Forskningspolitisk Arkiv 2.0

Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs

2012-02-24T12:30:00.003+01:00

Politiken d. 24/2-2012 (Sektion: Kultur Side 5) Debat:
Linda Koldau har helt ret: Humaniora er på gal kurs
UNIVERSITETER
Som nyuddannet antropolog har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet. Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.

af UFFE LUND, ANTROPOLOG

DEN OFFENTLIGE debat om humaniora bulderkoger i medierne for tiden. Professor Linda Maria Koldau (Musikvidenskab, Aarhus Universitet) har modtaget en advarsel fra dekanen for et kritisk debatindlæg sidste sommer i Politiken, hvor Koldau kritiserede humaniora generelt og musikvidenskab specifikt.
Der er flere elementer i denne kritik, men der skulle åbenbart tilsættes en krydret diskussion om ytringsfrihed, før sagen blev en journalistisk lækkerbisken.
Diskussionen om ytringsfrihed, ' mundkurve' og ' spytslikkeri' er væsentlig, men den overskygger desværre Koldaus faglige kritik. Som nyuddannet antropolog, med mange års studier fra religionsvidenskab, har jeg haft min daglige gang op gennem 00' erne ved Aarhus Universitet.
Og Koldaus kritik rammer helt plet i forhold til min oplevelse af humanioras udvikling.
Et oplagt sted at belyse denne udvikling er på studieordningernes formelle plan. Som studerende har jeg indefra oplevet den forandringsproces, humaniora har gennemgået, med konstante revideringer af studieordninger. Når jeg sammenligner de gamle studieordninger ( 1995-ordninger) med de nyeste, så må jeg give Koldau ret. Overfladiskhed og faglig udvanding tilsat varm luft og iklædt smarte businessord karakteriserer også den faglige udvikling på mine fag.

KONKRET kan man pege på flere tendenser.
Først og fremmest den ensretningsproces, hvor alle humanistiske bacheloruddannelser nu skal være tofaglige. Det betyder, at de studerende i praksis kun har cirka to år på deres hovedfag, før de skal kaste sig over et nyt felt. I ældre studieordninger kunne man vælge en enkeltfaglig bachelor. Det gjorde jeg selv og mange andre, med netop den begrundelse at en grundig indføring i hovedfaget gav en nødvendig faglig basis. Og ser man nærmere på indholdet i hhv. ' de gamle' og ' de nye' studieordninger, så taler ECTS-pointene deres eget tydelige sprog. På religionsvidenskab er netop de fag, man som studerende på de gamle ordninger oplevede som fagets tunge faglige skyts, blevet kraftigt udvandet.
Religionssociologi, religionsfilosofiog faghistorie er alle blevet kraftigt beskåret i ECTS og f. eks. blevet erstattet af formidlingsfag eller tværfaglige hum. fag. Det samme gør sig gældende for antropologi, hvor bacheloruddannelsens teoriudvikling helt er skåret væk og kandidatuddannelsens tunge teori-og metodefag er skåret ned.
Resultatet af dette er faglig udvanding, og at de studerende simpelthen ikke bliver tilstrækkelig dygtige. De bliver kastet rundt mellem spøgelsesagtige udgaver af traditionelle fag, tværfaglige bidder på andre fag og fag af varm luft.
Ledelsen ved Aarhus Universitet har selvfølgelig et ansvar for denne udvikling, men det vil være snæversynet, hvis man ikke ser større sammenhænge. I den forstand handler debatten om spytslikkeri kun om krusninger på overfladen.
Som det så ofte er blevet påpeget, er udvandingen af humaniora et politisk projekt, hvor fagets selvstændige legitimitet i dag er vingeskudt til fordel for en erhvervsrettet linje. I dag er der derfor kun ét relevant spørgsmål: Hvordan gøres humaniora relevant for erhvervslivet?

INDTIL FOR cirka 10 år siden var dette spørgsmål relativt uvæsentligt, fordi forskning (humanistisk såvel som naturvidenskabelig) var til for forskningens skyld. Koldau har helt ret i at understrege, at alle de nye tiltag for at gøre humaniora mere erhvervsrettet spiller fallit.
Varm luft og smarte businessord har intet at gøre med de humanistiske kompetencer (som Koldau præcist opridser).
For en nyuddannet humanist med disse kompetencer kan erhvervslivets buzzwords relativt let tilegnes på en uges tid, om nødvendigt, inden en jobsamtale. Og det er erhvervslivet, der i dag har brug for de humaniorastuderende, fordi enhver virksomhed har brug for fagligt stærke vidensbaserede kompetencer på højt niveau.
Humanioras forfald er en tendens i tiden, og denne tendens kommer også til udtryk blandt de studerende. Mine erfaringer tegner et broget billede af dagens humaniorastuderende, men viser også et kedeligt mønster. Mange har nemlig internaliseret erhvervsdiskursen og opfatter kun studiet som et middel til et job, ikke som et mål i sig selv. Et konkret eksempel er debatten om studiejob. For cirka 10 år siden var studiejob en mulighed for dem, der ikke kunne klare sig med SU og lån. Men det var også et fagligt valg.
De, der virkelig brændte for deres fag, var også dem, der arbejdede langt ud over de 37 timer. Og der var en vis respekt for dem, der tog dette faglige valg og derfor i studietiden var nødsaget til at leve af den ærefulde klichémenu: pasta med ketchup.
I dag er det nærmest omvendt. Har man ikke et studiejob, er man ikke seriøs - fordi man ikke er erhvervsorienteret.
Og lever man kun af SU, så er dette ens egen skyld, og noget man skal skamme sig over.
I begyndelsen af januar i år blussede denne debat op, hvor RUC-studerende So-fie V. Jensen i Politiken bad om forståelse for sin situation. Igen tog debatten en uheldig drejning i stedet for at lægge vægt på det, som Sofie sagde så tydeligt: Hvorfor er det ikke acceptabelt i dag at gå så meget op i sit studium, at man ikke har tid til et studiejob? Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet, og hvis der skal rettes op på dette, skal det ske nedefra. De studerende er nødt til at begynde at protestere over faglig udvanding, over ligegyldige formidlingsfag, over sænkning af niveau til eksaminer, over politikernes prædiken om nødvendigheden af relevante studiejob og hurtig gennemførelse og over mediernes gabestok - retorik om de forkælede danske humaniorastuderende.
Denne protest kunne måske begynde med, at vi bakker op om Linda Koldaus faglige kritik: at humaniora er på helt gal kurs.
Humanioras forfald er et knæfald for erhvervslivet.

Billedtekst:

Tegning: Roald Als

Managementregimentet på Aarhus Universitet

2012-02-10T12:50:00.001+01:00

Weekendavisen d. 10. febr., 2012 (side 2)
Managementregimentet

Kommentar. Nomenklaturaen versus alle de andre: de studerende, de videnskabelige medarbejdere og administrationen. Aarhus Universitet har mistet sin sjæl.
af MIKAEL BUSCH

»Hej, jeg hedder Jan Iversen, og jeg har et knaldgodt tilbud til dig.« Tilbuddet, som fremføres på ægte Lars Larsen-jysk, er især henvendt til de teologistuderende på Aarhus Universitet (AU). Ved afgivelse af samtlige fagbøger kan den studerende erhverve sig en helt gratis, limegrøn hængekøje i det nye Nobelbibliotek. Normalprisen er 5.000 kroner.
Det morsomme spot kan ses på teologernes Facebookside. Satiren og galgenhumoren har højkonjunktur under det managementregimente, der for tiden hærger AU og effektivt dræber arbejdsglæden hos de studerende, det menige administrative personale og de videnskabelige medarbejdere, ( jf. bl. a. Bo Bjørnvigs »Fordyrende, fordummende og fortvivlende«, Weekendavisen # 52, red.).
Faktisk er det falske reklamespot ikke engang helt løgn. Som uvildig, ekstern censor på AU har undertegnede netop erfaret, at hængekøjen findes.
Jan Iversen, eller rettere Jan Ifversen, findes også. Ham husker jeg fra mit eget franskstudium ved AU i første halvdel af 1980erne som en frygtet, ultraortodoks marxist. I dag er han som prodekan for videnudveksling ( uden 's', husk det!) én af chefarkitekterne bag en stor bibliotekssammenlægning på samme universitet. Det i nordisk sammenhæng enestående teologiske bibliotek, det såkaldte Ringgadebibliotek ( historiefaget og områdestudierne) og sprogfagenes bibliotek lægges sammen i den nye Nobelpark under navnet Nobelbiblioteket. På overfladen ligner det hele en åben og demokratisk proces. Der har således i løbet af 2011 været en høringsrunde, hvor 42 berørte institutter og fakulteter mv. har haft mulighed for at forholde sig kritisk til hele organiseringen af biblioteksområdet. Hvilket de i den grad gjorde; der blev advaret kraftigt mod sammenlægningen. Og i en mail den 15. november til brugerne af bibliotekerne på Ringgaden og i Nobelparken skriver Ifversen, at »vi gør alt, hvad vi kan for at skabe en god proces, hvor medarbejdere inddrages så meget som muligt, og hvor resultatet er et moderne forskningsbibliotek til glæde for både medarbejdere og studerende«. Men allerede inden prodekanen havde afsendt sin imødekommende mail, havde han indledt den egentlige biblioteksoperation. Den hemmelige.
Flere skønlitterære værker - herunder John Miltons Paradise Lost - var allerede dagen før, mandag den 14. november, blevet fjernet fra sprogbiblioteket af 15-20 flyttemænd i orangerøde kedeldragter og båret over i brune flyttebiler, som fragtede dem videre til et fjernlager, et såkaldt »kompaktbibliotek« i Skejby. Vitale bøger var ikke længere tilgængelige for de videnskabelige medarbejdere og de studerende. Forestil Dem en kemiker, der på tilsvarende vis får beslaglagt sit laboratorium.
Allerede fredag den 11. november var bibliotekspersonalet blevet adviseret om den forestående operation. At de blev pålagt tavshed fra højere sted, kan ikke dokumenteres, da der ikke foreligger noget på skrift. Men det blev de.
Onsdag den 16. november var flyttemændene færdige med arbejdet.

I disse uger gennemføres en operation med universitetsfagenes hjemmesider efter samme model. Udadtil (nedadtil!) signaleres åbenhed: »Vi vil være i dialog med de relevante sideansvarlige om udformningen af de nye hjemmesider«, som der står i en mail, den fuldmægtige kommunikationsmedarbejder Marianne Ester Back den 19. januar lagde ud på Humanioras interne konference. Men reelt er topstyringen total; på de høje niveauer udtænkes en slagplan, som derefter udføres resolut. De berørte informeres først bagefter.
Universitetsfolk er jo nogle besværlige brokkehoveder, der ikke forstår den overordnede idé; i dette tilfælde tilsyneladende noget så visionært som ensartede e-mail-adresser til alle ansatte.
Og den limegrønne hængekøje? Denne vision er heller ikke blevet forstået. Ikke engang af de potentielle brugere, jf. det satiriske studenterspot.
Besværlige akademikere forstår ganske enkelt ikke, at et universitetsbibliotek ikke er beregnet til bøger. I hvert fald kun som noget sekundært: »Det nye bibliotekskoncept indebærer, at færre bøger står fremme på hylderne, og at der gøres plads til læringsaktiviteter på nogle af de arealer, der før var forbeholdt bøger,« som der står i mailen af 15. november. Disse »læringsaktiviteter« - i alt forekommer variationer over nyordet »læring« fire gange i mailen - indebærer, at noget så håbløst gammeldags som bøger skal erstattes af limegrønne hængekøjer af mærket Fatboy.
Det er næppe tilfældigt, at universitetets ledelse har overdraget virkeliggørelsen af visionen til arkitekter med hang til æstetik i stedet for fag-og bibliotekskyndige.
Splittelsen mellem universitetets nye nomenklatura - bestyrelsen, direktøren, adskillige vicedirektører, rektoratet, dekanaterne, de utallige kommunikationsmedarbejdere og HRmedarbejdere på den ene side, og de videnskabelige medarbejdere, det menige administrative personale og de studerende på den anden side - er nærmest total. Man lever i to adskilte verdner, der ser fundamentalt forskelligt på universitetet.

SKULLE man forsøge at give en nogenlunde elskværdig gengivelse af nomenklaturaens optik, kan man sige, at den, med det stenrige Stanford University som det erklærede forbillede, gennemfører en nødvendig slankning af strukturen, der klæder AU på til videnssamfundet. Da de vigtige, nye opdagelser og erkendelser opstår i grænseområderne mellem fagene, skal der satses entydigt på tværfaglighed. Altså en slags genopførelse af tankegangen bag gymnasiereformen af 2005.
Bortset fra at tværfaglighed på universitets( ny) sprog hedder »interdisciplinaritet«. At Akkrediteringsrådet p. t. tøver med at akkreditere visse sprogfag, f. eks. fransk, på grund af manglende »fagfaglighed« findes der nok en løsning på. Måske skal Akkrediteringsrådet bare lære at tænke innovativt. Og det går jo godt på AU, som rektor sagde i sin juletale. Fusionerne går planmæssigt. Økonomien er sund. Nøgletallene er gode, og AU behøver ikke skamme sig over sin internationale ranking.
Grundstemningen blandt de øvrige medarbejdere - de 99 procent, om man vil - er mismod og forvirring. De studerende er på grund af den drastiske omstrukturering ofte i tvivl om, hvilket institut de egentlig hører ind under.
Det administrative personale tvangsanbringes i store sekretærsiloer. Blandt de videnskabelige medarbejdere er afmagten altdominerende.
Man identificerer sig ikke længere med sin arbejdsplads. Man har mistet den grundlæggende følelse af medejerskab og ansvar. Man føler ubehag ved nysproget. Tidligere kunne man undervise i noget så åndfuldt som germansk filologi. I dag arbejder man under »Team tysk«. Man føler ubehag ved den hensynsløse top down-strategi, hvormed AU omstruktureres.
Ledelsen forestiller sig, at der kommer produktive og interdisciplinære »synergieffekter« ud af at tvangsblande de forskellige faggrupper.
De ansatte oplever derimod, at en institutionel hukommelse, der er opbygget gennem snart 100 år, sprænges til atomer. Denne hukommelse kan ikke måles eller gøres til genstand for »ranking« og »benchmarking«, men den repræsenterer en umistelig åndelig værdi. Kort fortalt har AU mistet sin sjæl.
Måske kunne enkelte videnskabelige medarbejdere teoretisk set godt finde på at ofre deres egen forskning og forsøge at repræsentere fagligheden i den nye struktur, i den såkaldt »faglige udviklingsproces« ( forkortet FUP!), men de ville med garanti ikke blive ansat. De nye strukturer tiltrækker i praksis typer, der trives med at udøve magt oppefra og ned, og som ikke er for belastede af viden. Som i alle totalitære regimer ligger ondskaben i strukturerne.
Sjovt nok ligner rektoren for det hele med sit grå skæg og stålindfattede briller alt andet end en mørkets fyrste. Lauritz B. Holm-Nielsen, som oprindelig er uddannet botaniker, lød i sin juletale mest af alt som en hyggelig og jovial fyr, som man godt kunne forestille sig at drikke en stor fadøl med. Lidt som Lars Larsen fra Jysk.

Billedtekst:
ILLUSTRATION: GITTE SKOV

[intern ref.]

Danske universiteter præges af censur

2012-01-09T14:06:00.000+01:00

[flere artikler (red.)]

***

Politiken d. 9. jan., 2012 (Kultur side 5) Debat:
Danske universiteter præges af censur
UNIVERSITETSCENSUR Undervisningsfrihed eksisterer ikke på danske universiteter, der i stigende grad er begyndt at ligne uddannelsesinstitutioner fra det tidligere DDR. De ansatte er ' bange' for at kritisere undervisningskulturen.
Af LINDA MARIA KOLDAU, PROFESSOR I MUSIKVIDENSKAB, AARHUS UNIVERSITET

SOM UDENLANDSK professor i Danmark oplever man et land, som er stolt over sin demokratiske tradition. Men får man arbejde på et dansk universitet, oplever man også et system præget af censur, selv om det ikke kaldes ved dette uhyggelige navn. Det betegnes i stedet som ' demokratisk' med ' flade strukturer'.
Der er mange måder at udøve censur. De fleste er subtile. Med min erfaring i universitetspolitik og min historiske viden om politiske systemer - især i Tyskland - vælger jeg at udpege to aspekter, jeg har mødt på mit universitet. Udgangspunktet er mine erfaringer på mit eget institut i humaniora; men der kommer også bekræftende meldinger fra andre steder. For det meste ytret bag lukkede døre: Man er bange i Danmark.

1. Ph. d.-uddannelse efter DDR-forbillede? Den danske regering har besluttet, at man - med få undtagelser - kun får lov til at gennemføre en ph. d.-uddannelse, hvis man får et stipendium. Regeringen sørger for, at man får en høj løn, mens man er i uddannelse. Regeringen sørger også for, at der ikke findes alt for mange, som har en ph. d.-grad og så ikke kan få job på universitetet. Samme system fandtes i DDR.
Det betyder, at studerende ikke frit kan vælge at skrive en ph. d.-afhandling og få den akademiske kvalifikation, selv når de har kvalifikationerne til det. Og det betyder, at ph. d.-uddannelserne er strømlinede, både i tilgangen til faget og i den uddannelse, som de ph. d.-studerende får.

ET PH. D.-STIPENDIUM er slusen til et job på universiteterne. Ingen, hvis projekt bliver afvist, har en chance at få den nødvendige kvalifikation, der kræves for at kunne arbejde på universitetet.
Hvad afgør så, om man kommer igennem slusen? »Det eneste, der gælder, er projektudkastets kvalitet«, kommer det stolt fra en ph. d.-skoleleder. Men hvem bestemmer, hvad »kvalitet« er? På humaniora kan den ikke måles. Gælder det ph. d.-forslag, er det en i høj grad subjektiv sag.
En højtkvalificeret student på mit institut ville ansøge om et ph. d.-stipendium.
»Du skal da ikke vælge en historisk vinkel, fordi den ingen rolle spiller i instituttets forskningsstrategi«, fik studenten at vide. Projektudkastet var ikke egnet til et stipendium i den tilhørende forskerskole.
Men et andet institut fik samme udkast - og studenten fik stipendiet. Eksemplet viser, at udvalget ikke følger kvalitetskriteriet, men forskningstilgang. Det fandtes ligeledes i DDR.
Det er en forskningspolitisk beslutning, hvem der kommer igennem slusen, og som derefter får mulighed for at præge universiteterne i generationer.
På den anden side findes der højtkvali-ficerede mennesker i Danmark, som aldrig får lov til at lave en ph. d. Deres talent bliver spildt. Samme tragedie så man i DDR. I Tyskland kan enhver student med kandidatgrad gå til en hvilken som helst professor med et ph. d.-projekt. Hvis professoren accepterer det, skriver studenten ph. d.-afhandlingen - med løs tilknytning til universitetet og på eget ansvar.
Man kan ansøge om stipendier, men det er ikke en forudsætning for selve kvalifi-kationen.
Der findes også nye ph. d.-skoler, men i Tyskland kommer man aldrig til at opgive det frie system. Systemet forudsætter risikoberedskab. Men det betyder også frihed - frihed til alle, der har talent til at lave en ph. d.-afhandling. De bedste får job, også uden for universitetet.
Hvorfor ønsker man ikke dette frie marked i den danske akademiske verden? Kan det skyldes, at det lukkede ph. d.-system sikrer, at kun personer med ' passende' projekter kan komme ind? Derved udelukkes den sunde konkurrence og mangfoldighed, når der opslås en stilling. Har Danmark råd til det?

2. Hvem får lov til at undervise i hvad? »Det er studienævnet, som i Danmark bestemmer, hvad der skal undervises i«, lyder et afgørende princip på danske universiteter.
Ret til frihed i forskning og undervisning er ikke forankret i den danske grundlov, som den er i andre lande. Undervisningsfrihed eksisterer faktisk ikke.
Studienævnene er »demokratiske« størrelser: De bliver valgt - hvordan det sker, kan man diskutere, jeg har selv oplevet et »valg« som gav mindre muligheder for demokrati end i DDR. Der findes problemer med studienævnene, som aldrig tematiseres. På den ene side er det universiteternes princip om strømlinethed, på den anden en - forståelig - mangel for kompetence.

ALLEREDE PH. D.-SLUSEN medfører, at der hersker en generel enighed i tilgangen både til forskning og undervisning. Ph. d.- studerendebliver desuden undervist i, hvordan man skal undervise. Det er dem, der senere bliver lektorer og til sidst bliver valgt i de nye forsknings-og studienævn.
Og så kompetence: »I Danmark er det sådan, at der hele tiden hersker en kamp om de enkelte fags definition«. I mit fag sidder der fire helt forskellige interessegrupper, der står for fire forskellige fagandele med hver sin særlige kompetence.
Det er alligevel kun en eneste person, som repræsenterer faget i studienævnet.
Kan denne person virkelig have kompetence, når det gælder alle fire tilgange, og repræsentere dem ligeværdigt? Det er subtile mekanismer, der gør, at man i demokratiets navn gennemtvinger særinteresser. I mit studienævns offentligt tilgængelige referat kan man læse, at der er blevet oprettet et nyt valgfag i musik, »som det forventes, at de fleste studerende tager«. Det nye fag afspejler netop fagrepræsentantens særlige kvali-fikation inden for musikfaget. Samme referat opfordrer kollegiet til at sende andre forslag til valgfag. Senere bliver to historiske forslag fra musikfaget afvist.
Som referatet viser, var beslutningen jo taget fra starten.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet »altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekonflikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag. I andre lande udbyder universiteter et bredt spektrum i undervisningen med eksperter i forskellige tilgange til faget.
Det er utænkeligt, at en professor får dikteret, hvad han må eller ikke må undervise i.
Faktisk svarer dette system til den tidssvarende virksomhedsfilosofi: Internationale universiteter bruger de ressourcer, som de har ansat, sådan at de yder deres bedste til alle parters gavn. Altså en winwin-situation. I Danmark derimod får mange eksperter ikke lov til at undervise i det, de er gode til. Der findes talrige, der har forladt universitet af denne grund.
Undervisningsfrihed er blevet et fremmedord.
Universitetsledelsen vil selvfølgelig sige, at jeg skyder helt forbi. Men hvis man har international erfaring og historisk bevidsthed, ser man et mønster.
Og det er skræmmende.
Ledelsen fremhæver, at studienævnet, altid træffer demokratiske beslutninger«. Man taler ikke om interessekon-flikter og prioriterede tilgange til de enkelte fag.

Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen

***

Altinget, Forskning og Innovation, d. 12. januar 2012 kl. 23:31
Universiteterne afviser fiks ph.d.-idé
Af Kristian Bøg Frandsen og Tyson Lyall
PH.D.: Professor ved Aarhus Universitet foreslår en model, hvor kandidater kan tage en ph.d.-grad uden et stipendium i ryggen. Danske Universiteter afviser idéen, der også får en lunken modtagelse på Christiansborg.

***

[intern ref.]

Rundsavs-kulturen på universitetet og Penkowa

2011-11-09T16:38:00.001+01:00

Information d. 9. nov., 2011 (1. sektion side 13) Debat: Kommentar:
Det resignerede universitet
Københavns Universitet holdt høring om, hvad vi kan lære af Penkowasagen. Svaret er: En hel del mere
Af Gitte Meyer

I ganske mange år kunne den klassiske idé om universitetet i et vist omfang genfindes i den virkelige verden, på godt og ondt. Ideen drejede sig om universitetet som sindbillede på et civilsamfund.
Man var medlem af og havde som myndig universitetsborger medansvar for universitetet. Det er ikke længere tilfældet. Derom kunne man den 3. november forvisse sig ved at overvære den høring, som Københavns Universitet holdt under overskriften: Hvad har vi lært af Penkowa-sagen? Universitet har tusindvis af forskere og titusinder af studerende. Blandt disse har Penkowa-sagen om videnskabelig og anden uredelighed givet anledning til betydelig forargelse og bekymring.
Sagen kan også ses som udtryk for en udvikling, der befordrer resignation. Derfor var det egentlig ikke overraskende, at kun omkring hundrede (gennemgående ikke af de yngste) deltog i høringen og i det store og hele tappert holdt sig vågne, mens repræsentanter for universitetsverdenens nye lag af anonyme ledelsesnomader præsenterede en handlingsplan.

På kommando?
På sine egne betingelser er handlingsplanen net og nydelig. Den udnytter de muligheder, som formel regulering giver, og drejer sig om strammere strukturer, regler, kontrol, belæring og specialisering: Indførelse af en studenterombudsmand.
Nedsættelse af et udvalg, der skal overveje en whistleblower-ordning. Etikkurser for forskerstuderende. Nøjere økonomistyring og notatpligt.
Klarere regler omkring uddeling af priser og hædersbevisninger samt for anmeldelser om mistænkt uredelighed og håndtering af sådanne.
Man skal ikke kimse af et universitetsbureaukrati, der ønsker at styrke sig selv under bekendelse til god forvaltningspraksis.
Ordnede samfund af en vis størrelse fordrer en vis mængde bureaukrati.
I heldigste fald udøves det af gode bureaukrater, der kender deres egne begrænsninger og ikke lider af overdreven tro på den formelle regulerings rækkevidde.
Her melder tvivlen sig i forhold til den københavnske handlingsplan. Målet er, blev det erklæret, at »drive kulturændringer frem«, at »ændre den herskende kultur« og at fremme en kultur, hvor alle er opmærksomme på dårlig videnskabelig praksis, så berettigede mistanker bringes frem, mens hævnmotiverede anklager undgås.
Det skal gøres til en ledelsesopgave at sikre »tillidsfuld kooperation« og en åben og tryg diskussion af kritisable forhold. Men er åben diskussionskultur faktisk noget, som kan kommanderes frem, eller er den slags ikke netop betinget af en kultur, hvor der gennemgående ikke kommanderes?

Rundsavs-kulturen
Ud fra en anden analyse end den, som ligger bag handlingsplanen, kan fremvæksten og den officielle understøttelse af en figur som Penkowa knyttes til det forhold, at uhæmmet individuelt og kollektivt status- og karrierejagt er blevet den herskende kultur i den danske universitetsverden.
I de øvre luftlag giver det sig udslag i sådan noget som uddeling af eliteforskerpriser og bestræbelser på at opnå medlemskab af en ' højere liga' i den internationale universitetskonkurrence.
I det daglige er det de mange små og mellemstore rundsaves kultur, kendetegnet ved gensidig mistro og ved resignation i forhold til det fælles.
Det er en kultur for funktionærer og undersåtter, ikke for myndige og medansvarlige universitetsborgere.
Handlingsplanen kan ses som en bestræbelse på at øge kontrollen inden for rammerne af denne kultur, så de værste udskejelser kan blive modvirket eller afklapset.
Det klinger hult, når planen samtidig præsenteres som et opgør med den herskende kultur. Med talen om åbenhed og tillid sendes appeller til et universitært civilsamfund, som netop den herskende rundsavskultur gør til naiv tale. Som lærestykke er Penkowa-sagen fortsat ikke udtømt.

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist
FAKULTET@INFORMATION.DK

[intern ref.]

Humanistisk forskning klarer sig fint

2011-11-08T16:42:00.001+01:00

Politiken d. 8. nov., 2011 (Kultur side 10) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1443984/humanistisk-forskning-klarer-sig-fint/
Faktatjek: Humanistisk forskning klarer sig fint
analyse Nu er der på ny debat om humanioras 'krise'. Men sandheden er, at dansk humanistisk forskning er en succes.
Af DAVID BUDTZ PEDERSEN OG FREDERIK STJERNFELT

Dansk humanistisk forskning er blevet beskyldt for meget. For et par måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora en skandale. Senest er kritikken blevet gentaget i Politiken af lektor Rune Graulund fra University of Strathclyde i Skotland.
Fælles for disse, og andre lignende kommentarer, er, at dansk humaniora beskyldes for at mangle international højde og kvalitet.
Sidstnævnte forstås ofte som en snæver funktion af det såkaldte peer review-system.
Peer review, eller fagfællebedømmelse, er den proces, som en publikation eller forskningsansøgning gennemgår for at blive vurderet for kvalitet og videnskabelighed - idet den bliver udsat for en eller flere anonyme bedømmelser. Peer review er en naturlig og integreret del af den videnskabelige forskningspraksis. Således også inden for humaniora.
Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede tidsskrifter og i fagfællebedømte danske tidsskrifter.
Selv de danske universitetsforlag har i dag to-tre bedømmere pr. bogudgivelse som følge af kravene fra statens bibliometriske forskningsindikator.

SER VI NÆRMERE på tallene, publicerede danske humanister i 2010 over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Et tal, der stemmer fint overens med de bevillinger, som dansk humaniora årligt modtager.

For samfundsvidenskaberne var tallet 2.500 publikationer, for de teknisknaturvidenskabelige discipliner cirka 7.500. Tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, er dette langtfra et dårligt resultat for dansk humaniora.
Andelen af videnskabeligt personale inden for humaniora udgør i dag knap 20 procent af det samlede videnskabelige personale ved danske universiteter.
Internationale standarder har lejret sig dybt i dansk humaniora. I traditionsrige danske tidsskrifter som Politica, Kritik, Filosofiske Studier og mange andre er der krav, der minder om internationale kultur- og humanvidenskabelige tidsskrifter.
Eksempler på rene danske projekter uden en international forskningsprofil er sjældne og tegner ikke et reelt billede af dansk humaniora. Det samme gælder i høj grad ansættelsesprocedurer for statsansatte forskere, underlagt krav om international publicering og samarbejde.
Humanistisk forskning klarer sig ikke bare godt i forhold til de generelle universitære standarder, men rummer tillige en række kvaliteter, som er specifikke for vores sproglige og kulturelle kontekst. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt af videnskaberne.
Der eksisterer mange sideordnede opgaver, der er centrale for universitetets og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Humanistisk forskning kendetegnes ved at beskrive, tolke og forklare de menneskelige og sociale forhold, der omgiver os.
Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra mindre sprogområder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter.
Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene kan måles på antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.
Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag om et emne, som forskerfællesskabet og samfundet finder interessant og vigtigt.

HUMANISTISK forskning adskiller sig her fra naturvidenskabelig forskning. Hvor naturvidenskabelig forskning har til opgave at undersøge naturens mest basale egenskaber ved at udforske sammenhænge, der i princippet har global relevans, gælder det samme ikke altid humaniora.
Humaniora tager et af sine udgangspunkter i den kontingens, som naturvidenskaberne gerne vil ophæve. Det partikulære og kontekstuelle er vigtige forskningsobjekter for humanvidenskaberne.
Det udelukker bestemt ikke, at resultaterne kan formidles internationalt.
Det er blot ikke en afgørende indikator for relevansen af den pågældende forskning.
Human- og samfundsvidenskabelige forskere, der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer kun at udforske de sammenhænge, som et internationalt publikum finder interessant - uden at bidrage med dannelse, oplysning, debat og kritik i den nationale offentlige sfære.
Forskningsproduktivitet består af bøger, formidlende artikler, offentlige og akademiske foredrag, ekspertrådgivning osv. Det er den samlede værdikæde, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer. Evaluering af ansatte kan derfor ikke være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisnings- og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af.

UANSET OM man anlægger et snævert produktionsmål eller et bredere samfundsperspektiv, tyder alt på, at det går relativt godt for dansk humaniora. Humanioras indholdsmæssige transformation er en vigtig udfordring, men i lige så høj grad en central udfordring i dansk forskningspolitik, når det gælder den fremtidige prioritering af området og områdets ressourcer.

David Budtz Pedersen er ph. d.-stipendiat, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Frederik Stjernfelt er professor, dr. phil. Center for Semiotik, Aarhus Universitet.

analyse@pol.dk

Billedtekst: BOGORME. I 2010 publicerede danske humanister over 1.900 fagfællebedømte publikationer i danske og internationale tidsskrifter og bøger. Dette stemmer fint overens med humanioras bevillinger i forhold til andre forskningsområder. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

[intern ref.]

Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende

2011-11-05T19:54:00.001+01:00

Politiken d. 5. nov., 2011 (Debat side 4)
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1441802/ranglister-for-universiteter-er-misvisende/
Gøgl. Ranglister for universiteter er misvisende
ANALYSE : Politikere og universiteter bør kun have skuldertræk tilovers for internationale ranglister. De bygger på tilfældige måleindikatorer. analyse
Af SUNE AUKEN

Ranglister over verdens bedste universiteter udløser hvert år hektisk opmærksomhed fra journalister og universitetsledere verden over. I Danmark er det ranglisten fra Times Higher Education (THE), der spiller hovedrollen.
Når den udkommer, skal danske universitetsledere hvert år svare på, hvad de siger til, at de nu klarer sig bedre eller dårligere i konkurrencen om at være bedst i verden. Og den tidligere regering havde det ligefrem som et særskilt mål, at de danske universiteter skulle komme i ' verdensklasse' ved at be-finde sig i toppen af THE's rangliste.
Da THE skiftede operatør og målingsprincipper i 2010, styrtede både Københavns og Aarhus Universitet ned gennem ranglisterne, og den daværende minister måtte ud og fortælle, at man fulgte den hidtidige operatør, Quacquarelli Symonds (QS), på hvis lister de to universiteter stadig stod pænt. Københavns Universitet, derimod, reagerede ved lægge afstand til ranglisternes gyldighed. Selv om universitetet klatrede noget op ad listen for 2011, ændrede det ikke den afvisende attitude.

RANGLISTERNE forudsætter, at det med forholdsvis simple midler er muligt at reducere, hvad der foregår på et universitet, til ét nogenlunde retvisende tal, som kan sammenlignes med tilsvarende tal for andre universiteter. Men den antagelse er fagligt set forbløffende naiv. Målinger af komplekse systemer er sindsoprivende indviklede og målinger af noget så flygtigt som kvalitet næsten umuligt. Hvis det på den baggrund var lykkedes at skabe en enkel og fagligt set forsvarlig rangliste, ville det være et videnskabeligt mirakel.
Sådan et er ikke indtruffet. Studerer man, hvordan f. eks. THE opstiller sin rangliste, hviler den på en række indikatorer, der vægtes således: undervisning 30 pct., forskning 30 pct., citeringer 30 pct., industriindkomst 2,5 pct. og internationalt miks 7,5 pct.
I 2010 så tallene lige sådan ud, bortset fra, at citeringer dengang fyldte 32,5 pct. og 'internationalt miks' (en blandet internationaliseringskategori) fyldte 5 pct. Så det internationale miks er siden sidste år med et slag blevet 1,5 gange vigtigere.

