Whistleblower-ordning

Information d. 26. juli, 2011 (1. sektion side 5) Refleksion
Kritik kan være krig eller demokrati
Systemkritik: Kritik er ofte forbundet med et slagfærdigt vokabularium. Det er der historisk set gode grunde til, men den militaristiske jargon kunne måske nedtones, hvis Danmark fik et whistleblower-nævn
Af Rasmus Willig lektor, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Det har knebet med at få en whistleblower-ordning i Danmark, men noget kunne tyde på, at det vil lykkes, hvis der kommer en ny regering til efter sommerferien. Flere partier til venstre for midten har nemlig peget på behovet for et nævn, hvor offentligt ansatte kan ytre sig kritisk uden frygt for at blive fyret.
Kritik kan være besværlig, nådesløs og skadelig for afsenderen eller for den, som er skydeskive for kritikken.
Kritik larmer og frem føres ofte af stærkt engagerede personer, der ikke viger for nogen modstander. Kritik kan give granatchok. Ikke underligt, at begrebet ofte sammenlignes med krige, opfattes som angreb eller beskrives som et særligt eksplosivt diskussionsvåben.
Den danske debattør Carsten Jensen blev for nylig betegnet som »et verbalt krydsermissil«. Den afdøde amerikanske sociolog Erving Goffman bemærkede i sin måske mest berømte bog, Stigma, at den, der siger sandheden - underforstået: er kritisk - kan have en fornemmelse af at stå på en henrettelsesplads.
Den amerikanske socialfilosof Judith Butler har også skrevet, at den, der kritiserer, sætter sig selv på spil, eftersom han eller hun aldrig kan vide, om kritikken bliver accepteret af andre. Det var ligeledes i indledningen til Kritik af den Hegelske retsfilosofi, at Karl Marx skrev: »Kritikkens våben kan ganske vist ikke erstatte kritikken af våbnene«, og Pierre Bourdieu har i samme ånd givet et interview med titlen 'Med kritikken som våben', hvori han på slagfærdig vis redegør for sine kritikker af anerkendte sociologiske og filosofiske samfundsteorier. Lutter slagfærdige og klingende udsagn og titler fra berømte historiske samfundsteoretikere.
En årsag til, at kritik bliver forbundet med en slagfærdig, i visse tilfælde endog militaristisk jargon, kan være den omstændighed, at mange systemkritikere enten er blevet drevet i landflygtighed eller blevet ofre for de krige, som de har kritiseret.
Den amerikanske filosof Michael Walzer har i værket The Company of Critics redegjort for, hvordan mange af historiens store kritikere og intellektuelle er blevet tvunget i eksil fra diktaturer og borgerkrige på grund af deres ytringer og status som system kritikere.

Frygt for at kritisere
Herbert Marcuse, en af studenteroprørets filosofiske helte fra 1968, modtog mange trusler igennem hele sit liv, og mon ikke Daniel Domscheit-Berg, der står bag Wikileaks, lider samme skæbne i dag? Historiens systemkritikere er blevet fremstillet som helte. De risikerer livet for deres ytringer.
Sådan bør det imidlertid ikke være i et demokrati.
Desværre tør mange offentligt ansatte ikke udtale sig af frygt for fyring eller for, at karrieren skal gå i stå.
Kritik er for det meste aldrig rigtig velkommen, og der gøres meget for at bremse den. Den er generende og ryster magten og alle ikke-legitime institutioner, og derfor bør ethvert demokrati altid arbejde på at sikre alle former for ytringsfrihed såsom forskningsfrihed , offentligt-og privatansattes ytrings frihed, pressefrihed osv.
Der er imidlertid ikke sket meget, siden Vejledning for offentligt ansattes ytringsfrihed så dagens lys i 2006. Der er et behov for en whistleblower-ordning. Betegnelsen whistleblower er engelsk og stammer fra den praksis, der udøves af londonske bobbies (politibetjente), som blæser i fløjten, når de observerer en lovovertrædelse.
Det vil måske være lidt karikeret, men måske ikke helt forkert at sige, at når kritikken historisk er blevet undertrykt, har der været blæst til angreb, men med en fløjteordning ville den militaristiske jargon måske fortage sig, og der ville kun blive fløjtet til demokratisk kamp.

POLITIK@INFORMATION.DK

[intern ref.]

Musik er ikke kun akademisk

Jyllands-Posten d. 11. juli, 2011 (1. sektion side 15) Debat:
Musik er ikke kun akademisk
Af MORTEN HJELT, studielektor Københavns Universitet

Professor Linda Maria Koldau har i medierne udtalt sig kritisk om det faglige niveau på det musikvidenskabelige studium ved Aarhus Universitet. For mig at se er parallellen til musikstudiet på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab helt åbenbar, for tendenserne her er nøjagtig de samme som i Aarhus.
Et universitetsstudium bør efter manges opfattelse først og fremmest udmærke sig ved at være akademisk, så de studerendes viden om og forhold til selve musikken betragtes i vidt omfang som absolut sekundær i forhold til deres indsigt i musikken som diskursivt fænomen. Det opfattes med andre ord som vigtigere at kunne forholde sig til musikken som abstraktion end som håndgribelighed.

