for to år siden. Den nye fakultetsstruktur bygger på to principper.
Det ene er tværfaglighed. Det andet er stordrift. Det er hovedområderne selv et udtryk for. Det samme gælder på institutniveau.
På Science & Technology, på Health og på Arts har man derfor nu fået kæmpeinstitutter med flere hundrede medarbejdere. Da ledelsen er imod silodannelser, som man kalder det, er enhver form for underopdelinger bandlyst. De blokerer jo for den tværfaglighed, der er gjort til forudsætningen for ny videnskabelig indsigt og universitetets bidrag til løsning af samfundsmæssige problemer, f. eks. konflikterne i Mellemøsten, som man så frejdigt annoncerer.
Nogle vil med rette spørge, om reorganiseringen ikke har med fusionerne i 2007 at gøre. Svaret er umiddelbart ja. For fusionerne gjorde med ét slag Aarhus Universitet meget stort og meget usammenhængende med de fem gamle fakulteter plus fire nye enheder på fakultetsniveau. Det hang ikke sammen.
Det hang ikke sammen, fordi fusionerne aldrig blev gennemtænkt. Ingen gad besvare spørgsmålet om, hvad det skulle gøre godt for. Der var i stedet en dobbeltlogik bag Aarhus Universitets bidrag til fusionerne. Den ene var helt pragmatisk. Man skulle vise sin gode vilje og lydhørhed over for regeringen; så ville belønningen ( af især Aarhus Universitet) følge. Det vidnede om en vis mangel på politisk indsigt, men lad det være. Det gjaldt derudover om at være stor, ja, allerhelst størst. Lyt i den sammenhæng til rektors retorik. Han taler ikke bare om et universitet i verdensklasse. Han undgår med systematisk omhu at nævne andre danske universiteter. Hans horisonter er videre: Den ene er den øst-og midtjyske, hvor målgruppen er kommunalpolitikere og lokale erhvervsfolk, der lader sig henrykke over et lokalt universitet, som placerer dem på verdenskortet. Den anden er den globale, hvor horisonten strækker sig fra Shanghai til Stanford, fordi det er der, det sker eller er sket.

MAN KUNNE være tilbøjelig til at afskrive dette som bar snak og store ord. Det er det måske også. For der er endnu ingen, der har været i stand til at fremtvinge en præcis forklaring på, hvad der ligger i opskriften, hvordan den vil virke, og hvordan man afgør, om den har været en succes.
Der er blot andre sider af reorganiseringen, som har alvorlige konsekvenser i hverdagen på Aarhus Universitet. Igen er der to ting i spil, som hænger nøje sammen.
Den første er centralisering og magtkoncentration.
Den er for viderekomne. Den enstrengede ledelse, som er bærende princip i universitetsloven, har fået en særlig udformning i Aarhus. Den består i skabelsen af en universitetsledelse med rektor, prorektor, universitetsdirektør og så de fire dekaner. De udgør en enhedsledelse og sidder demonstrativt sammen med 14 prodekaner i det, der nu hedder rektoratsbygningen.
De træffer i fællesskab beslutninger og svarer, som opmærksomme læsere har erfaret, i fællesskab på kritik.
Med ledelsesstrukturen er koblingen mellem dekanerne og deres hovedområder brudt. Strukturen skaber samtidig fortrinlige vilkår for den form for gruppetænkning, som får ellers selvstændige individer til at rette ind. Det er forstærket af en udskiftningspolitik, hvor alle, der kunne og turde ytre sig kritisk, er erstattet af andre, der, det betoner man igen og igen, er loyale. Resultatet er en ganske særegen struktur uden interne tjekpunkter.
Det er sjældent i nutiden.
Magtkoncentrationen bliver også brugt. I 2010 og 2011 har ledelsen toldet stærkt hos institutterne. Det er sket for at finansiere en stor strategisk pulje, der skulle fremme forskning i særklasse.
Nogle af pengene er da også i december 2011 delt ud efter formålet. Men det er ikke så mange, som ledelsen i uforpligtende vendinger havde stillet i udsigt, for den kostbare reorganisering har skudt et stort hul i økonomien. Læg dertil, at ledelsens magtfuldkommenhed har spoleret de sunde tilskyndelser, der er indbygget i en decentral universitetsøkonomi, og husk så også, at det ikke er ledelsen, men fagenes folk, der skaber indtægterne.
Rektor har ikke hentet én krone hjem til Aarhus Universitet.

ANDET LED i reorganiseringen er en storstilet bureaukratisering. Det er den rette betegnelse, fordi der parallelt med koncentrationen af al magt i enhedsledelsen under rektor, også er sket en udvidelse af administrationen ( i mandskab og kompetence), som igen er parret med en yderliggående centralisering. Symbolsk kommer bureaukratiseringen til udtryk ved universitetsdirektørens medlemskab af universitetsledelsen. Det svarer til at gøre kommunaldirektøren til medlem af kommunens økonomiudvalg. Det ville ikke være demokratisk; på universiteterne er det et klart farvel til den sidste rest af kollegialt selvstyre. Den finder et yderligere udtryk ved opbygningen af en mandstærk administration under ledelse af ni vicedirektører og et vidtforgrenet net af chefer med fancy titler.
Det koster. Før 2005 var Aarhus Universitet administrativt det mest effektive af de danske universiteter. 6 procent af samtlige årsværk var beskæftiget i administrationen på universitets-og fakultetsniveau. I 2010, altså fem år senere, var det over 8 procent (Kilde: Universiteternes Statistiske Beredskab). Med udvidelsen på en tredjedel på bare fem år er Aarhus Universitet kommet på niveau med CBS, og det er, som man vil huske, ikke noget at prale af.
Bureaukratiseringen er ikke bare dyr; den kommer også til udtryk i endnu en centralisering. Alle administrative funktioner er ved at blive samlet i en fællesadministration under ledelse af direktøren og hans ni vicedirektører. Det vil sige, at al økonomiforvaltning, al personaleforvaltning, undskyld HR, al studie-og uddannelsesadministration er centraliseret.
Det griber voldsomt ind i den daglige drift. Igen er det lidt indviklet, hvorfor det er sådan.
Den første grund er, at økonomien er decentral forstået på den måde, at institutterne har deres egne budgetter og deres eget personale. Administrationen er bare nu fjernet fra dem.
Den anden grund er, at forskningsfinansieringen i stigende grad er båret af større eksterne bevillinger. De skal hver for sig administreres, for bevillingshaverne, professor X og lektor Y, er selvsagt også bevillingsansvarlige. En professor på Arts, indehaver af en meget stor bevilling, skrev for nogle måneder siden desperat til mig, fordi hans dekan havde fjernet den sekretær, som indtil da havde hjulpet ham med at holde styr på pengene.
Det tredje er, at mange af disse funktioner er rutiner knyttet tæt sammen med den daglige afvikling af undervisning og eksaminer. Medarbejderne har derfor fornuftigvis løst opgaverne i løbende samspil med lærere og studerende. Forudsætningerne herfor er pist væk, når de fra hele universitetet lige nu bliver samlet i den nye fællesadministration og dens store bygning klos op ad rektoratsbygningen.
Ledelsens omkvæd har ganske vist lige siden 2007-fusionerne været, at universitetet nu var i sikker drift, som det hedder i managementjargon. Sandheden er i foråret 2012, at man kun på Business & Social Sciences har fået fordelt 2012-budgetterne.
Den er også, at simple ekspeditioner i personalesager og bedømmelser trækker ud, og at regninger ikke bliver betalt til tiden. De kontrakter, som vore dages specialestuderende skal indgå med deres vejledere lader sig ikke formalisere efter bogen, fordi systemet ganske enkelt er ude af drift.

MED reorganiseringen er der skabt en helt ny klasse i den akademiske verden.
Den består af ledere og administratorer, hvoraf nogle har en baggrund som forskere og undervisere, andre er administratorer med titler så fantasifulde, at ingen ved, hvad der skjuler sig under dem.
De er imidlertid et af tegnene på nye tider, som har vendt op og ned på, hvad der engang var værdsat på universitetet.
Jeg har fra personalestyrelsen fået de faktiske løntal for bl. a. medlemmerne af den øverste ledelse. Rektor, prorektor og dekaner har fra 2001 til 2010 fået reallønsstigninger fra 42 til 63 procent. Dekanerne, der i 2001 fik en løn, der var 10 procent højere end en professorløn, fik i 2010 60 procent mere; for rektor og prorektor er det dobbelt så meget, mens direktøren, engang en nok så ydmyg post, er lønnet som en styrelseschef og får 70 procent mere end den gennemsnitlige professor.
Det siger så sandelig noget om, hvad der bliver regnet. Jeg kender godt det officielle svar, som siger, at professionel ledelse har sin pris. Det kan jeg sagtens fatte og tilmed fint leve med. Men det får mig unægtelig til at stille fire spørgsmål, som er aldeles centrale for det, vi medarbejdere lige nu oplever:

1) Hvad var, og hvad er succeskriterierne for den igangværende reorganisering?