MEN PROBLEMERNE står i kø. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (forskning og citeringer) er præcis dobbelt så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 1,35781 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigst, når uddannelsen af kandidater oftest er det enkelte universitets vigtigste samfundsopgave? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,08 gange så meget som undervisningen og 0,04 gange så meget som forskningen? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan let mangedobles.
Nye besynderlige problemer opstår, når man studerer de enkelte kategorier. Industriindkomsten er eneste indikator for universiteternes vidensoverførsel til samfundet. Universiteter overfører viden til samfundet i mange andre former, f. eks. publikationer, videnskabelige og populærvidenskabelige, interview, rapporter, analyser, foredrag, konsulentarbejde og myndighedsbetjening. Men kun den vidensudveksling, som fører til, at en virksomhed betaler penge til et universitet, tæller hos THE. Den liste, man står tilbage med, er med sikkerhed ikke retvisende.
Situationen bliver ikke bedre, hvis man gransker de andre ranglister. Målemetoden er anderledes hos QS, men nærmest forgrovet i forhold til THE. Arwu-rankningen er meget anderledes, men ikke derfor mere præcis. Den har f. eks. blandt sine konkurrenceparametre, hvor mange nobelpriser der knytter sig til et universitet, og hvordan dets forskere har klaret sig i tidsskrifterne Science og Nature. Derfor klarer et universitet sig dårligere, hvis dets styrkeområde ligger inden for fag, hvor der ikke er en nobelpris (de fleste), eller fag, der falder uden for rammerne af de to tidsskrifter (mange).

MEN TRODS dette bliver ranglisterne taget alvorligt, fordi succes på dem er blevet et konkurrenceparameter. Universiteter er kompetitive institutioner, men slagene udkæmpes normalt mellem enkeltforskere og mellem forskningsgrupper. De konkurrerer ud fra faglige kriterier om at opnå et fælles mål: erkendelsen. Den, der er fagligt bedst, vinder anerkendelse og berømmelse. Konkurrencen kan sagtens finde sted inden for samme universitet, hvor forskere løber efter samme resultat eller udfordrer hinandens forståelser af et givet emne. Virkningen er ofte nid, nag og personstridigheder, men også faglig udvikling.
Men denne type konkurrence er de senere år blevet erstattet af en anden, hvor det enkelte universitet i højere grad opfattes som en enhed i konkurrence med andre lignende enheder. Universiteterne har fået samlede strategier, ledere med udstrakt magt og centralt koordinerede kommunikationsafdelinger.

SÅ LÆNGE gode placeringer på selvbestaltede ranglister er et politisk succeskriterium, må universiteterne tage dem alvorligt.
Men en god placering på en misvisende rangliste løser ikke de dybe problemer i den danske universitetsverden: den afgrundsdybe kløft imellem ledelse og ansatte, de for mange bundne og de for få frie midler, den utilstrækkelige undervisning på mange uddannelser, de groteske mængder af tid, forskerne bruger på ansøgninger og den manglende ansættelsessikkerhed, som forhindrer forskere i at påbegynde langsigtede risikobetonede projekter.
Nye ministre for forskning, innovation og videregående uddannelser kan begynde her: begynde med at finde de rigtige problemer at løse og ikke løbe efter blålys.
Og universitetstalsmænd kan tilegne sig det, som Københavns Universitet så småt har fået lært. Når journalister spørger til ranglisterne, bør svaret hver gang være: Vores placering på denne liste, god eller dårlig, er irrelevant, for listen er baseret på en pseudomåling. Spørg mig om noget vigtigt.

Sune Auken, lektor, Københavns Universitet.
analyse@pol.dk

Billedtekst: MENINGSLØS.
For nylig viste det sig, at Københavns Universitet var kravlet et nøk op ad den internationale rangliste Times Higher Education. Men ser man nærmere på, hvordan listerne er skruet sammen, bliver de meningsløse. Arkivfoto: Mathias Christensen

[intern ref.]

En tavshedskultur har ramt universiteter

2011-11-01T11:55:00.000+01:00

Politiken d. 1. nov., 2011 (1. sektion side 4)
En tavshedskultur har ramt universiteter
Frie ånder eller skræmte mus? Fire ud af ti ansatte ved universiteterne føler ikke, at de frit kan ytre sig om interne forhold. Et problem for den akademiske debat, mener kritikere.
Af DORRIT SAIETZ

Jeg vil gerne tale med dig, men du må ikke nævne mit navn i avisen.
Den replik, i forskellige varianter, har Politiken hørt utallige gange i de forløbne tre-fire uger, hvor vi har skrevet en serie artikler om ' Unis sande tilstand'.
Om det er kvindebonus, de studerendes faglige niveau, bureaukratiske systemer eller andre forhold, har det været mere end almindeligt svært at finde universitetsmedarbejdere, som ville udtale sig og lægge navn til deres holdninger.
»Alle er bange for at ytre sig. Er bange for at blive fyret i næste runde. Alle passer sit og taler lederne efter munden«, skriver en anonym medarbejder fra Københavns Universitet.
»Nyhedsblade styres af rektor/ledelsessekretariatet. Intranet giver ikke mulighed for fri debat. Ledelsen 'tier' kritik ihjel«, siger en medarbejder fra Syddansk Universitet.

(dette er et kort uddrag)

[intern ref]

Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner

2011-10-31T20:26:00.001+01:00

Berlingske d. 31. okt., 2011 (Politiko side 14)
http://www.b.dk/politiko/ny-kurs-for-masseuniversitetet
Ny kurs for masseuniversitetet
Elite. Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard (R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere. Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Af Mette Bock,
MAG. ART, I FILOSOFI, CAND. SCIENT. POL., VIDENSKABSORDFØRER FOR LIBERAL ALLIANCE

De seneste års bevægelse fra elite- til masseuniversitet, fra det Humboldt'ske til det Sander'ske og fra forskning til faktura er nået til et punkt, hvor et kursskifte er bydende nødvendigt. Regeringen har lagt fra kaj med ambitiøse kvantitative mål. Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.
Det er der et eklatant behov for.
Det mest konkrete i regeringsgrundlaget er fortsat kvantitative mål: 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og ikke færre end 25 procent skal have en lang videregående uddannelse. Hvordan vi sikrer »det højeste niveau«, eliteforskningen og uddannelsernes kvalitet i et sådant masseproducerende system, melder historien intet om.
Men her er en række områder, som jeg gerne vil diskutere med den ny videnskabsminister:

1. Gør universiteter til reelt selvejende og selvstyrende institutioner. Læs præamblen til Bologna-erklæringen og indse, at frihed betyder frihed og at den ikke kan gradbøjes. Staten skal skabe stærke rammer for universiteternes virke. Men økonomien skal ikke afhænge af kortsigtede krusninger i politiske og økonomiske konjunkturer. Bygningerne skal ligeledes ejes og forvaltes af universiteterne selv, og der skal være reel frihed til at indgå partnerskaber med private investorer. Privat finansieret eller støttet forskning er ikke en modsætning til uafhængig forskning.

2. Øg basismidlerne markant og lad universiteterne selv vurdere, hvilke områder, de vil satse på.
Politikerne skal ikke styre mål og strategier for universiteternes forskning. Banebrydende forskning er per definition en satsning på instinktiv nysgerrighed, og der skal være både frihed, kapital og mod til at satse langsigtet. Der er blevet for meget »faktura«, puljerytteri og kortsigtet målstyring i forskningen. Lad eliteforskerne forske og skån dem for at anvende en betydelig del af deres tid på at søge midler til egen forskning.

3. Reformer taxametersystemet. Det havde en berettigelse, da det blev indført, men det er degenereret og blevet direkte skadeligt og niveausænkende i sin nuværende form.

4. Lug kraftigt ud i antallet af bachelor-og masteruddannelser. Universiteterne opfatter det i dag som et konkurrenceparameter ustandselig at udbyde nye uddannelser. Der skal i stedet være færre, men bredere indgange og den markante specialisering skal først finde sted i kandidat/ ph.d.-forløbene.

5. Afskaf det retskrav, som universitetsbachelorer har på at kunne gå videre til kandidatuddannelsen. Lad universiteterne stille - høje -krav om, hvad der skal til, for at blive optaget på en kandidatuddannelse. Det vil øge de studerendes fokus på ikke blot at bestå, men at bestå på et højt niveau. Vi skal turde stille både faglige og økonomiske krav på kandidatniveau.

6. Beløn reel videnudveksling mellem universiteter og erhvervsliv og gør det akademisk meriterende at tilrettelægge karrierer, hvor der veksles mellem universitetsansættelse og ansættelse i erhvervslivet. Porten til universitetet skal anvendes i begge retninger, og det skal ikke blot være unge studerende, der passerer den. Efter- og videreuddannelse og praksisforankrede forskningssamarbejder gavner samfundet og skaber grobund for øget vækst.

7. Læg gerne nogle af universiteternes bacheloruddannelser ud på professionshøjskolerne, så universiteterne i højere grad kan fokusere på kandidatuddannelser og forskning. Det vil tillige styrke de professionshøjskoler, der ligger i de såkaldte udkantsområder og øge uddannelsesudbuddet geografisk.

8. Skab bedre sammenhæng mellem professionsuddannelser og universitetsuddannelser, så det bliver lettere at bygge en kandidatuddannelse oven på en professionsbachelor - eller at tage en professionsbachelor efter et universitetsstudium. Dæmp angsten for en akademisering af professionsuddannelserne. Kvaliteten kan med fordel løftes, uden at det betyder farvel til de professionsrettede elementer i uddannelserne.

9. Lad os opfordre til et intensivt samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter. Der findes allerede inspirerende eksempler på forskningssamarbejder og udveksling af undervisere. Fordelen er, at de fag-faglige miljøer på professionsuddannelserne styrkes, og at de professionsrettede elementer i nogle af universitetsuddannelserne vægtes højere.

10. Giv humaniora en renæsssance. Et folk kan være nok så uddannet, men er det u-dannet, er det på taberkurs. Vi har gennemlevet et kolossalt traditionstab ved at nedprioritere dannelsesaspektet i uddannelsessystemet. Som kernefaglighed i de humanistiske fag, men også som dannelsesaspekt i andre fagområder. Alle skal have et grundlæggende kendskab til historie, de væsentligste filosofiske hovedretninger og banebrydende strømninger inden for kunst, kultur og religion. Dannelsesaspektet skal med andre ord være en integreret del af studiemiljøet. Kvalitet og dannelse er andet og mere end fag-faglighed.

Det er godt, at forskning og de videregående uddannelser nu er samlet i ét ministerium.
Det burde være sket for længst.
Kampen mellem professionshøjskoler og universiteter - og de dertil hørende ministerier -har kostet dyrt på stort set alle fronter, da skellet på mange måder er kunstigt. Det er ikke helt så absurd, som det lyder, når professionshøjskolerne kalder sig for »University Colleges« og gerne vil forske, for de studerende har behov for forskningsbaseret undervisning.
Tilsvarende er der god grund til, at flere universiteter har oprettet »Schools« inden for særlige fagområder med direkte professionsretning, som f. eks. medicin og pædagogik. Unge gymnasielærere er ofte på Herrens mark, da de pædagogiske og didaktiske færdigheder, de skal beherske for at kunne undervise på nutidens ungdomsuddannelser - som 95 procent af en årgang nu skal gennemføre -stort set er noget, de må klistre på deres uddannelse efterfølgende.
Mange års massivt fokus på kvantitet og direkte anvendelighed i uddannelsessystemet har haft den positive effekt, at flere er blevet bedre uddannet, hvilket er afgørende for konkurrencekraften i et vidensamfund.
Men masseuniversitetet skal udfordres på andet og mere end kvantitet. Vi skal turde satse på eliten og den forskning, hvis resultater måske først viser sig om mange år. Vi skal turde stille større krav til de studerende. Og vi skal turde lade private investorer sikre den nødvendige kapital, hvis de tør satse.
Masseuniversitetets udfordringer skal adresseres tydeligere, og det har Morten Østergaard ( R), som ny minister for området, en mulighed for at initiere.
Desværre er det eneste, der står med flammeskrift i regeringsgrundlaget, de kvantitative mål om, at flere skal gennem systemet. Et så ensidigt fokus sætter os på bagsmækken i international sammenhæng.
Vi risikerer at opfylde gårsdagens behov i stedet for at lade eliteforskning, der bryder nye veje, og veluddannede unge, der mødes med krav undervejs i deres uddannelse, blive drivkraft og spydspids i både erhvervslivets evne til innovation og den generelle samfundsudvikling.
Lad os vove at satse på frie uddannelsesinstitutioner, eliteforskning og uddannelser, der stiller krav til de studerende. Det vil gøre os både dygtigere og klogere.
Som mennesker og som samfund.
Jeg vil opfordre til, at der også udvises mod og mandshjerte til at nedbryde tabuer og gennemføre reformer, der ikke kun satser på bredden og kvantiteten, men også på eliten og kvaliteten.

[intern ref.]

Dansk humanistisk forskning har internationalt udsyn

2011-10-27T22:37:00.001+02:00

[flere tekster (red.)]

***

Politiken d. 7. okt., 2011 (Kultur side 7)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/
Kronik:
Den uambitiøse ælling i dansk forskning
RUNE GRAULUND
Er dansk humanistisk forskning provinsiel og navlebeskuende?
Rune Graulund er lektor, ph. d. - på vej til University of Strathclyde i Glasgow.

FOR ET PAR måneder siden kaldte Linda Maria Koldau, tysk musikprofessor ved Aarhus Universitet, dansk humaniora for en skandale. Det er måske nok at sætte tingene på spidsen. Men jeg er enig med hende i, at vi har et problem. Et problem, der illustreres så nydeligt af det faktum, at det ikke er en dansk, men en tysk forsker - en importvare hentet ind syd for grænsen, inden Pias bomme blev sat op - der har råbt vagt i gevær.
Vi bryster os af, at landets ypperste læreanstalt, Københavns Universitet, ligger på en 43.-plads ifølge den såkaldte Academic Ranking of World Universities (Arwu).
Det er da rigtignok også en meget fin placering for så lille et land, og jeg ved fra mine kolleger på de naturvidenskabelige institutter, at mange af deres discipliner kan give selv store udenlandske universiteter kamp til stregen. Forskellen på de humanistiske forskere og de naturvidenskabelige forskere er dog slående. Førstnævnte publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk, alt i mens sidstnævnte ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig at publicere på noget andet sprog end engelsk.
I humanistisk forskning står det altså anderledes til end i naturvidenskaberne.
Der postes millioner af danske skattekroner i humanistiske forskningsprojekter, der helt åbenlyst ingen planer har om at munde ud internationale publikationer.
Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor få udenlandske humanistiske forskere der ansættes i det danske universitetssystem, ligesom vi har pokkers svært ved at holde fast på dem, der rent faktisk bliver ansat.
Og hvorfor så det? Problemet er at finde i definitionen af forskerens rolle i forhold til det øvrige (danske) samfund. I det nuværende system er det prestige- og karrieremæssigt mere givtigt for en dansk ansat forsker at være kommentator i TV 2 News eller Deadline, udgive bøger på hjemlige danske forlag eller for den sags skyld at skrive for denne avis, end det er at udgive sin forskning i de mest prestigiøse internationale akademiske tidsskrifter eller på store udenlandske universitetsforlag.
Den lokale forskningskultur er låst fast i så traditionelle danske rammer, at det er svært for udenlandske forskere at få anerkendelse for deres hårde (internationale) arbejde.
Ikke dermed sagt, at forskere skal være elitære og verdensfjerne professorer, der for enhver pris skal afholde sig fra at blive tilsmudset med den øvrige danske offentligheds problemer og interesser, men at Politikens kultursektion, Gyldendals udgivelser eller 'Smagsdommerne' alt andet lige ikke er fora, der er særlig velegnede til at publicere og efterprøve banebrydende forskning, der skal gøre sig håb om at kunne gøre sig gældende på verdensplan.
Internationale standarder? I don't think so.

VI HAR EN selvforståelse i Danmark af, at vi altid selv ved bedst. At de andre derude er store og magtfulde, men at den måde, vi gør tingene på, trods alt er den rigtige.
Vi vil gerne konkurrere med dem på lige fod og vise dem, at vi trods vores ringe størrelse faktisk godt kan hamle op med dem. Men på vores egen måde. Vi skal selv skrive dogmerne, ikke have andre til at pådutte os dem.
Problemet er bare, at hvad der måske fungerer på film, nok næppe fungerer med (international) forskning. Det er usandsynligt, at vi får en akademisk Lars von Trier eller en Thomas Vinterberg, der pludselig omskriver reglerne for, hvordan man bedriver international forskning.
I stedet må vi nok indstille os på at acceptere at, ja, hvis vi skal være medspillere på den store internationale scene, så er der faktisk nogen, der ved bedre. Og at der er visse regler, man må følge, hvis man skal lege med de store. Det måtte selv Trier jo sande på Cannes i år, genial og provokerende, som han så ellers måtte være.
Den største forhindring for, at dansk humanistisk forskning skal kunne spille med - og imod - de tunge drenge, er i mine øjne en mangel på forståelse af, hvad forskning af international karakter rent faktisk indebærer. Samt, og dette er ikke en ubetydelig faktor, en overdreven frygt for, at disse udenlandske modeller på sigt vil skade dansk forskning.

GRUNDPILLEN i ' international forskning', som den defineres ud fra alle de ledende universiteter i verden, om de så er europæiske, amerikanske eller asiatiske, er det såkaldte peer review system. Denne proces, der på dansk lyder det lidt mere kluntede udtryk 'fagfællebedømt vurdering', skal garantere, at en given publikation X er af tilstrækkelig høj standard til at kunne blive blåstemplet som 'forskning'.
Der er både fordele og ulemper ved dette system. Ulemperne er, at der i form af systemets autoritet kan forekomme en myte om, at det er absolut objektivt og ufejlbarligt, hvilket det naturligvis ikke er. Tillige bevirker konkurrencen indlejret i systemet det såkaldte publish or perish-fænomen, en tendens til konstant at producere forskning, der i værste fald tvinger forskere ud i en ond spiral af en eksponentielt stigende produktionsrate.
En sådan praksis kan i sidste ende lede til - som det var tilfældet i Penkowa-sagen - at forskeren springer over, hvor gærdet er lavest. Hvilket så kan resultere i forskning af en ringere og til tider endog ubrugelig eller ligefrem skadelig art.
Problemet er bare, at vi ikke lever i en ideel verden, og at vi på en eller anden måde skal kunne sammenligne forskningsresultater på tværs af landegrænserne.
Og det er her, at fagfællebedømt vurdering kommer til sin ret. En vurdering, der i hvert fald til dels sikrer os, at vi har en eller anden form for internationalt sammenligningsgrundlag og ikke bare individuelt og arbitrært beslutter os for vores egne regler inden for de respektive landegrænser.
Det er samme logik om sammenlignelighed, der lå bag indførelsen af et nyt karaktersystem, den såkaldte syvtrinsskala, hvor intentionen netop var at garantere, at danske studerende lettere kunne opnå mobilitet i den internationale universitetsverden.

ALT FOR MEGET dansk forskning udmunder altså i publikationer, der falder uden for denne model om fagfællebedømt vurdering.
Et andet og mindst lige så stort problem for dansk humanistisk forskning er dog, at klart størstedelen af dansk humanistisk forskning udgives på dansk.
Dette er problematisk i positive henseender, da man derved lukker af for forskere uden for sprogområdet, der kunne være interesseret i at anvende en given dansk forskers arbejde og derfor ville vinde denne forsker hæder og ære. Men det er om end endnu mere problematisk i negative henseender, da forskeren ved at publicere sit arbejde på dansk behændigt afholder potentielle kritiske røster uden for Skandinaviens grænser fra at give deres besyv med.
At publicere forskning på dansk er naturligvis ikke noget problem, hvis ens ekspertise ligger inden for et emne, der er specifikt skandinavisk. Man må forvente, at den fremmeste forskning inden for eksempelvis Tom Kristensens forfatterskab foregår i dansk regi, samt at den væsentligste forskning udkommer i dansksprogede publikationer. I alle andre sammenhænge end netop de skandinaviske er det dog et endog meget problematisk at udgive sin forskning på dansk, da de store konkurrenter inden for ens felt med al sandsynlighed findes uden for Skandinavien. Man kan med andre ord påberåbe sig at have opfundet den dybe tallerken uden at være alt for bekymret over, om eksperterne inden for ens felt vil påpege, at det, man i virkeligheden har gjort, blot er at opsummere tyve års gammel forskning.
Dansk humanistisk forskning er på mange måder at sammenligne med det berømte træ, der falder i skoven uden vidner. Det giver ikke megen lyd af sig, når der ikke er nogen til at høre det falde.

MEN HVORFOR nu dette sure opstød? Skal vi nu partout også kunne måle os med alle de store? Vi er trods alt et lille land, så måske er det i orden, at vores forskere ikke ligger i reel konkurrence med udlandet. Det er jo under ingen omstændigheder muligt, at danske universiteter vil kunne hamle op med gigantuniversiteter som Harvard, der har kæmpe budgetter og et så potent brand name, at de siger Pepsi til vores Jolly.
Ja og nej.
For det første er det som allerede nævnt et udtrykkeligt ønske fra både regeringens og universitetsledelsens side, at dansk forskning skal være af international karakter - tomme ord, hvis de ikke bakkes op i den daglige forskning og især afspejles i uddelingen af fondsmidler såvel som i ansættelserne.
For det andet er det ikke en reel mulighed i en globaliseret verden simpelthen bare at trække stikket. Ligesom med de berygtede Muhammedtegninger og grænsebommene mod syd kan vi ikke længere tillade os at vende ryggen til udlandet og bare køre vores eget show.

VI HAR I dagens Danmark forskningstiltag, der bombastisk lover de helt store internationale ambitioner inden for humanistisk forskning, men i praksis alt for ofte laver strudsemanøvren og begraver hovedet i den danske muld. Og dette gælder ikke kun for seniorforskere, som i 20, 30 eller 40 år har været vant til den gamle model og derfor må forventes at skulle igennem en vis omstillingsperiode. Det er et systemisk problem, der risler videre ned til de nye forskerspirer.
Jeg har mødt adskillige danske ph.d.- studerende,der ikke engang har hørt om fagfællebedømt vurdering. De ved simpelthen ikke, hvad det er. Hvorfor man heller ikke kan forvente, at de gør sig bemærket på den internationale scene. Det er et alvorligt problem, og det er et problem, der kun bliver større, hvis der ikke aktivt sættes ind mod det.
De gamle danske forskningstraditioner har mange dyder, ikke mindst ideen om ikke at forhaste sig på den måde, som vi så ofte ser fagfællebedømte vurderinger lede til i en overophedet stræben efter at maksimere kvantiteten frem for kvaliteten af forskningen.
Selvsamme dyder har dog også ledt til en overdreven mistro over for udenlandske modeller, og det er simpelthen en myte, at dansk forskning besidder en integritet, man i udlandet mangler.
Den antagelse bygger på en fastforankret idé om, at danske forskere og danske forskningstraditioner i form af sin autonomi fra den kompetitive fagfællebedømte vurdering nobelt holder sig uden for markedskræfternes forpurrende støj og derfor er mere autentisk.
Det er noget xenofobisk vrøvl.
Der bliver produceret masser af dårlig forskning i Danmark, og en reel indførelse af fagfællebedømt internationale vurderingskriterier vil i sidste ende løfte forskningen, ikke forringe den.
På samme vis bliver der også bedrevet rigtig meget strålende forskning i Danmark.
Og det er synd og skam, at vi ikke kan dele det med resten af verden, fordi vi er låst fast i gamle mønstre om, at det nu engang er bedst at publicere på dansk. Der er ingen grund til, at vi ikke skal kunne være medspillere og endog spille rigtigt godt op mod de store. Vi skal selvfølgelig ikke forvente, at eksempelvis Københavns Universitet eller Syddansk Universitet skal kunne overhale et sted som Harvard indenom. Men det betyder ikke, at vi for evigt kan tillade os at tøffe rundt i den velkendte danske andedam uden at kigge op for at skue mod verden udenfor. Paradigmeskiftet mod international forskning er på sigt uundgåeligt.
Jo før det går op for den danske humanistiske forskning, desto bedre.
Og nu vi er så stolte af Rene Redzepi ( albanske aner), Bjarke Ingels, Olafur Eliasson ( islandske aner), Oh Land og Caroline Wozniacki ( polske aner), hvorfor så ikke også være med til at producere en ny humanistisk forsker med lige så stor international succes? Eller måske en helt ny generation? Det er simpelthen for uambitiøst at lade være. For nej, dansk humaniora er ikke en skandale. Det er bare en ælling, der endnu ikke har lært at flyve.

RUNE GRAULUND

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.

Billedtekst: Foto: Niels Christensen

Kommentarer [på http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1415142/den-uambitioese-aelling-i-dansk-forskning/ ]:

Af Rasmus Jensen , København 00:33 7. OKT
Hvem er dansk og hvad er er engelsk, kan vise sig , at det er lige meget, om omkring hundredetyve år. Selv for ællinger;-)
Anbefal (4)Klag

Af Peter Hansen , 1412 K 01:22 7. OKT
Kronikøren har tydeligvis ikke helt forstået, at humanistisk forskning i modsætning til naturvidenskabelig består i at indskrive alverdens forskning i dansk tradition, og at stille dansk forskning til rådighed på samme måde for andre landes traditioner. Kun i begrænset omfang er en universalisme som i naturvidenskaben interessant. Og så handler det jo også om færdigheder på højt niveau.
Anbefal (0)Klag

Af Rasmus Nielsen , 7700 Thisted 10:14 7. OKT
Blot en lille- ikke særlig vigtigt kommentar i forhold til kronikørens anliggende.Men alligevel. Kronikøren der sætter sig i spidsen for kvalitetetskrav har også sine provinsielle, personligt traumatiske fobier, når han omtaler at den tyske forsker heldigt kom til Dk før Pias grænsebomme blev sat op! Og Muhammedtegning er også at vende ryggen mod verden. Mon ikke lektor "Svane" har andedamstraume
Anbefal (3)Klag

Af Garbi Schmidt , Roskilde 19:42 7. OKT
Har med undrn læst dette. Fagfællevurderinger er absolut en del af dansk humaniora - at få noget igennem internationale tidsskrifter kan jo ikke lade sig gøre uden. Og danske humanister publicerer også internationalt.
Anbefal (4)Klag

Af Brian Jacobsen , København 20:09 7. OKT
Rune Graulund skulle måske prøve sin naturvidenskabelige metodik af på en undersøgelse af humanioras publiceringspraksis før han skriver så firkantet og fordumsfyldt om den. Det grænser til pinlige og penkowaske tilstande at skrive en så fejlagtig kronik; både om hvilke nationaliteter der er ansat på humaniora samt hvor og hvordan humanister publicerer.
Anbefal (2)Klag

Af georg , sønderborg 10:03 9. OKT
Humanistisk forskning, i Danmark, bør altid tage sit udgangspunkt i det danske sprog , som er bygget på den danske kultur, en "arv", som vi fra "tegnets tidsalder", har arvet og udviklet til et sprog, som så skabte den danske "kultur", som altid bør beskyttes, med sproget´s enfoldighed, indtil vi i fællesskab med hele verden finder et nyt "sprog", som også med ordene, tilkendegiver vores "særpræg"
Anbefal (0)Klag

Af georg , sønderborg 10:17 9. OKT
Det er ikke forkert i "humanismens" navn, at forlange, at selv den mindste del, også tilhører "verdenssamfundet", og kun med sproget og derpå følgende kultur, stadig ønsker at tilkendegive "forskelligheden".Det er så vidunderligt, når et "fællesskab", vil vedkende sig deres eget(sprog og kultur). Forståelsen, menesket imellem, behøver hverken (sprog eller kultur), forståelsen, ligger i "generne"
Anbefal (0)Klag

Af Peter Hansen , 1412 K 18:37 9. OKT
En del af problemet er jo, at der på humaniora ikke uddannes meget mere end det antal kandidater, der skal bruges til undervisning og med varetagelse af diverse funktioner i samfundet. Man får den tanke, at kronikøren slet ikke er klar over, at humanister udfører en lang række opgaver, der er nødvendige for at opretholde samfundet.
Anbefal (0)Klag

Af xxx , xxx 08:23 12. OKT
Forskningen er en ting. Studerende på humanistiske studier i København har i gennemsnit 8 timer om ugen. Resten er selvstudie! På naturvidenskabelige har man op til det dobbelte. Hele prioriteringen fra universitet er det naturvidenskabelige fokus, herudover er det nemmere at få eksterne forskningsbevillinger på f.eks. det sundhedsvidenskabelige fakultet end det humanistiske.

***

HumNyt uge 43 (udsendt 27/10-2011)
Nyhedsbrev for ansatte på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Debat om humanistisk forskning
Lektor Rune Graulund kritiserede 7/10 humaniora i en kronik i Politiken. Dekan Ulf Hedetofts svar fandt avisen desværre ikke plads til - indlægget kan i stedet læses her.

Dansk humanistisk forskning har internationalt udsyn
Af dekan Ulf Hedetoft, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

I sin kronik ”Den uambitiøse ælling i dansk forskning” d. 7. oktober fremsætter lektor Rune Graulund en række påstande om dansk humanistisk forskning, som han kalder ”provinsiel og navlebeskuende”. Rune Graulund hævder, at de humanistiske forskere ”publicerer størstedelen eller al deres forskning på dansk”, og at det meste af den humanistiske forskning ”falder uden for modellen om fagfællebedømt vurdering.” Begge dele er lodret forkerte, i hvert fald hvad angår Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet.

Fx viser vores seneste opgørelse (fra 2010), at de humanistiske forskere i meget stort omfang publicerer på engelsk: 50 procent af alle forskningspublikationer blev sidste år udgivet med engelsk som originalsprog, mens 40 procent af publikationerne havde dansk som originalsprog. De sidste 10 % blev udgivet på andre sprog end dansk eller engelsk. Og tendensen til at publicere på især engelsk er stigende. De typer af formidling, som bl.a. optræder i denne avis som kommentarer, anmeldelser og blogindlæg, og som Rune Graulund omtaler så ringeagtende, tæller slet ikke med i vores statistikker over forskningspublikationer.

Påstanden om, at de danske humanioraforskere ikke benytter sig af fagfællebedømt vurdering, er ligeledes grebet ud af den blå luft: 54 procent af alle fakultetets forskningspublikationer i 2010 var bedømt af fagfæller. Hvis vi kun medtager de typer af forskningspublikationer, som indgår i ministeriets opgørelser over universiteternes publikationer, er det 64 procent af fakultetets publikationer.

Det er beklageligt, at Rune Graulund ikke har sin dokumentation på plads. Det er omvendt lige så beklageligt, at han føler et behov for at nedgøre humanistiske forskeres indsats for at deltage aktivt i den danske samfundsdebat og formidle deres forskning til den danske befolkning, hvilket jo også er en vigtig opgave for forskerne. Derfor kan og bør ikke alt skrives på fremmedsprog.
Kronikøren skulle hellere glæde sig over, at de danske forskere på humaniora er i stand til at varetage deres forpligtelser over for det danske samfund, samtidig med at de involverer sig i internationale forskningssamarbejder og publicerer deres forskning i internationale tidsskrifter i ganske betragteligt omfang.

Jeg siger dermed ikke, at der ikke er plads til forbedringer på det internationale felt. Vi arbejder fx intensivt på at tiltrække flere internationale forskningskapaciteter til faste stillinger. Vi understøtter på mange måder ansøgninger i samarbejde med internationale forskere om nybrydende samarbejdsprojekter, aktuelt fx gennem en stor satsning på tværvidenskabelige digitale infrastrukturer til glæde for både danske og udenlandske forskere. Og vi indgår løbende aftaler, der gør det nemmere for vores studerende og lærere at studere og undervise på udenlandske universiteter.

På disse områder er der stadig meget at gøre. Men at påstå, som Rune Graulund, at dansk humanistisk forskning er provinsiel og navlebeskuende med henvisning til udgivelsespraksis og frygt for at blive kikket over skulderen af internationale fagfæller, er uden hold i virkeligheden. Ikke mindst fra en ansat på et udenlandsk universitet og med den her fremførte argumentation kunne man måske have forventet en veldokumenteret kritik med basis i fakta snarere end myter.

***

[intern ref.]

Bibliometri - giver det mening?

2011-09-29T17:10:00.001+02:00

Perspektiv (Bibliotekspressen) d. 29. sept., 2011 (1. sektion side 26)
Bibliometri - giver det mening?
En del af midlerne til landets universiteter bliver fordelt efter fire indikatorer, hvoraf den ene er den bibliometriske forskningsindikator. Her bliver der givet point til universitetet, hver gang en forsker får udgivet en artikel i et tidsskrift. De 20 procent mest anerkendte tidsskrifter inden for et fagområde udløser tre point, de resterende 80 procent udløser et point. I bedste fald er det harmløst at bruge den bibliometriske forskningsindikator til at fordele penge til landets universiteter, men brugt forkert kan den betyde ringere kvalitet og mainstreamforskning. Alt andet lige skal der flere penge i spil, hvis det skal give mening at bruge så mange kræfter på at måle forskernes publikationer.
Af SABRINE MØNSTED

75 millioner kroner. Det er cirka, hvad der hvert år bliver fordelt efter den bibliometriske forskningsindikator. Det lyder måske af meget, men set i forhold til universiteternes milliardbudgetter er det forsvindende lidt. I 2010 fik Copenhagen Business School ( CBS) for eksempel 1,5 millioner dryppet oven i det årlige budget på over én milliard.
- Så det at få del i puljen er ud fra en økonomisk synsvinkel fuldstændig ligegyldigt, siger chefkonsulent på CBS, Leif Hansen.
- Det er i den sammenhæng underordnet, om vi ingen artikler skrev, eller om vi skrev ti gange så mange. Bevillingsmæssigt ville det ikke have en effekt for hverken CBS eller de andre universiteter med enorme budgetter. Hvis målemetoden skal have en reel effekt på forskningen, skal modellen bruges til at fordele mange flere penge, understreger Leif Hansen, der i mange år har beskæftiget sig med bibliometri og været med til at debattere effekten af målemetoden.
- Mange forskere bliver forbløffede, når de hører, at det kun er 1,5 millioner kroner, CBS for eksempel tjener ind på den måde og spørger: Hvorfor gør vi det så?, siger Leif Hansen.
Han understreger dog, at for de fleste forskere er dynamoen i at udgive deres forskningsresultater ikke penge, men derimod prestigen i en lang publiceringsliste, kampen om stillinger og muligheden for flere spændende forskningsprojekter. Så bibliometrisk forskningsindikator eller ej: De ville alligevel udgive deres forskning.

ØGET FOKUS PÅ KVALITET
Men reelt er svaret på spørgsmålet om, hvorfor forskerne skal bruge kræfter på at udgive deres resultater de »rigtige steder«, en politiske aftale fra 2009, der betyder, at midler til universiteterne, ud over basismidlerne, skal fordeles efter fire indikatorer: antal færdige studerende, der tæller 45 procent, universitetets evne til at tiltrække eksterne midler, der tæller 20 procent, antallet af færdige Ph. d. studerende, der tæller 10 procent og sidst den bibliometriske forskningsindikator , der tæller 25 procent.
Politikernes ønske er at styrke kvaliteten af dansk forskning ved at give forskerne en ekstra økonomisk gevinst, hvis de formidler deres forskning i et anerkendt tidsskrift. Og netop den øgede fokus på, hvor vigtigt det er at formidle sin forskning, mener lektor på IVA, Jeppe Nicolaisen, er styrken ved den bibliometriske forskningsindikator .
- Det er vigtigt, at forskerne publicerer, og det kan betyde en kvalitetsudvikling af forskningen, hvis de bliver opmærksomme på at få deres forskning ud i så gode kanaler som muligt, siger han.
Jeppe Nicolaisen mener dog som Leif Hansen, at det skal dreje sig om flere penge, hvis det for alvor skal virke adfærdsregulerende.