Læring gennem handling
Der er sågar dem, der mener, det er fuldstændig overflødigt for en musikkandidat fra universitetet at kunne læse noder, for man kan jo sagtens forholde sig akademisk til selv kompositionsmusik uden.
Det svarer sådan cirka til at mene, at man må kunne studere tysk sprog og kultur uden at kunne læse tysk. Jo mere "meta", jo mere akademisk, synes ræsonnementet at være, selv om de akademiske teorier kommer til at hænge og svæve frit i luften, hvis ikke de studerende også har et indgående kendskab til det sprog, den musik, kunst eller litteratur, som teorierne oprindelig er udsprunget af.
Musik er først og fremmest noget, man lærer gennem handling, således at den praktiske musikudøvelse på et musikvidenskabeligt studium primært bliver et middel til også at forstå musikken. På grund af massive økonomiske problemer påtænker man på Københavns Universitet for tiden yderligere nedskæringer på den praktiske soloundervisning i sang og klaver, som selvsagt er bekostelig, men som også giver de studerende netop den nødvendige ballast af selverfaret, sanset musik, som bør danne det naturlige grundlag for kvalificeret refleksion.
Den primære oplevelse af musik foregår nu engang gennem ørerne og kroppen, og alene af den grund af er soloundervisningen i sang og klaver helt uundværlig på studiet.

Formidling er vigtig
Det er i høj grad spørgsmålet, hvorvidt man kan forholde sig akademisk til noget, man ikke først har erfaret gennem sine sanser.
Kan en blind forholde sig akademisk til de farver, han aldrig har set? Kan en døv så også studere musik som ren abstraktion? Endvidere skal kandidater i musik fra universitetet naturligvis ikke bare kunne formidle akademiske tanker om musik, de skal også kunne formidle selve musikken, og det bliver de konstant ringere rustet til. For eksempel kommer en musiklærer ved gymnasieskolen ikke langt med at fange elevernes interesse for faget, hvis ikke han selv kan spille klaver og synge, og disse praktiske kompetencer opbygges selvsagt først og fremmest gennem soloundervisningen.

Nuancering
Hvis vi ønsker, at der også på længere sigt skal eksistere andre musiktyper end den mest banale pop og rock i dette samfund, er vi nødt til ofre pengene på at uddanne folk, der ikke kun kan forholde sig goldt akademisk til musikken, men som også kan formidle musik af høj kvalitet. Hvad er det overordnede formål med at have universiteter her i landet? Handler det kun om at uddanne folk til at tjene penge, eller skal de også bidrage positivt til menneskers livskvalitet? Jeg mindes endnu med dyb taknemmelighed, da jeg som 11-årig havnede på Holte Gymnasium, hvor salig Jørgen Due satte mig til at synge sopran i Haydns Nelsonmesse og Lange-Müllers Madonna-sange med gymnasiekoret. Jeg glemmer det aldrig, og jeg tænker med gru, at mit liv kunne have formet sig meget anderledes, hvis ikke veluddannede, inspirerende kræfter allerede dengang havde vist mig, at der fandtes stor musik i denne verden.

Billedtekst: Der findes dem, der mener, at en musikkandidat ikke skal kunne læse noder. Det er helt forkert. Arkivfoto: Thomas Wilmann

[intern ref.]

Forsker skal i højere grad optræde som Marlene Wind gjorde

Politiken d. 26. juni, 2011 (Kultur side 15) Debat:
Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i
Aldrig har vi haft så få intellektuelle, som efter forskere begyndte at opføre sig som eksperter. Men vi har brug for intellektuelle til at give os klare og kontante udmeldinger, når nu politikerne ikke gør det mere.
Af CLAUS HOLM, PRODEKAN FOR FORMIDLING, AARHUS UNIVERSITET

DANMARK ER et antiintellektuelt land fyldt med ekspertudtalelser. Det fungerer uden problemer, så længe forskerne opfører sig som uafhængige og neutrale eksperter. Men i samme øjeblik forskerne engagerer sig politisk og opfører sig som intellektuelle, så må de regne med at blive kritiseret fra politisk hold. Selvfølgelig. Kritik er den intellektuelles våben og vilkår.

PROFESSOR Marlene Winds udtalelser er både et enkeltstående eksempel på intellektuelt mod og på et mod, som svigtede hende. »De kan bare komme an«, udfordrede Marlene Wind ellers Dansk Folkeparti for åben skærm.
Resultat: En effektivt iscenesat personhetz og et tryk på mediepauseknappen.
At optræde som intellektuel har personlige omkostninger. Intellektuel holdbarhed kræver mottoet: ' Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere'.
Lige i øjeblikket er 'modige Marlene' mediedød. Om hun genopstår som neutral ekspert, er det store spørgsmål. Under alle omstændigheder er ekspertens motto et helt andet, nemlig: »Min holdbarhed handler om, at jeg holder mig til mit fagfelt«.