2) Hvad har reorganiseringen kostet i administrative og ledelsesmæssige meromkostninger, alle former for godtgørelser til dem, der blev ofret undervejs, til konsulenter af alle arter, til bygningsmæssige foranstaltninger - samt i betaling til Møbeltransport Danmark?

3) Hvorfor har det taget og tager det så lang tid at skabe klarhed over, hvad kompetencefordelingen skal være i den nye struktur, og hvorfor har man under gennemførelsen ikke været i stand til at informere de berørte grupper af administrative medarbejdere på først og fremmest institutniveau om, hvad der præcis skulle og skal ske?

4) Er der på ledelsens succeskriterier, jævnfør punkt 1, områder, hvor Aarhus Universitet i dag klarer sig bedre end i 2005, og hvor Aarhus Universitet oven i købet har lagt afstand til andre universiteter?

JEG HAR netop ryddet mit kontor. Sammen med mine kolleger skal jeg flytte til en anden bygning, og da jeg ikke er nogen årsunge, gik jeg grundigt til værks.
Meget blev foræret bort, mens andet blev kasseret. Det gjaldt dog ikke en lille paperback, som jeg havde købt for årtier siden og siden glemt. Titlen er 'Management & Machiavelli', forfatteren den siden adlede brite sir Antony Jay. Hans kækt formulerede påstand er, at man ikke kan forstå, hvorfor ledelsen i store virksomheder opfører sig, som den gør, uden at tage menneskers magtstræb i betragtning.
Det var i 1967. Overfører man det på Aarhus Universitet anno 2012, erkender jeg, at hverken Machiavelli eller Jay har levet forgæves.
Magt er også en drivende kraft i moderne management og dermed bag det, vi har oplevet og oplever i Aarhus. Man ser det i kommunikationen, som ikke er oplysende information med invitation til dialog og samtale, men autoritært formulerede budskaber og manipulation.
Man ser det på den måde, som enhver afvigelse bliver tromlet på. Der er den idelige understregning af forpligtelsen for gud og hvermand til at være loyale. Der er påpegningen af, at det bare er de samme tvære og pensionsmodne, men få idioter, som er imod, fordi de er for gamle.
Der er de sivende bagtalelser. Der er de patetiske erklæringer om høje mål, der vil være inden for rækkevidde, når ledelsen blot får lov til at herske og regere. Der er det ulidelige managementsprog, som intet menneske ved sine fulde fem kan få noget som helst ud af. Og til allersidst er der ophobningen af flere års forsikringer om, hvordan alting på det lange sigt bliver rigtig godt og meget stort.
Jeg nævnte indledningsvis, at Aarhus Universitet også i 1975, altså for snart 40 år siden, var i en alvorlig ledelsesmæssig krise. Der blev dengang gjort kort proces.
Professorer og lektorer rejste sig, og fordi der under den forkætrede styrelseslov af 1970 faktisk var tjekmekanismer indbygget i strukturen, kunne de sætte ledelsen på porten. Den slags mekanismer er fjernet, fordi lovgiverne ville en stærk og enstrenget ledelse med såkaldt professionelle bestyrelser. Man har fået det første, men bestyrelsen, i hvert fald på Aarhus Universitet, har indtil nu vist sig ganske impotent. Så tjekmekanismerne er væk internt og eksternt.
Uddannelsesminister Morten Østergaard har på et meget generelt plan forholdt sig til Aarhus Universitets problemer (Pol. 16.3.). Han slår et slag for masseuniversitetet, som samtidig er elitært og nyttigt. Det er Helge Sander uden fakturaer, så ledelsen på Aarhus Universitet kan endnu en gang henvise til politisk opbakning fra allerhøjeste sted. Derfor er udfordringen fortsat at knytte forbindelse mellem meget ambitiøse, men også meget vage mål, den valgte magtfuldkomne strategi og synlige resultater, der kan tælles og måles, og som ikke truer universitetets funktion, og spørgsmålet forbliver således, om ledelsen magter det.

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN.
Foto: Ole Lind
[intern ref.]
***

Læs også kommentaren på FORSKERforum d. 21/3-2012 (her).

Friday, February 24, 2012

Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs

Politiken d. 24/2-2012 (Sektion: Kultur Side 5) Debat:
Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs
UNIVERSITETER
Som nyuddannet antropolog har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet. Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.


af UFFE LUND, ANTROPOLOG

DEN OFFENTLIGE debat om humaniora bulderkoger i medierne for tiden. Professor Linda Maria Koldau (Musikvidenskab, Aarhus Universitet) har modtaget en advarsel fra dekanen for et kritisk debatindlæg sidste sommer i Politiken, hvor Koldau kritiserede humaniora generelt og musikvidenskab specifikt.
Der er flere elementer i denne kritik, men der skulle åbenbart tilsættes en krydret diskussion om ytringsfrihed, før sagen blev en journalistisk lækkerbisken.
Diskussionen om ytringsfrihed, ' mundkurve' og ' spytslikkeri' er væsentlig, men den overskygger desværre Koldaus faglige kritik. Som nyuddannet antropolog, med mange års studier fra religionsvidenskab, har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet.
Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.
Et oplagt sted at belyse denne udvikling er på studieordningernes formelle plan. Som studerende har jeg indefra oplevet den forandringsproces, humaniora har gennemgået, med konstante revideringer af studieordninger. Når jeg sammenligner de gamle studieordninger ( 1995-ordninger) med de nyeste, så må jeg give Koldau ret. Overfladiskhed og faglig udvanding tilsat varm luft og iklædt smarte businessord karakteriserer også den faglige udvikling på mine fag.

KONKRET kan man pege på flere tendenser.
Først og fremmest den ensretningsproces, hvor alle humanistiske bacheloruddannelser nu skal være tofaglige. Det betyder, at de studerende i praksis kun har cirka to år på deres hovedfag, før de skal kaste sig over et nyt felt. I ældre studieordninger kunne man vælge en enkeltfaglig bachelor. Det gjorde jeg selv og mange andre, med netop den begrundelse at en grundig indføring i hovedfaget gav en nødvendig faglig basis. Og ser man nærmere på indholdet i hhv. ' de gamle' og ' de nye' studieordninger, så taler ECTS-pointene deres eget tydelige sprog. På religionsvidenskab er netop de fag, man som studerende på de gamle ordninger oplevede som fagets tunge faglige skyts, blevet kraftigt udvandet.
Religionssociologi, religionsfilosofiog faghistorie er alle blevet kraftigt beskåret i ECTS og f. eks. blevet erstattet af formidlingsfag eller tværfaglige hum. fag. Det samme gør sig gældende for antropologi, hvor bacheloruddannelsens teoriudvikling helt er skåret væk og kandidatuddannelsens tunge teori-og metodefag er skåret ned.
Resultatet af dette er faglig udvanding, og at de studerende simpelthen ikke bliver tilstrækkelig dygtige. De bliver kastet rundt mellem spøgelsesagtige udgaver af traditionelle fag, tværfaglige bidder på andre fag og fag af varm luft.
Ledelsen ved Aarhus Universitet har selvfølgelig et ansvar for denne udvikling, men det vil være snæversynet, hvis man ikke ser større sammenhænge. I den forstand handler debatten om spytslikkeri kun om krusninger på overfladen.
Som det så ofte er blevet påpeget, er udvandingen af humaniora et politisk projekt, hvor fagets selvstændige legitimitet i dag er vingeskudt til fordel for en erhvervsrettet linje. I dag er der derfor kun ét relevant spørgsmål: Hvordan gøres humaniora relevant for erhvervslivet?