FANTASILØS FORSKNING
Den bibliometriske forskningsindikator har altså sine kvaliteter - brugt rigtigt. Både Jeppe Nicolaisen og Leif Hansen mener, det problematiske opstår, når metoden bliver misbrugt - og det sker.
På flere af universiteterne overvejer man eller er allerede begyndt på at lade de penge, de bibliometriske point udløser, flyde direkte tilbage til det fakultet eller ligefrem til den enkelte afdeling, som forskeren sidder i.
- Metoden er skabt til at måle store universiteter, så det er dybt problematisk, hvis man begynder at måle på de enkelte fakulteter eller sågar den enkelte forsker. Der kan være stor forskel på en forskers produktion af artikler fra år til år, så det giver ikke mening at lave statistik ud fra ét års forskning, siger Jeppe Nicolaisen.
Leif Hansen mener, det kan føre til mainstreamforskning, hvor forskerne begynder at tænke i, hvilke projekter, der kan munde ud i en artikel i et bestemt tidsskrift, fordi deres værd bliver lig med, hvor mange artikler de skriver. Og den innovative og nytænkende forskning vil derfor svinde ind.
- For hvem vil bruge tre år på nye eksperimenter og ende med 800 døde rotter og ingen artikel at publicere? En undersøgelse for nogle år siden viste, at flere nobelprismodtagere indenfor økonomi ikke havde kunnet få deres første banebrydende artikler optaget i de mest anerkendte tidsskrifter, fordi deres resultater netop brød med den gængse tankegang.
Så vi kan ende med jævn forskning uden fantasi, advarer Leif Hansen.

DIAMANTER OG GULD
Bibliometri bliver brugt til at måle forskningskvalitet i de fleste europæiske lande og til at uddele midler. Australien var et af de første lande til at bruge bibliometri som grundlag for at uddele forskningsmidler. Australierne niveauinddelte ikke tidsskrifter - alle artikler var lige gode. Det førte til en lodret stigning i antallet af forskningsartikler og et lodret fald i kvaliteten. I Danmark er metoden kopieret fra Norge, hvor tidsskrifterne er inddelt i niveauer, så artikler i de 20 procent bedste tidsskrifter udløser tre point, mens artikler i de resterede 80 procent udløser et point.
Niveauinddelingen skal dog tages med et gran salt, mener lektor Jeppe Nicolaisen:
- Økonomerne mente for eksempel ikke, det gav mening at klassificere 20 procent af deres tidsskrifter i niveau 1, fordi man så ville blande »diamanter« og »guld«. Men det er vilkårene med en model. Den kan være rigid.

HVAD ER EGENTLIG BEDST?
Men kan man egentlig sammenligne et fag som økonomi med arkæologi, når der er tale om to fag med vidt forskellige publiceringstraditioner? Og skal en artikel i Historisk Tidsskrift - danske historikeres mest anerkendte tidsskrift tælle lige så meget som en artikel i Journal of Medicin - et stort internationalt, anerkendt tidsskrift? Der er også fag, som for eksempel computervidenskab, hvor konferenceartikler er den førende måde at formidle på, mens andre fag ikke regner den slags artikler for noget.
Ifølge kontorchef i Forsknings-og Innovationsstyrelsen, Claus Beck-Tange, forsøger styrelsen at tage højde for fagområdernes forskelle. Hvert år tager 67 fagudvalg med forskere stilling til hvilke tidsskrifter, der skal give point indenfor deres specifikke område. Pt. er der cirka 18.500 tidsskrifter på listerne. I styrelsen arbejder man også på at skabe bedre muligheder for konferencer og danske bogudgivelser, fordi det er vigtige publiceringskanaler for nogle fagområder, ligesom videnskabelige forlag også indgår i modellen.
Claus Beck-Tange bekræfter, at den bibliometriske forskningsindikator kræver et omfattende arbejde, men håber at arbejdsbelastningen, særligt for faggrupperne, bliver mindre fremover, fordi de kan tage udgangspunkt i tidligere års lister.
Om der på sigt vil blive fordelt flere penge ud fra den bibliometriske indikator, ved han ikke.
Den bibliometriske forskningsindikator bygger på en bred politisk aftale og skal evalueres efter tre år, så man kan drøfte en eventuel revision af modellen senest i 2013.
- Og så det er op til politikerne at beslutte, hvad der skal ske, siger han.

BLAND JER BIBLIOTEKARER
Jeppe Nicolaisen opfordrer forskningsbibliotekarerne til at følge med og være en kritisk opposition på universiteterne i forhold til den bibliometriske forskningsindikator , og hvordan den bliver brugt.
- Bibliotekarer kan forstå begrænsningerne og mulighederne i bibliometrien, og kan forklare forskerne, hvorfor resultatet ser ud, som det gør, så de skal blande sig i debatten, opfordrer han.
Følg udviklingen og læs mere om bibliometri i blandt andet Journal of Informetrics og Scientometrics.

BIBLIOMETRISK FORSKNINGSINDIKATOR

BIBLIOMETRI [ BIBLIOMETRICS]:
anvendelse af statistiske metoder til at undersøge forfatterskabsmønstre, publikationsmønstre og litteraturens brug.
kilde: informationsordbogen.

POLITISK HENSIGT
den bibliometriske forskningsindikator skal fremme publicering i de mest anerkendte udgivelseskanaler og styrke kvaliteten af dansk forskning. den skal kunne måle dansk forskningspublicering på tværs af forskningsinstitutioner.
Kilde: Forsknings-og Innovationsstyrelsen.

[intern ref.]

Ni gode råd til den nye videnskabsminister

2011-09-22T11:10:00.001+02:00

Politiken d. 22. sept., 2011 (Kultur side 6) Debat:
UNIVERSITETER:
Ni gode råd til den nye videnskabsminister

Af OLAV HARSLØF, PROFESSOR, ROSKILDE UNIVERSITET

1. Rul universitetssammenlægningerne tilbage. Og start forfra igen med omtanke, fornuft og medvirken af de involverede.

2. Opløs hovedområderne. Videnskaben kan ikke længere deles op i 100 år gamle positivistiske fakulteter. Medicin er f. eks. både humaniora, samfund, teknologi, jura og naturvidenskab. Ligesom musik er det.

3. Læg de ( for) små fag sammen med større fag i fleksible og administrerbare enheder. Skab mulighed for nye fagfællesskaber i universitetsinstitutterne.

4. Støt mangfoldigheden af videnskaber. Forskning og videnskab er andet end sygdom, miljø og verdensrum.

5. Nedlæg de strategiske forskningsråd og deres nepotistiske satellitter (Unic m. fl.). Ingen har tillid til dem længere. Husk, Penkowa-sagen var kun toppen af isbjerget.

6. Nedsæt forskningsudvalg, der respekterer, at en universitetsforsker per definition er kvalificeret til at modtage forskningsmidler uden at skulle søge om, sælge sig selv eller indgå i politiske ' satsningsområder' eller ' konkurrencer'.

7. Nedlæg det bibliometriske forskermålingssystem, der har gjort danske universiteter til grin i store dele af verden. Vi kan godt tælle vores bøger og artikler uden.

8. Nedlæg den peer review-kontrol af tidsskriftartikler, der har udviklet sig til en blanding af censur og rygklapperi. Lad redaktører og forlæggere læse og bedømme selv. Og lad forfatterne tage de fortjente øretæver og ros. Det er og har altid været videnskabens vilkår, og kun sådan kommer de geniale til orde.

9. Sæt fokus på universitetsmiljøerne.
Sammenlignet med de førende udenlandske universiteter er vi langt bagud, hvad sociale, kulturelle og idrætslige miljøer angår. Universiteterne er ikke længere et naturligt mødested for studerende og undervisere uden for undervisningstiden. Støt derfor med faciliteter og driftsmidler. Dette er den første forudsætning for, at Danmark igen kan få universiteter, som er blandt verdens 100 bedste.

[intern ref.]

Verdensmester i Danmark

2011-09-21T09:57:00.001+02:00

Information d. 21. sept., 2011 (1. sektion s. 18) kronik
Verdensmester i Danmark
Danmark skal have universiteter i verdensklasse, der kan drive innovationen og give os noget at leve af. Men de seneste års forsøg på at optimere universiteterne gennem konkurrence institutionerne imellem har ødelagt samarbejdet og undermineret innovationskraften
af Vincent F. Hendricks

Gang på gang spørges der om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Og gang på gang er svaret det samme: innovation og helst med særlig grøn viden, grøn energi, grønne job og grønne fingre.
Det lyder besnærende, men er grøn innovation eller bare innovation og videnstunge jobs overhovedet muligt i Danmark. Er der noget i måden, man har valgt at organisere sig på, eller tænker på, der spænder ben for innovationsambitionen?
Spørgsmålet er eviggrønt, og umiddelbart efter et folketingsvalg endnu mere prægnant.
Fra politisk side er drømmen, at Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder viden, innovation og vækst, men samtidig har man indført en særlig dansk markedskonkurrencemodel, der besværliggør indfrielsen af denne drøm.
Det ser man eksempelvis i den hidtil praktiserede universitetspolitik . Her er ambitionen, at danske universiteter skal være centrale medspillere i vækst, vidensproduktion og den nye innovationsdagorden.

USA's succesmodel
Som professor på både Københavns Universitet og Columbia University i New York har jeg det privilegium at betragte både det danske og det amerikanske universitetssystem simultant.
IVY-league-universiteterne Columbia, Harvard, Princeton, Yale ect. befinder sig i den verdensklasse, som danske politikere og universiteter har som forbillede og antagelig aspirerer til, når det drejer sig om at skabe vækstgrundlaget for viden og innovation.
Inden finanskrisen havde Harvard University en egenkapital på 16 milliarder dollar, Stanford University var nummer to med ca. 4 milliarder dollar og så fremdeles. Selv om krisen har barberet i formuerne, er der stadig store summer på kistebunden.
Columbia University har ikke helt den slags egenkapital, men er til gengæld en af New York Citys store jordbesiddere. Main campus ligger på 116. gade mellem Broadway og Amsterdam Avenue, og 'Columbia country' dækker stort set arealet mellem 110. gade og 143. gade fra Hudson River til Harlem!
Columbia University ejer således nærmest Upper West Side af Manhattan, og det er blandt andet på den konto, pengene til forskning og uddannelse i verdensklasse tjenes.

Dansk ufrihed
Fra dansk universitetspolitisk hold har man de seneste år forsøgt at adoptere noget, der skulle ligne den amerikansk markedsfundamentalisme. Dog med den betragtelige forskel, at det er staten, der sætter prisen og betingelserne for det 'frie' universitetsmarked .
En af de fremtrædende politiske visioner de seneste 10 år har været, at danske universiteter skal ligge i intern konkurrence om både statslige og private midler.
Hvert enkelt dansk universitet har naturligt nok forsøgt at nyttemaksimere for sig selv. Det kan være rationelt nok set fra en klassisk homo economicus -betragtning altså ideen om mennesket som et beregnende selvinteresseret væsen.
Men lokal konkurrence implicerer ikke nødvendigvis international ditto. Og værre endnu: universiteterne kan blive ofre i det såkaldte fangernes dilemma kendt fra spilteorien. Det demonstrerer, at det kan give et lavere nettoresultat for de enkelte spillere, hvis spillerne hver især forsøger at maksimere egenudbytte, end hvis de valgte at samarbejde .
De danske universiteter har selvsagt ikke egenkapital som Harvard eller jordbesiddelser som Columbia. Derfor har de ikke mulighed for individuelt at skabe samme egennyttemaksimering og verdensklasseplacering på forskning og uddannelse som de amerikanske universiteter . Det kan kun ske kollektivt. Samarbejde universiteterne imellem er påkrævet for at kunne gøre sig gældende både nationalt og internationalt. Problemet er, at det tillader den nuværende version af den 'frie' markedsfundamentalisme i dansk universitetspolitik og organisering ikke særlig smidigt.
Min kollega fra Aarhus Universitet , professor Frederik Stjernfelt, og jeg har flere ganske forsøgt at samfinansiere forskningsstipendier og sammenlægge forskningsmidler for at maksimere vidensdeling og -generering. Men projekterne strander altid på lokale stridigheder universiteterne imellem, om hvem der skal have overheadet , eller hvem der skal have lov til at udklække ph.d.-graden.
Tilsvarende har vi gentagne gange forsøgt os med såkaldte joint-degrees , hvor et dansk og udenlandsk universitetet går sammen om at finansiere et ph.d.-projekt og så udklækker graden sammen bagefter. Sådanne grader er ikke usædvanlige konstruktioner i eksempelvis USA, som man gerne vil samarbejde med og sammenligne sig med, men de 'liberale' danske universitetsmarkedskræfter tillader ind til videre ikke sådanne amfibier.
Hvordan kommer, i første omgang, universiteterne ud af fangernes dilemma?
Det er som med hundelort og hundeejere: Der er to muligheder, 'lade ligge' eller 'samle op'. Hvis alle andre samler op, hvorfor skulle jeg så gøre det, for én varm klat gør hverken fra eller til? Omvendt, hvis alle andre lader ligge, og jeg samler op, er det ligeledes en dråbe i eskrementhavet. Så selv om ingen bryder sig om efterladenskaber på gaden, kan den enkelte lige så godt fortsætte med at lade ligge; eller universiteterne kan lige så godt fortsætte med at forsøge at egenmaksimere lokalt, selv om alle godt kan se, at det kommer man ikke i verdensklasse af.
Vejen ud af fangernes dilemma er muligheden for koordineret samarbejde universiteterne imellem, smidighed til at kunne indgå aftaler og finansiere forskningsprojekter sammen både nationalt og internationalt. Det vil kunne generere viden, udvikling og innovation i verdensklasse og ikke kun i dansk klasse.

Hele Danmarks dilemma
Der er angiveligt noget, som hedder dansk klasse. Eller rettere: Fangernes dilemma vedrører ikke kun dansk universitetspolitik , men kan generaliseres til mange væsentlige forhold, der potentielt står i vejen for dansk innovation og vidensgenerering. At være fange i dilemmaet er resultat af en opfattelse, der byder, at der er mere nyttemaksimering i at klare sig selv og sætte egne standarder, end i at samarbejde .
Danmark i verdensklasse har ind til nu mest betydet verdensklasse i Danmark, og det er der ikke nødvendigvis megen klasse over her eller der.
Danmark har for længe ageret på en måde, der foreslår selvtilstrækkelighed med egne standarder for, hvad det vil sige at være dansk, have danske værdier og tilhøre dansk kultur, afskærme sig fra anden indflydelse og fremmedartede mennesker, markeder og ideer, have egen politik og gå enegang på en række områder, have undtagelser og specialforordninger om alt fra grænsekontrol over vækstmål til markedsandele.
Og hvis Danmark ikke har helt nok selv, så er det tilstrækkeligt at handle og interagere med lokale naboer som Tyskland, Sverige og England.
For indeværende er det kun 3 procent af Danmarks samlede eksport, der går til de såkaldte emerging markets, herunder BRIK-landene. Og på topmødet for Dansk Industri den 27. september vil der blive spurgt præcist til, om Danmark overhovedet er open for business . I manchetten til topmødet hedder det sig nemlig in extenso:
»Heldigvis er der en vej frem for Danmark i den ny verdensorden. Hvis vi vel at mærke er åbne for de nye tider, nye vækstmarkeder og nye mennesker. Vi lever af udlandet. Derfor skal vi være kulturelt åbne for fremmede ideer og mennesker, økonomisk attraktive for fremmede virksomheder og investeringer samt åbne for, hvordan vi sælger vores produkter på fremmede markeder.«
Ideen om, at Danmark nok skal klare sig, har i 10 år ført til, at der er blevet lukket grænser og bedrevet eksklusionspolitik uden udsyn og interesse. Det er den sikre vej ind i blindgyden. Hvis Danmark ikke passer på, og indser behovet for oplysning, viden, inklusionspolitik, åbne grænser og nye favnende internationale strategier og hertilhørende udsyn, er det præcis som fangen i dilemmaet: Danmark får en fremtid med innovation, der kan ligge på et meget lille lokalt sted. Og grøn innovation med Danmark i spidsen alene glem det. Så Sesam, kan du så komme i gang luk dig op!

Vincent F. Hendricks er Dr.phil., ph.d., professor i formel filosofi,
Københavns Universitet og Columbia University

[intern ref.]

Det entreprenørielle universitet

2011-09-03T12:18:00.002+02:00

Weekendavisen d. 2. sept., 2011 (1. sektion side 5)
Det entreprenørielle universitet
Dannelse. Erhvervsduelighed blev omdrejningspunktet i dansk universitetspolitik for et lille årti siden og humaniora udpeget som problembarn. Undervisere og studerende har i høj grad rettet ind efter de politiske krav, viser ny forskning. Er fagligheden ofret undervejs?

Af NIKLAS S. HESSEL

I disse dage strømmer nye studerende ind på de humanistiske universitetsuddannelser , ligesom mange unge har gjort før dem. Fagene er populære, men noget har ændret sig.
Studieledere og undervisere ved, at deres bundne opgave er at uddanne til arbejdsmarkedet, kun sekundært at danne de unge fagligt og personligt.
Og blandt de studerende er der sandsynligvis længere mellem »fordyberne«, der med Platons samlede i rygsækken og frygtløs ligegyldighed over for erhvervslivets luner går om bord i Vestens kulturhistorie. Den forrige videnskabsminister Helge Sander ordinerede en såkaldt »kur for humaniora«, der blev set som noget nær resistent over for kravet om erhvervsrelevans, og meget tyder på, at politikerne siden har fået deres vilje: I dag er meningen med at tage en universitetsuddannelse at få et arbejde og blive nyttig for samfundet.

LÆS HELE ARTIKLEN I WEEKENDAVISEN

[intern ref.]

Valgkrav: befri universiteterne!

2011-09-03T11:45:00.001+02:00

Information d. 3. sept., 2011 (1. sektion side 17) Debat:
S må befri universiteter
Af Kenn Gerdes, Newcastle, Storbritannien

Kære Helle Thorning og Rasmus Prehn: I lang tid har jeg været dybt fortvivlet over, at man har fjernet medarbejderdemokratiet på universiteterne.
Den nye styrelseslov, der trådte i kraft 1. juli 2003, blev til ved et forlig i 2001 mellem V, K og S, medens SF, R, EL og DF var imod.
S skylder os en forklaring på, at man med et pennestrøg fjernede gennem mange år hårdt tilkæmpede rettigheder, og at man indførte DDR-lignende tilstande på et så vigtigt samfundsniveau? Tilhængere af loven argumenterer, at den virksomhedslignende ledelsesstruktur fremmer effektiviteten på universiteterne.
Dette argument er så falskt, forkert og håbløst idiotisk, at de socialdemokrater, der støtter forslaget, enten er himmelråbende naive eller simpelthen har en skjult dagsorden med at støtte lovforslaget.
Hvorfor støtter S, at universiteterne holdes i et jerngreb af ledere, der ikke har legitimitet i deres organisation?

[intern ref.]

Aarhus Universitets ledelses-deroute

2011-08-06T21:35:00.000+02:00

Politiken d. 6. aug., 2011 (Debat side 3) Debat:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1354211/enevaelde-propaganda-bureaukrati/
Enevælde, propaganda, bureaukrati...
Kejserens nye klæder på Aarhus Universitet
Af BENT ØRSTED

Man viser universiteterne tillid ved at give dem mange
frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid

At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i
sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft

Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier
og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages
fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.

SOM BEKYMRET iagttager ønsker jeg her at beskrive forholdene ved universiteterne, og specielt i Aarhus , set i lyset af de helt nye ledelsesformer, senest skærpet af den nyligt vedtagne lovændring på området.
Min konklusion vil være, at der er behov for en kraftig opbremsning og kursændring - og der er ikke tale om nogen tilbagevenden til noget professorvælde - alene af hensyn til, at samfundet skal have de universiteter, det fortjener.
Man kan få det indtryk, at lovgiverne er blevet ført bag lyset af en lobby bestående af universitetsrektorer og -direktører samt ledende medarbejdere i Videnskabsministeriet.
Jeg er en af Aarhus Universitets mange medarbejdere, der har set den ene ændring efter den anden i organisationen og godtaget dem; men som på et tidspunkt, hvor forbløffelse er blevet afløst af forargelse, nu sætter spørgsmålstegn ved hele øvelsen. Jeg vil belyse situationen fra forskellige vinkler, vel vidende at dette ikke kan være en udførlig rapport, og med reference til nogle af de argumenter, vi har hørt til fordel for reformerne.
I overskriftsform vil jeg omtale: (1) Enevælden, (2) Propagandamaskinen, (3) Bureaukratiet, (4) Medarbejderindflydelsen, (5) Stanford-argumentet.
Jeg vil primært omtale situationen ved Aarhus Universitet (AU), om end jeg tror, at noget lignende opleves andre steder. Det vil heller ikke være muligt at komme ind på nøjagtige tal, men meget er dokumenteret i andre sammenhænge.
Lad mig endvidere slå fast, at der ikke er tale om en opdeling eller konflikt mellem medarbejdere i naturvidenskab og humaniora, samfundsfag og medicin, endsige mellem det videnskabelige og teknisk-administrative personale.

ENEVÆLDEN.
Al magt koncentreres hos rektor for AU, der nu er som en kaptajn som CEO i et vældigt forretningsforetagende.
Han kan i meget høj grad indrette universitetet, som han vil, ved f. eks. at opbygge et gigantisk bureaukrati - hvilket allerede er sket - langt ud over, hvad man tidligere har set, alene med det formål at kunne styre og måle og kontrollere alle bevægelser. Rektor og den øverste ledelse har i stort omfang hyret konsulentfirmaer i forbindelse med den såkaldte ' faglige forandringsproces' ( FF), til alt lige fra udformningen af strategier til personlighedstest af medarbejdere; og de har bestemt ikke inddraget den ekspertise i samfundsvidenskab, der er på universitetet, f. eks. på områder som organisation.
Rektor har desuden bevilget sig selv en meget stor pengepulje, der skal bruges og fordeles af ham selv; han bestemmer, hvad der skal støttes med disse midler, altså hvad han nu tror at forstå vedrørende forskningsopgaver. Det næsten komiske er her, at man viser universiteterne tillid (siger man) ved at give dem mange frihedsgrader - men i virkeligheden er det rektor, man viser tillid; til gengæld sender han tilliden videre til medarbejderne i form af mistillid og kontrol.
Intet menneske kan overskue og forstå et så stort og komplekst foretagende som et universitet, medmindre man reducerer det til kun at være beløbsstørrelser delt ud på 19 kategorier. Pointen er, at et universitet ikke er en mekanisme, men en organisme - det er levende og kreativt og musikalsk og af og til uforudsigeligt.

Men selvfølgelig vil en rektor efter nogen tid ved magten begynde at identificere sig: Universitetet det er mig. Det er netop, hvad vi ser i organisationen ved navn Danske Universiteter (DU), som er en interesseorganisation for otte danske universiteter; medlemmerne er rektorerne, og de udtaler sig så på universiteternes vegne. Dette skete f.eks. netop i forbindelse med revisionen af universitetsloven, som DU finder ganske strålende, lad os bare få mulighed for at nedlægge fakulteter og skille os af med dekaner og andre, der måtte være i vejen for endnu mere centralmagt. DU roser også loven for at lade rektorerne bestemme, hvor meget medindflydelse medarbejderne skal have (eventuelt slet ingen). DU har ingen legitimitet blandt medarbejderne på universiteterne, ingen er valgt, alle er udnævnt af bestyrelser, der igen er udpeget af ministeriet; det er næsten for meget. Vi lader den stå et øjeblik.

At overlade alle vigtige beslutninger til en enstrenget ledelse og i sidste ende en enevældig rektor er at forlade sig på hans/hendes dømmekraft. Men her risikerer man, at denne ikke er i stand til hverken at kunne vurdere kvaliteten af det forelagte, eller om der er tale om regulær svindel - her kommer Penkowasagen til som eksempel. Kun de mest påtrængende vil have en chance for at komme til orde, og sager, der burde belyses fra flere sider, kan man frygte ikke vil blive det. Det bliver plattenslagernes paradis.

PROPAGANDAMASKINEN.
Det startede tilsyneladende uskyldigt her ved AU med indførelsen af et helt nyt designsystem, et nærmest ulæseligt nyt alfabet og look; det har nok ikke været billigt, og senere blev AU's gamle motto, 'Solidum petit in profundis' (søger i dybet den faste grund) umærkeligt til: Søg de dybere sammenhænge - nu i flotte nye pastelfarver.
Det lyder tilforladeligt, hvis ikke det var, fordi reklamekronerne er givet ud med det faste formål at få FF (den faglige forandring skulle vise sig at være et anslag mod de faglige miljøer, til tonerne af bureaukratisk oprustning) til at glide ned.
Jeg har også søgt de dybere sammenhænge, og jeg er nået frem til, at der er tale om et forsøg på at retfærdiggøre rektors puljer: De skal nemlig bruges til tværfaglige initiativer. Nogle af de temaer, der har været oppe som dybere sammenhænge, og ikke mindst de flotte reklamesøjler, vi har haft stående, er efter min mening himmelråbende talentløst nonsens. På det seneste er nogle af disse udkommet på hele sider i aviserne - hvor et reklamebureau bl.a. har fået vrøvlet fysik og teologi sammen, i Bohrs og Kierkegaards hjemland.
Det sidste nye er en sommer-glædesfest i universitetsparken, hvor alle fejrer det nye, fremtidens og ledelsens AU, med alt fra spisning til gratis rock-koncert (det skal dog siges: på meget højt niveau).
Jeg har også bemærket, at der ved flere lejligheder har været officielle rapporter og indlæg ved medarbejdere i Verdensbanken, hvor AU-rektor har arbejdet i 18 år. Disse indlæg har generelt rost ledelsesformerne ved AU - til gengæld kender jeg ikke nogen verdensklasse-2 universiteter, der er drevet af Verdensbanken.

BUREAUKRATIET.
Samtidig med at der overføres betydelige midler fra de centrale værdiskabende aktiviteter forskning og undervisning til rektor og bureaukrati, er der opstået nye organisatoriske søjler. En af disse er HR-søjlen med en nys udnævnt vicedirektør, og vi må forstå, at det bliver en overordentlig vigtig del af fremtidens universitet .
HR-vicedirektøren bliver en central del af ledelsen, og HR vil løse opgaver langt større end de traditionelle: Som det udtales på hjemmesiden, skal HR være repræsenteret ved partnere på alle niveauer, og her skal de bistå f.eks. institutledere med at finde de rigtige kandidater til stillinger; ja, i det hele taget skal HR bidrage proaktivt til universitetets resultatskabelse.
Nu er det så, at jeg spekulerer på, hvilke resultater der her tænkes på, andet end at fungere som ledelsens øjne og ører. Ud over de sædvanlige to grupper af ansatte: videnskabelige medarbejdere og tekniskadministrative ansatte, VIP og TAP, er man ved at opbygge en tredje: videnskabeligt administrationspersonale, VAP.
Disse vil få den helt overordnede ledelse, ofte uden baggrund i universitetets kerneaktiviteter: forskning og undervisning.
Det, der hele tiden er blevet fremført som et ønske om professionel ledelse, ser ud til at ende som amatørernes universitet.
Det mest professionelle er åbenbart det bureaukratiske jerngreb, som økonomien kommer til at ligge i. Man har systematisk flyttet kontrollen med økonomien opad i systemet, således at vi ender med en stor rektorpulje; indsigten i finanserne og dermed magten over systemet bliver yderst koncentreret, specielt via projektstyring. Hertil kommer, at en stor del af TAP-personalet her i foråret over en kam skulle søge deres egne stillinger (altså blev fyret - eufemismen var, at nu fik vi en ønskerunde, hvor man kunne kaste sit lod i ønskebrønden).
Hvor vi hidtil har haft en fin administration med et godt og tæt samarbejde, hvor man kender hinanden, får vi nu et VAP-bureaukrati, der lige så godt kunne sidde i Indien.

MEDARBEJDERINDFLYDELSEN.
De sidste, der bliver spurgt, og de sidste, der får noget vide, er medarbejderne - altså dem, der kører universitetet, skaber værdierne og elsker deres fag respektive administrative arbejde. Der er ganske vist blevet afholdt nogle møder i forbindelse med indførelsen af de nye tider; men jeg må desværre sige, at der var tale om det mest nedladende og intetsigende møde, jeg længe har oplevet.
Vi fik at vide, at alt var under diskussion, intet var fastlagt, ingen vidste lige, hvordan det ville ende osv. - mens alle planer (kan vi nu se) har ligget klar i skuffen længe. Det er også fremgået af udtalelser fra ledelsen, at meget har været aftalt med ministeriet (naturligvis), og der har jo ikke været behov for at inddrage medarbejderne.
Måske ramte den nye formand for AU's bestyrelse hovedet på sømmet ved sit besøg på AU i forbindelse med rektors præsentation af fremtidens AU i starten af marts; formanden udtalte, »at nu har vi taget hovedgreb på universitetet« (!) - altså så vidt jeg ved, er der her tale om et udtryk fra sportens verden, nemlig brydning, hvor man med et effektivt greb tvinger modstanderen i måtten.
Befriende ærligt. På den anden side er det mit indtryk, at mange virksomheder har succes med en såkaldt flad struktur, altså hvor man viser medarbejderne tillid og giver dem medbestemmelse. Her ligger i virkeligheden den største bekymring: at medarbejderne ved universiteterne mister gejsten, og at de ikke længere føler, at det er deres universitet , men ledelsens.

STANFORD-ARGUMENTET.
Danske Universiteter vil gerne være blandt de førende i verden, hvilket (for dem) vil sige at ligge højt på 'ranking-listerne'. Desværre er AU for nedadgående på den sidste Times Higher Education-liste - men ligger dog stadig pænt. Man ønsker at blive som Stanford og MIT: Massachusetts Institute of Technology (ikke at det spiller den store rolle, men jeg har selv studeret, arbejdet og undervist ved MIT), og det skal ske via mere professionel ledelse og stærk styring - og altså mere bureaukrati, et større pengeforbrug hos ledelsen og mindre medarbejderindflydelse.
Jeg tror ikke, at mange blandt DU-lederne har meget direkte kendskab til de amerikanske top-universiteter, for jeg kan oplyse, at der hersker en ganske anden virksomhedskultur; et af nøgleordene er respekt, respekt for de ansattes indsigt og evner, for institutledernes dømmekraft, og for den frihed, der er et centralt element ved et universitet . Hertil kommer, at USA er et større land, der er en stor udvælgelse for at komme på et godt universitet , og disse universiteter har en lang tradition og store midler bag sig.
Man kan ikke på kort tid og med et hurtigt fix skaffe sig noget lignende herhjemme. Men det er noget, universitetsledere i Europa tit drømmer om. Hvilket bringer os til endnu et aspekt ved den nye tids rektorer: De mødes med deres kolleger i andre lande, udveksler erfaringer om ledelse og finder (har vel allerede fundet) en konsensus; so ein Ding müssen wir auch haben. Hvad jeg mener, er, at deres kollegiale referenceramme for en stor del slet ikke er på deres eget universitet og dets medarbejdere - de er langt mere interesserede i, hvad man tilfældigt måtte mene langt herfra.

JEG KAN GODT forstå, at man som politiker kan blive fanget af argumentet om, at et universitet skal styres, at de mange skal komme samfundet til gode, gerne i form af nye bidrag til fakturerbar produktion.
Jeg kan også godt forstå, at det lyder besnærende, når nogen påstår, at det kan de alt sammen levere - og samtidig skaffe universiteter på højeste niveau.
Problemet er, at det slet ikke vil gå sådan med den nuværende kurs, der ikke har nogen form for evidens.
Det minder mest af alt om selskabstømning, hvor hurtige værdier og anvendelser skal brande universitetet, men hvor midlerne tages fra kerneaktiviteterne, forskning og undervisning.
Det er lidt, som hvis man fældede regnskoven for at plante majs over det hele; man mister muligvis nogle sjældne og upåagtede planter, der senere kunne komme til nytte. Hvis man for et par hundrede år siden ville satse på at forbedre belysningen, ville man have opfundet bedre olielamper, men nok ikke elektromagnetismen.
Beslutninger skal frem i lyset og træffes så lokalt som muligt, medarbejderne skal inddrages, forskere og andre ansættes efter de bedste faglige kriterier til at forske frit, altså som hidtil (før de seneste reformer).
For så vil universitetet fortsat bidrage til samfundet på højeste niveau med dygtige og fagligt stærkt funderede unge kandidater og ph.d.'er samt mange muligheder for også økonomiske fordele for samfundet.
Universitetet er en kilde til udvikling og indsigt i en voksende verden af menneskelige muligheder, et sted for præcisering af sprog og begreber, for eksperimenter og for eftertanke: for med små skridt at nærme sig sandheden. Der er ingen modsætning mellem det og så at have et godt samarbejde med forskerparker, virksomheder og andre aftagere.
Længe leve Aarhus Universitet .

BENT ØRSTED.
Bent Ørsted er ansat ved Institut for Matematik, Aarhus Universitet.

[intern ref.]

Whistleblower-ordning

2011-07-26T14:17:00.000+02:00

Information d. 26. juli, 2011 (1. sektion side 5) Refleksion
Kritik kan være krig eller demokrati
Systemkritik: Kritik er ofte forbundet med et slagfærdigt vokabularium. Det er der historisk set gode grunde til, men den militaristiske jargon kunne måske nedtones, hvis Danmark fik et whistleblower-nævn
Af Rasmus Willig lektor, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Det har knebet med at få en whistleblower-ordning i Danmark, men noget kunne tyde på, at det vil lykkes, hvis der kommer en ny regering til efter sommerferien. Flere partier til venstre for midten har nemlig peget på behovet for et nævn, hvor offentligt ansatte kan ytre sig kritisk uden frygt for at blive fyret.
Kritik kan være besværlig, nådesløs og skadelig for afsenderen eller for den, som er skydeskive for kritikken.
Kritik larmer og frem føres ofte af stærkt engagerede personer, der ikke viger for nogen modstander. Kritik kan give granatchok. Ikke underligt, at begrebet ofte sammenlignes med krige, opfattes som angreb eller beskrives som et særligt eksplosivt diskussionsvåben.
Den danske debattør Carsten Jensen blev for nylig betegnet som »et verbalt krydsermissil«. Den afdøde amerikanske sociolog Erving Goffman bemærkede i sin måske mest berømte bog, Stigma, at den, der siger sandheden - underforstået: er kritisk - kan have en fornemmelse af at stå på en henrettelsesplads.
Den amerikanske socialfilosof Judith Butler har også skrevet, at den, der kritiserer, sætter sig selv på spil, eftersom han eller hun aldrig kan vide, om kritikken bliver accepteret af andre. Det var ligeledes i indledningen til Kritik af den Hegelske retsfilosofi, at Karl Marx skrev: »Kritikkens våben kan ganske vist ikke erstatte kritikken af våbnene«, og Pierre Bourdieu har i samme ånd givet et interview med titlen 'Med kritikken som våben', hvori han på slagfærdig vis redegør for sine kritikker af anerkendte sociologiske og filosofiske samfundsteorier. Lutter slagfærdige og klingende udsagn og titler fra berømte historiske samfundsteoretikere.
En årsag til, at kritik bliver forbundet med en slagfærdig, i visse tilfælde endog militaristisk jargon, kan være den omstændighed, at mange systemkritikere enten er blevet drevet i landflygtighed eller blevet ofre for de krige, som de har kritiseret.
Den amerikanske filosof Michael Walzer har i værket The Company of Critics redegjort for, hvordan mange af historiens store kritikere og intellektuelle er blevet tvunget i eksil fra diktaturer og borgerkrige på grund af deres ytringer og status som system kritikere.