MEN SKAL forskere bare holde sig til ekspertrollen? Nej, for det danske samfund har brug for både eksperter og intellektuelle. De gør vidt forskellige, men lige nødvendige, ting for os. Mens eksperten er bundet til sit fagfelt, så overskrider den intellektuelle fagfelter. Det er spændende - og barskt - at være intellektuel. Ikke mindst fordi ansvaret for kritiske ideer, tanker og synspunkter ene og alene hviler på den intellektuelle persons skuldre.
At optræde som ekspert er derimod langt tryggere, da forskeren begrænser sig til at henvise til den viden, som et fag- og forskningsfællesskab står inde for. Kort sagt: Eksperter er betryggende og ved bedre end intellektuelle. Intellektuelle er derimod modigere og mere intelligente end eksperter.
Den intelligente opførsel hænger sammen med, at de er bedre end eksperter til at improvisere i en offentlig debat, da de ikke er skrækslagne for at overskride et bestemte ekspertfelts viden. Vi har brug for både eksperters bedre viden og de intellektuelles kritiske ideer. Eksperter gør, at vi ved bedre besked. De intellektuelle giver os klar besked. Faktisk har vi en universitetslov, der opfordrer forskere til at være intellektuelle, ikke eksperter.

I UNIVERSITETSLOVEN kan man læse, at universiteterne er centrale værdi- og kulturbærende samfundsinstitutioner, der yder bidrag til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Universiteternes forskere skal med afsæt i deres ekspertise være med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat. Universitetsloven bruger ikke ordet ekspert en eneste gang.
Det kan man begrunde på to måder.
For det første skal forskere svare på spørgsmål fra journalister, som aldrig kun er videnskabelige eller tekniske i en snæver ekspertspecifik forstand. Men forskerne svarer alligevel.
Det giver anledning til kritik af nogle forskere for at kommentere for meget på begivenheder, de ikke har tilstrækkelig viden om.
Nogle gange er kritikken berettiget, andre gange er den udtryk for en forskerchauvinisme, der ikke viser tilstrækkeligt med velvilje over for at tale til et bredere publikum.

EN EKSPERT skal lade være med at stille op for at sige banale og dumme ting blot for at være 'på', men derimod beredvilligt stille op med sin bedreviden formuleret i et bredt fængende sprog.
For det andet skal forskere i højere grad optræde som intellektuelle.
En af grundene hertil hørte jeg tilbage i 2005 fra daværende nyhedsdirektør for DR Lisbeth Knudsen. Hun mente, at forskere skulle gå ind og dække de områder, hvor politikere med deres taktiske bevidsthed svigtede, nemlig i forhold til at komme med holdninger og meninger.
Var Marlene Winds modige udtalelser også en slags kompensation for oppositionspolitikeres manglende mod? En anden og mere glorværdig grund til at ønske intellektuel adfærd fra forskere er, at det skaber et pluralistisk og afbalanceret samfund.

DET KLASSISKE ideal for en intellektuel er tale magten midt imod med sandheden.
Det gør en intellektuel ved aldrig at opfatte et synspunkt, heller ikke sit eget, som fuldstændig falsk eller fri for foragt.
Samtidig må en intellektuel altid se sit synspunkt som et, der afbalancerer, i stedet for at styrke magthaverens synspunkt. Tænk for eksempel på finanskrisen: Var der tilstrækkeligt mange økonomiprofessorer, som var kritiske nok over for finansverdenens dispositioner?
Vi har masser af ekspertudtalelser i dag. Så mange, at vi taler om medieliderlige eksperter, der kæmper om at kommentere på alle mulige begivenheder.
Samtidig har vi relativt få intellektuelle. Så få, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor kritisk en offentlig debat vi har i Danmark.
Ja, i lyset af magthaverens politiske - og personlige - reaktion på Marlene Winds udtalelser kan man gå skridtet videre og sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor den politiske interesse er i, at forskere rent faktisk bidrager til at bevare og udfordre det danske samfunds kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Men skal vi have lige så mange intellektuelle som eksperter, der kommenterer i et væk?
Nej, intellektuelle er relativt tavse personer, der kun slår alarm i offentligheden, når få eller ingen ellers tør bemærke, at der sker noget alvorligt.
Kritikken koster den intellektuelle noget, men omkostningerne ved kun at acceptere forskere som eksperter er langt større for det danske samfund.
Et antiintellektuelt samfund er mindre modigt, mindre oplyst og langt mere sårbart samfund. Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i, men for flere kritiske udspil fra intellektuelle forskere.

Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen

Umulig universitetslov

Jyllands-Posten d. 21. juni, 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg

»Folketinget har lige vedtaget en revision af universitetsloven
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.

Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.

Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.

De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.

Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.

Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann

[intern ref.]