INDTIL FOR cirka 10 år siden var dette spørgsmål relativt uvæsentligt, fordi forskning (humanistisk såvel som naturvidenskabelig) var til for forskningens skyld. Koldau har helt ret i at understrege, at alle de nye tiltag for at gøre humaniora mere erhvervsrettet spiller fallit.
Varm luft og smarte businessord har intet at gøre med de humanistiske kompetencer (som Koldau præcist opridser).
For en nyuddannet humanist med disse kompetencer kan erhvervslivets buzzwords relativt let tilegnes på en uges tid, om nødvendigt, inden en jobsamtale. Og det er erhvervslivet, der i dag har brug for de humaniorastuderende, fordi enhver virksomhed har brug for fagligt stærke vidensbaserede kompetencer på højt niveau.
Humanioras forfald er en tendens i tiden, og denne tendens kommer også til udtryk blandt de studerende. Mine erfaringer tegner et broget billede af dagens humaniorastuderende, men viser også et kedeligt mønster. Mange har nemlig internaliseret erhvervsdiskursen og opfatter kun studiet som et middel til et job, ikke som et mål i sig selv. Et konkret eksempel er debatten om studiejob. For cirka 10 år siden var studiejob en mulighed for dem, der ikke kunne klare sig med SU og lån. Men det var også et fagligt valg.
De, der virkelig brændte for deres fag, var også dem, der arbejdede langt ud over de 37 timer. Og der var en vis respekt for dem, der tog dette faglige valg og derfor i studietiden var nødsaget til at leve af den ærefulde klichémenu: pasta med ketchup.
I dag er det nærmest omvendt. Har man ikke et studiejob, er man ikke seriøs - fordi man ikke er erhvervsorienteret.
Og lever man kun af SU, så er dette ens egen skyld, og noget man skal skamme sig over.
I begyndelsen af januar i år blussede denne debat op, hvor RUC-studerende So-fie V. Jensen i Politiken bad om forståelse for sin situation. Igen tog debatten en uheldig drejning i stedet for at lægge vægt på det, som Sofie sagde så tydeligt: Hvorfor er det ikke acceptabelt i dag at gå så meget op i sit studium, at man ikke har tid til et studiejob? Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet, og hvis der skal rettes op på dette, skal det ske nedefra. De studerende er nødt til at begynde at protestere over faglig udvanding, over ligegyldige formidlingsfag, over sænkning af niveau til eksaminer, over politikernes prædiken om nødvendigheden af relevante studiejob og hurtig gennemførelse og over mediernes gabestok - retorik om de forkælede danske humaniorastuderende.
Denne protest kunne måske begynde med, at vi bakker op om Linda Koldaus faglige kritik: at humaniora er på helt gal kurs.
Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet.


Billedtekst:

Tegning: Roald Als

Friday, February 10, 2012

Managementregimentet på Aarhus Universitet

Weekendavisen d. 10. febr., 2012 (side 2)
Managementregimentet

Kommentar. Nomenklaturaen versus alle de andre: de studerende, de videnskabelige medarbejdere og administrationen. Aarhus Universitet har mistet sin sjæl.
af MIKAEL BUSCH

»Hej, jeg hedder Jan Iversen, og jeg har et knaldgodt tilbud til dig.« Tilbuddet, som fremføres på ægte Lars Larsen-jysk, er især henvendt til de teologistuderende på Aarhus Universitet (AU). Ved afgivelse af samtlige fagbøger kan den studerende erhverve sig en helt gratis, limegrøn hængekøje i det nye Nobelbibliotek. Normalprisen er 5.000 kroner.
Det morsomme spot kan ses på teologernes Facebookside. Satiren og galgenhumoren har højkonjunktur under det managementregimente, der for tiden hærger AU og effektivt dræber arbejdsglæden hos de studerende, det menige administrative personale og de videnskabelige medarbejdere, ( jf. bl. a. Bo Bjørnvigs »Fordyrende, fordummende og fortvivlende«, Weekendavisen # 52, red.).
Faktisk er det falske reklamespot ikke engang helt løgn. Som uvildig, ekstern censor på AU har undertegnede netop erfaret, at hængekøjen findes.
Jan Iversen, eller rettere Jan Ifversen, findes også. Ham husker jeg fra mit eget franskstudium ved AU i første halvdel af 1980erne som en frygtet, ultraortodoks marxist. I dag er han som prodekan for videnudveksling ( uden 's', husk det!) én af chefarkitekterne bag en stor bibliotekssammenlægning på samme universitet. Det i nordisk sammenhæng enestående teologiske bibliotek, det såkaldte Ringgadebibliotek ( historiefaget og områdestudierne) og sprogfagenes bibliotek lægges sammen i den nye Nobelpark under navnet Nobelbiblioteket. På overfladen ligner det hele en åben og demokratisk proces. Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen. Og i en mail den 15. november til brugerne af bibliotekerne på Ringgaden og i Nobelparken skriver Ifversen, at »vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en god proces, hvor medarbejdere inddrages så meget som muligt, og hvor resultatet er et moderne forskningsbibliotek til glæde for både medarbejdere og studerende«. Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige.
Flere skønlitterære værker - herunder John Miltons Paradise Lost - var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler, som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. Vitale bøger var ikke længere tilgængelige for de videnskabelige medarbejdere og de studerende. Forestil Dem en kemiker, der på tilsvarende vis får beslaglagt sit laboratorium.
Allerede fredag den 11. november var bibliotekspersonalet blevet adviseret om den forestående operation. At de blev pålagt tavshed fra højere sted, kan ikke dokumenteres, da der ikke foreligger noget på skrift. Men det blev de.
Onsdag den 16. november var flyttemændene færdige med arbejdet.

I disse uger gennemføres en operation med universitetsfagenes hjemmesider efter samme model. Udadtil (nedadtil!) signaleres åbenhed: »Vi vil være i dialog med de relevante sideansvarlige om udformningen af de nye hjemmesider«, som der står i en mail, den fuldmægtige kommunikationsmedarbejder Marianne Ester Back den 19. januar lagde ud på Humanioras interne konference. Men reelt er topstyringen total; på de høje niveauer udtænkes en slagplan, som derefter udføres resolut. De berørte informeres først bagefter.
Universitetsfolk er jo nogle besværlige brokkehoveder, der ikke forstår den overordnede idé; i dette tilfælde tilsyneladende noget så visionært som ensartede e-mail-adresser til alle ansatte.
Og den limegrønne hængekøje? Denne vision er heller ikke blevet forstået. Ikke engang af de potentielle brugere, jf. det satiriske studenterspot.
Besværlige akademikere forstår ganske enkelt ikke, at et universitetsbibliotek ikke er beregnet til bøger. I hvert fald kun som noget sekundært: »Det nye bibliotekskoncept indebærer, at færre bøger står fremme på hylderne, og at der gøres plads til læringsaktiviteter på nogle af de arealer, der før var forbeholdt bøger,« som der står i mailen af 15. november. Disse »læringsaktiviteter« - i alt forekommer variationer over nyordet »læring« fire gange i mailen - indebærer, at noget så håbløst gammeldags som bøger skal erstattes af limegrønne hængekøjer af mærket Fatboy.
Det er næppe tilfældigt, at universitetets ledelse har overdraget virkeliggørelsen af visionen til arkitekter med hang til æstetik i stedet for fag-og bibliotekskyndige.
Splittelsen mellem universitetets nye nomenklatura - bestyrelsen, direktøren, adskillige vicedirektører, rektoratet, dekanaterne, de utallige kommunikationsmedarbejdere og HRmedarbejdere på den ene side, og de videnskabelige medarbejdere, det menige administrative personale og de studerende på den anden side - er nærmest total. Man lever i to adskilte verdner, der ser fundamentalt forskelligt på universitetet.

SKULLE man forsøge at give en nogenlunde elskværdig gengivelse af nomenklaturaens optik, kan man sige, at den, med det stenrige Stanford University som det erklærede forbillede, gennemfører en nødvendig slankning af strukturen, der klæder AU på til videnssamfundet. Da de vigtige, nye opdagelser og erkendelser opstår i grænseområderne mellem fagene, skal der satses entydigt på tværfaglighed. Altså en slags genopførelse af tankegangen bag gymnasiereformen af 2005.
Bortset fra at tværfaglighed på universitets( ny) sprog hedder »interdisciplinaritet«. At Akkrediteringsrådet p. t. tøver med at akkreditere visse sprogfag, f. eks. fransk, på grund af manglende »fagfaglighed« findes der nok en løsning på. Måske skal Akkrediteringsrådet bare lære at tænke innovativt. Og det går jo godt på AU, som rektor sagde i sin juletale. Fusionerne går planmæssigt. Økonomien er sund. Nøgletallene er gode, og AU behøver ikke skamme sig over sin internationale ranking.
Grundstemningen blandt de øvrige medarbejdere - de 99 procent, om man vil - er mismod og forvirring. De studerende er på grund af den drastiske omstrukturering ofte i tvivl om, hvilket institut de egentlig hører ind under.
Det administrative personale tvangsanbringes i store sekretærsiloer. Blandt de videnskabelige medarbejdere er afmagten altdominerende.
Man identificerer sig ikke længere med sin arbejdsplads. Man har mistet den grundlæggende følelse af medejerskab og ansvar. Man føler ubehag ved nysproget. Tidligere kunne man undervise i noget så åndfuldt som germansk filologi. I dag arbejder man under »Team tysk«. Man føler ubehag ved den hensynsløse top down-strategi, hvormed AU omstruktureres.
Ledelsen forestiller sig, at der kommer produktive og interdisciplinære »synergieffekter« ud af at tvangsblande de forskellige faggrupper.
De ansatte oplever derimod, at en institutionel hukommelse, der er opbygget gennem snart 100 år, sprænges til atomer. Denne hukommelse kan ikke måles eller gøres til genstand for »ranking« og »benchmarking«, men den repræsenterer en umistelig åndelig værdi. Kort fortalt har AU mistet sin sjæl.
Måske kunne enkelte videnskabelige medarbejdere teoretisk set godt finde på at ofre deres egen forskning og forsøge at repræsentere fagligheden i den nye struktur, i den såkaldt »faglige udviklingsproces« ( forkortet FUP!), men de ville med garanti ikke blive ansat. De nye strukturer tiltrækker i praksis typer, der trives med at udøve magt oppefra og ned, og som ikke er for belastede af viden. Som i alle totalitære regimer ligger ondskaben i strukturerne.
Sjovt nok ligner rektoren for det hele med sit grå skæg og stålindfattede briller alt andet end en mørkets fyrste. Lauritz B. Holm-Nielsen, som oprindelig er uddannet botaniker, lød i sin juletale mest af alt som en hyggelig og jovial fyr, som man godt kunne forestille sig at drikke en stor fadøl med. Lidt som Lars Larsen fra Jysk.