Frygt for at kritisere
Herbert Marcuse, en af studenteroprørets filosofiske helte fra 1968, modtog mange trusler igennem hele sit liv, og mon ikke Daniel Domscheit-Berg, der står bag Wikileaks, lider samme skæbne i dag? Historiens systemkritikere er blevet fremstillet som helte. De risikerer livet for deres ytringer.
Sådan bør det imidlertid ikke være i et demokrati.
Desværre tør mange offentligt ansatte ikke udtale sig af frygt for fyring eller for, at karrieren skal gå i stå.
Kritik er for det meste aldrig rigtig velkommen, og der gøres meget for at bremse den. Den er generende og ryster magten og alle ikke-legitime institutioner, og derfor bør ethvert demokrati altid arbejde på at sikre alle former for ytringsfrihed såsom forskningsfrihed , offentligt-og privatansattes ytrings frihed, pressefrihed osv.
Der er imidlertid ikke sket meget, siden Vejledning for offentligt ansattes ytringsfrihed så dagens lys i 2006. Der er et behov for en whistleblower-ordning. Betegnelsen whistleblower er engelsk og stammer fra den praksis, der udøves af londonske bobbies (politibetjente), som blæser i fløjten, når de observerer en lovovertrædelse.
Det vil måske være lidt karikeret, men måske ikke helt forkert at sige, at når kritikken historisk er blevet undertrykt, har der været blæst til angreb, men med en fløjteordning ville den militaristiske jargon måske fortage sig, og der ville kun blive fløjtet til demokratisk kamp.

POLITIK@INFORMATION.DK

[intern ref.]

Musik er ikke kun akademisk

2011-07-11T17:26:00.000+02:00

Jyllands-Posten d. 11. juli, 2011 (1. sektion side 15) Debat:
Musik er ikke kun akademisk
Af MORTEN HJELT, studielektor Københavns Universitet

Professor Linda Maria Koldau har i medierne udtalt sig kritisk om det faglige niveau på det musikvidenskabelige studium ved Aarhus Universitet. For mig at se er parallellen til musikstudiet på Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab helt åbenbar, for tendenserne her er nøjagtig de samme som i Aarhus.
Et universitetsstudium bør efter manges opfattelse først og fremmest udmærke sig ved at være akademisk, så de studerendes viden om og forhold til selve musikken betragtes i vidt omfang som absolut sekundær i forhold til deres indsigt i musikken som diskursivt fænomen. Det opfattes med andre ord som vigtigere at kunne forholde sig til musikken som abstraktion end som håndgribelighed.

Læring gennem handling
Der er sågar dem, der mener, det er fuldstændig overflødigt for en musikkandidat fra universitetet at kunne læse noder, for man kan jo sagtens forholde sig akademisk til selv kompositionsmusik uden.
Det svarer sådan cirka til at mene, at man må kunne studere tysk sprog og kultur uden at kunne læse tysk. Jo mere "meta", jo mere akademisk, synes ræsonnementet at være, selv om de akademiske teorier kommer til at hænge og svæve frit i luften, hvis ikke de studerende også har et indgående kendskab til det sprog, den musik, kunst eller litteratur, som teorierne oprindelig er udsprunget af.
Musik er først og fremmest noget, man lærer gennem handling, således at den praktiske musikudøvelse på et musikvidenskabeligt studium primært bliver et middel til også at forstå musikken. På grund af massive økonomiske problemer påtænker man på Københavns Universitet for tiden yderligere nedskæringer på den praktiske soloundervisning i sang og klaver, som selvsagt er bekostelig, men som også giver de studerende netop den nødvendige ballast af selverfaret, sanset musik, som bør danne det naturlige grundlag for kvalificeret refleksion.
Den primære oplevelse af musik foregår nu engang gennem ørerne og kroppen, og alene af den grund af er soloundervisningen i sang og klaver helt uundværlig på studiet.

Formidling er vigtig
Det er i høj grad spørgsmålet, hvorvidt man kan forholde sig akademisk til noget, man ikke først har erfaret gennem sine sanser.
Kan en blind forholde sig akademisk til de farver, han aldrig har set? Kan en døv så også studere musik som ren abstraktion? Endvidere skal kandidater i musik fra universitetet naturligvis ikke bare kunne formidle akademiske tanker om musik, de skal også kunne formidle selve musikken, og det bliver de konstant ringere rustet til. For eksempel kommer en musiklærer ved gymnasieskolen ikke langt med at fange elevernes interesse for faget, hvis ikke han selv kan spille klaver og synge, og disse praktiske kompetencer opbygges selvsagt først og fremmest gennem soloundervisningen.

Nuancering
Hvis vi ønsker, at der også på længere sigt skal eksistere andre musiktyper end den mest banale pop og rock i dette samfund, er vi nødt til ofre pengene på at uddanne folk, der ikke kun kan forholde sig goldt akademisk til musikken, men som også kan formidle musik af høj kvalitet. Hvad er det overordnede formål med at have universiteter her i landet? Handler det kun om at uddanne folk til at tjene penge, eller skal de også bidrage positivt til menneskers livskvalitet? Jeg mindes endnu med dyb taknemmelighed, da jeg som 11-årig havnede på Holte Gymnasium, hvor salig Jørgen Due satte mig til at synge sopran i Haydns Nelsonmesse og Lange-Müllers Madonna-sange med gymnasiekoret. Jeg glemmer det aldrig, og jeg tænker med gru, at mit liv kunne have formet sig meget anderledes, hvis ikke veluddannede, inspirerende kræfter allerede dengang havde vist mig, at der fandtes stor musik i denne verden.

Billedtekst: Der findes dem, der mener, at en musikkandidat ikke skal kunne læse noder. Det er helt forkert. Arkivfoto: Thomas Wilmann

[intern ref.]

Forsker skal i højere grad optræde som Marlene Wind gjorde

2011-06-26T12:47:00.001+02:00

Politiken d. 26. juni, 2011 (Kultur side 15) Debat:
Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i
Aldrig har vi haft så få intellektuelle, som efter forskere begyndte at opføre sig som eksperter. Men vi har brug for intellektuelle til at give os klare og kontante udmeldinger, når nu politikerne ikke gør det mere.
Af CLAUS HOLM, PRODEKAN FOR FORMIDLING, AARHUS UNIVERSITET

DANMARK ER et antiintellektuelt land fyldt med ekspertudtalelser. Det fungerer uden problemer, så længe forskerne opfører sig som uafhængige og neutrale eksperter. Men i samme øjeblik forskerne engagerer sig politisk og opfører sig som intellektuelle, så må de regne med at blive kritiseret fra politisk hold. Selvfølgelig. Kritik er den intellektuelles våben og vilkår.

PROFESSOR Marlene Winds udtalelser er både et enkeltstående eksempel på intellektuelt mod og på et mod, som svigtede hende. »De kan bare komme an«, udfordrede Marlene Wind ellers Dansk Folkeparti for åben skærm.
Resultat: En effektivt iscenesat personhetz og et tryk på mediepauseknappen.
At optræde som intellektuel har personlige omkostninger. Intellektuel holdbarhed kræver mottoet: ' Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere'.
Lige i øjeblikket er 'modige Marlene' mediedød. Om hun genopstår som neutral ekspert, er det store spørgsmål. Under alle omstændigheder er ekspertens motto et helt andet, nemlig: »Min holdbarhed handler om, at jeg holder mig til mit fagfelt«.

MEN SKAL forskere bare holde sig til ekspertrollen? Nej, for det danske samfund har brug for både eksperter og intellektuelle. De gør vidt forskellige, men lige nødvendige, ting for os. Mens eksperten er bundet til sit fagfelt, så overskrider den intellektuelle fagfelter. Det er spændende - og barskt - at være intellektuel. Ikke mindst fordi ansvaret for kritiske ideer, tanker og synspunkter ene og alene hviler på den intellektuelle persons skuldre.
At optræde som ekspert er derimod langt tryggere, da forskeren begrænser sig til at henvise til den viden, som et fag- og forskningsfællesskab står inde for. Kort sagt: Eksperter er betryggende og ved bedre end intellektuelle. Intellektuelle er derimod modigere og mere intelligente end eksperter.
Den intelligente opførsel hænger sammen med, at de er bedre end eksperter til at improvisere i en offentlig debat, da de ikke er skrækslagne for at overskride et bestemte ekspertfelts viden. Vi har brug for både eksperters bedre viden og de intellektuelles kritiske ideer. Eksperter gør, at vi ved bedre besked. De intellektuelle giver os klar besked. Faktisk har vi en universitetslov, der opfordrer forskere til at være intellektuelle, ikke eksperter.

I UNIVERSITETSLOVEN kan man læse, at universiteterne er centrale værdi- og kulturbærende samfundsinstitutioner, der yder bidrag til at bevare og udfordre samfundets kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Universiteternes forskere skal med afsæt i deres ekspertise være med til at sikre en fri, saglig og kritisk offentlig debat. Universitetsloven bruger ikke ordet ekspert en eneste gang.
Det kan man begrunde på to måder.
For det første skal forskere svare på spørgsmål fra journalister, som aldrig kun er videnskabelige eller tekniske i en snæver ekspertspecifik forstand. Men forskerne svarer alligevel.
Det giver anledning til kritik af nogle forskere for at kommentere for meget på begivenheder, de ikke har tilstrækkelig viden om.
Nogle gange er kritikken berettiget, andre gange er den udtryk for en forskerchauvinisme, der ikke viser tilstrækkeligt med velvilje over for at tale til et bredere publikum.

EN EKSPERT skal lade være med at stille op for at sige banale og dumme ting blot for at være 'på', men derimod beredvilligt stille op med sin bedreviden formuleret i et bredt fængende sprog.
For det andet skal forskere i højere grad optræde som intellektuelle.
En af grundene hertil hørte jeg tilbage i 2005 fra daværende nyhedsdirektør for DR Lisbeth Knudsen. Hun mente, at forskere skulle gå ind og dække de områder, hvor politikere med deres taktiske bevidsthed svigtede, nemlig i forhold til at komme med holdninger og meninger.
Var Marlene Winds modige udtalelser også en slags kompensation for oppositionspolitikeres manglende mod? En anden og mere glorværdig grund til at ønske intellektuel adfærd fra forskere er, at det skaber et pluralistisk og afbalanceret samfund.

DET KLASSISKE ideal for en intellektuel er tale magten midt imod med sandheden.
Det gør en intellektuel ved aldrig at opfatte et synspunkt, heller ikke sit eget, som fuldstændig falsk eller fri for foragt.
Samtidig må en intellektuel altid se sit synspunkt som et, der afbalancerer, i stedet for at styrke magthaverens synspunkt. Tænk for eksempel på finanskrisen: Var der tilstrækkeligt mange økonomiprofessorer, som var kritiske nok over for finansverdenens dispositioner?
Vi har masser af ekspertudtalelser i dag. Så mange, at vi taler om medieliderlige eksperter, der kæmper om at kommentere på alle mulige begivenheder.
Samtidig har vi relativt få intellektuelle. Så få, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor kritisk en offentlig debat vi har i Danmark.
Ja, i lyset af magthaverens politiske - og personlige - reaktion på Marlene Winds udtalelser kan man gå skridtet videre og sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor den politiske interesse er i, at forskere rent faktisk bidrager til at bevare og udfordre det danske samfunds kulturelle og intellektuelle liv og værdier.
Men skal vi have lige så mange intellektuelle som eksperter, der kommenterer i et væk?
Nej, intellektuelle er relativt tavse personer, der kun slår alarm i offentligheden, når få eller ingen ellers tør bemærke, at der sker noget alvorligt.
Kritikken koster den intellektuelle noget, men omkostningerne ved kun at acceptere forskere som eksperter er langt større for det danske samfund.
Et antiintellektuelt samfund er mindre modigt, mindre oplyst og langt mere sårbart samfund. Danmark har ikke brug for, at intellektuelle klapper i, men for flere kritiske udspil fra intellektuelle forskere.

Billedtekst: Tegning: Per Marquard Otzen

Umulig universitetslov

2011-06-21T15:34:00.001+02:00

Jyllands-Posten d. 21. juni, 2011 (1. sektion side 19) Debat:
Umulig universitetslov
Af MOGENS NISS, professor, Frederiksberg

»Folketinget har lige vedtaget en revision af universitetsloven
af 2003, som giver gode muligheder for at forværre
de i forvejen umulige styrelsesforhold.«.

Er der to, der står sammen i dansk politik, er det Venstre og Socialdemokraterne. I hvert fald når det gælder universiteternes styrelse.
Folketinget har lige, med V og S i spidsen, vedtaget en revision af universitetsloven af 2003, som giver gode muligheder for at forværre de i forvejen umulige styrelsesforhold, der blev indført og realiseret med 2003-loven.
Ministeren og Socialdemokraternes ordfører har ivrigt forsvaret lovændringen med, at den giver de enkelte universiteter frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. Det er helt ude i skoven.
Hvad der er tale om er, at de eksternt dominerede bestyrelser og de af dem ansatte topledere får mere frihed til at træffe beslutninger om styrelsesforholdene på "deres" universitet.

Friheden indskrænkes
Denne øgede frihed til bestyrelse og ledelse er noget ganske andet end øget frihed til selve universitetet, dvs. det videnskabelige personale, de studerende og det institutansatte teknisk-administrative personale.
Med fjerne bestyrelser og med oven fra ansatte ledere indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende til retten til at realisere topledelsens "strategier".
Op til vedtagelsen af 2003-loven nærede nogle universitetsfolk positive forventninger til dens virkninger. Ses der bort fra ansatte ledere og deres stabsmedarbejdere, skal man i dag lede i fjerne kroge for at finde universitetsfolk, som ikke anser universitetsloven og dens virkninger for ødelæggende for seriøs universitetsvirksomhed.
Stadig flere tør nu ytre sig om forholdene uden hensyn til karriere, løntillæg og frygt for »tjenstlige samtaler om samarbejdsproblemer og illoyalitet«.

De menige universitetsfolk
Disse menige universitetsfolk med indsigt i hverdagens realiteter har partierne bag lovrevisionen ikke haft lyst til at høre fra eller lytte til.
Mens ingen har undret sig over Venstres syn på universitetets autonomi, er vi mange, der længe har undret os over Socialdemokraternes holdning til universiteternes styrelse. Glemt er det vist, at det berygtede slogan "fra forskning til faktura", som oftest tillægges eksminister Sander, i virkeligheden er søsat af Socialdemokratiet i 1990'erne i samspil med dele af fagbevægelsen.
I dag står det klart, at det retvisende slogan for landets universitetsvirksomhed simpelt hen ville være "til faktura". Men hvorfor ville Socialdemokraterne af med den fagkyndige universitetsautonomi med dertil hørende demokratisk styre ved folk med indsigt i substansen? Hvorfor forbrødrede de sig med Venstre i denne for landets fremtid så centrale sag? Her er ét bud på et svar.
Universitetets begreb indebærer et rum for omfattende akademisk frihed uden ydre indblanding i faglige anliggender. Dette rum er nødvendigvis markedsfrit.
Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Venstre, ønsker markedsstyre på alle felter, bortset lige fra når partiet selv er ved magten.

Politisk styring
Rummet er også nødvendigvis politikfrit. Derfor undsiges universitetet som idé af et parti, der, som Socialdemokraterne, anser alle samfundsområder og -institutioner for at være legitimt terræn for politisk styring.
»Når det arbejdende folk betaler for musikken, er det os, der bør bestemme, hvad der skal spilles«, kunne synspunktet formuleres.
Venstre og Socialdemokraterne er altså fælles om, under dække af festtaler om universiteternes betydning, at undsige universitetets idé, men af helt forskellige grunde.
Det er glædeligt, at Socialistisk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte imod lovrevisionen.
Det ville være endnu mere glædeligt, hvis disse partier ville gøre universitetspolitik til et centralt tema i valgkampen. Allermest glædeligt ville det være, hvis de ville arbejde aktivt for et grundlæggende kursskifte på området efter valget, også selv om S vil være imod.

Billedtekst: Med fjerne bestyrelser indskrænkes friheden for det egentlige universitets ansatte og studerende. Arkivfoto: Cathrine Ertmann

[intern ref.]

Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen

2011-06-18T09:00:00.002+02:00

Information d. 18. juni, 2011 (1. sektion side 16) Kronik:
Kampen om forskningsmidler ødelægger undervisningen
Det lader til, at næsten hele Folketinget er enigt om, at universiteterne skal bedrive erhvervs -relateret forskning, for at samfundet får nok ud af bevillingerne. Men man overser, at uddan -nelserne i virkeligheden er universiteternes væsentligste afkast. Faktisk kan forsknings bevillinger virke direkte negativt på uddannelsesindsatsen
Af Sebastian Horst og Frederik Voetmann Christiansen

Sidste år leverede de danske universiteter over 12.000 kandidater til arbejdsmarkedet.
Deres samfundsmæssige værdi vurderet på løn -indkomst når op på mindst 3,5 milliarder kroner - hvert eneste år de er på arbejdsmarkedet! På et helt arbejdsliv når tallet næsten ufattelige højder.
Det er med andre ord gennem uddannelserne, at samfundet høster hovedgevinsten af sine investeringer i universiteterne. Ingen nok så optimistisk vurdering af afkastet af forskningsresultater i form af erhvervssamarbejde, patenter og teknologioverførsel kan komme i nærheden af denne værdi.
Derfor er det noget af et paradoks, at netop forskningsfinansieringssystemet virker direkte negativt på uddannelserne.
Det flytter nemlig de universitetsansattes fokus fra uddannelsesindsatsen til kampen for forskningsmidler .
De seneste års forsøg på at erhvervsrelatere forskningen har kun gjort det hele værre. Den nye model for forskningsfinansiering - hvor midlerne ikke tildeles universitetet gennem basisbevillinger, men som konkurrenceudsatte midler - har for alvor accelereret en udvikling, hvor undervisningsudviklingen nedprioriteres, og tiden i stedet bruges på at jagte forskningsmidler .
Så selv om de samlede bevillinger til universiteterne er øget gennem flere år, har det ikke resulteret i bedre muligheder for at udvikle kvaliteten af uddannelserne - tværtimod.

Nul point i at undervise
Universiteternes rekruttering af forskere bidrager i høj grad til den stedmoderlige behandling af uddannelsesudviklingen.
Først når man er ansat som lektor på universitetet, er man fastansat. For at blive lektor skal man ifølge loven have vurderet sin undervisningskompetence.
Det får man typisk gennem deltagelse i det såkaldte adjunktpædagogikumforløb.
Som hovedregel har deltagerne i adjunktpædagogikum det tilfælles, at de enten er eller bliver oprigtigt optaget af at undervise. De mener generelt, at undervisning er vigtigt, og at der er behov for at styrke undervisningen på universiteterne. Det vil de gerne bidrage til. Problemet er imidlertid, at det ikke passer særlig godt til den situation, de er i.
Flere og flere af dem er nemlig såkaldt postdoc-ansatte ( tidsbegrænset forskningsansat), og deres incitament til at udvikle undervisningskompetencer er ringe - som en af dem udtrykte det fornylig: »Som postdoc har jeg ikke umiddelbart undervisningsforpligtelse, og selv om ledelsen giver udtryk for, at undervisningserfaring vægter tungt i forhold til fastansættelse som lektor, er det svært ikke at tro, at gode publikationer, tiltrækning af eksterne midler etc. vejer meget tungere.
Det kan bl. a. ses ved, at [ instituttet] har en omsætning, hvoraf halvdelen kommer fra eksterne projekter. Eksterne projekter finansieret af Carlsberg, Lundbeck, EU og sikkert også forskningsrådene lægger ikke synderlig vægt på undervisningserfaring, mens gode publikationer, opnået funding er nogle af de parametre, som får mere vægt.
Da man som postdoc heller ikke ved, om man har en stilling inden for de næste år, er det ikke særlig tilfredsstillende at opbygge nye kurser.
Så udvikling af interessante kurser bliver for mit vedkommende først rigtigt interessant, hvis jeg har en fast stilling.
« Der kan altså på grund af rammerne for universiteterne være klare grunde til at prioritere undervisning fra.

Færre underviser
Postdoc-kategorien er i sig selv med til at flytte fokus fra undervisning til kampen om konkurrenceudsatte forskningsmidler .
Når man ansøger om forskningsmidler , er det jo netop midler til forskning, der søges - og ikke midler til undervisning.
Det er derfor bekvemt for forskningsråd, fonde, ansøgere og universiteter, at der findes en stillingskategori, hvor man ikke skal bekymre sig nærmere om, hvordan ansøgeren skal indgå i undervisning osv. Og de korttidsansatte bliver flere og flere.
På Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er antallet af adjunkter faldet med ca. 80 pct. på fem år. Antallet af er postdoc'er til gengæld vokset fra 51 i 2005 til 234 i 2010. Antallet af lektorer er faldet med 16 pct. i den samme periode.
Fortsætter udviklingen, er der meget snart flere postdoc'er end lektorer.
På Det Farmaceutiske Fakultet er udviklingen tilsvarende: Antallet af adjunkter er faldet med 70 pct. i den samme periode, mens antallet af postdoc'er er gået fra fem i 2005 til 53 i 2010. Antallet af lektorer har været stabilt.
Begge steder er der altså sket et væsentligt fald i antallet af ansatte med substantielle undervisningsforpligtelser til gengæld for et større antal løstansatte med begrænsede eller ingen undervisningsforpligtelser.
Samtidig med at antallet af videnskabeligt ansatte er steget markant, har begge fakulteter måttet gennemføre større fyringsrunder af det fastansatte personale, og der bliver stadig flere studerende pr. undervisningsårsværk.
Underviserne oplever, at der skal løbes stadig hurtigere, og at der dermed ikke er tid til at udvikle kvaliteten af undervisningen, i det omfang, den fortjener.

Dårlig forretning
Spørgsmålet er, hvorfor der spares på undervisningen, når nu bevillingerne til universiteterne er øget de senere år.
Det simple svar er, at uddannelse efterhånden er blevet en lille del af forretningen - og oven i købet en dårligt finansieret del. Et af de fund, der blev gjort i forbindelse med en i øvrigt meget udskældt McKinsey-rapport om universiteternes finansiering og organisering fra juni 2009, var, at uddannelsestaxametrene er helt utilstrækkelige til at dække udgifterne til uddannelse.
Det er forskningen, der giver penge i kassen. Universiteterne tvinges med andre ord til at satse på forskning frem for undervisning. Men hvis samfundet for alvor skal have afkast af de mange milliarder, der investeres i universiteterne, skal bevillingerne kobles mere direkte til uddannelse, således at undervisningsindsatsen kan udvikles på lige vilkår med forskningsaktiviteterne.
Det bør Folketinget aktivt bidrage til. Der er behov for at kigge grundigt både på stillingsstrukturen og på bevillingssystemet - begge dele må gentænkes med henblik på at bidrage til kvaliteten i uddannelserne. Som minimum bør postdoc-ansættelser også indebære undervisning, selv om vi nok ikke skal ikke forvente høj kvalitet i undervisning, der i stigende grad varetages af ansatte i tidsbegrænsede stillinger.
Alle undervisere kender til forskellen på at undervise i noget første gang og de efterfølgende gange. Og det er usandsynligt, at postdoc'er får mulighed for at undervise i det samme mange gange.
Derfor må vi forvente et tab i viden om, hvad der undervisningsmæssigt virker, når underviserstaben i så høj grad skiftes ud.
En langt bedre løsning er derfor at sikre, at store forskningsbevillinger følges af krav om at dokumentere, hvordan forskningen anvendes i uddannelse.

Sebastian Horst er projektmanager ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet. Frederik Voetmann Christiansen er lektor ved Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet. Begge har deltaget i udarbejdelsen af en netop udgivet hvidbog om udvikling af universitetsundervisning.

KRONIK [at] INFORMATION.DK

[intern ref.]

Billedtekst: Der skal meget mere fokus på undervisningen på universiteterne, mener kronikørerne FOTO: RUNE JOHANSEN/ SCANPIX

Humanioras krise og regeringens uddannelsespolitik

2011-06-10T16:52:00.004+02:00

Weekendavisen d. 10. juni, 2011 (1. sektion side 13) Debat:
Koldau 3
af Laura Louise Sarauw, Ph. d.-stipendiat Københavns Universitet

Med sidste uges forsidehistorie gør Weekendavisen sig skyldig i en noget reduktiv fremstilling af årsagen til humanioras såkaldte ' krise'.
Den faglighed, som den tyske eliteprofessor ifølge Klaus Wivels artikel kæmper for på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, er nemlig et ideal, der ikke længere understøttes af Videnskabsministeriet.
Her har det faglige fra og med den seneste universitetslov fra 2003 været erstattet af et eksklusivt arbejdsmarkedsorienteret regime, hvor de studerende ikke længere opmuntres til at forfølge faglig viden og indsigt som et mål i sig selv.
Som jeg viser i min ph.d.-afhandling (forthcoming 2011) er problemet med den dalende faglighed med andre ord et langt mere omfattende strukturelt problem, som har sin begrundelse i den siddende regerings uddannelsespolitik.
En pointe, som efter min opfattelse ikke fremgår tydeligt nok i Klaus Wivels artikel, hvor »diverse postmoderne kulturteorier føres frem på bekostning af kulturhistorie« langt hen ad vejen får skylden for, at den klassiske faglighed og historiebevidsthed ikke længere dyrkes.
Fra politisk side har vi siden 2003 været vidne til et ideologisk baseret opgør med den eksisterende universitetstradition, der fortsat markedsføres aggressivt af Videnskabsministeriet.
Et opgør, hvis mest markante udtryk er, at 'demokratisk kompetence' i den såkaldte kvalifikationsnøgle fra 2003 eksplicit blev ekskommunikeret som et relevant mål for en dansk universitetsuddannelse.
Og hermed blev en væsentlig del af den traditionelle selvforståelse på mange humanistiske uddannelser gjort illegitim.
I de opfølgende krav til uddannelsernes studieordninger er det tidlige fokus på 'viden' som uddannelsens væsentligste omdrejningspunkt samtidig erstattet af en række såkaldte 'kompetencemål', det vil sige mål som skønnes at være direkte anvendelige for de studerendes kommende karriere på arbejdsmarkedet.

Konsekvensen er, ikke underligt, at den faglige viden og historisk-demokratiske bevidsthed, der ikke umiddelbart lader sig omsætte 1: 1 til konkrete anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet, på de fleste uddannelser er blevet kraftigt nedtonet.
Ser man på arbejdsmarkedet, klarer de humanistiske kandidater sig imidlertid bedre end nogensinde. De senere års statistikker viser blandt andet, hvordan humanisterne på trods af finanskrisen har vist sig at være langt mere vedholdende end andre faggrupper, når først de er kommet i job.
Alligevel har Videnskabsministeriet de senere år ført et særligt korstog mod de humanistiske uddannelser. I en række stærkt humaniorakritiske rapporter, anklages de blandt andet for ikke at være tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet, hvilket har været medvirkende til at skabe et yderlige pres på uddannelserne for at indarbejde nye og andre kompetencer i uddannelserne.
Endvidere har ministeriet fra og med Akkrediteringsloven fra 2007 haft mulighed for at lukke uddannelser, det ikke er tilstrækkeligt orienterede mod arbejdsmarkedet.
Og på en konference om humanioras fremtid på Aarhus Universitet i marts dette år kunne man høre den nuværende videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen true med »at udtage uddannelser, der over en årrække ikke har ført til tilfredsstillende beskæftigelse, til en særakkreditering«.

Det politiske landskab taget i betragtning er der derfor intet underligt i, at den tyske eliteprofessor er alarmeret over det faglige niveau. Uddannelserne bliver ganske enkelt truet til at slække på de traditionelle krav om faglig fordybelse til fordel for et øget fokus på en række nye kompetencer med en dokumenterbar arbejdsmarkedsrelevans, hvis de vil undgå lukning.
På samme måde som den tyske eliteprofessor undrer sig over, at det ikke længere er et krav, at de studerende på Musikvidenskab i Aarhus skal kunne læse noder, har de fleste uddannelser for eksempel slækket eller helt afskaffet kravet om tekstlæsning på originalsprog.
For hvordan skal man ellers få presset de nye arbejdsmarkedsrelevante kompetencemål ind i de i forvejen ofte kompakte studieordninger?
Frem for at anklage Musikvidenskab på Aarhus Universitet for faglig helligbrøde lægger Weekendavisens forsideartikel i sidste uge derfor op til en bredere strukturel diskussion af omkostningerne ved den politiske detailstyring af uddannelserne mod (for) konkrete anvendelsesmål på arbejdsmarkedet.

[gengivet med forfatterens tilladelse (red.)]

[intern ref.]

Et incitament i den bibliometriske forskningsindikator

2011-06-08T10:10:00.003+02:00

[uddrag (red.)]

Information d. 8. juni, 2011 (1. sektion side 12)
http://www.information.dk/270398 Kommentar:
Styring i den forkerte retning
Den detaljerede målstyring på universiteterne og andre offentlige arbejdspladser betyder, at nye regler kan lede til handlinger, der er direkte kontraproduktive i forhold det egentlige formål. Her er et par eksempler fra universitetsverdenen
Af Nanna Mik-Meyer

Der er i dag mange utilsigtede konsekvenser af den detaljerede målstyring, som bliver et stadigt vigtigere ledelsesværktøj i disse år på offentlige arbejdspladser som for eksempel universiteterne.
[...]

Gode tidsskrifter
En tilsvarende, mulig uhensigtsmæssig konsekvens af en udmærket intention knyttet til publiceringskravet udgår fra det såkaldte bibliometri-arbejde, der pågår i disse år. Her skal en lang række faggrupper udvælge og vurdere relevante tidsskrifter inden for hver deres felt. Inden for de enkelte faggruppers lister, der løbende justeres, udvælges 20 procent af tidsskrifterne som særligt gode for området, hvorfor publicering i disse tidsskrifter giver ekstra point, der udløser øgede bevillinger til universitetet fra Videnskabsministeriet.
Nogle fagområder har valgt at støvsuge markedet for tidsskrifter for derved at få flest mulige tidsskrifter med i 20-procent-gruppen, der giver prestige til forskeren og økonomisk belønning til det universitet, forskeren er ansat på. Andre - knap så snedige og strategisk tænkende - faggrupper har valgt kun at tage gode og relevante tidsskrifter med i bruttolisten og dermed gjort deres 20-procent-gruppe af 'fine' tidsskrifter mindre og dermed vanskeligere at publicere i med den konsekvens, at deres fagområde genererer færre midler til universiteterne end konkurrerende fagområder, der har sat barren lavere.
Dette er blot et par eksempler på nogle af de utilsigtede konsekvenser af universiteternes incitamentsstruktur og den detaljerede målstyring, som vi ser på universiteterne i dag.

FAKULTET [at] INFORMATION.DK

[intern ref.]

Forskning fordrer respekt, tillid og mod

2011-06-08T09:48:00.000+02:00

Berlingske d. 7. juni, 2011 (1. sektion side 25) Kronik:
Forskning fordrer respekt, tillid og mod
Banebrydende. Dansk forskning skal bidrage til at sikre, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft. Men hvordan skaber vi så forskningsresultater, der kan matche de bedste? Vi tror, vejen ser sådan ud: Find de allerbedste forskere. Vis dem respekt, giv dem optimale rammer og frie hænder. Og hav tillid til dem.
Af KLAUS BOCK OG THOMAS SINKJÆR,
HHV. BESTYRELSESFORMAND OG DIREKTØR I DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFOND

Overalt i det danske samfund stiller virksomheder og organisationer i denne tid sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at Danmark kan bevare konkurrenceevnen i de kommende år? I en tid, hvor den stigende globale konkurrence hver eneste dag stiller krav om omstilling, nytænkning og innovation.
Her i Danmark skal vi først og fremmest leve af vores viden. Derfor er Danmarks konkurrenceevne en udfordring, som alle i forskningens verden er dybt optaget af. Også her mærker vi jo, at konkurrencen tager til. Verden over øger mange lande deres investeringer i forskning. Og lande som Kina, Indien m. fl., der før primært satsede på lavteknologisk produktion, uddanner i dag selv tusindvis af ambitiøse og dygtige forskere.
Vi er på vej ind i en tid, hvor vi bliver nødt til at udnytte de offentlige midler bedre - og nødt til at prioritere. Derfor kan man ikke fortænke nogen i at spørge: Har Danmark overhovedet råd til de massive investeringer i forskning, der skal til? Mens andre omvendt vil sige: Har vi råd til at lade være? Det skorter ellers ikke på ambitiøse skåltaler og hensigtserklæringer, når det gælder visionerne for dansk forsknings fremtid. Gang på gang hører vi, at Danmark skal være blandt verdens førende videnog innovationssamfund. Det kniber mere, når man spørger: Hvordan når vi så det mål? Hvordan skal vi helt konkret bære os ad? Og er det overhovedet realistisk for et lille land at ville 'spise kirsebær' med de store?
I Danmarks Grundforskningsfond (DG) er vi overbeviste om, at det kan lade sig gøre! Men det forudsætter, at vi er parat til at gøre op med gamle vaner og holdninger. Det kræver, at vi er ambitiøse og tør gå nye veje. Men det fordrer også, at vi har respekt for og tillid til forskernes vurderinger. Og ikke er bange for at satse.
For os at se kan man gå to veje i bestræbelserne på at styrke dansk forsknings konkurrenceevne.
Man kan satse på mere detailregulering, målstyring og kontrol. Det skaber tryghed og (en vis) sikkerhed for, at man når de fastlagte mål. Men i kølvandet på den strategi følger også færre frihedsgrader og mere bureaukrati. Og dermed også en risiko for, at engagement, kreativitet og nytænkning drukner i papirbunkerne, og de dygtigste forskere mistrives og søger grønnere græsgange.
I Danmarks Grundforskningsfond tror vi ikke på, at mere detailregulering og kontrol er det, der skal til for at sikre dansk forskning en plads på forskningens firmament. Vi har valgt at gå en helt anden vej.
Vi tror først og fremmest på, at man skal vælge de bedste forskere. Og så give dem frie hænder. Under ansvar naturligvis. Med risiko for, at resultatet bliver et andet end forventet. Eller måske helt udebliver.
Vi tror med andre ord, at det er vigtigt at vise tillid og turde satse. Det er trods alt de færreste store gennembrud, der kom i hus, fordi forskerne indfriede alle delmål i deres resultatkontrakt! Man kunne også spørge, om fremragende forskning alene kan måles på, at forskerne når de aftalte mål? Det kunne jo være, at 'guldet' lå et helt andet sted! Mange har hørt om Graham Bell, der oprindelig satte sig for at lave et høreapparat til sin døve kone, men i stedet blev den, der opfandt telefonen.
Dygtige forskere stræber efter at blive blandt de allerbedste på deres felt. Det er mennesker, der er drevet af nysgerrighed, passion og ambition. De ønsker hverken at spilde deres tid eller talent. De går efter resultater og vil nærmest pr. automatik prøve at kortlægge de hvide pletter på erkendelsens landkort.
Risikoen for, at de ikke skulle prøve at få den bedst mulige forskning for pengene, er efter vores erfaring nærmest minimal.
Hvad så med Penkowa-sagen og sagen om den århusianske autismeforsker Poul Thorsen, vil mange tænke. Kan man fortsat have tillid til forskerne? Det mener vi. Som forskningsledelse skal man naturligvis ikke blot lukke øjnene, krydse fingre og håbe det bedste. Tværtimod! DGs bestyrelse følger løbende udviklingen tæt og besøger hvert år alle vore centre.
Og griber om nødvendigt ind. Heller ikke inden for forskningen kan man sikre sig 100 procent mod svindel eller snyd. Men grundlæggende har vi stor tillid til, at dygtige forskere træffer de rigtige valg.
Den forskning, fonden ønsker at støtte, er den forskning, der gør en forskel. Det vil sige forskning, der forandrer videnskaben og måske endda hverdagen, som vi kender den i dag.
Med DGs Center of Excellence Program har vi nu i 20 år sat os for at skabe optimale rammer for netop den type forskning. Det er kun de allerbedste forskere med de allerbedste ideer, der får en bevilling.
Og konkurrencen er benhård - succesraten er cirka seks procent. Til gengæld er bevillingen værd at stræbe efter.
Vi har nemlig lyttet til det, som alle topforskere i ind-og udland lægger vægt på: Bevillingerne er store og løber længe - mellem 50 og 150 millioner kroner i op til ti år. Fordi den originale idé og korte tidshorisonter går dårligt i spænd.
Men bevillingerne er frem for alt meget fleksible.
Centerlederne har en udstrakt grad af frihed og råderum til at gøre det, som de finder rigtigt og vigtigt. Frihed til at ansætte en fremragende udenlandsk gæsteforsker - eller et ungt lysende talent, før konkurrenterne løber med dem. Og frihed til at justere kursen her og nu, når en gunstig mulighed viser sig. Fordi vi har tillid til, at de ved bedst.
Den tilllid og den frihed skaber et klima præget af synergi, begejstring og drive. Hvor alle tror på, at det nok skal lykkes at nå et gennembrud.
Det er vores filosofi, at man når store resultater, når de allerbedste forskere arbejder sammen om det, de brænder for. Vi kan også se, at når man skaber gode rammer for eliten, får man skabt forskningsenheder, der virker som magneter - både på topforskere og unge talenter. Hver gang et center ansætter én fremragende professor, får man adgang til et nyt stort forskningsmiljø og -netværk i ind-og udland. Og til nye virksomheder og talentfulde studerende.
Det er guld værd for et lille land som Danmark at kunne rekruttere de bedste - uanset hvor de kommer fra. Vi kan ikke være ' selvforsynende' på videnområdet.
Vi har brug for at samarbejde med stærke internationale forskningsmiljøer for at få adgang til den nyeste viden dér, hvor vi ikke selv har en førerposition. Eller for at blive endnu bedre til det, som vi allerede er rigtig gode til.
Dermed være ikke sagt, at vi har hele svaret på, hvordan vi styrker dansk forsknings konkurrenceevne. Eller at vi mener, at der er ét og kun ét rigtigt svar. For det er ikke tilfældet. Skal Danmark fortsat være en stærk viden-og innovationsnation, er der brug for en bred og målrettet vifte af forskellige initiativer og aktører.
Men vi kan se, at vi med en strategi, der bygger på excellence, tillid og gennemsigtighed har fundet en formel, der skaber resultater, som giver genlyd ude i verden. Det er et afgørende skridt i den rigtige retning.

[intern ref.]

God sommer - uden bedre Uni-Lov

2011-06-06T09:35:00.003+02:00

FORSKERforum d. 31 maj, 2011 (Juni-august, nr. 245-246, side 1)
http://www.forskeren.dk/?p=1686
God sommer - uden bedre Uni-Lov

Formuleringerne om den ansattes forskningsfrihed er blevet lidt mindre snærende (§ 17 stk. 2). Men ellers er ændringerne små - fx at ledelserne lokalt skal finde former med mere medbestemmelse til de ansatte - i den revision af universitetsloven, som Folketinget vedtog 19. maj.
Lovrevisionen blev vedtaget med forligsparterne VKs samt Socialdemokraternes stemmer. Og som noget nyt stemte også DF'eren Jesper Langballe for lovrevisionen med henvisning til de nye formuleringer om den individuelle forskningsfrihed imødekom hans tidligere indvendinger.
Men på venstrefløjen og hos de radikale kaldes lovrevisionen tynd, især med henvisning til, at såvel Penkowa-affæren og CBS's rektorfyring peger på, at der er for stor afstand mellem ledelsen og de menige.
Det havde således været hensigtsmæssigt at indføje en lovsikring af medbestemmelsen, så de ansatte (fx i Akademisk Råd) fik en alarmklokke direkte op til topledelsen (bestyrelsen): "Det er for tyndt, at lovrevisionen forsømmer at tage fat på de reelle problemer, som de aktuelle sager peger på. Revisionen ændrer ikke på, at universiteterne har en enstrenget ledelse, der kan selvstændiggøre sig fra de menige og står fuldstændig ukontrolleret hen. De ansatte anspores ikke til at ytre sig", forklarer SF'eren Jonas Dahl.

Hvorfor skulle en rektor frivilligt afgive magt?
Lovrevisionen fastslår, at ledelserne forpligtes til at finde lokale former, så de ansatte i højere grad inddrages. Men i praksis er det rektor, som får ret til at bestemme, hvor langt medbestemmelsen skal række. Og hvad skulle motivere rektor til frivilligt at afgive magt, spørger SF'eren:
"Der er ikke lyttet til 2009-evalueringens anbefalinger om større lovmæssig og reel medindflydelse til de ansatte, for det har såvel Helge Sander som den nuværende minister Sahl-Madsen ikke været interesseret i. I stedet har man faktisk fået en situation, hvor rektorer får endnu mere magt til at ' styre' de ansattes medindflydelse".
Mens SF og de Radikale er modstander af Uni-Loven enstrengede struktur og manglende indflydelse til de ansatte, så er S tilhænger. Partierne er altså på kollissionskurs i tilfælde af en "rød S-SF-regering". SF'eren ser dog et positivt signal i, at Socialdemokraternes ordfører Rasmus Prehn åbner for en ny revision i tilfælde af en ny regering efter valget. Det bliver dog kun lettelser, som ikke anfægter den enstrengede ledelsesstruktur, for den står S-ledelsen fast på.

Kritiske uni-forskere: Kommandotænkning
Blandt kritiske universitetslærere er der stor skuffelse over, at den stort anlagte 2009-UniEvaluering lander som en forkølet fuser, forklarer KU-lektor Claus Emmeche: "Virkeligheden med Penkowa og CBS har jo helt overhalet lovrevisionen. Det er meget skuffende, at loven ikke lovfæster de meniges ret til ' alarmklokker' og til indsigelse overfor topledelsen. Loven lægger samtidig op til, at rektor kan diktere, HVOR MEGET medbestemmelse og HVORDAN de ansattes medbestemmelse skal være. Loven er stadig baseret på kommandotænkning, som ikke burde være i en vidensorganisation", siger han, der var initiativtager til den underskriftsindsamling i 2008 med 6488 [se her (red.)] underskrifter, der krævede drastisk lovrevision.
Emmeche: "Uden lovsikring af friere rammer, fx en alarmklokke, lægges der låg på en mere fri og direkte udveksling af vurderinger, for i kontroversielle sager vil lederne da fortsat 'styre', hvad der skal debatteres samt hvilke informationer, ledelsen vil give såvel opad som nedad i systemet".

jø

[intern ref.]

Ex-humanioradekan kritiserer regeringens vækstfilosofi

2011-06-03T10:22:00.000+02:00

[uddrag (red.)]

***

Universitetsavisen d. 3. juni, 2011 (1. sektion side 6)
FRATRÆDELSESINTERVIEW
Dekanen, der fik nok
HUMANIORA
»Medarbejderne er både himmel og helvede,« siger Kirsten Refsing, der efter fem år på posten overraskende har valgt at smide håndklædet i ringen, selv om hun ellers havde sagt ja til at tage en runde mere på tre år. Nu glæder hun sig til at vende tilbage til forskningen og undervisningen i japansk.
Af Richard Bisgaard rjb [at] adm.ku.dk

Fredag den 13. maj lod den 62-årige dekan for Det Humanistiske Fakultet overraskende meddele, at hun efter eget ønske har valgt at fratræde sin stilling 1. august, og det selv om hun for et år siden fik forlænget sin stilling i tre år ligesom de syv øvrige dekaner. I stedet ønsker hun at gå tilbage til forskningen og undervisningen i japansk.
»Det er helt klart i overensstemmelse med personalets forhåbninger,« udtalte tillidsrepræsentant og medlem af fakultetets samarbejdsudvalg, lektor Henrik Prebensen, straks i Politiken og tilføjede: »Men det er godt nok en reaktion, der har været længe undervejs.« Hermed hentyder han ikke mindst til, at Kirsten Refsing har opsagt den fakultetsaftale, der bestemmer hvordan de videnskabelige medarbejdere skal udregne de 50 procent af den arbejdstid, de bruger på undervisning. Det er angiveligt sket som reaktion på kritikken af, at der er stadig mindre undervisning på en række af de humanistiske fag. Løsningen skulle så være at hive flere undervisningstimer ud af de enkelte ansatte, igen ifølge Politiken.
Skal man tro Universitetsavisens omtale samme dag, havde de ansatte og studerende planlagt et tre timer langt møde tre dage senere med kritik af dekanatets ledelse som eneste punkt på dagsordenen. Dog uden at invitere dekanen.

[...]
Humanister klemt af vækstfilosofi
Hvor stor en del af problemerne på Humaniora skyldes interne forhold, og hvor stor en del skyldes universitetsloven og politikerne?
»Fejlen ligger næppe i universitetsloven , men stikker meget dybere og har sin rod i den ensidige fokusering på vækst. Når vækst bliver målet for alt, så er der nogle universitetsfag, der trives rigtig godt. Og så er der nogle andre, som er mere refleksive, mere kritiske, som har med fordybelse i nogle problemstillinger at gøre, som ikke giver materiel vækst, og som derfor bliver ringeagtede. Og det gør, at de folk, der udøver de fag, føler sig enormt pressede,« lyder diagnosen fra Kirsten Refsing.
Hvis man kun giver universitetsloven skylden, så har man kun fat i et lille hjørne af problemet, mener hun.
»Inde i vores hoveder er der et paradoks, som vi ikke kan eller vil se i øjnene: vækst kræver energi og mere vækst kræver mere energi. Men vi har ikke alt det brændstof, der skal til at verdens befolkning på otte milliarder mennesker kan leve med vækst som målet for deres tilværelse. Det ved vi godt, men vi lader som om vi ikke ved det.«
»Vi er nødt til at gå ind og sige hvilke mål, vi sætter i vores samfund, hvilke værdier vi har ud over den uendelige vækst. Hvis ikke vi kan gøre os klart, at vi har nogle værdier, vi skal forsvare for at forblive menneskelige i håndteringen af de enorme problemer verden står over for, så ender vi med at blive irriterede over, hvem der trykker tandpastatuben på midten og sådan nogle småting. Jeg synes det er en bortledning af vores opmærksomhed fra det væsentlige, at sige, at universitetsloven er skyld i al miseren.«
Hvorfor har du ikke som humanistisk dekan været meget mere fremme med det budskab i offentligheden?
»Det kræver jo, at man fornemmer, at man har opbakning. I disse tider er vækst the only game in town.«
Hvad er dit vigtigste råd til den nye dekan?
»Jeg tror ikke han har brug for råd, men hvis jeg skulle give nogle, ville det være at holde fast i de fremskridt, vi har gjort og arbejde videre derfra og ikke bøje sig for bekvemmelighed.«.

Billedtekst: BEDRE BRAND På et tidspunkt spurgte rektor Kirsten Refsing, hvad humaniora er til for. Det mangler han ikke svar på i dag, siger den afgående dekan. FOTO: LARS JUUL HAUSCHILDT

[intern ref.]

Hjem til Aarhus

2011-06-01T14:04:00.003+02:00

[kort uddrag (red.)]

Weekendavisen d. 1.juni, 2011 (1. sektion side 1)
Hjem til Aarhus
Rekviem. I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker.
Af KLAUS WIVEL

Er Janteloven en jysk last, har man for længst gjort op med den på Aarhus Universitet.
Her putter man ikke med sine kvaliteter.
Som rektor, prorektor og universitetsloven i fællesskab bekendtgjorde den 8. marts 2010, er Aarhus Universitet »blandt Europas førende universiteter«. Budskabet lyder, at man vil »tiltrække de bedste forskere og undervisere, de dygtigste studerende og en voksende andel af de konkurrenceudsatte midler såvel nationalt som internationalt.«
Dyre ord. En tysk professor i musikvidenskab siger, at hun var en af dem, der lod sig lokke.
I 2009 blev Linda Maria Koldau hentet til Aarhus Universitet gennem en såkaldt kaldelsesproces. Det vil sige, hun blev headhuntet, hvad der er højst usædvanligt.
Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet.
Det århusianske bedømmelsesudvalg bestod af tre professorer.
De skrev om ansættelsen af Linda Maria Koldau, at hun »er uden for konkurrence i dansk og nordisk sammenhæng,« og at det var »usandsynligt, at et internationalt opslag ville fremkalde bedre ansøgere.« Koldau var smigret over interessen og beæret over muligheden for at udfylde samme professorat som et af musikvidenskabens koryfæer, komponisten og renæssancekenderen Knud Jeppesen ( 1892-1974). Hans bog, »Kontrapunkt - Vokalpolyfoni«, fra 1930 er stadig et standardværk i musikvidenskaben.
Samtidig længtes hun efter at arbejde i et land med en afslappet, uformel atmosfære.
Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik-og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet.
Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger.

En mappe på 200 sider
Hvad gik galt? Der findes forskellige udlægninger, alt afhængig af hvem man spørger. Koldaus overordnede er ikke villige til at diskutere en personsag i pressen, men andre mener, at professoren har vist en mangel på imødekommenhed til at indgå i nye sammenhænge.

(...)

»Det ville formentlig være mere korrekt at kalde det: Sociologi samt skabelsen og markedsføringen af moderne populærmusik.« Musikhistoriken Jeffrey Kurtzman om den musikvidenskabelige uddannelse på Aarhus Universitet.

[intern ref.]

Universiteternes samfundsopgave - levere højtuddannede eller at lave forskning for erhvervslivet?

2011-06-01T10:37:00.003+02:00

Information d. 1. juni, 2011 (1. sektion side 13) http://www.information.dk/269835
Kommentar:
Væmmelse ved viden
Alle politikere kræver, at viden bliver en vækstmotor. Det kræver mod. Mod til et opgør med forskningsfrihed. Mod til et opgør med erhvervslivets frihed. Har danske politikere begge dele?
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
Af Claus Holm

Sidste trin på landets højeste uddannelsesstige tager man ved at tage en ph.d.-uddannelse. Herved gør man sig fortjent til at bære betegnelsen ph.d.. Det er en forkortelse af det engelske doctor ofphilosophy. Forskere med en ph.d. ved, at det kræver slid og slæb at skrive en ph.d.-afhandling. Men er det anstrengelserne værd? Det er, hvad Rigsrevisionen i Beretning til Statsrevisorerne om satsningen på ph.d.-uddannelsen fra maj måned [her; arkivets kopi her (red.)]] opfordrer Folketinget til at overveje.
12012 skal Folketinget nemlig træffe beslutning om at videreføre denne satsning, der i perioden 2005- 2012 har fordoblet optaget af ph.d.er fra 1.200 til 2.400 om året. Det har kostet 4,8 mia. kroner ekstra. Men hvorfor betvivler Rigsrevisionens beretning satsningens værdi? Grundlæggende fordi den ikke er sikker på, at indsatsen skaber national vækst. Satsningen har tiltrukket mange udenlandske studerende til de naturvidenskabelige og tekniske videnskabelige uddannelser. Men det gør blot Danmark til nettoeksportør af ph.d.'er, som ikke skaber vækst i Danmark. Desuden savner Rigsrevisionen dokumentation for erhvervslivets efterspørgsel efter ph.d.'er.

Vækstmotor
Men hvordan vil Folketinget møde ideen om, at det først og fremmest er den viden, som skaber vækst, der har værdi? Positivt.
I øjeblikket kræver alle Folketingets partier i kor, at universiteternes viden bliver vækstmotor for det danske samfund. Sagt på anden vis, så er vi vidne til politikeres voksende væmmelse ved at investere i uddannelser, der ikke skaber vækst - uanset hvor store anstrengelser, studerende lægger i at uddanne sig. Er der grund til det? Filosoffen Immanuel Kant mente i sin tid ikke, at det var nødvendigt at advare unge mennesker mod overdreven flittighed med studier. For det regulerer helt naturligt sig selv. Studerer man længe, men forgæves, så giver det væmmelse ved viden - og så holder man op.
Omvendt med købmænd; blandt dem er det helt normalt at overdrive handler og lade vidtløftige vækstplaner tappe kræfterne. Set i det lys, er spørgsmålet snarere, om danske politikere i valgkamp er tidens vidtløftige købmænd, der tror, at viden nemt kan omsættes til vækst? Det kan jeg bekræfte af to grunde:

Tysk tradition
Den første handler om den konflikt, ideen om 'fra viden til vækst' skaber mellem politikere og forskere. En del danske forskere ser sig ikke som arbejdskraft, der udretter noget, som kan øge erhvervslivets indtjening. Årsagen er, at de ser sig som en del af en tysk universitetstradition. Her er vidensopbygning et mål i sig selv. Beskyttet af forskningsfrihed. Ikke underlagt krav. Slet ikke nationaløkonomiske.
Modsat tilsiger en fransk universitetstradition, at forskning og undervisning står i nationens tjeneste. Så når politikere væmmes, er det udtryk for en omfattende kollektiv kvalme - og kritik - over en stærk tysk universitetstradition blandt danske forskere. Denne kritik støder på modstand, da forskere anser krav om erhvervsrettet forskning som en krænkelse af forskningsfriheden; altså den tyske udgave af den.

Erhvervslivets behov
Den anden grund til, at viden ikke uden videre omsættes til vækst, ligger i erhvervslivet. Selv om universiteternes vidensproduktion med et slag blev mere erhvervsvenlig, så er alle problemer langt fra løst. Det bringer os tilbage til spørgsmålet, om vidtløftigheden af politikernes tiltro til erhvervslivets efterspørgsel efter viden. Er det rent faktisk sådan, at det danske erhvervsliv efterspørger viden på højeste niveau i tilstrækkeligt omfang?
Næppe. Det er essensen af Informations artikel om Radikale Venstres vækstpolitik den 26. maj - en politik, som taber troværdighed, hvis den forveksler den danske erhvervsstruktur med Sveriges og Finlands erhvervsstruktur. Med mindre man fra politisk hold også er parat til at føre en politik, som ændrer den danske struktur til at være stærkere præget af behov for et højt uddannelsesniveau. Ét er altså, at det ikke er nemt at gøre universitær viden til vækstmotor, noget andet er at gøre sig klart, om det overhovedet giver mening. For politikeren og SF'eren Mattias Tesfaye gør det ikke.
I bogen Vi er ikke dyr, men vi er tyskere kritiserer han ideen om et Danmarkbefolket af evighedsstudenter, der tror, at uendelig meget mere og højere uddannelse er vejen til vækst. I stedet har han talt for et håndværkersamfund, der fjerner halvdelen af bevillingerne til universiteterne. Det kan man godt gøre. Men politikere kan også tage livtag ikke alene med forskningsfriheden, men også med det danske erhvervsliv. Hvis de tør.

[intern ref.]

Risø - endnu en sektorforskningsinstitution slagtes efter fusionerne

2011-05-30T21:29:00.002+02:00

[flere tekster (red.)]

***

Forskerforum nyheder, d. 30. maj,. 2011, http://www.forskeren.dk/?p=1671
RISØ-ansatte: Pallesen bruger salamimetode?
af FORSKERforum

Risø-direktør Henrik Bindslev forlod til stor overraskelse for medarbejderne på Risø sin post for to måneder siden. Officielt var det en sideordnet forfremmelse til en post, hvor han skulle styrke DTUs europæiske forskningssamarbejde. Men sandheden var nok nærmere, at han strittede imod DTU-rektor Pallesens planer for Risø og derfor var han i vejen. Det scenario bekræftes af, at Bindslev nu er flygtet til en stilling som prodekan i Aarhus.

I stedet blev Pallesens højre hånd, DTU-prorektor Anders Bjarklev, konstituteret Risø-direktør. Og uden en direktør med rødder i institutionen til at beskytte Risø, er der blevet fri bane for DTU-ledelsen til at gennemføre nedskæringer og omlægninger. DTU-kilder omtaler disse som ”nødvendige omstruktruktureringer og fusioneringer”, men afviser, at der er tale første trin i en gradvis nedlæggelse af Risøs forskningsenheder: “Den enkelte medarbejder kommer sandsynligvis ikke til at opleve ændringer som følge af direktørskiftet – afdelingscheferne vil være de samme, med samme gennemslagskraft”, forsikrede Bjarklev ved sin tiltrædelse.

Første nedskæring har ramt Risø-administrationen, hvor flere enheder som it, kommunikation, bibliotek og innovation er overført til DTU’s afdelinger i Lyngby. Herved er der sparet 10,9 fuldtidsstillinger. Nedskæringerne begrunder ledelsen med, at der er dobbelt så mange administrative medarbejdere på Risø DTU pr. forskningsmedarbejder i forhold til på andre DTU-institutter, og at der hermed var fedt at skære bort. Tillidsfolk betvivler imidlertid udregningen og har ikke fået forelagt tilfredsstillende udregninger fra ledelsen, skriver INGENIØREN d.d. (se artikel [nedenfor (red.)]).

Anonyme kilder på Risø fortæller, at medarbejderne ikke er blevet hørt om ledelsens plan og er meget utrygge. De oplever, at Risø er sat udenfor processen som dikteres fra Pallesens rektorat; DTU-ledelsen er i færd med at bruge “salamimetoden”, så overflytningen af administration vil blive fulgt en langsom afmontering af forskningen, så denne ind-fusioneres under DTU-forskning. Nogle kalder ligefrem DTU-ledelsens fremfærd ”en fjentlig overtagelse”.

Ingen på Risø ønsker at stå frem med kritiske citater, da de frygter repressalier fra rektor Pallesen, der er kendt for at trække kritiske røster til kammeratlig samtale eller ligefrem at true med fyring. Og DTU-ledelsen vil ikke interviewes. Prorektor oplyser, at han har en tætpakket kalender og tidligst kan tale med INGENIØREN i næste uge – og efter at have modtaget skriftlige spørgsmål på forhånd…

***

Ingeniøren, d. 30. maj 2011 kl. 12:38
http://ing.dk/artikel/119603-risoe-medarbejder-vi-er-kommet-paa-slagtebaenken
Risø-medarbejder: »Vi er kommet på slagtebænken«
De administrative funktioner på Risø DTU er overflyttet til DTU’s centrale afdelinger. Medarbejderne frygter nu, det samme vil ske for forskningen. De har mistet tilliden til den nye ledelse, som heller ikke har tid til at tale med Ingeniøren.
af Jens Ramskov

[kort uddrag]:
Voldsomme forandringer blæser ind over Risø DTU, hvor DTU’s prorektor Anders Bjarklev har sat sig i spidsen for nedskæringer og omlægninger, som har efterladt medarbejderne i dyb frustration.

[intern ref.]

***

Forskning for sig og vækst for sig

2011-05-30T10:20:00.002+02:00

Information d. 30. maj, 2011 (1. sektion side 12)
Forskning for sig og vækst for sig
Forskningssatsning Israel er med fem nobelpriser på syv år og det højeste antal forskningsartikler pr. indbygger et eksempel på, hvad målrettede investeringer i forskning betyder. Men at presse forskerne til at samarbejde med erhvervslivet, som rød blok nu foreslår, er ifølge en israelsk nobelpristager en dårlig idé
Af Lise Richter

Det er ikke pengene, der har gjort Israel til en af landets førende forskernationer med fem nobelpriser på syv år og den højeste produktion af forskningsartikler pr. indbygger.
Det er derimod frihed og tillid til forskningen og kloge investeringer der er historien bag israelsk forsknings succes, mener nobelpristager Avram Hershko, der sammen to andre af de israelske nobelpristagere i sidste uge deltog i et symposium i København.
»Israel er et lille land uden olie eller andre rigdomme, så der aldrig blevet brugt kæmpesummer på forskningen. Vi har investeret, det vi kunne, men det er måske kun en tiendedel af, hvad eksempelvis amerikanske universiteter modtager af midler,« forklarer Avram Hershko, der er tilknyttet Israels Teknologiske Institut Technion.
Til gengæld har forskningsinvesteringerne været godt gennemtænkt, mener den 74-årige nobelpristager i kemi. Israel lider under, at de fleste unge veluddannede ønske at rejse til udlandet.
Derfor er der blevet lavet et post doc-stipendium, der sikrer de bedste hoveder tre års ansættelse ved et af Israels fem universiteter. Universiteterne skal til gengæld sikre de kommende syv års ansættelse og gør det gerne, da der ifølge Avram Hershko er stor prestige forbundet med de såkaldte Allon Fellowships. Et tiltag, der har været afgørende betydet meget for Avram Hershkos egen forskningskarriere, er de israelske universiteters gode sabbatordninger. De har gjort det muligt for ham at tage på studieophold ved udenlandske universiteter blandt andet i Philadelphia i USA, hvor han sammen med kollegaen Aaron Ciechanover fandt ud, hvordan overflødige proteiner bliver fjernet fra kroppens celler. Indsigten i proteinnedbrydningens betydning for vigtige biologiske processer som f. eks. celledeling og fosterudvikling førte i 2004 til, at Hershko og Ciechanover fik nobel-prisen i kemi. Opdagelsen har i dag ført til udviklingen af medicin mod knoglemarvskræft. Uheldig at presse forsker
Men trods kommercialiseringen af Hershkos egen forskningsresultater, ser han ingen grund til, at universiteterne skal beskæftige sig med erhvervsforskning til gavn for den økonomiske vækst. Eller forskerne skal presses til at samarbejde med erhvervslivet, som danske politikere både til venstre og højre ønsker sig. Efter Hershkos mening skal universitetsforskningen være drevet af søgen og nysgerrighed og ikke økonomiske vækst kalkuler.
»Erhvervslivet har deres egen forskning og udvikling, mens universitetsforskere har en helt anden måde tænke på. Universiteternes opgave er at give folk den bedste uddannelse, og de dygtige kandidater skaber vækst, ligesom grundforskningen også på sigt vil gøre det, men jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af at presse universiteterne til at forske for erhvervslivet,« siger Avram Hershko.
Det, der i Hershkos øjne har været med til skabe stærk international forskning inden for især fysik, kemi og medicin i Israel, er derimod, at ingen har prøvet at diktere, hvad de israelske universiteter skal undervise og forske i, og hvordan de skal gøre det.
Hvis politikerne ønsker at skabe ny viden og vækst, så handler ikke om kun om stimulere udviklingen i erhvervslivet og forskningen på universiteterne, men at tage fat helt fra bunden i daginstitutioner og grundskole.
»Og så er det vigtigt, at politikernes holding til forskerne er positiv, selv om vi er besværlige,« siger Avram Hershko med et mildt smil.

LILA [at] INFORMATION. DK.

Billedtekst: ' Jeg tror ikke på, at der kommer noget godt ud af at presse universiteterne til at forske for erhvervslivet,' siger nobelpris -modtageren Avram Hershko. FOTO: UFFE WENG

***

Information d. 30. maj, 2011 (1. sektion side 12)
S-SF-R opgiver flere ' frie' forskningsmidler
Forskningsmidler: S-SF-R lover større bevillinger til forskningen, men løfterne om flere penge til fri forskning , som oppositionen har kritiseret VK-regeringen for at forsømme, er droppet
Af LILA

Dansk økonomi er i krise, derfor skal universiteterne være vækstlokomotiver og bidrage med erhvervsrelateret forskning , mener videnskabsordfører for S, Rasmus Prehn.
»Universiteterne skal bidrage til at kickstarte økonomien og i den sammenhæng er den fornuftigste strategi at satse på 'erhvervsforskning' for at skabe vækst her og nu. Når samfundsøkonomien er blevet bedre, er der råd til at tænke mere langsigtet og satse på basismidler og forskning ,« siger S-ordføreren.

En skandale
Den prioritering betyder, at rød blok frafalder sit gamle krav til regeringen om, at 60 procent af forskningsmidlerne skal gives som såkaldte frie midler direkte til universiteterne .
Fordelingen mellem frie midler og programmidler kommer dermed til at ligne VK's til forveksling.
R bakker også op om væksttankerne. Universiteterne skal, som vi skrev i sidste uge, presses til at samarbejde mere med erhvervslivet. Det skal bl. a. ske ved, at fordelingen af basismidler til universiteterne skal afhænge af omfanget af konkret samarbejde med erhvervslivet.
»Det er en skandale, at produktiviteten i Danmark er sakket bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Den er helt afgørende for væksten og udviklingen af velfærdssamfundet, og viden og forskning er helt afgørende for produktiviteten, og i Finland og Sverige har de meget mere udførlige handlingsplaner for partnerskaber mellem universiteter , erhvervsliv og lokalsamfund. Universiteterne der er i langt højere grad vækstmotorer,« udtalte forskningsordfører Marianne Jelved (R).

***

[intern ref.]

Vildt kaos på Aarhus Universitet

2011-05-25T11:40:00.002+02:00

Politiken d. 25. maj, 2011 (Kultur side 9)
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1290708/vildt-kaos-paa-aarhus-universitet/
Kronik:
Vildt kaos på Aarhus Universitet
ANDERS BØGH
Noget om en såkaldt faglig udviklingsproces - der ikke overraskende starter med ansættelse af flere bureaukrater
Anders Bøgh er lektor, dr. phil. ved Historisk Afdeling, Aarhus Universitet .

REGERINGEN har i sin begejstring for erhvervsliv og stærke ledere foræret magten over landets universiteter til nogle personer, der som regel ingen forstand har på universitetsdrift. De ansætter så nogle rektorer, som passer ind i deres forestillinger om rigtige ledere, og som har en agenda for universiteternes udvikling, der passer med bestyrelsesflertallets mavefornemmelser.
At der ikke altid kommer lige heldige resultater ud af en sådan magtkoncentration, har vi set flere eksempler på. Mest slående og uheldigt på CBS, hvor en ukvalificeret rektors tågede ideer om en total omkalfatring af hele organisationen kostede ham og bestyrelsesformanden jobbet samt - må man formode - organisationen et kolossalt spild af arbejdstimer pga. kaos og reaktioner mod kaos. Et på visse måder parallelt forløb på RUC har næppe heller styrket varetagelsen af universitetets kerneopgaver i den periode, hvor det stod på.
Nu samler spændingen sig så om Aarhus Universitet.
Revolutionen har længe været i gang.
Under mottoet forenkling er ni fakulteter blevet til fire og 55 institutter er blevet til 25. På mit eget område, som nu hedder noget så nudansk som Arts, er det lykkedes at gennemføre den fantastiske øvelse, at tre fakulteter er blevet til tre institutter.
Nettoresultat er så blevet, at man har fået skudt en dekan og tre prodekaner ind mellem rektorniveauet og de tre institutter/fakulteter og deres ledelse.
Forenkling? Pudsigt nok skal der så ni vicedirektører til for at styre de ni fakulteter, som nu er blevet til fire.
På instituttet med det intetsigende navn Institut for Kultur og Samfund, som jeg kommer til at høre til fra nytår, er der fastansat 165 lærere plus alle de andre, som findes på sådan ét. Normalt ville man så have et underliggende administrativt niveau opdelt efter fagligheder, hvor det var muligt at varetage den produktion, som hører et universitet til: undervisning og forskning. Sådan skal det imidlertid ikke længere være; afdelinger og opdelinger efter fagligheder er bandlyst.
Tværfaglighed eller det nysproglige udtryk interdisciplinaritet skal nu i højsædet.
Det er angiveligt i grænseområdet mellem fag, at det nye opstår. Derfor skal vi være 165 forskere i ét institut. Og derfor skal der bruges masser af gode skattekroner på at flytte rundt på folk og fæ, så vi alle sammen kan komme til at gå op og ned ad hinanden. Det bliver noget af en mammutopgave at samarbejde med alle disse mennesker om forskningsprojekter.
Eller at finde frem til dem, som den alvidende ledelse helst ser, at jeg samarbejder med. Hidtil har jeg fint kunnet lave forskning sammen med geologer, arkæologer, etnologer, kunsthistorikere og (naturligvis) folk fra mit eget fagområde, historie, uden at de var ansat ved samme institut som jeg; de fleste er endda ansat ved andre institutioner end Aarhus Universitet.
Nu må det så antages, at de høje lederlønninger, der tilbydes, vil være i stand til at tiltrække et supermenneske, som ikke alene vil være i stand til at lære navnene udenad på alle de kulturelle samfundsfolk, men også til at tilegne sig dybtgående viden om, hvilke kompetencer de repræsenterer hver for sig, så jeg kan blive motiveret for at yde mit ypperste i lige præcis det grænseområde, hvor det helt geniale opstår.
Hvis det mod forventning ikke lader sig gøre, må vi imødese et kaos uden lige med vilde kampe mellem forskergrupper, der forsøger at påkalde sig ledelsens nåde og penge, mens mindre intrigante naturer formodentlig bliver placeret i ulykkelige tvangsægteskaber.
Rektor kan angiveligt godt lide socialdarwinisme, så det er nok klogest at finde boksehandskerne frem. Sådanne processer tager lang tid, som kunne være anvendt til at forske og undervise.