Billedtekst:
ILLUSTRATION: GITTE SKOV

[intern ref.]

Monday, January 9, 2012

Danske universiteter præges af censur

[flere artikler (red.)]
***
Politiken d. 9. jan., 2012 (Kultur side 5) Debat:
Danske universiteter præges af censur
UNIVERSITETSCENSUR Undervisningsfrihed eksisterer ikke på danske universiteter, der i stigende grad er begyndt at ligne uddannelsesinstitutioner fra det tidligere DDR. De ansatte er ' bange' for at kritisere undervisningskulturen.
Af LINDA MARIA KOLDAU, PROFESSOR I MUSIKVIDENSKAB, AARHUS UNIVERSITET

SOM UDENLANDSK professor i Danmark oplever man et land, som er stolt over sin demokratiske tradition. Men får man arbejde på et dansk universitet, oplever man også et system præget af censur, selv om det ikke kaldes ved dette uhyggelige navn. Det betegnes i stedet som ' demokratisk' med ' flade strukturer'.
Der er mange måder at udøve censur. De fleste er subtile. Med min erfaring i universitetspolitik og min historiske viden om politiske systemer - især i Tyskland - vælger jeg at udpege to aspekter, jeg har mødt på mit universitet. Udgangspunktet er mine erfaringer på mit eget institut i humaniora; men der kommer også bekræftende meldinger fra andre steder. For det meste ytret bag lukkede døre: Man er bange i Danmark.

1. Ph. d.-uddannelse efter DDR-forbillede? Den danske regering har besluttet, at man - med få undtagelser - kun får lov til at gennemføre en ph. d.-uddannelse, hvis man får et stipendium. Regeringen sørger for, at man får en høj løn, mens man er i uddannelse. Regeringen sørger også for, at der ikke findes alt for mange, som har en ph. d.-grad og så ikke kan få job på universitetet. Samme system fandtes i DDR.
Det betyder, at studerende ikke frit kan vælge at skrive en ph. d.-afhandling og få den akademiske kvalifikation, selv når de har kvalifikationerne til det. Og det betyder, at ph. d.-uddannelserne er strømlinede, både i tilgangen til faget og i den uddannelse, som de ph. d.-studerende får.

ET PH. D.-STIPENDIUM er slusen til et job på universiteterne. Ingen, hvis projekt bliver afvist, har en chance at få den nødvendige kvalifikation, der kræves for at kunne arbejde på universitetet.
Hvad afgør så, om man kommer igennem slusen? »Det eneste, der gælder, er projektudkastets kvalitet«, kommer det stolt fra en ph. d.-skoleleder. Men hvem bestemmer, hvad »kvalitet« er? På humaniora kan den ikke måles. Gælder det ph. d.-forslag, er det en i høj grad subjektiv sag.
En højtkvalificeret student på mit institut ville ansøge om et ph. d.-stipendium.
»Du skal da ikke vælge en historisk vinkel, fordi den ingen rolle spiller i instituttets forskningsstrategi«, fik studenten at vide. Projektudkastet var ikke egnet til et stipendium i den tilhørende forskerskole.
Men et andet institut fik samme udkast - og studenten fik stipendiet. Eksemplet viser, at udvalget ikke følger kvalitetskriteriet, men forskningstilgang. Det fandtes ligeledes i DDR.
Det er en forskningspolitisk beslutning, hvem der kommer igennem slusen, og som derefter får mulighed for at præge universiteterne i generationer.
På den anden side findes der højtkvali-ficerede mennesker i Danmark, som aldrig får lov til at lave en ph. d. Deres talent bliver spildt. Samme tragedie så man i DDR. I Tyskland kan enhver student med kandidatgrad gå til en hvilken som helst professor med et ph. d.-projekt. Hvis professoren accepterer det, skriver studenten ph. d.-afhandlingen - med løs tilknytning til universitetet og på eget ansvar.
Man kan ansøge om stipendier, men det er ikke en forudsætning for selve kvalifi-kationen.
Der findes også nye ph. d.-skoler, men i Tyskland kommer man aldrig til at opgive det frie system. Systemet forudsætter risikoberedskab. Men det betyder også frihed - frihed til alle, der har talent til at lave en ph. d.-afhandling. De bedste får job, også uden for universitetet.
Hvorfor ønsker man ikke dette frie marked i den danske akademiske verden? Kan det skyldes, at det lukkede ph. d.-system sikrer, at kun personer med ' passende' projekter kan komme ind? Derved udelukkes den sunde konkurrence og mangfoldighed, når der opslås en stilling. Har Danmark råd til det?

2. Hvem får lov til at undervise i hvad? »Det er studienævnet, som i Danmark bestemmer, hvad der skal undervises i«, lyder et afgørende princip på danske universiteter.
Ret til frihed i forskning og undervisning er ikke forankret i den danske grundlov, som den er i andre lande. Undervisningsfrihed eksisterer faktisk ikke.
Studienævnene er »demokratiske« størrelser: De bliver valgt - hvordan det sker, kan man diskutere, jeg har selv oplevet et »valg« som gav mindre muligheder for demokrati end i DDR. Der findes problemer med studienævnene, som aldrig tematiseres. På den ene side er det universiteternes princip om strømlinethed, på den anden en - forståelig - mangel for kompetence.

ALLEREDE PH. D.-SLUSEN medfører, at der hersker en generel enighed i tilgangen både til forskning og undervisning. Ph. d.- studerendebliver desuden undervist i, hvordan man skal undervise. Det er dem, der senere bliver lektorer og til sidst bliver valgt i de nye forsknings-og studienævn.
Og så kompetence: »I Danmark er det sådan, at der hele tiden hersker en kamp om de enkelte fags definition«. I mit fag sidder der fire helt forskellige interessegrupper, der står for fire forskellige fagandele med hver sin særlige kompetence.
Det er alligevel kun en eneste person, som repræsenterer faget i studienævnet.
Kan denne person virkelig have kompetence, når det gælder alle fire tilgange, og repræsentere dem ligeværdigt? Det er subtile mekanismer, der gør, at man i demokratiets navn gennemtvinger særinteresser. I mit studienævns offentligt tilgængelige referat kan man læse, at der er blevet oprettet et nyt valgfag i musik, »som det forventes, at de fleste studerende tager«. Det nye fag afspejler netop fagrepræsentantens særlige kvali-fikation inden for musikfaget. Samme referat opfordrer kollegiet til at sende andre forslag til valgfag. Senere bliver to historiske forslag fra musikfaget afvist.
Som referatet viser, var beslutningen jo taget fra starten.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet »altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekonflikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag. I andre lande udbyder universiteter et bredt spektrum i undervisningen med eksperter i forskellige tilgange til faget.
Det er utænkeligt, at en professor får dikteret, hvad han må eller ikke må undervise i.
Faktisk svarer dette system til den tidssvarende virksomhedsfilosofi: Internationale universiteter bruger de ressourcer, som de har ansat, sådan at de yder deres bedste til alle parters gavn. Altså en winwin-situation. I Danmark derimod får mange eksperter ikke lov til at undervise i det, de er gode til. Der findes talrige, der har forladt universitet af denne grund.
Undervisningsfrihed er blevet et fremmedord.
Universitetsledelsen vil selvfølgelig sige, at jeg skyder helt forbi. Men hvis man har international erfaring og historisk bevidsthed, ser man et mønster.
Og det er skræmmende.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet, altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekon-flikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag.

Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen

***

Altinget, Forskning og Innovation, d. 12. januar 2012 kl. 23:31
Universiteterne afviser fiks ph.d.-idé
Af Kristian Bøg Frandsen og Tyson Lyall
PH.D.: Professor ved Aarhus Universitet foreslår en model, hvor kandidater kan tage en ph.d.-grad uden et stipendium i ryggen. Danske Universiteter afviser idéen, der også får en lunken modtagelse på Christiansborg.

***
[intern ref.]

Wednesday, November 9, 2011

Rundsavs-kulturen på universitetet og Penkowa

Information d. 9. nov., 2011 (1. sektion side 13) Debat: Kommentar:
Det resignerede universitet
Københavns Universitet holdt høring om, hvad vi kan lære af Penkowasagen. Svaret er: En hel del mere
Af Gitte Meyer

I ganske mange år kunne den klassiske idé om universitetet i et vist omfang genfindes i den virkelige verden, på godt og ondt. Ideen drejede sig om universitetet som sindbillede på et civilsamfund.
Man var medlem af og havde som myndig universitetsborger medansvar for universitetet. Det er ikke længere tilfældet. Derom kunne man den 3. november forvisse sig ved at overvære den høring, som Københavns Universitet holdt under overskriften: Hvad har vi lært af Penkowa-sagen? Universitet har tusindvis af forskere og titusinder af studerende. Blandt disse har Penkowa-sagen om videnskabelig og anden uredelighed givet anledning til betydelig forargelse og bekymring.
Sagen kan også ses som udtryk for en udvikling, der befordrer resignation. Derfor var det egentlig ikke overraskende, at kun omkring hundrede (gennemgående ikke af de yngste) deltog i høringen og i det store og hele tappert holdt sig vågne, mens repræsentanter for universitetsverdenens nye lag af anonyme ledelsesnomader præsenterede en handlingsplan.

På kommando?
På sine egne betingelser er handlingsplanen net og nydelig. Den udnytter de muligheder, som formel regulering giver, og drejer sig om strammere strukturer, regler, kontrol, belæring og specialisering: Indførelse af en studenterombudsmand.
Nedsættelse af et udvalg, der skal overveje en whistleblower-ordning. Etikkurser for forskerstuderende. Nøjere økonomistyring og notatpligt.
Klarere regler omkring uddeling af priser og hædersbevisninger samt for anmeldelser om mistænkt uredelighed og håndtering af sådanne.
Man skal ikke kimse af et universitetsbureaukrati, der ønsker at styrke sig selv under bekendelse til god forvaltningspraksis.
Ordnede samfund af en vis størrelse fordrer en vis mængde bureaukrati.
I heldigste fald udøves det af gode bureaukrater, der kender deres egne begrænsninger og ikke lider af overdreven tro på den formelle regulerings rækkevidde.
Her melder tvivlen sig i forhold til den københavnske handlingsplan. Målet er, blev det erklæret, at »drive kulturændringer frem«, at »ændre den herskende kultur« og at fremme en kultur, hvor alle er opmærksomme på dårlig videnskabelig praksis, så berettigede mistanker bringes frem, mens hævnmotiverede anklager undgås.
Det skal gøres til en ledelsesopgave at sikre »tillidsfuld kooperation« og en åben og tryg diskussion af kritisable forhold. Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?

Rundsavs-kulturen
Ud fra en anden analyse end den, som ligger bag handlingsplanen, kan fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa knyttes til det forhold, at uhæmmet individuelt og kollektivt status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden.
I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ' højere liga' i den internationale universitetskonkurrence.
I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles.
Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.
Handlingsplanen kan ses som en bestræbelse på at øge kontrollen inden for rammerne af denne kultur, så de værste udskejelser kan blive modvirket eller afklapset.
Det klinger hult, når planen samtidig præsenteres som et opgør med den herskende kultur. Med talen om åbenhed og tillid sendes appeller til et universitært civilsamfund, som netop den herskende rundsavskultur gør til naiv tale. Som lærestykke er Penkowa-sagen fortsat ikke udtømt.

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist
FAKULTET@INFORMATION.DK

[intern ref.]

Tuesday, November 8, 2011

Humanistisk forskning klarer sig fint

Politiken d. 8. nov., 2011 (Kultur side 10) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT

Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.

SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.


For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.

HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.

UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.

David Budtz Pedersen er ph. d.-stipendiat, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Frederik Stjernfelt er professor, dr. phil. Center for Semiotik, Aarhus Universitet.

analyse@pol.dk


Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

[intern ref.]

Saturday, November 5, 2011

Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende

Politiken d. 5. nov., 2011 (Debat side 4)
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN

Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.

RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.

MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).

MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.

SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.

Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk


Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen

[intern ref.]

Tuesday, November 1, 2011

En tavshedskultur har ramt universiteter

Politiken d. 1. nov., 2011 (1. sektion side 4)
En tavshedskultur har ramt universiteter
Frie ånder eller skræmte mus? Fire ud af ti ansatte ved universiteterne føler ikke, at de frit kan ytre sig om interne forhold. Et problem for den akademiske debat, mener kritikere.
Af DORRIT SAIETZ

Jeg vil gerne tale med dig, men du må ikke nævne mit navn i avisen.
Den replik, i forskellige varianter, har Politiken hørt utallige gange i de forløbne tre-fire uger, hvor vi har skrevet en serie artikler om ' Unis sande tilstand'.
Om det er kvindebonus, de studerendes faglige niveau, bureaukratiske systemer eller andre forhold, har det været mere end almindeligt svært at finde universitetsmedarbejdere, som ville udtale sig og lægge navn til deres holdninger.
»Alle er bange for at ytre sig. Er bange for at blive fyret i næste runde. Alle passer sit og taler lederne efter munden«, skriver en anonym medarbejder fra Københavns Universitet.
»Nyhedsblade styres af rektor/ledelsessekretariatet. Intranet giver ikke mulighed for fri debat. Ledelsen 'tier' kritik ihjel«, siger en medarbejder fra Syddansk Universitet.

(dette er et kort uddrag)

[intern ref]

Monday, October 31, 2011

Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner

Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE

De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:

1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.

2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.

3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.

4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.

5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.

6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.

7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.

8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.

9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.

10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.

Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.

[intern ref.]

Thursday, October 27, 2011

Dansk humanistisk forskning har internationalt udsyn

[flere tekster (red.)]
***
Politiken d. 7. okt., 2011 (Kultur side 7)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/
Kronik:
Den uambitiøse ælling i dansk forskning
RUNE GRAULUND
Er dansk humanistisk forskning provinsiel og navlebeskuende?
Rune Graulund er lektor, ph. d. - på vej til University of Strathclyde i Glasgow.

FOR ET PAR måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, tysk musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora for en skandale. Det er måske nok at sætte tingene på spidsen. Men jeg er enig med hende i, at vi har et problem. Et problem, der illustreres så nydeligt af det faktum, at det ikke er en dansk, men en tysk forsker - en importvare hentet ind syd for grænsen, inden Pias bomme blev sat op - der har råbt vagt i gevær.
Vi bryster os af, at landets ypperste læreanstalt, Københavns Universitet, ligger på en 43.-plads ifølge den såkaldte Academic Ranking of World Universities (Arwu).
Det er da rigtignok også en meget fin placering for så lille et land, og jeg ved fra mine kolleger på de naturvidenskabelige institutter, at mange af deres discipliner kan give selv store udenlandske universiteter kamp til stregen. Forskellen på de humanistiske forskere og de naturvidenskabelige forskere er dog slående. Førstnævnte publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk, alt i mens sidstnævnte ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig at publicere på noget andet sprog end engelsk.
I humanistisk forskning står det altså anderledes til end i naturvidenskaberne.
Der postes millioner af danske skattekroner i humanistiske forskningsprojekter, der helt åbenlyst ingen planer har om at munde ud internationale publikationer.
Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor få udenlandske humanistiske forskere der ansættes i det danske universitetssystem, ligesom vi har pokkers svært ved at holde fast på dem, der rent faktisk bliver ansat.
Og hvorfor så det? Problemet er at finde i definitionen af forskerens rolle i forhold til det øvrige (danske) samfund. I det nuværende system er det prestige- og karrieremæssigt mere givtigt for en dansk ansat forsker at være kommentator i TV 2 News eller Deadline, udgive bøger på hjemlige danske forlag eller for den sags skyld at skrive for denne avis, end det er at udgive sin forskning i de mest prestigiøse internationale akademiske tidsskrifter eller på store udenlandske universitetsforlag.
Den lokale forskningskultur er låst fast i så traditionelle danske rammer, at det er svært for udenlandske forskere at få anerkendelse for deres hårde (internationale) arbejde.
Ikke dermed sagt, at forskere skal være elitære og verdensfjerne professorer, der for enhver pris skal afholde sig fra at blive tilsmudset med den øvrige danske offentligheds problemer og interesser, men at Politikens kultursektion, Gyldendals udgivelser eller 'Smagsdommerne' alt andet lige ikke er fora, der er særlig velegnede til at publicere og efterprøve banebrydende forskning, der skal gøre sig håb om at kunne gøre sig gældende på verdensplan.
Internationale standarder? I don't think so.