HIDTIL HAR jeg fundet min arbejdsmæssige identitet som én, der underviste og forskede i historie på Aarhus Universitet.
Det har været helt afgørende for denne identitet, at jeg gjorde det i et samspil og et socialt fællesskab med nogle andre, der gjorde det samme/noget lignende. Vi har haft et godt socialt sammenhold om at drive et (stort) studium sammen og umådelig megen fornøjelse af daglige uformelle samtaler med de fagkolleger, hvis arbejdsområde var nærmest ved vort eget. Begge dele holdt én fagligt i vigør og sikrede den fornemmelse af tilhør og identifikation, som er en forudsætning for engagement. Det bliver svært, når jeg først og fremmest skal samarbejde med nogen, der dyrker andre fag og identiteter. De bliver jo nok nødt til, som jeg, at holde sig til at dyrke deres egne identiteter. Det kan vi nok finde ud af, men der er jo noget sært motiverende i at føle, at man er et led i et socialt fællesskab, som man yder noget til, og som man får noget igen fra. På Aarhus Universitet, Arts og det kulturelle samfundsinstitut drukner man i mængden - og så bliver det nok sådan, at enhver må være sig selv nærmest; nærmest uengageret i andet.

NU ER DET jo også sådan, at et universitet traditionelt dyrker undervisning og uddannelse af landets bedste arbejdskraft.
Jeg har sådan set hidtil tænkt, at min vigtigste indsats i den samfundsmæssige arbejdsdeling var at bidrage til at uddanne gode og skarpsindige kandidater til glæde for samfundet og dem selv. Men der har jeg nok taget fejl. Det vigtigste synes at være at få produceret så mange artikler som muligt, de skal så bare være interdisciplinære, så dem, jeg har skrevet indtil nu, er nok desværre ikke noget værd.
Det virker imidlertid, som om der fortsat skal drives undervisning på Aarhus Universitet. Hvordan det skal organiseres, henligger dog endnu mere i tågerne end organiseringen af de interdisciplinære forskningsgrupper. Vi må satse på, at den høje løn kan tiltrække en kulturel samfundsartist, der kan finde ud af det.
I mellemtiden er det vel et godt gæt, at uddannelserne også skal være interdisciplinære, og så skal jeg vel fare omkring og undervise på nogle stykker af dem uden chance for at lære de mennesker at kende, som jeg underviser. Al (også min) erfaring viser ellers, at et personligt kendskab til ofrene for ens undervisning i høj grad øger forståelsen. Sjovt nok viser det sig også, at studerende sætter pris på at være et sted, hvor de indgår i et socialt miljø, og hvor de opfatter deres undervisere som en del af dette. Meget tyder på, at sådan noget mindsker frafaldet og øger de studerendes faglige engagement og fornøjelse ved at studere.
Men som der står på en af Aarhus Universitets prominente bygninger, så drejer et studium her på stedet sig om at gå til fredagsbar og få en ny kæreste. Og så er det vel ret ligegyldigt, hvad der foregår, når der ikke er fredagsbar. Måske skal vi bare gøre hver dag til fredag og så lave nogle små lette eksamenspakker, som de frit kan kombinere uden risiko for, at universitetet mister de såkaldte STÅ-indtægter, som vi kan indkassere, hver gang en studerende består en eksamen. Pakkerne kan man vel så lade nogen i den vildtvoksende administration lave, jo mindre besværlige krav om faglig kvalitet, jo lettere går det.
Undskyld, faglig kvalitet er jo helt yt - kvalificeret interdisciplinaritet, mente jeg, naturligvis.
Nu er det jo ikke kun for sjovs skyld, at alt dette sættes i værk på Aarhus Universitet .
Globaliseringen, mine damer og herrer, en helt ny udfordring - ny for alle andre end historikere. Aarhus Universitet skal på toppen af hitlisten, den globale hitliste. Og nu må jeg så indrømme det dybt pinlige faktum: Min kernekvalifikation er nordeuropæisk historie i senmiddelalderen med særligt henblik på den danske. På det område er jeg vel én af de ti førende eksperter i verden. Men interesserer de sig for det i Kina? Min faglighed er slet ikke egnet til at indgå i den så attraktive interdisciplinaritet, der skal få hele verden til at tilbede Aarhus Universitet !

NU BEHØVER man jo ikke at være kvalificeret til at blive leder på det nye Aarhus Universitet for at regne ud, at hele øvelsen med at smide et universitet på størrelse - regnet i tilknyttede høveder - med en større dansk provinsby op i luften, i håb om at det lander på benene, i alt væsentligt handler om naturvidenskab; trods rektors forsikringer om, at han vil have et af de EU's stærkeste 'art-fakulteter'.
Inden for naturvidenskab skal der åbenbart ti personer til at skrive en artikel på fem sider. Dér ligger fremtiden angiveligt i grænseområdet mellem fagligheder.
Naturvidenskaben har den egenskab, at den ud over at kunne bidrage til erkendelse og øget forståelse af den verden, vi lever i, også kan levere opdagelser, der kan kommercialiseres. Mon ikke det er dette, flertallet af de mennesker, som regeringen har foræret magten over universiteterne til, interesserer sig mest for?
Humaniora, som det hed, før det blev til artisteri, handler mest om indhold i det liv, som ikke foregår 37 timer om ugen eksklusive ferier og fridage i alderen fra ca. 25 til ca. 65 - altså langt det meste af den del af livet, hvor vi ikke sover. En grundvæsentlig faktor er at levere meningsfuldt input til det skolesystem, som af en eller anden grund stadig ikke udelukkende leverer forberedelse til den mindste del af livet - det problem er der sikkert nogen, der arbejder ihærdigt for at få løst.
Men så længe der findes en væsentlig opinion, der mener, at hovedparten af livets vågne timer ikke (blot) skal gå med at se på folk, der ikke kan finde ud af at opdrage deres hund, gøre rent, overholde landets love, hvem de vil være kæreste med - for ikke at tale om at synge eller danse. Så vil det nok være en efterspørgsel efter noget, der kan give et bud på at forklare, hvor vi kommer fra, og hvordan og hvorfor nogen har kunnet finde en mening eller mangel på samme i den korte tid, der går mellem fødsel og død.
Så kan feltet for resten også tilbyde nogle sprog og noget forståelse af andre kulturer, som ikke alene kan bruges til at sælge varer i fremmede lande, men også til at forhindre, at man smider unge menneskers liv og skatteborgernes penge væk på at føre totalt udsigtsløse krige, hvis det skulle have nogen interesse. Og så kan vi for øvrigt også lave kandidater, som har stor succes i det private erhvervsliv, fordi de ikke bare har lært noget udenad, hvis holdbarhed er stærkt begrænset og/eller meget snæver, men som kan tænke selv og selvstændigt tilegne sig den viden, som er nødvendig for fortsat at kunne udvikle sig. Hvis vi altså bare fik lov til at give dem en ordentlig uddannelse! Bortset fra det uddanner vi gymnasielærere og i det nye Arts også præster og videreuddanner folkeskolelærere.
Hvis det ikke bliver taget dybt alvorligt, så overlader vi hele det marked til de andre danske universiteter!

HUMANIORA egner sig ikke til femsiders artikler med ti forfattere. Vores artikler er på 15-30 sider, vore fornemste produkter er bøger, hvor vi kan følge en lang linje og blive udsat for den kolossale udfordring, det er at holde styr på en enorm masse stof og få det arrangeret i en meningsfuld sammenhæng. Og allerhelst vil vi gerne ud over rampen til en bredere offentlighed i det samfund, vi lever i, der kan få glæde af vores arbejde. Alt det tæller dog desværre næsten ikke på bundlinjen i universiteternes koncernregnskab.
Lad os slippe for at lave artisteri i stedet for humanvidenskab. Lad os slippe for interdisciplinaritet, medmindre tværfaglighed tjener et fornuftigt formål. Lad os slippe for globalisering som tvangstrøje, hvis vi kan noget, der har identitetsdannende interesse for dem, der bebor de danskes øer og omegn.
Lad os erkende, at hvad der muligvis er godt for naturvidenskab, hvis det er det, ikke nødvendigvis er godt for humanvidenskaberne. Det ville nemlig være rimelig revolutionært og indebære et betydeligt kvalitetsløft i forhold til den vej, vinden har blæst de sidste otte år.
Ja, det er vel tilladt at drømme! Realiteterne er imidlertid, at pessimismen, mismodet og galgenhumoren breder sig mere og mere i de kredse, jeg færdes i. Det mest sandsynlige scenarie synes at være, at en lang periode af vildt kaos, hvor ingen ved noget om noget som helst, og alle kæmper mod alle, vil føre til ansættelse af stadig flere bureaukrater i håb om at få styr på kaos. Jo flere af dem, des færre forskere og undervisere bliver der råd til at lønne. Produktionen vil falde og dermed bevillingerne, oveni kommer de evigt tilbagevendende besparelser på universiteterne, som skal administreres af bureaukraterne, som vil fyre - ja, gæt selv hvem.
Noget sådant kaldes en ond cirkel!

OG SÅ VENTER jeg bare på, at Aarhus Universitets horder af såkaldte kommunikationsmedarbejdere kommer på banen for at forklare læserne og mig, at jeg har misforstået det hele.

ANDERS BØGH

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.
Billedtekst: Foto: Ole Lind

***

[Om samme emne, se også: Gorm Harste: Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden, kronik i Pol. 27/4-2011. (red.)]

[intern ref.]

Ranglister over universiteter mangler troværdighed

2011-05-24T11:25:00.001+02:00

Politiken, d. 23. maj, 2011 (Kultur side 8) Debat:
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1288875/universitetsranglister-mangler-trovaerdighed/
Universiteter. Ranglister mangler troværdighed
analyse: De årlige rangordninger har stor betydning for universiteterne. Det handler om synlighed og konkurrence. Men kan man regne med dem?
Af JESPER WIBORG SCHNEIDER

De internationale universitetsrangordninger ser ud til at være kommet for at blive, selvom mange i universitetsverdenen ikke bryder sig om dem. Rangordninger vurderer universiteterne ud fra en række varierende parametre, der vejes forskelligt i en uigennemsigtig og uoverskuelig blanding af størrelse, prestige, produktion og gennemslagskraft.
Valgene af forskellige parametre betyder, at universiteternes placering kan variere en del imellem de forskellige rangordninger.
Det kan naturligvis ses som en mangfoldighed, men ikke alle parametre er lige troværdige. Specielt de bibliometriske indikatorer - målinger af universiteternes publikations- og citationsaktivitet - varierer.
Man kan derfor med rette spørge, hvor anvendelige de nuværende universitetsrangordninger reelt er? Det har et netværk af nordiske forskningsadministratorer netop gjort i en ny rapport. Rapporten undersøger de metoder, der ligger til grund for de mest velkendte universitetsrangordninger, og beskriver, hvordan de nordiske universiteter er rangordnet på Shanghai Ranking, Times Higher Education, QS World University Ranking, HEEACT og Leiden Ranking.
Rapporten går et skridt videre i forhold til de nuværende rangordninger og foretager en af de hidtil mest grundige og valide bibliometriske analyser af nordiske universiteter og universitetshospitaler, som samlet set giver institutionerne et mere nuanceret og reelt sammenligningsgrundlag.

RAPPORTEN præsenterer ikke en nordisk tabel, hvor forskningsinstitutionerne er rangordnet efter en samlet internt afvejet indikator. Til gengæld karakteriseres universiteternes forskningsprofiler og forskningsperformance ud fra flere perspektiver og ved hjælp af mere transparente og valide indikatorer, end det gælder for de fleste rangordninger.
Et vigtigt formål med rapporten har været at skabe en grundlæggende bibliometrisk analyse, der strækker sig over en længere tidsperiode og anvender de mest valide indikatorer, sådan at de nordiske forskningsinstitutioner får et konstituerende bibliometrisk billede af sig selv. Det er vigtigt af flere grunde. De internationale rangordninger anvender simple indikatorer, og man ændrer ofte i de interne vægtninger imellem indikatorerne fra år til år. Det giver ' kunstige' udsving i rangordningerne, som sjældent er udtryk for reelle ændringer.

AT DER IKKE præsenteres en egentlig rangordning i rapporten er ikke ensbetydende med, at man ikke kan undersøge og sammenligne de enkelte universiteter. Det er faktisk et af formålene med rapporten. Blot skal sammenligningsgrundlaget være mere nuanceret end den ene dimension, de internationale rangordninger præsenterer.
Den nye rapport undersøger de nordiske universiteter og universitetshospitalers publikationsaktivitet, forskningsprofiler og forskningsperformance i perioden fra 2000 til 2009. Undersøgelsen omfatter 40 universiteter og 23 universitetshospitaler, heraf 6 danske universiteter og 3 universitetshospitaler. Institutionerne undersøges både generelt som en samlet enhed og specifikt inden for 8 forskellige emneområder inden for natur- og sundhedsvidenskab samt de tekniske videnskaber. Human- og samfundsvidenskaberne er ikke medtaget, idet datagrundlaget er for spinkelt til de pågældende analyser.
Analyserne er baseret på et særdeles grundigt forarbejde, hvor data er standardiseret i et hidtil uset omfang. Det er alment kendt, at hvis man skal gøre sig godt i de internationale rangordninger, kræver det et medicinsk fakultet. For første gang er det nu muligt at udskille og undersøge effekten af de medicinske fakulteter og universitetshospitalerne for sig.
Generelt set viser analyserne, at citationsaktiviteten varierer betragteligt mellem universiteterne, men - lige så vigtigt - også betragtelig inden for universiteterne imellem de forskellige emneområder, hvilket er et argument imod anvendelsen af én sammensat indikator. Rapporten viser også, hvordan performance hænger sammen med størrelse, hvor størrelse er karakteriseret som antal forskningspublikationer.

DET ER naturligvis fristende at spørge, hvordan de danske universiteter klarer sig? Og svaret må naturligvis være, at »det kommer an på ...«.
Hvis man beregner en sammensat indikator, som tager højde for emneområdernes forskellighed, ser man, at DTU og Aarhus Universitet har den højeste gennemsnitlige citationsaktivitet. Men vi ser også, at DTU's aktivitet er faldende i den undersøgte periode, og nok så interessant, at Københavns universitetshospitaler har en gennemsnitlig citationsaktivitet på højde med DTU og Aarhus Universitet.
Man kan også konstatere, at DTU har en større repræsentation end forventet af ofte citerede artikler inden for alle 8 emneområder, og at Aarhus Universitet relativt set har en særdeles stor repræsentation af ofte citerede artikler inden for kemi.
Samlet kan man konstatere, at dansk forskning og danske forskningsinstitutioner klarer sig godt på de målte parametre, både i nordisk og international sammenhæng.
Den nye rapport er naturligvis ikke det endelige bibliometriske svar, men det er et særdeles kærkomment supplement og korrektiv til de nuværende internationale universitetsrangordninger.

analyse [at] pol.dk

Jesper Wiborg Schneider, institutleder, ph. d., Det Informationsvidenskabelige Akademi. Han er en af forfatterne af rapporten Comparing Research at Nordic Universities using Bibliometric Indicators, der udgives af Noria-netværket Bibliometric Indicators for the Nordic Universities. Den offentliggøres i dag ved et seminar på Dansk Design Center.

Fakta: politiken analyse
INTERNATIONALE RANGORDNINGER I UNIVERSITETSVERDENEN
Rangordning af universiteter handler om synlighed og konkurrence. Konkurrence om forskere, studerende, forskningsmidler og sponsorer. I de seneste år er betydningen af rangordningerne steget voldsomt. Lidt firkantet kan man sige, at universiteterne bryster sig, når det går godt, og diskuterer ranglisternes validitet, når det går mindre godt.
Ét er sikkert: Rangordningerne er problematiske, og det er baggrunden for det nye nordiske samarbejde, der i dag fremlægger den hidtil mest omfattende sammenlignende bibliometriske analyse af nordiske universiteter. Rapporten skal tjene universiteterne som et supplement og korrektiv til de nuværende internationale rangordninger.

Billedtekst: RANGLISTEKAPLØB. Mens de danske universiteter er jublende lykkelige for de internationale ranglister , som sender dem højt op ad listen, begynder de straks at sætte spørgsmålstegn ved de ranglister , der sender dem ned ad listen. Arkivfoto: Sara Galbiati

***

Se også:
http://www.nordforsk.org/en/events/seminar-on-bibliometrics

http://www.nordforsk.org/en/programs/bibliometric-indicators-for-the-nordic-universities
rapporten: http://www.nordforsk.org/files/rapp.bib.2011.pub_21.5.11

http://bibliometriforum.wordpress.com/2011/05/12/comparing-research-at-nordic-universities-using-bibliometric-indicators/

***

http://bibliometriforum.wordpress.com/2011/05/05/oecd-rapport-om-bibliometriska-fordelningsmodeller/
OECD-rapport om bibliometriska fördelningsmodeller
Postat den 5 maj, 2011 av Ulf Kronman

OECD har kommit med en mycket intressant rapport som går igenom ett antal olika modeller för att fördela medel med hjälp av bibliometri:

Performance-based Funding for Public Research in Tertiary Education Institutions: Workshop Proceedings
Tyvärr vill OECD ha betalt för PDF-versionen av rapporten, men en fri version finns att ladda ned här: http://scienceofsciencepolicy.net/NewsAndEvents?q=node/1107

Direktlänk här: http://scienceofsciencepolicy.net/system/files/attachments/Performance_Based_Funding_2010.pdf

***

[intern ref.]

Penkowa fratages EliteForsk-prisen

2011-05-20T17:09:00.000+02:00

[Arkivets oversigt over Penkowa-sagen, se her (red.)]

***

Videnskabsministeriet,
Pressemeddelelse d. 19. maj 2011
Penkowa fratages EliteForsk-prisen

Videnskabsministeren meddeler i dag, at hjerneforsker Milena Penkowa fratages EliteForsk-prisen.

– Et af kriterierne for at modtage EliteForsk-prisen er at være rollemodel og kaste et positivt lys over forskningen. Efter at Milena Penkowa er blevet dømt for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage har Københavns Universitet indstillet, at hun fratages prisen. Den vurdering er jeg enig i, og derfor har vi i dag meddelt Milena Penkowas advokat, at ministeriet tilbagekalder den honorære tildeling af prisen, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Tilbagekaldelsen af EliteForsk-prisen betyder, at Milena Penkowas navn slettes fra hjemmesiderne om EliteForsk-initiativet.

Milena Penkowas EliteForsk-pris var på 1,1 million kroner – 900.000 til forskning og 200.000 kroner i personlig hædersgave. Københavns Universitet har dokumenteret., at de 900.000 kroner er anvendt til forskning, og har meddelt, at de refunderer de 200.000 kroner tilbage til ministeriet. Det tilbagebetalte beløb vil gå til et ekstra rejsestipendium næste år.

Du kan læse afgørelsen ved at klikke her (PDF) [arkivets kopi her (red.)]

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem Kommunikationschef Anders Frandsen, 3048 8450.

***

Ritzaus Bureau d. 19. maj, 2011 kl. 16:19
Skatteydere betaler for Penkowas kæmpegave
Penkowa kan beholde en hædersgave på 200.000 kroner, for vi kan ikke kradse pengene ind, siger universitetet.
København, torsdag

Penkowa kan beholde en hædersgave på 200.000 kroner, for vi kan ikke kradse pengene ind, siger universitetet. Milena Penkowa må aflevere sin EliteForsk-pris tilbage i vanære.
Til gengæld beholder den bedrageridømte hjerneforsker det klækkelige pengebeløb, der fulgte med prisen som personlig hædersgave.
Det drejer sig om 200.000 kroner.
Det bliver i stedet hendes tidligere arbejdsgiver, Københavns Universitet, som må til lommerne og betale pengene tilbage til Videnskabsministeriet på Penkowas vegne.
Og læreanstalten kan ikke sende regningen videre til deres tidligere superforsker. For det er Københavns Universitet, som begik den fejl at indstille hende til EliteForsk-prisen.
- Som jeg har forstået det, er der ikke mulighed for at kradse pengene ind fra Penkowa , siger universitetets bestyrelsesformand, Niels Strandberg Pedersen, til Ritzau.
- Der er lavet en juridisk vurdering, som siger, at vi ikke kan indrive pengene fra hædersgaven, tilføjer han, men lover dog at undersøge sagen nærmere.
Praktisk foregår tilbagebetalingen ved, at Videnskabsministeriet modregner de 200.000 kroner, når de næste gang giver tilskud til Københavns Universitet.
- Det er Københavns Universitet, der har foretaget et fejlskøn og derfor er det ikke Penkowa , som man kan gøre krav gældende over for, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Milena Penkowa selv.

/ritzau/

***

Politiken d. 20. maj, 2011 (1. sektion side 4)
PENKOWA : Svindeldømt topforsker fratages pris

Den svindeldømte tidligere forsker og professor ved Københavns Universitet Milena Penkowa , fratages nu EliteForsk-prisen, den største hæder, hun fik for sin forskning.
Det sker, efter at forskeren tidligere i år blev idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk, underslæb for 30.000 kroner med midler fra Dansk Selskab for Neurovidenskab og falsk anklage mod en studerende.
»Et af kriterierne for at modtage EliteForsk-prisen er at være rollemodel og kaste et positivt lys over forskningen.
Efter at Milena Penkowa er blevet dømt for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage, har Københavns Universitet indstillet, at hun fratages prisen. Den vurdering er jeg enig i, og vi har i dag meddelt Milena Penkowas advokat, at ministeriet tilbagekalder den honorære tildeling af prisen«, oplyser videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen ( K).
Rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen meddelte i marts, at grundlaget for tildelingen af prisen var bortfaldet. Penkowa fik prisen på 1,1 mio. kr. i 2009 af daværende videnskabsminister Helge Sander.
Milena Penkowa blev suspenderet fra sit professorat i marts i fjor og er ud over dommen også under anklage for at have forfalsket dokumentation for sin forskning.
Blandt andet for en række forsøg med rotter, der angiveligt aldrig blev udført, selv om de optrådte i Penkowas forskningsrapporter.
Sander fremhævede i 2009 Penkowa som en af Danmarks stjerneforskere og et forbillede for andre, da hun som en af de første kvinder modtog prisen. Men nu har Videnskabsministeriet travlt med at slette alle spor efter hendes stjernestatus. Allerede i går var hun fjernet fra ministeriets hjemmeside med beskrivelser af den lille flok danske eliteforskere.

morten.g.andersen [at] pol.dk

***

Jyllands-Posten d. 20. maj, 2011 (1. sektion side 9)
Penkowa mister prestigefyldt pris
En dom for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage koster den svindelanklagede hjerneforsker Milena Penkowa EliteForskprisen.
Af ASGER WESTH

***

[intern ref.: Ritzau: Skatteydere betaler for Penkowas kæmpegave, 19/5: Svindeldømt topforsker fratages pris, Pol. 20/5; Asger Westh: Penkowa mister prestigefyldt pris, JP 20/5-2011]

Penkowa og UVVU

2011-05-13T22:02:00.001+02:00

Weekendavisen d. 13. maj, 2011 (1. sektion side 12)
Penkowa og UVVU
Philippe Grandjean, professor ved Syddansk Universitet og tidligere medlem af Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU)

Under indtryk af hårrejsende sager om svindel i forskningen, især i USA, blev der i 1998 oprettet et dansk udvalg ( UVVU) til at vurdere eventuelle sager om uredelighed i forskningen herhjemme.
Det nye udvalg skulle sikre, at universiteterne ikke selv forsøgte at behandle mulige tilfælde af uredelighed.
Netop de amerikanske erfaringer havde tydeligt vist, at interessekonflikter let opstår, når universiteterne samtidig søger at værne om renommé, bevillinger og ansatte. Allerede ved udvalgets start blev forebyggelse anset for at være en vigtig opgave.
De første mistanker mod Penkowa opstod omtrent samtidig med en offentlig debat om Bjørn Lomborgs kontroversielle debatbog om miljøpolitik.
Forfatteren, en universitetslektor, blev indklaget for UVVU, som i 2003 fandt bogen objektivt uredelig. Men denne afgørelse blev underkendt af det daværende Forskningsministerium, der siden kraftigt indskrænkede UVVUs kompetence til at behandle sager om mulig uredelighed.
Universiteterne måtte som konsekvens nedsætte deres egne »praksisudvalg« for at tage sig af de sager, der falder uden for bekendtgørelsens snævre definitioner ( nogle er dog lempet lidt sidenhen). Det er lige præcis den situation, man gerne ville have undgået med oprettelsen af UVVU.
Ledelsen på Københavns Universitet har utvivlsomt søgt at dæmpe gemytterne omkring Penkowa , så uenighederne kunne håndteres i mindelighed.
Man har nok været fristet til at anse balladen for et resultat af kollegial jalousi snarere end noget så skræmmende og usædvanligt som uredelighed. Det kan man så bagefter kalde et fejlskøn. Sagen vil dermed være parallel til udenlandske sager, som også er gået skævt.
Vurderingen af sagsbehandlingen på Københavns Universitet bør ses i sammenhæng med de administrative muligheder for håndtering af sagen, herunder anmeldelse til det dengang stærkt kritiserede UVVU. Det kan på den baggrund forekomme paradoksalt, at det nuværende Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling ligefrem har sat Københavns Universitet under skærpet tilsyn. Tværtimod må ministeriet snarest sørge for at genskabe et handlekraftigt forum til forebyggelse og vurdering af videnskabelig uredelighed.

[intern ref.]

SF advarer imod vedtagelse af ny universitetslov

2011-05-13T21:30:00.002+02:00

Magisterbladet d. 13. maj, 2011 (side 33)
UNIVERSITETSLOV UDEN AMBITIONER
Af Jonas Dahl, universitetsordfører, SF

Som universitetsordfører for SF og medlem af DM lægger jeg stor vægt på, at vi i Danmark har universiteter af den højeste kvalitet. Vi ved alle, at det er universiteterne, der skal være med til at løse fremtidens udfordringer. De er nemlig hovedleverandører af det produkt, som vores samfund skal leve af i fremtiden: viden! Derfor er det altafgørende, at vi har en universitetslov, der sikrer de bedste rammer for, at universiteterne kan levere dygtige og veluddannede kandidater samt forskning af internationalt format.
For en måned siden blev den nye ændring af universitetsloven behandlet i Folketinget. Jeg havde håbet, at lovændringen ville løse mange af de problemer, som jeg allerede påpegede ved lovens indførelse i 2003. Men desværre har der fra regeringens side ikke været noget ønske om at ændre de mange centrale problemer, der har eksisteret siden dengang. Det er ikke godt nok! Forskningsfriheden sikres slet ikke med lovændringen - faktisk modarbejder den den. Videnskabsministeren får med lovændringen beføjelser til at diktere universiteternes arbejdsopgaver.
Jeg mener, at vi burde få en positiv definition af forskningsfriheden.
Jeg ønsker ikke, at universiteterne skal reduceres til en betjeningsenhed for videnskabsministeren og regeringen i øvrigt.
Det er ærlig talt ret uigennemtænkt, især hvis man tænker tilbage på, hvad den forhenværende videnskabsminister Helge Sander sagde, da han i en tale foreslog, at universiteterne og Videnskabsministeriet skulle indgå en " frihedspagt":
" Jeg er træt af gang på gang at blive skudt i skoene, at regeringen vil detailstyre universiteterne. Intet kunne ligge mig mere fjernt".
Hvad er mere detailstyrende end at gøre videnskabsministeren i stand til direkte at pålægge universiteterne opgaver? Glemte Helge Sander at orientere Charlotte Sahl-Madsen om denne frihedspagt? Eller blev pagten væk under udskiftningen? Både Penkowa-sagen og Johan Ross-sagen er glimrende eksempler på faren ved centralisering af magten. I bund og grund handler sagerne om, at universiteternes faglighed systematisk er blevet overhørt af ledelsen. Videnskabsministeren har dog ikke taget ved lære af dem. I stedet for at danne en faglig modvægt til ledelsen skrues der op for topstyringen, på trods af at topstyring ikke er en hensigtsmæssig form for forskningsledelse og dermed heller ikke det bedste grundlag for forskningsarbejde. Faktisk centraliseres magten omkring rektor i en sådan grad, at det nærmer sig en enevældig status. Burde ministeren ikke erkende, at der skal mere faglig kontrol på universiteterne for netop at undgå sådan nogle sager? Jeg beklager dybt, at man ikke er mere ambitiøs fra regeringens side, især når man tager i betragtning, at det er lovforslag som dette, der skal danne rammerne om den vidensproduktion, vi skal leve af. Vi skal sikre de bedste rammer for vores universiteter, da det ikke mindst er her, vi skal satse, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden. Det sikrer denne lovændring ikke.

[intern ref.]

S vil satse på naturvidenskab og teknik

2011-05-07T10:50:00.001+02:00

Information d. 7. maj, 2011 (1. sektion side 17) Debat:
VK prioriterer ikke forskning
Af Britta Thomsen, MEP ( S)

Set i et globalt perspektiv taber Danmark kampen om vækst og videnstunge arbejdspladser.
Ikke kun fordi den nuværende regering har været nærig med de offentlige forskningsmidler, men især fordi pengene bruges forkert.
Resultatet er, at danske virksomheder i stigende grad placerer deres investeringer i udvikling og forskning uden for Danmarks grænser. Disse investeringer er steget med 70 procent siden 2008, hvilket er stærkt bekymrende, da en sådan tendens hverken bidrager med jobs eller vækst til Danmark. Tilsvarende er investeringer på området i Danmark i samme periode kun steget med 45 procent.
Videnskabsministeren giver følgende løsninger på forskningens flugt fra Danmark: Antallet af studiepladser på naturvidenskabelige uddannelsespladser øges, mens tre udvalgte områder: fødevarer, sundhed og energi/ klima udpeges som særlige indsatsområder.
Det første er jeg helt med på. En af forklaringerne på, hvorfor de danske virksomheder flytter forskningen udenlands, er netop manglende kvalificeret arbejdskraft.
Men så knækker filmen, for videnskabsministeren har glemt sagens kernepunkt: for få offentlige forskningsmidler investeres i naturvidenskab og teknisk videnskab.
Ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger vil disse to fagområder inden for den offentlige forskning være særligt relevante for virksomheder i fremtiden, henholdsvis 26 procent for naturvidenskaben og 34 procent for den tekniske videnskab.

Uambitiøst
Ser vi til gengæld på bevillingen af offentlige forskningsmidler, afsættes kun 16 procent til naturvidenskaben og 14 procent til den tekniske videnskab. Til sammenligning investerer toplandene i OECD over 50 procent af deres budget på disse områder.
Med en så uambitiøs økonomisk satsning vil vi ikke være i stand til at konkurrere, og konsekvensen vil være, at de danske virksomheder flytter forskningen netop til de lande, hvor man satser mere målrettet på disse områder. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri.
Her fremgår det, at kun knap halvdelen af de danske virksomheder har haft stigende investeringer i Danmark. Og knap hver tredje har direkte haft faldende investeringer herhjemme.
For at vende udviklingen er den nuværende regering nødt til at satse mere ambitiøst på den naturvidenskabelige og tekniske forskning, da det primært er denne type forskning, som skal bære Danmark ud af vækstlavvandet.
Hvis vækst og herigennem sikringen af vores velfærdssamfund er et reelt ønske, kræver det større investeringer, altså flere penge til de to forskningsgrene.
Dansk viden skal omsættes til dansk vækst. Det kræver til gengæld, at den danske regering først får styr på prioriteringerne.

Billedtekst: Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD. FOTO: BJARKE BO OLSEN/ SCANPIX

[intern ref.]

Universitetet til salg

2011-05-07T10:13:00.003+02:00

Universitetsavisen (Københavns Universitet), d. 4. maj, 2011 (1. sektion side 12), ANMELDELSE:
UNIVERSITET TIL SALG
KOMMERCIALISERING
Hvis vi gerne vil kende farerne ved den nuværende udvikling i forholdet mellem universitetsområdet og erhvervslivet, er der masser af inspiration at hente i Jennifer Washburns bog om udviklingen i USA. University Inc. er en god vaccine imod at tænke universiteterne i simple fakturatermer.

Af Sune Auken, lektor i Dansk

Der er noget, som tyder på, at journalister er bedre til at finde vej igennem alle fælderne og minefelterne i den universitetspolitiske debat, end universiteterne selv er. Penkowasagen er i alt væsentligt blevet fremdraget og gennemarbejdet af journalister, og det samme gælder i vidt omfang skandalen på CBS.
Over for disse kriser har de universitære systemer selv reageret trevent, modvilligt og langsomt - selv på områder, som burde falde inden for deres specialområde såsom at tjekke dokumentationen for en faglig påstand. CBS-bestyrelsens forsvar for ulovlighederne, der lader sig simultantolke til »det er nu også en dum lov, dén vi har overtrådt«, fortjener hædrende omtale i dansk retshistorie.
Så måske må vi i den nærværende misere søge hjælp hos journalisterne. Et af de mest imponerende stykker journalistik, der er bedrevet på universitetsområdet, er den amerikanske forskningsjournalist Jennifer Washburns University Inc. The Corporate Corruption of Higher Education fra 2005.

Universiteter som vækstmotorer
På baggrund af en uhyre grundig research undersøger Washburn konsekvenserne af, at man har ført universitetspolitik ud fra en forestilling om, at universiteterne skulle være vækstmotorer, og at deres væsentligste formål derfor måtte være at frembringe innovativ ny viden, som kunne kommercialiseres til gavn for erhvervslivet og derfor også til gavn for samfundet - ud fra en velmenende og velkendt forestilling om, at hvad der er til gavn for erhverslivet, også vil være det for samfundet.
Håbet er at skabe det næste Silicon Valley-eventyr, som lokker i horisonten.
Udviklingen har været på vej længe i USA, og derfor har de gjort sig omfattende erfaringer med konsekvenserne af at indrette universiteterne efter denne tankegang, længe før sloganet ' Fra forskning til faktura' første gang kom ud af munden på en dansk forskningsminister.
Washburn tvivler ikke på, at der var mange gode viljer involveret, da denne udvikling blev sat i gang, men virkningen har været tvivlsom. Problemerne kan sammenfattes i, at universiteterne ikke kan løse den opgave, politikerne forventer af dem, og som de letsindigt lover at løse, og i, at forsøget på at løse denne opgave skader de aktiviteter, som er universiteternes egentlige og vigtigste samfundsmæssige opgave.

Mange forsøg, få successer
Universiteterne fungerer dårligt som vækstmotorer, fordi en stor erhvervsudvikling også er afhængig af så mange andre faktorer, end om der finder en bestræbelse efter innovation sted på universiteterne, og derfor vil det i langt de fleste tilfælde være vanskeligt, hvis ikke umuligt for universiteterne at frembringe en entydig succes, fordi det kræver, at deres indsats rammer en gunstig situation i det omkringliggende samfund.
De amerikanske erfaringer viser, at antallet af forsøg på at frembringe en sådan udvikling via universiteterne er meget højt, men antallet af suceser ganske lavt. I de fleste tilfælde er der tale om skønne spildte kræfter. Der opbygges dyre patentafdelinger og techtransenheder, men resultaterne i form af overskud til universiteterne og rivende erhvervsudvikling i deres omgivelser udebliver. Det er aktiviteter, de fleste universiteter taber penge på, og adspurgt, hvor den store erhvervssucces i det omkringliggende samfund bliver af, bliver de svar skyldige.