VI HAR EN selvforståelse i Danmark af, at vi altid selv ved bedst. At de andre derude er store og magtfulde, men at den måde, vi gør tingene på, trods alt er den rigtige.
Vi vil gerne konkurrere med dem på lige fod og vise dem, at vi trods vores ringe størrelse faktisk godt kan hamle op med dem. Men på vores egen måde. Vi skal selv skrive dogmerne, ikke have andre til at pådutte os dem.
Problemet er bare, at hvad der måske fungerer på film, nok næppe fungerer med (international) forskning. Det er usandsynligt, at vi får en akademisk Lars von Trier eller en Thomas Vinterberg, der pludselig omskriver reglerne for, hvordan man bedriver international forskning.
I stedet må vi nok indstille os på at acceptere at, ja, hvis vi skal være medspillere på den store internationale scene, så er der faktisk nogen, der ved bedre. Og at der er visse regler, man må følge, hvis man skal lege med de store. Det måtte selv Trier jo sande på Cannes i år, genial og provokerende, som han så ellers måtte være.
Den største forhindring for, at dansk humanistisk forskning skal kunne spille med - og imod - de tunge drenge, er i mine øjne en mangel på forståelse af, hvad forskning af international karakter rent faktisk indebærer. Samt, og dette er ikke en ubetydelig faktor, en overdreven frygt for, at disse udenlandske modeller på sigt vil skade dansk forskning.

GRUNDPILLEN i ' international forskning', som den defineres ud fra alle de ledende universiteter i verden, om de så er europæiske, amerikanske eller asiatiske, er det såkaldte peer review system. Denne proces, der på dansk lyder det lidt mere kluntede udtryk 'fagfællebedømt vurdering', skal garantere, at en given publikation X er af tilstrækkelig høj standard til at kunne blive blåstemplet som 'forskning'.
Der er både fordele og ulemper ved dette system. Ulemperne er, at der i form af systemets autoritet kan forekomme en myte om, at det er absolut objektivt og ufejlbarligt, hvilket det naturligvis ikke er. Tillige bevirker konkurrencen indlejret i systemet det såkaldte publish or perish-fænomen, en tendens til konstant at producere forskning, der i værste fald tvinger forskere ud i en ond spiral af en eksponentielt stigende produktionsrate.
En sådan praksis kan i sidste ende lede til - som det var tilfældet i Penkowa-sagen - at forskeren springer over, hvor gærdet er lavest. Hvilket så kan resultere i forskning af en ringere og til tider endog ubrugelig eller ligefrem skadelig art.
Problemet er bare, at vi ikke lever i en ideel verden, og at vi på en eller anden måde skal kunne sammenligne forskningsresultater på tværs af landegrænserne.
Og det er her, at fagfællebedømt vurdering kommer til sin ret. En vurdering, der i hvert fald til dels sikrer os, at vi har en eller anden form for internationalt sammenligningsgrundlag og ikke bare individuelt og arbitrært beslutter os for vores egne regler inden for de respektive landegrænser.
Det er samme logik om sammenlignelighed, der lå bag indførelsen af et nyt karaktersystem, den såkaldte syvtrinsskala, hvor intentionen netop var at garantere, at danske studerende lettere kunne opnå mobilitet i den internationale universitetsverden.

ALT FOR MEGET dansk forskning udmunder altså i publikationer, der falder uden for denne model om fagfællebedømt vurdering.
Et andet og mindst lige så stort problem for dansk humanistisk forskning er dog, at klart størstedelen af dansk humanistisk forskning udgives på dansk.
Dette er problematisk i positive henseender, da man derved lukker af for forskere uden for sprogområdet, der kunne være interesseret i at anvende en given dansk forskers arbejde og derfor ville vinde denne forsker hæder og ære. Men det er om end endnu mere problematisk i negative henseender, da forskeren ved at publicere sit arbejde på dansk behændigt afholder potentielle kritiske røster uden for Skandinaviens grænser fra at give deres besyv med.
At publicere forskning på dansk er naturligvis ikke noget problem, hvis ens ekspertise ligger inden for et emne, der er specifikt skandinavisk. Man må forvente, at den fremmeste forskning inden for eksempelvis Tom Kristensens forfatterskab foregår i dansk regi, samt at den væsentligste forskning udkommer i dansksprogede publikationer. I alle andre sammenhænge end netop de skandinaviske er det dog et endog meget problematisk at udgive sin forskning på dansk, da de store konkurrenter inden for ens felt med al sandsynlighed findes uden for Skandinavien. Man kan med andre ord påberåbe sig at have opfundet den dybe tallerken uden at være alt for bekymret over, om eksperterne inden for ens felt vil påpege, at det, man i virkeligheden har gjort, blot er at opsummere tyve års gammel forskning.
Dansk humanistisk forskning er på mange måder at sammenligne med det berømte træ, der falder i skoven uden vidner. Det giver ikke megen lyd af sig, når der ikke er nogen til at høre det falde.

MEN HVORFOR nu dette sure opstød? Skal vi nu partout også kunne måle os med alle de store? Vi er trods alt et lille land, så måske er det i orden, at vores forskere ikke ligger i reel konkurrence med udlandet. Det er jo under ingen omstændigheder muligt, at danske universiteter vil kunne hamle op med gigantuniversiteter som Harvard, der har kæmpe budgetter og et så potent brand name, at de siger Pepsi til vores Jolly.
Ja og nej.
For det første er det som allerede nævnt et udtrykkeligt ønske fra både regeringens og universitetsledelsens side, at dansk forskning skal være af international karakter - tomme ord, hvis de ikke bakkes op i den daglige forskning og især afspejles i uddelingen af fondsmidler såvel som i ansættelserne.
For det andet er det ikke en reel mulighed i en globaliseret verden simpelthen bare at trække stikket. Ligesom med de berygtede Muhammedtegninger og grænsebommene mod syd kan vi ikke længere tillade os at vende ryggen til udlandet og bare køre vores eget show.

VI HAR I dagens Danmark forskningstiltag, der bombastisk lover de helt store internationale ambitioner inden for humanistisk forskning, men i praksis alt for ofte laver strudsemanøvren og begraver hovedet i den danske muld. Og dette gælder ikke kun for seniorforskere, som i 20, 30 eller 40 år har været vant til den gamle model og derfor må forventes at skulle igennem en vis omstillingsperiode. Det er et systemisk problem, der risler videre ned til de nye forskerspirer.
Jeg har mødt adskillige danske ph.d.- studerende,der ikke engang har hørt om fagfællebedømt vurdering. De ved simpelthen ikke, hvad det er. Hvorfor man heller ikke kan forvente, at de gør sig bemærket på den internationale scene. Det er et alvorligt problem, og det er et problem, der kun bliver større, hvis der ikke aktivt sættes ind mod det.
De gamle danske forskningstraditioner har mange dyder, ikke mindst ideen om ikke at forhaste sig på den måde, som vi så ofte ser fagfællebedømte vurderinger lede til i en overophedet stræben efter at maksimere kvantiteten frem for kvaliteten af forskningen.
Selvsamme dyder har dog også ledt til en overdreven mistro over for udenlandske modeller, og det er simpelthen en myte, at dansk forskning besidder en integritet, man i udlandet mangler.
Den antagelse bygger på en fastforankret idé om, at danske forskere og danske forskningstraditioner i form af sin autonomi fra den kompetitive fagfællebedømte vurdering nobelt holder sig uden for markedskræfternes forpurrende støj og derfor er mere autentisk.
Det er noget xenofobisk vrøvl.
Der bliver produceret masser af dårlig forskning i Danmark, og en reel indførelse af fagfællebedømt internationale vurderingskriterier vil i sidste ende løfte forskningen, ikke forringe den.
På samme vis bliver der også bedrevet rigtig meget strålende forskning i Danmark.
Og det er synd og skam, at vi ikke kan dele det med resten af verden, fordi vi er låst fast i gamle mønstre om, at det nu engang er bedst at publicere på dansk. Der er ingen grund til, at vi ikke skal kunne være medspillere og endog spille rigtigt godt op mod de store. Vi skal selvfølgelig ikke forvente, at eksempelvis Københavns Universitet eller Syddansk Universitet skal kunne overhale et sted som Harvard indenom. Men det betyder ikke, at vi for evigt kan tillade os at tøffe rundt i den velkendte danske andedam uden at kigge op for at skue mod verden udenfor. Paradigmeskiftet mod international forskning er på sigt uundgåeligt.
Jo før det går op for den danske humanistiske forskning, desto bedre.
Og nu vi er så stolte af Rene Redzepi ( albanske aner), Bjarke Ingels, Olafur Eliasson ( islandske aner), Oh Land og Caroline Wozniacki ( polske aner), hvorfor så ikke også være med til at producere en ny humanistisk forsker med lige så stor international succes? Eller måske en helt ny generation? Det er simpelthen for uambitiøst at lade være. For nej, dansk humaniora er ikke en skandale. Det er bare en ælling, der endnu ikke har lært at flyve.