Universiteternes rolle skades
Samtidig skader udviklingen den rolle, universiteterne almindeligvis spiller i samfundet. Universiteternes vigtigste vidensoverførsel til samfundet sker nemlig ikke gennem udtagning af patenter eller via techtransenheder, men i form af veluddannede kandidater og i form af en generel højnelse og kvalificering af vidensniveauet i samfundet.
Begge ting trues af denne udvikling.
Undervisningen skades. Ressourcerne i universitetssystemet dirigeres andre steder hen: Pengene bindes i innovationsprojekter, og de bruges til at understøtte højt privilegerede stjerneforskere og deres grupper. Dermed bliver der ikke råd til at betale for den grundlæggende undervisning, og den må i vidt omfang varetages af løstansatte, mens mange af de betydeligste forskere så godt som aldrig ser et kateder.
Samfundets vidensniveau skades. Idet det at udtage et patent eller udskrive en faktura behandles som en entydig faglig succes, bryder man den informationsmæssige gaveøkonomi, der er fundamental for universiteternes arbejdsform.
I stedet for at gøre ny viden frit tilgængelig for det samfund, som har betalt for den, spærrer universiteterne den dermed inde bag privatejede patenter, hvorved såvel universiteterne som samfundet paradoksalt nok kan komme til at betale og underlægge sig forskellige klausuler for at få adgang til viden, de selv har været med til at frembringe.

Fokus på erhvervsnytte skader samfundsnytte
Samtidig betyder fokuseringen på erhvervsnytten, at visse områder får en uforholdsmæssigt stor del af den forskningsmæssige opmærksomhed, ligesom risikoen for, at der på den ene eller den anden måde manipuleres med forskningsresultaterne, stiger proportionalt med de økonomiske interesser.
Det kan samfundsmæssigt betragtet være et strålende resultat, hvis en forsker kan påvise, fx at et bestemt medicinsk præparat er virkningsløst eller har alvorlige, hidtil ukendte bivirkninger, men fremmende for den kommercielle udbytte af samme præparat er det ikke.
Og problemet er reelt: Washburn fremdrager gruopvækkende eksempler på, at visse - ofte højt respekterede - virksomheder vil gøre meget for at holde ubekvemme resultater i snæver tømme, ligesom hun kan fremdrage en omfattende praksis for, at anerkendte forskere lægger navn til fagvidenskabelige artikler, som er penneført af virksomhedsbetalte ghostwriters.
Slutresultatet er, at meget af det, som i det offentlige rum bliver præsenteret som viden med forskningens blå stempel, reelt er fortegnet af erhvervsinteresser.

Kun få sager i Danmark - endnu
Fører vi disse ting tilbage til en dansk sammenhæng, så er det tydeligt og velkendt, at bestræbelsen på at gøre uddannelsessystemet erhvervsrelevant fører til, at visse ( mange!) områder udsultes for at skaffe de ressourcer, der skal til for at lave de store satsninger.
Vi har også set, hvordan patentering gøres til et mål og et entydigt gode i universiteternes virke.
Derimod er vi påfaldende uskyldige, når det kommer til erhvervsmæssige farvninger af videnskabelige resultater ( hvorimod vi har ganske farverige erfaringer med politisk motiverede farvninger) - eller rettere: Vi har set ganske få sager.
Spørgsmålet er, om dette skyldes, at disse sager ikke findes, eller at vi ikke har kigget ordentligt efter. Måske kan vi ikke selv længere finde ud af at afdække denne type af problemer, og når journalisterne så ikke er blevet opmærksomme på dem endnu, så tror vi, at den hellige grav er vel forvaret.
Altså: University Inc. er en god vaccine imod at tænke universiteterne i simple fakturatermer. Hvis vi gerne vil kende farerne ved den nuværende udvikling i forholdet mellem universitetsområdet og erhvervslivet, er her en imponerende redegørelse.
Washburn er ikke nostalgiker, og hun er helt klar over, at universiteterne ikke må blive elfenbenstårne, men som hendes bog tydeligt demonstrerer, er netop det ikke den mest nærliggende risiko for tiden. University Inc. burde være pligtlæsning for universiteternes topledelser og for landets forskningspolitikere.

UNIVERSITY INC.-TJEKLISTE
Hvis vi i dansk sammenhæng følger det mønster, Washburn aftegner, er her en liste over fænomener, der burde forekomme. Kryds selv af:

Udvikling	Sandt?
Undervisningen vil blive nedprioriteret og i stigende grad varetaget af løst ansat personale med dårlige arbejdsvikår.
Lederlønningerne vil stige.
Mængden af videnskabeligt personale ansat i tidsubegrænsede stillinger vil falde.
Erhvervsinteresser vil i stigende grad bestemme også de rent faglige beslutninger.
Mængden - og dermed afhængigheden - af ekstern finansiering vil stige.
Universiteterne vil i stigende grad ' beskytte' deres nyfrembragte viden bag patenter, der er så eksklusive som muligt. Teknologioverførslen sker altså til en enkelt virksomhed - ikke til samfundet i sin helhed. Dette gælder også viden frembragt for offentlige midler.
Der vil være stadig større diskrepans imellem de ressourcer, som er til rådighed for nogle få stjerneprojekter, og de, der er til rådighed for universitetets øvrige aktiviteter - herunder undervisningen og forskning i ikke-kommercielle og ikke-prioriterede områder.
Universiteterne vil ikke tjene, men tabe penge på både teknologioverførsel og patentering.

Billedtekst:
Jennifer Washburn : University Inc. The Corporate Corruption of Higher Education. New York: Basic Books. 2005.

***

[Se også arkivets liste over forskningspolitisk litteratur (red.)]

[intern ref.]

Professor-smæk til rektor i Penkowa -sag

2011-05-05T14:56:00.000+02:00

Ritzaus Bureau d. 4. maj, 2011 kl. 6:00
Citathistorie fra Berlingske:
Professor-smæk til rektor i Penkowa -sag
Årsagen til skandalen er ikke Penkowas opførsel, men dekanens kritisable udredning af de af disputatsbedømmelsesudvalget rejste problemer. Det er nærværendes redegørelses påstand, at håndteringen af Penkowas første disputatssag synes at repræsentere embedsforsømmelse og som sådan at være årsagen til den efterfølgende skandale.«
Så klar er konklusionen i en redegørelse udarbejdet af fem fremtrædende professorer fra Københavns Universitet (KU), Elisabeth Bock, Keld Danø, Niels Høiby, Jens Rehfeld og Niels Erik Skakkebæk. De har nu færdiggjort den bebudede rapport af KUs håndtering af Milena Penkowas første disputatssag tilbage i 2003. Dengang rejste et bedømmelsesudvalg bestående af tre professorer tvivl om videnskabeligheden af Penkowas metoder og resultater. Men selvom udvalget antydede, at der kunne være tale om groft uforsvarlig videnskabelig praksis eller videnskabelig uredelighed, så valgte Ralf Hemmingsen, der dengang fungerede som dekan, egenhændigt at efterforske sagen. Ifølge redegørelsen skete det, selv om Ralf Hemmingsen hverken havde faste procedurer eller personlige erfaringer med efterforskning af sådanne sager, skriver Berlingske. Læs mere på: http://www.b.dk/nationalt/professor-smaek-til-rektor-i-penkowa -sag
Redaktionel kontakt:
Berlingske

[intern ref. og suppl.]

Universiteter belønner fundraisere frem for forskere

2011-05-02T17:41:00.002+02:00

P1 morgen d. 2. maj, 2011
http://www.dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2011/05/02/090831.htm
Universiteter belønner fundraisere frem for forskere
Universiteterne har en indbygget systemfejl. De belønner forskere, der er gode til at skaffe penge frem for dem, der er gode til at forske. Og derfor er det ikke tilfældigt at universiteterne i øjeblikket tynges af store skandaler, mener Mogens Ove Madsen lektor på Aalborg Universitet.
Medvirkende: Mogens Ove Madsen, lektor, Aalborg Universitet

Penkowa og Klarlund har dobbeltpubliceret forsøg

2011-05-01T18:07:00.001+02:00

citat:

Dagens Medicin d. 29. april, 2011 (1. sektion side 32)
Penkowa og Klarlund har dobbeltpubliceret forsøg
Videnskabsfifleri: Samme forsøg med muskelbiopsier af 18 unge mænd er publiceret som to forskellige studier i to forskellige tidsskrifter
Af Søren Toubro, Overlæge, leder af forskningsklinikken Reduce, Universitetsparken 2, Roskilde

De to forskere, Milena Penkowa og Bente Klarlund Pedersen , er ansvarlige for, at samme forsøg med 18 unge mænd er publiceret som to forskellige studier i to forskellige videnskabelige tidsskrifter.
Uforståeligt nok oplyste de ikke, at dele af artiklerne var identiske. Professor Bente Klarlund Pedersen står på begge artikler som seniorforfatter og garant for resultaternes rigtighed.

***

[intern ref.: Søren Toubro: Penkowa og Klarlund har dobbeltpubliceret forsøg, Dagens Medicin 29/4-2011.]

Demokratisk nedsmeltning og videnstab

2011-05-01T17:10:00.002+02:00

Information d. 29. april, 2008 (s. 18) Kronik:
Demokratisk nedsmeltning og videnstab
For nylig vedtog eksterne bestyrelsesmedlemmer massive nedskæringer på RUC - mens alle interne bestyrelsesmedlemmer stemte imod. Hermed blev universitetslovens konsekvens blotlagt: Universiteternes selvstyre er forsvundet. Udviklingen på RUC er det seneste eksempel på en foruroligende udvikling. Det demokratiske videnssamfund er efterhånden er parodi

Af Johanne Schmidt-Nielsen

Bestyrelsesmødet på RUC, der i øvrigt blev besat af utilfredse studerende, er den foreløbige kulmination på udviklingen. Processen omkring nedskæringerne har været præget af konflikter og mistillid. Samtidig har vi været vidner til stor frustration over ledelsen på humaniora på Københavns Universitet. Uroen er et symptom på en paradoksal udvikling på universitetsområdet - to paradokser i det demokratiske videnssamfund folder sig her ud for fuld kraft. For det første bakker alle aktører i samfundet tilsyneladende op om demokratiet, men alligevel bliver demokratiet forringet. For det andet er alle rørende enige om, at der skal skabes bedre vilkår for vidensproduktion, alligevel forringes de konkrete forhold for produktionen af viden.

Demokratisk selvstyre
I 1970 blev verdens mest demokratiske styrelseslov vedtaget. Som det mest vidtgående resultat af de demokratiske ambitioner i 1968-oprøret fik ansatte og studerende på universiteterne direkte indflydelse på universiteternes beslutninger og udvikling. Studerende og ansatte fik eksempelvis afgørende indflydelse i forbindelse med ansættelser og valgte selv lederne. I det hele taget havde ansatte og brugere markant repræsentation i de besluttende fora som studienævn og konsistorium, og disse fora var udstyret med betydelige beføjelser. Det forhadte professorvælde blev erstattet af et demokratisk selvstyre, hvor også parlamentarikerne i vidt omfang holdt fingrene væk fra universiteterne. Selv erhvervslivet accepterede dette arrangement så længe universiteterne kunne fremvise brugbare forskningsresultater og veluddannet arbejdskraft. Der opstod så at sige en samfundsmæssig konsensus om, at demokratisk selvstyre var i alles interesse.

Universitetsloven kom
Men allerede i slutningen af 1990'erne gik den brede opbakning til det demokratiske selvstyre i opløsning. Arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer begyndte at markere utilfredshed og en bred front af politikere fulgte efter. De kritiske røster påpegede, at universiteterne ikke var tilstrækkeligt omstillingsparate: De var angiveligt gumpetunge og ineffektive. Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om samfundsnytten af universiteternes bestræbelser var optimal. De kritiske overvejelser må ses som et udtryk for den generelle debat om den offentlige sektor siden 1980'erne, hvor nyliberalismens fremmarch netop indebærer et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat. Der er bestemt gode grunde til ikke at forherlige den socialdemokratiske velfærdsstat, men den indeholder nogle progressive principper og værdier, som vi skal udvikle og bygge videre på - f.eks. de deltagerdemokratiske principper og respekten for fællesskabet.

De nyliberale idéer slog bredt igennem på universitetsområdet i 1990'erne, men det blev først efter regeringsskiftet i 2001 at lovgivningsprocessen blev skudt i gang. I 2003 blev den nye universitetslov vedtaget med et bredt flertal hen over midten - Socialdemokraterne stemte for.

Farvel til demokrati
Universitetsloven vendte op og ned på deltagerdemokratiet og på det århundredgamle selvstyre. Universiteterne fik groft skåret samme form som en privat virksomhed. Øverst i hierarkiet står bestyrelsen, der har lovpligtigt eksternt flertal. Det betyder at eksterne aktører uden problemer kan træffe beslutninger hen over hovedet på ansatte og studerende, som vi aktuelt har set det med nedskæringerne på RUC. Bestyrelsen ansætter rektor, som så ansætter dekaner og institutledere. I modsætning til tidligere er ledere altså valgt oppe- og udefra. Også denne nyskabelse har givet anledning til problemer og mistillid på universiteterne. Som tidligere studerende kan jeg konstatere at rektor på RUC mildt sagt ikke er vellidt - og kontroverserne på humaniora kredser ligeledes om en dekan, der vækker frustrationer blandt mange ansatte. Men den udbredte utilfredshed på universiteterne skyldes ikke kun demokratisk nedsmeltning. Den reflekterer også en lang række andre ændringer på kort tid, der på kryds og tværs forringer vilkårene for ansatte og studerende. Universiteterne skal indgå udviklingskontrakter med Videnskabsministeren og i forlængelse af universitetsloven blev der gennemført fusioner, hvor blandt andet sektorforskningen blev lagt ind under universiteterne. Med god grund har dette skabt frygt for endnu mere politisk styring af forskningen. Gennem flere år er der blevet skåret ned på undervisningen, og den seneste tids krav om kortere studietid har blandt andet haft det konkrete resultat på RUC, at en populær praktikordning, hvor studerende kan tilegne sig konkrete kompetencer, er blevet nedlagt, da den forlænger studietiden. Dette var medvirkende til de studerendes protester på RUC for nylig.

Det er oplagt, at forandringerne på universiteterne har forringet demokratiet. De demokratiske strukturer er blevet nedbrudt og selvstyret er blevet kortsluttet. Men også på en mere grundlæggende måde er demokratiet svækket. Et levende demokrati forudsætter, at befolkningen har tid til eftertanke og kritisk refleksion. Tidligere var der rum for dette på universiteterne, hvilket både har været til gavn for de umiddelbart berørte og den demokratiske offentlighed i det hele taget. En velfungerende demokratisk offentlighed bygger på kritiske og konstruktive indspil fra aktører, der ikke er afhængige af samfundets dominerende interesser. Her spiller universiteterne en meget vigtig rolle. Med de senere års tidspres og politiske detailstyring af forskning og uddannelse, er denne demokratiske ressource ved at visne bort. I det hele taget er samfundets vidensproduktion under betydeligt pres.

Videnstab
Vidensproduktion trives bedst på demokratiske vilkår - i åbne netværk uden topstyring. Vi ved eksempelvis, at software produceret af frivillige som open source i mange tilfælde er selv giganten Microsofts produkter overlegne. Og open source er bare ét eksempel på, at åbenhed, engagement og fællesskab er langt bedre principper for vidensproduktion end lukkethed og konkurrence. Men det er lige præcis de sidstnævnte principper, der har vundet indpas på universiteterne i de seneste år. Ansættelser, udviklingskontrakter og tildeling af forskningsmidler kommer til verden i lukkede cirkler. Studerende og ansattes engagement i deres studier, forskning og arbejdsliv er sat under pres af et nyt regime, der tilsigter at styre individer på grundlag af egoisme og konkurrence. Denne udvikling fremmer yderligere individualisering og lukkethed, for når mennesker og grupper skal konkurrere, så holder de i større omfang deres viden for sig selv. Det mest vidtgående eksempel på denne tendens er, at universiteterne anspores til at patentere deres forskning. Hertil kommer regeringens meningsløse afskaffelse af gruppeeksamen, der har forringet vidensproduktionen betydeligt blandt de studerende.

Demokratisk?
Danmark karakteriseres bredt som et demokratisk videnssamfund. Protesterne på universiteterne udstiller hulheden i den påstand, og kan være et forvarsel om et generelt opgør med den gældende samfundsudvikling.
Man kan naturligvis fristes til at tro, at de menige på universiteterne udelukkende kæmper for at bibeholde deres privilegier, eller at de måske oven i købet forsøger at konservere en forældet samfundsmodel i angst for forandring og nytænkning. Men det forholder sig stik modsat. Kampen på universiteterne er progressive udtryk for ambitioner om at demokratisere samfundet og frisætte vidensproduktionen. Demokrati er den styreform, der giver mest indflydelse til borgerne - og som skaber de bedste forhold for videnssamfundet - og derfor skal demokratiet ikke afvikles, men udbredes og udvikles. Til glæde for alle borgere og for videnssamfundet. Universiteterne er igen blevet en central kampzone.

Johanne Schmidt-Nielsen er forsknings- og uddannelsesordfører (EL)

Billedtekst: Universiteterne er ifølge dagens kronikør igen blevet en central kampzone, når det gælder demokrati. På billedet demonstrerer studenter under Ungdomsoprøret for demokrati og har besat konsistorium. Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix

[intern ref. her; omtalt på bloggen Forskningsfrihed? her (red.)]

Hvad er forskning? - debat og bogreception

2011-04-30T22:17:00.000+02:00

[flere tekster (red.)]

***

fra CBS website
http://www.cbs.dk/nyheder_presse/arrangementer/2010/januar/2010_01_20_15_00_00_hvad_er_forskning

Hvad er forskning?

Tid: d. 20. januar 2010, kl. 15.00 -17.30
Sted: Copenhagen Business School, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg. Lokale: SØ.041

Det kommer næppe som den store overraskelse for nogen, at videnskabsminister Helge Sander afviser den kritik af problemerne med forskningsfriheden på de danske universiteter, som den internationale evalueringsrapport netop er fremkommet med. Afvisningen behøver dog ikke kun at være politisk motiveret. I bogen Hvad er forskning? påpeger tretten danske forskere, at det også kan skyldes en manglende forståelse for forskningens normer, vilkår og mangfoldighed.

I anledningen af udgivelsen af Hvad er forskning? afholdes debatarrangement og bogreception på CBS Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg, lokale SØ.041 hos institut for Internationale Kultur og Kommunikationsstudier d. 20. januar kl. 15-17.

Programmet er:

• 15.00-15.05: velkomst fra ordstyrer Søren Brier og Institutbestyrer IKK Anette Villemoes
•15.05-15. 20: lektor Claus Emmeche: Vilkår for forskning og videnskab i det sanderske universitet.[senere bragt kronik, se her]
• 15.20-15.30: Debat
• 15.30-15.45: Forskningsdekan Alan Irwin: Research quality and the changing landscape of science.
• 15.45-15.55: Debat
• Kort pause
• 16-00- 16.15: bibliotekets chefkonsulent Leif Hansen: Fordele og ulemper ved bibliometriske metoder til måling og fremme af forskningskvalitet.
• 16.15-16.25: Debat
• 16.25-16.40: professor Søren Brier: Forskningskvalitet i formidling til massemedier og politisk brug af forskning.
• 16.40-16.50: Debat
• 16.50-17.30: Reception

Anmeldereksemplarer af bogen kan rekvireres ved henvendelse til NFSV’s markedsføringsafdeling: Tel. (+45) 3815 3882 pj [at] samfundslitteratur.dk
eller bestil via: www.nfsv.dk

***

Fra bibliotek.dk:
Hvad er forskning? : normer, videnskab og samfund. 1. udgave.
Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 2010.
redaktører: Claus Emmeche, Jan Faye. 275 sider.

Med litteraturhenvisninger. ISBN-13: 978-87-7683-022-9
Pris ved udgivelsen: kr. 298,00

Indhold:
Normer
Claus Emmeche: Fra videnskab til forskning.
Søren Brier: Lomborgsagen som grænsetilfælde i forskningsvurdering.
Hugo F. Alrøe og Egon Noe: Et perspektivisk blik på videnskabelig uenighed og ekspertise.
Cathrine Hasse: Forskerens læreproces - et kritisk, realistisk perspektiv.
Videnskab
David Favrholdt: Om viden og videnskab.
Jens Hebor: Demarkationsproblemet.
Jan Faye: Hvordan adskilles astronomi fra astrologi?
Finn Collin: Bjørn Lomborg, global opvarmning og 'den optimistiske meta-induktion'
Samfund
Hanne Andersen: Videnskabsindikatorer og videnskabshistorie.
Niels Keiding: Har fagfællesbedømmelse stadig en chance?
Karen Siune: Forskning og samfund.
David Budtz Pedersen: Forskningskvalitet som politisk kategori

***

ForskerForum d. 30. marts, 2010 (nr. 233 - april 2010) s. 18-19
En demarkationslinje
anm.: Claus Emmeche & Jan Faye: Hvad er forskning? Normer, videnskab og samfund ( Nyt fra Samfundsvidenskaberne, januar 2009)

anmeldt af: Nils Bredsdorff

[kopien nedenfor mangler ekstra tekst, en mere fuldstændig version i pdf kan ses her (red.)]

Antologien " Hvad er forskning?" er på mange måder en fremragende bog, så god, at man provokeres til at tænke, at det vel nok er en skam, at den ikke kom for ti år siden, da der virkelig var brug for den i opgøret med den dominerende socialkonstruktivisme og relativisme! Flere af bogens bidragydere antyder også, at nødvendigheden af at behandle det gamle videnskabsteoretiske demarkationsproblem - hvor går grænsen mellem videnskab og tro, pseudovidenskab - netop er at få gjort det opgør færdigt og få genstartet den klassiske debat om, hvad videnskab er, og hvad der gør, at nogle indsigter er bedre end andre.
Bogen indledes sigende med en rehabilitering af Mertons CUDOS, dvs. normer, der "skal sikre konsensus og objektivitet i det videnskabelige arbejde". Med udgangspunkt her tematiseres alle de gode spørgsmål, og det vil jo i realiteten sige vanskelige, krævende spørgsmål: Hvad er forskellen på forskning og videnskab? Hvad er fælles ved god videnskab? Hvor går grænsen mellem videnskab og ikke videnskab? Hvad er forholdet mellem grundforskning og anvendt forskning, strategisk forskning og udviklingsarbejde? Også forholdet til forskningspolitikken og universiteternes autonomi berøres, men i de fleste indlæg vil det være mere korrekt at sige, at den aktuelle universitetspolitik anes i baggrunden, og den evigtunge videnskabsteoretiske demarkationsdiskussion dominerer. Selv de indlæg i antologien, der direkte handler om forskningsregistrering, kvalitetsbedømmelse, bevillingspolitik og forskningspolitik, er snarere registrerende og analyserende end oppositionelle og politisk-kritiske. Det er ment som en ros til redaktørerne, at man har turdet lade en klassisk debat fra midten af forrige århundrede være omdrejningspunkt i en bog, som de fleste vil tro er et universitetspolitisk kampskrift.

Redaktørerne Emmecke og Faye har valgt rigtigt ved at afsøge grundlaget for universiteterne og gøre det på en meget venlig måde, hvilket netop muliggøres af, at bogen kommer ti år for sent og dermed er fri af det videnskabelige slagsmål kaldet Science Wars, dvs. kampen mellem en overvejende naturvidenskabelig og en humanistisk-samfundsvidenskabelig-konstruktivistisk videnskabsopfattelse.
Højdepunktet i de internationale universitetsstridigheder, men især amerikanske kampe var den såkaldte Sokalaffære i 1998. Fysikeren Sokal skrev en uforståelig vrøvleartikel med mange af de rigtige modeord og konstruktivistiske termer, sendte den ind til et fornemt, humanistisk tidsskrift, fik den ud, afslørede svindelen, mens redaktøren, den kendte litterat Stanley Fish forsvarede offentliggørelsen. Sokal-affæren er ikke nævnt i bogen, selv om der er artikler om Lomborg, og forholdet mellem astrologi og astronomi. Sokal var meget grov ved humaniora, men dette er en venlig bog, der går efter begrebsafklaring i stedet for polemik og kritik -en slags oprydning efter relativismens hærgen.
Og mange af forfatterne er humanister. Til denne oprydning er den videnskabsteoretiske og - historiske debat mellem Popper, Kuhn, Lakatosh, Feyerabend og Laudan vældig brugbar, og det lykkes i høj grad at bruge kombattanternes argumenter i den aktuelle afklaring af, hvad forskning og videnskab er, men interessant nok uden at vise, at det også var et forrygende slagsmål. (Jeg kunne have ønsket mig en artikel, der viste relativismens indtog på universiteterne, men måske mener man at være dækket ind her ved at tre af bidragyderne inden for de seneste par år har lavet to andre bøger, som ligger på linje med denne Ideer vi lever på (red. Collin og Faye) og Arven efter Kuhn (red. Hanne Andersen og Jan Faye). Det kunne lyde, som om bogen næsten er alt for pæn, men Alrøes og Noes artikel om det feterede honnør-ord tværvidenskab og Hasses om forskersamarbejde på europæisk plan er en befriende kontant gennemgang af vanskelighederne, de praktiske og fundamentale problemer, der sjældent tematiseres.
Bredden i bogen er stor og nogle af indlæggene forudsætningsfyldte mht. videnskabsteori, men indlæggene er kædet fint sammen og forholder sig (refererende) til hinanden, så der er lejlighed til at repetere. Claus Emmecke skriver ' Fra videnskab til forskning' - om presset mod videnskabens normer, en udvikling der let kan læses som en forfaldshistorie fra en (humboldtsk) guldalder, men også det tages op. Søren Brier skriver om Lomborg som ' Grænsetilfælde i forskningsvurdering' og stiller - lidt naivt set i relation til bogen afsluttende analyser af det forskningspolitiske spil - en lang række forslag til at rette op på de miserer, sagen viser, herunder en slags Statstidende med fri spalteplads til forskeres kritik af andre forskere. Alrøe og Noe behandler som nævnt tværfaglighed - og alle de institutioner, der bryster sig af tværfaglighed, burde læse med her. Det sker med brug af det noget forvirrende begreb perspektivisk, ' Et perspektivisk blik på videnskabelig uenighed og ekspertise'. Cathrine Hasse skriver om EU-forskningens multinationale betingelser i ' Forskerens læreprocesser - et kritisk realistisk perspektiv'. David Favrholdt skriver, som nestorer gør, kort og fyndigt om de sidste 2000 års filosofihistorie og ender med sit yndlingsemne Niels Bohr og dagligsproget. Jens Hebor skriver om 'Demarkationsproblemet', i klassisk stil med opgør med kreationisme og intelligent design, og viser overbevisende, at det gamle problem er et " Ganske påtrængende problem", ligesom han behandler naturvidenskabelige metoders forhold til andre metoder. Jan Faye bruger astrologi og astronomi som eksempler på den historiske udvikling af den bugtede demarkationslinje - det er herligt provokerende for ens fordomme og tro på metodologiens betydning.
Finn Collin skriver om Lomborgs videnskabelighed - og fortrænger desværre historien om de overvejende samfundsvidenskabelige og humanistiske forskeres støtteunderskrifter for Lomborgs ret til at skrive, hvad han ville om miljøvidenskaben og dens forskere, som blev mødt af dobbelt så mange overvejende naturvidenskabsfolk, der støttede UVVU. Det er nok det nærmeste, vi kom Science War, og konflikten er til stede i bogen, men så at sige konstruktivt som dialog internt i artiklerne. Hanne Andersen skriver om ' Videnskabsindikatorer og videnskabshistorie', konkret om udviklingen og problemerne med bibliometriske indikatorer, herunder især citationsindekser.
Karakteristisk for bogens linje er, at hun tager afsæt i den nye danske forskningsindikatormodel, men ender efter det udmærkede, historiske survey, der viser det ene fundamentale problem efter det andet ved denne type forskningsmåling, ud med at sige, at videnskabshistorikeren kan vise bibliografiske modellers begrænsninger.
Niels Keiding bidrager med en beretning om det engelske RAE-fagfællevurderingssystem med udgangspunkt i deltagelse i grotesk faggruppearbejde under den danske forskningsindikatormodel. Fagfællevurderingen er dyrere, men langt bedre.
Keidings indestængte harme over det påtvungne, fagligt set idiotiske arbejde er fin, men der er alt for mange ædle motiver i forklaringen, og der mangler erkendelse af, at en af årsagerne til, at det har kunnet lade sig gøre for et fagligt set inkompetent Fagligt Udvalg at dressere og hundse med flere hundrede fagfolk, er angsten for, at der nok er nogle andre, der vil overtage ens plads. De gange, folk er gået i protest, er pladsen blevet fyldt hurtigt op. Konkurrencen om midlerne er stor.
Karen Siune og David Budtz Pedersen runder passende af med to politologiske artikler om grundliggende elementer i forskningspolitikken, aktører, reguleringens historik, sprog og institutioner -analytisk og lidenskabsløst i betragtning af, at den danske Uni-lov er Europas værste og meget omstridt. Det er forhåbentlig et oplæg til bind 2 om forskningspolitik og forskningsstyring, fordelingspolitik og legitimeringsstrategier?
Den praktiske konklusion på læsningen af denne bog må være, at universiteterne -eller måske mere sikkert de institutter, hvor fornuften og Oplysningen stadig eller igen er til stede -indkøber et tilstrækkeligt antal eksemplarer af bogen og giver et til hver nyansat forsker med 5 års tilbagevirkende kraft og foranstalter faglige seminarer om DEMARKATIONSPROBLEMET.

Ikke fordi jeg er enig i alle indlæg, men fordi de tilsammen repræsenterer udgangspunktet for en produktiv faglig uenighed, og for at markere instituttets demarkationslinje.

Forsk. bibl., lektor Nils Bredsdorff , RUC.

***

Asger Sørensen, 2010: "'Midt i sammenbruddet': bøger om universitet, forskning og videnskab", Social Kritik: tidsskrift for social analyse og debat, 22. årg., nr. 122, s. 26-29. (pdf-kopi; arkivets kopi) [en anmeldelse af M.O. Madsen: Universitetets Død; S. Auken: Hjernedød; og C. Emmeche & J. Faye, red.: Hvad er Forskning? ]

***

[intern ref.]

Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden

2011-04-29T11:19:00.002+02:00

Politiken d. 27. april, 2011 (Kultur side 7)

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1265274/dansk-universitetsledelse---tilbage-til-enevaelden/

Kronik:

Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden

Bureaukratiet vokser og vokser, for de mange kontrollerende målestokke skal koordineres, og der skal holdes møder om dem og indrettes mødelokaler, som også skal vokse.
Af GORM HARSTE
Gorm Harste er lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet .

UNIVERSITETSANSATTE har et kald. De vil forske og undervise. De vil fordybe sig i forskning og fortælle om det. De kan slet ikke lade være. Bruger aftener, weekender og ferier, elevatorer og busser, og selvfølgelig kontorer og laboratorier, som steder, hvor forskningen kan foregå.
Hvor må universitetsledelserne dog være heldige med at have så enorme stabe af medarbejdere, som ledelsen overhovedet ikke behøver at motivere. Ledelsen kan have tillid til medarbejdernes engagement og deres ivrige, for ikke at sige devotede, arbejdsevne. Ser man bort fra den alder, hvor de ansatte har små børn, ligger den gennemsnitlige arbejdstid da også langt over 50 timer ugentligt. For ikke at tale om arbejdshastigheden: Ikke noget med tre måneder til at skrive en analyse på ti sider, når en dag er nok oven i mail og foredrag.
Desværre er tilliden imidlertid ved at blive nedbrudt. Ledelserne har fået Forskningsministeriets tilladelse til at indføre enstrengede ledelser, top-down-ledelse, og siden 2001 en lønstigning på 42 procent.

Opdelingen mellem fagligheder og mellem fakulteter skal nedbrydes og omorganiseres til fordel for omorganiseringen selv. Som var omorganiseringen selv et mål. På linje med forskning og undervisning.

Problemet er langt mere generelt. Mange ansatte i andre sammenhænge som skoler, gymnasier, hospitaler, socialcentre, politiet osv. kender til denne type ledelseskrise. Det klassiske napoleonske bureaukrati er blevet genindført ud fra et princip om, at medarbejderne er ansatte, hvis ydelser skal måles, registreres, kontrolleres, evalueres, sammenlignes, akkrediteres, gøres til objekt, til genstand, til et salgsprodukt, der går ' fra tanke til faktura'.
Forskning skal underkastes ledelse.
Som sædvanligt med den bureaukratiske kontrol bliver én målestok utilstrækkelig og misvisende: Det er eksempelvis alt for reduktivt at måle ydelsen efter antal sider, der skrives per år for efterfølgende at tildele bevillinger efter den optælling. Ergo indfører man 117 målestokke. Ledelsen har en umiddelbar fordel med de mange målestokke og ydelsesfremmere, der skal sættes i værk: De skal organiseres.

FØLGELIG vokser universitetsorganisationen. Og den vokser og vokser, for de mange målestokke skal koordineres og kobles. Der skal holdes møder om dem og indrettes mødelokaler, som også skal vokse, hvorfor de skal bygges om og bygges ud for efterfølgende at blive flyttet et andet sted hen, og hvilket sted det skal være, skal der så også holdes møder om og ansættes konsulenter til. Følgelig bliver ledelsen mere kompleks, og den nye kompleksitet skal der fortælles om udadtil og indadtil, og dertil skal der bruges brevpapir med nye kendetegn, der skal signalisere ny ledelse, hvilket yderligere konsulenter ansættes til at foranstalte, hvorefter der skal holdes møder med alle ansatte, så de forstår den nye ledelsesstil og det nye uoverskuelige signalsprog på brevpapiret og i de forskellige nyhedsbreve, som i mellemtiden er indført, for at de ansatte kan forstå og lære at blive indforstået i ledelsens nye engagementer, ikke mindst når de ikke kan forstå de nye underlige og ulæselige tegn på PowerPoint og mail.
Dertil skal nye kommunikationsafdelinger oprettes og en kommunikationsdirektør og kontorchefer med nye sekretærer ansættes, og en ny kantine og frokoststue med nye planter indrettes, og regeringspersonale, samt gartnere til at passe de mange nye planter, der skal demonstrere friskhed og grøn vækst, skal ansættes, hvortilkommerfotografer, der kan afbilde dem til nyhedsbrevene og universitetsaviserne og alumneavisen.
Således viser ledelsen, at den kan lede og derfor også kan udvide og overtage, fusionere andre uddannelser og forskningsinstitutioner ind under sig, så hele forskningsorganisationen skal laves om, hvilket der skal holdes møder om og skabes nye reorganiseringsorganer til, med nye vicedirektører, som skal have yderligere høje lønninger, fordi de nu er ledere i stadig større organisationer. Derfor skal alle institutter og forskningscentre have nye navne, så ingen længere kan finde rundt efter gamle mønstre, som ledelsen skønner forældede.
Til gengæld kan man bruge møder og tid og endnu flere organisationsledere til at forklare de ansatte meningen med det nye, men under inddragelse af endnu flere konsulenter, fordi de mange organisations-og kommunikationsforskere på universiteter stiller stærkt begrundede spørgsmål til universitetsledelsen om meningen og meningsløsheden ved alle øvelserne, så rektor må klædes på og udstyres med overfrakker af Power-Point og direkte streaminger i taler, som kommunikationsforskerne nu også kan blive enige med organisationsforskerne om er uforståelige og rationalitetsudtømte.
Men derfor må institutterne flyttes rundt, så forskerne får andet at se til end at stille kritiske spørgsmål, og pengene går til omflytninger, udflytninger, omrokeringer, så politologerne flytter over i juristernes gamle bygninger, og juristerne i politologernes bygninger og psykologerne i økonomernes bygninger og økonomerne i handelssprogenes bygninger, og handelssprogene til sprogforskerne. Imens kan verden kun undre sig over, at alt det skal til i en af Europas smukkeste universitetsparker, når Europas to bedste universiteter, i Oxford og Cambridge, har holdt til i de samme gamle bygninger fra 1300-tallet, hvor intet ændres bortset fra indførsel af træk og slip og elektricitet, så forskerne der kan koncentrere sig om forskning . Således viser det sig i Aarhus , at universitetsledelsen, der for 50 år siden havde én sekretær til hjælp, efterhånden fik flere hundreder til hjælp, svarende til størrelsen af den danske stats centraladministration i 1948.
Dette kræver så visselig overdragelse af midler fra forskning og undervisning til en ledelse, der jo så også kan sikre sig, at der ikke er ansatte på universitetet, der bliver til nulforskere og nulundervisere. Alt sammen i effektivitetens og konkurrenceevnens navn.