RUNE GRAULUND

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.

Billedtekst: Foto: Niels Christensen

*
Kommentarer [på http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/ ]:

Af Rasmus Jensen , København 00:33 7. OKT
Hvem er dansk og hvad er er engelsk, kan vise sig , at det er lige meget, om omkring hundredetyve år. Selv for ællinger;-)
Anbefal (4)Klag

Af Peter Hansen , 1412 K 01:22 7. OKT
Kronikøren har tydeligvis ikke helt forstået, at humanistisk forskning i modsætning til naturvidenskabelig består i at indskrive alverdens forskning i dansk tradition, og at stille dansk forskning til rådighed på samme måde for andre landes traditioner. Kun i begrænset omfang er en universalisme som i naturvidenskaben interessant. Og så handler det jo også om færdigheder på højt niveau.
Anbefal (0)Klag

Af Rasmus Nielsen , 7700 Thisted 10:14 7. OKT
Blot en lille- ikke særlig vigtigt kommentar i forhold til kronikørens anliggende.Men alligevel. Kronikøren der sætter sig i spidsen for kvalitetetskrav har også sine provinsielle, personligt traumatiske fobier, når han omtaler at den tyske forsker heldigt kom til Dk før Pias grænsebomme blev sat op! Og Muhammedtegning er også at vende ryggen mod verden. Mon ikke lektor "Svane" har andedamstraume
Anbefal (3)Klag


Af Garbi Schmidt , Roskilde 19:42 7. OKT
Har med undrn læst dette. Fagfællevurderinger er absolut en del af dansk humaniora - at få noget igennem internationale tidsskrifter kan jo ikke lade sig gøre uden. Og danske humanister publicerer også internationalt.
Anbefal (4)Klag

Af Brian Jacobsen , København 20:09 7. OKT
Rune Graulund skulle måske prøve sin naturvidenskabelige metodik af på en undersøgelse af humanioras publiceringspraksis før han skriver så firkantet og fordumsfyldt om den. Det grænser til pinlige og penkowaske tilstande at skrive en så fejlagtig kronik; både om hvilke nationaliteter der er ansat på humaniora samt hvor og hvordan humanister publicerer.
Anbefal (2)Klag

Af georg , sønderborg 10:03 9. OKT
Humanistisk forskning, i Danmark, bør altid tage sit udgangspunkt i det danske sprog , som er bygget på den danske kultur, en "arv", som vi fra "tegnets tidsalder", har arvet og udviklet til et sprog, som så skabte den danske "kultur", som altid bør beskyttes, med sproget´s enfoldighed, indtil vi i fællesskab med hele verden finder et nyt "sprog", som også med ordene, tilkendegiver vores "særpræg"
Anbefal (0)Klag

Af georg , sønderborg 10:17 9. OKT
Det er ikke forkert i "humanismens" navn, at forlange, at selv den mindste del, også tilhører "verdenssamfundet", og kun med sproget og derpå følgende kultur, stadig ønsker at tilkendegive "forskelligheden".Det er så vidunderligt, når et "fællesskab", vil vedkende sig deres eget(sprog og kultur). Forståelsen, menesket imellem, behøver hverken (sprog eller kultur), forståelsen, ligger i "generne"
Anbefal (0)Klag

Af Peter Hansen , 1412 K 18:37 9. OKT
En del af problemet er jo, at der på humaniora ikke uddannes meget mere end det antal kandidater, der skal bruges til undervisning og med varetagelse af diverse funktioner i samfundet. Man får den tanke, at kronikøren slet ikke er klar over, at humanister udfører en lang række opgaver, der er nødvendige for at opretholde samfundet.
Anbefal (0)Klag

Af xxx , xxx 08:23 12. OKT
Forskningen er en ting. Studerende på humanistiske studier i København har i gennemsnit 8 timer om ugen. Resten er selvstudie! På naturvidenskabelige har man op til det dobbelte. Hele prioriteringen fra universitet er det naturvidenskabelige fokus, herudover er det nemmere at få eksterne forskningsbevillinger på f.eks. det sundhedsvidenskabelige fakultet end det humanistiske.

***

HumNyt uge 43 (udsendt 27/10-2011)
Nyhedsbrev for ansatte på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Debat om humanistisk forskning
Lektor Rune Graulund kritiserede 7/10 humaniora i en kronik i Politiken. Dekan Ulf Hedetofts svar fandt avisen desværre ikke plads til - indlægget kan i stedet læses her.

Dansk humanistisk forskning har internationalt udsyn
Af dekan Ulf Hedetoft, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

I sin kronik ”Den uambitiøse ælling i dansk forskning” d. 7. oktober fremsætter lektor Rune Graulund en række påstande om dansk humanistisk forskning, som han kalder ”provinsiel og navlebeskuende”. Rune Graulund hævder, at de humanistiske forskere ”publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk”, og at det meste af den humanistiske forskning ”falder uden for modellen om fagfællebedømt vurdering.” Begge dele er lodret forkerte, i hvert fald hvad angår Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet.

Fx viser vores seneste opgørelse (fra 2010), at de humanistiske forskere i meget stort omfang publicerer på engelsk: 50 procent af alle forskningspublikationer blev sidste år udgivet med engelsk som originalsprog, mens 40 procent af publikationerne havde dansk som originalsprog. De sidste 10 % blev udgivet på andre sprog end dansk eller engelsk. Og tendensen til at publicere på især engelsk er stigende. De typer af formidling, som bl.a. optræder i denne avis som kommentarer, anmeldelser og blogindlæg, og som Rune Graulund omtaler så ringeagtende, tæller slet ikke med i vores statistikker over forskningspublikationer.

Påstanden om, at de danske humanioraforskere ikke benytter sig af fagfællebedømt vurdering, er ligeledes grebet ud af den blå luft: 54 procent af alle fakultetets forskningspublikationer i 2010 var bedømt af fagfæller. Hvis vi kun medtager de typer af forskningspublikationer, som indgår i ministeriets opgørelser over universiteternes publikationer, er det 64 procent af fakultetets publikationer.

Det er beklageligt, at Rune Graulund ikke har sin dokumentation på plads. Det er omvendt lige så beklageligt, at han føler et behov for at nedgøre humanistiske forskeres indsats for at deltage aktivt i den danske samfundsdebat og formidle deres forskning til den danske befolkning, hvilket jo også er en vigtig opgave for forskerne. Derfor kan og bør ikke alt skrives på fremmedsprog.
Kronikøren skulle hellere glæde sig over, at de danske forskere på humaniora er i stand til at varetage deres forpligtelser over for det danske samfund, samtidig med at de involverer sig i internationale forskningssamarbejder og publicerer deres forskning i internationale tidsskrifter i ganske betragteligt omfang.

Jeg siger dermed ikke, at der ikke er plads til forbedringer på det internationale felt. Vi arbejder fx intensivt på at tiltrække flere internationale forskningskapaciteter til faste stillinger. Vi understøtter på mange måder ansøgninger i samarbejde med internationale forskere om nybrydende samarbejdsprojekter, aktuelt fx gennem en stor satsning på tværvidenskabelige digitale infrastrukturer til glæde for både danske og udenlandske forskere. Og vi indgår løbende aftaler, der gør det nemmere for vores studerende og lærere at studere og undervise på udenlandske universiteter.

På disse områder er der stadig meget at gøre. Men at påstå, som Rune Graulund, at dansk humanistisk forskning er provinsiel og navlebeskuende med henvisning til udgivelsespraksis og frygt for at blive kikket over skulderen af internationale fagfæller, er uden hold i virkeligheden. Ikke mindst fra en ansat på et udenlandsk universitet og med den her fremførte argumentation kunne man måske have forventet en veldokumenteret kritik med basis i fakta snarere end myter.

Thursday, September 29, 2011

Bibliometri - giver det mening?

Perspektiv (Bibliotekspressen) d. 29. sept., 2011 (1. sektion side 26)
Bibliometri - giver det mening?
En del af midlerne til landets universiteter bliver fordelt efter fire indikatorer, hvoraf den ene er den bibliometriske forskningsindikator. Her bliver der givet point til universitetet, hver gang en forsker får udgivet en artikel i et tidsskrift. De 20 procent mest anerkendte tidsskrifter inden for et fagområde udløser tre point, de resterende 80 procent udløser et point. I bedste fald er det harmløst at bruge den bibliometriske forskningsindikator til at fordele penge til landets universiteter, men brugt forkert kan den betyde ringere kvalitet og mainstreamforskning. Alt andet lige skal der flere penge i spil, hvis det skal give mening at bruge så mange kræfter på at måle forskernes publikationer.
Af SABRINE MØNSTED

75 millioner kroner. Det er cirka, hvad der hvert år bliver fordelt efter den bibliometriske forskningsindikator. Det lyder måske af meget, men set i forhold til universiteternes milliardbudgetter er det forsvindende lidt. I 2010 fik Copenhagen Business School ( CBS) for eksempel 1,5 millioner dryppet oven i det årlige budget på over én milliard.
- Så det at få del i puljen er ud fra en økonomisk synsvinkel fuldstændig ligegyldigt, siger chefkonsulent på CBS, Leif Hansen.
- Det er i den sammenhæng underordnet, om vi ingen artikler skrev, eller om vi skrev ti gange så mange. Bevillingsmæssigt ville det ikke have en effekt for hverken CBS eller de andre universiteter med enorme budgetter. Hvis målemetoden skal have en reel effekt på forskningen, skal modellen bruges til at fordele mange flere penge, understreger Leif Hansen, der i mange år har beskæftiget sig med bibliometri og været med til at debattere effekten af målemetoden.
- Mange forskere bliver forbløffede, når de hører, at det kun er 1,5 millioner kroner, CBS for eksempel tjener ind på den måde og spørger: Hvorfor gør vi det så?, siger Leif Hansen.
Han understreger dog, at for de fleste forskere er dynamoen i at udgive deres forskningsresultater ikke penge, men derimod prestigen i en lang publiceringsliste, kampen om stillinger og muligheden for flere spændende forskningsprojekter. Så bibliometrisk forskningsindikator eller ej: De ville alligevel udgive deres forskning.

ØGET FOKUS PÅ KVALITET
Men reelt er svaret på spørgsmålet om, hvorfor forskerne skal bruge kræfter på at udgive deres resultater de »rigtige steder«, en politiske aftale fra 2009, der betyder, at midler til universiteterne, ud over basismidlerne, skal fordeles efter fire indikatorer: antal færdige studerende, der tæller 45 procent, universitetets evne til at tiltrække eksterne midler, der tæller 20 procent, antallet af færdige Ph. d. studerende, der tæller 10 procent og sidst den bibliometriske forskningsindikator , der tæller 25 procent.
Politikernes ønske er at styrke kvaliteten af dansk forskning ved at give forskerne en ekstra økonomisk gevinst, hvis de formidler deres forskning i et anerkendt tidsskrift. Og netop den øgede fokus på, hvor vigtigt det er at formidle sin forskning, mener lektor på IVA, Jeppe Nicolaisen, er styrken ved den bibliometriske forskningsindikator .
- Det er vigtigt, at forskerne publicerer, og det kan betyde en kvalitetsudvikling af forskningen, hvis de bliver opmærksomme på at få deres forskning ud i så gode kanaler som muligt, siger han.
Jeppe Nicolaisen mener dog som Leif Hansen, at det skal dreje sig om flere penge, hvis det for alvor skal virke adfærdsregulerende.

FANTASILØS FORSKNING
Den bibliometriske forskningsindikator har altså sine kvaliteter - brugt rigtigt. Både Jeppe Nicolaisen og Leif Hansen mener, det problematiske opstår, når metoden bliver misbrugt - og det sker.
På flere af universiteterne overvejer man eller er allerede begyndt på at lade de penge, de bibliometriske point udløser, flyde direkte tilbage til det fakultet eller ligefrem til den enkelte afdeling, som forskeren sidder i.
- Metoden er skabt til at måle store universiteter, så det er dybt problematisk, hvis man begynder at måle på de enkelte fakulteter eller sågar den enkelte forsker. Der kan være stor forskel på en forskers produktion af artikler fra år til år, så det giver ikke mening at lave statistik ud fra ét års forskning, siger Jeppe Nicolaisen.
Leif Hansen mener, det kan føre til mainstreamforskning, hvor forskerne begynder at tænke i, hvilke projekter, der kan munde ud i en artikel i et bestemt tidsskrift, fordi deres værd bliver lig med, hvor mange artikler de skriver. Og den innovative og nytænkende forskning vil derfor svinde ind.
- For hvem vil bruge tre år på nye eksperimenter og ende med 800 døde rotter og ingen artikel at publicere? En undersøgelse for nogle år siden viste, at flere nobelprismodtagere indenfor økonomi ikke havde kunnet få deres første banebrydende artikler optaget i de mest anerkendte tidsskrifter, fordi deres resultater netop brød med den gængse tankegang.
Så vi kan ende med jævn forskning uden fantasi, advarer Leif Hansen.

DIAMANTER OG GULD
Bibliometri bliver brugt til at måle forskningskvalitet i de fleste europæiske lande og til at uddele midler. Australien var et af de første lande til at bruge bibliometri som grundlag for at uddele forskningsmidler. Australierne niveauinddelte ikke tidsskrifter - alle artikler var lige gode. Det førte til en lodret stigning i antallet af forskningsartikler og et lodret fald i kvaliteten. I Danmark er metoden kopieret fra Norge, hvor tidsskrifterne er inddelt i niveauer, så artikler i de 20 procent bedste tidsskrifter udløser tre point, mens artikler i de resterede 80 procent udløser et point.
Niveauinddelingen skal dog tages med et gran salt, mener lektor Jeppe Nicolaisen:
- Økonomerne mente for eksempel ikke, det gav mening at klassificere 20 procent af deres tidsskrifter i niveau 1, fordi man så ville blande »diamanter« og »guld«. Men det er vilkårene med en model. Den kan være rigid.

HVAD ER EGENTLIG BEDST?
Men kan man egentlig sammenligne et fag som økonomi med arkæologi, når der er tale om to fag med vidt forskellige publiceringstraditioner? Og skal en artikel i Historisk Tidsskrift - danske historikeres mest anerkendte tidsskrift tælle lige så meget som en artikel i Journal of Medicin - et stort internationalt, anerkendt tidsskrift? Der er også fag, som for eksempel computervidenskab, hvor konferenceartikler er den førende måde at formidle på, mens andre fag ikke regner den slags artikler for noget.
Ifølge kontorchef i Forsknings-og Innovationsstyrelsen, Claus Beck-Tange, forsøger styrelsen at tage højde for fagområdernes forskelle. Hvert år tager 67 fagudvalg med forskere stilling til hvilke tidsskrifter, der skal give point indenfor deres specifikke område. Pt. er der cirka 18.500 tidsskrifter på listerne. I styrelsen arbejder man også på at skabe bedre muligheder for konferencer og danske bogudgivelser, fordi det er vigtige publiceringskanaler for nogle fagområder, ligesom videnskabelige forlag også indgår i modellen.
Claus Beck-Tange bekræfter, at den bibliometriske forskningsindikator kræver et omfattende arbejde, men håber at arbejdsbelastningen, særligt for faggrupperne, bliver mindre fremover, fordi de kan tage udgangspunkt i tidligere års lister.
Om der på sigt vil blive fordelt flere penge ud fra den bibliometriske indikator, ved han ikke.
Den bibliometriske forskningsindikator bygger på en bred politisk aftale og skal evalueres efter tre år, så man kan drøfte en eventuel revision af modellen senest i 2013.
- Og så det er op til politikerne at beslutte, hvad der skal ske, siger han.

BLAND JER BIBLIOTEKARER
Jeppe Nicolaisen opfordrer forskningsbibliotekarerne til at følge med og være en kritisk opposition på universiteterne i forhold til den bibliometriske forskningsindikator , og hvordan den bliver brugt.
- Bibliotekarer kan forstå begrænsningerne og mulighederne i bibliometrien, og kan forklare forskerne, hvorfor resultatet ser ud, som det gør, så de skal blande sig i debatten, opfordrer han.
Følg udviklingen og læs mere om bibliometri i blandt andet Journal of Informetrics og Scientometrics.

BIBLIOMETRISK FORSKNINGSINDIKATOR

BIBLIOMETRI [ BIBLIOMETRICS]:
anvendelse af statistiske metoder til at undersøge forfatterskabsmønstre, publikationsmønstre og litteraturens brug.
kilde: informationsordbogen.

POLITISK HENSIGT
den bibliometriske forskningsindikator skal fremme publicering i de mest anerkendte udgivelseskanaler og styrke kvaliteten af dansk forskning. den skal kunne måle dansk forskningspublicering på tværs af forskningsinstitutioner.
Kilde: Forsknings-og Innovationsstyrelsen.

[intern ref.]