FRA AARHUS er der udsigt til Mols, hvor en bonde engang blev irriteret over en stork, der trampede markens korn ned. Men da han ikke selv ville trampe kornet ned i forsøget på at jage storken væk, fik han otte andre bondemænd til at bære sig ind på marken og fik da også jaget storken væk.
Administrationsudgifterne på Aarhus Universitet er vokset klækkeligt siden 2001. Måske til det dobbelte frem til 2012. Den omorganisering, rektor satte i gang i 2011, koster 1,25 milliarder kroner ( ja, rigtig læst: 1.250.000.000 kroner), men udgifterne bliver i virkeligheden som altid med den slags langt højere, fordi medarbejdertid derudover inddrages i uhyre mængder. Tid, der går fra forskning og undervisning. Alle ledelsesinititativer og omorganiseringsudgifter fordobles eller flerdobles ned igennem organisationerne. Rektor synes »ikke, det er mange penge«. Men til sammenligning er midlerne til fri forskning i samfundsvidenskaberne i hele Danmark på 95 mio. kr. årligt, hvorfra der dog skal trækkes ca. 44 procent, som universitetsledelserne opkræver for at administrere bevillingerne.
Frem for at lade administrationen vokse så eksplosivt kunne midlerne anvendes direkte til frikøb af forskere eller ansættelse af undervisere, så universitetets produktion steg. Til syvende og sidst lever universitet af forskernes aktiviteter, også som formidlere, hvilket ofte er til gavn for forskning og undervisning. Men administration skal understøtte frem for at optage tid og ressourcer.

EN TREDJE mulighed er, at forskerne og underviserne kan håbe, at ledelsen bruger så mange kræfter på at organisere sig selv og sine egne stadig mere komplekse strukturer, at forskerne, studenterne og underviserne lades i fred til at passe deres arbejde, uden desværre dermed at slippe for at betale omkostningerne.
Desværre er krisen i dansk universitetsledelse mere alvorlig end antydet med denne ironiske tilgang. Ledelserne kan formodentlig ikke selv se de belastninger, de udsætter universiteterne for, og som man til syvende og sidst kan bebrejde Folketinget for, da man indførte den såkaldt enstrengede ledelsesstruktur: I stedet for professorvældet fik man demokratiseringen af universiteterne, som nu er blevet til rektorvældet.
Dybest set mangler ledelserne en professionel iagttagelse af forholdet mellem organisationssystemer, forskningssystemer og undervisningssystemer. Problemet ligger formodentlig i forholdet mellem forskningsministerium, universitetsbestyrelser og rektorer. Ledelseskriserne på Københavns Universitet og CBS er mere omtalte end på Aarhus Universitet , men den er bestemt også alvorlig på Aarhus Universitet .
Problemet ligger ikke i opgøret med de sidste 40 års medarbejderstyre. Problemet ligger i opgøret med den udvikling i forskningens autonomi og den forskningsbaserede undervisning, som blev skabt med oplysningstiden, og som førte til det humboldtske universitets-og fakultetssystem indrettet af sprog-og statsforskeren filosoffen Wilhelm von Humboldt i 1810 i Berlin under inspiration af Immanuel Kants sene afhandling ' Fakulteternes strid' fra 1797.
Kant, der regnes for verdenshistoriens usammenligneligt største filosof, blev banebrydende for den moderne forskning. Han skelnede mellem tre forskellige vidensområder: naturvidenskaberne, socialvidenskaberne, og de æstetiske videnskaber; dertil kom de anvendte videnskaber, medicin, teologi og for så vidt jura og pædagogik, faktisk også jordbrugsforskning ( kaldet kameralvidenskab). Det er stort set den opdeling, der behersker videnskab og fakultetsdelingen i dag. Frem for alt er det den logik, metodelære og forståelse af faglighed og saglig gyldighed, som Kant indførte, der er afgørende i moderne forskning . Begrundelse og bevisførelse, procedurer og normer, sikker og usikker vidensproduktion udvikler sig i forskellige typer af forståelse, af ' hvad vi kan vide, hvad vi kan gøre og hvad vi kan håbe'. Gid det var så vel, at dansk forskningsledelse, dvs. Forskningsministeriet, universitetsbestyrelser og rektorater, kunne nå frem til et tilsvarende niveau som datidens forskningsledelse i håndteringen af forskningsforståelse, forskningsanalyse og organiseringskompetence.

I 1700-TALLET reagerede man overalt i Europa på den despotiske organisation af samfundet, som enevældens militærstatslige konkurrencehensyn havde dikteret for al foretagsomhed. Enevælden bestod i et organisatorisk top-down-projekt. Centraladministrationerne organiserede sig militært, finansielt, juridisk, arkitektonisk og med propaganda i spidsen, ud fra en opfattelse af, at ' vi alene vide'.
Imidlertid viste det sig, at de statslige centraladministrationer havde brug for professionel viden, hvad enten det var i søfart, i matematik, i jura, eller i arkitektonisk design. Konkurrencen mellem militærstaterne var en kamp på liv og død. Det var ikke som i dag en kamp om andele af verdensmarkedet, men alligevel en kamp mellem konkurrencestater. Man talte om statsræson, og den krævede professionalisme, viden og ekspertise. Det betød decentralisering og uddelegering. Magtdeling og oplysningstid.
Centraladministrationen havde brug for, at der var instanser, der vidste mere end den selv. Om jura og politik. Om forskning , uddannelse, teologi, kunst, offentlighed, bankvæsen, handel, søfart, landbrug, om litteratur og kærlighed. Ser man bort fra den humboldtske centraladministration, afgav statsledelsen ikke beføjelserne frivilligt, men blev tvunget af omstændighederne, af konkurrencen. Organisationssystemerne måtte overlade magten over sagligheden til fagligheden. Juraen tilkæmpede sig ret til at have ret over, hvad der talte som ret og uret. Forskning forskede i forskning og lavede viden om, hvad der vidstes om såvel viden som ikke-viden. Organisationssystemerne måtte blande sig udenom og i bedste fald nøjes med at forvalte sig selv.
Resultatet blev det moderne samfund og det humboldtske universitet med fakultetsdeling. Fagene fortolkede sig selv. Og det havde den oplyste organisation forståelse for. Man havde tillid til de ansatte. Men her taler vi også om administrationer, der vidste, både hvad organisation er for noget, og hvad faglig saglighed er for noget. Ikke om dilettantiske forsøg på at organisere sig frem til faglighed og saglighed.
Læren er, at fagligheden ikke kan kontrolleres udefra eller oppefra. Organisationssystemer forstår sig ikke på faglighed. De kan ikke kommunikere med faglighed og om faglighed. Men de kan kommunikere om sig selv og med sig selv om egne beslutninger, og om hvordan organisationer kan beslutte sig for at tilpasse sig det moderne samfund. Eller de kan irritere det moderne samfunds funktionssystemer og pålægge dem et nyt ofte meget uprofessionelt og uklart ledelsessprog, som alle har at indrette sig efter frem for at få deres arbejdspladser og opgaver til at fungere. Ledelsernes såkaldte visioner kan i værste fald sætte funktionerne ud af kraft, og så er vi tilbage ved det enevældige despotis forsøg på at kontrollere decentraliseringens centrifugalkræfter.
Forskningen er da blevet til undersåt og eksperterne til undersåtter uden samtidig at have indflydelse som statsborgere i staten. De har kun indflydelse som vælgere ved folketingsvalgene. Ganske vist taler alle om medarbejderindflydelse, al den stund at vi befinder os i et vidensproducerende samfund, hvor vidensproducenterne jo bedst selv ved, hvad der er viden. Vidensproducerende organisationer er jo ikke rutinebaserede virksomheder, der laver produktstyring som i en samlebåndsproduktion. Det ved enhver organisationsforsker. Men tilsyneladende kommunikerer ledelserne ikke med organisationseksperterne.
Hvad universitetsledelsen egentlig vil, er der kun få forskere, der kan forstå. Mindst af alle dem, der arbejder professionelt med organisation, med rationalitet, med kommunikation. Jo, man kan forstå, at ledelsen får højere lønninger, flere beføjelser og flere ansætte umiddelbart under sig. Ledelsen har interesser i sin egen vækst. Det er et gammelkendt fænomen, hvis organisatoriske rationale enhver organisationsforsker har undervist i, siden Max Weber for omtrent 100 år siden gennemanalyserede dets irrationalitet første gang og tilskrev det enevældens interesser i dens egen etats- og statsræson. Man kendte også til fænomenet på von Humboldts tid, hvor Hegel havde gjort opmærksom på det. Men dengang forstod man at begrænse det. Man satte dannelse, uddannelse og forskning i højsædet. Og derfor forstod man, hvad selvbegrænsning bestod i.

PÅ AARHUS Universitet synes den centrale ledelse ligesom på Ludvig XIV's tid at ville styre og kontrollere forskningens forsøg på at sige, at fagene selv bestemmer over dynamikken og organiseringen af egen faglighed. Danmark har da også - hvad alle historikere er enige om - en uhyre stærk tradition for enevælde. Potentialet for centraladministrativ topstyring ligger lige under overfladen på det moderne samfund. Det er det potentiale, der nu er kommet til udfoldelse på Aarhus Universitet . Formodentlig er ledelsen ikke selv klar over det. Den interesserer sig tilsyneladende ikke for, at uddannelse også består af dannelse, af refleksion, af tilbageholdenhed, respekt for andres faglighed og hensyn til, at man muligvis ikke forstår alt og slet ikke alt i andres faglighed. Man taler om tværfaglighed. Men tværfaglighed består af flerfaglighed. Ellers bliver faglighed til dilettanteri. Organisationsledelsen forholder sig til tværfagligheden ud fra et opgør med flerfaglighed. Man vil sætte sig på flere stole samtidig. Men sætter sig mellem dem.

GORM HARSTE

***

[intern ref.: Gorm Harste: Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden, kronik i Pol. 27/4-2011.]

Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget

2011-04-28T16:22:00.001+02:00

Altinget | Forskning & Innovation d. 28. april 2011 kl. 19:00
http://www.altinget.dk/forskning/artikel/satser-danmark-maalrettet-paa-vidensamfundet
Satser Danmark målrettet på vidensamfundet?
DEBAT: Hvad kendetegner ledende universitetsmiljøer - og har vi trods gode intentioner i realiteten gjort, hvad der skal til for at fremtidssikre universiteter i top og dermed Danmark i videnssamfundet, spørger dagens debattør.

Af Evanthia Kalpazidou Schmidt, Research Director, Aarhus Universitet

Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget
for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en
sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver
mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.

- Evanthia Kalpazidou Schmidt

Med Danmark som et vidensbaseret samfund - og i en tid med forskydninger af økonomiske og teknologiske magtbalancer mellem Asien, USA og Europa - må vi tilskynde til at være endnu længere fremme, hvad angår viden og kompetencetilegnelse. Det forudsætter, vi tænker over, hvorledes vi skaber endnu mere dynamiske miljøer og hvilke initiativer, der kan lette adgangen til de førende vidensmiljøer. Vi bør satse målrettet på styrket international formidling og "brande" akademiske kvalifikationer indenfor forskning, udvikling og innovation.

Begrebet "akademisk verdensklasse" har traditionelt været svært at definere. Professor Philip Altbach konstaterede i 2004, at alle ønsker at være blandt eliten, men ingen kan definere præcist, hvad det vil sige. Blot få har dermed forsøgt at definere, hvad det vil sige at være i verdensklasse. De, der har gjort forsøget, har identificeret en række karakteristika som fremragende forskning og undervisning, højtkvalificerede medarbejdere, talentfulde studerende, selvstyre, udstrakt akademisk frihed og god finansiering.
Siden 2004 er der sket en del på området, men de kriterier, der anvendes til at definere "akademisk verdensklasse", varierer stadig. Det engelske Times Higher Education Supplement og QS World University Rankings kombinerer subjektive vurderinger (f.eks. internationalt omdømme, arbejdsgiver og studentertilfredshed) med objektive kriterier (f.eks. antal citationer i tidsskrifter). Et tredje rangordningssystem, Shanghai Jiaotong University-indekset, fokuserer alene på forskningsudbytte. Rangordninger er altså et resultat af forsimplede beregninger, der ikke udtrykker universiteternes "værdi" fuldt ud.
Der er på verdens top 20-listen i alt 13 amerikanske, fire engelske, et svejtsisk, et canadisk samt et australsk universitet. Antallet af amerikanske universiteter på verdensranglistens top-20 falder. På grund af økonomiske stramninger og nedgang i studenterindtag er der på blot to år blevet fem færre universiteter på listen. Noget lignende forudser man i England, efter det seneste krisebudget er gået hårdt ud over universitetssektoren.
Til gengæld avancerer universiteter i andre verdensdele. Flere asiatiske universiteter, der venter på at ryge ind på top-20, satser målrettet på forskning og udvikling og har en klar konkurrencefordel på grund af vestens økonomiske krise, og fordi det er lykkedes dem at tiltrække meget dygtige professorer fra vestlige uddannelsesinstitutioner. En satsning, der direkte kan aflæses i forbedrede internationale placeringer.
Både Københavns og Aarhus Universiteter er i verdensklasse. Ifølge QS World University 2010 indtager de pladser som nummer 45 og 84 på verdensranglisten. The TIMES 2011 World University Ranking er lidt anderledes. Den giver Aarhus en placering 10 pladser højere end København. Lidt forsimplet kan man sige, at hvor Aarhus Universitet scorer points på tilknytning til erhvervslivet, forskning og citationer - men mindre på international eksponering - har Københavns Universitet gode internationale kontakter, men mindre gode erhvervsrelationer. Begge ligger de foran ansete institutioner som for eksempel St. Andrews og Freiburg. Med en placering som nummer 122 på The Times-listen er også Danmarks Tekniske Universitet særdeles godt placeret.

Sociologen David Reisman observerede allerede for over 50 år siden, at amerikanske universiteter ramte ved siden af akademiske målsætninger, fordi alle stræbte efter at blive som Harvard og Berkeley. Det samme kan siges i dag med forsøg på meget stram styring. Universiteter bør overveje deres styrker og svagheder - det kan være, de vil opnå langt større styrke ved at gøre tingende anderledes.
For at danske universiteter fortsat skal være i verdensklasse og avancere internationalt sammen med erhvervslivet og som "lokomotiv" for det danske samfund, bør vi overveje spørgsmål som, hvorledes man:

drager mest mulig fordel af europæisering og globalisering
får mest udbytte af den stigende konkurrence, udtrykt ved internationale rankings, til at tiltrække og fastholde internationalt ledende kapaciteter
styrker den internationale profil ved brug af målrettede strategier
tiltrækker yderligere kapital.

Økonomiprofessor på Harvard Universitet Philippe Aghion og en gruppe forskere offentliggjorde i 2009 en undersøgelse fra USA og Europa, der viste, at der er direkte sammenhæng mellem, hvad der investeres på universiteter og disses internationale placeringer. Man kan ikke spare sig til verdensklassestatus - men kan omvendt lære af de asiatiske erfaringer og aspirationer.
Mere fleksibel forskningsstøtte kan fungere som brohoved til internationalt ledende vidensproduktion. For at sætte tingene i perspektiv: Yale Universitetet har en formue på omkring 18 mia. dollars, Stanford på 14 mia. dollars. Danske universiteter må have styrket kapitalgrundlaget for at avancere yderligere. Det bør ikke blive en sovepude; kun et styrket økonomisk grundlag giver mulighed at tiltrække flere midler og fremme innovation.
Muligheden for at have universiteter i verdensklasse og skabe dansk "excellence" er i sidste ende et spørgsmål om, hvorledes vi i fremtiden sikrer os overskud til fortsat velstand og udvikling.

[intern ref.]

Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden

2011-04-27T11:35:00.000+02:00

Politiken d. 27. april, 2011 (Kultur side 7)

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1265274/dansk-universitetsledelse---tilbage-til-enevaelden/

Kronik:

Dansk universitetsledelse - tilbage til enevælden

WWW Har du kommentarer til Kroniken - gå ind på politiken. dk/kroniker.

[intern ref.]

Demokratiser universitetet

2011-04-27T11:34:00.000+02:00

Information d. 27. april 2011 (1. sektion side 19) Debat:

Demokratiser universitetet

Af Niels I. Meyer, professor emeritus, Hørsholm

Prodekan Claus Holm fra Aarhus Universitet forklarer i Information 20. april, at universiteternes ledelsesproblemer bør løses ved at genindføre oplyst enevælde med rektor som den enevældige.
Ganske vist kalder han det opinionsstyret enevælde, men indholdet er stort set det samme.
Til gengæld forkaster Holm den demokratiske universitetsmodel fra 1970' erne og 1980' erne med den lidet overbevisende argumentation, at »universiteterne i dag er en del af et samfund - og en samfundsøkonomi«. Så vidt jeg ved, var det også tilfældet dengang.
Jeg fungerede i den demokratiske periode på DTU som prorektor, fungerende rektor og fagrådsformand, og jeg prøvede i min professorperiode fra 1961 professorvældet, den demokratiske styrelseslov og topstyringen.
Det er min klare vurdering, at den demokratiske model fungerede bedst, både hvad angår arbejdsmiljø, frie forskningsinitiativer og en frugtbar indflydelse på undervisningen fra de studerende.
Derfor bedrøver det mig, at man især ud fra nogle tidsbestemte erfaringer med politisk-marxistisk indflydelse forkaster den demokratiske model uden en seriøs, nutidig analyse. Også det kan man håbe, at en ny regering vil lave om på.

***

[intern ref.]

Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige

2011-04-27T10:12:00.000+02:00

Information d. 27. april, 2011 (1. sektion side 12) Kommentar :

Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige

Penkowa -sagen og fyringen af rektor på Copenhagen Business School har ført til en diskussion af universiteternes ledelse. Nøglen til universiteternes ledelsesproblemer er medarbejdernes manglende indflydelse
Af Nanna Mik-Meyer

Diskussioner om, hvad indførelsen af ekstern bestyrelse og ikke-medarbejdervalgt rektor betyder for danske universiteter føres dagligt.
I nogle tilfælde kædes Penkow -sagen for eksempel sammen med den nye universitetslov fra 2003. Man antager, at det nye, markedsstyrede universitet skaber Penkowa-typen. Man diskuterer, om rektorerne i dag er mere egenrådige end før. Og hvis dette er tilfældet, skyldes det så, at rektorerne ikke er valgt af medarbejderne, men i stedet er ansat af en ekstern bestyrelse? Og hvad betyder det, at universitetet - til forskel fra en privat virksomhed - ikke har aktionærer, der kan trække i nødbremsen, når det er påkrævet.
Alle disse spørgsmål er relevante. Alle ved, at gennemgribende organisatoriske omstruktureringer fører forandringer med sig. Men hvad man ikke nødvendigvis kan være sikker på er, at forandringerne altid er dårlige.

Netværk
Lad os se på to områder, der synes at være særlig opmærksomhed på i disse dage: Den nye forskertype og Den egenrådige rektor.
Allerede den franske sociolog Pierre Bourdieus studier af universitetssystemet fra 70-80' erne betonede, at netværk og social baggrund er særdeles betydningsfulde faktorer, når en universitetsansat skal avancere i uddannelseshierarkiet.
Danmark var - og er - vist ingen undtagelse, hvad det angår. Det har altså 'altid' været vigtigt med et godt netværk, a la Penkowa , og det har altid været en fordel at kunne fortolke koderne i de miljøer, man ønsker at avancere i.
Nutidens krav om international publicering er imidlertid nyt. Kigger man på den ældre generation af professorer på de danske universiteter, er det tydeligt, at dette krav ikke altid har gjort sig gældende.

Mange forskere har i dag en blandet oplevelse af dette krav; der er enighed om, at det stresser, men mange mener også, at det skaber retfærdighed, og at dette er godt (og nyt). I dag kan socialt set nørdede (og publicerende) forskertyper måske bedre sikre sig en karriere på universitetet, end de kunne tidligere, hvor deres sociale (netværks-) kompetencer var vigtigere. Så måske de nye, skærpede - og synlige - krav til dagens forsker rent faktisk kommer den publicerende (dygtige) forsker til gode?

Administratorer

Med hensyn til diskussionen om nutidens egenrådige rektor, så trænger denne negative udlægning af universitetsledelse også til en nærmere analyse. Var det virkelig sådan, at datidens medarbejdervalgte rektorer var mindre egenrådige? Eller var det måske snarere sådan, at datidens rektorer slet ikke var ledere, men snarere administratorer, der var valgt til at bevare status quo? Hvis man vil have ledelse, så får man også forandringer.
Universitetsloven fra 2003 har prioriteret ledelse over administration, og det er vel fint, hvis man altså er af den overbevisning, at status quo ikke altid er at foretrække.
Universitetsloven burde imidlertid også have gjort medarbejdervalgte organer som for eksempel akademisk råd særlig centrale, også formelt - det modsatte skete desværre i 2003.
Eftersom universiteterne ikke har aktionærer, er et veldrevet universitet stærkt afhængig af den viden, som medarbejderne repræsenterer i organer som for eksempel akademisk råd. Det er her, at vigtige diskussioner om for eksempel tværfaglighed versus dyrkelsen af monofaglighed, som p. t. fylder en del blandt universitetsansatte, skal tages. Og det er også i akademisk råd, at det vågne øje over for den forandringsivrige ledelse skal være.
Et velfungerende akademisk råd og en aktiv medarbejderstab - som vi for nylig så det på CBS - der reelt tør tænke strategisk ledelse sammen med (og måske) imod den ansatte ledelse, er måske opskriften på, hvordan man løser universitetets ledelsesproblemstillinger.

FAKULTET [at] INFORMATION.DK

***

[intern ref: Nanna Mik-Meyer: Forandringer på universiteterne er ikke altid dårlige, Inf. 27/4-2011]

Tilliden til KU skal genoprettes

2011-04-26T15:18:00.000+02:00

Berlingske d. 26. april, 2011 (1. sektion side 24) Debat:
Tilliden til KU skal genoprettes
opinion
Af BJARKE LINDEMANN JEPSEN, Næstformand Studenterrådet, KU

PENKOWA -SAGEN. Med min hang til krimier er der et element ved Penkowasagen, der fascinerer mig: hvordan man med snuhed kan skjule sandheden i 'glimmer og avispapir'. Der må være flere krimiforfattere, der ærgrer sig over, at de ikke fik idéen, inden den blev skinbarlig virkelighed.
For historien om Milena Penkowa er med krimiagtig spænding gået voldsomt for sig. For hvordan kan det gå til, at én enkelt stjerneforsker kan lægge tusind forskere på et helt fakultet ned? Mange gerningsmænd har været i søgelyset. En studentermedhjælper har været udsat for falsk anklage. Bedømmelsesudvalg er blevet misforstået og har følt sig trådt over tæerne - og med rette. Forskere har startet underskriftindsamlinger. Og Penkowa har selv skudt igen. Mistænkeliggørelsen af ledere og kolleger i denne sag har larmet så meget, at man var ved at glemme, hvem skurken var.
Jeg har stor forståelse for, at man føler sig trådt på i denne sag - og jeg tror også, der er mange, der ser rektor som den egentlige skurk. Men vi må trods alt forholde os til, at Kammeradvokaten slår fast, at rektor i denne sag ikke har forbrudt sig mod loven eller har misbrugt sit embede. Når vi i Studenterrådet alligevel har talt for en uvildig undersøgelse, er det fordi sagen om Penkowa rækker helt ind i Videnskabsministeriet. Vi ved, at Helge Sander har en personlig relation til Penkowa, og vi ved, at der har været en konflikt mellem ministeriet og forskningsrådet.
Lad os få det undersøgt, ligesom Kammeradvokaten har undersøgt forholdene internt på KU! Rektor undskyldte i sidste uge. Og der har virkelig været noget at undskylde. Vi har i Studenterrådet særligt kritiseret, at KUs administration tilsidesatte en studentermedhjælpers ellers berettigede krav på hjælp. Men vi har samtidig hæftet os ved, at KU har fulgt op med en række tiltag, bl. a. en studenterombudsmand.
Når det er sagt, skal der ske mere grundlæggende ændringer på KU, hvis undskyldningen skal have nogen form for relevans. Det skal ikke kun ske for at tækkes KUs internationale omdømme, men i langt højere grad for at sikre, at de studerende og ansatte på KU igen får tillid til universitetet og dens forskning. Her har rektoratet en kæmpe opgave, og her må man tage sit ansvar seriøst. Vi har tillid til, at rektoratet kan løfte opgaven. Men det sker ikke ved at lave handleplaner om forskningsetik. Det sker med konkrete forandringer i dialog med de ansatte og de studerende.

[intern ref.: Bjarke Lindemann Jepsen: Tilliden til KU skal genoprettes, Berl. 26/4-2011]

Fondspenge kan være endt i Penkowas lommer

2011-04-22T18:09:00.002+02:00

citat:

Weekendavisen d. 20. april, 2011 (1. sekts. 6)
Så er det jo et mareridt
Penkowasagen. Hjerneforskeren har fået ti millioner kroner i forskningsstøtte, som Københavns Universitet har svært ved at finde.

Af POUL PILGAARD JOHNSEN

Mens stormen om den bedrageridømte og uredelighedsmistænkte hjerneforsker Milena Penkowa i de seneste uger så småt er begyndt at løje af i pressen, har sagen internt på Københavns Universitet udviklet sig til et sandt mareridt: Der er for nylig fundet mere end 100 forskningsbevillinger på samlet omkring ti millioner kroner til Penkowa fra private fonde, som ingen på nuværende tidspunkt ved, hvad er blevet brugt til eller hvor befinder sig, en af universitetets mest markante forskere, professor Bente Klarlund Pedersen, er blevet meldt til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) for medviden om Milena Penkowas forskningsmæssige fusk, og den planlagte internationale gennemgang af hele Penkowas forskning efter anbefaling af Det Frie Forskningsråd har vist sig at indebære så mange juridiske problemer, at den ikke umiddelbart kan sættes i værk. (...)

***

[intern ref: Poul Pilgaard Johnsen: Så er det jo et mareridt, Weekendavisen 20/4; Ritzau: Fondspenge kan være endt i Penkowas lommer, 20/4-2011.]

Arme universitet

2011-04-21T21:09:00.000+02:00

Berlingske d. 21. april, 2011 (1. sektion side 24) Debat:
Arme universitet
opinion

Af BJØRN QUISTORFF Professor, dr. med. Københavns Universitet

STYRELSESLOV. Københavns Universitets håndtering af Milena Penkowa -sagen demonstrerer, at regeringens forslag til revision af universitetsloven er et endnu større problem end den gældende lov.
Et af problemerne med Penkowasagen har været, at KUs bestyrelse næsten udelukkende har beskæftiget sig med, at der ikke er begået administrative lovbrud, mens alle andre var optaget af de alvorlige fejlskøn, der er sket i sagsforløbet, og som i den grad har belastet universitetets omdømme. Dette dilemma forsøgte forskningsministeren at løse ved at sætte universitetet under »skærpet opsyn« (!?).
Men ministeren har yderligere det problem, at Penkowa -sagen klart udstiller, hvor uhensigtsmæssig den centralistiske ledelsesstruktur, som universitetsloven af 2003 bragte med sig, i virkeligheden er.
Ironisk nok sker det netop nu, hvor loven er oppe til revision med forslag om at tildele rektor og bestyrelsesformand endnu større magt, end de allerede har. Skruen strammes yderligere med forslag om at give ministeriet beføjelse til at pålægge universiteterne at løse helt konkrete opgaver, f. eks. en bestemt forskningsopgave.
Sammen med CBS-og Roskildesagerne må selv inkarnerede fortalere for koncerngørelsen af universiteterne være blevet klar over, at man med den gældende universitetslov har med en systemfejl at gøre. Og at det foreliggende lovforslag kun vil gøre situationen værre. Ministerens idelige påstand om, at universiteterne tildeles yderligere frihed, er ganske enkelt falsk varebetegnelse.
Med den detailstyring, universiteterne udsættes for, er det faktisk svært at se, hvilken nytte de har af deres bestyrelser.
Derimod er det indlysende, at der er et påtrængende behov for at få styrket det universitetsfaglige aspekt i ledelsen meget kraftigt. Man kunne vove den påstand, at havde et kollegialt organ bestående af universitetets de facto forskningsmæssige ledelse haft den indflydelse, de naturligt bør have på et universitet, ville en Penkowa -sag aldrig have fået lov til at udvikle sig, som den har gjort. Mange andre eksempler peger i samme retning.
For den siddende regering er universitetsloven imidlertid stærkt ideologisk stof, og det er derfor ikke sandsynligt, at den vil lade sig vejlede af virkeligheden.
Derimod må man kunne nære berettiget håb om, at oppositionen vil gå imod ændringsforslaget og i stedet beslutte at genoverveje hele loven om universiteternes styrelse. Det kræver ganske vist, at Socialdemokraterne kommer til fornuft, men med det indflydelsespotentiale, som de Radikale er i gang med at opbygge, var der måske en chance.
Under alle omstændigheder ville det i den kommende valgkamp være både værdifuldt og forfriskende, om også universitetsforhold blev inddraget i kulturkampen.
Sammenlignet med den forarmelse, der siden 2003 er sket af Danmarks århundredgamle universitetskultur, var problemerne i den foregående periode med den såkaldte »studenteroprørslov« ganske beskedne.

***

[intern ref.: Bjørn Quistorff: Arme universitet, Berl. 21/4-2011.]

Jyllands-Posten kommer Forskningspolitisk Arkiv til undsætning

2011-04-20T22:06:00.006+02:00

Jyllands-Posten kommer Forskningspolitisk Arkiv til undsætning
Jyllands-Posten sørger for fornyet interesse for arkivet efter flytningen til et nyt website og deraf følgende forvirring om sitets placering. Det strømmer nu til med nye læsere, efter at avisen i dag omtaler hetzen fra Dansk Journalistforbund imod arkivets arbejde. Vi takker og bringer omtalen nedenfor.
af Curt Hansen

Nogle læsere var forvirret over arkivets ændrede redaktionelle linie, og andre kunne simpelthen ikke finde os på nettet (nu her på forskningspolitiskarkiv.blogspot.com), efter at arkivet i sin hidtidige version 1 lukkede dørene og fra i onsdags kun indbød læsere, der allerede var redaktionen bekendt, eller som henvendte sig med begrundet, fx forskningsrelateret, ønske om særlig adgang.

Efter tilskyndelse fra journalist og Cavlingprisvinder Asger Westh, som følte sig krænket over arkivets gengivelse af et udsnit af hans bidrag til den omfattende litteratur om sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, fulgte Dansk Journalistforbund op på sagen, og fremførte trusler om uhyrlige erstatningskrav overfor arkivets redaktør, dvs. undertegnede (se dokumentation her).

Det er derfor på sin plads at understrege, at arkivet ikke på nogen måde ønsker at krænke hverken journalister eller andre skribenter, og at arkivet altid, så vidt vi overhovedet har haft adgang til informationen, har angivet data om forfatternavn og udgivelses-tid og -sted for enhver tekst, arkivet har gengivet. Vi mener i al beskedenhed at vi gennem vores virke har bidraget til et alment oplysningsformål, nemlig på struktureret vis at udvikle et lovende fragment af en egentlig vidensbase for vores stofområde, forskningspolitik (og vi er i øvrigt vidende om, at journalister selv har haft glæde af dette redskab). Vi mener, at det for de journalister, der har kunnet se deres tekster gengivet på version 1 af websitet, skal ses som udtryk for udmærkelse og anerkendelse af deres virksomhed. Det er fx langt fra alt, der skrives om Milena Penkowa, der kvalificerer som interessant for arkivet. Desuden skal det understreges, at redaktionen af arkivet har ingen intention om eller interesse i at tilskrive eller forbinde enkelte forfattere/journalister med bestemte forskningspolitiske synspunkter, og at vi heller ikke har indicier for at vore læsere bringes til at tro noget sådant. Vi sætter således ikke spørgsmålstegn ved den intellektuelle ophavsret til de i version 1 gengivne tekster, men vi har med den ændrede redaktionelle linje og det nye website taget til efterrening, at den p.t. gældende danske lov om ophavsret er håløst forældet og alt for let lader sig misbruge, sådan som journalistforbundets jurister gør i denne sag til at forfølge tilfældige aktive brugere af internettet.

Derfor var det en glæde at se, at en anden journalist fra Jyllands-Posten, uden vores tilladelse, gengav vores foto (fra omtalen her af netværket bag gruppebloggen Forskningsfrihed?) hvorfor vi kvitterer, og nedenfor gengiver et kort udsnit af denne artikel.

***

Jyllands-Posten d. 20. april, 2011 (Erhvervs & økonomi side 15)
Anonym lektor og blogger bag omfattende brud på ophavsretten
OPHAVSRET: I en af de største sager om brud på ophavsretten har Dansk Journalistforbund vredet armen om på en anonym blogger.

Af JACOB BREJNEBØL KNUDSEN

Dansk Journalistforbund udkæmper i øjeblikket en speget sag om ophavsret med en anonym universitetslektor som den egentlige hovedrolleindehaver.
Lektoren med dæknavnet Curt Hansen driver bloggen Forskningspolitisk Arkiv og har gjort det siden 2007.
Bloggen har ligget på webadressen forskningsfrihed.blogspot.com, og herfra har personen bag i en lang række tilfælde overtrådt reglerne om ophavsret ved at lægge dagbladsartikler om forsknings- og universitetsmiljøet ud i deres fulde længde.

[intern ref.]